Den 4. maj vil altid være en helt speciel dag i Danmark, fordi dagen markerer Danmarks befrielse fra den tyske besættelse 1940-1945. Men hen på morgenen den 4. maj 1979 fandt en anden historisk begivenhed sted, der er værd at mindes i dag 30 år senere. Storbritannien fik sin første kvindelige premierminister, Margaret Thatcher.

Siden 1974 havde Storbritannien været regeret af James Callaghan. Callaghans arbejderregering frydede sig nærmest over de højere skatter, statsstøtten, og den øgede kontrol og regulering af samfundet, mens resten af verden kunne se, at Storbritannien var blevet "Europas syge mand". Arbejderpartiet ønskede en stærk og styrende stat ligesom socialdemokraterne i Danmark, og hvis folk ønskede at klare sig selv uden hjælp fra staten, iværksatte man reklamekampagner, der skulle overbevise borgerne om det gode ved at være afhængig af staten. Ideen var, at Storbritannien skulle være den tredje vej mellem kollektivismen i Sovjetunionen og det frie marked i USA.

De konservative i Storbritannien havde, ligesom de borgerlige i Danmark, smidt håndklædet i ringen. Værdi- og kulturkampen var tabt for længst, og et af de yngre konservative parlamentsmedlemmer, Keith Joseph, beskrev situationen rammende, da han kaldte efterkrigstidens politik for et "socialistisk envejs-tandhjul". Hver gang, de konservative kom til magten, blev de stående hvor Arbejderpartiet var nået til. Man tog aldrig et opgør med tidligere tiders forkerte politik. Et regeringsskifte blev aldrig et systemskifte, og når socialisterne igen kom til magten, efter sådan cirka fire år, fortsatte de, hvor de havde sluppet, alt imens "Europas syge mand" blev mere og mere syg.

Danmarks problemer mindede om dem, man kæmpede med i Storbritannien, også her skulle et systemskifte til for at rette økonomien op efter oliekriserne og de socialistiske eksperimenter, man havde afprøvet op gennem 1960erne og 1970erne. I Storbritannien havde man imidlertid fået nok, og James Callaghans arbejderregering faldt med et brag 28. marts 1979. For første gang i 50 år tabte en britisk regering en tillidsafstemning i Parlamentet, og Callaghan udskrev valg til 3. maj 1979.

Tågen lå tæt i de tidlige morgentimer natten mellem 3. og 4. maj, men både vejret og valgresultatet blev klart ved daggry. Thatchers konservative havde vundet valget og om eftermiddagen kom nyheden om, at hun ville få et flertal på hele 44 mandater. Briterne ønskede et systemskifte, og det fik de. Thatchers regeringsperiode blev intet mindre end en borgerlig frihedsrevolution. Men det var ikke tilfældigt. Det skete ikke af sig selv.

Margaret Thatcher blev undervisningsminister i Edward Heaths konservative regering i 1970. Heath vandt valget på et konservativt program, der til forveksling mindede om den politik, der senere blev kendt som ’Thatcherism’. ’Thatcherism’ er ikke stringent konservativ politik, men stærkt inspireret af filosoffen Friedrich Hayek, der ikke var konservativ, men det vi ville kalde liberal. Hayeks frihedsbegreb skal forstås som frihed mellem mennesker. Han mente ikke, at noget menneske kunne tvinge et andet til at handle mod dets vilje, og hans tanker prægede politikken.

Vælgerne tog godt imod det nye konservative partiprogram ved valget i 1970, men allerede efter to år ved magten gik Heath-regeringen i panik over den økonomiske situation og vendte på en tallerken. Heath tabte regeringsmagten ved det efterfølgende valg, og frustrationen over at have spildt fire år ved magten, fik Thatcher og Keith Joseph til at stifte tænketanken Centre for Political Studies (CPS), der eksisterer den dag i dag. Joseph havde fået Thatcher til at tænke over, om hun i virkeligheden ville have handlet som Heath, hvis hun selv havde været premierminister. "Det er først for nyligt, at jeg er blevet konservativ," skal Joseph have sagt til Thatcher efter valgnederlaget. Hans pointe var, at han altid havde ment, at det var mere retfærdigt at belønne folk efter fortjeneste modsat socialisternes ønske om at alle skulle belønnes lige, men han havde aldrig forstået, hvor galt det kunne gå, hvis ikke de borgerlige havde et alternativ til det socialistiske eksperiment. Det forstod han nu.

Thatcher derimod havde altid været instinktivt konservativ, men Josephs bemærkning fik hende til at indse, at hun heller aldrig havde udviklet et sammenhængende politisk projekt, som kunne gennemføres, hvis de konservative igen fik magten. CPS blev derfor oprettet med det formål at klæde de konservative på til magten og udvikle et sammenhængende program, der kunne gøre Storbritannien rask igen.

En af de mest revolutionerende politikker, som tænketanken var med til at udvikle sammen med et par af de andre nye borgerligt-liberale tænketanke, der så dagens lys i 1970erne, var ideen om at sælge statslige virksomheder. Det er det, vi i dag kender som privatisering.

Thatcher opfattede privatisering som et endnu vigtigere programpunkt end skattereformerne, fordi privatiseringsprocessen var det bedste redskab til at rette op på socialismens nedbrydende og ødelæggende virkninger. Privatiseringer af statslige selskaber var for Thatcher en effektiv, og i værste fald også en uskadelig proces, der kunne begrænse statens magt. British Telecom var den første virksomhed, der blev privatiseret. Succesen var uomtvistelig og blev grundstenen til det, der kendes som folkekapitalismen, som spredte sig ud over hele verden. Derudover fik Thatcher og Joseph, der blev erhvervsminister og forblev hendes nærmeste allierede, etableret en forståelse hos de konservative for, at det var enhver regerings opgave at etablere en ramme af stabilitet, inden for hvilke borgere og virksomheder kunne forsøge at skabe vækst og velstand.

Regeringen skulle ikke fortælle borgerne og virksomhederne, hvad der skulle være deres ambitioner – hverken direkte eller gennem skatter og afgifter – eller hvordan de skulle realisere dem, men skabe de bedst mulige rammer for, at borgerne og virksomhederne selv kunne realisere deres drømme.

Thatchers succes på hjemmefronten stod i lang tid side om side med en konsekvent, aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik på linje med den, som præsident Ronald Reagan førte i USA, og det var da også på hendes initiativ, at USA skiftede strategi over for det sovjetiske styre, da Mikhail Gorbatjov kom til magten i 1985. Hun havde studeret hans udtalelser og hans baggrund. Hun vidste, at han forstod den frie verden bedre end sine forgængere. Efter at have talt med Gorbatjov, og inden Reagan skulle mødes med ham første gang, fortalte hun Reagan, at her var en mand, Vesten kunne "do business with". Hun fik ret.

Sværere havde hun det i kredsen af stats- og regeringschefer i det, der blev til EU. Det europæiske samarbejde blev et langt stykke hen ad vejen hendes Waterloo. Uenigheden om, hvilken vej det europæiske samarbejde skulle bevæge sig, havde ulmet hos de konservative siden EF skabte fællesmarkedet i 1986. Thatcher havde oprindelig været stor tilhænger af samarbejdet, men hun frygtede, at det var ved at udvikle sig til en bureaukratisk, overnational stat, og det var især ideen om en fælles valuta og centralbank, hun vendte sig imod.

Måske havde Thatcher været uopmærksom på udviklingen, måske havde hun ubevidst sat sig uden for indflydelse, i hvert fald blev det for meget for hendes topministre, da hun kommenterede på visionen om, at Europa-Kommissionen skulle være det eksekverende organ i Unionen, Parlamentet det demokratiske element, og stats- og regeringscheferne Unionens senat. "No! No! No!" sagde hun, og det fik de facto regeringen til at bryde sammen, og blev begyndelsen på enden af hendes tid som leder af de konservative.

I sin sidste tale til Parlamentet 22. november 1990 havde hun været premierminister i 11 år, og ikke bare ændret Storbritannien, men sat tydelige fingeraftryk på verdenshistorien. Et vittigt parlamentsmedlem, Dennis Skinner, spurgte om hun nu gik efter at blive chef for en eventuel kommende europæisk centralbank? "Det var da en god ide," svarede Thatcher, "men skulle jeg det, ville der slet ikke være en europæisk centralbank." Hun mente, at en fælles valuta var det samme som at indføre føderalisme ad bagvejen og sagde, hun ville overveje jobforslaget. "Stop det," råbte et andet medlem, Michael Carttiss. "De kan feje gulvet med de folk," sagde han. "Ja, bestemt," fastslog Thatcher, "jeg talte jo også om (…) den socialistiske del af Europa."