Blog (Tag: brown)

Det australske valgdrama – og hvad vi kan lære af det

Dramaet i australsk politik synes ingen ende at have, og det er usædvanlig lidt, vi hører om det spændende parlamentsvalg, der tog en ny drejning i går, søndag.

Efter 78 procent af de cirka 14 millioner afgivne stemmer var talt op så det ud til, at socialdemokraterne mister deres flertal til de nationalliberale.

Imidlertid er der muligvis ingen af de to partier, der har flertal alene, og både Australiens socialdemokratiske premierminister Julia Gillard og de nationalliberales leder Tony Abbott er netop nu i gang med at forhandle med de uafhængige medlemmer af parlamentet samt det lille grønne parti, der er blevet valgt ind.

Valget kommer kun to måneder efter at den stærkt venstreorienterede Julia Gillard blev premierminister efter et kup mod den daværende premierminister Kevin Rudd.

Nogen kan måske huske, hvordan Kevin Rudd blev fejret som en anden Tony Blair, da han vandt valget for små tre år siden efter næsten 11 år under de nationalliberales John Howard.

Kevin Rudd sagde han ville fortsætte den borgerlige regerings økonomiske politik, ligesom han lovede at videreføre de nationalliberales retspolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Det var dog en noget anden virkelighed, australierne vågnede op til, da først socialdemokraterne fik magt som de havde agt.

Finanspolitikken blev overtaget af keynesianerne i partiet. De forvandlede et A$ 19.7 milliard overskud til et A$ 32.1 milliard underskud under påskud af, at beskæftigelsen skulle stimuleres yderligere for at sikre væksten.

Derudover gik den ekstreme venstrefløj i partiet - med beskæftigelsesminister Julia Gillard i spidsen - i gang med at styrke fagforeningerne, der bakkede regeringen op mod stadig mere magt over regeringens politik.

Rudd kunne heldigvis se, at økonomien var ved at løbe løbsk for regeringen, og for at betale regningen foreslog han en såkaldt »super-skat« for virksomheder. »Super-skatten« fik australierne til at sige fra, og regeringens meningsmålinger tog en hidtil uset rutsjetur – ned ad bakke!

De katastrofale meningsmålinger fik venstrefløjen til at lave en kup mod Rudd, og i slutningen af juni i år, blev ingen ringere end Gillard ny premierminister.

Ved valget i weekenden blev endnu en socialdemokratisk regering vraget som følge af en uansvarlig økonomisk politik. Vi ved ikke om den opstår i en ny konstellation, men resultatet taler sit tydelige sprog.

Man kan diskutere om det er retfærdigt, at Kevin Rudd fik samme behandling som den britiske Gordon Brown, der også blev sat på porten som følge af en uansvarlig økonomisk politik, da Rudd muligvis bare var en svag premierminister, der ikke havde styr på sine partikolleger.

Men hans tidligere regering fortjener ikke bedre.

Der er ved at danne sig et mønster, som alle politikere bør lære af.

Vælgerne er langt mere økonomisk ansvarlige end de politikere, de vælger. Det synes jeg, er godt nyt.

Wall Street Journal havde denne sommer en fremragende leder om, hvad der skete i Australien.

Avisen skrev, at »Kevin Rudd lektionen« er, at vælgerne finder sig i mangt og meget, men når de opdager at politikerne sætter landets økonomi over styr, siger de fra.

Af Kasper Elbjørn

Med den slags venner behøver EU's fællesmarked ingen fjender

Imens Danmark nærmest gik i klimaselvsving over, at Connie Hedegaard (K) blev udnævnt til klimakommissær, var der meget få, der lagde mærke til, hvem der fik de vigtige poster i Europa-kommissionen. Ingen tvivl om, at Hedegaard er dygtig og i stand til at skelne mellem fup og fakta i klimadebatten, men posten er i bund og grund ikke interessant for Danmark, selvom den måske nok sender et godt signal om, at vi i Danmark holder fast i det gode, borgerlige princip om at passe på ressourcerne herunder klimaet og miljøet.

I skrivende stund har ingen medier fortalt, hvem der fik de kommissærposter, der virkelig betyder noget for Danmarks vækst og velstand, sikkerhed og udvikling, i fremtiden. En enkelt undtagelse var Politiken, der i en analyse gennemgik, hvem der ville være Connie Hedegaards venner og fjender på klimaområdet. I artiklen stod, at forsvareren for frihandel og tjenesteydelser over grænser, Frankrigs Michel Barnier, vil være skeptisk over for regler og krav, der hæmmer vækst og udvikling. Jeg vil gerne rose avisens netnyheder for overhovedet at nævne, at Kommissionens absolut vigtigste post gik til den tidligere franske udenrigsminister, men at kalde Barnier for en forsvarer for frihandel er et godt eksempel på, at ingen åbenbart aner, hvem der blev udnævnt til de andre poster i Kommissionen. Hvis Barnier skal forestille at være EU’s indre markeds ven, er der kun at konstatere: Med den slags venner, behøver fællesmarkedet ingen fjender.

Barnier er formentlig bedst kendt som manden, der tabte den franske afstemning om forfatningstraktaten. Præsident Jacques Chirac udnævnte ham til udenrigsminister i 2004 efter han havde været kommissær 1999-2004, men det blev en kort fornøjelse, da han blev fyret efter afstemningsnederlaget i 2005. Han fik en vis genoprejsning efter Præsident Nicolas Sarkozy udnævnte ham til fødevareminister, men når han er værd at fremhæve, er det fordi, det bliver Barnier, der skal rydde op efter finanskrisen, og med de meldinger, der kommer fra den franske præsident i øjeblikket, bliver det ikke noget kønt syn, og bestemt ikke med vækst og udvikling for øje.

Ved en tale i La-Seyne-sur-Mer, der ligger i Var-området i Sydfrankrig, den 1. december, sagde Præsident Sarkozy, at udnævnelsen af Barnier var en sejr for den ”europæiske model”, som ellers har haltet gevaldigt bagefter, når det gælder økonomisk vækst.

Han kunne ikke skjule sin tilfredshed med, at den nu var en franskmand, der skulle bestemme over især de britiske banker. "Ved I, hvad det betyder for mig at se en fransk EU-kommissær med ansvar for det indre marked og finansielle tjenesteydelser, herunder byen [London] for første gang i 50 år?" spurgte Sarkozy. "Jeg vil have verden skal se det som en sejr for den europæiske model, som ikke har noget at gøre med den vulgære finansielle kapitalisme".

Velbekomme. Jeg er faktisk ret sikker på, at Connie Hedegaard er langt mere skeptisk overfor centralisme og bureaukrati end den nye franske kommissær for indre marked. Nu får hun lov til at bruge sin tid på vind og vejr.

Det kan naturligvis ikke have været let for José Manuel Barroso, Kommissionens formand, at sammensætte et hold som stillede alle lande i Europa tilfredse. Ifølge Financial Times blev han nærmest bombarderet med opkald fra diverse stats- og regeringschefer i dagene op til offentliggørelsen af den nye Kommission. Det er dog alligevel påfaldende, så tydeligt det er, at vinderne i rokaden blev det som USAs daværende forsvarsminister Don Rumsfeld kaldte ”Old Europe”, og taberne blev ”New Europe”. Den amerikanske forsvarsministers kontroversielle udtalelse i 2003 gjorde, at alle lande, der støttede befrielsen af Irak, blev kendetegnet som det nye Europa, selvom lande som Storbritannien, Danmark, Holland, Italien, Portugal og Spanien, der støttede befrielsen, ikke almindeligvis tilhører det nye Europa, da de hverken blev anerkendt som selvstændige lande eller fik deres uafhængighed i løbet af det 20. århundrede. Den nye definition, som Rumsfeld lagde for dagen, er dog ganske rammende for taberne og vinderne i Barrosos rokade. Man kan også skrive det på en anden måde, at - med undtagelse af Danmark og Finland - taberne stort set blev de lande, der identificerer sig med - eller er en del af - den anglo-saxistiske tradition. Værst gik det udover Storbritannien og Letland.

Letland er blevet specielt hårdt ramt finanskrisen og landets unge regeringschef, Valdis Dombrovskis, har formentlig haft andre ting at tænke på. Han var ellers klog nok til at genudnævne Andris Piebalgs, der hidtil har været energikommissær og vel nærmest var en knytnæve i ansigtet på de russiske gasselskaber, da han blev udnævnt for fem år siden. Hans opgave har først og fremmest været at sikre energiuafhængighed i EU og han bliver nu udskiftet med tyskeren Günter Oettinger. En stor sejr for det gamle Europa og desværre endnu et eksempel på “Schröderiseringen” af Europas udenrigspolitik. Udtrykket er ikke mit eget, men henvender sig til den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder, der i dag er købt og betalt af premierminister Vladimir Putin til at drive lobbyvirksomhed for den omstridte naturgasledning på bunden af Østersøen mellem Rusland og Tyskland - uden om russernes besværlige naboer i Estland, Letland, Litauen og Polen.

Den anden store taber er Storbritannien, og hele den ulykkelige misere viser, hvor galt det kan gå, når vores engelske venner har en svag regeringschef. Premierminister Gordon Brown er med rette blevet kritiseret for, at han ikke gik efter en magtfuld økonomisk post i Kommissionen, da det stod klart, at han reelt ikke kunne bemande posten som EU’s nye udenrigsminister eller højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som posten officielt hedder. Da hans udenrigsminister, David Miliband, sagde nej tak til at flytte til Bruxelles, pegede Brown i stedet på den ukendte baronesse, Catherine Ashton, der aldrig har været udenrigsminister og kun handelskommissær i mindre end et år. Posten som handelskommissær, som daværende premierminister Tony Blair tilkæmpede sig for fem år siden, gik i stedet til den spanske socialist, Joaquín Almunia.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Måske bliver Michel Barniers kontor en bastion for frihed og decentralisering, Günter Oettinger en torn i øjet på Putin og Schröder og måske baronessen fra Storbritannien og socialisten fra Spanien en gang for alle kan få alle landene i WTO til at skrive under på en ægte global frihandelsaftale allerede i 2010. Jeg håber det, men jeg tror det ikke. Den nye Kommission varsler ikke bare mere af det samme, men endnu mere af det værste, og det er desværre ikke godt for EU, og slet ikke positivt for en lille åben økonomi som den danske.

Af Kasper Elbjørn

Fænomenet Hannan

 

Valget til Europa-Parlamentet nærmer sig med hastige skridt, og det har desværre ikke gjort det lettere for vælgerne at finde ud af, hvem de skal stemme på, eller hvorfor de skal bruge en sommersøndag på at gå til valgurnerne.

Men parlamentet kan blive EU's vigtigste institution og være med til at gøre EU til et håb for fremtiden, når nationalstaterne svigter.

DR's første valgudsendelse lagde ud med at diskutere de fire danske undtagelser, som vi fik efter afstemningen i 1992. Det er ikke en ligegyldig diskussion, men det er en irrelevant diskussion før et parlamentsvalg. EU-parlamentarikerne skal ikke blande sig i, om Danmark har undtagelser.

Samme problemstilling kendetegnede desværre anden valgudsendelse. Her indledte DR med en debat om Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU. Men det tog parlamentet faktisk stilling til i december 2004. Her stemte 407 medlemmer for og 262 imod en rapport, der opfordrede EU's regeringschefer til at indlede forhandlinger med Tyrkiet.

Det skal siges, at begge valgudsendelser blev betydeligt bedre, da spidskandidaterne kastede sig i struben på hinanden. Her kunne vi tydeligt se og høre, at valgkampen til Europa-Parlamentet er en god, gammeldags politisk kamp mellem socialisterne, der i dag ønsker flere EU-regler, og de borgerlig-liberale, der ønsker, at EU skal koncentrere sig om grænseoverskridende problemer.

Omtalt parlamentariker

Endnu vigtigere er imidlertid, hvad kandidaterne vil bruge deres plads i Europa-Parlamentet til, men dette vigtige spørgsmål var der ikke plads til hos Reimer Bo i DR's valgudsendelser.

Daniel Hannan er 37 år og blev valgt til Europa-Parlamentet i 1999 og senere genvalgt i 2005. Ved valget 7/6 er han igen opstillet for Sydøstengland og er så godt som sikker på at blive genvalgt, fordi han i løbet af denne valgperiode er blevet den mest omtalte parlamentariker i Bruxelles.

Da premierminister Gordon Brown gæstede parlamentet, tog Daniel Hannan ordet og sagde bl. a.: »Man kan ikke købe sig ud af en recession eller låne sig ud af gælden. Og når du gentager på din betonagtige og overfladiske måde, at vores situation er bedre end andres, at vi er godt rustet til at ride stormen af, må jeg fortælle dig, at du lyder som en Bresjnev-æraapparatchik, der citerer fra partibogen (...). Om et par måneder vil vælgerne også få chancen for at sige det. De kan se, hvad markederne for længst har indset: At du er en devalueret premierminister af en devalueret regering,« lød Hannans skarpe kommentar til Gordon Brown. Og ved hjælp af YouTube og vågne journalister så hele verden, hvad parlamentet kan bruges til.

Jeg er ikke enig med Hannan i alt, selv om hans analyse af Storbritanniens situation nok er korrekt. Det mest interessante ved talen var da også, at Hannan viste, at hvis man forstår at udnytte sin plads i parlamentet, kan man faktisk få vælgerne til at interessere sig for parlamentets arbejde.

Bide og logre

Hannan er et klokkeklart bevis for, at parlamentet kan blive EU's vagthund. Parlamentet skal varetage europæernes interesser. Parlamentet skal sørge for, at EU holder statsog regeringscheferne på ret kurs, når de forfalder til overregulering og populisme eller genopliver den protektionisme, som jeg troede var lagt på historiens losseplads.

Parlamentarikerne skal bide fra sig, når EU sejler i den forkerte retning, og logre med halen, når EU er med til at rive mure ned mellem markeder og mennesker.

Det er ikke ligegyldigt, hvad politikerne vil bruge deres plads i parlamentet til, og det bør vælgerne finde ud af, inden de stemmer. Det er faktisk lige så vigtigt som deres politik.

Af Kasper Elbjørn

Her er der forskel på partierne

Endnu en meningsmåling spåede i denne uge en overvældende sejr til de Konservative i Storbritannien.

Meningsmålingen kommer oven på en politisk debat, der blandt andet har handlet om befolkningens stigende afhængighed af staten. Officielle tal fra regeringen har vist, at mere end syv millioner familier får en større andel af deres indkomst fra staten end de selv tjener.

På trods af den britiske finansministers forvisninger om, at han ikke ønsker et samfund, hvor briterne lever af tilskud fra staten, er det desværre i den retning, det er gået i de 10 år, Gordon Brown har været finansminister.

Men kan man så forvente, at de Konservative vil føre en anden politik, når de kommer til magten?

Konservativ råstyrke

Nej, svarer en af analytikerne fra den britiske tænketank Civitas. David Green har uarbejdet undersøgelsen, og han tror ikke på, at et regeringsskift vil ændre noget.

»Selv konservative, som er bekymrede over de fejl og mangler, der opstår på grund af den offentlige sektors monopol på serviceydelser inden for sundhed og uddannelse, kritiserer sjældent Blair-regeringens tilgang,« sagde David Green til avisen Daily Telegraph.

Ifølge Green er problemet, at hvis politikerne påpeger problematikken og foreslår en mindre statslig service og mere privat service, bliver de med det samme stemplet som afstumpede, følelseskolde mennesker.

De Konservative viste dog mere råstyrke, end Green forudså. Da undersøgelsen blev offentliggjort, sagde George Osborne, der formentlig bliver finansminister, hvis de Konservative vinder næste parlamentsvalg

»under Gordon Brown er statens størrelse blevet stadig større, og regeringen blander sig i mere og mere. Det er præcis det modsatte af, hvad en konkurrence- dygtig økonomi behøver«. Det var klar tale.

Ligner Danmark

Udviklingen i Danmark ligner udviklingen i Storbritannien.

Den seneste opgørelse fra CEPOS viser, at der stort set var dobbelt så mange på overførselsindkomst i 2006, som der var i 1970. Herudover har skiftende regeringer tilladt at lade den offentlige sektor vokse med så stor styrke, at antallet af offentligt ansatte ligeledes er fordoblet i perioden 1970-2006. Den offentlige sektor har faktisk aldrig været større, end den er i dag.

Og udviklingen ser ud til at fortsætte. Frem til 2040 vokser antallet af personer over 65 år med cirka 400.000, samtidig med at antallet af personer i den erhvervsaktive alder falder med cirka 350.000 personer.

Det trækker i retning af en endnu større offentlig sektor, flere overførselsmodtagere, mangel på arbejdskraft, højere skattetryk og dermed en dårligere dansk konkurrenceevne, hvilket i sidste ende vil gå ud over vores velstand og økonomiske frihed.

Det kræver reformer

Det er naturligvis muligt at undgå denne negative udvikling, men det kræver reformer, der flytter personer fra overførsler til beskæftigelse.

Hertil kommer en finansieret skattereform, der sænker skatten på arbejde, således at det kan betale sig at gøre en ekstra indsats på jobbet. Ligesom det er nødvendigt at stoppe den automatiske vækst i den offentlige sektor. Indtil videre er der stadig forskel på, hvordan partierne i Storbritannien ser på befolkningens afhængighed af staten. De Konservative repræsenterer stadig et alternativ til Gordon Browns politik. Men om de borgerlige tør gøre noget ved problemet, når de får regeringsmagten, kan man kun gætte på.

Af Kasper Elbjørn

Der er stadig forskel på partierne i Storbritannien

De seneste dages politiske debat i Storbritannien har i stor stil handlet om befolkningens stigende afhængighed af staten.

Officielle tal fra regeringen har nemlig vist, at mere end syv millioner familier får en større andel af deres indkomst fra staten end de selv tjener. På trods af den britiske finansministers forvisninger om, at han ikke ønsker en sovjetisering af det britiske samfund, hvor man netop lever af tilskud fra staten snarere end sin egen løn, så er det netop i den retning, det er gået i de 10 år, Gordon Brown har været finansminister. 

Men kan man så forvente, at de Konservative vil føre en anden politik, når de kommer til magten igen? Nej, svarer en af analytikerne fra den britiske tænketank Civitas

“Even Conservatives who are concerned about the failure of public sector monopolies in health and education are slow to criticise the Blair Government’s approach”, sagde David Green til Daily Telegraph. Ifølge Green er problemet, at hvis man påpeger problematikken, og foreslår en mindre rolle for staten indenfor eksempelvis sygehussektoren, bliver man med det samme stemplet som et afstumpet, følelseskoldt menneske. 

Både de Konservative og de Liberale Demokrater viste sig dog at være mere modige end Green forudså. David Laws, der er de liberales velfærdsordfører beskyldte Gordon Brown for at have skabt en afhængighedskultur til staten, og George Osborne, der formentlig bliver finansminister, hvis de Konservative vinder næste parlamentsvalg sagde: “Under Gordon Brown the role of the state has multiplied and government has got bigger and bigger. This is exactly the opposite of what a competitive enterprise economy needs”. Indtil videre er der altså stadig forskel på partierne i Storbritannien.

Af Kasper Elbjørn