Blog (Tag: barroso)

Europas fremtid begynder at ligne Europas historie

I den amerikanske udgave af Wall Street Journal tirsdag har Bret Stephens, der er redaktør for den europæiske og asiatiske udgave af avisen, skrevet en tankevækkende kommentar – en advarsel til os europæere om ikke at gentage de fejl, vores forfædre begik.

Advarslen kommer efter et interview som EU’s handelskommissær, den tidligere belgiske udenrigsminister, Karel De Gucht, gav til en flamsk radiostation for ca. en måned siden.

De Gucht blev interviewet om de seneste forhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. Han sagde, at årsagen til, at forhandlingerne var kommet i stand, skyldtes to ting: for det første at jøder er så indflydelsesrige i USA; og for det andet, at man ikke skal spille kispus med jøder.

»Man skal ikke undervurdere den jødiske lobby på Capitol Hill,« skal De Gucht angiveligt have sagt uden på nogen måde at skelne mellem »jøder«  og »Israel«.

»Dette er den bedst organiserede lobby, og man skal ikke undervurdere grebet den har på amerikansk politik uanset om det er republikanere eller demokrater.«

EU’s handelskommissær er sammen med EUs præsident Van Rompuy, Kommissionsformand Barroso og udenrigschef Ashton EU’s ansigt udadtil. Det er ham, der repræsenterer EU, når der forhandles på topniveau - og han havde kun lige talt sig varm.

»Det er en tro på – det er svært at beskrive det anderledes – hos de fleste jøder at de altid har ret,« fortsatte De Gucht. »Og det har ikke noget at gore med om de er religiøse jøder eller ej. Jøder generelt har også denne tro på, at de altid har ret. Så det er ikke så nemt, selv med moderate jøder at få en rational diskussion om, hvad der faktisk sker i Mellemøsten.«

Interviewet var ikke længere en kritik af den israelske regerings politik. Det var heller ikke klassisk anti-zionisme med kritik af Israel som en jødisk stat. De Guchts kommentarer var møntet på jøder generelt.

Da interviewet blev kendt i bredere kredse end hos den flamske radiostations lyttere udsendte  Handelskommissær Karel De Gucht en udtalelse, hvor han skrev, at han på ingen måde havde ønsket at fornærme eller stigmatisere det jødiske samfund. »Jeg vil gerne slå fast at anti-semitisme ikke er acceptabelt i verden i dag.«

Bret Stephens påpeger, at det bekymrende ved udtalelsen er, at De Gucht ikke indrømmer, at lige netop den stigmatisering af jøder, som han gjorde sig til talsmand for, netop er anti-semitisme.

Men hvad værre er, at ingen europæiske toppolitikere tog afstand fra hans anti-semitiske udtalelser.

»Ingen kommentarer«, lød det fra det tyske udenrigsministerium. »Vores holdning til anti-semitisme er meget klar, men vi har ingen kommentarer til andre menneskers udtalelser,« lød det fra det italienske udenrigsministerium. Det var som om man havde hørt det hele før. »Højrepræsentant Ashton er sikker på [De Gucht] ikke ville fornærme noget, og han har undskyldt,« sagde udenrigschef Catherine Ashtons talsmand.

Hvis en europæisk toppolitiker udtaler sig om jøder, som De Gucht gjorde, og resten af den politiske elite lader som om, det er ligegyldigt, og intet betyder, gør det dem så til kujoner, medskyldige - eller bare kyniske politikere? Formentlig alle tre ting, skriver Bret Stephens.

Det kan vi så tænke lidt over.

Bret Stephens mener, at Europas fremtid begynder at ligne Europas historie.

Det kan vi tænke over om vi ikke bør gøre noget ved.

Af Kasper Elbjørn

Helmut Kohl fortjener Nobels fredspris

I denne weekend fyldte EU 50 år. Siden Rom-traktaten blev underskrevet i 1957 har medlemsstaterne nærmet sig hinanden økonomisk og politisk for at undgå de blodige krige mellem medlemsstaterne, der prægede tiden til og med Anden Verdenskrig. 

Ikke mindst i perioden 1985-1995 gik det rigtig stærkt. Tysklands kansler Helmut Kohl var blandt de mest begejstrede for udviklingen. I tiden efter Murens Fald talte han om ”en form for et Europas forenede stater” - fuldstændig som Winston Churchill havde gjort det, da han, som den første, lancerede ideen om en europæisk union i sin berømte Zurich-tale i 1946. 

