Blog (Tag: dybkjaeligr)

Friheden må ikke ofres på klimaets alter

Et par dage efter regeringsdannelsen skrev Berlingske Tidende på forsiden, at den nye klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) var klar til at presse alverdens stormagter for at sikre en ambitiøs klimaaftale. Det er aktivistisk udenrigs­politik, så det batter, og den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er værd at fastholde. Ikke på grund af klimaet, men fordi aktivismen skaber mulighed for at kæmpe for, at undertrykkelsen af mennesker rundt omkring i verden og brugen af tvang minimeres så meget som muligt. Det var det oprindelige formål med kovendingen i udenrigspolitikken for 20 år siden, og der er god grund til at frygte, at lige netop den globale klimaaftale, der skal indgås i København i 2009, vil være en barriere for dette mål.

Den aktivistiske udenrigspolitik har haft bred opbakning i den danske befolkning, lige siden statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sammen med de radikale ledere Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær indgik en nærmest uhellig udenrigspolitisk alliance i 1988. Efter Schlüters afgang blev den aktivistiske linie videreført af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og især hans første forsvarsminister, Hans Hækkerup (S), og de har sikkert ikke haft det let i en folketingsgruppe, hvor mange stadig led af Vietnam-syndromets indbyggede dybe skepsis til USA. Krigene i Kuwait, eks-Jugoslavien og senere i Afghanistan og især Irak kunne ligeledes let have kæntret båden, men danskerne holdt stædigt fast i den aktivistiske linie.

Det betyder dog ikke, at en regering kan vinde valg på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er fortsat ingen leder i den frie verden, der har vundet et valg på udenrigspolitik. I denne valgkamp prøvede den mest ekstreme venstrefløj alligevel at spille Irak-kortet, men uden held. Det hænger formentlig sammen med, at Danmark - på godt og ondt - slet ikke deltager i krigen mere, samtidig med at antallet af angreb er mere end halveret i forhold til i sommer. Det går endelig i den rigtige retning.

En egentlig debat om Irak-krigen og dermed den aktivistiske udenrigspolitik var derfor ikke-­eksisterende frem til, at stats- og vicestatsministeren præsenterede regeringsgrundlaget for den genvalgte regering 22. november. Godt gemt mellem løfter om mere velfærd og lavere skat stod der, at regeringen ville fastholde Danmarks høje internationale engagement i fredsbevarende og fredsskabende indsatser. Meget mere konkret blev det ikke. Og det er der nok en god grund til, da der først og fremmest står klima på den udenrigspolitiske dagsorden frem til 2009.

Der er ikke noget galt i, at regeringen prioriterer klimaaftalen. Der er al mulig grund til at forhindre alvorlige og uoprettelige klimaændringer, hvis man kan, og vores aktivistiske udenrigspolitik har banet vejen for, at vi muligvis kan få alle ombord ved topmødet i 2009. Men det er det forkerte tidspunkt at stikke halen mellem benene og efterlade opposi­tionsbevægelserne rundt omkring i verden på grund af stigende vandstand.

De første foruroligende tegn på, at vi er på vej ud ad denne deroute kom i forbindelse med det russiske parlamentsvalg. Uanset hvor meget regeringen har brug for Kremls støtte til en klimaaftale, er det forkert, at Danmark ikke protesterer over fængslingen af en af oppositionens ledere, Garry Kasparov, ligesom vi skal stå først i koret af EU-medlemmer, der forlanger ukrainsk medlemskab af EU og NATO. Vi skal ikke være russisk klimagidsel.

Det samme gælder over for Kina. Vi ved, at de danske chefforhandlere har brug for de kinesiske kommunister i 2009, men det ændrer ikke ved, at vi bør fortælle kommunisterne, at vi ikke vil acceptere nogen form for krænkelser af den kinesiske befolkning, ligesom vi bestemt heller ikke vil acceptere, at regimet krænker sine demokratiske naboers suverænitet. Hvad enten det er direkte eller indirekte. Økonomisk eller militært.

Landene i Mellemøsten skal selvfølgelig også med i klimaaftalen. Og i sagen om den 19-årige saudiske pige, der blev voldtaget af syv mænd og derefter idømt 60 dages fængsel og 200 piskeslag, fordi hun var i bil med en mand, hun ikke var i familie med, fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) travlt med at samle EU-landene i en fælles protest. Der kom ingen dansk afstandtagen fra den groteske sag.

I Libanon har den demokratiske regering brug for vores støtte, når politikere og journalister bliver angrebet på åben gade med iransk-producerede bomber, eller når terrororganisationer truer det demokratiske fundament i landet, også selvom andre diktaturstater ikke ser en interesse heri.

Ved siden af Libanon ligger Syrien. Strategien over for Syrien burde være ligetil. Alle soldater i Libanon skal trækkes tilbage, al støtte til terrorvirksomhed må stoppes, grænserne lukkes, alle Saddam-støtter, der flygtede til landet, skal udleveres og Israel accepteres, ligesom markedsreformer, ytringsfrihed og demokrati skal implementeres. Til gengæld skal vi hjælpe med at genopbygge landet økonomisk - og Assad-familien kan endda få lov til at blive siddende - indtil de første demokratiske valg fjerner familien fra den politiske magt. Strategien kunne nemt fremføres af Danmark i henhold til regeringsgrundlaget og overføres til andre lande med tiden.

Iran, landet hvor man hænger homoseksuelle, kan ikke blackmailes til frihed, og udgør den største trussel mod den frie verdens interesser i dag.

I sidste uge kom det frem i en CIA-rapport, at Iran holdt op med at udvikle atomvåben i tiden efter fjernelsen af Saddam Husseins styre i Irak i 2003. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad jublede og kaldte rapporten for en sejrserklæring. Det er altid en sejr, når sandheden kommer frem, men i den frie verden er der ingen grund til at juble. Præsident Ahmadinejads begejstring over kvaliteten af efterretnings­undersøgelserne er naturligvis en anerkendelse af hele rapporten. Her er det værd at bemærke, at rapporten også fortæller, at den iranske regering stadig yder økonomisk støtte til og træning af terrorister i Irak. Det anerkender det teokratiske styre altså nu.

Iran opfordrer til og arbejder fortsat for ustabilitet og kaos, men situationen i Iran er ikke håbløs. På mange måder kan den sammenlignes med situationen i Polen i 1983. Vi ved, oppositionen er der, og regeringerne i den vestlige verden må styrke efterretningerne i landet, så vi bedre kender de enkelte mennesker i oppositionsbevægelsen. Vi skal efterligne Reagan-administrationens politik over for Polen i begyndelsen af 1980erne og hjælpe oppositionen i Irak, følge dem og råbe op, når de pludselig forsvinder. Det må ønsket om en global klimaaftale naturligvis ikke forhindre. Ligesom klimaaftalen ikke må mindske presset på Mellemøsten for at bekæmpe og udrydde terrororganisationer som Hamas, Hizbollah, Al-Aqsas Brigader m.fl.

Samme strategi burde man for lang tid siden have ført over for Latinamerika. Det er længe siden, at nationer bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur. Siden Den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med markedsøkonomiens indtog over hele verden er statens magt blevet udhulet og diktatorerne forsvundet eller fjernet. Befolkningen er heldigvis begyndt at sige fra over for Venezuelas præsident Hugo Chavez. Nu må den frie verden vise, at vi har hørt deres nødråb. Chavez' planer om en centralt styret planøkonomi i et latinamerikansk storrum lader sig ikke stoppe af en klimaaftale.

Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne på den frie verdens næste træk, og det er ikke nødvendigvis krig, men det er altså heller ikke klimapolitik. Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forliger os på gode hensigter og nøjes med at kalde blodige despoter for banditter. Det er der ingen, der tager seriøst udover et par enkelte skrivebordsjournalister.

Nu er det op til offentligheden, medierne og alle de udenrigspolitiske ordførere i det nyvalgte Folketing at sikre, at benovelsen over, at Danmark skal være vært for klimatopmødet i 2009 ikke fører til en eneste indrømmelse til diktatorer og despoter, når det gælder demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Klimaindsatsen må ikke overskygge eller overtrumfe kampen for frihed og erobre Danmarks udenrigspolitiske manøvrerum. Friheden skal ikke ofres på klimaets alter

Af Kasper Elbjørn

Opgør med fodnoterne

Med den tilspidsede situation i Afghanistan og den fortsatte krise i Irak er den aktivistiske danske udenrigspolitik og Danmarks tætte sikkerhedspolitiske samarbejde med USA endnu engang til debat. Imidlertid synes der at være en bemærkelsesværdig enighed om grundlaget for den aktivistiske danske udenrigspolitik.

I dag stiller ingen af de toneangivende politiske aktører spørgsmålstegn ved en fortsat aktivistisk udenrigspolitik, og selv regeringens tætte samarbejde med USA er bredt accepteret.

I vidt omfang er linien da også en videreførelse af den tidligere SR-regerings politik. Både aktivisme og atlantisme er blevet centrale elementer i dansk udenrigspolitik, og debatten handler ikke om, hvorvidt aktivisme og atlantisme skal være grundpillerne i politikken, men hvordan de skal være det.

Danmarks udenrigspolitiske aktivisme blev først formuleret i det såkaldte "forståelsesbrev" forfattet af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Det Radikale Venstres udenrigspolitiske ordfører Lone Dybkjær i juni 1988.

Det sigtede mod "...at sikre et solidt grundlag for en aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som muliggør et positivt dansk bidrag til afspænding og nedrustning samtidig med, at hensynet til dansk sikkerhed varetages...".

Brevet blev startskuddet til et opgør med den traditionelt passive og reaktive danske udenrigspolitik og ikke mindst med den politik, der mellem 1982 og 1988 pålagde den borgerlige regering at fremsætte fodnoter til de fælles NATO-beslutninger og dermed sendte Danmark ud på kanten af det acceptable for et NATO-medlem.

Fodnotepolitikken udgjorde en betragtelig skærpelse af den traditionelle forbeholdne position, som Danmark indtog i forholdet til NATO. Fodnoterne ændrede omverdenens opfattelse af Danmark som et land solidt plantet i NATO.

Imidlertid var Uffe Ellemann-Jensen en meget skarp kritiker af det sikkerhedspolitiske flertal og dets dagsordener, og hans holdning var velkendt hos vores allierede, hvilket formentlig har hjulpet på stemningen, når en fodnote blev skrevet ind i de fælles NATO-beslutninger.

Derfor kan man med rette sige, at selv om fodnoterne tærede på Danmarks goodwill og på længere sigt udgjorde en potentiel risiko for vores frihed og demokrati, så gik Danmark alligevel ud af fodnoteperioden uden for alvor at have mere end ridser i omdømmet hos USA og resten af den frie verden.

Aftalen om forståelsesbrevet blev en afgørende begivenhed i dansk historie. Ikke blot fordi Det radikale Venstre på Lone Dybkjærs opfordring brød med partiets traditionelle linie i udenrigspolitikken af hensyn til landets sikkerhed.

Begivenheden var også afgørende, fordi aftalen i kombination med afslutningen af den Kolde Krig skabte helt nye muligheder for dansk udenrigspolitik.

Indtil afslutningen af den Kolde Krig var de europæiske småstaters udenrigspolitiske handlemuligheder i høj grad bundet af den sikkerhedspolitiske spænding mellem de to blokke med USA og Sovjetunionen i spidsen. For Danmark betød det, at ligesom udenrigspolitikken fra 1864 og frem til 1945 havde været påvirket af den mulige trussel fra Tyskland, så var den fra 1945 til 1989 præget af den mulige trussel fra Sovjetunionen.

Efter 1989 er magtpolitikken fortsat et grundvilkår i international politik, men dens virkemidler har undergået en væsentlig forandring i det euro-atlantiske område, hvor militær magt spiller en mindre rolle end tidligere, og diplomatisk kompetence til gengæld er blevet vigtigere.

Forståelsesbrevet muliggjorde en maksimal udnyttelse af disse nye muligheder ved at skabe det indenrigspolitiske grundlag for, at en kvalitativ ændring af trusselsbilledet kunne følges op af en kvalitativ ændring af sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Perspektivet i dansk udenrigspolitik blev globalt i forfølgelsen af klassiske udenrigspolitiske mål som sikkerhed, velstand og værdier, og sikkerhed blev anset for at være en fælles udfordring snarere end et nationalt problem.

De nødvendige ressourcer for at føre politikken ud i livet og en generelt større risikovillighed skabte gode betingelser for en aktiv politik.

Politikken kom op gennem 1990'erne til udtryk både i det geografiske nærområde, hvor Danmarks spillede en meget aktiv rolle i forhold til de baltiske lande, i udvidelsen af NATO og særligt EU, og globalt, hvor Danmark bl.a. gennemgik en såkaldt militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken gennem sin meget omfattende deltagelse i internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse.

Aktiv militær indsats blev nu opfattet som et legitimt udenrigspolitisk middel, hvis målet var international fred og sikkerhed og menneskerettigheder, og den foretrukne samarbejdspartner i sikkerhedspolitikken var som oftest USA.

Kontrasten mellem nutid og fortid blev endnu tydeligere efter terrorangrebene på New York og Washington 11. september 2001, da den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen så terrorangrebene som udtryk for et angreb på alt, hvad vi står for - individuel frihed, fælles sikkerhed og demokrati - og betonede, at Danmark ville stå skulder ved skulder med USA og sine andre NATO-allierede.

Han understregede, at vores fremtid og vores sikkerhed er fælles, Danmarks sikkerhed er identisk med NATO og USA's sikkerhed. Modsætningen til den fodnotepolitik, som mindre end 15 år tidligere havde været synonym med den sikkerhedspolitiske kurs i statsministerens eget parti, var til at tage og føle på.

Anders Fogh Rasmussens regering har overordnet set fastholdt prioriteterne fra 1990'erne, men samtidig også skruet op for både aktivisme og atlantisme.

Politikken er ikke kun tilpasset det nye trusselsbillede efter 11. september og de begrænsninger, som det danske forsvarsforbehold pålægger regeringen i forhold til EU-samarbejdet.

Den er i lige så høj grad et ideologisk opgør med fortiden, en del af en mere generel værdikamp, hvor villigheden til at bringe ofre for at nå sine overordnede mål ofte understreges med direkte henvisning til kontrasten til besættelsen og fodnoteperiodens udenrigspolitik.

Samtidig med, at aktivismen er fortsat, er dens gevinster og faldgruber blevet stadig tydeligere.

På den ene side rummer aktivismen mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os og forholde sig til globaliseringens udfordringer.

Dertil kommer muligheden for at deltage i udbredelsen af frihed, markedsøkonomi og demokrati til stadig flere lande, særligt i samarbejde med USA.

På den anden side omfatter i hvert fald den sidste type af projekter en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder uafhængigt af befolkningens ønsker.

Den såkaldte sociale ingeniørkunst er ikke bare utopisk, men også udgiftstung for de deltagende landes borgere, livsfarlig for både soldater og civile og rummer samtidig risikoen for at undergrave respekten for de værdier, som er målet.

Hvilken lære de politiske beslutningstagere vil drage af dette i fremtiden, ved vi ikke, men deres svar vil næppe indeholde så radikale opgør med fortiden som både fodnoteperioden og den efterfølgende forståelse af Danmarks rolle i international politik på meget forskellig vis var udtryk for. Aktivismen er kommet for at blive.

Af Kasper Elbjørn

Fogh på støt udenrigspolitisk kurs

 

Det måvære hårdt for de gamle koldkrigere. I over 50 år baserede de hele deres liv på en verden, der ikke er mere. Alt hvad de kæmpede for og arbejdede efter, er i dag historie. Det gør ikke deres historie mindre interessant. Vi kan lære meget af historien om den kolde krig, men den gamle anskuelse af verdenen under den kolde krig er i dag fuldstændig ubrugelig.

Mange kloge koldkrigere tog konsekvensen af den ny verdensorden og analyserede køligt, at verden blev en anden den 11. september 2001. Enkelte gik så langt som at sige, at den kolde krig var en slags tredje verdenskrig, og at en fjerde formentlig var begyndt med terrorangrebet mod New York og Washington.

De fleste af de gamle koldkrigere kendte alt for godt til forskellen mellem civilisation og holocaust. De valgte at stå på civilisationens side dengang som nu, og gik i gang med at fordømme regimer og ledere, som de førhen støttede for at bevare magtbalancen mellem Øst og Vest.

Andre har ikke fattet, at verden blev en anden 11. september. Eller også nægter de simpelthen at erkende, at alt hvad de arbejdede for under den kolde krig, i dag er ligegyldigt?

Et eksempelpå en mand der bevidst eller ubevidst sidder fast i en naiv og gammeldags anskuelse af verden, er den tidligere ambassadør, Henning Kjeldgaard. I Politiken 27. juli. demonstrerede han næsten hjerteskærende, hvor galt i byen en gammel koldkriger kan gå. At hans unge partifælle, Jeppe Kofod, på modsatte side antydede, at det muligvis er en socialdemokratisk partidisciplin at være blind og døv, gjorde ikke læsningen mindre trist.

I sit indlæg revsede Kjeldgaard regeringen for at have brudt mere end et halvt århundredes dansk udenrigspolitik. Nu ved jeg ikke, hvornår Kjeldgaard gik på pension, men den linje som regeringen har lagt siden november 2001, er i klar forlængelse af det udenrigspolitiske skifte, som Uffe Ellemann-Jensen i 1988 fik mandat til at gennemføre efter forhandlinger med den daværende radikale udenrigsordfører, Lone Dybkjær.

Efter den udenrigspolitiske slingrekurs under Kjeld Olesen og den pinlige fodnoteperiode fra 1982-1988, fik Danmark igen en klar og konsekvent udenrigs- og sikkerhedspolitik, som tog udgangspunkt i, at et lille land sagtens kan gøre en forskel, hvis blot vi samarbejder med store lande, der har samme værdier som os selv.

Det erden ægte hjørnesten i dansk udenrigspolitik, som første gang kulminerede ved vores aktive deltagelse i den første Golfkrig og anerkendelsen af de tre baltiske lande i 1991. Og takket være Nyrup Rasmussen og Hans Hækkerup har skiftende socialdemokratiske regeringer stået fast ved reorienteringen af dansk udenrigspolitik. Hvis der endelig har været et brud på Ellemann-Jensens doktrin, var det under Mogens Lykketofts otte måneder som udenrigsminister i 2001.

Fogh Rasmussens regering har ikke med logrende villighed fulgt Bush-administrationens udenrigspolitik, men har tilfældigvis været enige i mange af Bush-administrationens prioriteringer. Årsagen er, at også denne regering viderefører den aktive udenrigspolitik, der blev grundlagt i 1988, og som passer så godt til den ny verdensorden, der opstod efter angrebet på USA den 11. september 2001

Af Kasper Elbjørn