Blog (Tag: espersen)

Har man sagt A, må man sige B

Udenrigsminister Lene Espersen (K) åbnede tirsdag op for, at Libyens leder, Muammar Gaddafi, kan rejse i eksil.

Jeg forstår godt, udenrigsministeren foreslår denne løsning på konflikten, der ligner begyndelsen på noget, som kan komme til at vare i rigtig lang tid. Hendes udtalelse er stringent med hendes modvillighed til at gribe ind mod Gaddafis overgreb på oprørerne. Men det er en halv løsning.

Gaddafi bør straffes for sine forbrydelser mod menneskeheden. Har man sagt A, må man sige B.

FN-resolutionen, der blev vedtaget for to uger siden, viste, at FN trods alt engang imellem kan mande sig op og træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter.

Resolutionen tillader således alle nødvendige tiltag, der kan beskytte civilbefolkningen i den nordafrikanske stat.

Jeg er ikke i tvivl om, at man nemmest beskytter befolkningen mod Gaddafi ved at fjerne Gaddafi.

Det har Folkesocialisternes formand, Villy Søvndal, i øvrigt også udtalt.

Han ligger helt på linje med briterne, hvor den konservative udenrigsminister William Hague har antydet, at FN-resolutionen uden tvivl gør det muligt at gå efter Gaddafi, og at det ikke varer længe inden han på en eller anden måde er væk. Forsvarsminister Liam Fox tilføjede i et interview med BBC Radio 5, at der ligefrem var en potentiel mulighed for, at Storbritannien og dets allierede rettede et angreb mod Gaddafi selv.

Jeg er fuld af beundring for den britiske regering, som har overrasket positivt i næsten alle sammenhænge, og derfor uenig med franskmændene, der ligger på linje med den danske udenrigsminister.

På trods af at franskmændene blot timer efter afslutningen på topmødet i Paris om krisen i Libyen, som det første land angreb Gaddafis styrker, skulle franskmændene efter sigende nu lede med lys og lygte efter et eksil til Mellemøstens gale hund.

Forvirret?

Det er der ikke noget at sige til.

Og man bliver ikke mindre forvirret af at følge amerikansk politik. Landets politikere er ligeså splittede på tværs af de traditionelle politiske skel, som de europæiske politikere er.

Det er eksempelvis med tunge skridt, at Præsident Barack Obama er kommet sin udenrigsminister, Hillary Clinton, i møde, og har accepteret at gribe ind mod Gaddafis overgreb på oprørerne.

Clinton synes langt mere enig med en formentlig kommende præsidentkandidat fra det republikanske parti, John Bolton, end med chefen i det Hvide Hus.

I lørdags fortalte den tidligere kontroversielle FN-ambassadør sine tilhængere ved et møde i Des Moines i Iowa, at Gaddafi var et legitimt mål for det amerikanske militær.

»Our military has a wonderful euphemism called national command authority. It’s a legitimate military target. In Libya, Muammar Gaddafi is the national command authority. I think that’s the answer right there.«

Når Gaddafi er væk, ved vi ikke, hvem der kommer i stedet, eller hvilket styre, der opstår, og vi må acceptere de ikke-planlagte forandringer, der oftest følger af frihed, demokrati og menneskerettigheder.

Det er ikke alle, der kan lide den usikkerhed, og har mod til at byde disse ikke-planlagte forandringer velkommen.

Det er forskellen på de liberale interventionister og realisterne, som jeg tidligere har skrevet om, og de findes hver især i alle politiske partier ude som hjemme.

Derfor vil vi fortsat se politikere på kryds og tværs af de traditionelle skel i dansk og international politik blive fanget i de mest utrolige politiske konstellationer.

Jeg havde eksempelvis aldrig troet, jeg skulle være mere enig med Villy Søvndal end med Lene Espersen, men jeg synes tumulten i Mellemøsten er lyksalighed, og Europa, USA og resten af den frie verden bør stå side om side med oprørerne.

De har brug for det, og det er det moralsk rigtige at gøre.

Af Kasper Elbjørn

Kvinde dødsdømt for utroskab får støtte fra Danmark

Dødsdommen over den 43-årige iranske kvinde, Sakineh Mohammadi Ashtiani, som jeg skrev om tilbage i september, er suspenderet. Hun er dømt til døden på grund af utroskab og de fleste internationale medier forventer, at dødsdommen vil blive stadfæstet, men i stedet for at foregå ved stening, vil hun blive hængt.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) tog i denne uge initiativ til sammen med sine nordiske kolleger at udsende en yderst kritisk erklæring om dødsdommen og det iranske styres overgreb på menneskerettighederne.

Det var på tide. Men bedre sent end aldrig.

Jeg håber, at vi bare et øjeblik kan se bort fra de ligegyldige diskussioner om næser, gamle breve og pseudo-skattesager, som vi har herhjemme.

Lad os hæve os over landsbyens gadekær og give udenrigsministeren den anerkendelse, hun fortjener for dette initiativ.

Norden, EU og resten af den frie verden kan naturligvis ikke bare se på, at en kvinde dømmes til døden på grund af utroskab. Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.

Det står faktisk artikel 12 i FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

Tiden rinder ud for Ashtiani
Tiden er ved at rinde ud for Sakineh Mohammadi Ashtiani, og for nogle uger siden kom et hjerteskærende opfordring fra Ashtianis søn, Sajad Ghaderzadeh, til den frie verden.

Han skrev i et åbent brev til EU’s stats- og regeringschefer:

»Måske burde jeg ikke skrive et brev til 27 europæiske og vestlige lande, men hvad kan jeg gøre? Jeg har intet andet håb, men jer, mine venner. Jeg har ikke flere tårer at græde med. Det eneste jeg har tilbage, er en klump i halsen. Jeg håber blot, at Gud hjælper mig at skrive dette brev. Jeg har mistet min far, og nu vil staten tage vores mor fra mig og min søster for en forbrydelse, hun ikke har begået «.

Den 10.oktober fulgte han op på brevet ved at give et interview om sagen til to tyske journalister. Det iranske præstestyre var ikke sent til at reagere. Under interviewet blev både Sajad Ghaderzadeh og de to journalister anholdt.

Han er siden blevet nægtet adgang til advokat, og har ikke mulighed for at kommunikere med omverden.

Et levn fra en anden tid
Sagen om Sakineh Mohammadi Ashtiani har stort set ikke været beskrevet i de danske medier, men rundt omkring i verden er det efterhånden en kendt sag.

I andre lande har man heldigvis været langt mere opmærksom på hendes tragiske situation, bruddet på Menneskerettighederne og den dybe uretfærdighed, der ligger bag dødsdommen.

Som jeg tidligere har beskrevet, var den fremragende franske udenrigsminister Bernard Kouchner den første, der havde mod til at sige fra overfor præstestyret.

Kouchner sagde på linje med de nordiske udenrigsministre, at dødsdommen var et brud på Menneskerettighederne, og skrev i et brev til sine EU-kollegaer, at dødsdommen var »et levn fra en anden tid«.

Grundlæggende menneskelig værdighed
Det fik Europa-parlamentet til enstemmigt at vedtage en resolution, der fordømte dødsdommen, og så rullede bolden.

»Storbritannien vil ikke glemme fru Ashtianis sag, og fordømmelsen af menneskerettighedssituationen i Iran vil heller ikke blive mindre med tiden. Vi vil fortsætte med at opfordre Iran til at opfylde sine internationale forpligtelser «, sagde William Hague, den nye britiske udenrigsminister, til avisen, The Times.

Italiens udenrigsminister Franco Frattini kaldte dødsdommen et budskab til det internationale samfund og Tysklands udenrigsminister fulgte trop. »Det er ikke et spørgsmål om religion, men om grundlæggende menneskelig værdighed«, sagde Guido Westerwelle.

Mere præcist kan det ikke siges.

Dermed havde de mest betydningsfulde europæiske udenrigsministre taget afstand fra krænkelserne af Menneskerettighederne i Iran. De havde taget ansvar, og de havde set ondskaben i øjnene.

Målet må være total frifindelse
Efter Kouchers brev og udmeldingerne fra de store EU-lande, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om Menneskerettigheder.

En lignende udtalelse er kommet fra den iranske ambassade i Danmark efter brevet fra de nordiske udenrigsministre.

Irans Islamiske Republik fastholder, at en sådan opmærksomhed i forhold til en person, hvis sag pågår ved domstolene i overensstemmelse med landets love kun har meget lidt at gøre med bekymringer over menneskerettighederne. Formålet er først og fremmest at nedgøre det islamiske lovsystem, hedder det i en erklæring, som ambassaden har sendt til Berlingske Tidende.

Det internationale pres er uden tvivl årsagen til, at den højesteret omstødte dødsdommen over Ashtiani fra stening til hængning.

Målet må være total frifindelse af Ashtiani og amnesti til hendes familie.

EU må stå sammen overfor Iran
Det kræver, at hele EU står sammen. Ungarn og Polen, der har de to kommende EU-formandskab før Danmarks i første halvår 2012, kunne sammen Danmark spille en aktiv rolle i heri. Udenrigsministeren har allerede bevist at hun er god til at få folk til at samarbejde.

Men det stopper ikke der.

Vi skal fremadrettet konsekvent påpege selv de mindste krænkelser af Menneskerettighederne i Iran. Vi skal i ord og i handling støtte menneskerettighedsforkæmperne i Iran. Vi kan ikke blive ved at gemme os bag handelssanktioner og økonomiske sanktioner.

Vi må sige fra - også selvom det koster.

Det nytter.

Af Kasper Elbjørn

Frankrigs udenrigsminister viser tænder overfor Iran

Han er født i Avignon i 1939 af en jødisk far, der var immigrant fra Letland, og protestantisk mor. Han har under et besøg i 1964 fisket med Cubas diktator, Fidel Castro, og som ungkommunist ledte han medicinerfraktionen under studenteroprøret i Paris i foråret 1968.

Bernard Kouchner var Præsident Nicolas Sarkozys joker ved regeringsdannelsen i 2007. Ingen havde regnet med, at den tidligere studenteraktivist, socialist og menneskerettighedsforkæmper skulle være udenrigsminister i François Fillons borgerlige regering.

Men det blev han, og i disse dage ser vi lige netop hvorfor.

I et brev til kollegerne i EU har han opfordret til at afstand fra den dødsdom, som den iranske højesteret har udstedt over den 43-årige kvinde Sakineh Mohammadi Ashtiani. Hun er dømt til at blive stenet til døde for utroskab, og Kouchner har som den eneste offentligt sagt, at det er et klart brud på menneskerettighederne.

Manden bag ‘Læger uden grænser’
Bernard Kouchner er en af de mest fascinerende europæiske politikere i mange år.

Allerede i 1971 havde han lagt kommunismen bag sig, og var medstifter af organisationen Médecins Sans Frontières (Læger uden grænser). Senere stiftede han også Médecins du Monde (Verdens læger).

Efter i nogle år at have været udviklingsminister i de socialistiske regeringer i 1988-1992 blev han sundhedsminister under den kontroversielle premierminister Pierre Bérégovoy. Da de borgerlige kom til magten efter valget i 1992, stillede han op til Europa-Parlamentet, men vendte tilbage til fransk politik som sundhedsminister i 1997 under socialisten Lionel Jospin.

I 1999 blev udnævnt som FN’s særlige repræsentant i Kosovo og blev først afløst i 2001 af den tidligere danske forsvarsminister Hans Hækkerup (S), hvorefter Kouchner endnu engang blev sundhedsminister.

Global prioritet at afsætte diktatorer
Det lå dog ikke i kortene, at han skulle krone sin karriere som udenrigsminister - og slet ikke i den borgerlige regering, der tiltrådte efter Nicolas Sarkozy blev præsident i 2007.

Kouchner gjorde sig faktisk meget upopulær i Frankrig, da han i begyndelsen af 2003, udtalte sig til fordel for at fjerne Saddam Hussein i Irak.

Han fastslog dengang, at det burde være en global prioritet at handle mod diktaturer. Han har faktisk altid været fortaler for intervention af humanitære årsager, men hans holdning bragte ham på kollisionskurs med både Præsident Jacques Chirac og den daværende borgerlige regering samt hans eget parti.

Sarkozys udenrigsminister
Det rebelske element kan meget vel have tiltalt Sarkozy, ligesom man kan tænke sig, at Sarkozy kun udnævnte Kouchner for at passivisere socialisterne, men udnævnelsen af Kouchner var hverken en provokation eller behændig politisk gestus.

Udnævnelsen af Koucher, som The Economist skrev dengang, bundede i et ærligt ønske om at skabe en ny fransk »doktrin«, der byggede på værdier, der kunne styrke Frankrigs stemme på den globale scene.

Bedre end nogen anden kunne Kouchner kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring på kloden.

Dertil kom, at han delte Sarkozys foragt for den anti-amerikanske stemning, som Præsident Chirac var blevet synonym med op til befrielsen af Irak.

Kouchner er i øvrigt ligesom Sarkozy stor tilhænger af EU, og selvom Sarkozy ynder at være modstander af tyrkisk medlemskab af EU, har det sikkert passet ham fint, at Kouchner var tilhænger af tyrkisk medlemskab. Det var med til at cementere billedet af et Frankrig, der kan tale med alle.

Kouchers brev til de europæiske udenrigsministre
Efter Kouchers brev til de europæiske udenrigsministre blev kendt, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet ikke bør blande sig i Irans retssystem og skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om menneskerettigheder.

Det har dog ikke stoppet Kouchner, der mandag aften tilbød at flyve til Iran for at bede om Ashtianis frigivelse.

»Jeg er parat til at gøre hvad som helt for at redde hende. Hvis jeg skal flyve til Teheran for at redde hende, gør jeg det,« sagde han.

Kouchner viste tænder, og fortjener fuld opbakning fra sine EU-kolleger.

Danmark bør støtte Kouchner
Da udenrigsminister Lene Espersen (K) talte ved Europa-konferencen den 28. maj 2010 sagde hun, at Europa fortsat optræder for usammenhængende.

Her er en mulighed for at vise, vi godt kan stå sammen, når det gælder de værdier, vi har bygget vores samfund på, og det ville klæde Lene Espersen at støtte sin franske kollega.

Hun kunne passende gå forrest med sin støtte til Kouchner.

Det fortjener han. Og det fortjener Sakineh Mohammadi Ashtiani.

Af Kasper Elbjørn

Det kræver mod

Det kræver mod at sige sin mening, selvom man ved, at et flertal i befolkningen er uenig.

Jeg hører ikke til blandt de største fans af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men jeg har stor respekt for den måde, hvorpå han håndterede statsministerembedet, og jeg var enig i hans udenrigspolitiske linje.

Den var rigtig og modig.

Derfor var det godt at se den nuværende udenrigsminister forsvare linjen i går. Jeg var faktisk lidt bange for, at den nye regering også havde taget et opgør med udenrigspolitikken.

Den kultur-liberale
Derimod var jeg ikke altid enig i den indenrigspolitiske linje og økonomiske politik under Anders Fogh Rasmussen.

Da Fogh skulle forklare til Politiken sidste år, hvad han stod for, og hvordan han gerne ville huskes, sagde han, at han var kultur-liberal.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, og jeg forstår ikke, hvad det betyder i dag.

Hvis man skal karakterisere den ideologiske kurs 2001-2009, ville jeg nok hælde mere til nationalkonservatisme. Det var sikkert også derfor, at vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) aldrig brokkede sig. Han var godt tilfreds med den ideologiske linje.

Stakkels Ulla
Når jeg diskuterer med mine gamle venner hos tænketanken CEPOS, plejer jeg at bruge det argument, at der ikke er noget at sige til, at daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kom i politisk unåde hos regeringschefen, og blev flyttet fra undervisningsministeriet til det dengang farveløse udviklingsministerium.

Hun tiltrådte som undervisningsminister i troen på, at nu skulle der føres liberal undervisningspolitik med fokus på mangfoldighed og valgfrihed.

Men det var ikke det, der stod i drejebogen.

Efter tre år på posten blev hun sendt i udviklingseksil, og i stedet fik Bertel Haarder sit gamle ministerium tilbage. Da han tiltrådte, sagde han, at han var »blevet lidt mere voksen og lidt mere blød og venlig,« men politikken var den samme som i 1980erne.

Det passede både statsministeren og de Konservative godt, da man næppe kan kalde hans undervisningspolitik for liberal. Det skriver jeg, selvom jeg ellers anser ham for at være et liberalt fyrtårn.

De nationalkonservatives sejr
Anders Fogh Rasmussens ideologiske linje passede danskerne godt. Ellers var han ikke blevet valgt tre gange. Hvis nogen vandt kultur- og værdikampen i sidste årti, var det derfor de nationalkonservative. Jeg vil lade historikerne dømme om det var Anders Foghs Rasmussens fortjeneste eller om han blot ramte en ideologisk åre, som han forstod at udnytte.

Den udenrigspolitiske linje under Anders Fogh Rasmussen er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at historikerne vil belønne ham for uanset om de er enige eller ej.

Aldrig tidligere har Danmark haft så meget magt og indflydelse som under Fogh.

Den aktivistiske linje blev modigt grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1980’erne.

Jeg har skrevet et kapitel om »forståelsesbrevet« mellem Ellemann og den Radikale Lone Dybkjær i antologien »20 begivenheder der skabte Danmark«, der afsluttede den såkaldte »fodnoteperiode«, og reelt grundlagde den aktivistiske udenrigspolitik.

Det var ikke en let beslutning – slet ikke for Dybkjær.

Det har heller ikke været let for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og forsvarsminister Hans Hækkerup (V) at fortsætte den aktivistiske linje i 1990erne.

Der er ingen tvivl om, at de må have taget mange kampe med en vis finansminister i de år.

Frøene der blev sået af Ellemann, og voksede under Hækkerup, blev imidlertid høstet af Fogh.

Det krævede også mod.

Ingen vidste om danskerne var parate til at påtage sig det ansvar, der følger af aktivistisk udenrigspolitik, hvor man ikke nøjes med at sige al det rigtige, men også tager ansvar, og kæmper for de værdier, man tror på sammen med andre, der bekender sig til samme værdier.

Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet
Det viste Fogh, at han ikke var bange for at sige, selvom han var midt i en valgkamp.

»Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN’s Sikkerhedsråds resolutioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde på Aarhus Universitet i 2005. »Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at forsvare sig«.

Jeg er ret sikker på, de fleste danskere faktisk var mere enige i den politik, som oppositionslederen, Mogens Lykketoft (S) repræsenterede, men Fogh stod fast i udenrigspolitikken, og det havde danskerne respekt for.

Jeg selv var enig med Fogh.

En uskøn forening
Derfor er jeg også enig med vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der torsdag forsvarede regeringens linje overfor Israel efter tre forhenværende udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen – i en uskøn forening rettede hård kritik mod Israel.

»Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamas-bevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?,« spurgte Lene Espersen retorisk.

Det letteste for den udskældte minister havde været at tale de tre forgængerne efter munden. Jeg tror faktisk, de er på linje med de fleste danskere.

Det betyder dog ikke, at de har ret.

Det ved i hvert fald Uffe Ellemann-Jensen alt om.

Af Kasper Elbjørn

Når en fjer bliver fem høns

I går aftes satte jeg mig for at finde ud af, hvad der egentlig stod i Financial Times Deutschland, og hvorfor den danske udenrigsminister blev kaldt »verdens værste« af Daily Telegraph.

En ting er, at de danske medier går i selvsving over tre aflyste møder, og at Financial Times Deutschland rapporterer om, hvad der sker i det lille naboland mod nord, men det undrede mig, at det estimerede engelske dagblad hoppede med på vognen.

Det viste sig da også, at en fjer var blevet til fem høns.

Hvis man vil til bunds i historien, skal man læse analysen, som den står i Financial Times Deutschland. Det var nemlig den, Daily Telegraph og andre netaviser citerede fra.

Imidlertid gik oversættelsen galt for Daily Telegraph, og sætningen »unbeholfenste Außenministerin der EU« blev til »world’s worst foreign minister«.

Jeg skal med det samme erkende, at Politiken ikke røg med på spøgen. I stedet vendte man historien om og undersøgte, om det skader Danmarks interesser, at historien nu ikke længere kun var diskussionsemne i Danmark. Svaret fra eksperterne var nej.

Andre medier prøvede desperat at vise tænder, og citerede lystigt alverdens netaviser for den fuldstændig samme historie. Ikke at det er en undskyldning, men også DR glemte at tjekke kilderne ordentligt, og bragte historien i radioavisen.

Det gamle ordsprog om, at en fjer blev til fem høns, har vist sjældent været mere passende.

Jeg skal til sidst bemærke, at selvom jeg aldrig har stemt på Det Konservative Folkeparti, og sikkert aldrig kommer til det, hører jeg til dem, der mener, at mediedækningen af udenrigsministerens to ferier i henholdsvis påsken og i sidste uge, er gået i selvsving.

I går var ingen undtagelse.

Jeg kender ikke udenrigsministeren personligt, men jeg ved, hun både er kompetent og charmerende. Vigtige dyder når man er topdiplomat. Det kan man næppe sige om alle de udenrigsministre, vi har haft gennem tiden.

Skulle hun have taget et mindre ministerium og eksempelvis genopfundet Økonomiministeriet, som det så ud i 1990′erne? Ja, måske, mådeholdenhed er en af de gode borgerlig dyder, og så var finansministeren også blevet fri for at bruge tid på internationale økonomiske anliggender samt regeringens konjunkturvurderinger og økonomiske redegørelser.

Derudover skal man aldrig gentage en succes.

Tiderne var nok anderledes dengang man kunne være både partiformand og udenrigsminister. I øvrigt var kombinationen ikke særlig succesfuld de første år. De ældre læsere kan sikkert huske valgresultatet i 1987.

Af Kasper Elbjørn

Hvad ved vi egentlig om tragedien på Mavi Marmara?

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at blogge om sagen vedrørende de israelske specialtropper, der gik ombord på skibet Mavi Marmara - det ene af seks skibe med ca. 700 aktivister på vej til Gaza, der i dag styres af terrororganisationen Hamas.

Men så læste jeg Rune Engelbreth Larsens seneste blog i går aftes. Det fik mig til at spekulere, om jeg alligevel skulle samle historien op?

Skal man samle den op?
Vores konkurrenter hos tanten på Pilestræde kender tilsyneladende til det dilemma, jeg sad i.

Forleden skrev Niels Krause-Kjær, der blogger om dansk politik: »Argh, skal man lade den ligge, eller skal man samle den op? Der er mange grunde til at lade den ligge« efter at have kronikken i Politiken den 18. april.

Han samlede den op.

Uffe Ellemann-Jensen, der blogger om udenrigspolitik, tænkte det samme, da DR1 Dokumentaren i onsdags kørte et program om, at en enkelt mands løgn skulle have udløst Irak-krigen. Han skrev: »Men da jeg (af min kone) er opdraget til at gå rundt med en hundepose, for at gøre rent efter vores hund, hvis hans efterladenskaber placeres på offentlig gade eller sti, byder mit instinkt mig også at samle denne op«.

Han samlede den op.

Nu samler jeg så også historien om tragedien på Mavi Marmara op. Jeg indrømmer dog, at det er med en masse forbehold, da det er svært at skrive om - og især konkludere på - noget, ingen ved ret meget om.

Det vi ved
Lad mig derfor tage udgangspunkt i det, vi ved.

Ifølge  videoklip, som er optaget af israelsk militær, blev de israelske soldater mødt af fysisk modstand, både før og efter, de gik ombord på skibet.

Tyske aktivister har sagt, at aktivisterne brugte træknipler mod soldaterne, men det er endnu umuligt at afgøre, om der også blev brugt våben og eller skarpe genstande.

Det ligger desværre også klart, at soldaterne gik i panik, og skød med skarpt på skibet.

Vi ved også, at mindst ni af aktivisterne blev dræbt og op imod 50 såret af israelske soldater.

Så langt tror jeg faktisk, jeg er enig med Rune Engelbreth. Forskellen er, at han på baggrund af dette konkluderer, at Israel er ene-ansvarlig for tragedien.

Det er der ikke ret mange, der har gjort.

En uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse
FN har ikke gjort det. I stedet forhandlede man sig frem til en tekst, hvor man skriver, at FN kræver en »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder«.

EU har ikke gjort det, selvom Europa-Parlamentet har presset på. I stedet forlangte man en »tilbundsgående undersøgelse af det israelske angreb på et nødhjælpsskib med kurs mod Gaza«.

Danmark har ikke gjort det. Tværtimod var udenrigsminister Lene Espersen (K) rimelig klar i mælet, da hun sagde, at det »er helt afgørende, at tragedien undersøges fuldt ud«.

Jeg er enig.

Det er helt afgørende, at tragedien undersøges fuldt ud, og jeg var også enig med hende i, at det er i Israels egen interesse at komme til bunds i sagen, som hun tilføjede. Det skal ses i lyset af folk som Rune Engelbreth, der sætter pennen på automatpilot hver gang Israel nævnes.

Hvad nu hvis
Lad os et øjeblik antage, at soldaterne havde ret til at angribe skibet, hvor de gjorde, af hensyn til statens sikkerhed, og til at åbne ild, da de gjorde det, og Israel altså ingen fejl har begået de ulykkelige omstændigheder til trods.

Jeg spørger mig selv, om Rune Engelbreth og andre havde haft en anden holdning til de tragiske begivenheder, hvis ovenstående var tilfældet? Nej, det tror jeg heller ikke, vi kan være sikre på, og det skriver jeg, selvom jeg er enig i, at et demokrati som Israel altid skal dømmes hårdere end et dikatur, da det jo netop er et demokrati.

Taberne bor i Gaza
Uanset hvem, der er skyld i ulykken, uanset hvad undersøgelserne kommer til at vise, er der dog én ting, vi kan være helt sikre på: Der er flere ofre end de ni dræbte aktivister, de 50 sårede, de unge israelske soldater, der er mærket for livet efter oplevelsen og Israels omdømme.

Det er som om alle glemmer den palæstinensiske befolkning i Gaza.

Endnu engang bliver Gazas 1,4 millioner beboere brugt af deres påståede venner i mediekrigen mod Israels skrøbelige image. De er de virkelige tabere. Det ved vi i øvrigt også.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre