Blog (Tag: carter)

Nobels fredspris gik til 1,3 mia. mennesker

Den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo fik Nobels fredspris 2010. Det oplyste Nobelkomitéen i dag. I virkeligheden er det Kinas 1,330,141,295 mennesker, der har fået prisen.

Mange troede, at en kinesisk systemkritiker ville modtage Nobels fredspris sidste år - ikke mindst for at markere 20-årsdagen for massakren på den Himmelske Freds Plads.

Det havde nordmændene tilsyneladende ikke mod til. I stedet chokerede de næsten alle ved at tildele 2009-prisen til den nyvalgte amerikanske præsident, Barack Obama.

På forventet efterbevilling
Jeg stod på en banegård, og havde ikke hørt nyheden, da en journalist fra DR2 sidste år ringede og fortalte mig, at Præsident Obama havde vundet Nobels fredspris.

I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der stadig er formand for Nobelpriskomiteen. Han fortalte, at man gav Obama prisen for at støtte ham i den politik, han ønsker at gennemføre.

Selv de venstreliberale i USA blev taget på sengen. Det var næsten som om, de venstreliberale i USA var de mest chokerede over, at Obama fik prisen på forventet efterbevilling, men som Jennifer Rubin fra Commentary Magazine tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Det er ofte gået galt
Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at man ofte har taget sig til hovedet over valget af prismodtagere.

Tænk bare på, da man gav prisen til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov (199o) uden at lade ham dele prisen med USAs tidligere præsident, Ronald Reagan. Dertil kommer, at Gobatjov sendte den Røde Hær ind i Letland og Lithauen to måneder efter han havde modtaget prisen fordi de to lande ønskede uafhængighed fra det rædselsregime, han stod i spidsen for. 

Eller da man gav prisen til Yassir Arafat (1994) eller Jimmi Carter (2002). Og så har jeg ikke engang nævnt Al Gore (2004).

Nobels fredspris kan stadig gøre en forskel
Når jeg stadig tager Nobels fredspris seriøst, er det selvfølgelig fordi, jeg tror fuldt og fast på, at den kan gøre en forskel, når den går til de rigtige. Dem der virkelig har gjort en forskel.

Her kunne man fremhæve Muhammad Yunus (2006), der fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk!

Eller tænk på da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 - 20 år efter Lech Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang - som så mange andre gange - sendte Nobelkomitéen et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år, som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama ugen inden han selv fik prisen havde afvist at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina.

Liu Xiaobo er et godt valg
Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Målet må være en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer.

Det er på høje tid, at den frie verden begynder at delegitimere det socialistiske regime i Kina. Derfor er Liu Xiaobo den helt rigtige nobelprismodtager.

Han er manden bag manifestet, Charter 08, der er udstedt på 60-årsdagen for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Charter 08 opfordrer til en “fri, demokratisk nation”, og er inspireret af Charter 77, der brev grundlagt af bl.a. Vaclav Havel, der efter fløjlsrevolution i Østeuropa blev præsident i det daværende Tjekkoslovakiet, og har ført an i kampagnen for at give Liu Xiaobo prisen.

Man kan håbe, at kineserne en dag får samme frihed og rettigheder, som østeuropæerne fik efter fløjlsrevolutionen i 1989.

Af Kasper Elbjørn

80erne genfortalt

Niels Krause Kjær, der ofte gjorde livet surt for mig, da jeg arbejdede for CEPOS, fordi han kritiserede tænketanken for at være for lidt borgerlig og alt for liberal, har en rigtig god blog på Berlingske Tidendes netavis i disse dage. Hans blog er et svar til dem, der tegner et dystert billede af 1980erne. I stedet skriver han, at det var et et flot årti, hvor fundamentet til det moderne og globale samfund blev skabt, og hvor de fleste tog ansvar, som vores bedsteforældres generation havde gjort det. Han roser bl.a. politikerne fra dengang, og det skal han til gengæld selv have ros for, selvom han har en mærkelig bemærkning om, at musikken var dårlig. Det var den bestemt ikke! 

Han skriver bl.a.: “Det er rigtigt, at Den Kolde Krig var en del af debatten. Nogle tog det seriøst og aftjente for eksempel værnepligt som et beskedent bidrag til en mere sikker verden. Andre mente, det skabte mere fred at drage til en ørken i Nevada under parolen ’Next Stop’ og kritisere vennerne. Ved den lejlighed deltog jeg sammen med en håndfuld unge konservative i DR TV’s glade monopol-dage i programmet ’Ugens Gæst’, hvor vi diskuterede med en håndfuld fra ’Next Stop’-bevægelsen - flere af dem var, vidste vi allerede dengang, forklædte ungkommunister. En af pigerne forklarede under udsendelsen, at hun i forbindelse med noget, Ronald Reagan havde sagt, var blevet så bange for atombomben, at hun ikke havde haft menstruation i tre måneder (!). Meget havde vi forberedt os på, inden udsendelsen, men lige netop dét argument havde vi ikke forudset”.

Det er da morsomt!

Da jeg havde grint færdigt, bemærkede jeg, hvor mange der var uenige med ham. En enkelt blogger kalder sågar hans blog for neo-liberal historieskrivning. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men at kalde Niels Krause for neo-liberal (eller mig for den sags skyld) er måske lige at stramme den. Jeg tror, det må være Niels Krauses anerkendelse af Præsident Ronald Reagans resultater, der er skyld i vreden.

Personligt mener jeg, at Reagan var en af de helt store præsidenter. Det betyder ikke, at jeg vil forsvare alt hvad han gjorde. Eksempelvis hører jeg til dem, der mener, at Reagans præsidentperiode markerer begyndelsen på en trend, som har gældsfinansiering og kreditekspansion som dens varemærke, og altså i sidste ende ledte til finanskrisen sidste år.

Modsat socialister, miljøideologer m.v. tillader jeg mig at være nuanceret i min tilgang til politik. Jeg tror eksempelvis, at Lars Løkke kan blive en fremragende statsminister, men han får det ikke nemt, og naturligvis er jeg ikke enig i alt, hvad han gør og siger. Det samme gælder Reagan, selvom jeg overordnet mener, han var en fantastisk præsident.

Ligesom Bill Clinton og Barack Obama repræsenterede han amerikanernes stræben efter lykke fordi han kom fra ingenting, og nåede det højeste hverv i USA. Han genskabte den amerikanske selvtillid efter Vietnam, Watergate og Carter, ligesom Obama på mange måder har en stor, stor chance for at gøre, men stadig ikke har bevist, at han kan.

I Danmark og resten af verden kan vi takke Reagan for at knække Sovjetunionen. Og det er da skønt, at ingen i dag har uregelmæssig menstruation pga. den Kolde Krig.

Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Gorbatjov blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte.

I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var “(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

“We did it. We weren’t just marking time. We made a difference. We made the city stronger. We made the city freer, and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all”, som Reagan sagde i sin afskedstale i 1989.

Af Kasper Elbjørn

Håb er ikke det samme som fred, frihed, demokrati og lige rettigheder

Jeg troede simpelthen ikke på journalisten, der ringede og fortalte mig, at den amerikanske præsident, Barack Obama, havde vundet Nobels fredspris. Jeg havde ikke hørt nyheden, og troede, journalisten fra Deadline tog pis på mig, men kunne efter et stykke tid høre, at han var gravalvorlig. I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der i dag er formand for Nobelpris komiteen. Han fortalte, at Præsident Obama havde fået prisen for at skabe håb for en bedre verden.

Når jeg stiller mig temmelig uforstående overfor valget af præsident Obama, er det ikke fordi jeg synes, han har gjort noget galt. Jeg blev overrasket, fordi han intet har gjort, men kun talt om, hvad han vil gøre, og jeg har aldrig hørt tidligere, at man kan få en så prestigefyldt pris alene fordi man har gode intentioner. Det er noget nær ødelæggende for prisen, når man forveksler gode intentioner med resultater.

Det glæder mig derfor, at jeg ikke er den eneste der var overrasket. Nobelprismodtagere som Polens frihedshelt, tidligere præsident Lech Walesa, der fik prisen i 1983 (så vidt jeg husker imens han sad i fængsel), sagde lige ud, at det var ”Allerede? Det er for tidligt”. I weekenden læste jeg så, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som ellers har været meget (meget mere end jeg) begejstret for Obama også er en smule forundret. De venstreliberale i USA blev også taget på sengen, kunne man læse på diverse blogs. Faktisk syntes de venstreliberale i USA at være de mest chokerede over at Præsident Obama fik prisen, men som Jennifer Rubin (Commentary Magazine) tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at Reagan ikke fik den sammen med Gorbatjov, og selvom jeg stadig ikke forstår, man gav den til Yassir Aarfat (1994), Jimmi Carter (2002), Al Gore (2007) og nu prisen til Præsident Obama. Når jeg stadig tager den seriøst, er det selvfølgelig fordi den stadig kan gøre en forskel, når den går til den/de rigtige. Tænk på da Muhammad Yunus fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk! Eller tænk på, da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 20 år efter Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang sendte Nobelkomitéen endnu engang et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama i denne uge afviste at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina. Præsident Obama insisterede i denne uge - umiddelbart inden han fik Nobelprisen - på at mødes med Kinas diktatorer først og derefter med Dalai Lama. Det skal nævnes, at Præsident George W. Bush insisterede på, at mødes med Dalai Lama lige inden han tog på sit første besøg i Kina. Strategisk klogt? Måske ikke. Men moralsk rigtigt.

Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Vi ønsker en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer, og prisen er gået til en mand, der har så travlt med at mødes med indsmigre sig hos alverdens diktatorer, at han ikke vil mødes med de kvinder og mænd, som prøver at bekæmpe dem. Lad os – håbe – Nobelpris komiteen får ret. Ikke kun for prisens skyld, men også for verdensfredens skyld.

Af Kasper Elbjørn

Præsidenten fører

George W. Bush fører nu for første gang i år over demokraternes John Kerry. Det viser en meningsmåling foretaget af Los Angeles Times. Man skulle tro, det var en nyhed, de danske medier ville kaste sig over. Men når det går godt for Bush og skidt for Kerry, er det lige pludselig ikke så interessant at rapportere fra den amerikanske valgkamp. Årsagen til at præsidenten har taget føringen, kan til en vis grad findes i de seneste ugers reklamer, som kritiserede Kerry's soldatertid i Vietnam og efterfølgende modstand mod Vietnamkrigen. Den ene af reklamerne har imidlertid vist sig at være direkte løgn, imens den anden, der kritiserede Kerry for at have kaldt sine soldaterkammerater for krigsforbrydere i en høring i senatet i 1971, principielt havde sin rigtighed. Den historie har vi alle hørt. Og hvis de danske korrespondenter besinder sig og rapporterer om den bemærkelsesværdige meningsmåling, vil vi efter alt at dømme også blive fortalt, at republikanerne ikke skal glæde sig for tidligt.

Vietnam-veteranerne

Vi vil formentlig blive tudet ørerne fulde om, at præsidentens folk muligvis har meget nære forbindelser til Vietnam-veteranerne, der indsatte reklamerne, og at reklamerne derfor vil ramme Republikanerne som en boomerang. Den sædvanlige klagesang. Historien er dog ikke så enkel. Kerry viste således svaghedstegn allerede efter Demokraternes konvent. Ikke mindst Kerrys tale blev ellers skamrost af medierne. I Danmark var hans tale ligefrem forsidehistorie. Men lige lidt hjalp det, selvom et parti normalt stiger med ca. 10 procent. point efter et veltilrettelagt konvent. Det gik nærmest lige modsat. I de mest positive meningsmålinger gik Kerry frem med 3 procentpoint. I andre var Kerry ligefrem gået tilbage. I Washington tumler man stadig med udfaldet. Journalisterne har røde ører, og forskerne hiver sig i håret. Ikke siden 1972 er et parti gået tilbage efter et konvent. Og 1972 skræmmer naturligvis. I 1972 tabte Demokraternes George McGovern som bekendt stort til Præsident Nixon. Hørte journalisterne, hvad man ville høre, eller hørte amerikanerne bare ikke det samme som journalisterne? Svaret burde give grund til eftertænksomhed. Også i de danske medier. Ikke mindst når man så tydeligt favoriserer den demokratiske kandidat over den siddende republikanske kandidat. Valget i USA er ikke afgjort trods den seneste meningsmåling. Historisk er meningsmålingerne i begyndelsen af september dog et ret sikkert pejlemærke. Kun en gang er det ikke gået som meningsmålingerne forudsagde i begyndelsen af september. Det var i 1980, hvor Jimmy Carter og Ronald Reagan havde lige stor tilslutning i september, men hvor Reagan alligevel vandt en jordskredssejr.

Af Kasper Elbjørn