Blog (Tag: dr)

Kæmper i en tandløs tid

Jeg skulle egentlig have skrevet om den tyske kansler, Angela Merkel, og hendes valgkamp op til forbundsvalget den 27. september 2009, men der var ikke rigtig noget at skrive hjem om. Merkel siger intet. I en del af valgkampen har hun simpelthen holdt ferie. Hendes strategi synes at være at sige så lidt som muligt. Ingen visioner. Ingen forslag. Ingen politik. Det er åbenbart vejen til magten i dag. Politik handler ikke om noget mere - udover når de gamle politiske kæmper engang imellem åbner munden.

Sådan har det ikke altid været. Fortidens politikere har gennem tiden ikke sparet på de store ord. Det var før kontraktpolitikken, hvorfor meget af det de sagde, forblev ord, men man vidste i det mindste, hvad de bar i hjertet. Hvad de brændte for. Jeg tror, det var det, vi mindedes denne sommer, da Socialdemokraternes Svend Auken gik bort. Hvis man var liberal i 1990erne, ved man præcis, hvorfor Socialdemokraterne var så kede af det. Auken tilhørte en generation af politikere, der brændte for deres sag - også selvom det engang imellem betød, at de brændte deres lys i begge ender. En socialdemokrat, som jeg læste på universitetet med, og som sidder i Folketinget i dag, sagde engang til mig, at det vi liberale følte i 1998, følte Socialdemokraterne i 1990. Hun havde ret. Vi vidste, at tiden efter valget i 1998 ville blive en anden, og derfor gjorde det ekstra ondt, da Venstres Uffe Ellemann-Jensen tabte valget - og man må sige, at tiden efter 1990 også blev en anden for Socialdemokraterne. Vi kommer os nok aldrig helt over det. Hverken dem eller os. Heldigvis.

Der er ikke mange af de gamle kæmper tilbage i dag. Men der sidder stadig nogle stykker tilbage hist og her. En af dem er Thor Pedersen. Han er i dag formand for Folketinget, og i sidste uge viste han præcis det politiske mod, som er så fraværende i politik i dag.

Ved en konference arrangeret af Aarhus Universitet og Morgenavisen Jyllands-Posten satte Thor Pedersen spørgsmålstegn ved måden, politikere og forskere diskuterer på, når det gælder klimaet. Han spurgte retorisk om, hvordan det kan være, at når det handler om klimaforandringerne, så har forskerne en teori, hvorefter politikerne siger, at de dermed ved det hele. "Jeg har selv som finansminister været med til at vedtage i EU, at temperaturen ikke må stige mere end to grader i forhold til den førindustrielle periode. Så hvorfor forske, når vi allerede ved det hele?", fortsatte han og problematiserede, at politikerne over en bred kam har en opfattelse af, at det, de har vedtaget politisk, er sandheden.

Der blev selvfølgelig fniset i salen, da Thor Pedersen med en vanlig god portion humor udfordrede det Folketing, han er formand for. Det har altid været hans facon, men bag det lille skæve smil viste sig lidt af det ærlige hjerte, der stort set ikke findes mere i dansk politik.

Thor Pedersen blev boligminister i 1986 efter at have været borgmester i Helsinge siden 1978. I 1987 blev han forfremmet til indenrigsminister, ligesom han tillige var økonomiminister i de sidste måneder af Poul Schlüters sidste regering. Derefter fik han noget så sjældent for en dansk politiker som en yderst succesfuld erhvervskarriere, hvorefter han i 2001 vendte tilbage som finansminister.

Det er ikke altid gået lige godt med sarkasmen og de små vittigheder. Thor Pedersen gjorde sig især bemærket, da han nærmest gik i krig for at lukke det svenske atomkraftværk Barsebäck nær København tilbage i 1993. Spørgsmålet sorterede under ham, fordi Civilforsvaret og sikkerhedsproblemerne ved Barsebäck hørte under Indenrigsministeriet. Poul Schlüters firkløverregering var allerede tilbage i 1984 blevet mødt med krav fra oppositionen om, at al planlægning vedrørende atomkraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var klart ikke regeringens politik, og i sin konsekvens ville Danmark efterhånden miste kompetence på det nukleare område, advarede den daværende energiminister Knud Engaard (V). Men regeringen ønskede ikke at gøre det til et kabinetsspørgsmål, så den lod sig nedstemme uden det helt store opgør. Thor Pedersen gjorde tidligt klart, at han ikke personligt var modstander af atomkraft, og han måtte derfor igennem en del akrobatiske øvelser for at forklare, hvorfor Barsebäck skulle lukkes. Sikkerhedsmæssigt var Barsebäck aldrig et stort problem, da værkets reaktorer var af letvandstypen. Dermed kunne værket på ingen måde sammenlignes med de nedslidte atomkraftværker i Østeuropa. Men befolkningen var blevet bange efter netop udslippet fra Tjernobyl-værket i det tidligere Sovjetunionen i 1986. Derfor var Barsebäck blevet et problem for den danske regering af psykologisk karakter. Thor Pedersen gjorde derfor det i dag helt utraditionelle, at han holdt fast i sine holdninger og overbevisninger og advokerede for atomkraft, men også for at lukke netop det atomkraft, der lå så tæt på hovedstaden - i stedet for blot at følge meningsmålingerne og den generelle dybt irrationelle hetz mod atomkraft, der var opstået op igennem 1980erne.

Allerede inden det svenske valg i 1991 advarede Thor Pedersen svenskerne om, at den danske regering ville holde Sverige fast på løftet om at lukke Barsebäck. Statsminister Carl Bildt, der vandt valget, var af gode grunde hverken til at hugge eller stikke i, men da man tilmed besluttede at genåbne de reaktorer, der havde været lukket på grund af fejl i nødkølesystemet, tog Thor Pedersen skeen i den anden hånd: "Desværre giver folkeretten mig ikke mulighed for at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne, selv om jeg kunne have lyst til det. Og også fordi de har taget Skåne, Halland og Blekinge," sagde han. Bildt forstod sig imidlertid ikke på ironi, og blev derfor alvorligt sur på den danske indenrigsminister. Den svenske forsvarsminister, Anders Björck, havde heldigvis lidt mere humor, og svarede, at hvis Thor Pedersen invaderede Sverige for at lukke Barsebäck, så ville han bombardere Danmark med surstrømninger. Surstrømninger er de der halvrådne små sild, som svenskerne elsker.

Et andet af Thor Pedersens uforglemmelige øjeblikke var, da han erklærede, at det gik så godt med den danske økonomi, at hvis det fortsatte sådan de næste 1.000 år, ville vi eje hele verden. Bemærkningen faldt i august 2006. Faktisk udtalte han de berømte ord ved sin sidste finanslovspræsentation. Dengang var der ingen grund til at svede, når finansministeren præsenterede finanslov. Finansloven for 2007 markerede nemlig et skift, hvor Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os. Udviklingen blev vist med en graf, hvortil Thor Pedersen sagde: "Hvis vi bruger vores store, fine tusindeårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen, fordi over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så et det problem egentlig løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller, at de nok har en begrænsning alligevel, men om ikke andet er det positivt, at vi har den frihedsgrad som grafen [viser]".

Det er sådan et klip, som journalister og historikere kan bruge, når Danmarks Radio en dag skal lave en udsendelse om Anders Fogh Rasmussens regeringer, hvor Thor Pedersen var finansminister frem til valget i november 2007. Og selvfølgelig blev der også dengang fniset i salen, da ordene faldt. Socialisterne omskrev hurtigt citatet til, "vi kan købe hele verden", hvilket ikke rigtig gav mening, men de forstod formentlig heller ikke helt, hvorfor Thor Pedersen egentlig var så glad, da han fremlagde sit sidste finanslovsforslag. Forvirringen var noget nær total, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i Folketinget den 31. maj 2007, sagde, at hun ikke forstod, at hvis Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os, hvorfor har vi så "ikke råd til tidssvarende velfærd i daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse"?

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Finansloven for 2007 var på mange måder kulminationen på den genopretningspolitik, som tidligere finansminister Henning Christophersen (V) igangsatte i 1982, da Socialdemokraterne overgav regeringsmagten til Poul Schlüters firkløverregering. Den socialdemokratiske regering havde efterladt et underskud på nærved 80 mia. kr. Desuden var underskuddet på betalingsbalancen steget til 20 mia. kr., og arbejdsløsheden vokset til omkring 250.000 ledige. Det var derfor ikke så mærkeligt, at overskriften på regeringens arbejde blev "Økonomisk genopretning", og det var bestemt positivt, at vi i 2007 langt om længe havde den frihedsgrad, som Thor Pedersens graf viste, fordi - som han indikerede - man ingen personlig frihed kan have uden økonomisk frihed.

I sidste uge viste han så tænder igen. Igen på sin helt egen måde. Dermed redefinerede han også til en vis grad Folketingets formands rolle, som den kloge gamle politiker, der tør sige, at politikerne ikke har noget tøj på, hvis det er nødvendigt. Det synes at være ligeså tiltrængt som at styre taletiden i Salen.

Jeg er klar over, at denne klumme kan virke som en lovprisning af Thor Pedersen. Jeg vil sikkert også blive anklaget for at rose Thor Pedersen mere, end han har fortjent. Men jeg nævner Thor Pedersen, fordi han er et eksempel på en politikertype, der er ved at uddø. Og det beklager jeg dybt, da der mere end nogensinde er brug for politikere, der tør sige den nye tandløse magtelite midt imod. Som tør stå alene. Den slags kæmper er der behov for i en tid, hvor meningsmålinger og fokusgrupper har efterladt partierne så ens i deres holdninger, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved den vedtagne sandhed, ligesom personfnidder præger den offentlige debat. En tid hvor man åbenbart kan vinde et valg uden at sige noget som helst substantielt eller behøver redegøre for sin vision for fremtiden. Hvis man overhovedet har én.

Husk det gamle ordsprog: når alle løber i én retning, tabes sandheden som regel. Det gælder sådan set altid.

Af Kasper Elbjørn

Stram Public Service

 

En meningsmåling, som Megafon har foretaget blandt 1.593 danskere for TV 2/Nyhederne, viste, at langt de fleste mener, at det er en dårlig eller meget dårlig idé at kræve mere licens for at hjælpe DR ud af det økonomiske rod, institutionen er havnet i. Det er heller ikke nødvendigt. Teknologien er løbet fra den gamle definition af public service. Og det ved seerne og lytterne naturligvis. 40 pct. af de adspurgte påpeger således, at DR kunne få flere penge i kassen ved at skære i den klassiske musik og sporten. 25 pct. mener, at der godt kan undværes noget underholdning.

Når seerne og lytterne har ret heri, er det naturligvis, fordi vi får masser af musik, sport og underholdning fra de private kanaler og på internettet. Siden kulturminister H.P. Clausen (K) brød DR’s monopol og fik etableret TV 2, har udviklingen taget fart. Men som i de fleste andre historiske sammenhænge var det det frie marked og ikke politikerne, der betød mest for udviklingen.

Opfindelsen af parabolantennen er uden tvivl den mest afgørende forudsætning for forløbet, der nu overflødiggør, at lige netop musik, sport og underholdning er en del af DR’s programflade. Derfor er der brug for en ny og mere målrettet definition af public service. Public service bør handle om at levere det væsentlige kulturelle, debatskabende eller nyhedsstof, som private stationer forsømmer. Helt på linje med den måde, DR 2 fungerer på i dag.

DR har selv taget bestik af udviklingen, og det klæder DR ikke at bede om flere penge, men tage ansvar for sit virke. Programdirektør Lars Vesterløkke sagde således til nyhedstjenesten MediaWatch, at DR i dag leverede programmer, som de skulle sende, og programmer, som de valgte at sende for at sikre DR gode seertal. »Sidstnævnte programtyper vil være dem, vi kan finde på at fravælge. Jeg tror, det i praksis betyder, at man vil opleve DR som lidt mindre fokuseret på at holde et givent shareniveau – og til dels en høj dækning«.

Det er absolut et skridt i den rigtige retning, fordi DR selvfølgelig ikke skal fokusere på seertal. DR skal ikke konkurrere med private udbydere for licenspengene. Det gælder naturligvis ikke kun radio og tv, men også internettet, som er blevet en del af public service-begrebet, men som reelt ikke behøvede være det. Udbuddet på internettet er så omfangsrigt, at internettet allerede i dag sikrer befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Det behøver vi ikke DR til at sikre. Markedet har allerede taget hånd om den udfordring – helt af sig selv.

Et strammere public service-begreb er vejen frem både i den nuværende økonomiske krise og fremover. Når der er taget hånd om krisen, og den stramme definition har vendt DR’s underskud til et overskud, fordi man har skåret den lette underholdning væk, som vi allerede får fra det private, kan man så gå videre. Det naturlige skridt er at bruge de overskydende licenskroner til at sætte licensen ned eller at opbygge en licensfond, hvor alle kan søge midler til at lave god public service.

 

Af Kasper Elbjørn

Fordel licensen via fond

Medieforsker Frands Mortensen sagde det egentlig meget klart forleden i Berlingske Tidende. DR eksisterer udelukkende for at lave programmer. Ikke for at bygge huse, kunne jeg så tilføje. Men herefter hører min enighed med medieforskeren fra Århus også op. Hans pointe er nemlig, at kulturminister Brian Mikkelsen (K) skal skaffe flere penge, eller også skal han og DR i fællesskab sænke kravene til, hvad der skal sendes i TV og radio.

Her er et andet forslag. Sælg DR (eller en betydelig del af virksomheden) og kom i stedet alle licensmidlerne over i den nye Public Service Fond. Alle skal kunne søge midler fra Public Service Fonden, og Radio- og TV-Nævnet, som i dag kontrollerer DR, kunne passende kontrollere, at de penge, der blev delt ud, også blev brugt til at sende public service. Dermed ville alle TV- og radiokanaler frit få mulighed for at komme med forslag til nye dramaserier, nyhedsprogrammer, dokumentarprogrammer o.lign. Udsendelser, det er svære at producere i et lille land med kun fem mio. indbyggere. DR skal også komme med forslag og være med i konkurrencen om licensmidlerne i Public Service Fonden. De vil sikkert løbe med størstedelen af midlerne, fordi de har så mange udmærkede medarbejdere. Jeg mener således ikke, at DR skal nedlægges, men at virksomheden skal privatiseres, så generaldirektører ikke fremover bygger koncerthuse eller begynder andre store projekter for borgernes licenspenge.

Folketinget har besluttet, at licenspengene i fremtiden skal indkræves via den nye medielicens, som også rammer mennesker, der kan se TV på en mobiltelefon, PC, iPod, PDA, mv. Det lyder sådan set fair nok, at alle skal betale uanset medie. Men man kunne have undgået medielicensen ved at introducere en licenskode, således at man kun kunne benytte DRs hjemmeside, hvis man indtastede sin licenskode. Det havde været langt mere retfærdigt. Det er jo ikke alle med mobiltelefoner, PCer eller lignende, der benytter sig af DRs Internet.

Nu skal de betale alligevel. Medielicensen er imidlertid vedtaget, og pengene skal bruges ordentligt. I forbindelse med at DR sælges, og licenskronerne lægges i den nye Public Service Fond, bør man derfor præcisere public service-begrebet. Det kræver EU faktisk allerede i dag. Kommissionen har i den såkaldte Alkmar Trans dom gjort det helt klart, at det skal fremgå af den nationale lovgivning, hvordan public service defineres. Det gør det ikke i dag. F.eks. står der i Radio- og fjernsynslovens §10, at public service skal omfatte fjernsyn, radio og internet el. lign. Det er da ikke særlig præcist. Den nye medielicens sikrer, at DR har penge nok. Hvis DR ikke kan levere public service for de mange penge pga. andre aktiviteter, så er det måske på tide helt at skille sig af med DR og søge nye veje.

Af Kasper Elbjørn