Blog (Tag: fogh)

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

Det kræver mod

Det kræver mod at sige sin mening, selvom man ved, at et flertal i befolkningen er uenig.

Jeg hører ikke til blandt de største fans af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men jeg har stor respekt for den måde, hvorpå han håndterede statsministerembedet, og jeg var enig i hans udenrigspolitiske linje.

Den var rigtig og modig.

Derfor var det godt at se den nuværende udenrigsminister forsvare linjen i går. Jeg var faktisk lidt bange for, at den nye regering også havde taget et opgør med udenrigspolitikken.

Den kultur-liberale
Derimod var jeg ikke altid enig i den indenrigspolitiske linje og økonomiske politik under Anders Fogh Rasmussen.

Da Fogh skulle forklare til Politiken sidste år, hvad han stod for, og hvordan han gerne ville huskes, sagde han, at han var kultur-liberal.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, og jeg forstår ikke, hvad det betyder i dag.

Hvis man skal karakterisere den ideologiske kurs 2001-2009, ville jeg nok hælde mere til nationalkonservatisme. Det var sikkert også derfor, at vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) aldrig brokkede sig. Han var godt tilfreds med den ideologiske linje.

Stakkels Ulla
Når jeg diskuterer med mine gamle venner hos tænketanken CEPOS, plejer jeg at bruge det argument, at der ikke er noget at sige til, at daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kom i politisk unåde hos regeringschefen, og blev flyttet fra undervisningsministeriet til det dengang farveløse udviklingsministerium.

Hun tiltrådte som undervisningsminister i troen på, at nu skulle der føres liberal undervisningspolitik med fokus på mangfoldighed og valgfrihed.

Men det var ikke det, der stod i drejebogen.

Efter tre år på posten blev hun sendt i udviklingseksil, og i stedet fik Bertel Haarder sit gamle ministerium tilbage. Da han tiltrådte, sagde han, at han var »blevet lidt mere voksen og lidt mere blød og venlig,« men politikken var den samme som i 1980erne.

Det passede både statsministeren og de Konservative godt, da man næppe kan kalde hans undervisningspolitik for liberal. Det skriver jeg, selvom jeg ellers anser ham for at være et liberalt fyrtårn.

De nationalkonservatives sejr
Anders Fogh Rasmussens ideologiske linje passede danskerne godt. Ellers var han ikke blevet valgt tre gange. Hvis nogen vandt kultur- og værdikampen i sidste årti, var det derfor de nationalkonservative. Jeg vil lade historikerne dømme om det var Anders Foghs Rasmussens fortjeneste eller om han blot ramte en ideologisk åre, som han forstod at udnytte.

Den udenrigspolitiske linje under Anders Fogh Rasmussen er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at historikerne vil belønne ham for uanset om de er enige eller ej.

Aldrig tidligere har Danmark haft så meget magt og indflydelse som under Fogh.

Den aktivistiske linje blev modigt grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1980’erne.

Jeg har skrevet et kapitel om »forståelsesbrevet« mellem Ellemann og den Radikale Lone Dybkjær i antologien »20 begivenheder der skabte Danmark«, der afsluttede den såkaldte »fodnoteperiode«, og reelt grundlagde den aktivistiske udenrigspolitik.

Det var ikke en let beslutning – slet ikke for Dybkjær.

Det har heller ikke været let for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og forsvarsminister Hans Hækkerup (V) at fortsætte den aktivistiske linje i 1990erne.

Der er ingen tvivl om, at de må have taget mange kampe med en vis finansminister i de år.

Frøene der blev sået af Ellemann, og voksede under Hækkerup, blev imidlertid høstet af Fogh.

Det krævede også mod.

Ingen vidste om danskerne var parate til at påtage sig det ansvar, der følger af aktivistisk udenrigspolitik, hvor man ikke nøjes med at sige al det rigtige, men også tager ansvar, og kæmper for de værdier, man tror på sammen med andre, der bekender sig til samme værdier.

Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet
Det viste Fogh, at han ikke var bange for at sige, selvom han var midt i en valgkamp.

»Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN’s Sikkerhedsråds resolutioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde på Aarhus Universitet i 2005. »Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at forsvare sig«.

Jeg er ret sikker på, de fleste danskere faktisk var mere enige i den politik, som oppositionslederen, Mogens Lykketoft (S) repræsenterede, men Fogh stod fast i udenrigspolitikken, og det havde danskerne respekt for.

Jeg selv var enig med Fogh.

En uskøn forening
Derfor er jeg også enig med vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der torsdag forsvarede regeringens linje overfor Israel efter tre forhenværende udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen – i en uskøn forening rettede hård kritik mod Israel.

»Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamas-bevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?,« spurgte Lene Espersen retorisk.

Det letteste for den udskældte minister havde været at tale de tre forgængerne efter munden. Jeg tror faktisk, de er på linje med de fleste danskere.

Det betyder dog ikke, at de har ret.

Det ved i hvert fald Uffe Ellemann-Jensen alt om.

Af Kasper Elbjørn

Tænketank blev en anerkendt spiller

 

Da journalisterne Samuel Rachlin og Bent Blüdnikow første gang præsenterede ideen om at stifte en borgerlig tænketank i Danmark efter amerikansk forbillede, var der ikke mange, der troede, det kunne lade sig gøre.

Det var ikke mindst spørgsmålet om finansieringen, der fik de fremmødte på det indledende møde til at sætte spørgsmålstegn ved ideen. Men forfatteren Claes Kastholm Hansen tog til sidst ordet og sagde, at hvis behovet var så udtalt, som vi mente, det var, skulle pengene også nok komme. Og han fik ret.

VK-regeringen, der blev dannet i 2001, havde bevæget sig så langt mod midten, at den havde efterladt sig et borgerligt tomrum i Danmark.

Resultatet var , at ingen angreb regeringens politik fra en frihedsorienteret, liberal vinkel, og det borgerlige Danmark var nærmest blevet synonym med regeringen. Ikke mindst den kultur- og værdidebat, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde skudt i gang i Weekendavisen i januar 2003, havde vist, at det borgerlige Danmark manglede et intellektuelt tyngdepunkt, der kunne hjælpe med at sætte en borgerlig dagsorden.

Men sporene skræmte. Hidtil havde det ikke været muligt at samle nok penge til at stifte en uafhængig borgerlig tænketank.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds succes og indflydelse på SR-regeringen frem til 1943 var udgangspunktet for at stifte tænketanken Erhvervenes Oplysningsråd. Erhvervenes Oplysningsråd var især aktivt i erhvervspressen frem til 1970'erne, men da hovedsponsorerne trak deres støtte, lukkede Erhvervenes Oplysningsråd.

To konferencer om 'Frihed og fremtid i Europa' i 1980-81 var tænkt som grundlag for en ny borgerlig tænketank, men projektet, som historikeren David Gress stod i spidsen for, blev opgivet. Et andet initiativ blev kaldt Libertas - The Danish Adam Smith Institute. Logoet blev lånt fra Adam Smith Institute i London og var tilmed støttet af instituttet, hvorfra ideen om privatisering var opstået. Men også dette initiativ, som bl.a. inkluderede professor Peter Kurrild-Klitgaard, endte med at blive droppet.

Jeg var så privilegeret at følge bestyrelsens arbejde med at samle pengene ind til tænketanken Cepos i løbet af 2004. Den tidligere konservative forsvarsminister, Bernt Johan Collet, var helt klart drivkraften i dette arbejde. Det var ikke let, men når det lykkedes for ham og bestyrelsen, var det især, fordi han insisterede på, at Cepos skulle være en fagligt uangribelig institution og uafhængig af de politiske partier og økonomiske interesser. Det sidste sikrede man ved at have mange sponsorer i stedet for blot en.

Når Cepos i dag er en anerkendt spiller i den hjemlige debat, er jeg ret sikker på, at det er, fordi Cepos ikke gik på kompromis. Man arbejdede uafhængigt og roste konsekvent tiltag, der skabte mere frihed og retfærdighed, ligesom man forblev kritisk over for tiltag, der skabte tvang og formynderi - uanset om ideerne kom fra regeringen eller oppositionen. Cepos har især været god til at kæmpe den værdikamp, der handler om finanslovens paragraffer.

Værdikampen på den lange bane kommer forhåbentlig senere. Det er en kamp, der handler om dansk åndsliv og især synet på historien. Historien er vigtig, fordi den præger vores syn på samtiden og visioner for fremtiden. Hvis man eksempelvis har fået læst og påskrevet, at økonomisk lighed er godt, er man tilbøjelig til at tro, at det modsatte af lighed er ulighed - når det i virkeligheden er retfærdighed. I de seneste år er der dukket mange flere tænketanke op, ligesom Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har fået støvet sit image lidt af og nu kæmper side om side med Cepos' økonomer om at sætte dagsordenen i Danmark.

Det er godt, fordi i et samfund uden tænketanke opstår sjældent nye ideer. Tænketanke behøver ikke at tilpasse sig det politisk bekvemme eller mulige. I stedet for at følge folkestemningen kan de sætte en ny dagsorden og dermed sikre, at nye ideer og tanker slår rod blandt meningsdannere, befolkning og politikere. Til gavn for hele samfundet.

Af Kasper Elbjørn

Værdikamp: SF har bjergtrøjen på i kulturkampen

 

Til sommer vil Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, samle 100.000 danskere til en march mod det, han kalder religiøse mørkemænd i Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund.

Der er en stolt tradition for at marchere hos de røde, sorte og brune. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg er heller ikke særlig god til det, men jeg vil dog alligevel melde mig under de socialistiske faner, når Søvndals march begynder.

Det er jeg ret sikker på, at mange andre danskere også vil. Jeg tror faktisk, at Søvndal, ligesom så mange andre socialistiske ledere før ham kan samle 100.000 danskere til demonstrationen, fordi demonstrationen er hævet over partipolitik og vendt mod fundamentalisme og fanatisme - ikke mindst religiøs. Man kan derfor undre sig over, hvorfor popgruppen Outlandish er inviteret til at spille til arrangementet, men lad nu det ligge. Pointen er her, at Søvndals march vil blive en stor sejr i kulturkampen for socialisterne.

Mens de borgerlige har travlt med at svine hinanden til - alt efter om man fandt det hensigtsmæssigt at genoptrykke nogle efterhånden velkendte tegninger - har socialisterne vundet den prikkede bjergtrøje. Den prikkede bjergtrøje tildeles den rytter i Tour de France, der først passerer de på forhånd fastlagte højdepunkter på bjergetapen. Vinderen af den prikkede bjergtrøje vinder som regel ikke hele Touren. Det ved vi danskere alt for godt. Man kan faktisk nå at blive diskvalificeret i mellemtiden, hvis man snyder og udgiver sig for noget, man ikke er eller ikke kan. Men alligevel er den prikkede trøje vigtig, og det må vi tage bestik af i den borgerlige lejr.

Ligesom de borgerlige meningsdannere lagde alt for visionsfattigt ud, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lancerede den nye kultur- og værdidebat i Weekendavisen den 17. januar 2003, er det på tide, vi fokuserer på det vigtige. Det betyder ikke, vi skal være enige om alt. Den Internationale Fagbevægelse blev dannet ud fra mottoet »Enighed gør stærk«, men er man borgerlig, ved man, at det modsatte er tilfældet. Uenigheden gør stærk. Vi har dog ikke længere banen for os selv. Det ville da også være mærkeligt i et demokrati, selvom det har været sådan siden 2001. Oppositionens entré på den politiske scene gør, at der ikke mere er plads til de mange mærkelige personangreb og ligegyldige diskussioner om skønhedsfejl.

Det gik ellers lige så godt. Socialisternes ønske om en stærk og styrende stat med stadig højere skatter led nederlag til skattestoppet, som stort set alle partier i dag er tilhængere af i en eller anden form. Det betragter jeg bestemt som en stor sejr for det borgerlige Danmark. Udfordringen i dag er ikke at kæmpe for skattestoppet, men snarere dets hensigt om at skabe en helt ny form for økonomisk selvdisciplinering, der kan forhindre den nærmest uhæmmede vækst i de offentlige udgifter.

Hertil kommer, at Socialdemokraternes påstand om, at vi skal vælge mellem skattelettelser og velfærd, har lidt skibbrud. Hvis Socialdemokraterne havde vundet så meget som ét mandat på det budskab ved folketingsvalget i 2007, havde det bestemt været op ad bakke i kulturkampen på den korte bane. Men danskerne gennemskuede den falske analogi. Det viser, at alle, der har advokeret for lavere skatter og større økonomisk frihed, har noget at være stolte af. Ikke mindst tænketanken CEPOS, der den 11. marts kunne holde fire års fødselsdag med en konkret sejr i bagagen.

