Blog (Tag: fn)

Sagt på Grundlovsdag

Jeg holdt min Grundlovstale sammen med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i Lovparken i Køge.

Birthe Rønn tog i sin tale udgangspunkt i Grundtvigs Englandstur efter pinsen i 1843. Det var her han lærte om betydningen af økonomisk frihed og et frit marked.

Min Grundlovstale tog udgangspunkt i et af Piet Heins berømte GRUK:

Tæk dit tag med vid og viden,
Ånd alene trodser tiden.

Jeg synes, det lille gruk passer godt på vores Grundlov, fordi Grundloven er præcis ligeså relevant i dag, som da vores forfædre vedtog Grundloven i 1849.

Jeg indrømmer gerne, at Grundloven er meget tidsbestemt. Nogle vil måske kalde den antikveret i sit bogstav. Men det er jo ikke så meget dens bogstav, som dens ånd, vi fejrer i dag den 5. juni på Grundlovsdag.

Ånden i Grundloven er at sikre en demokratisk stat, sikre frihed og lige rettigheder, sikre et frit marked, og sikre et aktivt civilsamfund.

Og ånden i Grundloven lever videre. Ånden i Grundloven trodsede tiden, og blev en naturlig del af vores samfund, fordi den grundlovsgivende forsamling tækkede taget med vid og viden.

Grundlovens paragraf 19
Den grundlovsgivende forsamling var også kloge nok til at sikre, at andre ikke kunne blande sig i, hvordan vi havde indrettet vores samfund.

Det er Grundlovens paragraf 19, der gør det muligt for Danmark at være medlem af organisationer som for eksempel FN og Europarådet, men beslutninger, der vedtages i disse organisationer gælder ikke med det samme eller per automatik i Danmark.

Hvis beslutninger fra FN eksempelvis griber ind i danskernes rettigheder, så skal beslutningerne gøres til dansk ret - før de gælder, og det kan kun ske med Folketingets samtykke.

Det er også derfor, at vi kan vælge at lytte til FN, hvis de har gode råd til Danmark. Men vi kan også lade være.

Vores Grundlov sikrer, at de borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt.

Alle FN-medlemmer har underskrevet FN-pagten, men de kan - ligesom Danmark - vælge at se bort fra FN’s anbefalinger.

Derfor er jeg enig i, at FN aldrig bliver et meningsfyldt forum for at træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter.

Diktatorer og udemokratiske lande
FN er befolket af så mange diktatorer og udemokratiske lande, at man ikke kan træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter eller være sikker på, at FN arbejder for at styrke og sikre frihed og rettigheder.

Et godt eksempel var i sidste måned, hvor Oberst Gaddafis Libyen fik sæde i det, der officielt er FNs Menneskerettighedsråd. I forvejen sidder lande som Rusland, Kina og Saudi-Arabien i FNs Menneskerettighedsråd. De får nu selskab af lande som Libyen, Angola, Malaysia, Qatar og Uganda.

Det mest alarmerende er, at EU-landene ikke protesterede over, at den slags lande fik sæde i Menneskerettighedsrådet, selvom det dog bør tilføjes, at Danmark var blandt de 20% af medlemmerne, der undlod at stemme for Libyen.

Men eksemplet viser, at FN ikke kan sikre de frihedsrettigheder, som vi tager for givet i Danmark og resten af den frie verden.

Derfor er jeg glad for, at FN ikke bestemmer i Danmark.

Derfor er jeg glad for, at uanset, hvad FN siger, er det dansk lovgivning, der afgør, hvad der er rigtigt og forkert i Danmark.

Og derfor er jeg glad for, at vores Grundlov sikrer, at de borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt.

Men hvis ikke FN arbejder for at styrke de borgerlige, individuelle frihedsrettigheder, hvem skal så?

Jeg kan kun finde ét svar på det spørgsmål: Os selv! Vi må selv sikre et aktivt civilsamfund, der styrker ånden i Grundloven.

Lugten af fortvivlelse og håbløshed
Somalia er et af de FN-medlemmer, hvor der ikke er rart at være.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sagde for nogle år siden, da han stadig var formand for Venstre, at han godt kunne forstå den familiefar i Somalia, der desperat søger at finde et andet sted i verden, hvor familien kan få en fremtid.

”Jeg kender lugten af fortvivlelse og håbløshed. Hvis jeg var født der, ville jeg gøre hvad som helst for at komme væk,” sagde han.

Desværre er situationen i Somalia ligeså slem i dag, som den var i 1997. Der er stadig krigslignende tilstande i Mogadishu, og hver eneste dag flygter et stigende antal civile fra Mogadishu. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Somalia som følge af krigshandlingerne, den manglende sikkerhed, omfattende kriminalitet og risikoen for terrorhandlinger.

Øksemanden
Det er ikke tilfældigt, at jeg nævner Somalia. Jeg ved godt, det er kontroversielt i Danmark.

Jeg er sikker på, at alle husker, at Jyllands-Postens karikaturtegner, Kurt Westergaard, blev udsat for drabsforsøg med en økse i sit hjem af en 28-årig mand.

Den 28-årige drabsmand havde somalisk baggrund.

Da han var en lille dreng, har hans far eller mor sikkert tænkt, at de ville gøre hvad som helst for at komme væk med deres lille søn.
Den lille søn er 28 år i dag, og anklaget for mordforsøg på en mand, der havde tegnet en tegning.

Jeg fordømmer drabsforsøget, men jeg kan ikke lade være at sige, at jeg også er glad for, at der var plads i Danmark til at hjælpe en familie, der flygtede fra lugten af fortvivlelse og håbløshed.

Til gengæld fortryder jeg, at ingen lærte den lille dreng om den frihed - og de rettigheder - vi kan tilbyde borgere i Danmark.

Jeg fortryder, at ingen lærte ham om ytringsfrihed, religionsfrihed og Grundlovens paragraf 67.

Og jeg fortryder, at ingen nogensinde inviterede ham med til Grundlovsdag.

Men måske er der håb forude. Måske er vi blevet klogere. Måske har vi lært, at vi hverken skal være dumme eller naive, men heller ikke hensynsløse og forstenede. Måske har vi lært, at intet kommer af sig selv. Heller ikke læren om frihed og rettigheder.

Jeg tror faktisk, vi har lært af de seneste 25 års flygtninge-, indvandrer- og integrationspolitik.

Somali Development Organization
Tilbage i januar læste jeg om et nyt initiativ, som somaliske ledere i de fire nordiske lande ville iværksætte dette forår. De kalder sig Somali Development Organization.

Formålet med organisationen er, at sikre unge somaliere i Danmark, Sverige, Norge og Finland blev trukket væk fra de fundamentalistiske imamer.

Man vil give dem viden og identitet.

Jeg håber, at unge somaliere i Danmark er inviteret med til et grundlovsmøde et sted i landet, fordi så vil de finde ud af, at den slags private initiativer er i tråd med Grundloven.

Ånden i Grundloven lever videre i den somaliske organisation. Modsat alle de statslige initiativer, der iværksættes for at styrke integrationen, er organisationen et udtryk for et aktivt civilsamfund, hvor der arbejdes for at styrke ny-danskernes viden om rettighederne i Grundloven og en demokratisk identitet.

Det er værd at fejre på en Grundlovsdag. Og det gjorde vi så.

Af Kasper Elbjørn

Vi har taget stilling til Durban II

Danmark står i en unik situation i forbindelse med FN konferencen, der er kendt som Durban II. Vi kan vælge at deltage og kæmpe for menneskerettighederne ved konferencen, der er planlagt til at finde sted i Geneve 20.-24. april, eller vi kan boykotte konferencen og en gang for alle sende et signal om, at vi ikke vil gå på kompromis med FNs menneskerettigheder.

Durban II-konferencen, der skulle bekæmpe racisme og fremme ytringsfriheden, har i lang tid set ud til at ende med at gøre det stik modsatte. Udkastet til slutdokumentet for konferencen sidestiller zionisme med racisme og blåstempler censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner. Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi-og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år, hvor den frie verden er trængt i defensiven af landene i den islamiske konference ( OIC).

Obama-regeringen i USA meddelte allerede for et par uger siden, at man ikke ville deltage i Durban II. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, sidste torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen, og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

EU KUNNE MULIGVIS i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage fra de muslimske lande i OIC. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EUformandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, hvor også Italien besluttede at boykotte Durban II. Det stiller Danmark i en situation, hvor vi bliver nødt til at tænke kreativt i forhold til, hvad vi plejer at gøre.

Siden Uffe Ellemann-Jensen ( V) var udenrigsminister i 1980erne, har skiftende regeringer fastholdt en god tradition i dansk udenrigspolitik, der handler om, at vi altid truer med at blive, aldrig med at gå. Det har reddet Danmarks medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores NATO-allierede, og i det hele taget båret os frem mod mange udenrigs-og sikkerhedspolitiske sejre siden 1982. Men denne doktrin kan ikke stå alene. De, der husker Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister, vil vide, at han altid førte sin aktivistiske udenrigspolitik gennem alliancer med lande, der havde samme værdier og mål som Danmark.

Det betød ikke, at han ikke kunne være fræk og gå forrest, som da Danmark som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre baltiske lande, men det skete aldrig med hovedet under armen, snarere med vores allierede i hånden. Ligesom han aldrig var bange for at støtte vores allierede quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som Danmark støtter fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

DET ER DENNE SITUATION vi står i i forbindelse med FNs såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. USA, Canada, Italien og Israel har som nævnt allerede boykottet Durban II, og Danmark kan endog gå forrest med et boykot for de lande, der normalt værner om FN-pagtens integritet og funktion.

Natten til onsdag skete en interessant udvikling, som vi naturligvis skal tage bestik af. Den russiske chefforhandler fremlagde et nyt udkast til sluterklæring, hvor de muslimske landes hidtidige krav om et forbud mod religionskritik ikke optræder. Den kraftige, direkte fordømmelse af Israel skulle efter sigende også være udeladt i den reviderede tekst. Til gengæld er russerne begyndt at tale om en etisk kode for medier, hvilket naturligvis ikke er acceptabelt. Men det er bestemt bedre end tidligere, og nu er det så op til de muslimske lande i OIC at melde ud om de kan støtte den nye russiske tekst, og vil forhandle videre ud fra denne.

PÅ HJEMMESIDEN www.durban2.dk har over 1.000 danskere allerede skrevet under på, at de mener, vi bedst manifesterer de værdier og rettigheder, vi tror på, og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge USA, Canada, Italien og Israel og få processen til at bryde sammen, hvis ikke slutteksten beskytter FNs menneskerettigheder. Jeg er selv en af de underskrivere, der ikke mener, vi skal deltage for enhver pris, og jeg var også med i går, da alle underskrifterne blev afleveret i går til udenrigsminister Per Stig Møller ( K). Budskabet til ministeren var entydigt. Med den nye russiske tekst i hånden, kan det sagtens være, at det kan betale sig at deltage ved konferencen og kæmpe for menneskerettighederne, men det skal være ud fra en indstilling om, at Danmark ikke er bange for at smække med døren, og forlade konferencen, hvis den frie verden taber det diplomatiske spil om Durban II.

Det er FNs menneskerettigheder for vigtige til.

Af Kasper Elbjørn

Det lille land mod Durban II

Udenrigsminister Per Stig Møllers (K) replik til historikeren Mikaels Jalving i JP 11/3 var klar og tydelig. Danmark skylder de mænd, kvinder og børn, der dagligt udsættes for racisme, at deltage i FN-konferencen Durban II om menneskerettigheder.

Det er så vores demokratiske opgave at argumentere imod, »ikke at stikke af«, skrev udenrigsministeren, når eksempelvis organisation for den islamiske konference (OIC) stiller forslag om censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Det er en god tradition i dansk udenrigspolitik, at man altid truer med at blive, ikke med at gå. Vi skal »bide os fast i bordet«, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) engang sagde.

Det har tidligere reddet vores medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores Nato-allierede og i det hele taget båret os frem mod mange sejre gennem skiftende regeringer siden 1982.

Men denne doktrin kan ikke stå alene. Så er den intet værd.

Aktivistisk udenrigspolitik

Hvis et lille land som Danmark vil føre aktivistisk udenrigspolitik for at sikre sine egne borgeres frihed og rettigheder ved at påvirke verden, skal det ske gennem alliancer med lande, der har samme værdier og mål som landet selv.

Landet bør ligeledes støtte sine allieredes mål og værdier quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som man støtter, fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

Det er denne situation, som vi står i i forbindelse med FN's såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. Det ser udenrigsministeren bort fra i sit indlæg.

Først og fremmest har vores vigtigste allierede meldt afbud til konferencen. Den amerikanske regering meddelte for et par uger siden, at man ikke ville deltage. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, natten til torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud, fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

Konferencen, der skulle bekæmpe racisme og promovere ytringsfrihed, ser tværtimod ud til at knæsætte racisme ved allerede i forberedelsesfasen at sidestille zionisme med racisme og blåstemple censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi- og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år.

De muslimske lande i OIC har dygtigt forfulgt egne interesser, og den frie verden er trængt i defensiven.

Vores egen dagsorden

Pointen er, at den frie verden kun kan vinde værdikampen, hvis vi står sammen og insisterer på vores egen dagsorden om frihed og rettigheder.

EU kunne muligvis i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EU-formandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, da Italien besluttede at boykotte Durban II.

Det var den velansete udenrigsminister og tidligere EU-kommissær Franco Frattini, der meldte ud, at Italien gik i spidsen for EU, og som det første EU-land valgte ikke at deltage i farcen.

Herefter tilføjede han: »Jeg har personligt talt med Holland, Frankrig og Danmark: Alle nærer stor skepsis, og jeg håber, at de vil følge vores eksempel.« Udenrigsministeren holder altså sine kort åbne. Alt andet ville også undre.

Danmark bør tage bestik af den håbløse situation, som FN er havnet i, ikke mindst i forbindelse med Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge Italien - også selv om vi normalt har gode erfaringer med at bide os fast i forhandlingsbordet.

Det lille land i nord med den kloge, gamle udenrigsminister kan måske være dråben, der får det berømte bæger til at flyde over og stopper Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for.

www.durban2.dk

Af Kasper Elbjørn

The era of small government is back - i Israel!

Imens de danske politikere sloges om et par skatteprocenter, franskmændene og italienerne kæmpede om at være mest protektionistiske, og mens ikke bare resten af de vesteuropæiske lande, men også USA, kastede milliarder af skatteydernes penge efter virksomheder og banker, som måske slet ikke er levedygtige på sigt, havde Israels kommende premierminister, den konservative Benjamin Netanyahu, travlt med at danne regering i Jerusalem.

I Danmark er billedet af Netanyahu entydigt. Han fremstilles som en uforsonlig, nationalistisk politiker. Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret. Det er korrekt, at Netanyahu flere gange har sagt, at han ikke vil forhandle om Jerusalem eller trække bosættelserne tilbage fra Vestbredden, men tilføjede sidste torsdag efter hans møde med FN's særlige udsending i Mellemøsten, Tony Blair, at en kommende regering under hans ledelse vil stoppe bosættelserne. Endvidere bekymrer det ham ikke, om Israel er vellidt i Europa, og han mener i øvrigt ikke, at jødiske interesser altid varetages bedst af internationale regler og normer. Ikke mindst er han stærkt kritisk overfor FN på grund af den arabiske verdens stigende indflydelse på FN, herunder ikke mindst FN's Menneskerettighedsråd, en kritik som man også finder i resten af den frie verden ikke mindst på grund af de anti-israelske resolutioner, der gennemtrumfes af organisation for den islamiske konference (OIC).

Men Benjamin Netanyahu er mere og andet end udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi hører bare sjældent om det. Netanyahus kampagne var et ekko af præsident Barack Obamas præsidentkampagne, bedst illustreret af Netanyahus website som til forveksling lignede Obamas. Men også Netanyahus valgslogan var inspireret af Obamas. "Sammen vil vi lykkes", stod der overalt på valgplakaterne i Israel i sidste måned. Noget tyder dog på, at Netanyahus Israel vil lykkes med en anden politik end den, der føres i Obamas Amerika.

Netanyahu har indtil den 3. april til at danne regering. Det i sig selv kan være svært i Israel. Men derudover står landet overfor de samme problemer, som resten af den frie verden. Landet er muligvis allerede i recession og budgetunderskuddet er voksende. Lige nu er Netanyahus finanspolitiske redskab et budget udarbejdet i august. Det rækker næppe langt i denne krise, der i dybde og omfang er værre end noget vi har oplevet tidligere. Israel er en lille åben økonomi ligesom Danmark. På linje med Danmark udgør den israelske eksport over halvdelen af bruttonationalproduktet, men hvor dansk eksport er relativ modstandsdygtig over for økonomiske nedture i andre lande, er Israel hårdt ramt af recessionen i USA og Europa, der udgør henholdsvis 40%, og 35% af eksporten. Det var en af årsagerne til, at over 19.000 mennesker mistede deres job i januar.

Netanyahus opskrift på at få vendt økonomien er ikke ny. Han stod bag det såkaldte økonomiske mirakel i 2001-2005. Dengang fik han på rekordtid - og på trods af Al-Aqsa-intifadaen - vendt økonomien ved hjælp af skattelettelser, og han skabte dermed større vækst, end landet havde oplevet i en hel generation. Ved samtidig at skære ned på de offentlige udgifterne, fik han tillige mindsket Israels budgetunderskud fra 5,1 procent af BNP i 2003 til 1,8 procent af BNP i 2005.

Netanyahus planer denne gang er mere af det samme. Han vil først og fremmest sænke person- og selskabsskatten, liberalisere ejendomsmarkedet, der stadig er præget af Israels socialistiske fortid, og udvide kreditgivningen til virksomheder.

Ligesom i ethvert andet demokrati kan Netanyahu ikke regne med, at hans økonomiske planer ikke vil møde modstand. Efter at forhandlingerne med Arbejderpartiet og det midtersøgende Kadima-parti brød sammen, har Netanyahu forhandlet med valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu. Når det gælder den økonomiske politik ligger Liebermanns parti på linje med Socialistisk Folkeparti, men Lieberman vil formentlig ikke gå efter de økonomiske poster i regeringen. Derimod vil han formentlig insistere på selv at blive udenrigsminister.

En Netanyahu-regering med Lieberman som udenrigsminister vil uden tvivl få EU-diplomaterne og den arabiske verden til at se rødt. Men inden man dømmer Liebermann ude, skal man huske, at det faktisk er på det udenrigspolitiske, at han har sin styrke. Det ved Netanyahu. Liebermann har en ny og anden tilgang til fredsprocessen. Han mener ikke, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabiliteten i Mellemøsten. Han mener heller ikke, at konflikten er territorial, og han tror ikke på, at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten. Han anser konflikten for at være ideologisk, og mener, at en ny opdeling af området netop skal tegnes af ideologiske forskelle. Udover udenrigsministerposten vil Liebermann formentlig gå efter de mere værdipolitiske ministerier, som i Israel omfatter kultur, undervisning, infrastruktur og bolig.

I denne situation vil Netanyahu efter alt at dømme selv påtage sig finansministerposten for netop at have hånd i hanke med økonomien. Det vil så være med en stærk vicefinansminister til at håndtere ministeriet, da Netanyahu får nok at bestille som premierminister. Her nævner de israelske medier, at det kunne blive en af de kronprinser i Likud-partiet, der tilhører Netanyahus liberalistiske fløj. Alternativt vil han udnævne en af de tunge økonomiske drenge i Israel såsom den tidligere chef for nationalbanken Jacob Frenkel, der ikke er politiker, men loyalt kan gennemføre Netanyahus reformer for ham. Alt i alt tegner det godt.

Lederen af Republikanerne i den amerikanske Kongres, John Boehmer, var hård i sin bedømmelse af præsident Barack Obamas tale til nationen forleden. "The era of big government is back," sagde han som en stærk kontrast til præsident Bill Clintons replik tilbage i januar 1996, hvor han i en radiotale erklærede: "The era of big government is over". Noget tyder på, at Benjamin Netanyahu har lyttet mere til Clinton end Obama. Man fristes til at skrive, at "the era of small government is back". Men denne gang i Israel.

Af Kasper Elbjørn

Danmark stiller op, USA melder fra

Modsat Danmark, annoncerede Bush administrationen forleden, at USA for andet år i træk ikke opstiller til valg til FNs nyoprettede Menneskerettighedsråd. Begrundelsen var den simple, at Rådet efter snart et års virke ikke fungerer meget bedre end FNs stærkt udskældte Menneskerettighedskommission, som Rådet afløste.

Begrundelsen støttes af cand.jur. og lektor i internationale menneskerettigheder Jacob Mchangama, der i nyhedsmagasinet Ræson under overskriften ”FN undergraver menneskerettighederne” skriver, at overgangen fra Kommission til Råd kun medførte kosmetiske og teoretiske ændringer snarere end vidtgående reformer, hvilket ellers var målsætningen. Mchangama påpeger i øvrigt i dette engelsksprogede indlæg, at medlemskab af Rådet stadig er åbent for alle FN-stater - også stater, der begår grove krænkelser af menneskerettighederne. Han mener, at Rådet om muligt er endnu mere politiseret, end Kommissionen var det.

Heritage Foundations FN-ekspert, Brett D. Schaefer, har udarbejdet et notat vedr. Rådet, og fastslår tilsvarende, at “…the Human Rights Council has not proven to be an effective instrument in addressing and advancing human rights in its inaugural year. The Bush Administration has made the right decision in not running for a seat on the Council.”

Beslutningen om ikke at opstille til et råd, der ikke fungerer, er bestemt en effektiv måde at markere sin utilfredshed på, men om vi andre står stærkere med et USA, der ikke er medlem af Rådet, og dermed ikke kan præge Rådets beslutninger, er mere tvivlsomt. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtalte ved annonceringen af Danmarks kandidatur, at hvis Danmark skulle opnå valg, ville man arbejde for, at Rådet bliver ”troværdigt, effektivt og operativt”. Det er der absolut brug for, men spørgsmålet er, om vi kan opnå dette uden USA, og derfor om vi skulle have markeret vores respekt for menneskerettigheder og håndhævet vores menneskerettighedspolitik på linie med USA.

Af Kasper Elbjørn

Glem FN

TROEN på FN som en global styringsenhed og myndighed har bevirket, at Danmark de seneste år har gjort en ihærdig indsats for at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor var det en stolt dansk udenrigsminister, der for nylig kunne konstatere, at målet var nået. Den formelle beslutning bliver taget på FN’s kommende generalforsamling, men pladsen skulle være sikret.

Spørgsmålet er blot, om tiden ikke er løbet fra FN? Om ikke Danmark og andre småstater bør bruge flere kræfter på andre allerede etablerede globale institutioner, der med tiden kan nyde samme tillid, som FN har haft i fredstid?

I marts 2003 gennemførte CNN og avisen USA Today en Gallup-undersøgelse, der viste, at amerikanernes tillid til FN var på et historisk lavpunkt. Seks ud af 10 amerikanere mente, at FN ikke løftede de opgaver, man med rette kunne forvente, at verdensorganisationen påtog sig at løse. Undersøgelsen vakte imidlertid ikke den store opmærksomhed, selvom der var tale om den mest negative FN-måling siden 1953.

Amerikanernes irritation over FN var forståelig. Våbeninspektørernes pinegale søgen efter rygende pistoler kunne ikke andet end fremkalde skepsis i de nationer, der ønskede Saddam Hussein afsat. Dertil udløste Frankrigs løfte om at blokere enhver resolution i FN’s sikkerhedsråd – uanset indhold – en vis forundring. Hvad enten man var for eller imod invasionen af Irak, var der tale om omstændigheder, der måtte resultere i dalende tillid til FN.

Danskerne fulgte da også trop. Næsten hver tredje dansker var blevet mere negativ over for FN efter Irak-krisen i forhold til tidligere, viste en meningsmåling foretaget af PLS Rambøll for Jyllands-Posten i samme periode. For FN havde Irak-krisen således alvorlige konsekvenser.

Mange af de kritikpunkter, der rejstes sidste år, er imidlertid glemt igen. Danskerne og resten af Europa synes at have glemt, hvordan FN udstillede sin afmagt og handlingslammelse over for opgaver, der kun kan løses af en global organisation.

Kritikken af FN som en organisation, der ikke er ansvarlig over for befolkninger, men derimod accepterer, og tilmed er forpligtet til at respektere regeringer styret af tyranner, er forstummet. Glemt er også kritikken af Sikkerhedsrådets forældede opbygning og regler samt de fejlslagne fredsmissioner i Rwanda, Somalia m.v. For slet ikke at nævne korruptionen inden for FN, der for nylig kunne føres tilbage til selv de øverstbeliggende kontorer i FN’s imponerende bygning i New York.

EUROPAS regeringer synes at prioritere en verdensorden dirigeret af en anakronistisk organisation fremfor en demokratisk valgt regering i USA. Og det ligger da også i kortene, at alle lande forsat vil bruge FN som udgangspunkt for deres udenrigspolitik. Men ligesom FN var paralyseret under Den kolde Krig, har FN vist sig handlingslammet i den globale kamp mod terrorister samt regimer, der støtter terrorister. Sådan må det være. Ligesom Sovjetunionen sad med ved bordet under Den kolde Krig, så har lederne af alverdens slyngelstater jo ret til samme indflydelse på FN som alle andre. Derfor har FN ingen legitimitet i dag og kan således ikke virke meningsfyldt.

Erkendelsen af, at en ny verdensorden kræver nye institutioner, er imidlertid fuldstændig fraværende i Europa. Det er besynderligt, da det i høj grad var europæerne med Winston Churchill i spidsen, der tog initiativet til de multilaterale institutioner, vi har benyttet siden Anden Verdenskrig. Og det kan vise sig meget farligt i kampen mod terror, at vores institutioner ikke matcher vores udfordringer.

Jeg er personlig ikke tilhænger af at genopfinde den dybe tallerken flere gange. Madeleine Albrights Demokratiske Verdensforbund, der blev etableret i Warszawa i 2000, var måske nok et frisk pust, men organisationen vil få svært ved at manifestere sig over for eller i stedet for FN. Det er meget mere konstruktivt at tage udgangspunkt i institutioner, der allerede er etableret, men som leder efter nye mål og måske endda eksistensberettigelse.

MIT bud på en ny global organisation, der kan etablere sig over for FN, og med tiden i stedet for FN på den globale scene, er G8.

Ideen til G8 kom fra præsident Fords udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et globalt samarbejdsforum, der udgjordes af demokratisk valgte ledere fra store industrialiserede lande.

Oprettelsen af G8 reflekterede bl.a. FN’s afmagt over for de forskellige internationale udfordringer under Den kolde Krig. Samarbejdet berørte hovedsagelig makroøkonomiske spørgsmål, udenrigshandel og relationer til udviklingslande. Men også spørgsmål om energi, miljø, bekæmpelse af kriminalitet og terror drøftes i G8 i dag.

Medlemmerne af G8 (USA, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Japan og senere også Canada og Rusland) bekender sig til samme demokratiske frihedsidealer. G8 er derfor udstyret med den demokratiske legitimitet, som FN altid har manglet. G8 kan endda erhverve sig den tyngde, der kan effektuere en eller anden form for global styring og et effektivt internationalt retssamfund, hvilket der mere end nogensinde er brug for.

Kombineret med hjælp fra NATO, som alle G8-landene undtagen Rusland og Japan er medlem af, vil G8 endog være udstyret med den militære magt, som FN altid har manglet, men som er nødvendig for effektivt at lede et internationalt retssamfund. Ved et seminar hos den britiske tænketank, Centre for Policy Studies, efter terrorangrebet i 2001 pointerede Henry Kissinger, at muligheden for at skabe en ny verdensorden dirigeret af USA i et tæt samarbejde med demokratiske nationer ligger lige for. Han sammenlignede USA’s rolle globalt med den rolle, som Storbritannien spillede i Europa efter Napoleonskrigene i det 19. århundrede.

Kissingers koncept for fremtidens globale samarbejde er desuden beskrevet i bogen »Does America Need a Foreign Policy?« fra 2001. Her bemærker den aldrende statsmand, at USA hverken bør stræbe efter hegemoni over europæerne eller isolere sig i forhold til kontinentet. Tværtimod mener han, at USA bør engagere sig globalt ud fra en kølig analyse af ligevægtsbegreber og interesser og med respekt for andre demokratier. Kissinger plæderer bl.a. for oprettelsen af et transatlantisk frihandelsområde og nedsættelse af et globalt styrelsesudvalg til behandling af omstridte politiske spørgsmål mellem demokratiske stater.

Meget taler for, at G8 kunne tage vare om hans ideer efter en vis institutionel udvikling. G8 har modsat FN allerede taget bestik af de nye globale udfordringer og inviteret Rusland med i samarbejdet, ligesom Storbritannien inviterede Frankrig med i det europæiske samarbejde kort tid efter Napoleonskrigene. EU er repræsenteret ved formanden for Parlamentet, Kommissions-formanden og formanden for Rådet. Desuden er Kina med på sidelinien, da landet ikke er demokratisk, men i vid udstrækning har indført markedsøkonomi.

Skulle G8 en dag spille en stadig større rolle på den globale scene, vil Kina og andre ikke-demokratiske lande blive tvunget til at gennemføre demokratiske reformer, således at landene kan få indflydelse på G8-landenes beslutninger. Den slags incitamenter eksisterer slet ikke inden for FN samarbejdet.

KRITIKERE af G8 kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er i små landes interesse, at G8 får magt på bekostning af FN?

Meget tyder på, at vi ikke skal være bekymrede. Invasionen af Irak har vist, at lande som Holland, Danmark, Norge, Litauen osv. kan få betydelig indflydelse på trods af vores beskedne størrelse. Eksemplet er bevis for, at den ny verdensorden nok vil blive dirigeret af USA og med udgangspunkt i principperne i Bush-doktrinen, men andre lande, der bekender sig til de samme værdier som USA, kan fungere som vigtige medspillere.

De egentlige tabere vil blive lande, der ikke bekender sig til demokrati og markedsøkonomi, og som ikke overholder international lovgivning, men er styret af tyranner. Disse lande vil blive presset til reformer, ligesom befolkningerne indirekte vil blive opfordret til at vælte deres regeringer for at få indflydelse på den globale dagsorden.

Af Kasper Elbjørn

En ny verden

I en storstilet TV-transmitteret tale erklærede præsident Bush natten til den 2. maj 2003 krigshandlingerne i Irak for afsluttet. Kampen om Irak var en sejr i krigen mod terror, der begyndte 11. september 2001, og som stadig foregår, sagde Bush fra dækket af hangarskibet USS Abraham Lincoln omgivet af sine soldater.

Det var gode nyheder for Irak og den ny verden, der opstod efter den 11. september 2001. Men allerede inden krigshandlingernes blev afsluttet, var det igen blevet tid til det diplomatiske spil - nogen vil måske kalde det den diplomatiske krig.

FN - moderne udgave af Folkeforbundet
Især de kræfter, der oprindeligt havde været imod en befrielse af Irak spillede hurtigt ud med et ønske om, at FN igen skulle på banen. FN skulle lede genopbygningen af Irak på trods af, at FN blot få uger før de allierede gik ind i Irak, havde spillet fuldstændig fallit.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, der i 1930'erne degenererede til en diskussionsklub, ude af stand til at bremse de fascistiske diktatorer. Årsagen til FN's fallit var først og fremmest Frankrig, Tyskland og Ruslands modstand mod en resolution, der kunne bremse vor tids måske værste diktator.

Dertil kommer, at selvom FN uden tvivl og med god grund er den organisation, der nyder størst tillid i dag, så består FN samtidig af alle verdens lande – også lande, der ikke ser en fordel i, at Irak omdannes til et demokrati, der respekterer menneskerettigheder og tillader politisk og økonomisk frihed.

Mange lande indenfor FN ønsker ikke, at en positiv udvikling af Irak spreder sig som ringe i vandet i resten til Mellemøsten. Derfor skal FN nok være involveret, hvilket Præsident Bush da også lovede i
Irland den 8. april, men styringen skal komme andetsteds fra. Hvis Tyskland, Frankrig og Rusland ikke havde så travlt med at positionere sig, ville de muligvis også se problematikken i alene at lade FN styre
genopbygningen.

Kissinger's G8
Hvis man absolut skal pege på et internationalt forum, der med ligeså meget legitimitet kunne styre genopbygningen, bør man derimod pege på G8.

Ideen til G7 (der i 1990'erne blev til G8 efter russisk medlemskab) kom fra Præsident Ford's udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et samarbejdsforum, der udgjordes af store industrialiserede lande med fælles værdisæt, og hvis ledere var demokratisk valgt. Oprettelsen af G7 reflekterede bl.a. FN's afmagt overfor de forskellige internationale udfordringer, som verden oplevede i 1970'erne, da den Kolde Krig var mest kold.

G8 er i dag en samarbejdsorganisation, der med stor legitimitet kunne have ledet genopbygning af Irak. Det kunne samtidig have været begyndelsen på en ny og større rolle for G8 i en verden, der endnu
engang står overfor nye udfordringer, som ikke nødvendigvis imødekommes bedst af FN.

Store lande har spillet sig af banen
Det er en skam, at så mange står fast på kravet om, at FN skal lede genopbygningen af Irak. Det hindrer en sikker fremtid for det i forvejen prøvede irakiske folk.

Endnu engang må vi derfor sætte vores lid til de allieredes ledere. De vil ikke pege på G8, men derimod udelukkende på alle de lande, der hjalp med at befri Irak herunder Danmark, som i skrivende stund ser ud til at få en stor rolle i Irak på trods af, at vi i sidste øjeblik ikke havde mod nok til at sende en større styrke til Irak efter krigen.

Omvendt så har store lande som Frankrig, Tyskland og Rusland endnu engang spillet sig af banen i deres iver efter at få indflydelse i forhold til USA.

Et terrorregime er styrtet
Præsident Abraham Lincoln, efter hvem hangarskibet, som Bush talte fra den 2. maj, er opkaldt, sagde engang: "The probability that we may fail in the struggle, ought not to deter us from the support of a
cause we believe to be just".

Vi kan i dag være glade for, at endnu et terrorregime er styrtet i grus. Det er så sandt en sejr for kampen mod terror i alle dets afskygninger.

I Danmark kan vi være stolte over, at vi trods alt støttede USA i kampen for at vælte et terrorregime og befri et folk. Ikke desto mindre er det ikke gode nyheder, at flere af de store industrialiserede lande i
dag står så splittet, at Frankrig, Tyskland og Rusland ingen roller får i genopbygningen af Irak og i den fortsatte kamp mod terror.

Af Kasper Elbjørn

Demonstrationer gavner ikke freden

 

DET ER NOGET sludder, at vi gik Saddam Husseins ærinde, skriver Jytte Lemvig Klippegaard (JLK) i JP 20/2. Hun mener, at statsministeren er ved at være ret langt ude i tovene, når han siger, at demonstranterne gik Saddam Husseins ærinde. Jeg ville ønske, at JLK havde ret, men meget lidt tyder på det. FN oplyste samme dag, som JKL's indlæg blev bragt, at siden våbeninspektørerne forlod Bagdad 7/2, har man ikke set et eneste positivt skridt fra irakisk side. Ikke en eneste irakisk videnskabsmand har stillet op til interview, og ikke et eneste dokument er blevet udleveret til FN. Fredsprotesterne og de diplomatiske uenigheder i FN og Europa har desværre opmuntret Saddam Hussein til at modarbejde våbeninspektørerne og FN's diplomatiske anstrengelser for at undgå krig. Statsministeren fik ret. Demonstranterne gik Saddam Husseins ærinde, ligesom store dele af befolkningerne i Europa i sin tid gik Hitlers ærinde og Stalins ærinde. Lighederne er skræmmende, men slående.

JLK skriver, at hun har lov til at mene, at krige er gemene, at verden vil have fred. Det mener vi alle måske lige med undtagelse af Saddam Hussein. Ikke mindst den amerikanske regering prøver jo lige netop at afvæbne Saddam Hussein uden en krig ved gennem FN at sende våbeninspektører til Irak.

Målet for os alle er naturligvis at sikre fred, demokrati og en verden uden terror. Hvis det i tilfældet Irak kræver en årelang besættelse af Irak, så kan vi andre blot håbe, at USA gider at bruge tid, penge og kræfter på en så lang affære. Jeg tror det næppe. USA har brug for hjælp, og vi bør støtte dem gennem FN, ligesom statsministeren har givet udtryk for.

Samtidig må man opfordre JKL og de 10 mio. andre demonstranter til at tænke sig lidt bedre om, inden de næste gang går på gaden for at støtte en gemen diktator som Saddam Hussein. Sådanne demonstrationer gavner ikke anstrengelserne for fred, demokrati og en verden uden terror. Tværtimod.

Af Kasper Elbjørn

NATO går foruroligende fremtid i møde

 

JOHAN KELLER (JK) skriver i et indlæg 13/2, at NATO-traktatens art. 4 handler om at komme et partnerland til undsætning, hvis det bliver angrebet. Det er ikke korrekt. JK forveksler muligvis art. 4 med art. 5. Ifølge NATO-traktatens art. 4 kan alliancens medlemmer bede om konsultationer, hvis de føler sig truet. Det var det, Tyrkiet gjorde i mandags, hvilket er helt legalt. Derimod var Frankrig, Tyskland og Belgiens modstand mod at hjælpe Tyrkiet ganske foruroligende for NATO's fremtid. De tre lande forhindrede således ugen igennem NATO i at hjælpe Tyrkiet med at tage blot de mindste forberedelser til at modstå et angreb fra Irak.

NATO fremstod splittet og handlingslammet, fordi de tre lande lod diskussionerne i FN overskygge NATO's idealistiske principper.

JK skriver, at han er ganske tilfreds med denne udvikling. Han mener, at danskerne i øjeblikket er bedre tjent med at lade sig repræsentere af Europas hofnar, den belgiske udenrigsminister, der stod bag bruddet i NATO.

Den holdning må stå for helt egen regning. Noget tyder på, at JK fik sat sig lidt for hurtigt ved tasterne. Danmark, såvel som Europa og resten af verden, er naturligvis langt bedre tjent med udenrigsministre, der, inspireret af Winston Churchill, ønsker internationale handlekraftige alliancer og organisationer, herunder et NATO, der lever op til de idealistiske principper, som NATO blev bygget på.

Af Kasper Elbjørn