Blog (Tag: eu)

Kvinde dødsdømt for utroskab får støtte fra Danmark

Dødsdommen over den 43-årige iranske kvinde, Sakineh Mohammadi Ashtiani, som jeg skrev om tilbage i september, er suspenderet. Hun er dømt til døden på grund af utroskab og de fleste internationale medier forventer, at dødsdommen vil blive stadfæstet, men i stedet for at foregå ved stening, vil hun blive hængt.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) tog i denne uge initiativ til sammen med sine nordiske kolleger at udsende en yderst kritisk erklæring om dødsdommen og det iranske styres overgreb på menneskerettighederne.

Det var på tide. Men bedre sent end aldrig.

Jeg håber, at vi bare et øjeblik kan se bort fra de ligegyldige diskussioner om næser, gamle breve og pseudo-skattesager, som vi har herhjemme.

Lad os hæve os over landsbyens gadekær og give udenrigsministeren den anerkendelse, hun fortjener for dette initiativ.

Norden, EU og resten af den frie verden kan naturligvis ikke bare se på, at en kvinde dømmes til døden på grund af utroskab. Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.

Det står faktisk artikel 12 i FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

Tiden rinder ud for Ashtiani
Tiden er ved at rinde ud for Sakineh Mohammadi Ashtiani, og for nogle uger siden kom et hjerteskærende opfordring fra Ashtianis søn, Sajad Ghaderzadeh, til den frie verden.

Han skrev i et åbent brev til EU’s stats- og regeringschefer:

»Måske burde jeg ikke skrive et brev til 27 europæiske og vestlige lande, men hvad kan jeg gøre? Jeg har intet andet håb, men jer, mine venner. Jeg har ikke flere tårer at græde med. Det eneste jeg har tilbage, er en klump i halsen. Jeg håber blot, at Gud hjælper mig at skrive dette brev. Jeg har mistet min far, og nu vil staten tage vores mor fra mig og min søster for en forbrydelse, hun ikke har begået «.

Den 10.oktober fulgte han op på brevet ved at give et interview om sagen til to tyske journalister. Det iranske præstestyre var ikke sent til at reagere. Under interviewet blev både Sajad Ghaderzadeh og de to journalister anholdt.

Han er siden blevet nægtet adgang til advokat, og har ikke mulighed for at kommunikere med omverden.

Et levn fra en anden tid
Sagen om Sakineh Mohammadi Ashtiani har stort set ikke været beskrevet i de danske medier, men rundt omkring i verden er det efterhånden en kendt sag.

I andre lande har man heldigvis været langt mere opmærksom på hendes tragiske situation, bruddet på Menneskerettighederne og den dybe uretfærdighed, der ligger bag dødsdommen.

Som jeg tidligere har beskrevet, var den fremragende franske udenrigsminister Bernard Kouchner den første, der havde mod til at sige fra overfor præstestyret.

Kouchner sagde på linje med de nordiske udenrigsministre, at dødsdommen var et brud på Menneskerettighederne, og skrev i et brev til sine EU-kollegaer, at dødsdommen var »et levn fra en anden tid«.

Grundlæggende menneskelig værdighed
Det fik Europa-parlamentet til enstemmigt at vedtage en resolution, der fordømte dødsdommen, og så rullede bolden.

»Storbritannien vil ikke glemme fru Ashtianis sag, og fordømmelsen af menneskerettighedssituationen i Iran vil heller ikke blive mindre med tiden. Vi vil fortsætte med at opfordre Iran til at opfylde sine internationale forpligtelser «, sagde William Hague, den nye britiske udenrigsminister, til avisen, The Times.

Italiens udenrigsminister Franco Frattini kaldte dødsdommen et budskab til det internationale samfund og Tysklands udenrigsminister fulgte trop. »Det er ikke et spørgsmål om religion, men om grundlæggende menneskelig værdighed«, sagde Guido Westerwelle.

Mere præcist kan det ikke siges.

Dermed havde de mest betydningsfulde europæiske udenrigsministre taget afstand fra krænkelserne af Menneskerettighederne i Iran. De havde taget ansvar, og de havde set ondskaben i øjnene.

Målet må være total frifindelse
Efter Kouchers brev og udmeldingerne fra de store EU-lande, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om Menneskerettigheder.

En lignende udtalelse er kommet fra den iranske ambassade i Danmark efter brevet fra de nordiske udenrigsministre.

Irans Islamiske Republik fastholder, at en sådan opmærksomhed i forhold til en person, hvis sag pågår ved domstolene i overensstemmelse med landets love kun har meget lidt at gøre med bekymringer over menneskerettighederne. Formålet er først og fremmest at nedgøre det islamiske lovsystem, hedder det i en erklæring, som ambassaden har sendt til Berlingske Tidende.

Det internationale pres er uden tvivl årsagen til, at den højesteret omstødte dødsdommen over Ashtiani fra stening til hængning.

Målet må være total frifindelse af Ashtiani og amnesti til hendes familie.

EU må stå sammen overfor Iran
Det kræver, at hele EU står sammen. Ungarn og Polen, der har de to kommende EU-formandskab før Danmarks i første halvår 2012, kunne sammen Danmark spille en aktiv rolle i heri. Udenrigsministeren har allerede bevist at hun er god til at få folk til at samarbejde.

Men det stopper ikke der.

Vi skal fremadrettet konsekvent påpege selv de mindste krænkelser af Menneskerettighederne i Iran. Vi skal i ord og i handling støtte menneskerettighedsforkæmperne i Iran. Vi kan ikke blive ved at gemme os bag handelssanktioner og økonomiske sanktioner.

Vi må sige fra - også selvom det koster.

Det nytter.

Af Kasper Elbjørn

Europas fremtid begynder at ligne Europas historie

I den amerikanske udgave af Wall Street Journal tirsdag har Bret Stephens, der er redaktør for den europæiske og asiatiske udgave af avisen, skrevet en tankevækkende kommentar – en advarsel til os europæere om ikke at gentage de fejl, vores forfædre begik.

Advarslen kommer efter et interview som EU’s handelskommissær, den tidligere belgiske udenrigsminister, Karel De Gucht, gav til en flamsk radiostation for ca. en måned siden.

De Gucht blev interviewet om de seneste forhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. Han sagde, at årsagen til, at forhandlingerne var kommet i stand, skyldtes to ting: for det første at jøder er så indflydelsesrige i USA; og for det andet, at man ikke skal spille kispus med jøder.

»Man skal ikke undervurdere den jødiske lobby på Capitol Hill,« skal De Gucht angiveligt have sagt uden på nogen måde at skelne mellem »jøder«  og »Israel«.

»Dette er den bedst organiserede lobby, og man skal ikke undervurdere grebet den har på amerikansk politik uanset om det er republikanere eller demokrater.«

EU’s handelskommissær er sammen med EUs præsident Van Rompuy, Kommissionsformand Barroso og udenrigschef Ashton EU’s ansigt udadtil. Det er ham, der repræsenterer EU, når der forhandles på topniveau - og han havde kun lige talt sig varm.

»Det er en tro på – det er svært at beskrive det anderledes – hos de fleste jøder at de altid har ret,« fortsatte De Gucht. »Og det har ikke noget at gore med om de er religiøse jøder eller ej. Jøder generelt har også denne tro på, at de altid har ret. Så det er ikke så nemt, selv med moderate jøder at få en rational diskussion om, hvad der faktisk sker i Mellemøsten.«

Interviewet var ikke længere en kritik af den israelske regerings politik. Det var heller ikke klassisk anti-zionisme med kritik af Israel som en jødisk stat. De Guchts kommentarer var møntet på jøder generelt.

Da interviewet blev kendt i bredere kredse end hos den flamske radiostations lyttere udsendte  Handelskommissær Karel De Gucht en udtalelse, hvor han skrev, at han på ingen måde havde ønsket at fornærme eller stigmatisere det jødiske samfund. »Jeg vil gerne slå fast at anti-semitisme ikke er acceptabelt i verden i dag.«

Bret Stephens påpeger, at det bekymrende ved udtalelsen er, at De Gucht ikke indrømmer, at lige netop den stigmatisering af jøder, som han gjorde sig til talsmand for, netop er anti-semitisme.

Men hvad værre er, at ingen europæiske toppolitikere tog afstand fra hans anti-semitiske udtalelser.

»Ingen kommentarer«, lød det fra det tyske udenrigsministerium. »Vores holdning til anti-semitisme er meget klar, men vi har ingen kommentarer til andre menneskers udtalelser,« lød det fra det italienske udenrigsministerium. Det var som om man havde hørt det hele før. »Højrepræsentant Ashton er sikker på [De Gucht] ikke ville fornærme noget, og han har undskyldt,« sagde udenrigschef Catherine Ashtons talsmand.

Hvis en europæisk toppolitiker udtaler sig om jøder, som De Gucht gjorde, og resten af den politiske elite lader som om, det er ligegyldigt, og intet betyder, gør det dem så til kujoner, medskyldige - eller bare kyniske politikere? Formentlig alle tre ting, skriver Bret Stephens.

Det kan vi så tænke lidt over.

Bret Stephens mener, at Europas fremtid begynder at ligne Europas historie.

Det kan vi tænke over om vi ikke bør gøre noget ved.

Af Kasper Elbjørn

Georgiens præsident fører stort ved lokalvalg

De første resultater fra lokalvalgene i Georgien er begyndt at løbe ind. De er ret interessante.

Det er første gang, der er valg i Georgien siden Rusland invaderede landet for to år siden, og præsident Mikhail Saakashvilis parti fører i meningsmålingerne.

Valgkommission udtalte her til formiddag, at baseret på de første 4% af de optalte stemmer, havde Saakashvilis parti fået næsten 70% af stemmerne.

Det er et ret interessant resultat, hvis man har læst analyser og kommentarer om Georgien og landets præsident de sidste to år.

Han har ikke fået mange pæne ord med på vejen siden den russiske invasion.

Ruslands effektive spin-maskine
Den effektive russiske spin-maskine har overbevidst alverdens godtfolk om, at Saakashvili selv bad om at få klø af den russiske bjørn i august 2008, og at det var forventeligt, at Rusland ikke bare ville se på, at lande, der engang var besat af russerne og underlagt Sovjetunionen, ønsker at blive integreret i EU og NATO.

Eksempelvis skrev Berlingske Tidende den 14. august 2008, at USA og Europa har »vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO. De især amerikanske bestræbelser på at få også Ukraine og Georgien ind i NATO har imidlertid været en mundfuld for meget set fra Moskva«.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad Berlingske Tidende mente med, at EU og NATO æder sig dybere ind i Sovjetunionens interessesfære.

Mig bekendt gik det såkaldte Ondskabens Imperium til grunde den 25. december 1991.

Til gengæld noterede jeg mig over 70% af georgierne gik ind for NATO-medlemskab ved en folkeafstemning, som blev holdt sideløbende med præsidentvalget den 5. januar 2008.

En nation som alle andre
I min optik er Georgien en nation, som alle andre, og som enhver anden nation, der har været besat i en menneskealder, ønsker befolkningen at benytte og beskytte deres nyfundne frihed og rettigheder.

Sydossetien, som russerne startede med at invadere, er en del af Georgien, og derfor var Georgien i sin fulde ret til at svare igen, da russerne løb over grænsen i august 2008.

Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig i hvad der sker i provinsen uanset om Georgien engang for 20 år siden var en del af Sovjetunionen.

Verden delt i to
Internationalt dannedes to fraktioner efter invasionen.

På den ene side stod USA, der var midt i præsidentvalgkampen, og begge præsidentkandidater støttede georgierne, og derudover de nye EU-medlemslande. Ledere fra Polen, Estland, Letland og Litauen rejste, ligesom den daværende amerikanske udenrigsminister, til Tbilisi med fuld støtte til Georgien.

På den anden side stod lande som Tyskland, Italien og Spanien, der ikke ønskede, at handelsrelationerne til Moskva led skade. Den allestedsnærværende Hugo Chavez anerkendte naturligvis Sydossetien.

Frankrig tilhører normalt den sidste fraktion, men den franske regering med den fremragende udenrigsminister Bernard Kouchner i spidsen prøvede at stille sig neutralt, fordi landet havde formandskabet for EU.

Dertil kom, at franske meningsdannere på tværs af politiske skel talte Georgiens sag.

SOS Georgien? Nej, SOS Europa!
Under overskriften SOS Géorgie? SOS Europe! skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération, at den georgiske test vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien, og støttede i øvrigt den præsident Sarkozy ved valget i 2007.

Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten.

Lévy er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy med én stemme mod Rusland.

Deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod de russiske aggressorer, afslører vi os selv som papirtigre, fra hvem man ikke kan forvente andet end gode intentioner.

Forventet reaktion fra EU
EU reagerede, som vi ved, helt som man frygtede, og EU’s undersøgelse af krigen retfærdiggjorde, at Rusland gik ind i Georgien.

Det fik en hær af kommentatorer fra fraktionen, der ikke kunne forstå, at Georgien i dag har ret til at forsvare sig, til at fordømme Præsident Saakashvili for hans opførsel og dispositioner.

Imens rullede den russiske propagandamaskine sig ud.

Allerede få måneder efter krigen sluttede var russerne klar med dokumentaren ‘War 08.08.08 - Forræderiets kunst’, der fremstillede krigen, som magthaverne i Kreml gerne vil have vi ser krigen.

Derefter kom spillefilmen ‘Olympus Inferne’, der også fortæller historien om, hvordan russerne måtte træde til for at redde Syd-ossetherne fra folkemord.

Filmen er i følge Politiken blevet vist på nationalt russisk tv, og filmens instruktør påstår, hans film er historisk korrekt. »Tiden vil vise, hvem der har ret«, sagde instruktøren Ogor Voloshin til Time Magazine.

I dag har det georgiske folk mulighed for at fortælle, hvem de mener, der havde ret, og hvem de stoler på.

Af Kasper Elbjørn

Med den slags venner behøver EU's fællesmarked ingen fjender

Imens Danmark nærmest gik i klimaselvsving over, at Connie Hedegaard (K) blev udnævnt til klimakommissær, var der meget få, der lagde mærke til, hvem der fik de vigtige poster i Europa-kommissionen. Ingen tvivl om, at Hedegaard er dygtig og i stand til at skelne mellem fup og fakta i klimadebatten, men posten er i bund og grund ikke interessant for Danmark, selvom den måske nok sender et godt signal om, at vi i Danmark holder fast i det gode, borgerlige princip om at passe på ressourcerne herunder klimaet og miljøet.

I skrivende stund har ingen medier fortalt, hvem der fik de kommissærposter, der virkelig betyder noget for Danmarks vækst og velstand, sikkerhed og udvikling, i fremtiden. En enkelt undtagelse var Politiken, der i en analyse gennemgik, hvem der ville være Connie Hedegaards venner og fjender på klimaområdet. I artiklen stod, at forsvareren for frihandel og tjenesteydelser over grænser, Frankrigs Michel Barnier, vil være skeptisk over for regler og krav, der hæmmer vækst og udvikling. Jeg vil gerne rose avisens netnyheder for overhovedet at nævne, at Kommissionens absolut vigtigste post gik til den tidligere franske udenrigsminister, men at kalde Barnier for en forsvarer for frihandel er et godt eksempel på, at ingen åbenbart aner, hvem der blev udnævnt til de andre poster i Kommissionen. Hvis Barnier skal forestille at være EU’s indre markeds ven, er der kun at konstatere: Med den slags venner, behøver fællesmarkedet ingen fjender.

Barnier er formentlig bedst kendt som manden, der tabte den franske afstemning om forfatningstraktaten. Præsident Jacques Chirac udnævnte ham til udenrigsminister i 2004 efter han havde været kommissær 1999-2004, men det blev en kort fornøjelse, da han blev fyret efter afstemningsnederlaget i 2005. Han fik en vis genoprejsning efter Præsident Nicolas Sarkozy udnævnte ham til fødevareminister, men når han er værd at fremhæve, er det fordi, det bliver Barnier, der skal rydde op efter finanskrisen, og med de meldinger, der kommer fra den franske præsident i øjeblikket, bliver det ikke noget kønt syn, og bestemt ikke med vækst og udvikling for øje.

Ved en tale i La-Seyne-sur-Mer, der ligger i Var-området i Sydfrankrig, den 1. december, sagde Præsident Sarkozy, at udnævnelsen af Barnier var en sejr for den ”europæiske model”, som ellers har haltet gevaldigt bagefter, når det gælder økonomisk vækst.

Han kunne ikke skjule sin tilfredshed med, at den nu var en franskmand, der skulle bestemme over især de britiske banker. "Ved I, hvad det betyder for mig at se en fransk EU-kommissær med ansvar for det indre marked og finansielle tjenesteydelser, herunder byen [London] for første gang i 50 år?" spurgte Sarkozy. "Jeg vil have verden skal se det som en sejr for den europæiske model, som ikke har noget at gøre med den vulgære finansielle kapitalisme".

Velbekomme. Jeg er faktisk ret sikker på, at Connie Hedegaard er langt mere skeptisk overfor centralisme og bureaukrati end den nye franske kommissær for indre marked. Nu får hun lov til at bruge sin tid på vind og vejr.

Det kan naturligvis ikke have været let for José Manuel Barroso, Kommissionens formand, at sammensætte et hold som stillede alle lande i Europa tilfredse. Ifølge Financial Times blev han nærmest bombarderet med opkald fra diverse stats- og regeringschefer i dagene op til offentliggørelsen af den nye Kommission. Det er dog alligevel påfaldende, så tydeligt det er, at vinderne i rokaden blev det som USAs daværende forsvarsminister Don Rumsfeld kaldte ”Old Europe”, og taberne blev ”New Europe”. Den amerikanske forsvarsministers kontroversielle udtalelse i 2003 gjorde, at alle lande, der støttede befrielsen af Irak, blev kendetegnet som det nye Europa, selvom lande som Storbritannien, Danmark, Holland, Italien, Portugal og Spanien, der støttede befrielsen, ikke almindeligvis tilhører det nye Europa, da de hverken blev anerkendt som selvstændige lande eller fik deres uafhængighed i løbet af det 20. århundrede. Den nye definition, som Rumsfeld lagde for dagen, er dog ganske rammende for taberne og vinderne i Barrosos rokade. Man kan også skrive det på en anden måde, at - med undtagelse af Danmark og Finland - taberne stort set blev de lande, der identificerer sig med - eller er en del af - den anglo-saxistiske tradition. Værst gik det udover Storbritannien og Letland.

Letland er blevet specielt hårdt ramt finanskrisen og landets unge regeringschef, Valdis Dombrovskis, har formentlig haft andre ting at tænke på. Han var ellers klog nok til at genudnævne Andris Piebalgs, der hidtil har været energikommissær og vel nærmest var en knytnæve i ansigtet på de russiske gasselskaber, da han blev udnævnt for fem år siden. Hans opgave har først og fremmest været at sikre energiuafhængighed i EU og han bliver nu udskiftet med tyskeren Günter Oettinger. En stor sejr for det gamle Europa og desværre endnu et eksempel på “Schröderiseringen” af Europas udenrigspolitik. Udtrykket er ikke mit eget, men henvender sig til den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder, der i dag er købt og betalt af premierminister Vladimir Putin til at drive lobbyvirksomhed for den omstridte naturgasledning på bunden af Østersøen mellem Rusland og Tyskland - uden om russernes besværlige naboer i Estland, Letland, Litauen og Polen.

Den anden store taber er Storbritannien, og hele den ulykkelige misere viser, hvor galt det kan gå, når vores engelske venner har en svag regeringschef. Premierminister Gordon Brown er med rette blevet kritiseret for, at han ikke gik efter en magtfuld økonomisk post i Kommissionen, da det stod klart, at han reelt ikke kunne bemande posten som EU’s nye udenrigsminister eller højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som posten officielt hedder. Da hans udenrigsminister, David Miliband, sagde nej tak til at flytte til Bruxelles, pegede Brown i stedet på den ukendte baronesse, Catherine Ashton, der aldrig har været udenrigsminister og kun handelskommissær i mindre end et år. Posten som handelskommissær, som daværende premierminister Tony Blair tilkæmpede sig for fem år siden, gik i stedet til den spanske socialist, Joaquín Almunia.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Måske bliver Michel Barniers kontor en bastion for frihed og decentralisering, Günter Oettinger en torn i øjet på Putin og Schröder og måske baronessen fra Storbritannien og socialisten fra Spanien en gang for alle kan få alle landene i WTO til at skrive under på en ægte global frihandelsaftale allerede i 2010. Jeg håber det, men jeg tror det ikke. Den nye Kommission varsler ikke bare mere af det samme, men endnu mere af det værste, og det er desværre ikke godt for EU, og slet ikke positivt for en lille åben økonomi som den danske.

Af Kasper Elbjørn

Præsidentens inderste EU-tanker

Allerede sidste fredag kom den første melding fra præsidentpaladset i Prag. Tjekkiets præsident Václav Klaus ville acceptere EUs reformtraktat, Lissabon-traktaten, hvis Tjekkiet kunne få samme undtagelse som Storbritannien og Polen og undgå at ratificere EUs charter for grundlæggende rettigheder.

Jeg er personlig tilhænger af Lissabon-traktaten. Ikke fordi den er perfekt, men fordi den trods alt er bedre end Jacques Chiracs Nice-traktat, der har været gældende indtil nu.

Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at præsident Václav Klaus hellere havde været Lissabon-traktaten foruden. Klaus havde formentlig håbet, at irerne havde stemt nej igen eller et andet land havde forhalet ratifikationsprocessen. Dermed kunne briterne, der skal have parlamentsvalg inden maj næste år, vælte den nuværende regering og få en ny konservativ regering, der kunne sende traktaten til afstemning. Der er vist ingen tvivl om, at briterne ville stemme nej, og så kunne Klaus holde sit løfte om ikke at ratificere traktaten, hvis et andet EU-land heller ikke gjorde det.

Sådan gik det ikke. Irerne stemte klart ja, og derefter ratificerede Polen Traktaten. 3. november underskrev Klaus så endelig den nye EU-traktat, som den sidste af EUs stats- og regeringschefer.

De mest væsentlige nyskabelser i Lissabon-traktaten handler om EU-institutionernes sammensætning og rolle i beslutningsprocessen. Det bliver simpelthen lettere for EU at træffe beslutninger, når Lissabon-traktaten træder i kraft. Derudover får den eneste folkevalgte institution i EU, Europa-Parlamentet, mere indflydelse, og det må altså være svært at være uenig i, at det er godt, at folkevalgte får mere indflydelse i EU - og embedsmændene mindre. Omvendt har præsident Václav Klaus ret i sin kritik, når han siger, at man skaber et mere føderalt Europa ved at give Unionen større demokratisk legitimitet.

Det føderale element i Traktaten understreges endvidere af, at EU nu får en præsident. Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair blev nævnt som en oplagt kandidat, hvilket han stadig er, hvis man ønsker en stærk og visionær leder, men når EUs regeringschefer vælger en præsident 19. november, bliver det formentlig en mere beskeden type. Det kunne være Letlands tidligere kvindelige præsident, Vaira Vike-Freiberga, men det ender nok med en af de konservative statsministre i Belgien eller Holland. Ukendte, ufarlige og ude af stand til at hamle op med eksempelvis den amerikanske og kinesiske præsident.

Unionen får også en såkaldt udenrigsminister, en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som bliver fast formand i Udenrigsrådet og næstformand i Kommissionen. Til denne post nævnes den tidligere italienske statsminister og kommunistleder, Massimo D'Alema, og Storbritanniens nuværende udenrigsminister, David Miliband.

Jeg bryder mig ligesom præsident Václav Klaus heller ikke specielt om de føderale elementer i den nye Traktat, men omvendt tror jeg, der er hårdt brug for et mere effektivt europæisk samarbejde, hvor landene tvinges til at tage hinanden med på råd. Det gælder naturligvis først og fremmest på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. EU har aldrig reelt haft en fælles udenrigspolitik, og Lissabon-traktaten vil ikke revolutionere udenrigspolitikken, men blot føre til en - med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens velkendte ord - »mere fælles udenrigspolitik«. Ikke mindst hvis man vælger Miliband til posten som formand for Udenrigsrådet. Han siger selv, at han ikke kandiderer, men ingen tvivl er om, at han allerede har forstået, hvad posten kan bruges til. Ved en tale hos Institut for strategiske studier i London 26. oktober opfordrede han EU til at »tage sig sammen« eller blive »tilskuer i en G2 verden formet af Kina og USA«. Så klart kan det siges!

Ligesom det er forkert at kalde præsident Václav Klaus for EU-modstander, er det en misforståelse, at det udelukkende er de føderale elementer i den nye traktat, han er modstander af. Klaus skelner mellem det, han kalder den intergovernmentale model, der skabte det Indre Marked og nedbryder handelsbarrierer mellem medlemslandene, og den interventionistiske harmoniseringsmodel, der er kendetegnet ved, at EU bruger stadigt flere kræfter på at overregulere og harmonisere. Når Klaus var imod både forfatningstraktaten og Lissabon-traktaten var det fordi han mente, at traktaterne cementerede den interventionistiske model i stedet for at tage et opgør med den.

Jeg kan godt forstå, at der er flere der gør lidt grin med Klaus' argument om, at han ønskede en undtagelse fra EUs charter for grundlæggende rettigheder, fordi det ville give fordrevne sudeter-tyskere ret til at kræve erstatning fra Tjekkiet. Jeg ved ikke, om det passer, og jeg er egentlig ligeglad med, hvilke undtagelser andre lande har, men det ærgrer mig, at Klaus ikke tog sig tid til at forklare, hvorfor han som et borgerligt-liberalt menneske principielt er imod EUs charter for grundlæggende rettigheder. Tjekkiets undtagelse giver bestemt mere mening end Danmarks undtagelser, der virker temmelig fjollede, hvis man altså mener, at Danmark skal være medlem af EU.

Under Europa-Parlamentsvalget i sommer mødtes jeg med en af de mere fornuftige socialdemokrater, Claus Larsen-Jensen, der kørte en engageret valgkamp, og selvom jeg ikke var specielt enig med ham, var han, ligesom de fleste folkesocialister, rigtig sjov at debattere med. På et af valgmøderne fortalte han, at han havde været med til at forhandle Charteret, og det havde været »rigtig sjovt«. Hvis en socialdemokrat synes, det har været »rigtig sjovt« at sidde og indføre rettigheder i EUs charter for grundlæggende rettigheder, er der grund til at bekymre sig, og jeg tog mig derfor tid til at læse, hvad der egentlig stod i Charteret. Det var godt, jeg gjorde det, fordi udover de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder, indeholder Charteret tillige en række sociale og økonomiske rettigheder, og det var selvfølgelig dem, at Larsen-Jensen var så glad for.

I den frie verden har sociale og økonomiske rettigheder aldrig før haft samme status, som de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder. Sociale og økonomiske rettigheder var til gengæld et velkendt fænomen i de tidligere socialistiske diktaturstater, som præsident Václav Klaus kender alt for godt. Klaus voksede op i det socialistiske Tjekkoslovakiet, og her havde man sociale og økonomiske rettigheder. Her omfordelte man alle de økonomiske ressourcer, man havde, indtil der ikke var flere ressourcer tilbage. Resultatet kender vi. Dertil kommer, at det hidtil har været sådan i Den Frie Verden, at det er de folkevalgte politikere, der afgør, hvor stor en økonomisk omfordeling, der skal være, og hvis man er uenig i omfanget af omfordelingen, kan man stemme på andre politikere, der ønsker at omfordele anderledes.

De sociale og økonomiske rettigheder strider altså imod præmisserne i vores demokrati, og det er en stor skam, at den tjekkiske præsident ikke fortalte, at det var derfor, han var modstander af EUs charter for grundlæggende rettigheder. Fordrevne sudeter-tyskere eller ej.

Jeg er naturligvis ikke modstander af, at Lissabon-traktaten nævner menneskerettighederne, men i stedet for at lade socialdemokrater, folkesocialister, tidligere kommunister og andet godtfolk sidde og udvande de klassiske frihedsrettigheder, skulle Traktaten selvfølgelig blot have henvist til Den europæiske menneskerettighedskonvention, der blev vedtaget i 1950, og fungerer glimrende, ligesom den i øvrigt allerede benyttes i EU-retten.

I bogen »Blå planet i grønne lænker - Hvad er truet: Klimaet eller friheden?« kan man læse i et bilag til bogen, at Klaus i en række svar til den amerikanske kongres skrev, at han altid føler sig forpligtet til at sige fra, når han opdager, at vores frihed, markedsøkonomi og velstand er truet. Bogen handler om øko-profeternes klimaforskrækkelse, men hans modstand mod udviklingen i EU er formentlig et udtryk for det samme. Det gør ham ikke til EU-modstander, men blot en kritiker, og jeg er derfor glad for, at han nu har ratificeret Lissabon-traktaten. Jeg vil bestemt hellere have en mand som han indenfor EU end udenfor EU. EU er nemlig ikke perfekt. EU er en uperfekt Union i stadig forandring.

Af Kasper Elbjørn

Klar til kamp

Under overskriften "Tvivlen", som hører til blandt de ledere, der er så velskrevne, at det næsten er synd at svare, skrev Weekendavisen i sidste uge, at valgkampen op til Europa-parlamentsvalget demonstrerede, at partiet Venstre ikke var enig med sig selv om europapolitikken. Endvidere står der, at spidskandidaten Jens Rohde førte sig frem med en argumentation, som essentielt var ganske magen til DFs Morten Messerschmidts, mens Charlotte Antonsen og undertegnede gjorde ophævelser og fremførte, at Venstre er og bliver pro-europæisk.

Set i bakspejlet kunne vi måske alle have været bedre til at tone rent flag og sige lige ud, at vi i Venstre er begejstrede for det europæiske samarbejde. Omvendt har Venstre en særlig forpligtelse til at sige sandheden om EU, netop fordi vi er store tilhængere af Unionen, og sandheden er, at EU hverken er et liberalt eller et socialistisk projekt. EU er, hvad man gør det til. Når støvet har lagt sig efter kampagnen, og journalisterne er blevet trætte af at skrive om interne stridigheder og strategi, vil historikerne gå i gang med at analysere valget, og jeg er ret sikker på, at de vil komme frem til, at konturerne af den næste kultur- og værdikamp i Europa for alvor kom til syne i valgkampen til parlamentet i 2009.

Kampen står ikke blot mellem socialisterne og de liberale. En tredje gruppe har meldt sig, og de er tilhængere af det fri marked, men i hjertet er de ikke liberale. De er nationalkonservative, og deres dagsorden er en helt anden end frihandelstilhængerne hos de borgerlige. De vil ikke det europæiske. De vil det nationale. Det er blandt disse tre grupper, den ideologiske kamp om Europa skal stå, og meget tyder på, at den vil udspille sig i netop det parlament, som var på valg forrige søndag. Historisk ved vi, at kimen til politiske katastrofer ligger i de borgerlig-liberales passivitet. Sådan var det i 1930erne og 1970erne. Og de næste fem år vil vise, om frihandelstilhængerne i Europa er klar til kamp.

Af Kasper Elbjørn

Exit-polls

Jeg indrømmer det ikke ser lyst ud her til aften efter offentliggørelsen af TV-stationernes exit-polls, men den traditionelle Venstre liberalisme og begejstring for EU lever videre uanset om jeg bliver valgt.

Min valgkamp begyndte helt tilbage til den 22. april sidste år, hvor Lars Kristensen, som er formand for Europaudvalget i Nordsjælland, spurgte, om jeg ville stille op for Venstre ved parlamentsvalget. Jeg vidste fra tidligere, at jeg med dette udvalg ville få den bedste støtte og opbakning i valgkampen, og valgte efter lidt betænkningstid og en samtale med mine arbejdsgivere i Saxo Bank at sige ja. Saxo Banks to direktører skrev til mig, at de helst så, jeg ikke stillede op, men omvendt skulle man altid følge sine drømme, og det gjorde jeg så!

Siden jeg blev interesseret i politik i slutningen af 80erne, har jeg altid betragtet det europæiske samarbejde som en garanti for, at vi havde fred og frihed i Europa. Venstres daværende formand havde en helt speciel evne til at forklare alle os unge, hvorfor det liberale og det europæiske gik hånd i hånd, og derfor meldte jeg mig ind i Venstre. Når jeg ønskede at blive valgt, er det fordi, jeg er sikker på, at EU igen kan udvikle sig i liberal retning, hvis vi kæmper for det, og bliver jeg ikke valgt, kan jeg i det mindste se mig selv i spejlet og sige, at jeg gjorde mit bedste for, at socialisterne ikke helt overtog EU.

Tak til alle der støttede mig. Husk: Kampen er kun lige begyndt!

Af Kasper Elbjørn

Min Grundlovstale på Edelgave

Jeg har faktisk glædet mig til at holde grundlovstale i år fordi jeg mener, at vi skal bruge EU - og især Europa-parlamentet - som en platform - hvorfra vi kan styrke ånden i Grundloven på europæisk plan.

Jeg har nok det, som mange vil kalde et ekstremt syn på Grundloven. Måske vil nogen endda kalde mig ekstremist, når det gælder Grundloven. Jeg synes nemlig, at vi skal overholde Grundloven. Og her taler jeg ikke om ordene i Grundloven, men - netop - ånden i Grundloven.

Ånden i Grundloven er at beskytte borgerne mod staten.

Ånden i Grundloven er at sikre frihed og lige rettigheder for alle.

Grundloven er så at sige vores sikkerhed for, at de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt.

Jeg indrømmer gerne: Grundloven er ikke perfekt. I den danske Grundlov støder vi eksempelvis først på afsnittet om de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder i Grundlovens paragraf 67. De står ikke i begyndelsen som de burde, men det er der faktisk en god grund til.

Når de ikke står i begyndelsen af teksten, er det fordi, at den grundlovsgivende forsamling slet ikke var særligt uenig om frihedsrettighederne. Det var ikke frihedsrettighederne, der skilte vandene i den grundlovsgivende forsamling.

Som blandt andre filosoffen Henrik Gade Jensen har påvist, så legaliserede Grundloven blot en udvikling, der havde været i gang i mange år under Enevælden - op gennem 1800-tallet.

Tag eksempelvis retten til at skrive og tale frit.

Der var ingen formel ret til at ytre sig i de sidste år under den sidste enevælde. Der var ingen formel ytringsfrihed. Det stod ikke skrevet nogen steder at man måtte ytre sig i tale og skrift. Men under Christian VIII var der faktisk ytringsfrihed.

Kongen havde godt nok forsøgt at påvirke folkeopinionen i anti-liberal retning, men han tabte slaget. Kongens forsøg på at vende udviklingen ved at kritisere de liberale, var endda med til at styrke de liberales kamp for ytringsfriheden. Man kan sige at Kongen tabte slaget om ytringsfriheden i ytringsfrihedens navn.

I dag ved vi, at det er de borgerlige frihedsrettigheder, der er grundstenen i vores samfund. Uden de borgerlige frihedsrettigheder, ytringsfriheden, foreningsfriheden, forsamlingsfriheden, og beskyttelsen af den private ejendomsret - ville vi ikke have det samfund, som vi har.

Men 1849 var på ingen måde en revolution eller omvæltning af det danske samfund, men snarere en historiske begivenhed i en kontinuerlig udvikling. Måske skal vi i virkeligheden være lykkelige over, at ånden i Grundloven levede videre efter Grundloven var blevet vedtaget?

Jeg synes, det fortæller noget om, at vi i Danmark deler nogle fælles værdier, som vi på tværs af partierne står vagt om. Vi behøver ikke engang skrive dem ned fordi de lever i os - og de overlever generation for generation, og vi er villige til at kæmpe for dem.

Derfor skal vi være fuldt og helt medlem af EU. Fordi vi skal bruge EU - og især Europa-parlamentet - som en platform – til at styrke ånden i Grundloven på europæisk plan, og det gør vi bedst uden undtagelser men med ihærdighed og begejstring for samarbejdet.

Det vil få de andre lande til at lytte til os. Tænk hvis der gik en dansker i Parlamentet og var begejstret for samarbejdet. Det ville få de andre lande til at lytte fordi det er de bestemt ikke vant til...

Og når de andre så igen begynder at lytte til os, kan vi begynde at kæmpe for , at de danske værdier om frihed og lige rettigheder bliver til europæiske værdier. Ikke med love og regler. Dem er der nok af. Men i ord og gerninger.
 
Vi skal i EU stå fast på, at alle skal kunne tænke, tale og tro, som de vil. Alle skal have ret til at efterstræbe lykke og forme sit eget liv. Vi skal kæmpe for lige rettigheder uanset køn, seksualitet, race eller religion. Og vi skal gøre det fordi vi har tradition for det.

Sådan er det ikke alle steder i verden, og sådan er det heller ikke alle steder i Europa. Europa har ikke altid valgt frihedens vej. Det ved alle de generationer, som er ældre end min. Tværtimod. Derfor skal vi tage ånden i Grundloven med os til stemmeurnerne på søndag.

Som de fleste ved, stiller til jeg op til Parlamentsvalget på søndag, og her til sidst vil jeg gerne bruge anledningen til at slå nogle enkelte ting fast.

Jeg vil gerne sige til jer alle, at jeg ikke ønsker at blive valgt for at effektivisere EU. Mit mål er ikke at effektivisere EU, men derimod at EU kun arbejder med Europas fælles, grænseoverskridende problemer. Alt det andet skal ikke effektiviseres. Det skal væk fra EU's dagsorden.

For det andet vil jeg sige klart og tydeligt, at jeg ikke vil undersøge om en forordning eller et EU-direktiv er nødvendig. I stedet vil jeg først og fremmest undersøge, om lovgivningen er i strid med de danske værdier om frihed og lige rettigheder. Fordi hvis en forordning eller et direktiv strider imod de danske værdier om frihed og lige rettigheder, så er den - per definition - unødvendig.

For det tredje vil jeg ikke forpligte mig til at fremme velfærden i EU. Jeg mener udelukkende, at EU skal fremelske fred og frihed og frihandel. Uden fred, frihed og frihandel har vi nemlig slet ikke råd til velfærd. Mit mål er i det hele taget ikke at vedtage forordninger og direktiver. Jeg vil til Bruxelles for at ophæve de forordninger og de direktiver, der ikke er med til at rive mure ned mellem markeder og mennesker.

Vi skal ikke bygge nye mure op i Europa.

Vi skal rive de resterende mure i Europa ned.

Ikke kun Berlin-mure. Men mure mellem markeder og mennesker.

Og hvis jeg en dag bliver angrebet af mine kolleger for at være illoyal overfor min gruppe - eller overfor Europa-parlamentet som institution - så vil jeg svare: ”Jeg lovede på dette Grundlovsmøde i 2009 - to dage før valget - at jeg ville forsvare europæernes frihed og rettigheder. Og hver eneste dag jeg går på arbejde i Parlaments-bygningen i Bruxelles, gør jeg det bedste, jeg kan for at holde hvad jeg lovede på Edelgave på Grundlovsdag”.

Mit mål er, at Danmark bliver hørt i EU - fordi ånden i Grundloven - og paragrafferne om frihed og lige rettigheder - må og skal være mærkesager i Europa. I hvert fald hvis man er liberal. Og det er jeg.

Hvis det er ekstremt - så kald mig bare ekstremist. Fordi som Barry Goldwater sagde, da han var blevet præsidentkandidat i 1964: Ekstremisme er ikke nogen synd, hvis man forsvarer frihed. Ligesom tilbageholdenhed ikke er nogen dyd, hvis man ønsker at håndhæve lov og ret.

Tak! Og fortsat god Grundlovsdag.

Af Kasper Elbjørn

Tag ånden fra 1849 med på søndag

Grundloven er vores sikkerhed for, at de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt. Derfor fejrer vi hvert år Grundloven den 5. juni, hvor Frederik VII i 1849 gav Grundloven til folket - som der står på rytterstatuen på Christiansborg slotsplads i København. 1849 var dog på ingen måde en revolution eller en omvæltning af det danske samfund, men snarere en begivenhed i en kontinuerlig udvikling, der ikke kunne stoppes. Sådan er det ikke alle steder i verden, og derfor skal vi altid kæmpe for de værdier, som Grundloven bygger på.

Jeg indrømmer gerne: Grundloven er ikke perfekt. I den danske Grundlov støder vi eksempelvis først på afsnittet om de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder i paragraf 67. De står ikke i begyndelsen, som de burde, men det er der faktisk en god grund til. Årsagen er, at den grundlovgivende forsamling slet ikke var særlig uenig om frihedsrettighederne. Det var ikke frihedsrettighederne, der skilte vandene i den grundlovgivende forsamling. Tag eksempelvis retten til at skrive og tale frit. Der var ingen formel ret til at ytre sig i de sidste år under den sidste enevælde. Det stod ikke skrevet nogen steder, at man måtte ytre sig i tale og skrift, men under Christian VIII var der faktisk ytringsfrihed.Kongen havde godt nok forsøgt at påvirke folkeopinionen i anti-liberal retning, men han tabte slaget og forsøget på at vende udviklingen ved at kritisere de liberale. Man kan næsten sige, at kongen tabte slaget om ytringsfriheden i ytringsfrihedens navn.

I dag ved vi, at det er de borgerlige frihedsrettigheder, der er grundstenen i vores samfund. Uden ytringsfriheden, foreningsfriheden, forsamlingsfriheden og beskyttelsen af den private ejendomsret ville vi ikke have det samfund, som vi har. Der er mange, som tidligere har påpeget, at de borgerlige frihedsrettigheder i Grundloven ikke er særlig stærke. At det netop er ånden i Grundloven - og ikke Grundloven i sig selv - der har sikret danskernes frihed, og det er bestemt en passende kritik af Grundloven.Ytringsfriheden er eksempelvis "under ansvar for domstolene." Religiøse samfund må ikke "stride mod sædeligheden eller den offentlige orden." Foreningsfriheden "kan forbydes, når der [...] kan befrygtes fare for den offentlige fred." Og så selvfølgelig den værste af dem alle, at ejendomsretten ikke er mere ukrænkelig, end at almenvellet kan bestemme, om man skal afstå sin ejendom. Det sker hver dag ude i kommunerne. Uden at skelne mellem ekspropriation til private og offentlige formål, eksproprierer man folks ejendom for at anlægge golfbaner, skydebaner o.lign., når man egentlig kun burde ekspropriere, hvis der var tale om infrastrukturprojekter, hospitaler o.lign.

Der er ingen tvivl om, at disse undtagelser er med til at underminere ånden i Grundloven. Derfor skal vi være glade for, at den positive udvikling, der kendetegnede diskussionerne i den grundlovsgivende forsamling, ikke blev stoppet med vedtagelsen af Grundloven. Jeg synes, det fortæller noget om, at vi i Danmark deler nogle fælles værdier, som vi på tværs af partierne står vagt om. Vi behøver ikke engang skrive dem ned. De lever i os, og de overlever generation efter generation.Det skulle de gerne blive ved med, og derfor har jeg nok det, som man kan kalde et ekstremt syn på Grundloven. Jeg synes nemlig, at vi skal overholde Grundloven. Ikke kun ordene i Grundloven, men ånden i Grundloven. Og vi skal gå længere end det. Vi skal kæmpe for ånden i Grundloven både ude og hjemme. Vi skal gøre de danske værdier om frihed og lige rettigheder til europæiske værdier. Ikke med love og regler. Dem er der nok af. Men i ord og gerninger. Vi skal i EU stå fast på, at alle skal kunne tænke, tale og tro, som de vil. Alle skal have ret til at efterstræbe lykke og forme sit eget liv. Vi skal kæmpe for lige rettigheder uanset køn, seksualitet, race eller religion. Og vi skal gøre det, fordi vi har tradition for det. Sådan er det ikke alle steder i verden, og sådan er det heller ikke alle steder i Europa.

Europa har heller ikke altid valgt frihedens vej. Som den svenske forfatter Johnny Munkhammar gør opmærksom på i indledningen til sin nye bog Sköna Europa - Världens Bästa Världsdel (Kalla kulor förlag, 2009) blev prinsesse Europa ifølge græsk mytologi forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta, hvor hun fødte tre sønner. Zeus var en tordengud, men han var også guddommeliggørelsen af begreber som verdensorden, retfærdighed og gæstfrihed. Sidenhen lod prinsessen sig let forføre, når hun blev utålmodig og mistroisk overfor den personlige og økonomiske friheds evne til at imødekomme kontinentets udfordringer. Hun lod sig ofte friste af populisme og nationalisme. Det kan ske igen, hvis ikke vi holder hende på ret kurs.

Ligesom vi aldrig tidligere kunne tage ånden i Grundloven for givet, vil vi fortsat skulle kæmpe for den i fremtiden.

Derfor skal vi tage ånden i Grundloven med os til stemmeurnerne på søndag. Hvis det er ekstremt - så kald mig bare ekstremist. Fordi som Barry Goldwater sagde, da han var blevet republikanernes præsidentkandidat i 1964: "Ekstremisme i forsvaret af frihed er ikke nogen synd, ligesom tilbageholdenhed i håndhævelsen af lov og ret ikke er nogen dyd".

Af Kasper Elbjørn

Au pair-ordningen skal bestå - EU skal ikke blande sig

Det var godt nok svært at finde grimasse onsdag morgen, da jeg hørte nyheden om, at Britta Thomsen, MEP (S), i en kronik i Information mente, at au pair-ordningen havde udviklet sig til en effektiv måde for velbeslåede danskere at købe billig arbejdskraft. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, da P1 Morgen herefter oplyste, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) også ville have EU-regler på området. Man kan håbe, han ikke har læst, hvad han havde skrevet under på, fordi EU skal selvfølgelig ikke blande sig i vores au pair-ordning. I stedet kan de andre medlemslande lære af Danmark, og den nye lovgivning på området, som et enigt Folketing vedtog i 2007.

Au pair betyder 'på lige vilkår'. Har man en au pair boende, skal personen bo på lige vilkår med værtsfamilien. Formålet med au pair ordningen er, at unge mennesker kan forbedre deres sproglige og eventuelt faglige kundskaber samt udvide deres kulturelle horisont. Modydelsen er så at sige, at man får ansvaret for de huslige pligter.

Hvis Britta Thomsen var i tvivl om, hvorvidt au pair-ordningen fungerer, kunne hun have spurgt Helle Thorning-Schmidt og hendes mand. De har nemlig gode erfaringer med au pair-ordningen. Umiddelbart efter Thorning-Schmidt blev formand annoncerede hun, at familien ville anskaffe en au pair, da hendes mor, Grete, ikke kunne blive ved med at hjælpe de travle forældre med at passe børnebørnene.

Jeg skriver ikke dette for at udstille Thorning-Schmidt - men for at gøre opmærksom på, at au pair-ordningen også er med til at hjælpe karrierekvinder med at få arbejde og familie til at gå op i en højere enhed. Det handler ikke om, at velbeslåede danskere ønsker billig arbejdskraft, men om at få tiden til at slå til.

Resten af den socialdemokratiske folketingsgruppe kunne i øvrigt have oplyst Britta Thomsen om, at et enigt Folketing strammede reglerne for au pair-ordningen. Lovforslaget indebar i hovedtræk hårdere straffe som følge af vold mod en au pair-person, ulovlig beskæftigelse af en au pair-person og anden misbrug af au pair-ordningen samt et nyt register over personer, som har misbrugt ordningen.

Vi behøver altså slet ikke nye EU-regler på dette område. Tværtimod. Det er forslag som disse, der er med til at skabe modvilje mod det EU-samarbejde, som har været med til at rive mure ned mellem markeder og mennesker, således at unge mennesker kan rejse ud i Europa og arbejde som au pair - til gavn for dem selv og au pair-familien.

Man kan se DR-debatten mellem Britta Thomsen og mig her: http://www.dr.dk/dr2/deadline2230?play=http%3A%2F%2Fgeo.dr.dk%2FfindLocation%2F%3Fid%3D332874%26ListType%3Dnyheder%26location%3DNone%26uri%3Dhttp%3A%2F%2Fwww.dr.dk%2Fextention%2FplayWindowsMediaODP.aframe

 

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre