Blog (Tag: auken)

Kæmper i en tandløs tid

Jeg skulle egentlig have skrevet om den tyske kansler, Angela Merkel, og hendes valgkamp op til forbundsvalget den 27. september 2009, men der var ikke rigtig noget at skrive hjem om. Merkel siger intet. I en del af valgkampen har hun simpelthen holdt ferie. Hendes strategi synes at være at sige så lidt som muligt. Ingen visioner. Ingen forslag. Ingen politik. Det er åbenbart vejen til magten i dag. Politik handler ikke om noget mere - udover når de gamle politiske kæmper engang imellem åbner munden.

Sådan har det ikke altid været. Fortidens politikere har gennem tiden ikke sparet på de store ord. Det var før kontraktpolitikken, hvorfor meget af det de sagde, forblev ord, men man vidste i det mindste, hvad de bar i hjertet. Hvad de brændte for. Jeg tror, det var det, vi mindedes denne sommer, da Socialdemokraternes Svend Auken gik bort. Hvis man var liberal i 1990erne, ved man præcis, hvorfor Socialdemokraterne var så kede af det. Auken tilhørte en generation af politikere, der brændte for deres sag - også selvom det engang imellem betød, at de brændte deres lys i begge ender. En socialdemokrat, som jeg læste på universitetet med, og som sidder i Folketinget i dag, sagde engang til mig, at det vi liberale følte i 1998, følte Socialdemokraterne i 1990. Hun havde ret. Vi vidste, at tiden efter valget i 1998 ville blive en anden, og derfor gjorde det ekstra ondt, da Venstres Uffe Ellemann-Jensen tabte valget - og man må sige, at tiden efter 1990 også blev en anden for Socialdemokraterne. Vi kommer os nok aldrig helt over det. Hverken dem eller os. Heldigvis.

Der er ikke mange af de gamle kæmper tilbage i dag. Men der sidder stadig nogle stykker tilbage hist og her. En af dem er Thor Pedersen. Han er i dag formand for Folketinget, og i sidste uge viste han præcis det politiske mod, som er så fraværende i politik i dag.

Ved en konference arrangeret af Aarhus Universitet og Morgenavisen Jyllands-Posten satte Thor Pedersen spørgsmålstegn ved måden, politikere og forskere diskuterer på, når det gælder klimaet. Han spurgte retorisk om, hvordan det kan være, at når det handler om klimaforandringerne, så har forskerne en teori, hvorefter politikerne siger, at de dermed ved det hele. "Jeg har selv som finansminister været med til at vedtage i EU, at temperaturen ikke må stige mere end to grader i forhold til den førindustrielle periode. Så hvorfor forske, når vi allerede ved det hele?", fortsatte han og problematiserede, at politikerne over en bred kam har en opfattelse af, at det, de har vedtaget politisk, er sandheden.

Der blev selvfølgelig fniset i salen, da Thor Pedersen med en vanlig god portion humor udfordrede det Folketing, han er formand for. Det har altid været hans facon, men bag det lille skæve smil viste sig lidt af det ærlige hjerte, der stort set ikke findes mere i dansk politik.

Thor Pedersen blev boligminister i 1986 efter at have været borgmester i Helsinge siden 1978. I 1987 blev han forfremmet til indenrigsminister, ligesom han tillige var økonomiminister i de sidste måneder af Poul Schlüters sidste regering. Derefter fik han noget så sjældent for en dansk politiker som en yderst succesfuld erhvervskarriere, hvorefter han i 2001 vendte tilbage som finansminister.

Det er ikke altid gået lige godt med sarkasmen og de små vittigheder. Thor Pedersen gjorde sig især bemærket, da han nærmest gik i krig for at lukke det svenske atomkraftværk Barsebäck nær København tilbage i 1993. Spørgsmålet sorterede under ham, fordi Civilforsvaret og sikkerhedsproblemerne ved Barsebäck hørte under Indenrigsministeriet. Poul Schlüters firkløverregering var allerede tilbage i 1984 blevet mødt med krav fra oppositionen om, at al planlægning vedrørende atomkraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var klart ikke regeringens politik, og i sin konsekvens ville Danmark efterhånden miste kompetence på det nukleare område, advarede den daværende energiminister Knud Engaard (V). Men regeringen ønskede ikke at gøre det til et kabinetsspørgsmål, så den lod sig nedstemme uden det helt store opgør. Thor Pedersen gjorde tidligt klart, at han ikke personligt var modstander af atomkraft, og han måtte derfor igennem en del akrobatiske øvelser for at forklare, hvorfor Barsebäck skulle lukkes. Sikkerhedsmæssigt var Barsebäck aldrig et stort problem, da værkets reaktorer var af letvandstypen. Dermed kunne værket på ingen måde sammenlignes med de nedslidte atomkraftværker i Østeuropa. Men befolkningen var blevet bange efter netop udslippet fra Tjernobyl-værket i det tidligere Sovjetunionen i 1986. Derfor var Barsebäck blevet et problem for den danske regering af psykologisk karakter. Thor Pedersen gjorde derfor det i dag helt utraditionelle, at han holdt fast i sine holdninger og overbevisninger og advokerede for atomkraft, men også for at lukke netop det atomkraft, der lå så tæt på hovedstaden - i stedet for blot at følge meningsmålingerne og den generelle dybt irrationelle hetz mod atomkraft, der var opstået op igennem 1980erne.

Allerede inden det svenske valg i 1991 advarede Thor Pedersen svenskerne om, at den danske regering ville holde Sverige fast på løftet om at lukke Barsebäck. Statsminister Carl Bildt, der vandt valget, var af gode grunde hverken til at hugge eller stikke i, men da man tilmed besluttede at genåbne de reaktorer, der havde været lukket på grund af fejl i nødkølesystemet, tog Thor Pedersen skeen i den anden hånd: "Desværre giver folkeretten mig ikke mulighed for at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne, selv om jeg kunne have lyst til det. Og også fordi de har taget Skåne, Halland og Blekinge," sagde han. Bildt forstod sig imidlertid ikke på ironi, og blev derfor alvorligt sur på den danske indenrigsminister. Den svenske forsvarsminister, Anders Björck, havde heldigvis lidt mere humor, og svarede, at hvis Thor Pedersen invaderede Sverige for at lukke Barsebäck, så ville han bombardere Danmark med surstrømninger. Surstrømninger er de der halvrådne små sild, som svenskerne elsker.

Et andet af Thor Pedersens uforglemmelige øjeblikke var, da han erklærede, at det gik så godt med den danske økonomi, at hvis det fortsatte sådan de næste 1.000 år, ville vi eje hele verden. Bemærkningen faldt i august 2006. Faktisk udtalte han de berømte ord ved sin sidste finanslovspræsentation. Dengang var der ingen grund til at svede, når finansministeren præsenterede finanslov. Finansloven for 2007 markerede nemlig et skift, hvor Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os. Udviklingen blev vist med en graf, hvortil Thor Pedersen sagde: "Hvis vi bruger vores store, fine tusindeårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen, fordi over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så et det problem egentlig løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller, at de nok har en begrænsning alligevel, men om ikke andet er det positivt, at vi har den frihedsgrad som grafen [viser]".

Det er sådan et klip, som journalister og historikere kan bruge, når Danmarks Radio en dag skal lave en udsendelse om Anders Fogh Rasmussens regeringer, hvor Thor Pedersen var finansminister frem til valget i november 2007. Og selvfølgelig blev der også dengang fniset i salen, da ordene faldt. Socialisterne omskrev hurtigt citatet til, "vi kan købe hele verden", hvilket ikke rigtig gav mening, men de forstod formentlig heller ikke helt, hvorfor Thor Pedersen egentlig var så glad, da han fremlagde sit sidste finanslovsforslag. Forvirringen var noget nær total, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i Folketinget den 31. maj 2007, sagde, at hun ikke forstod, at hvis Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os, hvorfor har vi så "ikke råd til tidssvarende velfærd i daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse"?

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Finansloven for 2007 var på mange måder kulminationen på den genopretningspolitik, som tidligere finansminister Henning Christophersen (V) igangsatte i 1982, da Socialdemokraterne overgav regeringsmagten til Poul Schlüters firkløverregering. Den socialdemokratiske regering havde efterladt et underskud på nærved 80 mia. kr. Desuden var underskuddet på betalingsbalancen steget til 20 mia. kr., og arbejdsløsheden vokset til omkring 250.000 ledige. Det var derfor ikke så mærkeligt, at overskriften på regeringens arbejde blev "Økonomisk genopretning", og det var bestemt positivt, at vi i 2007 langt om længe havde den frihedsgrad, som Thor Pedersens graf viste, fordi - som han indikerede - man ingen personlig frihed kan have uden økonomisk frihed.

I sidste uge viste han så tænder igen. Igen på sin helt egen måde. Dermed redefinerede han også til en vis grad Folketingets formands rolle, som den kloge gamle politiker, der tør sige, at politikerne ikke har noget tøj på, hvis det er nødvendigt. Det synes at være ligeså tiltrængt som at styre taletiden i Salen.

Jeg er klar over, at denne klumme kan virke som en lovprisning af Thor Pedersen. Jeg vil sikkert også blive anklaget for at rose Thor Pedersen mere, end han har fortjent. Men jeg nævner Thor Pedersen, fordi han er et eksempel på en politikertype, der er ved at uddø. Og det beklager jeg dybt, da der mere end nogensinde er brug for politikere, der tør sige den nye tandløse magtelite midt imod. Som tør stå alene. Den slags kæmper er der behov for i en tid, hvor meningsmålinger og fokusgrupper har efterladt partierne så ens i deres holdninger, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved den vedtagne sandhed, ligesom personfnidder præger den offentlige debat. En tid hvor man åbenbart kan vinde et valg uden at sige noget som helst substantielt eller behøver redegøre for sin vision for fremtiden. Hvis man overhovedet har én.

Husk det gamle ordsprog: når alle løber i én retning, tabes sandheden som regel. Det gælder sådan set altid.

Af Kasper Elbjørn

Boganmeldelse i Weekendavisen: Et socialt Europa

Jeg har i de sidste måneder været til relativt mange valgmøder med både folkesocialister og socialdemokrater, der stiller op ved Europa-parlamentsvalget den 7. juni. Det er næsten skræmmende så selvsikre, folkesocialisterne er. De regner med at få et rigtig godt valg. Og der er ingen tvivl om, at deres nyfundne positive holdning til EU som en platform for socialistiske eksperimenter, og begejstring for det, de kalder »socialistisk frihandel«, som vi andre bare kalder frihandel, har en afsmittende effekt på alle deres kandidater til Parlamentet.

Socialdemokraterne er ikke overraskende mere afdæmpede. De insisterer på at gå til valg på samme dagsorden som ved sidste parlamentsvalg, hvor tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) triumferede. Socialdemokraterne siger, de vil kæmpe for et »socialt Europa«, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke anede, hvad det betød, indtil jeg fik muligheden for at læse antologien "Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005" (Forlaget SFAH).

Bogen er opdelt i tre temaer. Det første tema handler om Socialdemokratiets flakkende holdning til EU. Dernæst beskrives - til tider ufrivilligt morsomt - folkesocialisterne og den yderste venstrefløjs holdning til europæisk samarbejde, og til sidst hører vi om fagbevægelsen og kvindebevægelsens interne overvejelser om, hvorvidt ideologien skulle gå forud for indflydelse og resultater. Specielt i cand.mag. Jytte Larsens kapitel står det klart, at kvinders rettigheder var sekundære for fagbevægelsen, og målet om socialisme altid gik forud for retfærdighed. Det er et af de mest interessante kapitler, men der er ingen tvivl om, at stort set alle tekster er yderst gennemarbejdede, og når man, som jeg, har læst statskundskab, kan man ikke andet end nyde det veludbyggede noteapparat. Det er et solidt stykke arbejde, de to redaktører, Sebastian Lang-Jensen og Karen Steller Bjerregaard, her præsenterer.

Det var dog især professor Nikolaj Petersens artikel om Socialdemokratiets europapolitik og Ph.D. Henrik Madsens »Fra social harmonisering til social dimension«, der fangede min opmærksomhed.

Professor Petersens kapitel ender i 2000, hvor Nyrup-regeringens to mest kompetente og populære ministre, Niels Helveg Petersen (R) og Hans Hækkerup (S), gik af efter folkeafstemningen om euroen. Dermed illustreres på fornem vis, hvordan EU altid har splittet Socialdemokraterne siden Danmarks optagelse i EF over Anker Jørgensens regeringstid til den lange ørkenvandring i opposition og kampagnen for Maastricht-traktaten i 1992, hvor Nyrup, som nyvalgt formand fremførte sit »ærlige ja«, kort tid efter at han havde stukket en dolk i ryggen på Svend Auken.

Læser man Henrik Madsens kapitel får man ligeledes et godt billede af, hvad der splittede Socialdemokraterne, men til sidst drev dem fra at være skeptiske til at være tilhængere, og hvad et »socialt Europa« egentlig betyder. Han beskriver, hvordan især partiets yngre medlemmer i 1970erne led af et Vietnam-syndrom, der fik dem til at opfatte det europæiske samarbejde som en vigtig modpol til USA. Men endnu vigtigere for skiftet fra den skeptiske til den positive EU-holdning, var ideen om, at den tyske vækstmotor kunne skabe velstand i hele Europa og dermed øge skatteprovenuet i Danmark, hvormed man kunne virkeliggøre drømmen om den stærke og styrende velfærdsstat. Derfor er det heller ikke underligt, at begejstringen for EU toppede, da man i 1990erne fik stormagtsdrømme om at tvinge den nordiske velfærdsmodel ned over resten af EU. Trist må det have været, da det gik op for fagbevægelsen og socialdemokraterne, at de nye medlemslande i Østeuropa ønskede en anden samfundsmodel.

Antologien gør det klart, at Socialdemokratiet altid har betragtet det europæiske samarbejde uden illusioner og som et praktisk instrument. Målet har aldrig været at nedbryde mure mellem markeder og mennesker for at sikre europæerne fred og frihed. Målet med et »socialt Europa« var og er at udbrede og udbygge velfærdsstaten i Danmark og resten af EU, uanset om medlemslandene ønsker det eller ej.

Af Kasper Elbjørn

Den usynlige fjende

Nyttige idioter er folk, som ubevidst går fjenders ærinde.

Det gjorde de to tidligere udenrigsministre Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft i denne uge. Ved at skabe tvivl om Danmarks engagement i Irak viste de, at vores alliance med USA og andre frie og demokratiske nationer ikke er ubrydelig, og det er en sejr for alverdens terrorister.

Svend Auken spurgte for nyligt lidt målløs, hvorfor Jyllands-Posten kaldte ham og andre beundrere af Michael Moores film Fahrenheit 9-11 "for nyttige idioter." Han skrev: "Nyttige idioter for hvem?"

Auken havde helt ret i, at man naturligvis ikke er en nyttig idiot, blot fordi man lader sig narre af Moores propaganda. Michael Moore er en gemen løgner på linje med Leni Riefenstahl, men han er ikke fjende af frihed og demokrati.

Svend Auken ved altså godt, hvad en nyttig idiot er. Måske fordi han selv var en af dem i firserne.

Farlig fjende

Dengang var fjenderne af frihed og demokrati dem, som befandt sig på den anden side af jerntæppet i de socialistiske regimer i Østeuropa. Dengang skabte Socialdemokratiet sammen med de radikale og resten af venstrefløjen tvivl om vores medlemskab af NATO i deres desperation over præsident Reagan og rystede dermed alliancen, da der var allermest brug for sammenhold.

Situationen i dag er den samme. Fjenden er endog usynlig og måske endnu mere farlig end under Den Kolde Krig. Derfor er der igen brug for ubrydeligt sammenhold over for vores fælles fjende, terrorismen og terroristerne.

Sejr for terrorister

Og de nyttige idioter er dem, som ikke har forstået budskabet: Enhver sprække i sammenholdet mellem frie og demokratiske nationer er en sejr for terroristerne.

At Det Radikale Venstre igen er med på de nyttige idioters hold, var forventeligt. Det var de før Første Verdenskrig. Det var de før og under Anden Verdenskrig. Og det var de under Den Kolde Krig. Det er nærmest blevet en partitradition.

Og selvom historien gang på gang har vist, at partiets politik har vist sig at være forkert, har man modsat Socialdemokratiet holdt fast i den.

I 1950'erne erkendte Socialdemokratiet i det stille, at dets politik op til Besættelsen var slået fejl og opbyggede en stolt transatlantiskorienteret udenrigspolitik.

Men under Anker Jørgensen og Auken gik det galt igen, og med hovedet under armen blev man det sovjetiske rædselsimperiums nyttige idioter. Først da Poul Nyrup Rasmussen blev leder af partiet, vendtes skuden, og da Socialdemokratiet igen kom i regering i halvfemserne, videreførte man stort set den borgerlig-liberale regerings politik.

Aukens holdning

Det er i dag helt klart, hvis nyttige idioter Helveg og Lykketoft er på vej til at blive. Lykketofts udmelding torsdag om, at noget taler for, at Danmark i en eller anden form skal være til stede i Irak, skabte ikke klarhed over oppositionens holdning.

Dermed forbliver Hækkerup den eneste socialdemokrat, der har taget afstand fra tvivlrådigheden om de danske styrkers forbliven i Irak.

Vi afventer med spænding Svend Aukens holdning. Er han alligevel igen en nyttig idiot?

Af Kasper Elbjørn