Blog (Tag: eisenhower)

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

I dit hjerte ved du, at han havde ret

 dag ville Barry Goldwater fylde 100 år. Goldwater er værd at mindes, fordi han mere end nogen anden politiker personificerede den konservative frihedsbevægelse, der begyndte som et oprør mod Præsident Dwight Eisenhower i 1950erne, senere triumferede ved præsident Ronald Reagans to jordskredssejre i 1980erne, men først for alvor sejrede, da den demokratiske præsident Bill Clinton i bedste Goldwater-stil erklærede: »The era of big government is over«.

Goldwater blev født den 1. januar 1909 i Phoenix, og gik relativt sent ind i politik. Når han alligevel fik så stor indflydelse, skyldes det stemningen i det republikanske parti op til præsidentvalget i 1960. De unge borgerlige havde trofast støttet Eisenhower, men de var ved at få nok. Eisenhower havde ikke gjort noget, som hans Demokratiske forgænger, præsident Harry Truman, ikke kunne have gjort. Tværtimod.

Ungarerne havde råbt efter amerikansk hjælp, da de sovjetiske tropper rullede ind over grænsen under oprøret i 1956. Sovjetunionen havde truet med krig, og for ikke at puste til ilden tillod Eiserhower og hans udenrigsminister John Dulles de sovjetiske styrker at undertrykke ungarernes stærke ønske om frihed, demokrati og markedsøkonomi. Herefter havde kommunisterne haft held til at lancere det sovjetiske rumprogram, Sputnik, og var blevet fejret af alle anti-amerikanere over hele verden. Kommunisten Fidel Castro havde uden synderlig modstand gennemført et militærkup på den lille ø ud for USAs østkyst, Cuba. Men ikke nok med det. Præsident Eisenhower inviterede tilmed Castros vigtigste allierede, slagteren fra Budapest, Sovjetunionens leder, Nikita Khrusjtjov, på besøg i USA.

Den moralske deroute blev ikke bedre af, at Eisenhower stort set videreførte Roosevelts og Trumans velfærdspolitik, hvilket fik den nyvalgte senator Goldwater til at kalde regeringens politik for en »dime-store New Deal«: En dårlig version af præsident Franklin Roosevelts velfærdsprogram fra 1930erne.

Fortvivlelsen var reel, men ingen før Goldwater havde formået at sætte ord på den. Og i løbet af få år genskabte Goldwater de unges tro på det republikanske parti i så høj grad, at han måtte gå til podiet under det republikanske konvent i 1959 for at stoppe en underskriftsindsamling, der havde til hensigt at stille ham op til valget i 1960. Vi skal vokse op og tage vores parti tilbage, jeg tror det kan lade sig gøre en dag, sagde han til forsamlingen. Lad os tage arbejdstøjet på, sluttede han, og lovede dermed, at han ikke udelukkede at stille op til præsident.

Den borgerlige frihedsbevægelses politiske bibel blev Goldwaters lille billigbog til 3 dollars, The Conscience of a Conservative, der udkom i kun 10.000 eksemplarer og blev totalt forbigået af de toneangivende medier. Den politiske elite havde ikke set frustrationen hos de unge, og vidste derfor ikke, at bogen ramte lige ind i fortvivlelsen over, at Eisenhower havde spildt otte år ved magten. I bogen skriver Goldwater, hvad der gik galt efter Den Store Depression, og hvordan amerikanerne kommer videre og får genskabt troen på den amerikanske drøm, ligesom man her for første gang kan læse, hvordan USA kan bringe sovjetimperiet til fald. En strategi, som Ronald Reagan fulgte til punkt og prikke.

Goldwater sagde ja til at blive præsidentkandidat i 1963 i visheden om, at han skulle stille op imod sin gamle ven, præsident John Kennedy, der havde vundet knebent over Nixon i 1960. Men ligesom den skæbnesvangre kugle tog Kennedys liv, tog den også livet af kampagnen. I stedet for Kennedy blev Goldwaters modstander, Lyndon B. Johnson, præsident.

Goldwater vidste, hvad han gik ind til. Han havde tidligere kaldt Johnson indbegrebet af paranoia og kynisme, og valgkampen blev da også en ulækker omgang, som republikanerne slet ikke var forberedt på. Goldwater blev kaldt alt lige fra fascist til racist og tabte stort. Men siden er valget blevet kaldt »a glorious disaster«, en glorværdig katastrofe, hvor man måske nok tabte valget, men skabte fundamentet for noget meget større: En ny borgerlig revolution. En af de unge, der deltog i kampagnen, John William Middendorf, der senere blev minister i Nixons regering, har skrevet en fremragende bog af samme navn. En bog som alle vi, der var aktive i Venstres valgkamp i 1998, burde have læst - for 10 år siden!

Mange konstaterede efter præsidentvalget i 1980, at det tog 16 år at tælle stemmerne, og Goldwater vandt. Det var selvfølgelig Reagan, der var på valg i 1980, og det er langtfra sikkert, at Goldwater som Reagan kunne have genskabt troen på USA efter Vietnam-krigen, Watergate og Jimmy Carters tragiske præsidentperiode. Han samlede det republikanske partis tre fløje: de palæokonservative med deres drøm om et USA af små selvstændige erhvervsdrivende, de neo-konservative med deres antikommunisme og accept af en stor offentlig sektor, og libertarianerne, der afviser utopier og vil have skatterne ned, flere i arbejde og vækst. Men uden Goldwater, ingen Reagan.

»In your heart you know he's right«, lød Barry Goldwaters valgslogan. Han lærte os, at hvis staten er så stor, at den kan give os alt, hvad vi vil have, er den også stor nok til at tage alt, hvad vi har. Det er værd at huske på i dag på hans 100 års fødselsdag, hvor verden igen har brug for en Goldwater, som har modet til at gå imod strømmen og sætte en ny visionær dagsorden, der kan sikre vores personlige og økonomiske frihed samt redde stumperne af vores frie samfund.

Af Kasper Elbjørn

Texas - et pejlemærke for fremtiden

Der er syv stater i USA, hvor man ikke betaler indkomstskat. En af staterne er Texas. Men Texas er også interessant på mange andre områder. Og udviklingen i den store stat følges tæt i resten af Amerika.

Texas udmærker sig ved at være den mægtigste stat i Amerika. Texas er lidt mindre en Tyrkiet og har et befolkningstal på 22 mio., hvilket er lidt flere end i Australien.

Og så har staten leveret fire præsidenter siden Anden Verdenskrig. Dwight Eisenhower og Lyndon B. Johnson var født i Texas, ligesom George H. W. Bush og den nuværende præsident Bush har stærk tilknytning til Texas. Præsident George W. Bush har endog været guvernør for Texas i otte år.

At staten ikke har indkomstskat betyder ikke, at man får 100 kr. i lommen, når man tjener 100 kr. Indbyggerne i Texas betaler indkomstskat til regeringen i Washington, men modsat andre stater betaler man ikke indkomstskat til regeringen i Texas.

Ejendomsværdiskat

Ifølge et notat fra Cepos har OECD opgjort den gennemsnitlige marginalskat i USA til at være 43 pct. for personer med en indkomst, der er dobbelt så høj som gennemsnitsindkomsten. Denne marginalskat er inklusiv skat til delstaterne. Men i Texas betales der ikke indkomstskat til delstaten. Og det gør det naturligvis mere attraktivt at arbejde i Texas i forhold til så mange andre steder.

Nu er det ikke sådan, at Texas ikke får skatteindtægter af den grund. Ejendomsværdiskatterne er relativt høje i Texas. Kommunerne bestemmer selv skatten, som i 2003 varierede mellem 0,3 pct. og - 1 pct. Ejendomsværdiskatterne udgør næsten halvdelen af Texas' samlede indtægter. Den anden halvdel kommer fra det, som vi - kan kalde moms på fødevarer, medicin, benzin, tobaksvarer mv.

Årsagen til det for danskere besynderlige system er, at der er stor mobilitet i Texas. Det er ikke unormalt, at folk arbejder i staten i to-tre år, og så flytter tilbage til Mexico eller til en anden stat i Amerika. Mange af indbyggerne er derfor ikke villige til at betale for mere langsigtede investeringer såsom store infrastrukturprojekter.

»De vil have det, de kommer for, lige nu,« siger Mike Eastland, der er adm. direktør for rådet for Texas' nordlige regioner, NCTCOG. Mike Eastland mener ikke nødvendigvis, at det er en styrke for Texas, at man har den form for gennemtræk i arbejdsstyrken.

Texas som forbillede

Men situationen reflekterer meget vel måden, vi alle kommer til at leve på i fremtidens globaliserede verden. Derfor ser man på Texas som et forbillede, mener han.

Beskatning af mursten i stedet for arbejde var til debat i Danmark, da Velfærdskommissionen udgav sin rapport i december. Forslaget blev faktisk stillet for at imødekomme de udfordringer, som globaliseringen stiller med stor mobilitet på arbejdsmarkedet og øget konkurrence for at få de bedste hoveder til landet.

Mike Eastland forklarer, at man i Texas ikke har tradition for folkeafstemninger som i andre amerikanske stater. Men meget tyder på, at et forslag om at hæve momsen for at få penge til et øremærket infrastruktur-projekt kunne ende i en folkeafstemning, fordi politikerne heller ikke har tradition for at hæve skatterne uden at spørge vælgerne først. En form for skattestop kunne man nok sige.

Sympati for skattestop

Og netop det danske skattestop møder stor sympati. Gratis velfærdsydelser er ikke populære hos tænketanken National Center for Policy Analysis i Dallas. Devon M. Herrick, ph.d., der har specialiseret sig i sundhedssektoren, peger på, at før præsident Johnsons sundhedsreformer, der introducerede skattebetalt lægehjælp, var sundhedsudgifterne 6 pct. af BNP. I dag udgør de 14 pct. Det er en voldsom stigning, der ikke er holdbar i længden, mener han.

Herrick kan se en tydelig tendens, når han sammenligner normal lægehjælp med skønhedskirurgi, som stort set er den eneste form for lægehjælp, der udelukkende er betalt af folk selv. Selv om antallet af operationer indenfor plastikkirurgi er firedoblet i løbet af de seneste 10 år, er priserne kun steget med 16 pct. Priserne i sundhedssektoren er derimod steget med 47 pct.

Han peger endvidere på, at nye opfindelser og effektiviseringer inden for skønhedskirurgi i de seneste 10 år har medført lavere priser og bedre resultater. Inden for den øvrige sundhedssektor har nye opfindelser og mere viden betydet højere udgifter og længere ventelister.

Opskriften på et bedre, mere effektivt og billigere sundhedssystem er ifølge Herrick brugerbetaling gennem borgerkonti, således at patienterne bliver tvunget til at stille samme krav om billigere og bedre service, som man gør inden for eksempelvis skønhedskirurgi. Hvis man ikke bruger alle pengene på kontoen, beholder man dem til senere i livet, hvor man muligvis har mere brug for dem.

Tankerne fra tænketanken i Texas har - ligesom de mange andre ideer fra den store stat - vundet gehør i Washington. Ikke fordi præsidenten selv kommer fra Texas, men fordi staten på mange måder repræsenterer fremtidens USA. Måske er det også tid, at europæerne begynder at lytte.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre