Blog (Tag: dole)

Valget er ikke ligegyldigt, men vil heller ikke sætte USA i stå

I dag vil vi sikkert se mange, mærkelige udtalelser fra politikere og meningsdannere, der mener, resultatet af midtvejsvalget i USA er ligegyldigt eller at valget vil sætte USA helt i stå.

Begge udsagn er hysteriske. Valget er ikke ligegyldigt, men det vil naturligvis heller ikke sætte USA i stå.

Valgresultatet er i øvrigt ikke mere historisk, end vi har set det hele før og sandheden om, hvor stor indflydelse valget vil få på amerikansk politik ligger selvfølgelig midt imellem de to useriøse udsagn.

Jeg indrømmer gerne, at jeg er overrasket over, at Demokraterne ser ud til at få et større nederlag end i 1994, da Præsident Bill Clinton stod i spidsen for partiet, men Clinton vandt som bekendt en pæn sejr ved præsidentvalget i 1996 over den republikanske hædersmand, Bob Dole.

Præsident Obama kan, som jeg skrev i går, sagtens få vendt nederlaget til endnu en sejr de næste to år.

De forudsigelige danske kommentarer til midtvejsvalget kan med rette krydres med denne dugfriske analyse af investeringsrådgiveren Mike Shedlock.

På hans blog, MISH’S Global Economic Trend Analysis, skriver han bl.a.:

»Vi kommer ikke til at se en tilbagevenden til guld-standarden som følge af dette valg. Vi kommer heller ikke til at reformere sundhedsreformen inden den eksploderer (men det kan dog ske hurtigere end vi tror). Centralbanken bliver heller ikke elimineret. Og desværre kan vi heller ikke få de krigsliderlige til at holde mund. Der er ingen tvivl om, at dette er vigtige spørgsmål, men det er ikke de eneste spørgsmål, der er på spil. Det, der er det helt afgørende, er i hvilken retning landet bevæger sig i forhold til kritiske udfordringer, hvor vi har desperat brug for at bevæge os i en anden retning«.

Derefter nævner de politiske områder, hvor han tror, at midtvejsvalget vil få en positiv betydning: Dommedagsprofeternes indflydelse på klimalovgivningen, fagforeningernes magt, det offentlige overforbrug og statens rolle i samfundet.

Af Kasper Elbjørn

Hvem vil Per Stig losse i røven?

Kulturminister Per Stig Møller (K) blev for nogle måneder siden interviewet af Informations læsere.

Avisen ligger stadig på mit sofabord.

Jeg genlæste interviewet for nylig, da det er et af de bedste interview med en politiker, jeg har læst i lang tid.

Det handlede ikke om manden. Men om bolden.

Det handlede om politik.

Det handlede om, hvad den konservative legende tror på. Det handlede om, hvor han ser sig selv på den idépolitiske scene anno 2010.

I løbet af interviewet gør kulturministeren det klart, at han har mere end svært ved at se sig selv som en del af den politiske fløj, som læserne definerer som højrefløjen.

»Er jeg højreorienteret«, spørger Per Stig retorisk. »Jeg er bare orienteret, og jeg er konservativ, fordi jeg tror på den evolutionære udvikling og vil forandre for at bevare og skabe nyt og bedre, som Poul Schlüter har udtrykt det«. Interviewet fik mig til at tænke på en anekdote fra den amerikanske præsidentvalgkamp i 1996.

Den tidligere amerikanske senator og præsidentkandidat i 1964 Barry Goldwater besøgte et af Bob Doles valgmøder.

Bob Dole, der også havde en fortid som senator, var vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget i 1977 og stillede selv op som republikanernes præsidentkandidat mod præsident Bill Clinton.

»Vi er de nye venstreorienterede i Det Republikanske Parti. Havde du nogensinde forestillet dig det?«, skal Goldwater have sagt til Dole.

Men det var ikke Goldwater og Dole, der var blevet venstreorienterede.

Det var snarere Det Republikanske Parti, der var blevet så meget andet end højreorienteret.

Højrefløjen havde ændret sig, ligesom den har i Danmark.

Barry Goldwater tabte som bekendt stort til præsident Lyndon B. Johnson i 1964, men nederlaget, der stadig er det største i historien, åbnede døren for en ny generation af politikere, der op gennem 1960′ erne og 1970′ erne med klare ideologiske forslag satte en ny borgerlig dagsorden, som stille og roligt vandt tilhængere blandt både republikanere og demokrater.

Derfor var der også mange, som efter præsidentvalget i 1980 konstaterede, at det tog 16 år at tælle stemmerne - og Goldwater vandt.

Det var selvfølgelig Ronald Reagan, der var på valg i 1980, og det er langtfra sikkert, at Goldwater kunne have vundet og genskabt troen på USA efter Vietnamkrigen, Watergate og Jimmy Carters tragiske præsidentperiode, som Reagan gjorde det.

Goldwaters visioner og Reagans lederevner samlede Det Republikanske Partis tre fløje: de palæokonservative - med deres drøm om et samfund af små selvstændige erhvervsdrivende; de neokonservative - med deres antikommunisme og accept af en stor stat; og libertarianerne - med deres afvisning af utopier og ønske om lavere skatter og økonomisk vækst.

Dermed stod partiet ualmindelig stærkt op gennem 1980′ erne, og Reagan vandt ikke overraskende en jordskredssejr, da han genopstillede i 1984.

Op igennem 1980′ erne voksede imidlertid en fjerde ideologisk gruppe frem hos republikanerne, der i dag kendes som det kristne højre.

Mange var forhenværende demokrater, der var frustrerede over den stigende værdirelativisme i Det Demokratiske Parti.

Præsident Reagan prøvede at inddrage det kristne højre for ikke at gøre dem til martyrer, men Goldwater nægtede at føje dem, og i 1990′ erne kom det til et egentligt opgør med partiet.

I antologien »11 konservative tænkere« (CEPOS, 2010) diskuterer jeg, hvorfor det gik, som det gik.

Jeg tror, årsagen er, at Goldwater oprindelig lod sig vælge til Senatet for at bekæmpe fagbevægelsens magt.

Han så samme trussel mod amerikanernes handlefrihed og rettigheder hos det kristne højre i 1990′ erne som hos fagbevægelsen i 1950′ erne.

Han var heller ikke modstander af fri abort som det kristne højre. Goldwater mente, at det var enhver kvindes ret at få abort.

Han kritiserede også højlydt militærets forbud mod homoseksuelle: »Alle ved, at homofile har tjent hæderligt i militæret siden Julius Cæsar«, sagde han og fortsatte, »du behøver ikke at være straight for at være soldat, du skal blot være i stand til at skyde straight«.

Den idépolitiske kamp hos republikanerne i USA kom måske nok 10-15 år før, den virkelig blussede op på højrefløjen i Danmark.

I Danmark var den udløsende faktor Muhammedkrisen i 2005-06, hvor de liberale, konservative og nationalkonservative røg i struben på hinanden.

Derfor er det ikke underligt, at Per Stig Møller ikke vil kaldes højreorienteret i dag.

Han er konservativ, sagde han, og understregede det med et Schlüter-citat.

Jeg har det lidt som Per Stig Møller. Der er efterhånden rigtig mange, som kaldes - eller kalder sig - højreorienterede.

De fleste kan jeg slet ikke identificere mig med.

Jeg er borgerlig-liberal. Jeg mener, at et samfund skal måles på den frihed, det giver sine borgere, og på den tryghed, som det giver sine svageste, som Uffe Ellemann-Jensen engang har sagt.

Nogle år inden Barry Goldwater døde, sendte han denne salut til det kristne højres selvudråbte leder, Jerry Falwell: »Enhver god kristen bør losse Falwell i røven«.

Jeg venter med spænding på at høre, hvem Per Stig vil losse i røven.

Af Kasper Elbjørn

Køn, race og alder er ligegyldigt

HVIS DER er en »særlig plads i Helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden«, håber jeg, at Skt. Peter er ligeså kønsdiskriminerende, som citatet antyder. Ellers ville det samme vel gøre sig gældende for mænd, og en ting er sikkert: Jeg ville aldrig hjælpe en mand, blot fordi han var mand.

Citatet stammer fra den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og blev gengivet i JP 10/2 af forfatteren Lotta Snickare. Snickare skriver, at Clinton er en mønsterbryder, og hun mener, Clinton skræmmer os, fordi hun er kvinde. Men Clinton er hverken en mønsterbryder eller særligt skræmmende.

Kvinder i politik er lige så normalt på den anden side af Atlanten, som det er her i Danmark. Derfor er der formentlig kun få, der kunne finde på at stemme på Hillary Clinton, fordi hun er kvinde. Det er snarere andre og mere seriøse parametre, der har givet hendes konkurrenter vind i sejlene. Clinton er ganske enkelt uinteressant i forhold til den anden demokratiske præsident- kandidat, Barack Obama. Det er hendes store problem.



Begejstring

Demokraten Barack Obamas evne til at skabe begejstring og signaler om, at der er brug for en ny generation til at skabe de ændringer, som demokraterne savner, har eksempelvis intet at gøre med, at han er mand. Han kan simpelthen noget, Clinton ikke kan.

Republikaneren John McCains overraskende gode meningsmålinger i forhold til Clinton viser, at på trods af den nuværende administrations dårlige omdømme kan en republikaner sagtens måle sig med Clinton, hvis han har de rigtige ideer og den erfaring, som Clinton bryster sig af, men ikke kan påvise. Det har intet at gøre med, at han er mand. Heldigvis.

Derudover er det langt fra nyt, at en kvinde stiller op som præsidentkandidat. Det er faktisk meget, meget længe siden, at en kvinde første gang stillede op til et amerikansk præsidentvalg. Victoria Woodhull stillede op for Rettighedspartiet i 1872. Dengang havde kvinderne ikke valgret, men de kunne godt stille op, og det gjorde Woodhull.

I 1922 blev demokraten Rebecca Latimer Felton den første kvindelige senator. Den første kvinde, der blev valgt til repræsentanternes hus, var republikaneren Jeannette Rankin. Hun blev valgt første gang i 1917 og anden gang i 1941.



Arbejdsminister

Den første kvindelige minister blev udnævnt i 1933 af præsident Franklin D. Roosevelt, og modsat vores egen første kvindelige minister, Nina Bang, der kun sad i Staunings første kortlivede regering, var Frances Perkins arbejdsminister helt frem til 1945.

Senator Margaret Chase Smith var den første kvinde, der stillede op som præsidentkandidat for et af de to store partier. Det var i 1964, hvor Barry Goldwater løb med nomineringen. Det betyder dog ikke, at der aldrig har været en kvinde på den endelige stemmeseddel ved et amerikansk præsidentvalg. Geraldine A. Ferraro stillede op som demokraten Walter F. Mondales vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget i 1984. Præsident Reagan endte dog med at blive genvalgt sammen med vicepræsident George H.W. Bush, men det var næppe Mondale eller Ferraros køn, der var årsag hertil.

Elizabeth Dole, der i øvrigt ligesom Hillary Clinton er gift med en toppolitiker, Bob Dole, er den seneste kvinde, der stillede op som præsidentkandidat. Det var i 2000. Dole havde været Reagans arbejdsminister, og hun fortsatte som transportminister under George H.W. Bush, da han blev præsident i 1989. Derudover var hun i flere år en ganske succesfuld præsident for det amerikanske Røde Kors.

Hvis erfaring alene talte, havde hun haft gode chancer mod de to topkandidater i 2000, George W. Bush og John McCain, men selv påviselig erfaring rækker ikke langt nok til at blive præsidentkandidat.

Hun manglede karisma, visioner og ideer, der kunne skabe de ændringer, som republikanerne savnede efter otte år med Bill Clinton. Både Liz og Bob Dole endte med at pege på Bush.



Politik frem for bagtale

Hvis ikke Hillary Clinton snart viser tænder snarere end tårer, taler politik snarere end bagtale, lider hun samme skæbne som Dole.

Selvfølgelig er verden klar til en kvindelig præsident, ligesom danskerne er klar til en kvindelig statsminister, men det skal være én med mere end et godt slogan.

Der er ingen i dag, der vælger ledere efter køn, race eller alder. Det er gammeldags, og det er irrationelt.

Og mon ikke Skt. Peter tager højde for det, når vi står ved Himlens port?

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre