Blog (Tag: berlusconi)

Det lille land mod Durban II

Udenrigsminister Per Stig Møllers (K) replik til historikeren Mikaels Jalving i JP 11/3 var klar og tydelig. Danmark skylder de mænd, kvinder og børn, der dagligt udsættes for racisme, at deltage i FN-konferencen Durban II om menneskerettigheder.

Det er så vores demokratiske opgave at argumentere imod, »ikke at stikke af«, skrev udenrigsministeren, når eksempelvis organisation for den islamiske konference (OIC) stiller forslag om censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Det er en god tradition i dansk udenrigspolitik, at man altid truer med at blive, ikke med at gå. Vi skal »bide os fast i bordet«, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) engang sagde.

Det har tidligere reddet vores medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores Nato-allierede og i det hele taget båret os frem mod mange sejre gennem skiftende regeringer siden 1982.

Men denne doktrin kan ikke stå alene. Så er den intet værd.

Aktivistisk udenrigspolitik

Hvis et lille land som Danmark vil føre aktivistisk udenrigspolitik for at sikre sine egne borgeres frihed og rettigheder ved at påvirke verden, skal det ske gennem alliancer med lande, der har samme værdier og mål som landet selv.

Landet bør ligeledes støtte sine allieredes mål og værdier quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som man støtter, fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

Det er denne situation, som vi står i i forbindelse med FN's såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. Det ser udenrigsministeren bort fra i sit indlæg.

Først og fremmest har vores vigtigste allierede meldt afbud til konferencen. Den amerikanske regering meddelte for et par uger siden, at man ikke ville deltage. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, natten til torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud, fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

Konferencen, der skulle bekæmpe racisme og promovere ytringsfrihed, ser tværtimod ud til at knæsætte racisme ved allerede i forberedelsesfasen at sidestille zionisme med racisme og blåstemple censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi- og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år.

De muslimske lande i OIC har dygtigt forfulgt egne interesser, og den frie verden er trængt i defensiven.

Vores egen dagsorden

Pointen er, at den frie verden kun kan vinde værdikampen, hvis vi står sammen og insisterer på vores egen dagsorden om frihed og rettigheder.

EU kunne muligvis i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EU-formandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, da Italien besluttede at boykotte Durban II.

Det var den velansete udenrigsminister og tidligere EU-kommissær Franco Frattini, der meldte ud, at Italien gik i spidsen for EU, og som det første EU-land valgte ikke at deltage i farcen.

Herefter tilføjede han: »Jeg har personligt talt med Holland, Frankrig og Danmark: Alle nærer stor skepsis, og jeg håber, at de vil følge vores eksempel.« Udenrigsministeren holder altså sine kort åbne. Alt andet ville også undre.

Danmark bør tage bestik af den håbløse situation, som FN er havnet i, ikke mindst i forbindelse med Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge Italien - også selv om vi normalt har gode erfaringer med at bide os fast i forhandlingsbordet.

Det lille land i nord med den kloge, gamle udenrigsminister kan måske være dråben, der får det berømte bæger til at flyde over og stopper Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for.

www.durban2.dk

Af Kasper Elbjørn

EU svigtede det ukrainske folk

Friheden gik sin march i endnu et europæisk land tirsdag aften, men det var ikke på grund af EU – nærmest tværtimod.

Ukraines hovedstad ligner måske stadig et sovjetisk museum, men Kijev emmede af frihed og demokrati, da titusindvis af demonstranter gik til præsidentpaladset og forlangte, at magthaverne anerkendte, at oppositionslederen Viktor Jusjtjenko vandt præsidentvalget.

Hidtil har EU udtalt sig nølende til valgsvindlen i Ukraine. Det hollandske EU-formandskab, der har den tvivlsomme ære at skulle udtale sig på EUs vegne, havde ingenting at sige til situationen tirsdag aften. Ingen udmelding til fordel for det ukrainske folks bestræbelser på at håndhæve deres valg af præsident. Reelt kom der slet ikke anden melding fra EU, end at man opfordrede til, at de ukrainske myndigheder bevarede en vis selvdisciplin.

En international organisation, som er baseret på frihed, demokrati og menneskerettigheder, og som inden længe vil bede om befolkningens opbakning til en ny forfatning, der skal styrke EU i Europa og verden omkring os, syntes overordentlig lidt interesseret i 47 millioner europæere i Ukraine. Ukrainerne, der efter udvidelsen af EU 1. maj blev EUs nabo i Øst, er åbenbart værd at ofre til fordel for Gerhard Schröder, Jacques Chirac og Silvio Berlusconis gode ven Vladimir Putin. Præsident Putin har således ikke ligget på den lade side, når det kommer til valget i Ukraine. Rusland har aktivt støttet Ukraines statsminister Viktor Janukovitj, som var de nuværende magthaveres præsidentkandidat. USA har heldigvis ikke holdt sig tilbage. På værdig vis sagde en talsmand for udenrigsminister Powell tirsdag aften, at præsidentvalget ikke var frit, ikke var fair, og ikke reflekterede folkets vilje. Derfor var USAs holdning helt klar, at myndighederne skulle genoprette folkets tillid og valgets legitimitet. Folkets vilje skulle efterkommes og være reflekteret i udfaldet af valget. Det var klar tale, og i Europa er det også tid at støtte frihedsbevægelserne i Ukraine. Vi kan ikke være andet bekendt.

Medlemskab af EU og især NATO giver selv små lande muligheden for at komme med provokerende meldinger over for stormagter, fordi vi ved, at vi er sikret af vores allierede . Den mulighed skal man gribe endnu en gang. Lige nu gælder det det hårdt prøvede folk i Ukraine. Det er tid for europæiske lande, der rent faktisk mener, hvad de siger, når de taler om frihed og demokrati, at støtte befolkningens krav om et regimeskifte. Vi skal ikke love dem guld og grønne skove, men vi skal hjælpe dem på vej til en bedre fremtid og gerne også medlemskab af EU og NATO på længere sigt. Det er EUs omdømme, der er på spil. Og i Ukraine kan det være kød og blod.

Af Kasper Elbjørn

Berlusconi og formandskabet – manden og bolden

Selvom de danske medier gjorde alt, hvad de kunne for at væmmes mest muligt over, at den italienske premierminister Silvio Berlusconi nu er formand for EU, var det nu nok den engelske avis The Independent, der løb med prisen for bedste overskrift. »Europe United in Disgust as Berlusconi takes EU Throne«, skrev avisen. Den danske avislæser kan således være tryg ved, at det ikke kun er i Danmark, at man går efter manden i stedet for bolden. Sådan er det åbenbart i hele EU. I stedet for at fokusere på manden burde man fokusere på bolden, det vil sige hele det italienske formandskab.

Italien var med til at stifte det EU, vi kender i dag, og Italien har før med stor succes haft formandskabet for EU. Rom-traktaten behøver ingen præsentation, og de fleste vil vide, at det var under italiensk EU-formandskab, at man i 1975 vedtog at etablere direkte valg til Europa-Parlamentet, ligesom man i 1985 aftalte at indføre et indre marked i EU og i 1992 skabte grundlaget for at introducere en fælles europæisk mønt, euroen. Alt sammen vedtaget under forskellige italienske formandskaber. Alt i alt har Italien således gjort betydelig mere for det europæiske fællesskab end de fleste andre medlemslande. Det nuværende italienske formandskab indleder således i disse dage et meget lovende formandskab, der fortjener langt større opbakning, end medierne giver det.

Udover at fokusere på premierminister Berlusconis fortid som italiensk erhvervsmand har enkelte medier valgt at fokusere på Berlusconi som diplomat i visheden om, at det også nok skal gå galt. Ikke mindst de franske aviser har gjort opmærksom på, at (franske) EU-diplomater frygter, at Berlusconi vil finde på at bruge EU-formandsposten til at komme med egenrådige udenrigspolitiske udspil. Berlusconi har i forvejen skabt opsigt ved at erklære, at både Israel og Rusland kunne optages i EU, hvis Tyrkiet kunne. I sidste måned lagde han sig derudover ud med en række af de øvrige medlemslande ved bevidst at undlade at besøge Arafat under en rundrejse i Mellemøsten. Det er ikke noget, der passer Frankrig og »det gamle Europa«, men problemet er måske ikke kun Berlusconi, men derimod lige så meget, at Berlusconi modsat så mange andre stats- og regeringschefer har erkendt, at EU er så meget mere end »de gamle«. »Det nye Europa« ser formentlig Berlusconis udspil som et forfriskende pust fra et land, der egentlig hører til blandt »de gamle«.

Den italienske regering forstår, måske bedre end noget andet land i EU, hvor betydningsfuld en balanceret holdning til konflikten i Mellemøsten er.

