Blog (Tag: churchill)

Tilbage til fremtiden

 

Verden er i den alvorligste økonomiske krise nogensinde. Det sagde chefen for den internationale pengefond, IMF, Dominique Strauss-Kahn i sin tale forleden. Han tror, krisen vil presse millioner ud i fattigdom og arbejdsløshed, ligesom han frygter uro og endog krig.

Strauss-Kahn skal have ros for at sige tingene lige ud. I tiden op til Anden Verdenskrig var der også kun én mand, der sagde tingene lige ud. Det var Winston Churchill.

Et års tid efter krigen var slut holdt Churchill sin berømte Zürich-tale, hvor han første gang fremførte ideen om en form for " United States of Europe". Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden, og han opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig. Talen danner stadig rammen for det europæiske fællesskab, som vi finder i EU, og den er værd at huske på.

Jeg mener ikke, EU skal lægge fortiden bag sig. Jeg synes, EU skal tilbage til fremtiden! Vi skal tilbage til den politik, der gjorde så meget godt for Europa i 1980erne, hvor man i fællesskab brød murer ned mellem mennesker og markeder og skabte EU's Indre Marked. Det skabte vækst og velstand, og det er der brug for igen.

Frihandel er og bliver fremtiden for Europa. Målet er selvfølgelig fred, frihed og frihandel i hele verden, men EU kan gå forrest, hvis vi vil, og det er der behov for i disse dage.

Af Kasper Elbjørn

Min tale til VU aftenen før præsidentvalget 2008

kaver.jpg

Uanset hvem der vinder valget i nat, så vinder USA. Der er tale om to fremragende kandidater. På hver deres måde repræsenterer de bedste ved USA.

I den amerikanske uafhængighedserklæring skrev Thomas Jefferson, at alle mennesker har visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

John McCain repræsenterer de første rettigheder i denne sætning. På linie med Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt har han gennem hele sit liv kæmpet for menneskers umistelige ret til et liv i frihed.

Barack Obama er indbegrebet af den amerikanske drøm.

Ligesom Ronald Reagan og Bill Clinton repræsenterer han amerikanernes stræben efter lykke.

Begge to vil skabe forandring og forandringen skal genskabe troen på Amerika og på ordene i Uafhængighedserklæringen, som Thomas Jefferson skrev for 232 år siden.

De har samme mål, men vil bruge forskellige midler til at nå målet.

Årsagen til, at jeg er her i dag og stiller op til Europa-Parlamentet er faktisk lidt den samme.

Jeg vil gerne være med til at genskabe troen på det europæiske samarbejde i EU.

Men det kræver, at EU vender tilbage til det, som EU er bedst til, og gør det sammen med USA og resten af den frie verden.

Mine politiske holdninger blev formet tilbage i frihedsåret 1989.

Der skete en masse ting i 89.

Først var der Massakren på den Himmelske Freds Plads i Kina.

Massakren repræsenterede alt, hvad jeg var imod.

Det var socialismen, der udfoldede sig og viste sit sande ansigt, da de kinesiske soldater skød på de studerende, fordi de sagde sandheden om det socialistiske regime i Kina.

Det var ikke den vej, jeg ønskede Vesteuropa skulle gå.

Dengang var Europa stadig delt med en mur ned igennem hele Europa.

Og planøkonomien og den socialistiske statsterror havde vist sig at være et helvede for østeuropæerne.

Vesteuropas nationer var derimod frie og velfungerende demokratiske nationer, der skabte vækst og velstand ved hjælp af markedsøkonomien.

Sammen havde Vesteuropas ledere skabt EFs Indre Marked.

Gennem Indre fællesmarked havde landene udviklet en sammenhængskraft - mellem medlemsstaterne - som Europa ALDRIG før havde kendt magen til.

Årsagen var selvfølgelig, at man afskaffede handelshindringer, og gjorde livet lettere for europæerne.

Det blev lettere at bevæge sig rundt i Europa, og det blev lettere at handle med hinanden.

Frihandlen sejrede over hele Europa.

Og sammenhængskraften i Vesteuropa blev styrket, fordi man gik den liberale vej.

Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at EU var en fantastisk platform for et lille land som Danmark i en globaliseret verden.

Det lyder lidt som en kliche, men al det liberale kom fra Bruxelles.

Siden Murens fald, fløjlsrevolutionerne i Østeuropa, Baltikums frihed og Tysklands genforening – har Europa lullet sig i søvn.

Man troede alt var godt.

Det var sket før!

I tiden op til Anden Verdenskrig tog Europas ledere HELLER IKKE de nye trusselstegn alvorligt.

På nær én mand. Det var Winston Churchill.

Og den 19. september 1946 holdt Churchill sin berømte Zürich-tale, hvor han første gang fremførte ideen om en form for ”United States of Europe”.

Churchill begyndte talen med en advarsel om, at han i dag ville tale om Europas tragedie.

Så fremhævede han Europas gunstige vækstvilkår, traditioner og kulturhistorie.

Men så kom opsangen til de unge universitetsstuderende, der lyttede med.

Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden.

Og Churchill opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig.

Her 7 år efter terrorangrebet i New York og Washington, synes jeg, man kan sige, at selvom terrorangrebet var forfærdeligt - kan vi også lære af angrebet.

Lidt ligesom Churchill mente, at vi skulle lære af Anden Verdenskrig.

Der er dog en forskel – fordi jeg synes ikke, EU skal lægge fortiden bag sig. 

Jeg synes, vi skal - tilbage til fremtiden og frihed og frihandel – dét er fremtiden!

Frihed og frihandel –  kan genskabe troen på EU.

Det er også derfor, at jeg er tilhænger af John McCain.

McCain er er gammel mand, men hans budskab er fremtidssikret.

Obama siger han vil tage fra dem, der arbejder hårdest og tjener mest og sprede velstanden.

Men det har vi prøvet i Europa. Ikke mindst her i Danmark.

Resultatet er at Danmark i dag har den mindste vækst i OECD.

McCain vil skabe vækst. Og han vil gøre det gennem frihed og frihandel.

Han ved, at mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden

USA er - ud over EU og Norge - Danmarks vigtigste eksportmarked.

Mere protektionisme vil ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik.

Derfor tror jeg McCain vil være bedst for Danmark og Europa.

Den frie verden må arbejde sammen genskabe troen på Thomas Jeffersons ord i uafhængighedserklæringen om, at alle mennesker har ret til et liv i frihed og ret til at stræbe efter deres egen lykke.

Af

Anmeldelse af "Lederskab" af Rudy Giuliani - på dansk ved Lene Astrup i JP

Det bedste råd, jeg fik, da jeg blev ansat som kommunikationschef hos tænketanken CEPOS i februar 2005, lød ”Show it, don’t shout it”. Det var min tidligere kollega, der anbefalede, at vi altid skulle love for lidt og præstere for meget.

Budskabet er et af de centrale ledelsesprincipper, som New Yorks tidligere borgmester, Rudy Giuliani, præsenterer i bogen ”Lederskab”, ligesom bogen i sig selv lever op til reglen.

”Lederskab” er således meget mere end politikerens guide til god ledelse. Den er historien om, hvordan den skandaleramte, afgående politiker på én dag blev til hele verdens borgmester. Rudy Giuliani fortæller historien om 11. september 2001, da verden blev en anden. Vi hører, hvordan Rudy får brug for alle aspekter af lederskab, da to passagerfly flyver ind i symbolet på den vestlige verdens frihed og velstand. De to tårne på Manhattan. Hvordan telefonlinien bliver afbrudt, da Rudy Giuliani prøver at komme igennem til vicepræsidenten, fordi tårnene styrter sammen. Hvordan Rudy frygtløst beroliger omverdenen, at han har kommandoen og er i live direkte fra krigsskuepladsen. Og hvordan han om natten finder inspiration og styrke i Roy Jenkins bog om Winston Churchill, som ligger på hans natbord.

Det er en fascinerende fortælling, som alle kan lære af. En bog der ikke efterlader nogen tvivl om, hvorfor Rudy fører i meningsmålingerne om at blive republikanernes præsidentkandidat, og kan bringe Hillary Clinton og Barack Obamas håb om at flytte ind i det Hvide Hus i seriøs fare.

Rudy Giulianis bog er en personlig beskrivelse af ledelsesprincipper, der har virket for ham i tiden som borgmester, og som han ydmygt anbefaler gennem anekdoter og gode historier. Overordnet handler de om at prioritere, forberede sig, give ansvar fra sig og omgive sig med dygtige mennesker, lytte til alle gode ideer, uanset hvem de kommer fra, og lade medarbejderne udvikle ideerne, samt tillid og sund skepsis. Ligesom vi hører, hvordan hans far lærte ham, at en god leder er som en bokser, hvis vigtigste færdighed er at forblive rolig kampen igennem.

En anden interessant pointe er Rudy Giulianis opgør med den populære forhånelse af mikroledelse.

En selvsikker leder vil ikke tøve med at give ansvar fra sig, men han skal aldrig være for fin til at kende detaljerne i sin organisation eller virksomhed. Han skal tænke på detaljerne, skriver han, og henviser til teorien om ”de knuste vinduer”, som blev udviklet af tænketanken Manhattan Institute, og som Rudy med stor succes gjorde til sin egen.

Teorien om de knuste vinduer gik ud på at skabe et miljø, hvor kriminelle ikke følte sig hjemme. Teorien om de knuste vinduer er udviklet af kriminologen George Kelling og forskeren James Q. Wilson, og de forudså, at ét knust vindue ville blive til flere knuste vinduer. En kriminel handling ville blive til flere kriminelle handlinger, og langsomt ville der ske en nedbrydning af et område gennem hærværk og vandalisering, hvis ikke man med det samme satte hårdt ind mod kriminaliteten.

Da Rudi Giuliani blev borgmester i New York i 1994, introducerede han ideen i lovgivningen. Mere politi på gaderne, hårdere straffe for selv de mindste forseelser og bedre renovation. Alt sammen for at skabe tryghed for de lovlydige borgere. Resultaterne var slående. Selvom kriminalitetsraterne var for nedadgående i hele landet, nedbragte New York kriminaliteten tre til seks gange mere end landsgennemsnittet. Tallene taler for sig selv, og Rudys resultater blev et forbillede verden over.

Alt i alt er bogen dybt inspirerende og oversat til et elegant dansk. Desværre mangler der både navne- og emneregister, hvilket er ret ærgerligt, da bogen er så meget mere end blot en bog om ledelsesredskaber. Det ødelægger dog ikke helhedsbilledet.

Af Kasper Elbjørn

Ideen, der forvandlede New York

Rudi Giuliani blev verdenskendt som Amerikas Borgmester, da han på næsten Churchillsk facon beroligede verden umiddelbart efter terrorangrebet den 11. september 2001. Men allerede inden da havde han vist sig at være en modig og spektakulær politiker. Lang tid før han blev valgt som borgmester, troede han på, at tanker, ideer og visioner kan ændre enhver by, stat eller organisation for altid. Det blev hans egen lykke og New Yorks redning.

Charles Sahm er vicedirektør på Manhattan Institute, der ligger i en kontorbygning lige ved New Yorks hovedbanegård, Grand Central Station. Han er ikke i tvivl om, at historien om Manhattan Institute og Giuliani er et af de bedste eksempler på, hvordan en tænketanks ideer kan blive til virkelighed og få en enorm og positiv indflydelse på samfundet.

»Livskvaliteten i New York var forsvindende lille, og det ændrede man,« siger han i dag 25 år efter, at teorien om de ødelagte vinduer ”Broken Windows”, der forvandlede New York, blev født.

Charles Sahm fortæller, at historien om Manhattan Institute er ejendommelig i et amerikansk perspektiv. Modsat de fleste andre tænketanke i USA er Manhattan Institute oprettet af en europæer, den britiske mangemillionær Anthony Fischer i 1978. Han havde med stor succes stiftet den britiske tænketank Institute of Economic Affairs tilbage i 1955 i frustration over planøkonomiens fremmarch, og nu gik turen altså til New York.

Året 1978 er ikke ligegyldigt. New York var på daværende tidspunkt lammet af kriminalitet og økonomisk krise. Præsident Gerald Ford havde nægtet byen yderligere økonomisk hjælp. Overskriften i avisen Daily News den 30. oktober 1975 var ikke til at tage fejl af: »Ford to City: Drop Dead«.

Der var brug for nytænkning, og Anthony Fischer så en ny mulighed for at tilvejebringe reformer, der kunne skabe mere frihed og større personligt ansvar.

En tænketank er dog aldrig garanteret succes. Det er altid en kamp op ad bakke for tænketanke, da de løsningsmodeller, som tænketanke arbejder med, som regel er præget af at være langsigtede og idealistiske. Manhattan Institute måtte især slås med at være en borgerlig tænketank i en traditionel venstreorienteret by. Der gik da også mange år, før Manhattan Institute for alvor slog igennem og fik indflydelse på New Yorks udvikling.

Kriminologen George Kelling og forskeren James Q. Wilson havde i 1982 skrevet en artikel om en teori, som de kaldte ”Broken Windows”. Teorien om de knuste vinduer gik ud på at skabe et miljø, hvor kriminelle ikke følte sig hjemme. Hvis man så et ødelagt vindue, skulle det udskiftes med det samme. Årsagen var, at hvis vinduet ikke blev udskiftet, ville der skabes en stemning af, at det var i orden at smadre vinduer. Ét knust vindue bliver til flere knuste vinduer, og langsomt vil der ske en nedbrydning af et område gennem hærværk og vandalisering, der med tiden fører til, at de mennesker, som bor i området, bliver utrygge og flytter væk.

Kelling og Wilson forudså, at hvis man derimod slår hårdt ned på selv den mindste kriminelle handling, skabes der en stemning af tryghed, der breder sig, og får de kriminelle til at føle sig uvelkomne og udenfor det almindelige samfund. Dermed kan vindue-teorien med tiden også forebygge de mere alvorlige kriminelle handlinger, der ofte begås af dem, der begyndte med at smadre vinduer for sjov.

Lawrence J. Mone, der i dag er direktør for Manhattan Institute, arbejdede som analytiker i tænketanken, da han ved en tilfældighed stødte på Kelling og Wilsons artikel i 1989. Mone fandt dog hurtigt ud af, at New Yorks unge politichef Bill Bratton allerede havde taget ideen til sig og introduceret den nede i undergrundsbanen. Her havde man sat hårdt ind mod graffitimaleri og billetsnydere.

»Mange havde spurgt: Hvorfor bruge tid og penge på at have to betjente stående og dele små bøder ud for lovovertrædelser som graffiti og billetsnyderi. Men det viste sig hurtigt, at de samme fyre, som snød med billetterne og tegnede på væggene, faktisk også begik andre forbrydelser samme dag. Dermed kunne man bruge disse små forseelser til at få bugt med mere vigtige lovovertrædelser. Derudover fjernede man graffitien hver aften, så der var faktisk både en stor visuel ændring og reel ændring. Alt i alt følte folk, at der blev gjort noget aktivt for at få bugt med kriminaliteten, og de følte sig dermed mere trygge, ligesom de kriminelle følte sig mere utrygge. Så indsatsen i undergrundsbanen var allerede en stor succes,« siger Charles Sahm.

Manhattan Institute inviterede derfor både George Kelling og Bill Bratton til seminarer for at promovere ideen, og man fik Kelling til at skrive artiklen om til en bog ”Fixing Broken Windows” (1996), ligesom instituttets magasin City Journal behandlede emnet flere gange.

Indsatsen i undergrunden skete ikke uden protester, men Charles Sahm fortæller, at de sædvanlige argumenter såsom, at det er fattigdom, fordomme og opvækst, der skaber kriminalitet og bringer unge i uføre, hurtigt forsvandt, da kriminaliteten faldt. Det viste sig, at der ingen sammenhæng var mellem stigende arbejdsløshed, narkomisbrug m.v. og så kriminalitet. Man kunne sagtens bekæmpe det ene og så vente med det andet.

I 1989 tabte den republikanske politiker Rudy Giuliani borgmestervalget i New York, og han begyndte at komme til flere af Manhattan Institutes seminarer for at få inspiration og især bedre kendskab til New Yorks udfordringer.

»Man kunne reelt se ham sidde på første række og tage noter, og ved et af symposierne, han deltog i, stødte han på George Kelling og lærte om erfaringerne med vindue-teorien,« beretter Charles Sahm.

Da Giuliani igen stillede op i 1993, var det med læren fra Manhattan Institute i bagagen og masser af progressive ideer for New York, som New Yorkerne var villige til at prøve af. I løbet af 1990’erne faldt antallet af voldelige overfald med mere end 56 pct., hvorimod volden kun faldt med 28 pct. i resten af USA. Antallet af indbrud faldt med 65 pct., men kun 26 pct. på landsplan. Tallene taler for sig selv, og hans politik blev et forbillede verden over.

Også i Danmark har Manhattan Institutes teori sat sit præg på gadebilledet. I København satte borgmester Søren Pind (V) i 1990’erne hårdt ind over for graffiti og forbedrede renovationen af de københavnske gader. Og justitsminister Lene Espersen (K) synes at være inspireret af ideen. Det har bl.a. medført, at hun siden 2001 har indført hårdere straffe.

New York forvandlede sig fra en af de værste byer i USA til et forbillede for resten af verden takket være tankerne og ideerne fra Manhattan Institute. Og uanset om Giuliani vinder præsidentvalget i 2008, lever hans ånd videre på alverdens gader.

Af Kasper Elbjørn

Glem FN

TROEN på FN som en global styringsenhed og myndighed har bevirket, at Danmark de seneste år har gjort en ihærdig indsats for at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor var det en stolt dansk udenrigsminister, der for nylig kunne konstatere, at målet var nået. Den formelle beslutning bliver taget på FN’s kommende generalforsamling, men pladsen skulle være sikret.

Spørgsmålet er blot, om tiden ikke er løbet fra FN? Om ikke Danmark og andre småstater bør bruge flere kræfter på andre allerede etablerede globale institutioner, der med tiden kan nyde samme tillid, som FN har haft i fredstid?

I marts 2003 gennemførte CNN og avisen USA Today en Gallup-undersøgelse, der viste, at amerikanernes tillid til FN var på et historisk lavpunkt. Seks ud af 10 amerikanere mente, at FN ikke løftede de opgaver, man med rette kunne forvente, at verdensorganisationen påtog sig at løse. Undersøgelsen vakte imidlertid ikke den store opmærksomhed, selvom der var tale om den mest negative FN-måling siden 1953.

Amerikanernes irritation over FN var forståelig. Våbeninspektørernes pinegale søgen efter rygende pistoler kunne ikke andet end fremkalde skepsis i de nationer, der ønskede Saddam Hussein afsat. Dertil udløste Frankrigs løfte om at blokere enhver resolution i FN’s sikkerhedsråd – uanset indhold – en vis forundring. Hvad enten man var for eller imod invasionen af Irak, var der tale om omstændigheder, der måtte resultere i dalende tillid til FN.

Danskerne fulgte da også trop. Næsten hver tredje dansker var blevet mere negativ over for FN efter Irak-krisen i forhold til tidligere, viste en meningsmåling foretaget af PLS Rambøll for Jyllands-Posten i samme periode. For FN havde Irak-krisen således alvorlige konsekvenser.

Mange af de kritikpunkter, der rejstes sidste år, er imidlertid glemt igen. Danskerne og resten af Europa synes at have glemt, hvordan FN udstillede sin afmagt og handlingslammelse over for opgaver, der kun kan løses af en global organisation.

Kritikken af FN som en organisation, der ikke er ansvarlig over for befolkninger, men derimod accepterer, og tilmed er forpligtet til at respektere regeringer styret af tyranner, er forstummet. Glemt er også kritikken af Sikkerhedsrådets forældede opbygning og regler samt de fejlslagne fredsmissioner i Rwanda, Somalia m.v. For slet ikke at nævne korruptionen inden for FN, der for nylig kunne føres tilbage til selv de øverstbeliggende kontorer i FN’s imponerende bygning i New York.

EUROPAS regeringer synes at prioritere en verdensorden dirigeret af en anakronistisk organisation fremfor en demokratisk valgt regering i USA. Og det ligger da også i kortene, at alle lande forsat vil bruge FN som udgangspunkt for deres udenrigspolitik. Men ligesom FN var paralyseret under Den kolde Krig, har FN vist sig handlingslammet i den globale kamp mod terrorister samt regimer, der støtter terrorister. Sådan må det være. Ligesom Sovjetunionen sad med ved bordet under Den kolde Krig, så har lederne af alverdens slyngelstater jo ret til samme indflydelse på FN som alle andre. Derfor har FN ingen legitimitet i dag og kan således ikke virke meningsfyldt.

Erkendelsen af, at en ny verdensorden kræver nye institutioner, er imidlertid fuldstændig fraværende i Europa. Det er besynderligt, da det i høj grad var europæerne med Winston Churchill i spidsen, der tog initiativet til de multilaterale institutioner, vi har benyttet siden Anden Verdenskrig. Og det kan vise sig meget farligt i kampen mod terror, at vores institutioner ikke matcher vores udfordringer.

Jeg er personlig ikke tilhænger af at genopfinde den dybe tallerken flere gange. Madeleine Albrights Demokratiske Verdensforbund, der blev etableret i Warszawa i 2000, var måske nok et frisk pust, men organisationen vil få svært ved at manifestere sig over for eller i stedet for FN. Det er meget mere konstruktivt at tage udgangspunkt i institutioner, der allerede er etableret, men som leder efter nye mål og måske endda eksistensberettigelse.

MIT bud på en ny global organisation, der kan etablere sig over for FN, og med tiden i stedet for FN på den globale scene, er G8.

Ideen til G8 kom fra præsident Fords udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et globalt samarbejdsforum, der udgjordes af demokratisk valgte ledere fra store industrialiserede lande.

Oprettelsen af G8 reflekterede bl.a. FN’s afmagt over for de forskellige internationale udfordringer under Den kolde Krig. Samarbejdet berørte hovedsagelig makroøkonomiske spørgsmål, udenrigshandel og relationer til udviklingslande. Men også spørgsmål om energi, miljø, bekæmpelse af kriminalitet og terror drøftes i G8 i dag.

Medlemmerne af G8 (USA, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Japan og senere også Canada og Rusland) bekender sig til samme demokratiske frihedsidealer. G8 er derfor udstyret med den demokratiske legitimitet, som FN altid har manglet. G8 kan endda erhverve sig den tyngde, der kan effektuere en eller anden form for global styring og et effektivt internationalt retssamfund, hvilket der mere end nogensinde er brug for.

Kombineret med hjælp fra NATO, som alle G8-landene undtagen Rusland og Japan er medlem af, vil G8 endog være udstyret med den militære magt, som FN altid har manglet, men som er nødvendig for effektivt at lede et internationalt retssamfund. Ved et seminar hos den britiske tænketank, Centre for Policy Studies, efter terrorangrebet i 2001 pointerede Henry Kissinger, at muligheden for at skabe en ny verdensorden dirigeret af USA i et tæt samarbejde med demokratiske nationer ligger lige for. Han sammenlignede USA’s rolle globalt med den rolle, som Storbritannien spillede i Europa efter Napoleonskrigene i det 19. århundrede.

Kissingers koncept for fremtidens globale samarbejde er desuden beskrevet i bogen »Does America Need a Foreign Policy?« fra 2001. Her bemærker den aldrende statsmand, at USA hverken bør stræbe efter hegemoni over europæerne eller isolere sig i forhold til kontinentet. Tværtimod mener han, at USA bør engagere sig globalt ud fra en kølig analyse af ligevægtsbegreber og interesser og med respekt for andre demokratier. Kissinger plæderer bl.a. for oprettelsen af et transatlantisk frihandelsområde og nedsættelse af et globalt styrelsesudvalg til behandling af omstridte politiske spørgsmål mellem demokratiske stater.

Meget taler for, at G8 kunne tage vare om hans ideer efter en vis institutionel udvikling. G8 har modsat FN allerede taget bestik af de nye globale udfordringer og inviteret Rusland med i samarbejdet, ligesom Storbritannien inviterede Frankrig med i det europæiske samarbejde kort tid efter Napoleonskrigene. EU er repræsenteret ved formanden for Parlamentet, Kommissions-formanden og formanden for Rådet. Desuden er Kina med på sidelinien, da landet ikke er demokratisk, men i vid udstrækning har indført markedsøkonomi.

Skulle G8 en dag spille en stadig større rolle på den globale scene, vil Kina og andre ikke-demokratiske lande blive tvunget til at gennemføre demokratiske reformer, således at landene kan få indflydelse på G8-landenes beslutninger. Den slags incitamenter eksisterer slet ikke inden for FN samarbejdet.

KRITIKERE af G8 kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er i små landes interesse, at G8 får magt på bekostning af FN?

Meget tyder på, at vi ikke skal være bekymrede. Invasionen af Irak har vist, at lande som Holland, Danmark, Norge, Litauen osv. kan få betydelig indflydelse på trods af vores beskedne størrelse. Eksemplet er bevis for, at den ny verdensorden nok vil blive dirigeret af USA og med udgangspunkt i principperne i Bush-doktrinen, men andre lande, der bekender sig til de samme værdier som USA, kan fungere som vigtige medspillere.

De egentlige tabere vil blive lande, der ikke bekender sig til demokrati og markedsøkonomi, og som ikke overholder international lovgivning, men er styret af tyranner. Disse lande vil blive presset til reformer, ligesom befolkningerne indirekte vil blive opfordret til at vælte deres regeringer for at få indflydelse på den globale dagsorden.

Af Kasper Elbjørn

Til kamp mod småhedsvanviddet

Kampen mod den såkaldte hvad-skal-det-nytte-holdning tog mange år. Først i 1982 skiftede Danmark kurs i udenrigspolitikken, selv om elementer fra fortiden stadig spiller os et puds. Danmarks deltagelse i befrielsen af Irak er det seneste bevis på, at selv et lille land kan gøre stor forskel, hvis landet tør. Det nytter noget.

Det er imidlertid ikke længere givet, at vores nuværende aktive udenrigspolitiske linje fortsætter. Den seneste tids debat vedrørende befrielsen af Irak samt Danmarks forhold til EU kalder til kamp mod det, som en tidligere dansk udenrigsminister kaldte småhedsvanvid.

En af de første bannerførere mod den passive udenrigspolitiske linje var Laust Moltesen. Moltesen var udenrigsminister i Madsen-Mygdals regering, der fungerede 1926-1929. Han var således chef for diplomatiet i en tid, der må betegnes som en af de fredeligste i et århundrede præget af to verdenskrige. Ikke desto mindre så han faren ved ikke at tage stilling og endte sin karriere som indædt modstander af samarbejdspolitikken og den vage holdning til datidens kommunistiske og fascistiske terrorregimer.

Laust Moltesen blev født i Sønderjylland og var hele sit voksne liv venstremand. Han kom i Folketinget i 1909, og da Folkeforbundet blev oprettet efter Første Verdenskrig, var han selvskreven til at repræsentere Danmark i Geneve. Moltesen var tilhænger af, at man måtte have et forum, der understøttet af lov kunne anvende magt mod fredsbrydere og diktatoriske regimer. Derfor var Moltesen i lighed med den amerikanske præsident Woodrow Wilson og senere den engelske premierminister Winston Churchill tilhænger af Folkeforbundet, der oprindeligt havde til hensigt at opretholde verdensfreden ved magt.

Tanken om et internationalt fredsskabende organ var central i den fredsbevægelse, der udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede. Præsident Wilson greb tanken og foreslog, at den skulle realiseres som en del af fredsslutningen efter Første Verdenskrig. 40 stater gik fra begyndelsen sammen i forbundet, og tallet øgedes til 55 stater i 1928. I løbet af 1930erne viste det sig imidlertid, at Folkeforbundet hverken kunne gennemtvinge eller opretholde freden. Folkeforbundet degenererede til en diskussionsklub ude af stand til at bremse de kommunistiske og fascistiske regimer. USA meldte sig i sin isolationisme aldrig ind i Folkeforbundet, og medlemsstaternes uvilje mod at sætte handling bag de gode intentioner viste sig tydeligst, da Mussolinis Italien invaderede Abessinien.

Efter sin tid som udenrigsminister måtte Laust Moltesen se sine holdninger henvist til nyttesløse protester mod Staunings flertalsregering med Det Radikale Venstre. I et dramatisk opgør med SR-regeringen tog Moltesen til sidst konsekvensen af regeringens hvad-skal-det-nytte-politik og nedlagde i 1932 sit folketingsmandat i protest mod den nye udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han mente, at SR-regeringen led af småhedsvanvid.

Laust Moltesens værste frygt blev til virkelighed, da Danmark den 9. april 1940 blev besat. Udenrigsminister P. Munch måtte i juli tage konsekvensen af sin fejlslagne tilpasningspolitik, og i stedet udpegede Stauning Erik Scavenius til ny udenrigsminister. Det var især udenrigsministeriet, der stod for kontakten til besættelsesmagten, og Scavenius var om muligt en endnu større fortaler for en imødekommende politik overfor tyskerne. Den gamle radikale ideolog Viggo Hørups retoriske spørgsmål: Hvad skal det nytte?, var blevet et mantra for Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Småhedsvanviddet ville ingen ende tage.

Småhedsvanvid kan bedst betegnes som en sygelige besættelse af forestillingen om mindrevær. Småhedsvanvid giver sig i samfundet kollektivt udslag i angst for det ukendte, fremmede sprog, kulturer og påvirkninger fra stormagter. Den individuelle form kan også kaldes den indre jantelov: du skal ikke tro, jeg er noget. Den kollektive form giver de angrebne en fællesskabsfølelse, der danner et vældigt uerkendt vakuum af mindreværd.

Danmarks ageren i Den Kolde Krig var oftest karakteriseret af arven fra Stauning, Munch og Scavenius. Også vores flakkende holdning til vores medlemskab af EU må vel siges at være et levn fra den tid. På mange måder led Danmark næsten konsekvent af småhedsvanvid - lige fra Moltesens afgang som udenrigsminister i 1929 og frem til 1982, hvor partifællen Uffe Ellemann-Jensen overtog udenrigsministerposten.

Efter Anden Verdenskrig etableredes FN. Den institutionelle opbygning af FN følger nøje Folkeforbundets, og ligesom Folkeforbundet havde sin storhedstid i fredsperioden 1924-1930, så har FN da også vist sig at være overordentlig nyttig og operativ i fredstid. Det sås eksempelvis ved dets dannelse efter Anden Verdenskrig samt i 1990erne efter Den Kolde Krigs ophør og frem til terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

Den væsentligste forskel på FN og Folkeforbundet er, at ideen om en kollektiv sikkerhedspagt understøttet af sanktioner ikke gælder for FN. Derfor blev FN på mange måder de kommunistiske terrorregimers beskytter under Den Kolde Krig. I dag kan man frygte, at FN ligeledes kan blive misbrugt til at blive en form for garant for regimer, der støtter vor tids største internationale trussel, terrorismen.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, da diskussionen om befrielsen af Irak var på dagsordenen i foråret. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at FNs tidligere chef for våbeninspektørerne, Hans Blix, kan have ret i, at forløbet op til befrielsen af Irak kan have skadet FN's Sikkerhedsråd for stedse. Skylden kan dog ikke lægges på USA eller Storbritannien. Årsagen er snarere, at mange lande i FN led af det, som Laust Moltesen kaldte småhedsvanvid. Danmark var lykkeligvis ikke mere blandt disse lande.

Årsagen hertil grunder sig i, at der mange år efter Moltesens embedsperiode i 1982 endelig kom en udenrigsminister, der turde tage opgøret med småhedsvanviddet. Uffe Ellemann-Jensen handlede ud fra tesen om, at små lande sagtens kan gøre en forskel. Ellemann-Jensen-doktrinen er klogeligt blevet videreført af både Nyrup Rasmussens regeringer og regeringen Fogh Rasmussen. Især Nyrup Rasmussen personligt og hans forsvarsminister, Hans Hækkerup, har taget voldsomme kampe internt i regeringen for at overbevise om fornuften i at støtte de militære indgreb, som USA iværksatte i 1990erne uden om FN.

Imidlertid er det ingen selvfølge, at Ellemann-Jensen-doktrinen videreføres af kommende regeringer.

Socialdemokratiets nye leder Mogens Lykketofts udmeldinger i foråret op til befrielsen af Irak er et tegn herpå. I Politiken 25/3 gav Lykketoft udtryk for, at ingen nær politisk ven eller fjende med kendskab til hans holdninger kunne tro, at han som regeringschef ville have sendt danske kampstyrker til en USA-ledet krig uden FN-mandat.

Lykketofts modvilje mod den nye amerikanske udenrigspolitik, der stærkt inspireret af Woodrow Wilsons og Winston Churchills udenrigspolitiske ideer blev formet efter terrorangrebet den 11. september, er formentlig dybfølt og derfor ikke forbigående. Det må man have respekt for - og bekæmpe.

Det er vigtigt, at Danmark ikke kommer ud i samme udenrigspolitiske slingrekurs i forholdet til USA, som den der kendetegner vores medlemskab af EU. Derfor bør udenrigspolitikken indgå som et yderst vigtigt valgtema i den kommende valgkamp.

Der er en lige linie fra Laust Moltesen frem til Uffe Ellemann-Jensen og til Danmarks udenrigspolitiske linie i dag. Derfor var det også naturligt, at Danmark var med i koalitionen, der befriede irakerne fra et diktatur, som til forveksling mindede om det sovjetiske under Josef Stalin.

Beslutningen om at deltage i den internationale koalition var endnu et opgør med den passive tilpasningspolitik, der kendetegnede dansk udenrigspolitik før 1982. Desuden viste vores deltagelse i befrielsen af Irak, at Danmark kan gøre stor nytte internationalt. Vi skal derfor altid være parate til at forsvare væsentlige værdier som fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder ved at yde et militært bidrag. Ikke mindst terrorangrebet på New York og Washington for to år siden har tydeliggjort, at det er mere påtrængende end nogensinde. Ingen mennesker ønsker krig, men hvem vil have fred, hvis freden indebærer, at befolkninger lever som det irakiske folk før befrielsen?

Mange danske politikere lider stadig af det, som Moltesen kaldte småhedsvanvid. Adskillige er stadig præget af hvad-kan-det-nytte-tankegangen. Modstanden mod at lade Danmark indgå i koalitionen samt ulysten til at udvikle samarbejdet i EU er de mest udtalte eksempler på danske politikeres småhedsvanvid.

Ikke mindst Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre synes at have svært ved at ryste småhedsvanviddet af sig, når det gælder forholdet til USA, ligesom Dansk Folkeparti har gjort det til en dyd at være modstander af EU - uanset hvilken del af samarbejdet, der diskuteres.

Desværre ser mange politikere stadigvæk helst, at Danmark hverken bliver hørt eller set. Det er, som om de gamle dogmer fra Staunings, Munchs og Scavenius tid vækkes til live, når Danmark indtager en holdning på tværs af, hvad andre måtte mene, og når vi markerer os som et internationalt stærkt engageret land. Om det skyldes mangel på mod, lederskab eller visioner, er det svært at svare på. Det må de pågældende politikere selv gøre, hvis de kan. Men det er vigtigt, at vi værner om vores nuværende udenrigs- og sikkerhedspolitik, som det tog så mange år at føre igennem.

Af Kasper Elbjørn