Blog (Tag: clinton)

Har man sagt A, må man sige B

Udenrigsminister Lene Espersen (K) åbnede tirsdag op for, at Libyens leder, Muammar Gaddafi, kan rejse i eksil.

Jeg forstår godt, udenrigsministeren foreslår denne løsning på konflikten, der ligner begyndelsen på noget, som kan komme til at vare i rigtig lang tid. Hendes udtalelse er stringent med hendes modvillighed til at gribe ind mod Gaddafis overgreb på oprørerne. Men det er en halv løsning.

Gaddafi bør straffes for sine forbrydelser mod menneskeheden. Har man sagt A, må man sige B.

FN-resolutionen, der blev vedtaget for to uger siden, viste, at FN trods alt engang imellem kan mande sig op og træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter.

Resolutionen tillader således alle nødvendige tiltag, der kan beskytte civilbefolkningen i den nordafrikanske stat.

Jeg er ikke i tvivl om, at man nemmest beskytter befolkningen mod Gaddafi ved at fjerne Gaddafi.

Det har Folkesocialisternes formand, Villy Søvndal, i øvrigt også udtalt.

Han ligger helt på linje med briterne, hvor den konservative udenrigsminister William Hague har antydet, at FN-resolutionen uden tvivl gør det muligt at gå efter Gaddafi, og at det ikke varer længe inden han på en eller anden måde er væk. Forsvarsminister Liam Fox tilføjede i et interview med BBC Radio 5, at der ligefrem var en potentiel mulighed for, at Storbritannien og dets allierede rettede et angreb mod Gaddafi selv.

Jeg er fuld af beundring for den britiske regering, som har overrasket positivt i næsten alle sammenhænge, og derfor uenig med franskmændene, der ligger på linje med den danske udenrigsminister.

På trods af at franskmændene blot timer efter afslutningen på topmødet i Paris om krisen i Libyen, som det første land angreb Gaddafis styrker, skulle franskmændene efter sigende nu lede med lys og lygte efter et eksil til Mellemøstens gale hund.

Forvirret?

Det er der ikke noget at sige til.

Og man bliver ikke mindre forvirret af at følge amerikansk politik. Landets politikere er ligeså splittede på tværs af de traditionelle politiske skel, som de europæiske politikere er.

Det er eksempelvis med tunge skridt, at Præsident Barack Obama er kommet sin udenrigsminister, Hillary Clinton, i møde, og har accepteret at gribe ind mod Gaddafis overgreb på oprørerne.

Clinton synes langt mere enig med en formentlig kommende præsidentkandidat fra det republikanske parti, John Bolton, end med chefen i det Hvide Hus.

I lørdags fortalte den tidligere kontroversielle FN-ambassadør sine tilhængere ved et møde i Des Moines i Iowa, at Gaddafi var et legitimt mål for det amerikanske militær.

»Our military has a wonderful euphemism called national command authority. It’s a legitimate military target. In Libya, Muammar Gaddafi is the national command authority. I think that’s the answer right there.«

Når Gaddafi er væk, ved vi ikke, hvem der kommer i stedet, eller hvilket styre, der opstår, og vi må acceptere de ikke-planlagte forandringer, der oftest følger af frihed, demokrati og menneskerettigheder.

Det er ikke alle, der kan lide den usikkerhed, og har mod til at byde disse ikke-planlagte forandringer velkommen.

Det er forskellen på de liberale interventionister og realisterne, som jeg tidligere har skrevet om, og de findes hver især i alle politiske partier ude som hjemme.

Derfor vil vi fortsat se politikere på kryds og tværs af de traditionelle skel i dansk og international politik blive fanget i de mest utrolige politiske konstellationer.

Jeg havde eksempelvis aldrig troet, jeg skulle være mere enig med Villy Søvndal end med Lene Espersen, men jeg synes tumulten i Mellemøsten er lyksalighed, og Europa, USA og resten af den frie verden bør stå side om side med oprørerne.

De har brug for det, og det er det moralsk rigtige at gøre.

Af Kasper Elbjørn

Farer venter dem, som ikke reagerer på livet

Forleden berettede Politikens netavis om, at et fly fra det libyske luftvåben var styrtet ned nær den østlige by Benghazi.

Besætningsmedlemmerne havde angiveligt kastet sig ud med faldskærm fra det russisk byggede Sukhoj-22 fly.

Flyet lettede fra hovedstaden Tripoli og styrtede ned nær byen Ajdabiya, der ligger cirka 160 kilometer sydvest for Benghazi.

Årsagen var, at piloterne nægtede at adlyde ordrer om at bombe Ajdabiya.

De modige piloter bør vi hylde, ligesom vi skal hylde alle de andre modige mennesker i Mellemøsten, der langt om længe siger fra overfor de rædselsregimer, som de alt for længe har været tvunget til at acceptere.

Vi kunne dog godt have hjulpet piloterne. Vi kunne have sørget for, at deres fly slet ikke havde mulighed for at lette.

Der er ingen, der siger, at det næste fly, der letter, er bemandet med ligeså modige piloter.

Og bombeflyene vil blive ved med at lette, så længe udenrigsminister Lene Espersen (K) og hendes kolleger i EU - med EU’s repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Cathrine Ashton, baronessen fra benzintanken, i spidsen - ikke vil blande sig.

Anderledes har det været med USA's udenrigsminister, som af helt andre grund har holdt lav profil.

Der er alt mulig grund til at tro, at hun har været uenig med sin chef i, at USA ikke skal blande sig, og noget tyder på, at Præsident Barack Obama er begyndt at lytte til sin udenrigsminister, Hillary Clinton.

I hvert fald lød der meldinger i går aftes om, at USA nu »holder alle muligheder åbne«, og at man er parat til at blande sig.

Jeg gætter på, at det er årsagen til, at der fredag blev indkaldt til hastemøde i NATO.

I stedet for blande os udenom af frygt for at blive beskyldt for at have iværksat demonstrationerne, bør vi altid hjælpe med kræve frihed, demokrati og menneskerettigheder, når og hvor det er muligt.

Farer venter dem, som ikke reagerer på livet, som Sovjetunionens sidste diktator, Mikhail Gorbatjov, sagde efter ankomsten til Østberlin den 6. oktober 1989, da vestlige journalister spurgte ham om farerne ved den oppiskede stemning i befolkningen.

Derfor skal vi blande os. Og det kan kun gå for langsomt.

Tumulten i Mellemøsten er lyksalighed, og Europa, USA og resten af den frie verden bør stå side om side med det libyske folk og alle de andre, der demonstrerer i gaderne.

Jo længere tid blodsudgydelser fortsætter og bombeflyene letter, des sværere vil opbygningen af demokratiet blive.

Af Kasper Elbjørn

Valget er ikke ligegyldigt, men vil heller ikke sætte USA i stå

I dag vil vi sikkert se mange, mærkelige udtalelser fra politikere og meningsdannere, der mener, resultatet af midtvejsvalget i USA er ligegyldigt eller at valget vil sætte USA helt i stå.

Begge udsagn er hysteriske. Valget er ikke ligegyldigt, men det vil naturligvis heller ikke sætte USA i stå.

Valgresultatet er i øvrigt ikke mere historisk, end vi har set det hele før og sandheden om, hvor stor indflydelse valget vil få på amerikansk politik ligger selvfølgelig midt imellem de to useriøse udsagn.

Jeg indrømmer gerne, at jeg er overrasket over, at Demokraterne ser ud til at få et større nederlag end i 1994, da Præsident Bill Clinton stod i spidsen for partiet, men Clinton vandt som bekendt en pæn sejr ved præsidentvalget i 1996 over den republikanske hædersmand, Bob Dole.

Præsident Obama kan, som jeg skrev i går, sagtens få vendt nederlaget til endnu en sejr de næste to år.

De forudsigelige danske kommentarer til midtvejsvalget kan med rette krydres med denne dugfriske analyse af investeringsrådgiveren Mike Shedlock.

På hans blog, MISH’S Global Economic Trend Analysis, skriver han bl.a.:

»Vi kommer ikke til at se en tilbagevenden til guld-standarden som følge af dette valg. Vi kommer heller ikke til at reformere sundhedsreformen inden den eksploderer (men det kan dog ske hurtigere end vi tror). Centralbanken bliver heller ikke elimineret. Og desværre kan vi heller ikke få de krigsliderlige til at holde mund. Der er ingen tvivl om, at dette er vigtige spørgsmål, men det er ikke de eneste spørgsmål, der er på spil. Det, der er det helt afgørende, er i hvilken retning landet bevæger sig i forhold til kritiske udfordringer, hvor vi har desperat brug for at bevæge os i en anden retning«.

Derefter nævner de politiske områder, hvor han tror, at midtvejsvalget vil få en positiv betydning: Dommedagsprofeternes indflydelse på klimalovgivningen, fagforeningernes magt, det offentlige overforbrug og statens rolle i samfundet.

Af Kasper Elbjørn

Obama kan sagtens overleve katastrofevalget

De første valgsteder i USA åbner i disse timer, og det ser ikke godt ud for Præsident Barack Obama og hans parti.

Den sidste landsdækkende meningsmåling, som Gallup har udarbejdet, forudsagde, at 55% af vælgerne stemmer på en republikaner ved det amerikanske midtvejsvalg til de to kamre i Kongressen. 40% vil stemme på en kandidat fra Præsident Obamas demokratiske parti  og 5% havde ikke besluttet sig mandag morgen.

Man skal dog ikke afskrive Obama endnu, selvom han står op til et stort nederlag, når han vågner onsdag morgen.

En gentagelse af 1994-valget
New York Times bloggeren, Nate Silber, der forudsagde udfaldet af præsidentvalget i 2008 på bloggen FiveThirtyEight, mener, at valgresultatet vil give 232 pladser til Det republikanske parti og 203 til Demokraterne. Han er lidt mere i tvivl om Demokraterne også vil tabe flertallet i Senatet.

Hvis Demokraterne taber 52 pladser vil valget uden tvivl blive sammenlignet med katastrofevalget i 1994 to år efter Bill Clinton var blevet præsident.

Sammenligningen med Præsident Clintons valgnederlag i 1994 illustrerer, som Jeppe Kofod, MF (S), også skriver her på bloggen, at en præsident sagtens kan blive genvalgt, selvom hans parti taber det første midtvejsvalg.

Et andet eksempel er Præsident Ronald Reagan. Reagan vandt stort over Præsident Jimmy Carter i 1980, og på trods af at han tabte midtvejsvalget to år senere, formåede han mirakuløst at blive genvalgt ved endnu en jordskredssejr i 1984.

Et signal om svaghed
Familien Clinton kender de to eksempler ovenfor bedre end de fleste. Derfor tror jeg heller ikke på, at udenrigsminister Hillary Clinton affyrede den første salve i kampen om at blive præsident i 2012, da hun for et par måneder siden karakteriserede Amerikas gigantiske budgetunderskud som en trussel mod landets sikkerhed.

Hendes udtalelser skabte ikke desto mindre stor opsigt, da man sjældent hører en minister tage afstand fra præsidentens økonomiske politik.

»Om man er en republikaner eller demokrat, konservativ, progressiv - uanset hvad du kalder dig selv - er der ingen free lunch, og vi kan ikke foregive, at [økonomien] ikke gør alvorlig skade på vores land og kommende generationer,« sagde hun sagde, og tilføjede, at det voksende underskud sender »et signal om svaghed internationalt.«

Hillary Clinton var i Washington for at holde tale til Council on Foreign Relations, men hendes henkastede bemærkninger efter talen gjorde det klart, at hun mener det voksende underskud »udgør en national sikkerhedstrussel på to måder: det underminerer vores evne til at handle i egen interesse, og det begrænser os, hvor begrænsninger er uønskede.«

Den amerikanske økonomi skal være stærk
Det er ikke for ingenting, at Hillary Clinton støttede den republikanske senator, Barry Goldwater, ved præsidentvalget i 1964.

Goldwater advokerede ligeledes for, at den amerikanske økonomi skal være stærk, hvis USA skal kæmpe for frihed og retfærdighed i verden. Goldwater havde helt ret. Det ved Hillary Clinton, og selvom hendes bemærkninger var rettet mod præsident George W. Bush, der efterlod et rekordstort underskud på over 300 mia. dollars, var det temmelig indlysende, han var ikke hendes eneste mål.

Underskuddet toppede nemlig med over 1.416 mia. dollars i 2009 under Præsident Obama. Det er mere end en firdobling siden Præsident George W. Bush gik af, og alle forudser, at det forbliver på disse astronomiske højder i år.

Som guvernøren for staten Indiana, Mitch Daniels, har sagt, så savner man næsten budgettallene under Bush.

Et økonomisk morads
Hvis Demokraterne taber midtvejsvalget, er det formentlig på grund af det økonomiske morads, som landet er havnet i på grund af overforbrug og forkerte prioriteringer.

Præsident Obama og hans regering overfortolkede deres mandat, og gjorde efter alt at dømme stor skade på landet og kommende generationer med den gigantiske stimuluspakke og en sundhedsreform ingen var tilfredse med.

Præsident Obama kan dog stadig skabe håb for amerikanerne, men det kræver en anden forandring end den han hidtil har stået i spidsen for.

Af Kasper Elbjørn

Der er en telefon der ringer i det Hvide Hus

Hver fredag aften viser TV2 News udenrigsmagasinet Ellemann|Lykketoft, der er det seneste skud på stammen over de debatmagasiner, som TV2 News er blevet specialister i at producere.

Magasinet Ellemann|Lykketoft køres med fast hånd af journalisten Martin Krasnik, som gang på gang undrer sig over, at der ikke er større uenighed mellem de to eksministre.

Det er forståeligt nok, at de tilslører deres uenigheder med et skæv smil, men det undrer mig dog, at deres vurdering af den nuværende amerikanske præsident er næsten identisk, og ikke har ændret sig siden han tiltrådte.

Det kommer jeg tilbage til.

Formatet er svært, men lykkes til fulde, og jeg kan helt tilslutte mig antropolog Dennis Nørmarks kritik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni.

Nørmark skrev, at Ellemann og Lykketoft udmærket er klar over deres forskelligheder, men alt det ævl og kævl fra den indenrigspolitiske scene er her skubbet til side, fordi det ikke rager disse to verdensborgere en pind set i lyset af de meget større sager, der fylder horisonten ud i det internationale perspektiv.

»Her er så synlig respekt imellem de to eksministre, der hører til den gamle skole af politikere med både personlighed og format,« skrev han, og tilføjede: »Ellemann|Lykketoft er ud over at være begavet udenrigspolitisk analyse også et nostalgisk tilbageblik på dengang, da politikere blev støbt i en anden form.«

Det betyder dog ikke, at jeg er enig i alt, hvad de to siger, og derudover synes jeg, det er lidt synd, at al politisk uenighed bliver skubbet til side.

Det gjaldt især i første udsendelse, men igen i fredags hvor de diskuterede den amerikanske præsident Barack Obama.

Ellemann var en smule mere kritisk end Lykketoft, men alt i alt var de enige med studieværten i, at han var den eneste, der kunne lede USA i dag.

Jeg ved godt, det er farligt at kritisere den nuværende amerikanske præsident i Danmark – og ikke mindst på disse sider – men jeg vil nu alligevel vove pelsen, når de to tidligere udenrigsministre ikke tør.

Jeg synes faktisk ikke, han klarer sig særlig godt!

De gode og de dårlige
Der findes gode og dårlige præsidenter.

Det er generelt accepteret, at Washington, den første præsident, er den bedste, og Jefferson, Lincoln og Reagan er blandt de bedste.

Blandt de værste inkluderes normalt Buchanan, der regerede, da Sydstaterne erklærede sig uafhængige, og den korrupte Præsident Harding samt Andrew Johnson, der var den første præsident, der blev stillet for en rigsret. Nixon hører selvfølgelig også til i denne kategori.

Derudover er der heldige og uheldige præsidenter.

Præsident Bill Clinton regnes for en udmærket præsident, men også en meget heldig præsident.

»It All Began in a Place Called Hope« lød hans rammende valgslogan, og han var faktisk født i en by, der hedder »Hope«.

Det siges om ham, at skæbnen smilede til ham, og gav ham otte års relativ verdensfred ovenpå den Kolde Krig samt et verdensomspændende økonomisk boom, som han ikke kunne solde op, fordi Kongressen - med formanden Newt Gingrich i spidsen - ikke gav ham lov.

De uheldige helte
Barack Obama ser ud til at være ligeså uheldig som Jimmy Carter.

Det var ikke Præsident Carters skyld, at oliekrisen hærgede den vestlige verden i slutningen af 1970erne, eller de amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran i 1979 efter præstestyrets magtovertagelse i, men han håndterede oliekrisen og gidseldramaet dårligt.

Derfor tabte han valget i 1980.

Præsident Carter prøvede at tørre kriserne af på Nixon og Ford, som han efterfulgte, og det lykkedes i de første år af hans embedsperiode, fordi Nixon og Ford ikke kunne holde mund og nyde deres otium.

Præsident Obama har prøvet samme strategi, og indikeret, at han overtog alverdens problemer fra Præsident George W. Bush.

Strategien har bare ikke virket ligeså godt, som under Carter.

Årsagen er, at Bush konsekvent har undladt at kommentere på de tæsk, han har fået, men i stedet holdt sig helt væk fra mediernes søgelys og brugt tiden siden januar 2009 på at skrive sine erindringer.

Amerikanerne vil have en problemknuser
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Obamas skyld, at ethvert økonomisk problem i 30 år blev mødt med lavere renter og mere kredit for til sidst at ende i en historisk finanskrise tre måneder inden han overtog præsidentposten.

Indtil videre har han dog ikke haft en heldig hånd med at få økonomien vendt. Derfor var der ikke mange europæiske ledere, der lyttede til ham, da han forud for G20-mødet i Toronto, der begynder i dag, anbefalede, at de europæiske lande brugte endnu flere af de penge, de ikke har, til at stimulere økonomien.

Det er bestemt heller ikke Obamas skyld, at en olieplatform sank i Den Mexicanske Golf 200 km sydøst for New Orleans tilbage i april, og nu ser ud til at forårsage et af de værste olieudslip i USAs historie.

Indtil videre har han dog brugt tiden på megafondiplomati, der er gået ud på at skælde olieselskabet BP mest muligt ud. Det kan der være mange gode grunde til, men det løser ikke problemet, og det er lige præcis det, amerikanerne gerne vil have, at deres præsident gør: Løser problemer.

obama_gulf_oil_spil_450010p

Foto: Alex Brandon, AP.

Milevidt fra virkeligheden
Da Ellemann og Lykketoft gik i studiet sidste fredag, publicerede den amerikanske avis, Washington Post, en kommentar af den prisvindende kommentator Charles Krauthammer.

Krauthammer tilhører også den gamle skole med både personlighed og format, men derfor undlod han ikke at sige sandheden om Præsident Obama.

»Barack Obama beskæftiger sig ikke med det jordnære. Han blev sendt til os for at gøre større ting. Det sås tydeligt, da han holdt sin tale til nationen fra det Ovale Værelse om olieudslippet«, skrev han.

Hvis du også er en af dem, der slet ikke kan forstå, hvorfor jeg er kritisk overfor Obama, skulle du læse kommentaren.

Krauthammer giver en udmærket forklaring på, hvorfor Obamas meningsmålinger var lavere end Nixons meningsmålinger efter det første år i embedet.

»[Talen] var milevidt fra virkeligheden. Golfen er ved at blive overstrømmet, og præsidenten taler om mystiske veje til ukendte destinationer. Det er det, visioner handler om, og visioner er Obamas ting. Det er også sjovere end at rengøre strande«, slutter Krauthammer.

Clintons onde reklame spøger
Det er lidt over to år siden, at Obama kæmpede mod sin nuværende - og i øvrigt fremragende - udenrigsminister, Hillary Clinton, om at blive præsidentkandidat for det Demokratiske Parti.

Kampagnen varede over et halvt år, og under den hårde kampagne påpegede Clinton især Obamas manglende erfaring.

I en uforglemmelig TV-reklame, som Clinton-kampagnen fik lavet, ser man en typisk amerikansk familie en nat, hvor verden er i krise. Stemmen i reklamen siger:

»Klokken er tre om natten, og dine børn er sikre og sover. Men der er en telefon, der ringer i Det Hvide Hus. Der sker noget et sted i verden. Din stemme afgør, hvem der skal besvare opkaldet.«

I dag, to år senere, ringer telefonen til Præsident Obama, og i bedste fald virker det som om, han ikke hører, at telefonen ringer, eller også gider han ikke tage den.

Præsident Obama er en fremragende retoriker og hans livshistorie er inspirerende for os alle, men det er på tide, han tager telefonen, ser bort fra hvad der står på hans to telepromptere, og tager ansvar.

Af Kasper Elbjørn

80erne genfortalt

Niels Krause Kjær, der ofte gjorde livet surt for mig, da jeg arbejdede for CEPOS, fordi han kritiserede tænketanken for at være for lidt borgerlig og alt for liberal, har en rigtig god blog på Berlingske Tidendes netavis i disse dage. Hans blog er et svar til dem, der tegner et dystert billede af 1980erne. I stedet skriver han, at det var et et flot årti, hvor fundamentet til det moderne og globale samfund blev skabt, og hvor de fleste tog ansvar, som vores bedsteforældres generation havde gjort det. Han roser bl.a. politikerne fra dengang, og det skal han til gengæld selv have ros for, selvom han har en mærkelig bemærkning om, at musikken var dårlig. Det var den bestemt ikke! 

Han skriver bl.a.: “Det er rigtigt, at Den Kolde Krig var en del af debatten. Nogle tog det seriøst og aftjente for eksempel værnepligt som et beskedent bidrag til en mere sikker verden. Andre mente, det skabte mere fred at drage til en ørken i Nevada under parolen ’Next Stop’ og kritisere vennerne. Ved den lejlighed deltog jeg sammen med en håndfuld unge konservative i DR TV’s glade monopol-dage i programmet ’Ugens Gæst’, hvor vi diskuterede med en håndfuld fra ’Next Stop’-bevægelsen - flere af dem var, vidste vi allerede dengang, forklædte ungkommunister. En af pigerne forklarede under udsendelsen, at hun i forbindelse med noget, Ronald Reagan havde sagt, var blevet så bange for atombomben, at hun ikke havde haft menstruation i tre måneder (!). Meget havde vi forberedt os på, inden udsendelsen, men lige netop dét argument havde vi ikke forudset”.

Det er da morsomt!

Da jeg havde grint færdigt, bemærkede jeg, hvor mange der var uenige med ham. En enkelt blogger kalder sågar hans blog for neo-liberal historieskrivning. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men at kalde Niels Krause for neo-liberal (eller mig for den sags skyld) er måske lige at stramme den. Jeg tror, det må være Niels Krauses anerkendelse af Præsident Ronald Reagans resultater, der er skyld i vreden.

Personligt mener jeg, at Reagan var en af de helt store præsidenter. Det betyder ikke, at jeg vil forsvare alt hvad han gjorde. Eksempelvis hører jeg til dem, der mener, at Reagans præsidentperiode markerer begyndelsen på en trend, som har gældsfinansiering og kreditekspansion som dens varemærke, og altså i sidste ende ledte til finanskrisen sidste år.

Modsat socialister, miljøideologer m.v. tillader jeg mig at være nuanceret i min tilgang til politik. Jeg tror eksempelvis, at Lars Løkke kan blive en fremragende statsminister, men han får det ikke nemt, og naturligvis er jeg ikke enig i alt, hvad han gør og siger. Det samme gælder Reagan, selvom jeg overordnet mener, han var en fantastisk præsident.

Ligesom Bill Clinton og Barack Obama repræsenterede han amerikanernes stræben efter lykke fordi han kom fra ingenting, og nåede det højeste hverv i USA. Han genskabte den amerikanske selvtillid efter Vietnam, Watergate og Carter, ligesom Obama på mange måder har en stor, stor chance for at gøre, men stadig ikke har bevist, at han kan.

I Danmark og resten af verden kan vi takke Reagan for at knække Sovjetunionen. Og det er da skønt, at ingen i dag har uregelmæssig menstruation pga. den Kolde Krig.

Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Gorbatjov blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte.

I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var “(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

“We did it. We weren’t just marking time. We made a difference. We made the city stronger. We made the city freer, and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all”, som Reagan sagde i sin afskedstale i 1989.

Af Kasper Elbjørn

The era of small government is back - i Israel!

Imens de danske politikere sloges om et par skatteprocenter, franskmændene og italienerne kæmpede om at være mest protektionistiske, og mens ikke bare resten af de vesteuropæiske lande, men også USA, kastede milliarder af skatteydernes penge efter virksomheder og banker, som måske slet ikke er levedygtige på sigt, havde Israels kommende premierminister, den konservative Benjamin Netanyahu, travlt med at danne regering i Jerusalem.

I Danmark er billedet af Netanyahu entydigt. Han fremstilles som en uforsonlig, nationalistisk politiker. Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret. Det er korrekt, at Netanyahu flere gange har sagt, at han ikke vil forhandle om Jerusalem eller trække bosættelserne tilbage fra Vestbredden, men tilføjede sidste torsdag efter hans møde med FN's særlige udsending i Mellemøsten, Tony Blair, at en kommende regering under hans ledelse vil stoppe bosættelserne. Endvidere bekymrer det ham ikke, om Israel er vellidt i Europa, og han mener i øvrigt ikke, at jødiske interesser altid varetages bedst af internationale regler og normer. Ikke mindst er han stærkt kritisk overfor FN på grund af den arabiske verdens stigende indflydelse på FN, herunder ikke mindst FN's Menneskerettighedsråd, en kritik som man også finder i resten af den frie verden ikke mindst på grund af de anti-israelske resolutioner, der gennemtrumfes af organisation for den islamiske konference (OIC).

Men Benjamin Netanyahu er mere og andet end udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi hører bare sjældent om det. Netanyahus kampagne var et ekko af præsident Barack Obamas præsidentkampagne, bedst illustreret af Netanyahus website som til forveksling lignede Obamas. Men også Netanyahus valgslogan var inspireret af Obamas. "Sammen vil vi lykkes", stod der overalt på valgplakaterne i Israel i sidste måned. Noget tyder dog på, at Netanyahus Israel vil lykkes med en anden politik end den, der føres i Obamas Amerika.

Netanyahu har indtil den 3. april til at danne regering. Det i sig selv kan være svært i Israel. Men derudover står landet overfor de samme problemer, som resten af den frie verden. Landet er muligvis allerede i recession og budgetunderskuddet er voksende. Lige nu er Netanyahus finanspolitiske redskab et budget udarbejdet i august. Det rækker næppe langt i denne krise, der i dybde og omfang er værre end noget vi har oplevet tidligere. Israel er en lille åben økonomi ligesom Danmark. På linje med Danmark udgør den israelske eksport over halvdelen af bruttonationalproduktet, men hvor dansk eksport er relativ modstandsdygtig over for økonomiske nedture i andre lande, er Israel hårdt ramt af recessionen i USA og Europa, der udgør henholdsvis 40%, og 35% af eksporten. Det var en af årsagerne til, at over 19.000 mennesker mistede deres job i januar.

Netanyahus opskrift på at få vendt økonomien er ikke ny. Han stod bag det såkaldte økonomiske mirakel i 2001-2005. Dengang fik han på rekordtid - og på trods af Al-Aqsa-intifadaen - vendt økonomien ved hjælp af skattelettelser, og han skabte dermed større vækst, end landet havde oplevet i en hel generation. Ved samtidig at skære ned på de offentlige udgifterne, fik han tillige mindsket Israels budgetunderskud fra 5,1 procent af BNP i 2003 til 1,8 procent af BNP i 2005.

Netanyahus planer denne gang er mere af det samme. Han vil først og fremmest sænke person- og selskabsskatten, liberalisere ejendomsmarkedet, der stadig er præget af Israels socialistiske fortid, og udvide kreditgivningen til virksomheder.

Ligesom i ethvert andet demokrati kan Netanyahu ikke regne med, at hans økonomiske planer ikke vil møde modstand. Efter at forhandlingerne med Arbejderpartiet og det midtersøgende Kadima-parti brød sammen, har Netanyahu forhandlet med valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu. Når det gælder den økonomiske politik ligger Liebermanns parti på linje med Socialistisk Folkeparti, men Lieberman vil formentlig ikke gå efter de økonomiske poster i regeringen. Derimod vil han formentlig insistere på selv at blive udenrigsminister.

En Netanyahu-regering med Lieberman som udenrigsminister vil uden tvivl få EU-diplomaterne og den arabiske verden til at se rødt. Men inden man dømmer Liebermann ude, skal man huske, at det faktisk er på det udenrigspolitiske, at han har sin styrke. Det ved Netanyahu. Liebermann har en ny og anden tilgang til fredsprocessen. Han mener ikke, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabiliteten i Mellemøsten. Han mener heller ikke, at konflikten er territorial, og han tror ikke på, at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten. Han anser konflikten for at være ideologisk, og mener, at en ny opdeling af området netop skal tegnes af ideologiske forskelle. Udover udenrigsministerposten vil Liebermann formentlig gå efter de mere værdipolitiske ministerier, som i Israel omfatter kultur, undervisning, infrastruktur og bolig.

I denne situation vil Netanyahu efter alt at dømme selv påtage sig finansministerposten for netop at have hånd i hanke med økonomien. Det vil så være med en stærk vicefinansminister til at håndtere ministeriet, da Netanyahu får nok at bestille som premierminister. Her nævner de israelske medier, at det kunne blive en af de kronprinser i Likud-partiet, der tilhører Netanyahus liberalistiske fløj. Alternativt vil han udnævne en af de tunge økonomiske drenge i Israel såsom den tidligere chef for nationalbanken Jacob Frenkel, der ikke er politiker, men loyalt kan gennemføre Netanyahus reformer for ham. Alt i alt tegner det godt.

Lederen af Republikanerne i den amerikanske Kongres, John Boehmer, var hård i sin bedømmelse af præsident Barack Obamas tale til nationen forleden. "The era of big government is back," sagde han som en stærk kontrast til præsident Bill Clintons replik tilbage i januar 1996, hvor han i en radiotale erklærede: "The era of big government is over". Noget tyder på, at Benjamin Netanyahu har lyttet mere til Clinton end Obama. Man fristes til at skrive, at "the era of small government is back". Men denne gang i Israel.

Af Kasper Elbjørn

Min tale til VU aftenen før præsidentvalget 2008

kaver.jpg

Uanset hvem der vinder valget i nat, så vinder USA. Der er tale om to fremragende kandidater. På hver deres måde repræsenterer de bedste ved USA.

I den amerikanske uafhængighedserklæring skrev Thomas Jefferson, at alle mennesker har visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

John McCain repræsenterer de første rettigheder i denne sætning. På linie med Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt har han gennem hele sit liv kæmpet for menneskers umistelige ret til et liv i frihed.

Barack Obama er indbegrebet af den amerikanske drøm.

Ligesom Ronald Reagan og Bill Clinton repræsenterer han amerikanernes stræben efter lykke.

Begge to vil skabe forandring og forandringen skal genskabe troen på Amerika og på ordene i Uafhængighedserklæringen, som Thomas Jefferson skrev for 232 år siden.

De har samme mål, men vil bruge forskellige midler til at nå målet.

Årsagen til, at jeg er her i dag og stiller op til Europa-Parlamentet er faktisk lidt den samme.

Jeg vil gerne være med til at genskabe troen på det europæiske samarbejde i EU.

Men det kræver, at EU vender tilbage til det, som EU er bedst til, og gør det sammen med USA og resten af den frie verden.

Mine politiske holdninger blev formet tilbage i frihedsåret 1989.

Der skete en masse ting i 89.

Først var der Massakren på den Himmelske Freds Plads i Kina.

Massakren repræsenterede alt, hvad jeg var imod.

Det var socialismen, der udfoldede sig og viste sit sande ansigt, da de kinesiske soldater skød på de studerende, fordi de sagde sandheden om det socialistiske regime i Kina.

Det var ikke den vej, jeg ønskede Vesteuropa skulle gå.

Dengang var Europa stadig delt med en mur ned igennem hele Europa.

Og planøkonomien og den socialistiske statsterror havde vist sig at være et helvede for østeuropæerne.

Vesteuropas nationer var derimod frie og velfungerende demokratiske nationer, der skabte vækst og velstand ved hjælp af markedsøkonomien.

Sammen havde Vesteuropas ledere skabt EFs Indre Marked.

Gennem Indre fællesmarked havde landene udviklet en sammenhængskraft - mellem medlemsstaterne - som Europa ALDRIG før havde kendt magen til.

Årsagen var selvfølgelig, at man afskaffede handelshindringer, og gjorde livet lettere for europæerne.

Det blev lettere at bevæge sig rundt i Europa, og det blev lettere at handle med hinanden.

Frihandlen sejrede over hele Europa.

Og sammenhængskraften i Vesteuropa blev styrket, fordi man gik den liberale vej.

Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at EU var en fantastisk platform for et lille land som Danmark i en globaliseret verden.

Det lyder lidt som en kliche, men al det liberale kom fra Bruxelles.

Siden Murens fald, fløjlsrevolutionerne i Østeuropa, Baltikums frihed og Tysklands genforening – har Europa lullet sig i søvn.

Man troede alt var godt.

Det var sket før!

I tiden op til Anden Verdenskrig tog Europas ledere HELLER IKKE de nye trusselstegn alvorligt.

På nær én mand. Det var Winston Churchill.

Og den 19. september 1946 holdt Churchill sin berømte Zürich-tale, hvor han første gang fremførte ideen om en form for ”United States of Europe”.

Churchill begyndte talen med en advarsel om, at han i dag ville tale om Europas tragedie.

Så fremhævede han Europas gunstige vækstvilkår, traditioner og kulturhistorie.

Men så kom opsangen til de unge universitetsstuderende, der lyttede med.

Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden.

Og Churchill opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig.

Her 7 år efter terrorangrebet i New York og Washington, synes jeg, man kan sige, at selvom terrorangrebet var forfærdeligt - kan vi også lære af angrebet.

Lidt ligesom Churchill mente, at vi skulle lære af Anden Verdenskrig.

Der er dog en forskel – fordi jeg synes ikke, EU skal lægge fortiden bag sig. 

Jeg synes, vi skal - tilbage til fremtiden og frihed og frihandel – dét er fremtiden!

Frihed og frihandel –  kan genskabe troen på EU.

Det er også derfor, at jeg er tilhænger af John McCain.

McCain er er gammel mand, men hans budskab er fremtidssikret.

Obama siger han vil tage fra dem, der arbejder hårdest og tjener mest og sprede velstanden.

Men det har vi prøvet i Europa. Ikke mindst her i Danmark.

Resultatet er at Danmark i dag har den mindste vækst i OECD.

McCain vil skabe vækst. Og han vil gøre det gennem frihed og frihandel.

Han ved, at mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden

USA er - ud over EU og Norge - Danmarks vigtigste eksportmarked.

Mere protektionisme vil ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik.

Derfor tror jeg McCain vil være bedst for Danmark og Europa.

Den frie verden må arbejde sammen genskabe troen på Thomas Jeffersons ord i uafhængighedserklæringen om, at alle mennesker har ret til et liv i frihed og ret til at stræbe efter deres egen lykke.

Af

Derfor er McCain det bedste bud

 

Både Demokraternes Barack Obama og Republikanernes John McCain repræsenterer et stærkt alternativ til præsident George W. Bush. Målet er forandring, men midlerne er forskellige, og i stedet for blot at forblive begejstret over Obamas taler har jeg nærlæst, hvad det egentlig er, han vil. Og det er faktisk årsagen til, at jeg, som antropolog Dennis Nørmark beskriver det i JP 19/10, er endt med at kaste min »kærlighed i den republikanske lejr«.

Jeg lytter altid, når Nørmark skriver og siger noget. Det gjorde jeg også, da jeg for nogle år siden var ansat i Cepos, hvorfor Nørmark blev inviteret flere gange til tænketankens arrangementer.

Men denne gang må jeg melde hus forbi. Måske skulle Nørmark gå lidt mindre op i ligegyldigheder, som hvem der stemmer på McCain, og i stedet gå mere op i, hvorfor de gør det, og hvad det egentlig er for en forandring, de to kandidater ønsker.

Jeg var en af dem, der satte uret og stod op midt om natten og satte mig i boxershorts foran fjernsynet for at se Obamas taler, da han under primærvalget kæmpede mod Hillary Clinton. Jeg kan godt forstå, at Demokraterne valgte Obama.

Det har jeg tidligere skrevet her i JP tilbage i februar. Dengang gjorde jeg opmærksom på, at Obamas evne til at skabe begejstring og hans signaler om, at der er brug for forandring, klart er at foretrække frem for Hillary Clinton.

Årsagerne til, at Republikanerne valgte John McCain, er helt de samme. Jeg havde foretrukket New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani, fordi jeg er mere enig med ham, når det gælder værdipolitikken og de indenrigspolitiske områder, men Giuliani formåede ikke at distancere sig fra præsidenten, og derfor er McCain Republikanernes præsidentkandidat i dag.

Interessant fænomen

Jeg er helt enig med Nørmark i, at venstrefløjens begejstring for Obama er et interessant fænomen, da Obama absolut ikke kan kaldes socialist.

Jeg er bestemt også enig med Nørmark i, at man som liberal bedre kan identificere sig med Obama og Demokraterne i væsentlige værdipolitiske spørgsmål, men samtidig er jeg også dansker, og derfor kan jeg ikke tillade mig at gå op i, hvad amerikanerne ønsker med deres skoler, sygehuse og pension.

Ikke at det ikke interesserer mig. Jeg tror vi kan lære meget af hinanden, men først og fremmest støtter jeg John McCain på grund af hans handels-, forsvars-, og udenrigspolitik.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne. Og her hører Barack Obama altså til den værste fløj i partiet. Mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden, og da USA - ud over EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, vil mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser. Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik, og med udsigten til en global recession har verden ikke brug for Obamas forskrækkede protektionisme.

Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det ligeledes republikanernes og især McCains fortjeneste. Da præsident Bush indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl, og McCain havde ret i, at man kun kunne ende borgerkrigen i Irak ved at sende flere tropper til landet, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper.

Tiltro til McCain

I dag er fokus selvfølgelig på Afghanistan, og jeg må bare erkende, at jeg har langt større tiltro til McCains dømmekraft i dette vigtige spørgsmål for Danmark og vores soldater.

Begge kandidater har fremlagt en langt mere progressiv klimapolitik end set før fra amerikanerne. Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne, men udenrigspolitik handler om andet end højere vandstand. Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne i alverdens diktaturer på den frie verdens næste træk, og Obamas ønske om at forhandle sig til en bedre verden har EU ligesom prøvet før uden succes.

Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forlader os på Obamas gode hensigter. Også her vil John McCain være bedre for verden.

Af Kasper Elbjørn

Køn, race og alder er ligegyldigt

HVIS DER er en »særlig plads i Helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden«, håber jeg, at Skt. Peter er ligeså kønsdiskriminerende, som citatet antyder. Ellers ville det samme vel gøre sig gældende for mænd, og en ting er sikkert: Jeg ville aldrig hjælpe en mand, blot fordi han var mand.

Citatet stammer fra den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og blev gengivet i JP 10/2 af forfatteren Lotta Snickare. Snickare skriver, at Clinton er en mønsterbryder, og hun mener, Clinton skræmmer os, fordi hun er kvinde. Men Clinton er hverken en mønsterbryder eller særligt skræmmende.

Kvinder i politik er lige så normalt på den anden side af Atlanten, som det er her i Danmark. Derfor er der formentlig kun få, der kunne finde på at stemme på Hillary Clinton, fordi hun er kvinde. Det er snarere andre og mere seriøse parametre, der har givet hendes konkurrenter vind i sejlene. Clinton er ganske enkelt uinteressant i forhold til den anden demokratiske præsident- kandidat, Barack Obama. Det er hendes store problem.



Begejstring

Demokraten Barack Obamas evne til at skabe begejstring og signaler om, at der er brug for en ny generation til at skabe de ændringer, som demokraterne savner, har eksempelvis intet at gøre med, at han er mand. Han kan simpelthen noget, Clinton ikke kan.

Republikaneren John McCains overraskende gode meningsmålinger i forhold til Clinton viser, at på trods af den nuværende administrations dårlige omdømme kan en republikaner sagtens måle sig med Clinton, hvis han har de rigtige ideer og den erfaring, som Clinton bryster sig af, men ikke kan påvise. Det har intet at gøre med, at han er mand. Heldigvis.

Derudover er det langt fra nyt, at en kvinde stiller op som præsidentkandidat. Det er faktisk meget, meget længe siden, at en kvinde første gang stillede op til et amerikansk præsidentvalg. Victoria Woodhull stillede op for Rettighedspartiet i 1872. Dengang havde kvinderne ikke valgret, men de kunne godt stille op, og det gjorde Woodhull.

I 1922 blev demokraten Rebecca Latimer Felton den første kvindelige senator. Den første kvinde, der blev valgt til repræsentanternes hus, var republikaneren Jeannette Rankin. Hun blev valgt første gang i 1917 og anden gang i 1941.



Arbejdsminister

Den første kvindelige minister blev udnævnt i 1933 af præsident Franklin D. Roosevelt, og modsat vores egen første kvindelige minister, Nina Bang, der kun sad i Staunings første kortlivede regering, var Frances Perkins arbejdsminister helt frem til 1945.

Senator Margaret Chase Smith var den første kvinde, der stillede op som præsidentkandidat for et af de to store partier. Det var i 1964, hvor Barry Goldwater løb med nomineringen. Det betyder dog ikke, at der aldrig har været en kvinde på den endelige stemmeseddel ved et amerikansk præsidentvalg. Geraldine A. Ferraro stillede op som demokraten Walter F. Mondales vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget i 1984. Præsident Reagan endte dog med at blive genvalgt sammen med vicepræsident George H.W. Bush, men det var næppe Mondale eller Ferraros køn, der var årsag hertil.

Elizabeth Dole, der i øvrigt ligesom Hillary Clinton er gift med en toppolitiker, Bob Dole, er den seneste kvinde, der stillede op som præsidentkandidat. Det var i 2000. Dole havde været Reagans arbejdsminister, og hun fortsatte som transportminister under George H.W. Bush, da han blev præsident i 1989. Derudover var hun i flere år en ganske succesfuld præsident for det amerikanske Røde Kors.

Hvis erfaring alene talte, havde hun haft gode chancer mod de to topkandidater i 2000, George W. Bush og John McCain, men selv påviselig erfaring rækker ikke langt nok til at blive præsidentkandidat.

Hun manglede karisma, visioner og ideer, der kunne skabe de ændringer, som republikanerne savnede efter otte år med Bill Clinton. Både Liz og Bob Dole endte med at pege på Bush.



Politik frem for bagtale

Hvis ikke Hillary Clinton snart viser tænder snarere end tårer, taler politik snarere end bagtale, lider hun samme skæbne som Dole.

Selvfølgelig er verden klar til en kvindelig præsident, ligesom danskerne er klar til en kvindelig statsminister, men det skal være én med mere end et godt slogan.

Der er ingen i dag, der vælger ledere efter køn, race eller alder. Det er gammeldags, og det er irrationelt.

Og mon ikke Skt. Peter tager højde for det, når vi står ved Himlens port?

Af Kasper Elbjørn