Blog (Tag: chavez)

Georgiens præsident fører stort ved lokalvalg

De første resultater fra lokalvalgene i Georgien er begyndt at løbe ind. De er ret interessante.

Det er første gang, der er valg i Georgien siden Rusland invaderede landet for to år siden, og præsident Mikhail Saakashvilis parti fører i meningsmålingerne.

Valgkommission udtalte her til formiddag, at baseret på de første 4% af de optalte stemmer, havde Saakashvilis parti fået næsten 70% af stemmerne.

Det er et ret interessant resultat, hvis man har læst analyser og kommentarer om Georgien og landets præsident de sidste to år.

Han har ikke fået mange pæne ord med på vejen siden den russiske invasion.

Ruslands effektive spin-maskine
Den effektive russiske spin-maskine har overbevidst alverdens godtfolk om, at Saakashvili selv bad om at få klø af den russiske bjørn i august 2008, og at det var forventeligt, at Rusland ikke bare ville se på, at lande, der engang var besat af russerne og underlagt Sovjetunionen, ønsker at blive integreret i EU og NATO.

Eksempelvis skrev Berlingske Tidende den 14. august 2008, at USA og Europa har »vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO. De især amerikanske bestræbelser på at få også Ukraine og Georgien ind i NATO har imidlertid været en mundfuld for meget set fra Moskva«.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad Berlingske Tidende mente med, at EU og NATO æder sig dybere ind i Sovjetunionens interessesfære.

Mig bekendt gik det såkaldte Ondskabens Imperium til grunde den 25. december 1991.

Til gengæld noterede jeg mig over 70% af georgierne gik ind for NATO-medlemskab ved en folkeafstemning, som blev holdt sideløbende med præsidentvalget den 5. januar 2008.

En nation som alle andre
I min optik er Georgien en nation, som alle andre, og som enhver anden nation, der har været besat i en menneskealder, ønsker befolkningen at benytte og beskytte deres nyfundne frihed og rettigheder.

Sydossetien, som russerne startede med at invadere, er en del af Georgien, og derfor var Georgien i sin fulde ret til at svare igen, da russerne løb over grænsen i august 2008.

Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig i hvad der sker i provinsen uanset om Georgien engang for 20 år siden var en del af Sovjetunionen.

Verden delt i to
Internationalt dannedes to fraktioner efter invasionen.

På den ene side stod USA, der var midt i præsidentvalgkampen, og begge præsidentkandidater støttede georgierne, og derudover de nye EU-medlemslande. Ledere fra Polen, Estland, Letland og Litauen rejste, ligesom den daværende amerikanske udenrigsminister, til Tbilisi med fuld støtte til Georgien.

På den anden side stod lande som Tyskland, Italien og Spanien, der ikke ønskede, at handelsrelationerne til Moskva led skade. Den allestedsnærværende Hugo Chavez anerkendte naturligvis Sydossetien.

Frankrig tilhører normalt den sidste fraktion, men den franske regering med den fremragende udenrigsminister Bernard Kouchner i spidsen prøvede at stille sig neutralt, fordi landet havde formandskabet for EU.

Dertil kom, at franske meningsdannere på tværs af politiske skel talte Georgiens sag.

SOS Georgien? Nej, SOS Europa!
Under overskriften SOS Géorgie? SOS Europe! skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération, at den georgiske test vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien, og støttede i øvrigt den præsident Sarkozy ved valget i 2007.

Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten.

Lévy er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy med én stemme mod Rusland.

Deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod de russiske aggressorer, afslører vi os selv som papirtigre, fra hvem man ikke kan forvente andet end gode intentioner.

Forventet reaktion fra EU
EU reagerede, som vi ved, helt som man frygtede, og EU’s undersøgelse af krigen retfærdiggjorde, at Rusland gik ind i Georgien.

Det fik en hær af kommentatorer fra fraktionen, der ikke kunne forstå, at Georgien i dag har ret til at forsvare sig, til at fordømme Præsident Saakashvili for hans opførsel og dispositioner.

Imens rullede den russiske propagandamaskine sig ud.

Allerede få måneder efter krigen sluttede var russerne klar med dokumentaren ‘War 08.08.08 - Forræderiets kunst’, der fremstillede krigen, som magthaverne i Kreml gerne vil have vi ser krigen.

Derefter kom spillefilmen ‘Olympus Inferne’, der også fortæller historien om, hvordan russerne måtte træde til for at redde Syd-ossetherne fra folkemord.

Filmen er i følge Politiken blevet vist på nationalt russisk tv, og filmens instruktør påstår, hans film er historisk korrekt. »Tiden vil vise, hvem der har ret«, sagde instruktøren Ogor Voloshin til Time Magazine.

I dag har det georgiske folk mulighed for at fortælle, hvem de mener, der havde ret, og hvem de stoler på.

Af Kasper Elbjørn

Frit spil til socialister, fascister og islamister

Jeg tror, alle kender til ønsket om, at ens værste anelser, er forkerte. At ens advarelser er ligeså hysteriske, som det man advarer imod. Jeg håbede i lang tid, at deltagerne på klimatopmødet var velmenende og oprigtigt bekymrede for den globale opvarming, men mine værste anelser blev bekræftet, da jeg hørte klapsalverne under Venezuelas præsident, Hugo Chavez tale i Bella Centret.

»Med en omskrivning af Karl Marx, vil jeg sige, at der er et spøgelse, der løber gennem Københavns gader«, sagde præsident Chavez. »Kapitalismen er dette spøgelse. Ingen, tror jeg, ønsker at nævne det. Kapitalismen. Jeg har også bemærket nogle af de skilte udenfor denne konference. På et af de skilte, der især var interessante, stod der, »Lad os ikke ændre klimaet -lad os ændre systemet!« Dette budskab kan jeg især godt lide, og jeg vil gerne tilføje, at ved at ændre systemet kan vi redde planeten. Den destruktive kapitalistiske model udrydder liv,« fortsatte Chavez, men blev afbrudt. Ikke af vrede - men af klapsalver.

Det er længe siden, at nationer bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur.

Siden Den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med kapitalismens indtog er staternes magt i forhold til borgerne blevet udhulet og alverdens diktatorer er forsvundet eller fjernet. Befolkninger rundt omkring på kloden har siden begyndelsen af 1990erne ikke længere været tvunget til at leve under den umenneskelige planøkonomiske styring, men har fået frihed og rettigheder til frit at handle med hinanden.

Sådan er det desværre ikke gået i Venezuela.

Bedst som man troede, at planøkonomien så småt var ved at afgå ved døden, viste den sit grimme ansigt i form af Hugo Chavez. Siden han blev valgt, har menneskerettighederne været under konstant pres. Centralbankens uafhængighed er blevet stækket, ligesom Chavez pr. dekret har eksproprieret virksomheder m. v. Dertil kommer hans planer om en centralt styret planøkonomi i et latinamerikansk storrum, der vækker minder om noget, Europa helst vil glemme. Nabolandet Colombia har allerede fået en advarsel. I en tale så sent som i sidste måned bad Chavez sine militære ledere om at forberede sig »på krig« med Colombia, fordi landet havde bedt USA om hjælp til at bekæmpe terrorister.

Der var ham og hans kritik af kapitalismen, som de delegerede i Bella Centret hyldede, inden de begyndte at give den danske regering skylden for, at klimaaftalen ikke blev ambitiøs nok. Problemet er bare, at uanset hvilken aftale, den danske regering præsenterede, ville den aldrig blive ambitiøs nok for de delegerede, der heppede på præsident Chavez. De var nemlig ikke Chavez nyttige idioter. De accepterede ikke at høre på alverdens socialister, fascister og islamister for at få en aftale. De var enige og deres mål var ikke at passe på miljøet, men at angribe den frihed og de rettigheder, der er grundlaget for vores kapitalistiske samfund.

Endnu en gang lod vi dem få frit spil.

Af Kasper Elbjørn

Planøkonomiens genopståen

Bedst som man troede, at planøkonomien så småt var ved at afgå ved døden til alverdens folks glæde, viser den sit grimme ansigt i form af den venezuelanske præsident, Hugo Chavez. 

Det er længe siden, at en nation bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur. Siden den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med markedsøkonomiens indtog over hele verden, er statens magt blevet udhulet i de mange lande, og diktatorerne forsvundet eller fjernet. Men med de seneste tiltag under præsident Chavez er det bestemt ikke den vej, Venezuela bevæger sig. 

Siden Chavez blev genvalgt i 2006 har han forlangt ændringer i forfatningen, således at der ikke længere er noget i vejen for, at han kan genopstille. Menneskerettighedsforholdene i landet herunder ytrings- og pressefriheden er i stigende grad under pres. Centralbankens uafhængighed er blevet stækket for at fremme den såkaldte venezuelanske socialistiske revolution, ligesom præsidenten har bedt nationalforsamlingen om tilladelse til at regere pr. dekret. Udviklingen kulminerede i sidste uge, hvor Præsident Chavez bekendtgjorde, at han via dekret ville give staten lov til at ekspropriere supermarkeder, forretninger og andre virksomheder. 

Udviklingen skræmmer. Den 5. marts 1933 var der valg i Tyskland. Valget var præget af rigsdagsbranden, der havde skabt utryghed i den i forvejen oprørte tyske befolkning. Nationalsocialisterne lovede økonomiske og politisk stabilitet. De fik et pænt valg, men ikke flertal. Alligevel blev den såkaldte Ermächtigungsgesetz gennemført ved hjælp af nye afstemningsregler, opfundet til lejligheden. Loven gav den nye kansler magt til at regere pr. dekret uden parlamentarisk vedtagelse, og ideen om en centralt styret planøkonomi i et tysk storrum kunne implementeres.

Af Kasper Elbjørn