Blog (Tag: ellemann)

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

Forgiftet af en folkestemning

Jeg er enig i med Lars Trier Mogensen, da han i lørdags skrev på lederpladsen i Politiken, at Miljøminister Karen Ellemanns (V) foreløbige beslutning om at stoppe et transportskib med det giftige stof HCB til Kommunekemi i Nyborg var usaglig.

Lars Trier Mogensen glemmer dog, at det netop ikke var Karen Ellemanns ønske at stoppe transporten.

Hun oplyste gang på gang, at alle relevante myndigheder havde givet tilladelse og bekræftet sikkerhedsproceduren for HCB-transporten.

En miljøeffektiv behandling af farligt affald
Kommunekemi har fået fuld godkendelse til oplagring og forbrænding af det australske HCB-affald. Miljøcenter Odense, Rambøll og Brandteknisk Institut, der har foretaget miljøgodkendelsen, har været fuldt opmærksomme på, at affaldet fra Australien indeholdt HCB, skriver Miljøstyrelsen på deres hjemmeside.

Dertil kommer, at Kommunekemi er et af Europas førende anlæg til forbrænding af farligt affald, som i årtier har sikret en miljøeffektiv behandling af farligt affald til gavn for både miljøet og mennesker, og jeg vil til enhver tid hellere have, at Kommunekemi håndterer den slags farlig affald end en konkurrent nær det Det Indiske Ocean.

Lars Trier Mogensens rationelle og fornuftige ord var derfor et langt stykke hen ad vejen en positiv overraskelse for mig, da jeg sneg mig ud på trappeopgangen lørdag morgen for at hente min Politiken.

En enmandshær
I dagevis har Politiken ellers brugt spalteplads på at angribe miljøministeren for ikke at blande sig i den aftale, der var indgået mellem Kommunekemi og HCB ved at lade alle mulige eksperter syde hende ned.

Det virker nærmest som om hun som en anden enmandshær har kæmpet helt alene for at fastholde aftalen – uden hjælp fra det embedsapparat, der ellers er ansat til at forsyne hende med sagens faktiske detaljer.

Socialisterne har selvfølgelig gjort fælles front mod regeringen med et beslutningsforslag, der gennem Folketinget skulle stoppe transporten, således at Kommunekemi ikke kunne leve op til sine forpligtelser i aftalen.

Dermed havde det været op til Liberal Alliance at bestemme om regeringen skulle stemmes ned på sagen. Man må formode at et parti som Liberal Alliance, der hævder, de er det eneste liberale parti i Folketinget, ville have blandet sig udenom, og derfor har Lars Trier Mogensen ret i, at Miljøministeren ikke havde behøvet at blande sig i sagen.

Men Lars Trier Mogensen glemmer, at hendes eget bagland i gruppen meldte sig i koret af kritikere, og dermed var flertallet væk.

At det forholder sig sådan, skriver jeg ikke, fordi jeg har anonyme kilder internt i mit parti, der har oplyst mig herom, men fordi man faktisk kunne læse dette forleden.

Flere gruppemedlemmer lagde endog navn til i Ekstra Bladet fredag den 3. december.

Derfor var der ikke andet at gøre end at bøje sig for flertallet.

På saglighedens grund
Men det var ikke miljøministeren, der ikke turde stå fast på saglighedens grund.

Det var socialisterne, og der findes som bekendt »socialister i alle partier«, som F. A. Hayek skrev i »Vejen til Trældom«.

De lod sig forgifte af en flygtig folkestemning.

Tænk hvis medierne havde angrebet socialisternes usaglige tilgang til sagen i stedet.

Karen Ellemann sagde selv, at der ikke var sagligt belæg for at gøre det, at det var en politisk beslutning.

Det var nok forkert formuleret.

Hun var tvunget til at tage denne beslutning, og den var hverken saglig - da vi ved, at kommunekemi er blandt de bedste til at destruere farligt affald og har modtaget farligt affald mange gange før – eller politisk - fordi Karen Ellemann er liberal, og liberale er tilhængere af, at erhvervslivet får lov til at udfolde sig uden statsindgreb.

Af Kasper Elbjørn

God weekend - især til de liberale i Venstre

Modsat hvad mange af denne blogs læsere tror, er jeg faktisk ikke medlem af Liberal Alliance, men stadig medlem af Venstre.

Faktisk har jeg ikke været så glad for mit medlemskab af Venstre siden 1998.

1998 er ikke et tilfældigt år. Det var året, hvor Uffe Ellemann-Jensen, Venstres daværende formand, mod alle odds var ét mandat fra at vælte statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) af statsministertaburetten.

Ved folketingsvalget i 1998 fik Venstre 24 procent af stemmerne eller 42 mandater.

Det svarer præcist til, hvad Venstre fik i den seneste Gallup-måling.

Når jeg netop kun fremhæver Gallup instituttets måling, er det heller ikke tilfældigt.

Folketingsvalget i 1998 var så uforudsigeligt, at ingen meningsmålingsinstitutter gættede på det endelige resultat.
Kun Gallup forudsagde, at Nyrup Rasmussen ville fortsætte som statsminister.

Siden har jeg kun stolet på Gallups målinger.

Det burde se langt værre ud for Løkke
Det ser altså ikke så skidt ud for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som man ellers ofte læser.

Det burde faktisk se langt værre ud, og det undrer mig, at oppositionen efter ni års borgerlig-liberal regering ikke ligger bedre end de gør.

I den seneste Gallup-måling fra november, fører VK-regeringen og dens to støtte partier ligefrem på trods af den økonomiske krise.

Det er næsten ligeså underligt, som dengang i 1998, hvor oppositionen op til valget lå foran SR-regeringen og dens støttepartier i mange målinger, selvom Danmark dengang var inde i en økonomisk højkonjunktur.

Som jeg tidligere har skrevet tror mange stadig på den gamle skrøne om, at oppositionen med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen tabte valget i 1998, fordi han var for liberal.

Det er nonsens.

Sandheden er, at ingen dansk statsminister har tabt et folketingsvalg under en højkonjunktur udover ved folketingsvalget i januar 1968, hvor danskerne smed det røde kabinet på porten efter kun 14 måneder.

Det underlige var således ikke, at Ellemann-Jensen ikke vandt i 1998, men at Nyrup var lige ved at tabe.

Vi må tage et opgør med politikernes gavementalitet
Dermed ikke sagt, at en statsminister ikke kan vinde et valg under en økonomisk lavkonjunktur.

Det er der masser af eksempler på. Tænk bare på statsminister Poul Schlüter (K), der blev genvalgt i 1987, 1988 og igen i 1990 under Kartoffelkuren.

Det kræver dog, at man melder klart ud, hvad man vil gøre ved den økonomiske krise, og jeg håber og tror, regeringen ligger så godt, som den gør, på trods af ni års regeringsnedslidning og uro på bagsmækken, fordi danskerne inderst inde godt ved, at vi - med statsministerens ord – må tage et opgør med politikernes gavementalitet.

Optimisme og liberale visioner
Det bliver ikke let at vinde valget.

Men der var alligevel god grund til, at Løkke Rasmussen sprudlede af optimisme og liberale visioner, da han gæstede DR2 Deadline mandag 22. november 2010.

Her slog statsministeren endnu engang fast, at vi skal skabe mere konkurrence i vores samfund for at øge vores produktivitet, fordi kun herigennem kan vi skabe vækst og velstand.

At vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem.

Statsministeren fortsatte den liberale linje efter regeringens Vækstforum i Aalborg.

»Der er for lav produktivitet i Danmark, og det er en del af løsningen at lave en ordentlig kappestrid mellem det offentlige og private«, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det er den slags udtalelser, der gør mig glad for stadig at være medlem af Venstre.

Fordi hvis ikke de liberale i Venstre står fast på en liberal dagsorden »dalrer alting bare derudaf«, som Uffe Ellemann-Jensen engang sagde

Af Kasper Elbjørn

Det kræver mod

Det kræver mod at sige sin mening, selvom man ved, at et flertal i befolkningen er uenig.

Jeg hører ikke til blandt de største fans af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men jeg har stor respekt for den måde, hvorpå han håndterede statsministerembedet, og jeg var enig i hans udenrigspolitiske linje.

Den var rigtig og modig.

Derfor var det godt at se den nuværende udenrigsminister forsvare linjen i går. Jeg var faktisk lidt bange for, at den nye regering også havde taget et opgør med udenrigspolitikken.

Den kultur-liberale
Derimod var jeg ikke altid enig i den indenrigspolitiske linje og økonomiske politik under Anders Fogh Rasmussen.

Da Fogh skulle forklare til Politiken sidste år, hvad han stod for, og hvordan han gerne ville huskes, sagde han, at han var kultur-liberal.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, og jeg forstår ikke, hvad det betyder i dag.

Hvis man skal karakterisere den ideologiske kurs 2001-2009, ville jeg nok hælde mere til nationalkonservatisme. Det var sikkert også derfor, at vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) aldrig brokkede sig. Han var godt tilfreds med den ideologiske linje.

Stakkels Ulla
Når jeg diskuterer med mine gamle venner hos tænketanken CEPOS, plejer jeg at bruge det argument, at der ikke er noget at sige til, at daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kom i politisk unåde hos regeringschefen, og blev flyttet fra undervisningsministeriet til det dengang farveløse udviklingsministerium.

Hun tiltrådte som undervisningsminister i troen på, at nu skulle der føres liberal undervisningspolitik med fokus på mangfoldighed og valgfrihed.

Men det var ikke det, der stod i drejebogen.

Efter tre år på posten blev hun sendt i udviklingseksil, og i stedet fik Bertel Haarder sit gamle ministerium tilbage. Da han tiltrådte, sagde han, at han var »blevet lidt mere voksen og lidt mere blød og venlig,« men politikken var den samme som i 1980erne.

Det passede både statsministeren og de Konservative godt, da man næppe kan kalde hans undervisningspolitik for liberal. Det skriver jeg, selvom jeg ellers anser ham for at være et liberalt fyrtårn.

De nationalkonservatives sejr
Anders Fogh Rasmussens ideologiske linje passede danskerne godt. Ellers var han ikke blevet valgt tre gange. Hvis nogen vandt kultur- og værdikampen i sidste årti, var det derfor de nationalkonservative. Jeg vil lade historikerne dømme om det var Anders Foghs Rasmussens fortjeneste eller om han blot ramte en ideologisk åre, som han forstod at udnytte.

Den udenrigspolitiske linje under Anders Fogh Rasmussen er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at historikerne vil belønne ham for uanset om de er enige eller ej.

Aldrig tidligere har Danmark haft så meget magt og indflydelse som under Fogh.

Den aktivistiske linje blev modigt grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1980’erne.

Jeg har skrevet et kapitel om »forståelsesbrevet« mellem Ellemann og den Radikale Lone Dybkjær i antologien »20 begivenheder der skabte Danmark«, der afsluttede den såkaldte »fodnoteperiode«, og reelt grundlagde den aktivistiske udenrigspolitik.

Det var ikke en let beslutning – slet ikke for Dybkjær.

Det har heller ikke været let for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og forsvarsminister Hans Hækkerup (V) at fortsætte den aktivistiske linje i 1990erne.

Der er ingen tvivl om, at de må have taget mange kampe med en vis finansminister i de år.

Frøene der blev sået af Ellemann, og voksede under Hækkerup, blev imidlertid høstet af Fogh.

Det krævede også mod.

Ingen vidste om danskerne var parate til at påtage sig det ansvar, der følger af aktivistisk udenrigspolitik, hvor man ikke nøjes med at sige al det rigtige, men også tager ansvar, og kæmper for de værdier, man tror på sammen med andre, der bekender sig til samme værdier.

Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet
Det viste Fogh, at han ikke var bange for at sige, selvom han var midt i en valgkamp.

»Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN’s Sikkerhedsråds resolutioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde på Aarhus Universitet i 2005. »Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at forsvare sig«.

Jeg er ret sikker på, de fleste danskere faktisk var mere enige i den politik, som oppositionslederen, Mogens Lykketoft (S) repræsenterede, men Fogh stod fast i udenrigspolitikken, og det havde danskerne respekt for.

Jeg selv var enig med Fogh.

En uskøn forening
Derfor er jeg også enig med vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der torsdag forsvarede regeringens linje overfor Israel efter tre forhenværende udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen – i en uskøn forening rettede hård kritik mod Israel.

»Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamas-bevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?,« spurgte Lene Espersen retorisk.

Det letteste for den udskældte minister havde været at tale de tre forgængerne efter munden. Jeg tror faktisk, de er på linje med de fleste danskere.

Det betyder dog ikke, at de har ret.

Det ved i hvert fald Uffe Ellemann-Jensen alt om.

Af Kasper Elbjørn

Hvem vil Per Stig losse i røven?

Kulturminister Per Stig Møller (K) blev for nogle måneder siden interviewet af Informations læsere.

Avisen ligger stadig på mit sofabord.

Jeg genlæste interviewet for nylig, da det er et af de bedste interview med en politiker, jeg har læst i lang tid.

Det handlede ikke om manden. Men om bolden.

Det handlede om politik.

Det handlede om, hvad den konservative legende tror på. Det handlede om, hvor han ser sig selv på den idépolitiske scene anno 2010.

I løbet af interviewet gør kulturministeren det klart, at han har mere end svært ved at se sig selv som en del af den politiske fløj, som læserne definerer som højrefløjen.

»Er jeg højreorienteret«, spørger Per Stig retorisk. »Jeg er bare orienteret, og jeg er konservativ, fordi jeg tror på den evolutionære udvikling og vil forandre for at bevare og skabe nyt og bedre, som Poul Schlüter har udtrykt det«. Interviewet fik mig til at tænke på en anekdote fra den amerikanske præsidentvalgkamp i 1996.

Den tidligere amerikanske senator og præsidentkandidat i 1964 Barry Goldwater besøgte et af Bob Doles valgmøder.

Bob Dole, der også havde en fortid som senator, var vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget i 1977 og stillede selv op som republikanernes præsidentkandidat mod præsident Bill Clinton.

»Vi er de nye venstreorienterede i Det Republikanske Parti. Havde du nogensinde forestillet dig det?«, skal Goldwater have sagt til Dole.

Men det var ikke Goldwater og Dole, der var blevet venstreorienterede.

Det var snarere Det Republikanske Parti, der var blevet så meget andet end højreorienteret.

Højrefløjen havde ændret sig, ligesom den har i Danmark.

Barry Goldwater tabte som bekendt stort til præsident Lyndon B. Johnson i 1964, men nederlaget, der stadig er det største i historien, åbnede døren for en ny generation af politikere, der op gennem 1960′ erne og 1970′ erne med klare ideologiske forslag satte en ny borgerlig dagsorden, som stille og roligt vandt tilhængere blandt både republikanere og demokrater.

Derfor var der også mange, som efter præsidentvalget i 1980 konstaterede, at det tog 16 år at tælle stemmerne - og Goldwater vandt.

Det var selvfølgelig Ronald Reagan, der var på valg i 1980, og det er langtfra sikkert, at Goldwater kunne have vundet og genskabt troen på USA efter Vietnamkrigen, Watergate og Jimmy Carters tragiske præsidentperiode, som Reagan gjorde det.

Goldwaters visioner og Reagans lederevner samlede Det Republikanske Partis tre fløje: de palæokonservative - med deres drøm om et samfund af små selvstændige erhvervsdrivende; de neokonservative - med deres antikommunisme og accept af en stor stat; og libertarianerne - med deres afvisning af utopier og ønske om lavere skatter og økonomisk vækst.

Dermed stod partiet ualmindelig stærkt op gennem 1980′ erne, og Reagan vandt ikke overraskende en jordskredssejr, da han genopstillede i 1984.

Op igennem 1980′ erne voksede imidlertid en fjerde ideologisk gruppe frem hos republikanerne, der i dag kendes som det kristne højre.

Mange var forhenværende demokrater, der var frustrerede over den stigende værdirelativisme i Det Demokratiske Parti.

Præsident Reagan prøvede at inddrage det kristne højre for ikke at gøre dem til martyrer, men Goldwater nægtede at føje dem, og i 1990′ erne kom det til et egentligt opgør med partiet.

I antologien »11 konservative tænkere« (CEPOS, 2010) diskuterer jeg, hvorfor det gik, som det gik.

Jeg tror, årsagen er, at Goldwater oprindelig lod sig vælge til Senatet for at bekæmpe fagbevægelsens magt.

Han så samme trussel mod amerikanernes handlefrihed og rettigheder hos det kristne højre i 1990′ erne som hos fagbevægelsen i 1950′ erne.

Han var heller ikke modstander af fri abort som det kristne højre. Goldwater mente, at det var enhver kvindes ret at få abort.

Han kritiserede også højlydt militærets forbud mod homoseksuelle: »Alle ved, at homofile har tjent hæderligt i militæret siden Julius Cæsar«, sagde han og fortsatte, »du behøver ikke at være straight for at være soldat, du skal blot være i stand til at skyde straight«.

Den idépolitiske kamp hos republikanerne i USA kom måske nok 10-15 år før, den virkelig blussede op på højrefløjen i Danmark.

I Danmark var den udløsende faktor Muhammedkrisen i 2005-06, hvor de liberale, konservative og nationalkonservative røg i struben på hinanden.

Derfor er det ikke underligt, at Per Stig Møller ikke vil kaldes højreorienteret i dag.

Han er konservativ, sagde han, og understregede det med et Schlüter-citat.

Jeg har det lidt som Per Stig Møller. Der er efterhånden rigtig mange, som kaldes - eller kalder sig - højreorienterede.

De fleste kan jeg slet ikke identificere mig med.

Jeg er borgerlig-liberal. Jeg mener, at et samfund skal måles på den frihed, det giver sine borgere, og på den tryghed, som det giver sine svageste, som Uffe Ellemann-Jensen engang har sagt.

Nogle år inden Barry Goldwater døde, sendte han denne salut til det kristne højres selvudråbte leder, Jerry Falwell: »Enhver god kristen bør losse Falwell i røven«.

Jeg venter med spænding på at høre, hvem Per Stig vil losse i røven.

Af Kasper Elbjørn

Der er en telefon der ringer i det Hvide Hus

Hver fredag aften viser TV2 News udenrigsmagasinet Ellemann|Lykketoft, der er det seneste skud på stammen over de debatmagasiner, som TV2 News er blevet specialister i at producere.

Magasinet Ellemann|Lykketoft køres med fast hånd af journalisten Martin Krasnik, som gang på gang undrer sig over, at der ikke er større uenighed mellem de to eksministre.

Det er forståeligt nok, at de tilslører deres uenigheder med et skæv smil, men det undrer mig dog, at deres vurdering af den nuværende amerikanske præsident er næsten identisk, og ikke har ændret sig siden han tiltrådte.

Det kommer jeg tilbage til.

Formatet er svært, men lykkes til fulde, og jeg kan helt tilslutte mig antropolog Dennis Nørmarks kritik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni.

Nørmark skrev, at Ellemann og Lykketoft udmærket er klar over deres forskelligheder, men alt det ævl og kævl fra den indenrigspolitiske scene er her skubbet til side, fordi det ikke rager disse to verdensborgere en pind set i lyset af de meget større sager, der fylder horisonten ud i det internationale perspektiv.

»Her er så synlig respekt imellem de to eksministre, der hører til den gamle skole af politikere med både personlighed og format,« skrev han, og tilføjede: »Ellemann|Lykketoft er ud over at være begavet udenrigspolitisk analyse også et nostalgisk tilbageblik på dengang, da politikere blev støbt i en anden form.«

Det betyder dog ikke, at jeg er enig i alt, hvad de to siger, og derudover synes jeg, det er lidt synd, at al politisk uenighed bliver skubbet til side.

Det gjaldt især i første udsendelse, men igen i fredags hvor de diskuterede den amerikanske præsident Barack Obama.

Ellemann var en smule mere kritisk end Lykketoft, men alt i alt var de enige med studieværten i, at han var den eneste, der kunne lede USA i dag.

Jeg ved godt, det er farligt at kritisere den nuværende amerikanske præsident i Danmark – og ikke mindst på disse sider – men jeg vil nu alligevel vove pelsen, når de to tidligere udenrigsministre ikke tør.

Jeg synes faktisk ikke, han klarer sig særlig godt!

De gode og de dårlige
Der findes gode og dårlige præsidenter.

Det er generelt accepteret, at Washington, den første præsident, er den bedste, og Jefferson, Lincoln og Reagan er blandt de bedste.

Blandt de værste inkluderes normalt Buchanan, der regerede, da Sydstaterne erklærede sig uafhængige, og den korrupte Præsident Harding samt Andrew Johnson, der var den første præsident, der blev stillet for en rigsret. Nixon hører selvfølgelig også til i denne kategori.

Derudover er der heldige og uheldige præsidenter.

Præsident Bill Clinton regnes for en udmærket præsident, men også en meget heldig præsident.

»It All Began in a Place Called Hope« lød hans rammende valgslogan, og han var faktisk født i en by, der hedder »Hope«.

Det siges om ham, at skæbnen smilede til ham, og gav ham otte års relativ verdensfred ovenpå den Kolde Krig samt et verdensomspændende økonomisk boom, som han ikke kunne solde op, fordi Kongressen - med formanden Newt Gingrich i spidsen - ikke gav ham lov.

De uheldige helte
Barack Obama ser ud til at være ligeså uheldig som Jimmy Carter.

Det var ikke Præsident Carters skyld, at oliekrisen hærgede den vestlige verden i slutningen af 1970erne, eller de amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran i 1979 efter præstestyrets magtovertagelse i, men han håndterede oliekrisen og gidseldramaet dårligt.

Derfor tabte han valget i 1980.

Præsident Carter prøvede at tørre kriserne af på Nixon og Ford, som han efterfulgte, og det lykkedes i de første år af hans embedsperiode, fordi Nixon og Ford ikke kunne holde mund og nyde deres otium.

Præsident Obama har prøvet samme strategi, og indikeret, at han overtog alverdens problemer fra Præsident George W. Bush.

Strategien har bare ikke virket ligeså godt, som under Carter.

Årsagen er, at Bush konsekvent har undladt at kommentere på de tæsk, han har fået, men i stedet holdt sig helt væk fra mediernes søgelys og brugt tiden siden januar 2009 på at skrive sine erindringer.

Amerikanerne vil have en problemknuser
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Obamas skyld, at ethvert økonomisk problem i 30 år blev mødt med lavere renter og mere kredit for til sidst at ende i en historisk finanskrise tre måneder inden han overtog præsidentposten.

Indtil videre har han dog ikke haft en heldig hånd med at få økonomien vendt. Derfor var der ikke mange europæiske ledere, der lyttede til ham, da han forud for G20-mødet i Toronto, der begynder i dag, anbefalede, at de europæiske lande brugte endnu flere af de penge, de ikke har, til at stimulere økonomien.

Det er bestemt heller ikke Obamas skyld, at en olieplatform sank i Den Mexicanske Golf 200 km sydøst for New Orleans tilbage i april, og nu ser ud til at forårsage et af de værste olieudslip i USAs historie.

Indtil videre har han dog brugt tiden på megafondiplomati, der er gået ud på at skælde olieselskabet BP mest muligt ud. Det kan der være mange gode grunde til, men det løser ikke problemet, og det er lige præcis det, amerikanerne gerne vil have, at deres præsident gør: Løser problemer.

obama_gulf_oil_spil_450010p

Foto: Alex Brandon, AP.

Milevidt fra virkeligheden
Da Ellemann og Lykketoft gik i studiet sidste fredag, publicerede den amerikanske avis, Washington Post, en kommentar af den prisvindende kommentator Charles Krauthammer.

Krauthammer tilhører også den gamle skole med både personlighed og format, men derfor undlod han ikke at sige sandheden om Præsident Obama.

»Barack Obama beskæftiger sig ikke med det jordnære. Han blev sendt til os for at gøre større ting. Det sås tydeligt, da han holdt sin tale til nationen fra det Ovale Værelse om olieudslippet«, skrev han.

Hvis du også er en af dem, der slet ikke kan forstå, hvorfor jeg er kritisk overfor Obama, skulle du læse kommentaren.

Krauthammer giver en udmærket forklaring på, hvorfor Obamas meningsmålinger var lavere end Nixons meningsmålinger efter det første år i embedet.

»[Talen] var milevidt fra virkeligheden. Golfen er ved at blive overstrømmet, og præsidenten taler om mystiske veje til ukendte destinationer. Det er det, visioner handler om, og visioner er Obamas ting. Det er også sjovere end at rengøre strande«, slutter Krauthammer.

Clintons onde reklame spøger
Det er lidt over to år siden, at Obama kæmpede mod sin nuværende - og i øvrigt fremragende - udenrigsminister, Hillary Clinton, om at blive præsidentkandidat for det Demokratiske Parti.

Kampagnen varede over et halvt år, og under den hårde kampagne påpegede Clinton især Obamas manglende erfaring.

I en uforglemmelig TV-reklame, som Clinton-kampagnen fik lavet, ser man en typisk amerikansk familie en nat, hvor verden er i krise. Stemmen i reklamen siger:

»Klokken er tre om natten, og dine børn er sikre og sover. Men der er en telefon, der ringer i Det Hvide Hus. Der sker noget et sted i verden. Din stemme afgør, hvem der skal besvare opkaldet.«

I dag, to år senere, ringer telefonen til Præsident Obama, og i bedste fald virker det som om, han ikke hører, at telefonen ringer, eller også gider han ikke tage den.

Præsident Obama er en fremragende retoriker og hans livshistorie er inspirerende for os alle, men det er på tide, han tager telefonen, ser bort fra hvad der står på hans to telepromptere, og tager ansvar.

Af Kasper Elbjørn

Sagt på Grundlovsdag

Jeg holdt min Grundlovstale sammen med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i Lovparken i Køge.

Birthe Rønn tog i sin tale udgangspunkt i Grundtvigs Englandstur efter pinsen i 1843. Det var her han lærte om betydningen af økonomisk frihed og et frit marked.

Min Grundlovstale tog udgangspunkt i et af Piet Heins berømte GRUK:

Tæk dit tag med vid og viden,
Ånd alene trodser tiden.

Jeg synes, det lille gruk passer godt på vores Grundlov, fordi Grundloven er præcis ligeså relevant i dag, som da vores forfædre vedtog Grundloven i 1849.

Jeg indrømmer gerne, at Grundloven er meget tidsbestemt. Nogle vil måske kalde den antikveret i sit bogstav. Men det er jo ikke så meget dens bogstav, som dens ånd, vi fejrer i dag den 5. juni på Grundlovsdag.

Ånden i Grundloven er at sikre en demokratisk stat, sikre frihed og lige rettigheder, sikre et frit marked, og sikre et aktivt civilsamfund.

Og ånden i Grundloven lever videre. Ånden i Grundloven trodsede tiden, og blev en naturlig del af vores samfund, fordi den grundlovsgivende forsamling tækkede taget med vid og viden.

Grundlovens paragraf 19
Den grundlovsgivende forsamling var også kloge nok til at sikre, at andre ikke kunne blande sig i, hvordan vi havde indrettet vores samfund.

Det er Grundlovens paragraf 19, der gør det muligt for Danmark at være medlem af organisationer som for eksempel FN og Europarådet, men beslutninger, der vedtages i disse organisationer gælder ikke med det samme eller per automatik i Danmark.

Hvis beslutninger fra FN eksempelvis griber ind i danskernes rettigheder, så skal beslutningerne gøres til dansk ret - før de gælder, og det kan kun ske med Folketingets samtykke.

Det er også derfor, at vi kan vælge at lytte til FN, hvis de har gode råd til Danmark. Men vi kan også lade være.

Vores Grundlov sikrer, at de borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt.

Alle FN-medlemmer har underskrevet FN-pagten, men de kan - ligesom Danmark - vælge at se bort fra FN’s anbefalinger.

Derfor er jeg enig i, at FN aldrig bliver et meningsfyldt forum for at træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter.

Diktatorer og udemokratiske lande
FN er befolket af så mange diktatorer og udemokratiske lande, at man ikke kan træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter eller være sikker på, at FN arbejder for at styrke og sikre frihed og rettigheder.

Et godt eksempel var i sidste måned, hvor Oberst Gaddafis Libyen fik sæde i det, der officielt er FNs Menneskerettighedsråd. I forvejen sidder lande som Rusland, Kina og Saudi-Arabien i FNs Menneskerettighedsråd. De får nu selskab af lande som Libyen, Angola, Malaysia, Qatar og Uganda.

Det mest alarmerende er, at EU-landene ikke protesterede over, at den slags lande fik sæde i Menneskerettighedsrådet, selvom det dog bør tilføjes, at Danmark var blandt de 20% af medlemmerne, der undlod at stemme for Libyen.

Men eksemplet viser, at FN ikke kan sikre de frihedsrettigheder, som vi tager for givet i Danmark og resten af den frie verden.

Derfor er jeg glad for, at FN ikke bestemmer i Danmark.

Derfor er jeg glad for, at uanset, hvad FN siger, er det dansk lovgivning, der afgør, hvad der er rigtigt og forkert i Danmark.

Og derfor er jeg glad for, at vores Grundlov sikrer, at de borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt.

Men hvis ikke FN arbejder for at styrke de borgerlige, individuelle frihedsrettigheder, hvem skal så?

Jeg kan kun finde ét svar på det spørgsmål: Os selv! Vi må selv sikre et aktivt civilsamfund, der styrker ånden i Grundloven.

Lugten af fortvivlelse og håbløshed
Somalia er et af de FN-medlemmer, hvor der ikke er rart at være.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sagde for nogle år siden, da han stadig var formand for Venstre, at han godt kunne forstå den familiefar i Somalia, der desperat søger at finde et andet sted i verden, hvor familien kan få en fremtid.

”Jeg kender lugten af fortvivlelse og håbløshed. Hvis jeg var født der, ville jeg gøre hvad som helst for at komme væk,” sagde han.

Desværre er situationen i Somalia ligeså slem i dag, som den var i 1997. Der er stadig krigslignende tilstande i Mogadishu, og hver eneste dag flygter et stigende antal civile fra Mogadishu. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Somalia som følge af krigshandlingerne, den manglende sikkerhed, omfattende kriminalitet og risikoen for terrorhandlinger.

Øksemanden
Det er ikke tilfældigt, at jeg nævner Somalia. Jeg ved godt, det er kontroversielt i Danmark.

Jeg er sikker på, at alle husker, at Jyllands-Postens karikaturtegner, Kurt Westergaard, blev udsat for drabsforsøg med en økse i sit hjem af en 28-årig mand.

Den 28-årige drabsmand havde somalisk baggrund.

Da han var en lille dreng, har hans far eller mor sikkert tænkt, at de ville gøre hvad som helst for at komme væk med deres lille søn.
Den lille søn er 28 år i dag, og anklaget for mordforsøg på en mand, der havde tegnet en tegning.

Jeg fordømmer drabsforsøget, men jeg kan ikke lade være at sige, at jeg også er glad for, at der var plads i Danmark til at hjælpe en familie, der flygtede fra lugten af fortvivlelse og håbløshed.

Til gengæld fortryder jeg, at ingen lærte den lille dreng om den frihed - og de rettigheder - vi kan tilbyde borgere i Danmark.

Jeg fortryder, at ingen lærte ham om ytringsfrihed, religionsfrihed og Grundlovens paragraf 67.

Og jeg fortryder, at ingen nogensinde inviterede ham med til Grundlovsdag.

Men måske er der håb forude. Måske er vi blevet klogere. Måske har vi lært, at vi hverken skal være dumme eller naive, men heller ikke hensynsløse og forstenede. Måske har vi lært, at intet kommer af sig selv. Heller ikke læren om frihed og rettigheder.

Jeg tror faktisk, vi har lært af de seneste 25 års flygtninge-, indvandrer- og integrationspolitik.

Somali Development Organization
Tilbage i januar læste jeg om et nyt initiativ, som somaliske ledere i de fire nordiske lande ville iværksætte dette forår. De kalder sig Somali Development Organization.

Formålet med organisationen er, at sikre unge somaliere i Danmark, Sverige, Norge og Finland blev trukket væk fra de fundamentalistiske imamer.

Man vil give dem viden og identitet.

Jeg håber, at unge somaliere i Danmark er inviteret med til et grundlovsmøde et sted i landet, fordi så vil de finde ud af, at den slags private initiativer er i tråd med Grundloven.

Ånden i Grundloven lever videre i den somaliske organisation. Modsat alle de statslige initiativer, der iværksættes for at styrke integrationen, er organisationen et udtryk for et aktivt civilsamfund, hvor der arbejdes for at styrke ny-danskernes viden om rettighederne i Grundloven og en demokratisk identitet.

Det er værd at fejre på en Grundlovsdag. Og det gjorde vi så.

Af Kasper Elbjørn

Hvad ved vi egentlig om tragedien på Mavi Marmara?

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at blogge om sagen vedrørende de israelske specialtropper, der gik ombord på skibet Mavi Marmara - det ene af seks skibe med ca. 700 aktivister på vej til Gaza, der i dag styres af terrororganisationen Hamas.

Men så læste jeg Rune Engelbreth Larsens seneste blog i går aftes. Det fik mig til at spekulere, om jeg alligevel skulle samle historien op?

Skal man samle den op?
Vores konkurrenter hos tanten på Pilestræde kender tilsyneladende til det dilemma, jeg sad i.

Forleden skrev Niels Krause-Kjær, der blogger om dansk politik: »Argh, skal man lade den ligge, eller skal man samle den op? Der er mange grunde til at lade den ligge« efter at have kronikken i Politiken den 18. april.

Han samlede den op.

Uffe Ellemann-Jensen, der blogger om udenrigspolitik, tænkte det samme, da DR1 Dokumentaren i onsdags kørte et program om, at en enkelt mands løgn skulle have udløst Irak-krigen. Han skrev: »Men da jeg (af min kone) er opdraget til at gå rundt med en hundepose, for at gøre rent efter vores hund, hvis hans efterladenskaber placeres på offentlig gade eller sti, byder mit instinkt mig også at samle denne op«.

Han samlede den op.

Nu samler jeg så også historien om tragedien på Mavi Marmara op. Jeg indrømmer dog, at det er med en masse forbehold, da det er svært at skrive om - og især konkludere på - noget, ingen ved ret meget om.

Det vi ved
Lad mig derfor tage udgangspunkt i det, vi ved.

Ifølge  videoklip, som er optaget af israelsk militær, blev de israelske soldater mødt af fysisk modstand, både før og efter, de gik ombord på skibet.

Tyske aktivister har sagt, at aktivisterne brugte træknipler mod soldaterne, men det er endnu umuligt at afgøre, om der også blev brugt våben og eller skarpe genstande.

Det ligger desværre også klart, at soldaterne gik i panik, og skød med skarpt på skibet.

Vi ved også, at mindst ni af aktivisterne blev dræbt og op imod 50 såret af israelske soldater.

Så langt tror jeg faktisk, jeg er enig med Rune Engelbreth. Forskellen er, at han på baggrund af dette konkluderer, at Israel er ene-ansvarlig for tragedien.

Det er der ikke ret mange, der har gjort.

En uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse
FN har ikke gjort det. I stedet forhandlede man sig frem til en tekst, hvor man skriver, at FN kræver en »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder«.

EU har ikke gjort det, selvom Europa-Parlamentet har presset på. I stedet forlangte man en »tilbundsgående undersøgelse af det israelske angreb på et nødhjælpsskib med kurs mod Gaza«.

Danmark har ikke gjort det. Tværtimod var udenrigsminister Lene Espersen (K) rimelig klar i mælet, da hun sagde, at det »er helt afgørende, at tragedien undersøges fuldt ud«.

Jeg er enig.

Det er helt afgørende, at tragedien undersøges fuldt ud, og jeg var også enig med hende i, at det er i Israels egen interesse at komme til bunds i sagen, som hun tilføjede. Det skal ses i lyset af folk som Rune Engelbreth, der sætter pennen på automatpilot hver gang Israel nævnes.

Hvad nu hvis
Lad os et øjeblik antage, at soldaterne havde ret til at angribe skibet, hvor de gjorde, af hensyn til statens sikkerhed, og til at åbne ild, da de gjorde det, og Israel altså ingen fejl har begået de ulykkelige omstændigheder til trods.

Jeg spørger mig selv, om Rune Engelbreth og andre havde haft en anden holdning til de tragiske begivenheder, hvis ovenstående var tilfældet? Nej, det tror jeg heller ikke, vi kan være sikre på, og det skriver jeg, selvom jeg er enig i, at et demokrati som Israel altid skal dømmes hårdere end et dikatur, da det jo netop er et demokrati.

Taberne bor i Gaza
Uanset hvem, der er skyld i ulykken, uanset hvad undersøgelserne kommer til at vise, er der dog én ting, vi kan være helt sikre på: Der er flere ofre end de ni dræbte aktivister, de 50 sårede, de unge israelske soldater, der er mærket for livet efter oplevelsen og Israels omdømme.

Det er som om alle glemmer den palæstinensiske befolkning i Gaza.

Endnu engang bliver Gazas 1,4 millioner beboere brugt af deres påståede venner i mediekrigen mod Israels skrøbelige image. De er de virkelige tabere. Det ved vi i øvrigt også.

Af Kasper Elbjørn

Den idépolitiske kamp begynder i dag

Pinsen er den kirkelige markering af Helligåndens komme, men Helligånden kom ikke de borgerlige og liberale til hjælp denne pinse.

Tværtimod udstillede aviserne i pinsen modløsheden hos de borgerlige og liberale.

Jeg kan godt forstå modløsheden, men hvis regeringen får sin krisepakke igennem i dag, er der håb forude.

Fordi så begynder den idépolitiske kamp, vi har længtes efter.

Løssluppen udgiftspolitik er ingen nyhed
Modløsheden hos de borgerlige skyldes nemlig ikke det økonomiske morads, vi er havnet i.

Politikens forside søndag om, at Anders Fogh Rasmussens VK-regeringer ikke formåede at holde de offentlige udgifter i ro, er ikke en nyhed for os borgerlige.

De fleste af os har i årevis vidst, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) førte en næsten ligeså løssluppen udgiftspolitik som Poul Nyrup Rasmussen (S) gjorde i 1990erne.

Hvis noget er overraskende, er det snarere, at danskerne indtil i søndags troede, at VK-regeringen skar ned, når virkeligheden er, at man nærmest spulede pengene ned i de kommunale kasser og gang på gang lod dem springe budgetterne.

12 minutter eller 730 dage
Årsagen til modløsheden er heller ikke politikernes manglende vilje til at rydde op i økonomien.

Politikerne synes alle - lige fra Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti over Socialdemokraterne og Venstre til De Konservative og Liberal Alliance - at erkende, at der er en økonomisk krise, og at vi bliver nødt til at gøre noget ved den.

De forslag, der ligger på bordet, afhjælper ikke de udfordringer, vi står over for i fremtiden.

Højere indkomstskat får ikke folk til at arbejde mere.

Omvendt skal de forslag, jeg har set, nok hjælpe os videre på den korte bane. Ikke at jeg tror krisen kan overstås på 12 minutter, men 730 dage lyder realistisk.

Skattestoppet uden ånd
Politikens spændende nekrolog over skattestoppet i søndags gjorde måske ikke humøret bedre, men det er heller ikke bruddet med skattestoppet, der er årsagen til de borgerlige og liberales modløshed.

De fleste af os kan nemlig huske, at Anders Fogh Rasmussen lovede, at når først skattestoppet var trådt i kraft, ville regeringen omgående arbejde for at sikre egentlige skattelettelser.

Det skulle ske gennem en tre-trins raket:

1. Først nulvækst i den offentlige sektor, hvilket skulle skabe et stigende overskud på budgettet.

2. Dernæst skulle overskuddet bruges til at bringe gælden ned for at få rentebyrden til at falde.

3. Til sidst skulle de sparede renter bruges til skattelettelser.

Det skete bare aldrig.

I stedet fik vi daværende skatteminister Svend Erik Hovmands skattestop, som måske nok forhindrede skatterne i at stige, men aflivede ånden i det oprindelige skattestop ved at tillade væksten i den offentlige sektor at stige med ca. 1,6% i årene under Fogh 2001-2009.

Thorning slår Løkke
Meningsmålingerne er bestemt heller ikke årsagen til modløsheden.

De fleste tror stadig på den gamle skrøne om, at Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, tabte valget den 11. marts 1998, fordi han var for liberal - eller fordi han blev ramt af hybris fordi han blevet citeret for at sige »den er hjemme« på forsiden af Ekstra Bladet på valgdagen.

Sandheden er, at ingen dansk statsminister har tabt et folketingsvalg på toppen af et økonomisk opsving - udover ved folketingsvalget i januar 1968, hvor danskerne smed det røde kabinet på porten efter kun 14 måneder.

Det underlige var således ikke, at Ellemann ikke vandt, men at Nyrup var lige ved at tabe.

Der skal simpelthen ske et mirakel, hvis ikke statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt efter næste folketingsvalg.

Det underlige i dag er, at den socialistiske blok ikke står stærkere.

Thor, Bertel, Britta og Uffe
Nej, modløsheden skyldes noget helt, helt andet.

Ole Birk Olesen, der er redaktør for nyhedsportalen 180grader.dk, satte ikke bare fingeren på det ømme sted i sin søndagsklumme i Morgenavisen Jyllands-Posten den 23. maj. Hans sylespidse pind kørte rundt i såret på os borgerlig-liberale, som intet andet skriv denne pinse.

Han skrev, at hvis ikke Venstre havde haft ideologisk markante skikkelser som Bertel Haarder, Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen stående lige bag Uffe Ellemann-Jensen i 1980erne og 1990erne, havde de borgerlig-liberale måske nok stemt borgerligt, men ikke nødvendigvis på Venstre, og helt sikkert ikke med den stolthed, som vi følte i de år.

Og så kom det dræbende stød, som jeg tror, er årsagen til modløsheden hos de borgerlig-liberale:

»Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nutidens Venstre, med de personer som er om bord, vil kunne genskabe begejstringen. Kristian Jensen er ingen Uffe Ellemann. Peter Christensen er ingen Anders Fogh Rasmussen. Og Troels Lund Poulsen er ingen Thor Pedersen. Søren Pind kunne godt være sin generations svar på Bertel Haarder, men vil han få lov til at overstråle sine partifæller? Hos de konservative står det endnu sløjere til«.

Jeg kunne sagtens sætte flere navne på.

Man kunne også spørge hvilken kvinde i Venstres folketingsgruppe, der eksempelvis bærer Birthe Rønn Hornbechs retspolitiske fane videre, eller prøver at stoppe udgiftseksplosionen i kommunerne som Britta Schall Holberg, eller kæmper for de virkelig svage som Ester Larsen osv.

Sammenligningen er bare ikke retfærdig.

Problemet er, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) sagde tilbage i 2007, da bogen ”På ret kurs. Et tilbageblik på systemskiftet i 1982” (Peoples Press, 2007) blev lanceret, at al den politiske opmærksomhed her i landet i de seneste år er blevet koncentreret om småting.

»Der mangler altså et stort, ægte stridspunkt, og det må være på det idépolitiske område, at man skal søge den strid. Ellers kan folk ikke se forskel på de borgerlige partier og Socialdemokratiet«.

Desværre var der ingen, der dengang lyttede til den gamle statsmand.

Kamp skal der til
Opsvinget er ovre, og i fremtiden bliver vi nødt til at prioritere.

Der vil simpelthen ikke være råd til, at have 800.000 danskere på offentlige ydelser.

Det vil skabe den idépolitiske kamp, som Schlüter efterlyste.

Tiden er en anden, og kampen vil have et andet udgangspunkt end den, som de gamle Venstre-løver kæmpede.

Derfor er der ikke brug for Thor, Bertel, Britta eller Uffe i dag, og det er alt for tidligt at afskrive Kristian, Troels, PC og Pind.

Jeg har i lang tid troet, at kun Liberal Alliance kunne tvinge dem i kamp, men noget tyder på, at Dansk Folkeparti heller ikke er bange for at drive en reformpolitik frem i stedet for at sætte grænser for reformer.

Egentlig er jeg ligeglad hvem der driver hvad. Så længe der bliver kæmpet!

Det ville da være ærgerligt at tabe valget på intet at have gjort – så kan man ligeså godt tabe det på modige og ansvarlige udmeldinger og beslutninger.

Jeg tror, og jeg håber, den idépolitiske kamp om fremtidens Danmark begynder, når politikerne har bestemt sig for om den økonomiske krise kan løses på 12 minutter eller 730 dage.

Det er muligvis i dag.

Af Kasper Elbjørn

Præsidentens inderste EU-tanker

Allerede sidste fredag kom den første melding fra præsidentpaladset i Prag. Tjekkiets præsident Václav Klaus ville acceptere EUs reformtraktat, Lissabon-traktaten, hvis Tjekkiet kunne få samme undtagelse som Storbritannien og Polen og undgå at ratificere EUs charter for grundlæggende rettigheder.

Jeg er personlig tilhænger af Lissabon-traktaten. Ikke fordi den er perfekt, men fordi den trods alt er bedre end Jacques Chiracs Nice-traktat, der har været gældende indtil nu.

Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at præsident Václav Klaus hellere havde været Lissabon-traktaten foruden. Klaus havde formentlig håbet, at irerne havde stemt nej igen eller et andet land havde forhalet ratifikationsprocessen. Dermed kunne briterne, der skal have parlamentsvalg inden maj næste år, vælte den nuværende regering og få en ny konservativ regering, der kunne sende traktaten til afstemning. Der er vist ingen tvivl om, at briterne ville stemme nej, og så kunne Klaus holde sit løfte om ikke at ratificere traktaten, hvis et andet EU-land heller ikke gjorde det.

Sådan gik det ikke. Irerne stemte klart ja, og derefter ratificerede Polen Traktaten. 3. november underskrev Klaus så endelig den nye EU-traktat, som den sidste af EUs stats- og regeringschefer.

De mest væsentlige nyskabelser i Lissabon-traktaten handler om EU-institutionernes sammensætning og rolle i beslutningsprocessen. Det bliver simpelthen lettere for EU at træffe beslutninger, når Lissabon-traktaten træder i kraft. Derudover får den eneste folkevalgte institution i EU, Europa-Parlamentet, mere indflydelse, og det må altså være svært at være uenig i, at det er godt, at folkevalgte får mere indflydelse i EU - og embedsmændene mindre. Omvendt har præsident Václav Klaus ret i sin kritik, når han siger, at man skaber et mere føderalt Europa ved at give Unionen større demokratisk legitimitet.

Det føderale element i Traktaten understreges endvidere af, at EU nu får en præsident. Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair blev nævnt som en oplagt kandidat, hvilket han stadig er, hvis man ønsker en stærk og visionær leder, men når EUs regeringschefer vælger en præsident 19. november, bliver det formentlig en mere beskeden type. Det kunne være Letlands tidligere kvindelige præsident, Vaira Vike-Freiberga, men det ender nok med en af de konservative statsministre i Belgien eller Holland. Ukendte, ufarlige og ude af stand til at hamle op med eksempelvis den amerikanske og kinesiske præsident.

Unionen får også en såkaldt udenrigsminister, en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som bliver fast formand i Udenrigsrådet og næstformand i Kommissionen. Til denne post nævnes den tidligere italienske statsminister og kommunistleder, Massimo D'Alema, og Storbritanniens nuværende udenrigsminister, David Miliband.

Jeg bryder mig ligesom præsident Václav Klaus heller ikke specielt om de føderale elementer i den nye Traktat, men omvendt tror jeg, der er hårdt brug for et mere effektivt europæisk samarbejde, hvor landene tvinges til at tage hinanden med på råd. Det gælder naturligvis først og fremmest på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. EU har aldrig reelt haft en fælles udenrigspolitik, og Lissabon-traktaten vil ikke revolutionere udenrigspolitikken, men blot føre til en - med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens velkendte ord - »mere fælles udenrigspolitik«. Ikke mindst hvis man vælger Miliband til posten som formand for Udenrigsrådet. Han siger selv, at han ikke kandiderer, men ingen tvivl er om, at han allerede har forstået, hvad posten kan bruges til. Ved en tale hos Institut for strategiske studier i London 26. oktober opfordrede han EU til at »tage sig sammen« eller blive »tilskuer i en G2 verden formet af Kina og USA«. Så klart kan det siges!

Ligesom det er forkert at kalde præsident Václav Klaus for EU-modstander, er det en misforståelse, at det udelukkende er de føderale elementer i den nye traktat, han er modstander af. Klaus skelner mellem det, han kalder den intergovernmentale model, der skabte det Indre Marked og nedbryder handelsbarrierer mellem medlemslandene, og den interventionistiske harmoniseringsmodel, der er kendetegnet ved, at EU bruger stadigt flere kræfter på at overregulere og harmonisere. Når Klaus var imod både forfatningstraktaten og Lissabon-traktaten var det fordi han mente, at traktaterne cementerede den interventionistiske model i stedet for at tage et opgør med den.

Jeg kan godt forstå, at der er flere der gør lidt grin med Klaus' argument om, at han ønskede en undtagelse fra EUs charter for grundlæggende rettigheder, fordi det ville give fordrevne sudeter-tyskere ret til at kræve erstatning fra Tjekkiet. Jeg ved ikke, om det passer, og jeg er egentlig ligeglad med, hvilke undtagelser andre lande har, men det ærgrer mig, at Klaus ikke tog sig tid til at forklare, hvorfor han som et borgerligt-liberalt menneske principielt er imod EUs charter for grundlæggende rettigheder. Tjekkiets undtagelse giver bestemt mere mening end Danmarks undtagelser, der virker temmelig fjollede, hvis man altså mener, at Danmark skal være medlem af EU.

Under Europa-Parlamentsvalget i sommer mødtes jeg med en af de mere fornuftige socialdemokrater, Claus Larsen-Jensen, der kørte en engageret valgkamp, og selvom jeg ikke var specielt enig med ham, var han, ligesom de fleste folkesocialister, rigtig sjov at debattere med. På et af valgmøderne fortalte han, at han havde været med til at forhandle Charteret, og det havde været »rigtig sjovt«. Hvis en socialdemokrat synes, det har været »rigtig sjovt« at sidde og indføre rettigheder i EUs charter for grundlæggende rettigheder, er der grund til at bekymre sig, og jeg tog mig derfor tid til at læse, hvad der egentlig stod i Charteret. Det var godt, jeg gjorde det, fordi udover de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder, indeholder Charteret tillige en række sociale og økonomiske rettigheder, og det var selvfølgelig dem, at Larsen-Jensen var så glad for.

I den frie verden har sociale og økonomiske rettigheder aldrig før haft samme status, som de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder. Sociale og økonomiske rettigheder var til gengæld et velkendt fænomen i de tidligere socialistiske diktaturstater, som præsident Václav Klaus kender alt for godt. Klaus voksede op i det socialistiske Tjekkoslovakiet, og her havde man sociale og økonomiske rettigheder. Her omfordelte man alle de økonomiske ressourcer, man havde, indtil der ikke var flere ressourcer tilbage. Resultatet kender vi. Dertil kommer, at det hidtil har været sådan i Den Frie Verden, at det er de folkevalgte politikere, der afgør, hvor stor en økonomisk omfordeling, der skal være, og hvis man er uenig i omfanget af omfordelingen, kan man stemme på andre politikere, der ønsker at omfordele anderledes.

De sociale og økonomiske rettigheder strider altså imod præmisserne i vores demokrati, og det er en stor skam, at den tjekkiske præsident ikke fortalte, at det var derfor, han var modstander af EUs charter for grundlæggende rettigheder. Fordrevne sudeter-tyskere eller ej.

Jeg er naturligvis ikke modstander af, at Lissabon-traktaten nævner menneskerettighederne, men i stedet for at lade socialdemokrater, folkesocialister, tidligere kommunister og andet godtfolk sidde og udvande de klassiske frihedsrettigheder, skulle Traktaten selvfølgelig blot have henvist til Den europæiske menneskerettighedskonvention, der blev vedtaget i 1950, og fungerer glimrende, ligesom den i øvrigt allerede benyttes i EU-retten.

I bogen »Blå planet i grønne lænker - Hvad er truet: Klimaet eller friheden?« kan man læse i et bilag til bogen, at Klaus i en række svar til den amerikanske kongres skrev, at han altid føler sig forpligtet til at sige fra, når han opdager, at vores frihed, markedsøkonomi og velstand er truet. Bogen handler om øko-profeternes klimaforskrækkelse, men hans modstand mod udviklingen i EU er formentlig et udtryk for det samme. Det gør ham ikke til EU-modstander, men blot en kritiker, og jeg er derfor glad for, at han nu har ratificeret Lissabon-traktaten. Jeg vil bestemt hellere have en mand som han indenfor EU end udenfor EU. EU er nemlig ikke perfekt. EU er en uperfekt Union i stadig forandring.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre