Blog (Tag: bush)

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

Obama vidste den var gal med Nordkorea

Hvis I nogensinde igen hører en kinesisk og amerikansk - eller måske en dansk - toppolitiker sige, at situationen i Nordkorea er under kontrol, skal I ikke stole på dem.

I de sidste år har vi igen og igen og igen hørt, at hvis bare vi holdt op med at kalde det nordkoreanske styre, hvad det er, som Præsident George W. Bush gjorde, da han inkluderede landet på hans Ondskabens Akse, og forhandlede med dem, skulle vi nok få dem til at skrotte deres atomvåben.

Hvis bare vi ville være søde ved dem, vil de godt forhandle fred med os.

Man skulle så tro, at Nordkoreas angreb på Sydkorea, det værste artilleriangreb siden 1953, ville få folk på bedre tanker, men vi slipper ikke.

Inden længe vil de selv samme finde på en eller anden tåbelig undskyldning for angrebet og sige, at det er Nordkoreas måde at sige, at de gerne vil forhandle med USA.

Advarsel til Obama
Der er dog nogle få, der hele tiden, også da Præsident Bush var allermest upopulær, har holdt fast i at advare mod Nordkorea, og det synes jeg skal nævnes i disse dage, hvor situationen er total ude af kontrol.

Tilbage i januar 2009 kun 12 dage før Præsident Barack Obama blev præsident, holdt Stephen Hadley, der dengang var sikkerhedsrådgiver i det Hvide Hus, en tale, som oprindelig var tiltænkt Præsident Bush.

På det tidspunkt var der ikke mange, der længere lyttede til Bush, og derfor var det strategisk fornuftigt at overlade talen til sikkerhedsrådgiveren.

Det blev derfor Hadleys opgave at advare omverdenen og den nyvalgte Præsident Obama om situationen i Nordkorea.

Hadley sagde bl.a. at Nordkorea ville blive en »tidlig udfordring« for den kommende præsident.

Ingen tog advarslen alvorligt.

I stedet inviterede man til flere 6-partssamtaler mellem Nordkorea, Sydkorea, Rusland, Kina, USA og Japan, og gjorde alt for at undgå at genere diktaturet yderligere.

Og den 23. november gik det så galt.

Hård retorik skræmte nordkoreanerne
Jeg erkender, at den hårde retorik, som kendetegnede Præsident George W. Bush, ikke skabte fred mellem Nord- og Sydkorea, men i det mindste blev Nordkorea så skræmt af de barske ord, at de ikke angreb deres demokratiske nabo, som de gjorde i mandags.

En rådgiver fra det Hvide Hus sagde forleden på TV-stationen, ABC, at man ikke foreløbig ville invitere til flere 6-partssamtaler, da man ikke ville belønne Nordkoreas aggressive adfærd.

Nej, tak, men det kunne måske være, man skulle se ondskaben i øjnene og straffe Nordkoreas aggressive adfærd.

Af Kasper Elbjørn

Obama kan sagtens overleve katastrofevalget

De første valgsteder i USA åbner i disse timer, og det ser ikke godt ud for Præsident Barack Obama og hans parti.

Den sidste landsdækkende meningsmåling, som Gallup har udarbejdet, forudsagde, at 55% af vælgerne stemmer på en republikaner ved det amerikanske midtvejsvalg til de to kamre i Kongressen. 40% vil stemme på en kandidat fra Præsident Obamas demokratiske parti  og 5% havde ikke besluttet sig mandag morgen.

Man skal dog ikke afskrive Obama endnu, selvom han står op til et stort nederlag, når han vågner onsdag morgen.

En gentagelse af 1994-valget
New York Times bloggeren, Nate Silber, der forudsagde udfaldet af præsidentvalget i 2008 på bloggen FiveThirtyEight, mener, at valgresultatet vil give 232 pladser til Det republikanske parti og 203 til Demokraterne. Han er lidt mere i tvivl om Demokraterne også vil tabe flertallet i Senatet.

Hvis Demokraterne taber 52 pladser vil valget uden tvivl blive sammenlignet med katastrofevalget i 1994 to år efter Bill Clinton var blevet præsident.

Sammenligningen med Præsident Clintons valgnederlag i 1994 illustrerer, som Jeppe Kofod, MF (S), også skriver her på bloggen, at en præsident sagtens kan blive genvalgt, selvom hans parti taber det første midtvejsvalg.

Et andet eksempel er Præsident Ronald Reagan. Reagan vandt stort over Præsident Jimmy Carter i 1980, og på trods af at han tabte midtvejsvalget to år senere, formåede han mirakuløst at blive genvalgt ved endnu en jordskredssejr i 1984.

Et signal om svaghed
Familien Clinton kender de to eksempler ovenfor bedre end de fleste. Derfor tror jeg heller ikke på, at udenrigsminister Hillary Clinton affyrede den første salve i kampen om at blive præsident i 2012, da hun for et par måneder siden karakteriserede Amerikas gigantiske budgetunderskud som en trussel mod landets sikkerhed.

Hendes udtalelser skabte ikke desto mindre stor opsigt, da man sjældent hører en minister tage afstand fra præsidentens økonomiske politik.

»Om man er en republikaner eller demokrat, konservativ, progressiv - uanset hvad du kalder dig selv - er der ingen free lunch, og vi kan ikke foregive, at [økonomien] ikke gør alvorlig skade på vores land og kommende generationer,« sagde hun sagde, og tilføjede, at det voksende underskud sender »et signal om svaghed internationalt.«

Hillary Clinton var i Washington for at holde tale til Council on Foreign Relations, men hendes henkastede bemærkninger efter talen gjorde det klart, at hun mener det voksende underskud »udgør en national sikkerhedstrussel på to måder: det underminerer vores evne til at handle i egen interesse, og det begrænser os, hvor begrænsninger er uønskede.«

Den amerikanske økonomi skal være stærk
Det er ikke for ingenting, at Hillary Clinton støttede den republikanske senator, Barry Goldwater, ved præsidentvalget i 1964.

Goldwater advokerede ligeledes for, at den amerikanske økonomi skal være stærk, hvis USA skal kæmpe for frihed og retfærdighed i verden. Goldwater havde helt ret. Det ved Hillary Clinton, og selvom hendes bemærkninger var rettet mod præsident George W. Bush, der efterlod et rekordstort underskud på over 300 mia. dollars, var det temmelig indlysende, han var ikke hendes eneste mål.

Underskuddet toppede nemlig med over 1.416 mia. dollars i 2009 under Præsident Obama. Det er mere end en firdobling siden Præsident George W. Bush gik af, og alle forudser, at det forbliver på disse astronomiske højder i år.

Som guvernøren for staten Indiana, Mitch Daniels, har sagt, så savner man næsten budgettallene under Bush.

Et økonomisk morads
Hvis Demokraterne taber midtvejsvalget, er det formentlig på grund af det økonomiske morads, som landet er havnet i på grund af overforbrug og forkerte prioriteringer.

Præsident Obama og hans regering overfortolkede deres mandat, og gjorde efter alt at dømme stor skade på landet og kommende generationer med den gigantiske stimuluspakke og en sundhedsreform ingen var tilfredse med.

Præsident Obama kan dog stadig skabe håb for amerikanerne, men det kræver en anden forandring end den han hidtil har stået i spidsen for.

Af Kasper Elbjørn

Kontroversiel biografi fra Rumsfeld på vej

I dag annoncerede forlaget, Sentinel, at den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds biografi udkommer den 25. januar. Det oplyste flere amerikanske nyhedssider og blogs tirsdag eftermiddag.

Rumsfelds biografi kommer til at hedde »Known and Unknown«. Titlen er taget fra en af hans mange kontroversielle udtalelser op til invasionen af Irak:

»There are known knowns. These are things we know that we know. There are known unknowns. That is to say, there are things that we know we don’t know. But there are also unknown unknowns. There are things we don’t know we don’t know.«

En af de mest kontroversielle forsvarsministre
Netop invasionen af Irak var med til at gøre Rumsfeld til en af de mest kontroversielle forsvarsministre i amerikansk historie.

Ikke overraskende stod de danske politikere i kø for at udtrykke deres glæde, da Rumsfeld trådte tilbage efter det republikanske nederlag ved midtvejsvalget i 2006.

De håbede alle, at Rumsfelds afgang var et tegn på en ændret strategi i Irak, og de fik ret.

Fyret af Bush
Hvad de ikke vidste, var, at han selv to dage forinden havde afleveret et notat til den daværende Præsident George W. Bush om at ændre strategien i Irak.

Rumsfeld anbefalede, ligesom den danske venstrefløj, at man reducerede tropperne.

Muligvis var det derfor, Præsident Bush bad ham tage sin afsked.

Vi ved i dag, at Præsident Bush og den nye forsvarsminister, Robert Gates, som præsident Barack Obama modigt valgte at genudnævne, gjorde det stik modsatte.

Det var tydeligt, at når amerikanske soldater blev sat ind i de mest urolige områder ophørte volden næsten øjeblikkeligt, og derfor var forøgelsen af antallet af amerikanske soldater det helt rigtige.

Ingen bliver skånet
Ligesom Donald Rumsfeld selv, skåner erindringsbogen ikke nogen, sagde Adrian Zackheim, der er direktør for forlaget. Manuskriptet indeholder alt det, jeg havde håbet på og meget mere, fortsatte han.

Og hvad kan vi så forvente: Hemmelige detaljer om og indsigt i Bush-administrationen, terrorangrebet den 11. september 2001 samt krigene i Afghanistan og Irak, Rumsfeld opvækst under den Store Depressionen og Anden Verdenskrig, hans politiske karriere herunder tiden som minister i Nixon og Fords regeringer samt hans møde med Saddam Hussein - og det berømte håndtryk i december 1983.

Old vs. New Europe
Jeg indrømmer gerne, at jeg var en af dem, der syntes Rumsfeld gjorde det godt efter terrorangrebet på New York og Washington DC i 2001.

Jeg var endda enig med ham, da han i januar 2003 på et spørgsmål om det bekymrede ham, at Europa var imod en invasion af Irak, svarede:

»You’re thinking of Europe as Germany and France. I don’t. I think that’s old Europe. If you look at the entire NATO Europe today, the centre of gravity is shifting to the east and there are a lot of new members and if you just take the list of all the members of NATO and all those that have been invited in recently, what is it twenty-six, something like that, you look at vast numbers of other countries in Europe, they’re not with France and Germany on this, they’re with the United States.«

Jeg kan godt lide, når politikere siger hvad de mener, og mener hvad de siger. Det gjorde Donald Rumsfeld her.

Rumsfeld udstillede den ægte, dybe splittelse i Europa over invasionen af Irak, ligesom han antydede, at de gamle kernelande i EU, ikke mindst Tyskland og Frankrig, på alle mulige måder havde haft deres storhedstid. Fremtiden lå hos de nye medlemmer af EU og NATO.

Stædig og stejl
Et langt stykke af vejen mener jeg, at han havde ret i den kontroversielle analyse.

Omvendt erkender jeg, at jo længere tid han sad som forsvarsminister, des ringere blev han. Han var alt for stædig og stejl, da det begyndte at gå galt i Irak og de første tegn på borgerkrig meldte sig.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor Præsident Bush ikke bad om hans afsked allerede efter præsidentvalget i 2004.

Men det får vi måske svar på i hans biografi.

Af Kasper Elbjørn

Live Aid 25 år efter: Gjorde man en forskel?

I denne weekend er det 25 år siden, at Live Aid blev afholdt.

Live Aid var den største koncert nogensinde, og er i dag kun overgået af jubilæumskoncerten, Live 8, der blev afholdt for fem år siden i de otte lande, der er medlem af G8 samt Sydafrika.

Jeg glemmer aldrig den dag, men ser man tilbage på koncerten i dag, handler Live Aid historien om mere og andet end fantastisk musik.

Jeg tror, vi kan lære meget af initiativet, hvis vi stiller os selv spørgsmålet, om Live Aid gjorde en forskel?

Michael Buercks BBC dokumentar
Allerede i november 1984 tog de to engelske sangskrivere, Bob Geldof og Midge Ure, initiativ til at samle datidens mest kendte musikere for at indspille en julesang. Geldof havde set den forfærdelige BBC dokumentarfilm af journalisten Michael Buerck om hungersnøden i Etiopien, og besluttede at lave en hjælpesang, hvor hele overskuddet fra sangen skulle gå til de hungersramte i landet.

Når man, som jeg, nærmest levede for den musik, som kom fra London i de år, og var helt tryllebundet af den nye musikkanal, MTV, som jeg ellers kun kunne se, når jeg besøgte min moster, var det noget af en oplevelse at se musikvideoen til »Do They Know It’s Christmas?«.

Jeg kan stadig huske, jeg lå og kæmpede mod søvnen på en seng hos mine forældres venner, og ventede på, at DR skulle vise videoen. Jeg blev ikke skuffet. Begejstringen for en lille musiknørd på 10 år var stor, da musikvideoen gik i gang, og Poul Young sang de første strofer efterfulgt af Boy George, George Michael, Simon le Bon, Bono m.fl.

De var der alle sammen. Alle dem jeg kendte fra forsiden af mine LP’er og fra MTV.

United Support of Artists for Africa
Den amerikanske hjælpesang udkom den 25. marts 1985, og blev ligesom »Do They Know It’s Christmas« et kæmpe hit.

Mange tror stadig, at det var sangskriverne Michael Jackson og Lionel Richie, der tog initiativet til den amerikanske hjælpesang »We Are The World«. Men det var faktisk Kongen af Calypso, Harry Bellafonte, der henvendte sig til soulstjernen Lionel Richie og countrysangeren Kenny Rogers for at spørge om de ville medvirke på en velgørenhedssang, hvor alt overskud skulle doneres til en ny organisation kaldt United Support of Artists for Africa (USA for Africa).

Derefter blev Stevie Wonder kontaktet for at være med til at skrive sangen, ligesom Richie tog kontakt med Michael Jackson. Imidlertid havde Wonder ikke tid til at være med i skriveprocessen, og Richie og Jackson endte med at skrive sangen alene.

De to mega-sællerter blev fulgt op af koncertbegivenheden Live Aid, der begyndte lørdag den 13. juli kl. 12 i London og fortsatte i Philadelphia på den anden side af Atlanten resten af natten.

I en Grenada på den tyske autobahn
Hele den frie verden sad klistret til skærmen, da rockgruppen Status Quo åbnede den 16 timer lange koncert med deres »Rockin’ All Over the World« – ja, altså lige undtagen mig. Jeg var på vej hjem fra ferie, og sad på bagsædet med min søster i min fars Ford Grenada på den tyske autobahn, og måtte lytte til koncerten i radioen.

Først da koncerten blev udgivet på DVD 20 år senere fik jeg den spektakulære koncert at se.

Der er ingen tvivl om, at BBCs dokumentar program og Bob Geldofs reaktion fik flere end ellers til at fokusere på de tragiske tilstande i ikke mindst Etiopien.

Verden blev opmærksom. Det var godt. Det var det hele værd.

100 procent fejlmargin
Det er lidt mere usikkert om de mange penge, der blev indsamlet rent faktisk reddede mennesker.

De bistandsreligiøse vil naturligvis sige ja, men dem, der havde en aktiv rolle i Live Aid historien, er mere usikre.

Michael Buerk, der producerede dokumentaren om hungersnøden i Etiopien, skal angiveligt have sagt, at de penge, man rejste, reddede en til to millioner mennesker fra døden.

Daniel Wolf, der er producent af The Hunger Business, en række programmer om nødhjælp i Afrika på den britiske Channel 4, mener, at Buerks tal har »100 procent fejlmargin«.

I, der har set koncerten, kan huske, at Bob Geldof under et interview på Live Aid dagen, sagde: »Just give us the fucking money«. Den vestlige verden lyttede, og der blev samlet mange millioner ind, men i en artikel fra 2004, »What happend to the f***ing money«, skrev Wolf:

»Der var ingen, der talte dem, der fik noget at spise. Og ingen ved, hvad der skete med folk efter, de forlod lejrene, bortset fra, at de vendte tilbage til de vilkår, hvorfra de kom. Disse vilkår var ikke blot betinget af krigen, men Mengistus program for etnisk udrensning ved hjælp af “genbosættelse”, der blev finansieret, direkte og indirekte, ved at støtte operationen. Genbosættelsen førte til, at en halv million mennesker med magt blev flyttet fra den nordlige del af landet mod syd, hvilket angiveligt kostede omkring 100.000 menneskeliv.«

Oberst Mengistu var despoten, der styrtede Haile Selassie som Etiopiens hersker i 1974, og senere henrettede ham.

Mengistu kan meget vel være den største fan af Band Aid, USA for Africa og Live Aid. I hvert fald var han mere end villig til at udnytte Geldof og de mange, mange millioner han rejste til landet.

Mengistu brugte lommepengene – fordi han fik også traditionel ulandsbistand - til at forlænge sit røde terrorregime og krigen i landet med yderligere 6 år.

Forvirringen om hvad der skete med pengene fra hjælpesangene og Live Aid koncerten hører med til historien om Live Aid uanset hvor godt initiativet var, og hvor vigtigt det var, at den vestlige verden blev gjort opmærksom på hungersnøden.

Fire afrikanske forskere skrev i et notat vedrørende ulandshjælp fra 2005, at det at hjælpe Afrika er en nobel sag, men kampagnen har udviklet sig til totalteater – »de blinde leder de uvidende«.

Notatet var især en kritik af den tredobling af bistandshjælpen, der blev gennemført under den amerikanske Præsident George W. Bush. Deres forskning viste, at jo mere ulandshjælp, der kom til Afrika i perioden 1975-2000, des lavere levestandard.

Frihandel er vejen ud af fattigdom
Ulandshjælp kan give mennesker føde, medicin og andre fornødenheder, men det hjælper ikke nødvendigvis folk til at overleve på lang sigt. Ulandshjælp skaber ikke økonomiske incitamenter, der kan sikre en bæredygtig udvikling. Tværtimod forvrænger den ulandshjælp, som blev modtaget efter Live Aid koncerten, markedet til stor ugunst for de fattige.

Der er kun en vej frem, hvis vi vil hjælpe de fattige dele af Afrika, og det er en liberalisering af verdenshandlen.

En liberalisering af verdenshandlen vil give ulandene det økonomiske løft, der var hensigten med Live Aid.

Hvis Bob Geldof fremover vil stå i spidsen for en liberalisering af verdenshandlen og kæmpe for at afskaffe alle toldbarrierer, handelshindringer, statsstøtteordninger m.v. vil han for alvor vise sig at være ulandenes ven.

Af Kasper Elbjørn

Der er en telefon der ringer i det Hvide Hus

Hver fredag aften viser TV2 News udenrigsmagasinet Ellemann|Lykketoft, der er det seneste skud på stammen over de debatmagasiner, som TV2 News er blevet specialister i at producere.

Magasinet Ellemann|Lykketoft køres med fast hånd af journalisten Martin Krasnik, som gang på gang undrer sig over, at der ikke er større uenighed mellem de to eksministre.

Det er forståeligt nok, at de tilslører deres uenigheder med et skæv smil, men det undrer mig dog, at deres vurdering af den nuværende amerikanske præsident er næsten identisk, og ikke har ændret sig siden han tiltrådte.

Det kommer jeg tilbage til.

Formatet er svært, men lykkes til fulde, og jeg kan helt tilslutte mig antropolog Dennis Nørmarks kritik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni.

Nørmark skrev, at Ellemann og Lykketoft udmærket er klar over deres forskelligheder, men alt det ævl og kævl fra den indenrigspolitiske scene er her skubbet til side, fordi det ikke rager disse to verdensborgere en pind set i lyset af de meget større sager, der fylder horisonten ud i det internationale perspektiv.

»Her er så synlig respekt imellem de to eksministre, der hører til den gamle skole af politikere med både personlighed og format,« skrev han, og tilføjede: »Ellemann|Lykketoft er ud over at være begavet udenrigspolitisk analyse også et nostalgisk tilbageblik på dengang, da politikere blev støbt i en anden form.«

Det betyder dog ikke, at jeg er enig i alt, hvad de to siger, og derudover synes jeg, det er lidt synd, at al politisk uenighed bliver skubbet til side.

Det gjaldt især i første udsendelse, men igen i fredags hvor de diskuterede den amerikanske præsident Barack Obama.

Ellemann var en smule mere kritisk end Lykketoft, men alt i alt var de enige med studieværten i, at han var den eneste, der kunne lede USA i dag.

Jeg ved godt, det er farligt at kritisere den nuværende amerikanske præsident i Danmark – og ikke mindst på disse sider – men jeg vil nu alligevel vove pelsen, når de to tidligere udenrigsministre ikke tør.

Jeg synes faktisk ikke, han klarer sig særlig godt!

De gode og de dårlige
Der findes gode og dårlige præsidenter.

Det er generelt accepteret, at Washington, den første præsident, er den bedste, og Jefferson, Lincoln og Reagan er blandt de bedste.

Blandt de værste inkluderes normalt Buchanan, der regerede, da Sydstaterne erklærede sig uafhængige, og den korrupte Præsident Harding samt Andrew Johnson, der var den første præsident, der blev stillet for en rigsret. Nixon hører selvfølgelig også til i denne kategori.

Derudover er der heldige og uheldige præsidenter.

Præsident Bill Clinton regnes for en udmærket præsident, men også en meget heldig præsident.

»It All Began in a Place Called Hope« lød hans rammende valgslogan, og han var faktisk født i en by, der hedder »Hope«.

Det siges om ham, at skæbnen smilede til ham, og gav ham otte års relativ verdensfred ovenpå den Kolde Krig samt et verdensomspændende økonomisk boom, som han ikke kunne solde op, fordi Kongressen - med formanden Newt Gingrich i spidsen - ikke gav ham lov.

De uheldige helte
Barack Obama ser ud til at være ligeså uheldig som Jimmy Carter.

Det var ikke Præsident Carters skyld, at oliekrisen hærgede den vestlige verden i slutningen af 1970erne, eller de amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran i 1979 efter præstestyrets magtovertagelse i, men han håndterede oliekrisen og gidseldramaet dårligt.

Derfor tabte han valget i 1980.

Præsident Carter prøvede at tørre kriserne af på Nixon og Ford, som han efterfulgte, og det lykkedes i de første år af hans embedsperiode, fordi Nixon og Ford ikke kunne holde mund og nyde deres otium.

Præsident Obama har prøvet samme strategi, og indikeret, at han overtog alverdens problemer fra Præsident George W. Bush.

Strategien har bare ikke virket ligeså godt, som under Carter.

Årsagen er, at Bush konsekvent har undladt at kommentere på de tæsk, han har fået, men i stedet holdt sig helt væk fra mediernes søgelys og brugt tiden siden januar 2009 på at skrive sine erindringer.

Amerikanerne vil have en problemknuser
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Obamas skyld, at ethvert økonomisk problem i 30 år blev mødt med lavere renter og mere kredit for til sidst at ende i en historisk finanskrise tre måneder inden han overtog præsidentposten.

Indtil videre har han dog ikke haft en heldig hånd med at få økonomien vendt. Derfor var der ikke mange europæiske ledere, der lyttede til ham, da han forud for G20-mødet i Toronto, der begynder i dag, anbefalede, at de europæiske lande brugte endnu flere af de penge, de ikke har, til at stimulere økonomien.

Det er bestemt heller ikke Obamas skyld, at en olieplatform sank i Den Mexicanske Golf 200 km sydøst for New Orleans tilbage i april, og nu ser ud til at forårsage et af de værste olieudslip i USAs historie.

Indtil videre har han dog brugt tiden på megafondiplomati, der er gået ud på at skælde olieselskabet BP mest muligt ud. Det kan der være mange gode grunde til, men det løser ikke problemet, og det er lige præcis det, amerikanerne gerne vil have, at deres præsident gør: Løser problemer.

obama_gulf_oil_spil_450010p

Foto: Alex Brandon, AP.

Milevidt fra virkeligheden
Da Ellemann og Lykketoft gik i studiet sidste fredag, publicerede den amerikanske avis, Washington Post, en kommentar af den prisvindende kommentator Charles Krauthammer.

Krauthammer tilhører også den gamle skole med både personlighed og format, men derfor undlod han ikke at sige sandheden om Præsident Obama.

»Barack Obama beskæftiger sig ikke med det jordnære. Han blev sendt til os for at gøre større ting. Det sås tydeligt, da han holdt sin tale til nationen fra det Ovale Værelse om olieudslippet«, skrev han.

Hvis du også er en af dem, der slet ikke kan forstå, hvorfor jeg er kritisk overfor Obama, skulle du læse kommentaren.

Krauthammer giver en udmærket forklaring på, hvorfor Obamas meningsmålinger var lavere end Nixons meningsmålinger efter det første år i embedet.

»[Talen] var milevidt fra virkeligheden. Golfen er ved at blive overstrømmet, og præsidenten taler om mystiske veje til ukendte destinationer. Det er det, visioner handler om, og visioner er Obamas ting. Det er også sjovere end at rengøre strande«, slutter Krauthammer.

Clintons onde reklame spøger
Det er lidt over to år siden, at Obama kæmpede mod sin nuværende - og i øvrigt fremragende - udenrigsminister, Hillary Clinton, om at blive præsidentkandidat for det Demokratiske Parti.

Kampagnen varede over et halvt år, og under den hårde kampagne påpegede Clinton især Obamas manglende erfaring.

I en uforglemmelig TV-reklame, som Clinton-kampagnen fik lavet, ser man en typisk amerikansk familie en nat, hvor verden er i krise. Stemmen i reklamen siger:

»Klokken er tre om natten, og dine børn er sikre og sover. Men der er en telefon, der ringer i Det Hvide Hus. Der sker noget et sted i verden. Din stemme afgør, hvem der skal besvare opkaldet.«

I dag, to år senere, ringer telefonen til Præsident Obama, og i bedste fald virker det som om, han ikke hører, at telefonen ringer, eller også gider han ikke tage den.

Præsident Obama er en fremragende retoriker og hans livshistorie er inspirerende for os alle, men det er på tide, han tager telefonen, ser bort fra hvad der står på hans to telepromptere, og tager ansvar.

Af Kasper Elbjørn

Polens præsident vil blive husket som en frihedshelt - ikke en homo-hader

Det er naivt, hvis man tror, man kan bagatelisere den nu afdøde polske præsident, Lech Kaczynski, der omkom i et flystyrt lørdag morgen, med en bemærkning om, at han var en besværlig forhandler i EU og engang forbød en homo-parade.

Dybt naivt.

Der er ingen tvivl om, at Præsident Kaczynski og hans tvillingebror, Jaroslaw Kaczynski, der nærmest delte magten efter præsident- og parlamentsvalget i 2005, var kontroversielle og splittede Polen.

De liberale, den akademiske elite, og storbypolakkerne blev til tider helt pinlige over tvillingerne og deres udgydelser mod feminisme, homoseksualitet, EU og deres foragt for både Rusland og Tyskland på grund af Polens blodige historie med de to store nabolande.

Andre så tvillingerne som to af deres egne.

De kunne let identificere sig med tvillingernes parti, Lov og Retfærdighedspartiet, der kæmpede for konservative værdier som nation, familie og kirke og mod korruption.

Tvillingebrødrenes vælgere bor især på landet og tilhører den ældre generation, som havde oplevet mindst én invasion og besættelse, og havde set tvillingerne kæmpe side om side med Lech Walesa mod det socialistiske diktatur i Polen op igennem 1980erne

Denne vælgergruppe bifaldt i langt højere grad samarbejdet i NATO og det stærke bånd til USA end det europæiske fællesskab i EU.

De huskede stadig, det var USA - og ikke EU - der havde støttet deres frihedskamp.

Alliancen med Bush
Tvillingernes alliance med den daværende amerikanske præsident George W. Bush blev især værdsat. Ikke kun fordi alliancen gav Polen nogle vigtige handelsfordele, men fordi alliancen gav Polen den sikkerhed, som Polen aldrig tidligere havde haft.

Tilhængerne af Præsident Kaczynski og hans tvillingebror anså den planlagte antimissil-base i Polen, som gjorde ærkefjenderne i Moskva rasende, som det ultimative symbol på det stærke venskab mellem Polen og USA.

Da den nuværende amerikanske Præsident Barack Obama i september 2009 annoncerede, at han ville skrotte antimissil-baserne i Polen og Tjekkiet, blev det af stort set alle set som en meget stor tilnærmelse til Rusland. Også i Polen.

En ny generation
I mellemtiden havde landet fået ny liberal regering.

En ny generation af vælgere smed premierminister Jaroslaw Kaczynski på porten i 2007, og den yngre Donald Tusk lancerede en ambitiøst reformpolitik, der betød, at Polen nærmest ikke mærkede finanskrisen.

Jeg behøver næppe skrive, at Tusk fortsat er en meget populær mand i dag.

Ligesom den tjekkiske regering blot trak på skuldrene over Obamas nye politik, lod Tusk forstå, at han aldrig helhjertet havde støttet planerne om Missilskjoldet og baserne i Polen.

Ingen alliance uden baserne
Præsident Kaczynski var imidlertidig ikke sen til at sige sin ærlige mening.

Han udtalte gennem sin talsmand, at Polen de facto ville miste en strategisk alliance med Washington uden antimissil-baserne.

Det hørte man godt i Washington, men jeg er ikke helt sikker på, at man forstod, hvorfor Kaczynski var så skuffet?

En ting er sikkert: Det var ikke tilfældigt, at det var Tjekkiets Præsident Vaclav Klavs, der var vært, da Obama og den russiske Præsident Medvedev i torsdags underskrev den vigtigste nedrustningsaftale siden den Kolde Krigs afslutning.

Kaczynski vil ikke blive glemt
Præsident Kaczynskis død kan meget vel blive afslutningen på en epoke i polsk politik, men alt det han stod for, vil for altid blive husket.

Han symboliserede den polske nationalisme, som var et vigtigt element i polakkernes frihedskamp.

At han netop døde på vej til Katyn nær Smolensk i Rusland for at mindes de 20.000 polske krigsfanger, der brutalt blev nedslagtet i foråret 1940 på den sovjetiske diktator Josef Stalins personlige ordre, vil sikre ham en plads i historien.

Glemt vil være, at han som borgmester engang forbød en homo-parade i Warszawa og var en besværlig forhandler, da man forhandlede forfatningstraktaten i EU.

Uanset hvad men mener om Kaczynski og hans politik, tror jeg, polakkerne vil huske ham som en frihedshelt, der kæmpede for konservative værdier som nationen, familien og kirken under og efter det socialistiske diktatur, og døde side om side med de 20.000 polske krigsfanger, som han var på vej for at ære og mindes.

Af Kasper Elbjørn

Håb er ikke det samme som fred, frihed, demokrati og lige rettigheder

Jeg troede simpelthen ikke på journalisten, der ringede og fortalte mig, at den amerikanske præsident, Barack Obama, havde vundet Nobels fredspris. Jeg havde ikke hørt nyheden, og troede, journalisten fra Deadline tog pis på mig, men kunne efter et stykke tid høre, at han var gravalvorlig. I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der i dag er formand for Nobelpris komiteen. Han fortalte, at Præsident Obama havde fået prisen for at skabe håb for en bedre verden.

Når jeg stiller mig temmelig uforstående overfor valget af præsident Obama, er det ikke fordi jeg synes, han har gjort noget galt. Jeg blev overrasket, fordi han intet har gjort, men kun talt om, hvad han vil gøre, og jeg har aldrig hørt tidligere, at man kan få en så prestigefyldt pris alene fordi man har gode intentioner. Det er noget nær ødelæggende for prisen, når man forveksler gode intentioner med resultater.

Det glæder mig derfor, at jeg ikke er den eneste der var overrasket. Nobelprismodtagere som Polens frihedshelt, tidligere præsident Lech Walesa, der fik prisen i 1983 (så vidt jeg husker imens han sad i fængsel), sagde lige ud, at det var ”Allerede? Det er for tidligt”. I weekenden læste jeg så, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som ellers har været meget (meget mere end jeg) begejstret for Obama også er en smule forundret. De venstreliberale i USA blev også taget på sengen, kunne man læse på diverse blogs. Faktisk syntes de venstreliberale i USA at være de mest chokerede over at Præsident Obama fik prisen, men som Jennifer Rubin (Commentary Magazine) tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at Reagan ikke fik den sammen med Gorbatjov, og selvom jeg stadig ikke forstår, man gav den til Yassir Aarfat (1994), Jimmi Carter (2002), Al Gore (2007) og nu prisen til Præsident Obama. Når jeg stadig tager den seriøst, er det selvfølgelig fordi den stadig kan gøre en forskel, når den går til den/de rigtige. Tænk på da Muhammad Yunus fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk! Eller tænk på, da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 20 år efter Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang sendte Nobelkomitéen endnu engang et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama i denne uge afviste at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina. Præsident Obama insisterede i denne uge - umiddelbart inden han fik Nobelprisen - på at mødes med Kinas diktatorer først og derefter med Dalai Lama. Det skal nævnes, at Præsident George W. Bush insisterede på, at mødes med Dalai Lama lige inden han tog på sit første besøg i Kina. Strategisk klogt? Måske ikke. Men moralsk rigtigt.

Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Vi ønsker en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer, og prisen er gået til en mand, der har så travlt med at mødes med indsmigre sig hos alverdens diktatorer, at han ikke vil mødes med de kvinder og mænd, som prøver at bekæmpe dem. Lad os – håbe – Nobelpris komiteen får ret. Ikke kun for prisens skyld, men også for verdensfredens skyld.

Af Kasper Elbjørn

Verden har brug for McCain

På tirsdag skal USA vælge, hvem der skal lede den frie verden de næste fire år. Det er et af de mest interessante præsidentvalg i mange, mange år. Uanset om amerikanerne vælger Demokraternes Barack Obama eller Republikanernes John McCain vil det have stor indflydelse på Danmark og resten af Europa. Målet for dem begge er forandring, men midlerne er forskellige. Og forandring er der brug for efter næsten 20 år med enten en Bush eller en Clinton i Det Hvide Hus. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken forandring amerikanerne vælger.

Jeg var en af dem, der satte uret og stod op midt om natten og satte mig i boxershorts foran fjernsynet for at se Barack Obamas taler, da han under primærvalget kæmpede mod Hillary Clinton. Jeg kan godt forstå, at Demokraterne valgte Obama. Obamas evne til at skabe begejstring og hans signaler om, at der var brug for forandring, var inspirerende. Hillary Clinton repræsenterede derimod mere af det samme. Mere Clinton. Mere Bush. Derudover var hun tilhænger af at befri Irak i 2003 og vælte Saddam Husseins styre, hvilket dengang fyldte meget i amerikanernes verdensbillede. Det blev hendes skæbne.

Republikanerne ønskede også forandring. Derfor valgte de John McCain som deres præsidentkandidat. McCain var outsideren, der oprindeligt havde stillet op mod George W. Bush og med en ukuelig intrigritet og stædighed havde fastholdt sine politiske holdninger og stået fast på sine principper gennem hele sin karriere.

Historien om John McCain er betagende og afføder den dybeste respekt. Og her tænker jeg ikke kun på hans politiske karriere.

McCain fulgte familietraditionerne og blev som ung mand optaget i det amerikanske flådeakademi. I sommeren 1967 blev han sendt til Vietnam for at deltage i Vietnamkrigen, og 23. oktober samme år fløj han sit 23. bombetogt over Nordvietnam. Men denne gang gik det galt. Hans fly blev skudt ned af et missil over Hanoi. McCain brækkede begge arme og et ben i styrtet og var nær druknet, da han landede med sin faldskærm. Han blev gennembanket, da de nordvietnamesisiske soldater fandt ham, og blev herefter taget til fange.

Da det kommunistiske styre senere opdagede, at hans far var en berømt amerikansk admiral, tilbød man ham at blive frigivet, men McCain afslog, da han ikke ønskede særlige rettigheder på grund af sin baggrund, ligesom han vidste, hvor meget historien ville skade USAs omdømme, hvis den kom frem. I stedet forblev han fængslet på det frygtede »Hanoi Hilton« indtil krigen stoppede i 1973.

Når jeg i dag - på trods af Barack Obamas inspirerende taler - støtter McCain, er det imidlertid ikke på grund af hans baggrund, men fordi McCain repræsenterer den forandring, som er bedst for Danmark og Europa.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne, og Obama hører faktisk til den værste fløj i partiet. Mere protektionisme vil skade USAs samhandel med resten af verden, og da USA - ud over EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, vil mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt. Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen. Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik, og med udsigten til en global recession har verden hverken brug for Obamas forskrækkede protektionisme eller hans maskerede skatteplan.

Barack Obamas løfte om, at 95 pct. af amerikanerne skal have skattelettelser, lyder bestemt befriende. Tænk, hvis en politiker lovede os det samme! Problemet for Obama er, at amerikanerne er vant til løfter om skattelettelser, der ikke bliver til noget. Den første præsident, George H.W. Bush, sagde stort set det samme. Han lovede faktisk et skattestop, men hævede alligevel skatten. Derfor har amerikanerne brugt de seneste uger til at se Obamas skatteløfte efter i sømmene, og det viser sig, at det, som Obama kalder skattelettelser, blot er omfordeling gennem fradrag og tilskud. Så hellere et skattestop, der holder, fristes man til at sige som dansker.

McCain har bestemt ikke været lige heldig med alle sine forslag til at stoppe finanskrisen. Hans løfte om at hjælpe amerikanerne ud af finanskrisen er velment, men hans plan vil om muligt gøre ondt værre. Han vil lidt groft sagt hjælpe banker, der har misbrugt den overregulering, der har præget finanssektoren, ligesom han vil lade boligejere, der var forsigtige, da de købte deres hus, betale for de boligejere, der tog en chance og købte et hus, de reelt ikke havde råd til. Det er korrekt, at roden til den økonomiske krise skal findes i ejendomsmarkedet, og det er her, man skal tage fat først, men McCains plan vil ikke skabe den ansvarlighed, der er brug for fremover.

McCain synes dog at være kommet til fornuft. Forleden forklarede han, at en bæredygtig økonomi går hånd i hånd med sikkerhed. Det er et ægte budskab om håb og frihed, og vigtigere end nogensinde i en verden, hvor frie, demokratiske stater bliver mere og mere økonomisk afhængige af stater, der hverken er demokratiske, ønsker markedsreformer eller respekterer menneskerettighederne. Måske er det netop dette budskab, der kan redde McCains præsidentkampagne. Det er et troværdigt budskab, fordi McCain om nogen repræsenterer en sikker hånd, når det gælder sikkerhed.

Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det især John McCains fortjeneste. Da præsident Bush indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl, og McCain havde ret i, at man kun kunne slutte borgerkrigen i Irak ved at sende flere tropper til landet, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper. I dag er fokus selvfølgelig på Afghanistan, og jeg må bare erkende, at jeg har langt større tiltro til McCains dømmekraft i dette vigtige spørgsmål for Danmark og vores soldater. Han har vist, at han ved, hvad han taler om.

Begge kandidater har fremlagt en langt mere progressiv klimapolitik, end man har set før fra amerikanerne. Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne, men McCain har ikke lagt skjul på, at hans energipolitik især skyldes, at han ikke ønsker, at energibehovet overskygger eller overtrumfer kampen for frihed, demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Jeg har dyb respekt for dem, der tror på det bedste i folk og håber på en bedre verden, men jeg er mere tryg ved politikere som McCain, der tør sige tingene ligeud og ønsker at skabe rammerne for en bedre verden med en aktivistisk udenrigspolitik, hvor man - med tidligere præsident Theodore Roosevelts ord - »speak softly but carry a big stick«.

Det er hovedårsagerne til, at jeg modsat mit parti, som er Venstre, håber, at McCain bliver præsident i 2009. Men jeg erkender, at det nok går anderledes. Man skal dog ikke glemme, at det er de små decimaler, der tæller i de sidste dage. Hvis Obama fører med mindre end tre pct. på mandag, kan McCain stadig godt vinde, men hvis Obama fører med mere end ni pct. er det stort set umuligt for McCain at vinde på tirsdag.

Men er det hele så spildt, hvis McCain taber? Nej, McCain har en stor opgave foran sig, selv om han taber. Han skal tilbage i sin gamle rolle som oppositionspolitiker. Ikke kun i forhold til en præsident Obama og hans kommende regering, men også i forhold til den del af det republikanske parti, der ønsker at følge den reaktionære linje, som hans vicepræsidentkandidat Sarah Palin mere eller mindre bevidst er kommet til at repræsentere. Det er ikke den vej, det republikanske parti skal gå. Der er mere end nogensinde behov for et republikansk parti, der viderefører den stolte frihedstradition fra Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt over Barry Goldwater til Ronald Reagan. Verden har brug for John McCain.

Af Kasper Elbjørn

Køn, race og alder er ligegyldigt

HVIS DER er en »særlig plads i Helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden«, håber jeg, at Skt. Peter er ligeså kønsdiskriminerende, som citatet antyder. Ellers ville det samme vel gøre sig gældende for mænd, og en ting er sikkert: Jeg ville aldrig hjælpe en mand, blot fordi han var mand.

Citatet stammer fra den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og blev gengivet i JP 10/2 af forfatteren Lotta Snickare. Snickare skriver, at Clinton er en mønsterbryder, og hun mener, Clinton skræmmer os, fordi hun er kvinde. Men Clinton er hverken en mønsterbryder eller særligt skræmmende.

Kvinder i politik er lige så normalt på den anden side af Atlanten, som det er her i Danmark. Derfor er der formentlig kun få, der kunne finde på at stemme på Hillary Clinton, fordi hun er kvinde. Det er snarere andre og mere seriøse parametre, der har givet hendes konkurrenter vind i sejlene. Clinton er ganske enkelt uinteressant i forhold til den anden demokratiske præsident- kandidat, Barack Obama. Det er hendes store problem.



Begejstring

Demokraten Barack Obamas evne til at skabe begejstring og signaler om, at der er brug for en ny generation til at skabe de ændringer, som demokraterne savner, har eksempelvis intet at gøre med, at han er mand. Han kan simpelthen noget, Clinton ikke kan.

Republikaneren John McCains overraskende gode meningsmålinger i forhold til Clinton viser, at på trods af den nuværende administrations dårlige omdømme kan en republikaner sagtens måle sig med Clinton, hvis han har de rigtige ideer og den erfaring, som Clinton bryster sig af, men ikke kan påvise. Det har intet at gøre med, at han er mand. Heldigvis.

Derudover er det langt fra nyt, at en kvinde stiller op som præsidentkandidat. Det er faktisk meget, meget længe siden, at en kvinde første gang stillede op til et amerikansk præsidentvalg. Victoria Woodhull stillede op for Rettighedspartiet i 1872. Dengang havde kvinderne ikke valgret, men de kunne godt stille op, og det gjorde Woodhull.

I 1922 blev demokraten Rebecca Latimer Felton den første kvindelige senator. Den første kvinde, der blev valgt til repræsentanternes hus, var republikaneren Jeannette Rankin. Hun blev valgt første gang i 1917 og anden gang i 1941.



Arbejdsminister

Den første kvindelige minister blev udnævnt i 1933 af præsident Franklin D. Roosevelt, og modsat vores egen første kvindelige minister, Nina Bang, der kun sad i Staunings første kortlivede regering, var Frances Perkins arbejdsminister helt frem til 1945.

Senator Margaret Chase Smith var den første kvinde, der stillede op som præsidentkandidat for et af de to store partier. Det var i 1964, hvor Barry Goldwater løb med nomineringen. Det betyder dog ikke, at der aldrig har været en kvinde på den endelige stemmeseddel ved et amerikansk præsidentvalg. Geraldine A. Ferraro stillede op som demokraten Walter F. Mondales vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget i 1984. Præsident Reagan endte dog med at blive genvalgt sammen med vicepræsident George H.W. Bush, men det var næppe Mondale eller Ferraros køn, der var årsag hertil.

Elizabeth Dole, der i øvrigt ligesom Hillary Clinton er gift med en toppolitiker, Bob Dole, er den seneste kvinde, der stillede op som præsidentkandidat. Det var i 2000. Dole havde været Reagans arbejdsminister, og hun fortsatte som transportminister under George H.W. Bush, da han blev præsident i 1989. Derudover var hun i flere år en ganske succesfuld præsident for det amerikanske Røde Kors.

Hvis erfaring alene talte, havde hun haft gode chancer mod de to topkandidater i 2000, George W. Bush og John McCain, men selv påviselig erfaring rækker ikke langt nok til at blive præsidentkandidat.

Hun manglede karisma, visioner og ideer, der kunne skabe de ændringer, som republikanerne savnede efter otte år med Bill Clinton. Både Liz og Bob Dole endte med at pege på Bush.



Politik frem for bagtale

Hvis ikke Hillary Clinton snart viser tænder snarere end tårer, taler politik snarere end bagtale, lider hun samme skæbne som Dole.

Selvfølgelig er verden klar til en kvindelig præsident, ligesom danskerne er klar til en kvindelig statsminister, men det skal være én med mere end et godt slogan.

Der er ingen i dag, der vælger ledere efter køn, race eller alder. Det er gammeldags, og det er irrationelt.

Og mon ikke Skt. Peter tager højde for det, når vi står ved Himlens port?

Af Kasper Elbjørn