Blog (Tag: canada)

Den bedste VM-sang

Der er, så vidt jeg ved, lavet tre officielle VM-sange til dette verdensmesterskab i fodbold.

En med den hoftevridende, sydamerikanske sangerinde Shakira, der hedder »Waka Waka«, men også en duet mellem de to amerikanske popstjerner Akon og Keri Hilson, der hedder »Oh Africa«. 

Min favorit synges dog af den somalisk-canadiske musiker K’naan. Sangen, der hedder »Wavin’ Flag« er ikke bare iørefaldende, sangeren bag hittet har en fascinerende livshistorie, der gør teksten betagende og værd at tænke over.

Fra Somalia til det forjættede Canada
Jeg kendte ikke K’naan, før han tidligere på året udgav en single med et af mine yndlingsbands, Keane. Nummeret hedder »Stop for a Minute«, og er ikke blandt bandets bedste singler, hvis I spørger mig, men til gengæld lærte jeg K’naan at kende.

K’naan er flygtning fra Somalia, og jeg har fundet ud af, at han faktisk i flere år har lavet musik.

Jeg skrev forleden om Somalia, og K’naans historie er som andre somalieres. Han har oplevet borgerkrig, set sine venner blive skudt, og han har tilbragt måneder i fængsel, indtil han fik chancen for et nyt liv i Canada.

Canada har aldrig lagt skjul på, at landet satser på indvandring som middel til at opnå større økonomisk vækst, og Canada er et af de lande i verden, der har haft størst indvandring fra verdens fattige lande som Somalia. Kun overgået af USA.

Canada opererer med en såkaldt green card-ordning, der sikrer fri adgang til landet, hvis man opnår tilpas mange points. Points tildeles alt efter uddannelsesniveau, erhvervserfaring og sprogkundskaber. Belønningen til de indvandrere, der opnår points nok, er rettigheder.

I Canada er velfærdsydelserne endvidere begrænset for de indvandrere, der opnår opholdstilladelse, men endnu ikke har bidraget på arbejdsmarkedet.

Ellers sagt på en anden måde: Alle er velkomne til at skabe en bedre fremtid for dem selv og deres familie i frihed og med samme rettigheder som de canadierne, men det er på eget ansvar. 

Den tilgang til indvandring ser ud til at virke, og en af Canadas succesfulde indvandrere er K’naan. 

En sang om frihed og rettigheder
Teksten til hans seneste hit vidner om, at han har lært at respektere de rettigheder, som den canadiske folk har kæmpet for, og i dag nyder godt af.

I sangen fortæller han om de prøvelser hans folk og så mange andre afrikanere går igennem hver dag, imens de venter på dagen, hvor de bliver frie, og kan nyde de samme rettigheder, som K’naan selv fik, da han kom til Canada.

So we struggling, fighting to eat and
We wondering when we’ll be free,
So we patiently wait, for that fateful day,
It’s not far away, so for now we say

When I get older, I will be stronger,
They’ll call me freedom, just like a wavin’ flag
Just like a wavin’ flag, just like a wavin’ flag
Flag, flag, just like a wavin’ Flag

Den tro på fremtiden, teksten rummer, er i sig selv inspirerende, men vi kan lære mere af sangen.

I teksten er flaget symbolet på den frihed, som K’naan ønsker for alle nationer. Dermed illustrerer han, at forsvaret for individuel frihed også kan ske gennem et forsvar for gamle institutioner som eksempelvis vores nationalflag.

Dannebrog under pres
Filosoffen F.A. von Hayek har engang skrevet, at gamle institutioner er værdifulde - ikke fordi de er gamle, men fordi de bidrager til vores forståelse af et frit samfund, og derfor skal vi værne om dem.

Vores flag er en af de institutioner. Og det flag, som K’naan mener, symboliserer ethvert lands frihed, kan sagtens komme under pres.

Det skete faktisk sidste efterår efter den Europæiske Menneskerettighedsdomstols såkaldte »korsdom«.
 
37 juraprofessorer fra europæiske lande erklærede i denne uge, at menneskerettighedsdomstolens »korsdom« betyder, at man fremover kan gå efter alle religiøse symboler, herunder Dannebrog, da vores flag indeholder et kors, hvilket som bekendt er et religiøst symbol. 

Dommen er sidenhen gået videre til menneskerettighedsdomstolens ankeinstans, Storkammeret, og kan derfor falde, hvilket den bør.

»Menneskerettighedsdomstolen bliver politisk, og den har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden frem for at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder,« sagde integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) til Kristeligt Dagblad.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at domstolen »bliver politisk«, men den er i hvert fald blevet aktivistisk, hvilket ikke kan accepteres, da vi - Dannebrog eller ej - netop har afgivet suverænitet til domstolen for, at den kan sikre rettighederne, som de står skrevet i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og de rettigheder skal ikke fortolkes, men overholdes.

Alle nationer kan lære af sangen
Vores rettigheder, som de står skrevet i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også i vores egen Grundlov, er netop årsagen til, at vi har den frihed, som K’naan ikke havde i Somalia, men fik i Canada, og synger om i VM-sangen.

Ingen tvivl om, at vi kommer til at høre mere til K’naan og hans »Wavin’ Flag«. VM-sangen ligger allerede nummer et i Østrig, Tyskland og Schweiz, og indtager formentlig også førstepladsen på den britiske hitliste i morgen.

Alle nationer kan lære af VM-sangen, og forhåbentlig vil den også snart indtage toppen af den danske hitliste.

God kamp i aften.

Af Kasper Elbjørn

Vi har taget stilling til Durban II

Danmark står i en unik situation i forbindelse med FN konferencen, der er kendt som Durban II. Vi kan vælge at deltage og kæmpe for menneskerettighederne ved konferencen, der er planlagt til at finde sted i Geneve 20.-24. april, eller vi kan boykotte konferencen og en gang for alle sende et signal om, at vi ikke vil gå på kompromis med FNs menneskerettigheder.

Durban II-konferencen, der skulle bekæmpe racisme og fremme ytringsfriheden, har i lang tid set ud til at ende med at gøre det stik modsatte. Udkastet til slutdokumentet for konferencen sidestiller zionisme med racisme og blåstempler censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner. Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi-og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år, hvor den frie verden er trængt i defensiven af landene i den islamiske konference ( OIC).

Obama-regeringen i USA meddelte allerede for et par uger siden, at man ikke ville deltage i Durban II. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, sidste torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen, og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

EU KUNNE MULIGVIS i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage fra de muslimske lande i OIC. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EUformandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, hvor også Italien besluttede at boykotte Durban II. Det stiller Danmark i en situation, hvor vi bliver nødt til at tænke kreativt i forhold til, hvad vi plejer at gøre.

Siden Uffe Ellemann-Jensen ( V) var udenrigsminister i 1980erne, har skiftende regeringer fastholdt en god tradition i dansk udenrigspolitik, der handler om, at vi altid truer med at blive, aldrig med at gå. Det har reddet Danmarks medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores NATO-allierede, og i det hele taget båret os frem mod mange udenrigs-og sikkerhedspolitiske sejre siden 1982. Men denne doktrin kan ikke stå alene. De, der husker Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister, vil vide, at han altid førte sin aktivistiske udenrigspolitik gennem alliancer med lande, der havde samme værdier og mål som Danmark.

Det betød ikke, at han ikke kunne være fræk og gå forrest, som da Danmark som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre baltiske lande, men det skete aldrig med hovedet under armen, snarere med vores allierede i hånden. Ligesom han aldrig var bange for at støtte vores allierede quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som Danmark støtter fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

DET ER DENNE SITUATION vi står i i forbindelse med FNs såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. USA, Canada, Italien og Israel har som nævnt allerede boykottet Durban II, og Danmark kan endog gå forrest med et boykot for de lande, der normalt værner om FN-pagtens integritet og funktion.

Natten til onsdag skete en interessant udvikling, som vi naturligvis skal tage bestik af. Den russiske chefforhandler fremlagde et nyt udkast til sluterklæring, hvor de muslimske landes hidtidige krav om et forbud mod religionskritik ikke optræder. Den kraftige, direkte fordømmelse af Israel skulle efter sigende også være udeladt i den reviderede tekst. Til gengæld er russerne begyndt at tale om en etisk kode for medier, hvilket naturligvis ikke er acceptabelt. Men det er bestemt bedre end tidligere, og nu er det så op til de muslimske lande i OIC at melde ud om de kan støtte den nye russiske tekst, og vil forhandle videre ud fra denne.

PÅ HJEMMESIDEN www.durban2.dk har over 1.000 danskere allerede skrevet under på, at de mener, vi bedst manifesterer de værdier og rettigheder, vi tror på, og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge USA, Canada, Italien og Israel og få processen til at bryde sammen, hvis ikke slutteksten beskytter FNs menneskerettigheder. Jeg er selv en af de underskrivere, der ikke mener, vi skal deltage for enhver pris, og jeg var også med i går, da alle underskrifterne blev afleveret i går til udenrigsminister Per Stig Møller ( K). Budskabet til ministeren var entydigt. Med den nye russiske tekst i hånden, kan det sagtens være, at det kan betale sig at deltage ved konferencen og kæmpe for menneskerettighederne, men det skal være ud fra en indstilling om, at Danmark ikke er bange for at smække med døren, og forlade konferencen, hvis den frie verden taber det diplomatiske spil om Durban II.

Det er FNs menneskerettigheder for vigtige til.

Af Kasper Elbjørn

Det lille land mod Durban II

Udenrigsminister Per Stig Møllers (K) replik til historikeren Mikaels Jalving i JP 11/3 var klar og tydelig. Danmark skylder de mænd, kvinder og børn, der dagligt udsættes for racisme, at deltage i FN-konferencen Durban II om menneskerettigheder.

Det er så vores demokratiske opgave at argumentere imod, »ikke at stikke af«, skrev udenrigsministeren, når eksempelvis organisation for den islamiske konference (OIC) stiller forslag om censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Det er en god tradition i dansk udenrigspolitik, at man altid truer med at blive, ikke med at gå. Vi skal »bide os fast i bordet«, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) engang sagde.

Det har tidligere reddet vores medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores Nato-allierede og i det hele taget båret os frem mod mange sejre gennem skiftende regeringer siden 1982.

Men denne doktrin kan ikke stå alene. Så er den intet værd.

Aktivistisk udenrigspolitik

Hvis et lille land som Danmark vil føre aktivistisk udenrigspolitik for at sikre sine egne borgeres frihed og rettigheder ved at påvirke verden, skal det ske gennem alliancer med lande, der har samme værdier og mål som landet selv.

Landet bør ligeledes støtte sine allieredes mål og værdier quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som man støtter, fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

Det er denne situation, som vi står i i forbindelse med FN's såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. Det ser udenrigsministeren bort fra i sit indlæg.

Først og fremmest har vores vigtigste allierede meldt afbud til konferencen. Den amerikanske regering meddelte for et par uger siden, at man ikke ville deltage. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, natten til torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud, fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

Konferencen, der skulle bekæmpe racisme og promovere ytringsfrihed, ser tværtimod ud til at knæsætte racisme ved allerede i forberedelsesfasen at sidestille zionisme med racisme og blåstemple censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi- og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år.

De muslimske lande i OIC har dygtigt forfulgt egne interesser, og den frie verden er trængt i defensiven.

Vores egen dagsorden

Pointen er, at den frie verden kun kan vinde værdikampen, hvis vi står sammen og insisterer på vores egen dagsorden om frihed og rettigheder.

EU kunne muligvis i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EU-formandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, da Italien besluttede at boykotte Durban II.

Det var den velansete udenrigsminister og tidligere EU-kommissær Franco Frattini, der meldte ud, at Italien gik i spidsen for EU, og som det første EU-land valgte ikke at deltage i farcen.

Herefter tilføjede han: »Jeg har personligt talt med Holland, Frankrig og Danmark: Alle nærer stor skepsis, og jeg håber, at de vil følge vores eksempel.« Udenrigsministeren holder altså sine kort åbne. Alt andet ville også undre.

Danmark bør tage bestik af den håbløse situation, som FN er havnet i, ikke mindst i forbindelse med Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge Italien - også selv om vi normalt har gode erfaringer med at bide os fast i forhandlingsbordet.

Det lille land i nord med den kloge, gamle udenrigsminister kan måske være dråben, der får det berømte bæger til at flyde over og stopper Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for.

www.durban2.dk

Af Kasper Elbjørn

Glem FN

TROEN på FN som en global styringsenhed og myndighed har bevirket, at Danmark de seneste år har gjort en ihærdig indsats for at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor var det en stolt dansk udenrigsminister, der for nylig kunne konstatere, at målet var nået. Den formelle beslutning bliver taget på FN’s kommende generalforsamling, men pladsen skulle være sikret.

Spørgsmålet er blot, om tiden ikke er løbet fra FN? Om ikke Danmark og andre småstater bør bruge flere kræfter på andre allerede etablerede globale institutioner, der med tiden kan nyde samme tillid, som FN har haft i fredstid?

I marts 2003 gennemførte CNN og avisen USA Today en Gallup-undersøgelse, der viste, at amerikanernes tillid til FN var på et historisk lavpunkt. Seks ud af 10 amerikanere mente, at FN ikke løftede de opgaver, man med rette kunne forvente, at verdensorganisationen påtog sig at løse. Undersøgelsen vakte imidlertid ikke den store opmærksomhed, selvom der var tale om den mest negative FN-måling siden 1953.

Amerikanernes irritation over FN var forståelig. Våbeninspektørernes pinegale søgen efter rygende pistoler kunne ikke andet end fremkalde skepsis i de nationer, der ønskede Saddam Hussein afsat. Dertil udløste Frankrigs løfte om at blokere enhver resolution i FN’s sikkerhedsråd – uanset indhold – en vis forundring. Hvad enten man var for eller imod invasionen af Irak, var der tale om omstændigheder, der måtte resultere i dalende tillid til FN.

Danskerne fulgte da også trop. Næsten hver tredje dansker var blevet mere negativ over for FN efter Irak-krisen i forhold til tidligere, viste en meningsmåling foretaget af PLS Rambøll for Jyllands-Posten i samme periode. For FN havde Irak-krisen således alvorlige konsekvenser.

Mange af de kritikpunkter, der rejstes sidste år, er imidlertid glemt igen. Danskerne og resten af Europa synes at have glemt, hvordan FN udstillede sin afmagt og handlingslammelse over for opgaver, der kun kan løses af en global organisation.

Kritikken af FN som en organisation, der ikke er ansvarlig over for befolkninger, men derimod accepterer, og tilmed er forpligtet til at respektere regeringer styret af tyranner, er forstummet. Glemt er også kritikken af Sikkerhedsrådets forældede opbygning og regler samt de fejlslagne fredsmissioner i Rwanda, Somalia m.v. For slet ikke at nævne korruptionen inden for FN, der for nylig kunne føres tilbage til selv de øverstbeliggende kontorer i FN’s imponerende bygning i New York.

EUROPAS regeringer synes at prioritere en verdensorden dirigeret af en anakronistisk organisation fremfor en demokratisk valgt regering i USA. Og det ligger da også i kortene, at alle lande forsat vil bruge FN som udgangspunkt for deres udenrigspolitik. Men ligesom FN var paralyseret under Den kolde Krig, har FN vist sig handlingslammet i den globale kamp mod terrorister samt regimer, der støtter terrorister. Sådan må det være. Ligesom Sovjetunionen sad med ved bordet under Den kolde Krig, så har lederne af alverdens slyngelstater jo ret til samme indflydelse på FN som alle andre. Derfor har FN ingen legitimitet i dag og kan således ikke virke meningsfyldt.

Erkendelsen af, at en ny verdensorden kræver nye institutioner, er imidlertid fuldstændig fraværende i Europa. Det er besynderligt, da det i høj grad var europæerne med Winston Churchill i spidsen, der tog initiativet til de multilaterale institutioner, vi har benyttet siden Anden Verdenskrig. Og det kan vise sig meget farligt i kampen mod terror, at vores institutioner ikke matcher vores udfordringer.

Jeg er personlig ikke tilhænger af at genopfinde den dybe tallerken flere gange. Madeleine Albrights Demokratiske Verdensforbund, der blev etableret i Warszawa i 2000, var måske nok et frisk pust, men organisationen vil få svært ved at manifestere sig over for eller i stedet for FN. Det er meget mere konstruktivt at tage udgangspunkt i institutioner, der allerede er etableret, men som leder efter nye mål og måske endda eksistensberettigelse.

MIT bud på en ny global organisation, der kan etablere sig over for FN, og med tiden i stedet for FN på den globale scene, er G8.

Ideen til G8 kom fra præsident Fords udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et globalt samarbejdsforum, der udgjordes af demokratisk valgte ledere fra store industrialiserede lande.

Oprettelsen af G8 reflekterede bl.a. FN’s afmagt over for de forskellige internationale udfordringer under Den kolde Krig. Samarbejdet berørte hovedsagelig makroøkonomiske spørgsmål, udenrigshandel og relationer til udviklingslande. Men også spørgsmål om energi, miljø, bekæmpelse af kriminalitet og terror drøftes i G8 i dag.

Medlemmerne af G8 (USA, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Japan og senere også Canada og Rusland) bekender sig til samme demokratiske frihedsidealer. G8 er derfor udstyret med den demokratiske legitimitet, som FN altid har manglet. G8 kan endda erhverve sig den tyngde, der kan effektuere en eller anden form for global styring og et effektivt internationalt retssamfund, hvilket der mere end nogensinde er brug for.

Kombineret med hjælp fra NATO, som alle G8-landene undtagen Rusland og Japan er medlem af, vil G8 endog være udstyret med den militære magt, som FN altid har manglet, men som er nødvendig for effektivt at lede et internationalt retssamfund. Ved et seminar hos den britiske tænketank, Centre for Policy Studies, efter terrorangrebet i 2001 pointerede Henry Kissinger, at muligheden for at skabe en ny verdensorden dirigeret af USA i et tæt samarbejde med demokratiske nationer ligger lige for. Han sammenlignede USA’s rolle globalt med den rolle, som Storbritannien spillede i Europa efter Napoleonskrigene i det 19. århundrede.

Kissingers koncept for fremtidens globale samarbejde er desuden beskrevet i bogen »Does America Need a Foreign Policy?« fra 2001. Her bemærker den aldrende statsmand, at USA hverken bør stræbe efter hegemoni over europæerne eller isolere sig i forhold til kontinentet. Tværtimod mener han, at USA bør engagere sig globalt ud fra en kølig analyse af ligevægtsbegreber og interesser og med respekt for andre demokratier. Kissinger plæderer bl.a. for oprettelsen af et transatlantisk frihandelsområde og nedsættelse af et globalt styrelsesudvalg til behandling af omstridte politiske spørgsmål mellem demokratiske stater.

Meget taler for, at G8 kunne tage vare om hans ideer efter en vis institutionel udvikling. G8 har modsat FN allerede taget bestik af de nye globale udfordringer og inviteret Rusland med i samarbejdet, ligesom Storbritannien inviterede Frankrig med i det europæiske samarbejde kort tid efter Napoleonskrigene. EU er repræsenteret ved formanden for Parlamentet, Kommissions-formanden og formanden for Rådet. Desuden er Kina med på sidelinien, da landet ikke er demokratisk, men i vid udstrækning har indført markedsøkonomi.

Skulle G8 en dag spille en stadig større rolle på den globale scene, vil Kina og andre ikke-demokratiske lande blive tvunget til at gennemføre demokratiske reformer, således at landene kan få indflydelse på G8-landenes beslutninger. Den slags incitamenter eksisterer slet ikke inden for FN samarbejdet.

KRITIKERE af G8 kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er i små landes interesse, at G8 får magt på bekostning af FN?

Meget tyder på, at vi ikke skal være bekymrede. Invasionen af Irak har vist, at lande som Holland, Danmark, Norge, Litauen osv. kan få betydelig indflydelse på trods af vores beskedne størrelse. Eksemplet er bevis for, at den ny verdensorden nok vil blive dirigeret af USA og med udgangspunkt i principperne i Bush-doktrinen, men andre lande, der bekender sig til de samme værdier som USA, kan fungere som vigtige medspillere.

De egentlige tabere vil blive lande, der ikke bekender sig til demokrati og markedsøkonomi, og som ikke overholder international lovgivning, men er styret af tyranner. Disse lande vil blive presset til reformer, ligesom befolkningerne indirekte vil blive opfordret til at vælte deres regeringer for at få indflydelse på den globale dagsorden.

Af Kasper Elbjørn