På trods af at vi ikke finder samme visioner eller begejstring hos stats- og regeringscheferne i dag, findes idealerne stadigvæk i den afsjælede forfatningstraktats hundredvis af sider. I forfatningstraktatens del II står faktisk, at vi med den Europæiske Union har besluttet at dele en fredelig fremtid, der bygger på fælles værdier i en ”en stadig tættere sammenslutning”. Også i den nuværende EU-Kommission er man opmærksom på, hvad alternativet til unionssamarbejdet meget vel kan være, og hvorfor vi skal fastholde Churchills visioner og Helmut Kohls begejstring for det europæiske samarbejde. 

Kommissionsformand Jose Barroso viste sin beundring for den store genforeningskansler ved mandag at indstille ham til Nobels fredspris. ”Kohl fortjener Nobels fredspris”, sagde Barroso på en pressekonference i Berlin i anledning af EU’s 50 års fødselsdag. ”Han har leveret en stor indsats for genforeningen af Tyskland og genforeningen af Europa”.

Af Kasper Elbjørn

Halvtreds, i trit og trendy?

Fyrre, fed og færdig. Vi kender alle udtrykket, og da den Europæiske Union fyldte 40 år for 10 år siden, var der bestemt noget om snakken. Efter Maastricht-traktaten var det, som om EU's stats- og regeringschefer ikke kunne finde ud af, hvad de nu skulle få tiden til at gå med. Tiden var præget af kortsigtede løsninger og en ubegrænset, urealistisk tro på, at politikerne vidste, hvad der var godt for europæerne.

Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten står tilbage som monumenter over, hvor slemt det stod til, ligesom euro-landene i dag plages af konsekvenserne af, at man gang på gang bøjede euroreglerne.

Det værste var måske nok, at udvidelsen af EU blev forsinket og tilmed overhalet af udvidelsen af NATO. Den daværende estiske udenrigsminister og nuværende præsident, Toomas Ilves, stod forrest i køen af kritikere tilbage ved årtusindeskiftet og vurderede befriende udiplomatisk, at udvidelsen var blevet »en alt for stor hovedpine for alt for mange mennesker«.

I denne weekend fylder EU 50 år. Det europæiske samarbejde har fra begyndelsen været skrøbeligt, fordi man netop oprettede Unionen mere af nød end af lyst - for at stoppe de blodige krige, der prægede Europa frem til og med Anden Verdenskrig.

Siden har medlemsstaterne nærmet sig hinanden økonomisk og politisk, og i de sidste 50 år har der faktisk ikke været krig mellem medlemsstaterne, hvorfor man må sige, at missionen lykkedes. Det bør vi alle fejre! Men vi må bare ikke glemme, at der skal meget lidt til, før samarbejdet knirker.

Det kræver politisk lederskab at holde de store, gamle EU-hjul i gang, men det er ikke altid, Europa har politiske ledere, der formår at udforme visioner, der begrænser sig til grænseoverskridende udfordringer for hele Europa. Og halvtreds betyder ikke nødvendigvis i trit og trendy.

Den tyske kansler, Angela Merkel, har på det seneste prøvet at sætte gang i handelsforhandlinger med den amerikanske regering om at harmonisere regler, normer og tekniske standarder mellem EU og USA.

Initiativet kunne meget vel blive en forløber for det transatlantiske frihandelsområde - med EUs indre marked som forbillede - som vores egen Uffe Ellemann-Jensen engang foreslog, og som den nuværende statsminister har overtaget og fremsat igen. Et transatlantisk økonomisk partnerskab står højt på det tyske EU-formandskabs ønskeseddel, men EUs fødselsdagsgave bliver snarere den globale opvarmning. Som en kommentator på avisen Financial Times skrev forleden: »Gudskelov for den globale opvarmning. Den lægger måske nok planeten øde. Men i mellemtiden kan den redde den Europæiske Union«.

På trods af at ingen reelt ved, om vores økonomiske satsninger mod global opvarmning gør en forskel, er indsatsen mod klimaforandringer formentlig den eneste vigtige sag, som vor tids stats- og regeringschefer kan enes om, næste gang de mødes til topmøde for at fejre EUs 50-års fødselsdag.

Af Kasper Elbjørn