Blog (Tag: ellemannjensen)

Tilbage til fremtiden

 EU-skeptikerne har fået vind i sejlene denne sommer. Ikke kun de traditionelle reaktionære modstandere, men også en ny gruppe af skeptikere: de borgerlige EU-skeptikere. Hvis vi skal stoppe denne udvikling, der i sidste ende vil skabe et endnu mere interventionistisk - og måske endda socialistisk - Europa, kræver det en hudløst ærlig tilgang til det europæiske projekt.

Det begyndte med diskussionen om den Økonomiske-Monetære Union. Finansministeren skrev i en kronik i Berlingske Tidende den 6. maj, at det for ham var tankevækkende, at nationalbankdirektørerne fra Cypern og Malta havde »større indflydelse på renten i euro-området - og dermed den danske rente - end den danske nationalbankdirektør«.

Svaret fra de borgerlige skeptikere og senere også partiet Ny Alliance kom prompte. »Vi har ikke brug for en svag euro,« sagde Anders Samuelsen den 23. maj. Principielt efterlyste Ny Alliance blot reformer i euro-området, men reelt fik EU en afklapsning fra de liberale og gjorde næppe tilliden til Unionen større.

Det var dog især Irlands totale afvisning af Lissabon-traktaten den 12. juni, der fik Lars Løkke Rasmussen til at opgive diskussionen. Det skulle han ikke have gjort, fordi deltagelse i euro-samarbejdet handler ikke om økonomi. Det handler om politik. Det er klart, at de andre lande ikke gider lytte til et land, der står med det ene ben ude af døren, og ved at afskaffe undtagelserne er en mulighed for at præge samarbejdet i højere grad end i dag.

En lidt mere ligegyldig historie om, at fødevarekommissær Mariann Fischer Boel ønskede, at alle medlemslande skulle indføre gratis frugt- og grøntordninger til skolebørn, fulgte måneden efter. Når historien er interessant, er det fordi den provokerede enhver, der værdsætter den personlige frihed og det personlige ansvar. Der er al mulig grund til at støtte EUs samarbejde om sundhed, når det eksempelvis gælder muligheden for at blive behandlet i udlandet, men frugt i skolerne er i bedste fald et nationalt anliggende, og egentlig forældrenes ansvar.

Endnu et eksempel på, at Kommissionen prøvede at blive populær på noget, som Kommissionen slet ikke skal blande sig i, kom blot en uges tid senere, da telekommissær Viviane Reding sagde, hun ville tvinge mobilselskaberne til at nedsætte de priser, som de internt afregner med hinanden, med 70 procent. Det lyder godt med billigere mobilpriser - ligesom gratis frugt kunne være rart - men hvis forslaget gennemføres, vil det betyde en betydelig skævvridning af det frie marked og højere priser på alt muligt andet. Teleselskaberne jo skal hente deres indtægter et eller andet sted. Intet er som bekendt gratis.

Det var utålmodigheden med den langsomme vej mod vækst og velstand, der i slutningen af 80erne drog EU mod den såkaldte interventionistiske model, som man må vende sig imod.

Politikernes historiske utålmodighed er bedst beskrevet i Friedrich Hayeks »Vejen til trældom«. Her står, at frihed ikke er en sikker og ukrænkelig besiddelse. Frihed er noget, man skal passe på. Men historien gentog sig op gennem halvfemserne. De europæiske ledere betragtede resultaterne af frihedspolitikken som en sikker og ukrænkelig besiddelse, der ikke viste resultater hurtigt nok. I stedet for at vente på de langsigtede positive konsekvenser af fællesmarkedet, besluttede man, at man gennem interventionisme skulle vise europæerne, at det nye EU havde sin berettigelse. Det er denne interventionistiske tilgang til samarbejdet, som ikke bare de borgerlige vender sig imod, men også folk i al almindelighed.

I Weekendavisen i juni vendte den velkendte Uffe Ellemann-Jensen tilbage med en af de der arrogante bemærkninger, alle elskede, dengang de borgerlige gik med EU-sokker: »De er sgu ikke toneangivende. De er nogle stykker. Og nogle af dem har ikke hævet sig over gadekærsniveauet«.

Nej, den tidligere udenrigsminister talte ikke om socialister eller fodnotepolitikere, men om de borgerlige EU-skeptikere. Og han havde ret i, at de stadig ikke er mange, men de bliver flere og flere, og den seneste dom vedrørende familiesammenføringsreglerne vil skubbe andre i samme retning.

Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan blive så overrasket over dommen. Det er sket mange gange før, at Domstolens afgørelser har haft vidtrækkende politiske konsekvenser. Men politiske afgørelser skal træffes af politikere, og hvis et flertal i Danmark har besluttet, at grænsen for den frie bevægelighed er dér, hvor man sikrer, at tredjelandsborgere ikke kommer ind i landet, så er det dér, grænsen går. Uanset om loven ligger i en gråzone, eller om det er rationelt i en tid, hvor Danmark mangler arbejdskraft.

Lissabon-traktaten fastslår ikke bare, at EU stadig bygger på klassisk-liberale værdier såsom respekten for frihed og menneskerettighederne, men traktaten styrker også den eneste demokratiske institution i EU, Europa-Parlamentet.

Og afgørelsen om familiesammenføringsreglerne viser med al tydelighed, at der er behov for et stærkt parlament, der kan måle sig med den magt, som ikke bare Domstolen, men også embedsmændene - herunder Kommissionen - med tiden har fået.

Det er hovedårsagen til, at jeg er tilhænger af Lissabon-traktaten, selvom jeg blankt erkender, at Thomas Jeffersson, der skrev den amerikanske forfatningstekst, som er et af de smukkeste skrifter i historien, ville vende sig i sin grav, hvis han læste den.

EU bør fortsætte med at deregulere markedet, og Europa-Kommissionens rolle burde være at fremlægge planer, der gør det lettere for borgerne at færdes og handle frit. Europa-Parlamentet bør fungere som EUs vagthund og stoppe alle tiltag, der begrænser det frie marked. Domstolen skal sikre, at de politiske afgørelser bliver overholdt.

Det er på tide, at vi som borgerlige fortæller, at vi stadig tror på det europæiske projekt, men at vi ikke vil finde os i, at EU udvikler sig til en superstat, der mere og mere minder om den statsform, som de nye medlemslande kæmpede imod, da de var underlagt socialismen.

Tjekkiet, der blev medlem efter optagelsesforhandlingerne i København i 2002, har formandskabet for EU i 2009.

Mottoet for formandskabet er »Europe without barriers«. Det er en dagsorden, der sætter kursen for at tage Europa tilbage til fremtiden. Der er håb forude, hvis vi ønsker det.

Af Kasper Elbjørn

Friheden må ikke ofres på klimaets alter

Et par dage efter regeringsdannelsen skrev Berlingske Tidende på forsiden, at den nye klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) var klar til at presse alverdens stormagter for at sikre en ambitiøs klimaaftale. Det er aktivistisk udenrigs­politik, så det batter, og den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er værd at fastholde. Ikke på grund af klimaet, men fordi aktivismen skaber mulighed for at kæmpe for, at undertrykkelsen af mennesker rundt omkring i verden og brugen af tvang minimeres så meget som muligt. Det var det oprindelige formål med kovendingen i udenrigspolitikken for 20 år siden, og der er god grund til at frygte, at lige netop den globale klimaaftale, der skal indgås i København i 2009, vil være en barriere for dette mål.

Den aktivistiske udenrigspolitik har haft bred opbakning i den danske befolkning, lige siden statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sammen med de radikale ledere Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær indgik en nærmest uhellig udenrigspolitisk alliance i 1988. Efter Schlüters afgang blev den aktivistiske linie videreført af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og især hans første forsvarsminister, Hans Hækkerup (S), og de har sikkert ikke haft det let i en folketingsgruppe, hvor mange stadig led af Vietnam-syndromets indbyggede dybe skepsis til USA. Krigene i Kuwait, eks-Jugoslavien og senere i Afghanistan og især Irak kunne ligeledes let have kæntret båden, men danskerne holdt stædigt fast i den aktivistiske linie.

Det betyder dog ikke, at en regering kan vinde valg på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er fortsat ingen leder i den frie verden, der har vundet et valg på udenrigspolitik. I denne valgkamp prøvede den mest ekstreme venstrefløj alligevel at spille Irak-kortet, men uden held. Det hænger formentlig sammen med, at Danmark - på godt og ondt - slet ikke deltager i krigen mere, samtidig med at antallet af angreb er mere end halveret i forhold til i sommer. Det går endelig i den rigtige retning.

En egentlig debat om Irak-krigen og dermed den aktivistiske udenrigspolitik var derfor ikke-­eksisterende frem til, at stats- og vicestatsministeren præsenterede regeringsgrundlaget for den genvalgte regering 22. november. Godt gemt mellem løfter om mere velfærd og lavere skat stod der, at regeringen ville fastholde Danmarks høje internationale engagement i fredsbevarende og fredsskabende indsatser. Meget mere konkret blev det ikke. Og det er der nok en god grund til, da der først og fremmest står klima på den udenrigspolitiske dagsorden frem til 2009.

Der er ikke noget galt i, at regeringen prioriterer klimaaftalen. Der er al mulig grund til at forhindre alvorlige og uoprettelige klimaændringer, hvis man kan, og vores aktivistiske udenrigspolitik har banet vejen for, at vi muligvis kan få alle ombord ved topmødet i 2009. Men det er det forkerte tidspunkt at stikke halen mellem benene og efterlade opposi­tionsbevægelserne rundt omkring i verden på grund af stigende vandstand.

De første foruroligende tegn på, at vi er på vej ud ad denne deroute kom i forbindelse med det russiske parlamentsvalg. Uanset hvor meget regeringen har brug for Kremls støtte til en klimaaftale, er det forkert, at Danmark ikke protesterer over fængslingen af en af oppositionens ledere, Garry Kasparov, ligesom vi skal stå først i koret af EU-medlemmer, der forlanger ukrainsk medlemskab af EU og NATO. Vi skal ikke være russisk klimagidsel.

Det samme gælder over for Kina. Vi ved, at de danske chefforhandlere har brug for de kinesiske kommunister i 2009, men det ændrer ikke ved, at vi bør fortælle kommunisterne, at vi ikke vil acceptere nogen form for krænkelser af den kinesiske befolkning, ligesom vi bestemt heller ikke vil acceptere, at regimet krænker sine demokratiske naboers suverænitet. Hvad enten det er direkte eller indirekte. Økonomisk eller militært.

Landene i Mellemøsten skal selvfølgelig også med i klimaaftalen. Og i sagen om den 19-årige saudiske pige, der blev voldtaget af syv mænd og derefter idømt 60 dages fængsel og 200 piskeslag, fordi hun var i bil med en mand, hun ikke var i familie med, fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) travlt med at samle EU-landene i en fælles protest. Der kom ingen dansk afstandtagen fra den groteske sag.

I Libanon har den demokratiske regering brug for vores støtte, når politikere og journalister bliver angrebet på åben gade med iransk-producerede bomber, eller når terrororganisationer truer det demokratiske fundament i landet, også selvom andre diktaturstater ikke ser en interesse heri.

Ved siden af Libanon ligger Syrien. Strategien over for Syrien burde være ligetil. Alle soldater i Libanon skal trækkes tilbage, al støtte til terrorvirksomhed må stoppes, grænserne lukkes, alle Saddam-støtter, der flygtede til landet, skal udleveres og Israel accepteres, ligesom markedsreformer, ytringsfrihed og demokrati skal implementeres. Til gengæld skal vi hjælpe med at genopbygge landet økonomisk - og Assad-familien kan endda få lov til at blive siddende - indtil de første demokratiske valg fjerner familien fra den politiske magt. Strategien kunne nemt fremføres af Danmark i henhold til regeringsgrundlaget og overføres til andre lande med tiden.

Iran, landet hvor man hænger homoseksuelle, kan ikke blackmailes til frihed, og udgør den største trussel mod den frie verdens interesser i dag.

I sidste uge kom det frem i en CIA-rapport, at Iran holdt op med at udvikle atomvåben i tiden efter fjernelsen af Saddam Husseins styre i Irak i 2003. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad jublede og kaldte rapporten for en sejrserklæring. Det er altid en sejr, når sandheden kommer frem, men i den frie verden er der ingen grund til at juble. Præsident Ahmadinejads begejstring over kvaliteten af efterretnings­undersøgelserne er naturligvis en anerkendelse af hele rapporten. Her er det værd at bemærke, at rapporten også fortæller, at den iranske regering stadig yder økonomisk støtte til og træning af terrorister i Irak. Det anerkender det teokratiske styre altså nu.

Iran opfordrer til og arbejder fortsat for ustabilitet og kaos, men situationen i Iran er ikke håbløs. På mange måder kan den sammenlignes med situationen i Polen i 1983. Vi ved, oppositionen er der, og regeringerne i den vestlige verden må styrke efterretningerne i landet, så vi bedre kender de enkelte mennesker i oppositionsbevægelsen. Vi skal efterligne Reagan-administrationens politik over for Polen i begyndelsen af 1980erne og hjælpe oppositionen i Irak, følge dem og råbe op, når de pludselig forsvinder. Det må ønsket om en global klimaaftale naturligvis ikke forhindre. Ligesom klimaaftalen ikke må mindske presset på Mellemøsten for at bekæmpe og udrydde terrororganisationer som Hamas, Hizbollah, Al-Aqsas Brigader m.fl.

Samme strategi burde man for lang tid siden have ført over for Latinamerika. Det er længe siden, at nationer bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur. Siden Den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med markedsøkonomiens indtog over hele verden er statens magt blevet udhulet og diktatorerne forsvundet eller fjernet. Befolkningen er heldigvis begyndt at sige fra over for Venezuelas præsident Hugo Chavez. Nu må den frie verden vise, at vi har hørt deres nødråb. Chavez' planer om en centralt styret planøkonomi i et latinamerikansk storrum lader sig ikke stoppe af en klimaaftale.

Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne på den frie verdens næste træk, og det er ikke nødvendigvis krig, men det er altså heller ikke klimapolitik. Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forliger os på gode hensigter og nøjes med at kalde blodige despoter for banditter. Det er der ingen, der tager seriøst udover et par enkelte skrivebordsjournalister.

Nu er det op til offentligheden, medierne og alle de udenrigspolitiske ordførere i det nyvalgte Folketing at sikre, at benovelsen over, at Danmark skal være vært for klimatopmødet i 2009 ikke fører til en eneste indrømmelse til diktatorer og despoter, når det gælder demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Klimaindsatsen må ikke overskygge eller overtrumfe kampen for frihed og erobre Danmarks udenrigspolitiske manøvrerum. Friheden skal ikke ofres på klimaets alter

Af Kasper Elbjørn

Halvtreds, i trit og trendy?

Fyrre, fed og færdig. Vi kender alle udtrykket, og da den Europæiske Union fyldte 40 år for 10 år siden, var der bestemt noget om snakken. Efter Maastricht-traktaten var det, som om EU's stats- og regeringschefer ikke kunne finde ud af, hvad de nu skulle få tiden til at gå med. Tiden var præget af kortsigtede løsninger og en ubegrænset, urealistisk tro på, at politikerne vidste, hvad der var godt for europæerne.

Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten står tilbage som monumenter over, hvor slemt det stod til, ligesom euro-landene i dag plages af konsekvenserne af, at man gang på gang bøjede euroreglerne.

Det værste var måske nok, at udvidelsen af EU blev forsinket og tilmed overhalet af udvidelsen af NATO. Den daværende estiske udenrigsminister og nuværende præsident, Toomas Ilves, stod forrest i køen af kritikere tilbage ved årtusindeskiftet og vurderede befriende udiplomatisk, at udvidelsen var blevet »en alt for stor hovedpine for alt for mange mennesker«.

I denne weekend fylder EU 50 år. Det europæiske samarbejde har fra begyndelsen været skrøbeligt, fordi man netop oprettede Unionen mere af nød end af lyst - for at stoppe de blodige krige, der prægede Europa frem til og med Anden Verdenskrig.

Siden har medlemsstaterne nærmet sig hinanden økonomisk og politisk, og i de sidste 50 år har der faktisk ikke været krig mellem medlemsstaterne, hvorfor man må sige, at missionen lykkedes. Det bør vi alle fejre! Men vi må bare ikke glemme, at der skal meget lidt til, før samarbejdet knirker.

Det kræver politisk lederskab at holde de store, gamle EU-hjul i gang, men det er ikke altid, Europa har politiske ledere, der formår at udforme visioner, der begrænser sig til grænseoverskridende udfordringer for hele Europa. Og halvtreds betyder ikke nødvendigvis i trit og trendy.

Den tyske kansler, Angela Merkel, har på det seneste prøvet at sætte gang i handelsforhandlinger med den amerikanske regering om at harmonisere regler, normer og tekniske standarder mellem EU og USA.

Initiativet kunne meget vel blive en forløber for det transatlantiske frihandelsområde - med EUs indre marked som forbillede - som vores egen Uffe Ellemann-Jensen engang foreslog, og som den nuværende statsminister har overtaget og fremsat igen. Et transatlantisk økonomisk partnerskab står højt på det tyske EU-formandskabs ønskeseddel, men EUs fødselsdagsgave bliver snarere den globale opvarmning. Som en kommentator på avisen Financial Times skrev forleden: »Gudskelov for den globale opvarmning. Den lægger måske nok planeten øde. Men i mellemtiden kan den redde den Europæiske Union«.

På trods af at ingen reelt ved, om vores økonomiske satsninger mod global opvarmning gør en forskel, er indsatsen mod klimaforandringer formentlig den eneste vigtige sag, som vor tids stats- og regeringschefer kan enes om, næste gang de mødes til topmøde for at fejre EUs 50-års fødselsdag.

Af Kasper Elbjørn