Blog (Tag: cepos)

Fem hædersmænd og det offentlige forbrug

Her er fem hædersmænd. De havde ansvaret for det offentlige forbrug i tre forunderlige år 1988, 1989 og 1990.

Palle Simonsen (K) (finansminister 1984-1989)
Knud Enggaard (V) (økonomiminister 1987-1988)
Thor Pedersen (V) (indenrigsminister 1987-1993)
Niels Helveg Petersen (R) (økonomiminister 1988-1990)
Henning Dyremose (K) (finansminister 1989-1993)

Vi hører igen og igen, at regeringens bebudede nulvækst i det offentlige forbrug er umulig at gennemføre.

Man begynder næsten at tro på det, når man ser, hvordan den offentlige vækst udviklede sig i andet kvartal, som er de seneste tal, vi har.

Stik imod regeringens målsætning om nulvækst i 2010 steg det offentlige forbrug med hele 2,7 procent i andet halvår 2010 i forhold til 1. halvår 2009.

Men nulvækst kan sagtens lade sig gøre, hvis man vil.

Over treårsperioden 1988-90, hvor Simonsen, Enggaard, Thor, Helveg og Dyremose regerede i henholdsvis finans-, indenrigs-, og økonomiministeriet blev der samlet gennemført minusvækst i det offentlige forbrug svarende til en gennemsnitlig minusvækst på -½ procent om året, viser beregninger fra tænketanken CEPOS.

Og det var faktisk ikke første gang, at statsminister Poul Schlüters ministre fik styr på det offentlige forbrug.

I 1984 var der minusvækst på hele -1,6 procent.

Dengang var det ikke kontroversielt at spare lidt efter i nogle år at have brugt alt for mange penge. Som jeg skrev forleden, skammede mange danskere sig ligefrem over, at vi dengang havde levet over evne i en periode.

Nulvækst er altså ikke mere ambitiøst, end det er muligt at gennemføre.

Hvis den nuværende finansminister, økonomiminister og indenrigsminister var ligeså ambitiøse som deres forgængere og gennemførte minusvækst i det offentlige forbrug på - ½ procent årligt i perioden 2011-2013, ville det give budgetforbedringer på 7½ mia. kr.

Lægges det til VK-regeringens genopretningspakke så er der finanspolitisk holdbarhed.

Og så kan I faktisk beholde den der efterløn. Jeg tror nemlig ikke på, at der ligefrem kommer et folkekrav for at fjerne den…

Af Kasper Elbjørn

Tænketank blev en anerkendt spiller

 

Da journalisterne Samuel Rachlin og Bent Blüdnikow første gang præsenterede ideen om at stifte en borgerlig tænketank i Danmark efter amerikansk forbillede, var der ikke mange, der troede, det kunne lade sig gøre.

Det var ikke mindst spørgsmålet om finansieringen, der fik de fremmødte på det indledende møde til at sætte spørgsmålstegn ved ideen. Men forfatteren Claes Kastholm Hansen tog til sidst ordet og sagde, at hvis behovet var så udtalt, som vi mente, det var, skulle pengene også nok komme. Og han fik ret.

VK-regeringen, der blev dannet i 2001, havde bevæget sig så langt mod midten, at den havde efterladt sig et borgerligt tomrum i Danmark.

Resultatet var , at ingen angreb regeringens politik fra en frihedsorienteret, liberal vinkel, og det borgerlige Danmark var nærmest blevet synonym med regeringen. Ikke mindst den kultur- og værdidebat, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde skudt i gang i Weekendavisen i januar 2003, havde vist, at det borgerlige Danmark manglede et intellektuelt tyngdepunkt, der kunne hjælpe med at sætte en borgerlig dagsorden.

Men sporene skræmte. Hidtil havde det ikke været muligt at samle nok penge til at stifte en uafhængig borgerlig tænketank.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds succes og indflydelse på SR-regeringen frem til 1943 var udgangspunktet for at stifte tænketanken Erhvervenes Oplysningsråd. Erhvervenes Oplysningsråd var især aktivt i erhvervspressen frem til 1970'erne, men da hovedsponsorerne trak deres støtte, lukkede Erhvervenes Oplysningsråd.

To konferencer om 'Frihed og fremtid i Europa' i 1980-81 var tænkt som grundlag for en ny borgerlig tænketank, men projektet, som historikeren David Gress stod i spidsen for, blev opgivet. Et andet initiativ blev kaldt Libertas - The Danish Adam Smith Institute. Logoet blev lånt fra Adam Smith Institute i London og var tilmed støttet af instituttet, hvorfra ideen om privatisering var opstået. Men også dette initiativ, som bl.a. inkluderede professor Peter Kurrild-Klitgaard, endte med at blive droppet.

Jeg var så privilegeret at følge bestyrelsens arbejde med at samle pengene ind til tænketanken Cepos i løbet af 2004. Den tidligere konservative forsvarsminister, Bernt Johan Collet, var helt klart drivkraften i dette arbejde. Det var ikke let, men når det lykkedes for ham og bestyrelsen, var det især, fordi han insisterede på, at Cepos skulle være en fagligt uangribelig institution og uafhængig af de politiske partier og økonomiske interesser. Det sidste sikrede man ved at have mange sponsorer i stedet for blot en.

Når Cepos i dag er en anerkendt spiller i den hjemlige debat, er jeg ret sikker på, at det er, fordi Cepos ikke gik på kompromis. Man arbejdede uafhængigt og roste konsekvent tiltag, der skabte mere frihed og retfærdighed, ligesom man forblev kritisk over for tiltag, der skabte tvang og formynderi - uanset om ideerne kom fra regeringen eller oppositionen. Cepos har især været god til at kæmpe den værdikamp, der handler om finanslovens paragraffer.

Værdikampen på den lange bane kommer forhåbentlig senere. Det er en kamp, der handler om dansk åndsliv og især synet på historien. Historien er vigtig, fordi den præger vores syn på samtiden og visioner for fremtiden. Hvis man eksempelvis har fået læst og påskrevet, at økonomisk lighed er godt, er man tilbøjelig til at tro, at det modsatte af lighed er ulighed - når det i virkeligheden er retfærdighed. I de seneste år er der dukket mange flere tænketanke op, ligesom Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har fået støvet sit image lidt af og nu kæmper side om side med Cepos' økonomer om at sætte dagsordenen i Danmark.

Det er godt, fordi i et samfund uden tænketanke opstår sjældent nye ideer. Tænketanke behøver ikke at tilpasse sig det politisk bekvemme eller mulige. I stedet for at følge folkestemningen kan de sætte en ny dagsorden og dermed sikre, at nye ideer og tanker slår rod blandt meningsdannere, befolkning og politikere. Til gavn for hele samfundet.

Af Kasper Elbjørn

Folkeskolen skal udvikle og dyrke forskelligheden nedefra

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) var hurtig til at tage afstand fra Dansk Folkepartis skoleforslag, der havde til hensigt at indføre en form for statsskole. 

Partiet er stærkt utilfreds med styringen af folkeskolen, men problemet ligger formentlig ikke i kommunerne, som ville blive taberne, hvis Dansk Folkeparti fik deres forslag gennemført. Det er snarere Danmarks Lærerforening, der har bundet deres medlemmer på hænder og fødder, så hverken skoleledelse eller kommunerne har mulighed for at forbedre folkeskolen. 

I stedet bør der tilbydes et langt mere varieret skoletilbud end tilfældet er i dag, ligesom det burde være muligt at lokalisere alle særønsker og få en oversigt over skolernes særlige specialer. Cand.mag. Knud Erik Behrens, der leder Køge Private Realskole, talte ved et frokostsymposium sidste år, og han pointerede, at der indenfor privatskoler er tradition for at profilere sig på en bestemt pædagogisk retning eller på et særligt kreativt miljø. Kommunerne bør tilsvarende tydeliggøre skolernes særlige styrker, så elever med kvalifikationer indenfor et specielt felt kan søge den rette skole. Vi får ikke en bedre folkeskole ved at ensrette skolerne oppe fra. Vi skal så at sige udvikle og dyrke forskelligheden nedefra og i henhold til borgernes behov. Folkeskolen skal gøres mangfoldig, flersidig og mangestrenget. 

Hvis staten skal have yderligere indsigt med folkeskolen, hvilket kan være en god idé, bør man fastholde de nationale tests og udbygge den årlige kvalitetsredegørelse. CEPOS har i rapporten ”Folkeskolen med nye øjne” foreslået, at kommunale evalueringsteams skal stå for nationale rapporter, kommunale rapporter og være aktiv medspillere i den løbende kvalitetssikring.

Af Kasper Elbjørn

CEPOS og Laura fra det lille hus på prærien

I information kunne man i går læse om CEPOS. Det var Marie Lund Klujeff, der er Ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet, der problematiserede tænketankes arbejdsmetoder med udgangspunkt i gå-hjem-møderne om skønlitterære forfatteres tanker om frihed

Cand.scient.pol. Christopher Arzrouni, der er medstifter af CEPOS og i dag sidder i vores bestyrelse, vil forestå forelæsningen om Laura Ingalls Wilder, som Klujeff bruger som udgangspunkt for sin kritik. Hun mener, at Arzrouni har sat en frihedstænkertopos for bøgerne, og det er nok ikke forkert. Topos betyder sted, og som metode indebærer topikken, at man kan overveje en sag fra forskellige steder. Men det undrer mig meget, at Klujeff på forhånd kan være så sikker på, hvad Arzrouni vil sige og ikke sige – hvordan han vil tolke bøgerne og hvordan han ikke vil tolke bøgerne - til en forelæsning den 1. maj? 

Når CEPOS har valgt at fortsætte rækken af gå-hjem-møder om forfattere, der har gjort sig tanker om frihed, er det fordi, det er så sjældent, at lige netop frihedsbegrebet er omdrejningspunkt for en forfatteranalyse. Men blot fordi ingen andre tidligere har fokuseret på frihedsbegrebet, kan man bestemt ikke udlede, at det er mindre vigtigt for forfatteren. I nogle tilfælde kan det meget vel være den vigtigste inspirationskilde. Mere vigtigt end eksempelvis opvækst, familie, kønsliv m.v. Det ved vi først, når analysen er lavet. 

Laura-bøgerne er en spændende fortælling om eksistens og skæbne, ligesom bøgerne er en fascinerende beretning om amerikanernes historie. Bøgerne skildrer det traditionelle amerikanske frihedsbegreb, og det er hovedårsagen til, at CEPOS har valgt at fokusere på Laura Ingalls Wilder, som en af de skønlitterære forfattere, der har gjort sig tanker om frihed. Det betyder imidlertid ikke, at analysen af hendes forfatterskab er givet på forhånd. Det betyder bare, at Laura Ingalls Wilder ikke er udvalgt tilfældigt.

Af Kasper Elbjørn

Her er der forskel på partierne

Endnu en meningsmåling spåede i denne uge en overvældende sejr til de Konservative i Storbritannien.

Meningsmålingen kommer oven på en politisk debat, der blandt andet har handlet om befolkningens stigende afhængighed af staten. Officielle tal fra regeringen har vist, at mere end syv millioner familier får en større andel af deres indkomst fra staten end de selv tjener.

På trods af den britiske finansministers forvisninger om, at han ikke ønsker et samfund, hvor briterne lever af tilskud fra staten, er det desværre i den retning, det er gået i de 10 år, Gordon Brown har været finansminister.

Men kan man så forvente, at de Konservative vil føre en anden politik, når de kommer til magten?

Konservativ råstyrke

Nej, svarer en af analytikerne fra den britiske tænketank Civitas. David Green har uarbejdet undersøgelsen, og han tror ikke på, at et regeringsskift vil ændre noget.

»Selv konservative, som er bekymrede over de fejl og mangler, der opstår på grund af den offentlige sektors monopol på serviceydelser inden for sundhed og uddannelse, kritiserer sjældent Blair-regeringens tilgang,« sagde David Green til avisen Daily Telegraph.

Ifølge Green er problemet, at hvis politikerne påpeger problematikken og foreslår en mindre statslig service og mere privat service, bliver de med det samme stemplet som afstumpede, følelseskolde mennesker.

De Konservative viste dog mere råstyrke, end Green forudså. Da undersøgelsen blev offentliggjort, sagde George Osborne, der formentlig bliver finansminister, hvis de Konservative vinder næste parlamentsvalg

»under Gordon Brown er statens størrelse blevet stadig større, og regeringen blander sig i mere og mere. Det er præcis det modsatte af, hvad en konkurrence- dygtig økonomi behøver«. Det var klar tale.

Ligner Danmark

Udviklingen i Danmark ligner udviklingen i Storbritannien.

Den seneste opgørelse fra CEPOS viser, at der stort set var dobbelt så mange på overførselsindkomst i 2006, som der var i 1970. Herudover har skiftende regeringer tilladt at lade den offentlige sektor vokse med så stor styrke, at antallet af offentligt ansatte ligeledes er fordoblet i perioden 1970-2006. Den offentlige sektor har faktisk aldrig været større, end den er i dag.

Og udviklingen ser ud til at fortsætte. Frem til 2040 vokser antallet af personer over 65 år med cirka 400.000, samtidig med at antallet af personer i den erhvervsaktive alder falder med cirka 350.000 personer.

Det trækker i retning af en endnu større offentlig sektor, flere overførselsmodtagere, mangel på arbejdskraft, højere skattetryk og dermed en dårligere dansk konkurrenceevne, hvilket i sidste ende vil gå ud over vores velstand og økonomiske frihed.

Det kræver reformer

Det er naturligvis muligt at undgå denne negative udvikling, men det kræver reformer, der flytter personer fra overførsler til beskæftigelse.

Hertil kommer en finansieret skattereform, der sænker skatten på arbejde, således at det kan betale sig at gøre en ekstra indsats på jobbet. Ligesom det er nødvendigt at stoppe den automatiske vækst i den offentlige sektor. Indtil videre er der stadig forskel på, hvordan partierne i Storbritannien ser på befolkningens afhængighed af staten. De Konservative repræsenterer stadig et alternativ til Gordon Browns politik. Men om de borgerlige tør gøre noget ved problemet, når de får regeringsmagten, kan man kun gætte på.

Af Kasper Elbjørn

Kampen om historien

Den konsensus , der opstår om fortiden, præger nutiden for slet ikke at tale om vores visioner for fremtiden. Derfor er der på mange måder tale om reel kulturkamp, når man ønsker at ændre den altdominerende måde at forstå historien på. Der er tale om en konflikt mellem forskellige intellektuelle positioner. En kamp om dansk åndsliv. Den kulturkamp har tænketanken Cepos valgt at blande sig i, og det er der nu kommet en antologi ud af. Antologien udkommer i dag og hedder 20 begivenheder der skabte Danmark.

Danmark er et lille land, og i Danmark har der almindeligvis kun været plads til én opfattelse af historien ad gangen. Det gælder ikke kun i offentligheden, men også blandt fagfolk. Den lærde forskning i historie har i Danmark udviklet sig gennem en række skoler, der hver i sin tid var altdominerende og hver især hævdede at repræsentere den eneste rigtige måde at forstå historien på og dermed den eneste rigtige historie. Indtil 1970'erne havde det i årtier været den radikale Erik Arup og hans elever, der satte dagsordenen. Den stillede bønder, kornpriser og landbrug i centrum som historiens drivende kræfter, mens politik, krige, konger og ikke mindst religion blev reduceret til perifere og forstyrrende fænomener. Arup-skolen mente ligesom de radikale politikere, at religion er noget sludder, og at pacifisme er den eneste fornuftige politiske holdning, mens folk, der mener, at nationen kan og bør forsvare sig mod trusler, er i bedste fald naive og i værste fald provokatører.

På trods af marxisternes indtog på universiteterne i 1970'erne er opfattelsen af historien stadig farvet af den radikale tradition. Selv om den mistede taget på universiteterne, havde den fortsat et godt tag på seminarierne og i skolerne, især da mange opfattede den som en modvægt mod marxismen. Det var den egentlig ikke; den radikale historieopfattelse er med sin tro på landbrugets centrale rolle og sin foragt for nation og religion nærmest en slags marxisme uden det revolutionære had til demokratiet. Især den radikale skole har således dannet den historiske bevidsthed i det sidste halve århundrede. Fra skolerne på universiteterne er måderne at forstå historien på formidlet via lærebøger til elever, der har opfattet de deri udtrykte meninger og stofvalg som naturlige, dækkende og sandfærdige. Således er opfattelser af historien, der i realiteten er bestemt af stærke fordomme, blevet alment accepterede sandheder, der præger samfundet og visionerne for, hvordan Danmark skal udvikle sig.

Den radikale traditions livskraft kommer ikke mindst til udtryk ved, at P. Munchs Verdenshistorie i tre bind stadig bliver brugt i undervisningen, selvom de nærved 100 år gamle.

P. Munch var forsvarsminister under Første Verdenskrig. Han og hans kolleger i den radikale regering holdt muligvis Danmark ude af krigen, men fik til gengæld tilnavnet løgnens og bedrageriets ministerium. Det var ikke uden grund, at den konservative udenrigspolitiker John Christmas Møller fandt på dette tilnavn. Danskerne betalte med deres frihed for ikke at blive inddraget i Første Verdenskrig. Da Stauning dannede regering i 1929, blev P. Munch udenrigsminister og en yderst indflydelsesrig en af slagsen. Få måneder efter Besættelsen i juni 1940 måtte han gå af. Hans neutralitetspolitik havde denne gang lidt alvorligt skibbrud. Danmark var besat, men hans tanker om udenrigspolitik og hans forestillinger om frihed, lighed og fremskridt blev stående i hans historiebøger, som mange, ikke mindst af de generationer, som i dag styrer Danmark, har læst i gymnasietiden.

Tænketanke skal præge samfundsudviklingen, og derfor udgiver Cepos i dag en antologi, der kan medvirke til at bryde det radikale historiemonopol. En antologi, der har til formål at nedbryde tabuer, sætte lys på vinkler i historien, der er blevet glemt, samt gøre op med myter der gennem historieskrivningen har fået lov til at blive stående ubemærket.

Ideen til antologien blev oprindelig affødt af kanondiskussionen, der har verseret i Danmark siden 2004. Debatten begyndte, da daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) i september 2004 offentliggjorde en detaljeret læseplan for historiefaget i gymnasiet. En referencegruppe under undervisningsministeren havde udarbejdet en liste med 21 specifikke emner, og listen markerede et brud med den 30 år lange tradition for, at lærerne selv måtte vælge, hvilke emner og perioder de beskæftigede sig med. Listen blev imidlertid lanceret med en påmindelse om, at kanon betyder rettesnor, og at listen var lavet for at få en fælles forståelse for den fælles arv.

Det samme gjaldt undervisningsminister Bertel Haarders historiekanon for folkeskolen. Bertel Haarder (V) mente, at historie var et kulturfag, der krævede overblik og sans for kronologien, og at de kulturbærende fag skulle give de unge et kulturfællesskab, som de kunne tage afsæt i.

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt med overblik og en vis sans for kronologi i lige netop historiefaget, men da historie med ministerens egne ord er et kulturfag, kan man ikke udelukke, at en historiekanon udvikler sig til en facitliste, og dermed bliver et led i den kultur- og værdidebat, der ikke skal udkæmpes af staten, men af befolkningen. En berettiget kritik af ideen om en historiekanon er derfor, at den kan betyde ensretning og meningstyranni, hvilket ethvert frit samfund må vende sig imod. Dertil kommer, at når en kanon bliver lanceret i mere eller mindre officielle fora, risikerer man at centralisere det danske åndsliv, så fremtidige, socialdemokratiske regeringer føler sig kaldet til at afløse en evt. borgerlig kanon med en socialdemokratisk kanon. Den form for statslig indblanding i den danske kultur, skal vi vende os imod.

Bertel Haarders historiekanon kan imidlertid næppe blive anklaget for at være en del af kulturkampen eller udtryk for ensretning og meningstyranni. Tværtimod blev den beskyldt for at være så bred og rummelig, at den næppe i praksis vil få nogen større effekt.

Vi håber, at Bertel Haarders historiekanon vil få den effekt, som den var tiltænkt af ministeren, men vi tror, det er tvivlsomt. Når vi mener det er tvivlsomt, er det fordi, at lærerne frit kan bruge kanonen i den rækkefølge, de ønsker, selvom kanonen blev præsenteret som en kronologisk fortløbende liste. Dermed opnår man ikke det overblik og sans for kronologien, som er kanonens vigtigste argument.

En historiekanon, som Ulla Tørnæs' eller som Bertel Haarders, kan være med til at skærpe interessen for historien. Kanoner kan skabe historisk overblik og sans for kronologien i historien, og de kan skabe fælles forståelse for den fælles arv. Alt sammen er vigtigt. Men de skal ikke bruges i kampen om åndslivet. Den kamp må stå andre steder. Det skal staten ikke blande sig i, men ministre og politikere kan selvfølgelig opfordre til debat og bør blande sig i den, når de har noget at sige.

Den interessante kanon er bygget op af begivenheder, der er delikate for alle parter og strømninger i samfundet, og af begivenheder, der kan siges at have skabt det samfund, der skal lære af den. Den interessante kanon er derfor berettiget i et lille land som Danmark, hvor der kun har været plads til én opfattelse af historien, og hvor mange historiebøger er præget af tabuer, fortielser og myter.

De 20 kapitler i Cepos' nye antologi repræsenterer ikke forfatternes bud på en historiekanon for universitetet, gymnasiet eller folkeskolen. Forfatterne er formentlig ikke engang enige i, om eleverne skal have en kanon eller ej. Antologien indeholder dog personer, begivenheder og analyser, som forfatterne mener, er vigtige, hvis vi skal have en akkurat forståelse af Danmarks udvikling.

Forbilledet i udarbejdelsen har dels været forlaget Gallimards populære historiske bogserie 30 journées qui ont fait la France, hvor rutinerede historikere, skribenter og journalister hver i ét bind ud fra bestemte datoer fortæller om vendepunkter i nationens historie.

Et andet forbillede har været A.D. Jørgensens klassiske Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie . A.D. Jørgensens fortællinger udkom første gang i 1882. Hver gang bogen er blevet genudgivet har den været genstand for en hidsig debat fordi den netop ikke repræsenterede danmarkshistorien, men et bud på danmarkshistorien, ligesom Cepos' antologi.

Vi blander os i kampen om historien fordi vi ønsker en pluralistisk tilgang til danmarkshistorien.

Pluralismen giver ikke noget svar på, hvordan man skal stille sig i en konkret konflikt mellem konkurrerende politiske eller kulturelle synspunkter. Pluralismen opfordrer derimod til, at man selv tager stilling til den givne kamp, konflikt og diskussion. Ligesom der ikke kun findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes, findes der heller ikke kun ét svar på, hvordan historien fortælles.

Vi respekterer , hvis folk er uenige i vores og forfatternes valg af begivenheder til antologien. Det gør vi fordi pluralismen er født af tolerance. Men så må kritikerne komme med et andet og bedre bud på begivenheder, personer og institutioner, der har skabt Danmark på godt og ondt.

Af Kasper Elbjørn

Texas - et pejlemærke for fremtiden

Der er syv stater i USA, hvor man ikke betaler indkomstskat. En af staterne er Texas. Men Texas er også interessant på mange andre områder. Og udviklingen i den store stat følges tæt i resten af Amerika.

Texas udmærker sig ved at være den mægtigste stat i Amerika. Texas er lidt mindre en Tyrkiet og har et befolkningstal på 22 mio., hvilket er lidt flere end i Australien.

Og så har staten leveret fire præsidenter siden Anden Verdenskrig. Dwight Eisenhower og Lyndon B. Johnson var født i Texas, ligesom George H. W. Bush og den nuværende præsident Bush har stærk tilknytning til Texas. Præsident George W. Bush har endog været guvernør for Texas i otte år.

At staten ikke har indkomstskat betyder ikke, at man får 100 kr. i lommen, når man tjener 100 kr. Indbyggerne i Texas betaler indkomstskat til regeringen i Washington, men modsat andre stater betaler man ikke indkomstskat til regeringen i Texas.

Ejendomsværdiskat

Ifølge et notat fra Cepos har OECD opgjort den gennemsnitlige marginalskat i USA til at være 43 pct. for personer med en indkomst, der er dobbelt så høj som gennemsnitsindkomsten. Denne marginalskat er inklusiv skat til delstaterne. Men i Texas betales der ikke indkomstskat til delstaten. Og det gør det naturligvis mere attraktivt at arbejde i Texas i forhold til så mange andre steder.

Nu er det ikke sådan, at Texas ikke får skatteindtægter af den grund. Ejendomsværdiskatterne er relativt høje i Texas. Kommunerne bestemmer selv skatten, som i 2003 varierede mellem 0,3 pct. og - 1 pct. Ejendomsværdiskatterne udgør næsten halvdelen af Texas' samlede indtægter. Den anden halvdel kommer fra det, som vi - kan kalde moms på fødevarer, medicin, benzin, tobaksvarer mv.

Årsagen til det for danskere besynderlige system er, at der er stor mobilitet i Texas. Det er ikke unormalt, at folk arbejder i staten i to-tre år, og så flytter tilbage til Mexico eller til en anden stat i Amerika. Mange af indbyggerne er derfor ikke villige til at betale for mere langsigtede investeringer såsom store infrastrukturprojekter.

»De vil have det, de kommer for, lige nu,« siger Mike Eastland, der er adm. direktør for rådet for Texas' nordlige regioner, NCTCOG. Mike Eastland mener ikke nødvendigvis, at det er en styrke for Texas, at man har den form for gennemtræk i arbejdsstyrken.

Texas som forbillede

Men situationen reflekterer meget vel måden, vi alle kommer til at leve på i fremtidens globaliserede verden. Derfor ser man på Texas som et forbillede, mener han.

Beskatning af mursten i stedet for arbejde var til debat i Danmark, da Velfærdskommissionen udgav sin rapport i december. Forslaget blev faktisk stillet for at imødekomme de udfordringer, som globaliseringen stiller med stor mobilitet på arbejdsmarkedet og øget konkurrence for at få de bedste hoveder til landet.

Mike Eastland forklarer, at man i Texas ikke har tradition for folkeafstemninger som i andre amerikanske stater. Men meget tyder på, at et forslag om at hæve momsen for at få penge til et øremærket infrastruktur-projekt kunne ende i en folkeafstemning, fordi politikerne heller ikke har tradition for at hæve skatterne uden at spørge vælgerne først. En form for skattestop kunne man nok sige.

Sympati for skattestop

Og netop det danske skattestop møder stor sympati. Gratis velfærdsydelser er ikke populære hos tænketanken National Center for Policy Analysis i Dallas. Devon M. Herrick, ph.d., der har specialiseret sig i sundhedssektoren, peger på, at før præsident Johnsons sundhedsreformer, der introducerede skattebetalt lægehjælp, var sundhedsudgifterne 6 pct. af BNP. I dag udgør de 14 pct. Det er en voldsom stigning, der ikke er holdbar i længden, mener han.

Herrick kan se en tydelig tendens, når han sammenligner normal lægehjælp med skønhedskirurgi, som stort set er den eneste form for lægehjælp, der udelukkende er betalt af folk selv. Selv om antallet af operationer indenfor plastikkirurgi er firedoblet i løbet af de seneste 10 år, er priserne kun steget med 16 pct. Priserne i sundhedssektoren er derimod steget med 47 pct.

Han peger endvidere på, at nye opfindelser og effektiviseringer inden for skønhedskirurgi i de seneste 10 år har medført lavere priser og bedre resultater. Inden for den øvrige sundhedssektor har nye opfindelser og mere viden betydet højere udgifter og længere ventelister.

Opskriften på et bedre, mere effektivt og billigere sundhedssystem er ifølge Herrick brugerbetaling gennem borgerkonti, således at patienterne bliver tvunget til at stille samme krav om billigere og bedre service, som man gør inden for eksempelvis skønhedskirurgi. Hvis man ikke bruger alle pengene på kontoen, beholder man dem til senere i livet, hvor man muligvis har mere brug for dem.

Tankerne fra tænketanken i Texas har - ligesom de mange andre ideer fra den store stat - vundet gehør i Washington. Ikke fordi præsidenten selv kommer fra Texas, men fordi staten på mange måder repræsenterer fremtidens USA. Måske er det også tid, at europæerne begynder at lytte.

Af Kasper Elbjørn

En ny balance imellem stat og marked

Marianne Karlsmose, (KD) skriver i Kristeligt Dagblad den 13. april, at når direktøren for den nye tænketank, CEPOS, spår, at såvel de borgerlige som Socialdemokraterne i de kommende år vil privatisere velfærdsstaten, kan man frygte, at civilsamfundet sættes ud på et sidespor i velfærdspolitikken.

Frygten er ubegrundet. Civilsamfundet er de dele af samfundet, som ikke ejes af staten, og privatisering vil på lang sigt skabe en ny balance imellem stat og marked, hvor civilsamfundet netop styrkes med basis i de frie markedskræfter.

Privatisering betyder, at der frigøres penge, som bør bruges til at afdrage på den offentlige gæld. Rentegevinsten ved at gælden bliver mindre, kan anvendes til lavere skat. Skattelettelser betyder, at folk får flere penge til at vælge, hvilke af civilsamfundets institutioner, de vil prioritere.

Det sker selvfølgelig på bekostning af staten. I stedet for at staten og politikerne prioriterer for befolkningen, så bestemmer befolkningen selv, hvilke medier, oplysningsforbund, foreninger, kulturelle og kirkelige organisationer m.v., som de vil støtte.

Et uafhængigt og stærkt civilsamfund kræver simpelthen et samfund, hvor folk har råd til at prioritere i deres hverdag.

CEPOS har fremlagt opgørelser, der viser, at danskernes private forbrug ligger under andre europæiske lande såsom England, Østrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland, Frankrig og Spanien. Årsagen til at vores private forbrug er så lavt, er den høje beskatning. Hvis man nedsatte skatten ville man øge beskæftigelsen, produktionen og velstanden i Danmark.

CEPOS mener naturligvis ikke, man skal afskaffe staten. Men det er på tide, vi vender blikket indad og diskuterer, hvilke funktioner, som staten påtog sig i det sidste århundrede, der varetages bedre og mere effektivt af markedets og civilsamfundets institutioner.

Marianne Karlsmose mener, vi skal tænke nyt og bringe civilsamfundet på banen i dansk velfærdspolitik. Det er CEPOS principielt enig i. Men civilsamfundet skal styrkes ved netop at begrænse staten. Ikke ved at gøre det civile samfund endnu mere afhængig af staten.

Af Kasper Elbjørn