I de kommende måneder vil fredsprocessen i Mellemøsten blive blandt det italienske formandskabs største udfordringer både inden og uden for EU. Mange af de nye medlemslande vil uden tvivl følge Berlusconis udenrigspolitiske linie, der ikke udelukkende er pro-Israel, men som bevidst underminerer Arafat, for herigennem at styrke Abu Mazen, selvstyrets premierminister, og hans ønske om at bevæge selvstyreområdet væk fra brugen af terror - og mod en fredelig løsning af konflikten med Israel. Det er desuden også USAs position, hvorfor heller ikke præsident Bush mødtes med Arafat, da han efter befrielsen af Irak genstartede fredsprocessen.

Meget tyder på, at Berlusconi handlede helt bevidst, da han valgte ikke at se Arafat, og at han vil benytte formandskabet til netop at fremme denne udenrigspolitiske linie over for de andre stats- og regeringsledere. Målet er selvfølgelig at forbedre EUs anseelse i Washington og Israel, hvilket også er tiltrængt. Den italienske regering forstår, måske bedre end noget andet land i EU, hvor betydningsfuld en balanceret holdning til konflikten i Mellemøsten er. Den synes at have forstået, hvor meget den europæiske - næsten blinde - pro-palæstinensiske attitude ødelægger for både EU og konflikten i sig selv.

Denne erkendelse var også synlig under det danske EU-formandskab, hvorfor det i dag er Danmarks udenrigsministers plan, man arbejder ud fra for at skabe fred. Det italienske formandskab kan forhåbentlig bidrage yderligere til at skabe respekt omkring EU - hos begge de stridende parter. Det er vigtigt for EU og for muligheden for fred.

Et af de helt konkrete tiltag, som Berlusconi lancerede på sin rundrejse i Mellemøsten for netop at skabe respekt om EU på begge sider, var den plan for økonomisk genopbygning af en fremtidig palæstinensisk stat, som premierminister Ariel Sharon kaldte »Berlusconi-planen«. Medierne har på forunderlig vis fuldstændig overset dette vigtige tiltag, som med garanti vil blive et vitalt element i vejen til varig fred mellem en jødisk og palæstinensisk stat, liggende side om side.

I det store og hele har Berlusconi allerede inden det italienske formandskab gik i gang udvist forståelse for Mellemøst-konflikten ved at indtage en helt klar position over for begge parter. Berlusconi formåede således at kombinere en klar afstandtagen fra terror og den del af det palæstinensiske lederskab, der stadig ikke tager afstand fra terroren, med en håndsrækning om økonomisk hjælp til den del af lederskabet, der rent faktisk ønsker fred. Alt sammen sagt imens han lod israelerne forstå, at europæerne naturligvis ønsker dem det bedste, nemlig fred, da vi i bund og grund ligner hinanden kulturelt og deler samme politiske anskuelser. Israel er som bekendt det eneste demokrati i Mellemøsten.

Billedet af Berlusconi som en politiker med nye dristige udenrigspolitiske visioner harmonerer naturligvis ikke med billedet af Berlusconi som en leder, der ikke er værdig til at stå i spidsen for EU. Det er måske derfor, at så få europæiske medier har skrevet om Berlusconis rejse i Mellemøsten. Den lover måske lidt mere, end man kunne tænke sig?

Berlusconis udfald mod Martin Schulz var ligeledes under lavmålet, men det var Schulz' bemærkninger

til Berlusconi så

sandelig også

,

Ligeledes fokuserede man udelukkende på Berlusconis udfald mod den socialistiske EU-parlamentariker Martin Schulz, da medierne skulle rapportere fra Berlusconis tale i Europa-Parlamentet 2. juli. Nævnt blev i ingen avis, at de øvrige EU-parlamentarikere faktisk flere gange afbrød Berlusconi under hans tale - med bifald!

Italien har under alle omstændigheder gjort betydelig mere for det europæiske fællesskab end de fleste andre medlemslande. Mine sympatier for Berlusconis erhvervskarriere er naturligvis ikke forfærdelig høje. Berlusconis udfald mod Martin Schulz var ligeledes under lavmålet, men det var Schulz' bemærkninger til Berlusconi så sandelig også. Det ændrer dog ikke ved, at det er en stor fejl at afvise, at Italien ikke igen kan skrive sig ind i historiebøgerne som landet, der, ligesom Frankrig, bærer det europæiske fællesskab frem mod nye højder til gavn for Europa og verden omkring os.

Det italienske formandskab under premierminister Berlusconi fortjener opbakning. Min opfordring er, at man går efter bolden - ikke manden. Og selvom den engelske avis The Independent nok aldrig når denne erkendelse, så skulle det alligevel fryde, om de europæiske medier ved udgangen af december må krybe til korset, rydde forsiden og skrive: »Europe United by Italy«. Det ville være en sejr for Italien - men også for Europa.

Af Kasper Elbjørn