Det mener jeg er en vigtig sejr, og dermed må jeg også erklære mig helt uenig med statsministeren i, at den økonomiske politik ikke betyder noget. Det gør den naturligvis.

På den korte bane handler værdi- og kulturdebatten om finanslovens paragraffer. Det er i finanslovens paragraffer, at morgendagens samfund findes, og kulturkampen om finanslovens paragraffer har rykket ved danskernes holdninger. Danskerne sætter naturligvis pris på den økonomiske frihed, som skattestoppet indirekte giver, og som skattelettelser i særdeleshed giver. Derfor kan man med god grund undre sig over, at regeringen ikke går mere offentsivt frem på skatteområdet. Det rationelle argument for skattelettelser er naturligvis, at en indkomstskattelettelse, der kan få flere til at arbejde mere, er en del af løsningen, når der er risiko for overophedning af dansk økonomi. Hvis budskabet er for svært at forklare, er der det mere simple, moralske budskab, at skattelettelser er retfærdige. At vi har ret til resultatet af vores personlige indsats i livet.

Skattelettelser er første skridt mod målet, som er et velfærdssamfund, hvor alle har lige muligheder, uanset hvor de kommer fra, og belønnes efter deres individuelle præstationer i livet.

Kampen om økonomisk retfærdighed frem for økonomisk lighed må også kæmpes på den lange bane. Kulturkampen på den lange bane handler om, hvordan vi opfatter, hvad der er godt og skidt. Det er en kamp om dansk åndsliv. En kamp om danskernes holdninger og værdier, og her er især synet på historien vigtig.

Hvis ikke vi har en pluralistisk tilgang til historien, begrænses vores muligheder for at skabe et kritisk syn på nutiden og en progressiv vision for fremtiden. Mange ser i dag på velfærdsstaten som et indiskutabelt gode, men det var naturligvis et politisk valg, at det danske samfund blev, som det blev. Der var mange, der havde andre visioner for Danmark: et frit og retfærdigt Danmark, der måske havde givet bedre muligheder og endnu større velstand, end den vi nøjes med i dag.

Vi kender stort set ikke disse frihedskæmpere i dag. De er forsvundet ud af historiebøgerne, og hvis man ikke kender deres visioner for Danmark, kunne man tro, at den eneste mulighed for Danmark i det 20. århundrede, og det eneste rigtige, var kampen for økonomisk lighed gennem økonomisk omfordeling. Vi skal genfinde de gode historier om folk, der ønskede et andet, mere retfærdigt samfund. Vi skal lære af deres sejre og deres nederlag, så vi kan bekæmpe de røde, sorte og brune med det for dem værst tænkelige våben: åndsfriheden. Den borgerlige åndsfrihed, som kun værdsættes i et samfund, hvor den gensidige respekt for hinandens ejendom medfører, at folk opfatter hinanden som ligeværdige med lige ret til at tænke, tale og handle frit.

De borgerlige har hidtil tabt kampen om historien, hvilket vi bliver mindet om i disse dage, når de seneste ugers udmeldinger fra Villy Søvndal kan få danskerne til at tro, at de røde altid har bekæmpet de sorte, som Søvndal gør det i dag.

Kender man derimod historien, ved man, at kimen til politiske katastrofer ligger hos de borgerliges naivitet og passivitet. Derfor skal vi bakke op om Villy Søvndals march. Søvndal har den prikkede bjergtrøje, og det er fuldt fortjent. Den gule trøje må dog ende hos de borgerlige, fordi ligesom de røde aldrig kommer til at elske markedsøkonomien og ikke forstår den, men blot har lært at acceptere den, kan de røde aldrig bekæmpe de sorte og brune. Årsagen er selvfølgelig, at de i bund og grund har fuldstændig samme mål om at beherske vores gøren og laden og dermed forhindre os i frit at udøve vores rettigheder.

De borgerlige har altid kæmpet imod de røde, brune og sorte. Ikke med lige stort held, og hvis de borgerlige meningsdannere skal sætte dagsordenen i debatten igen, må vi dels gøre op med den såkaldt bløde borgerlighed, som kendetegner langt hovedparten af de borgerlige meningsdannere i Vesteuropa, og som karaktermæssigt er så udvandet, at man ikke kan kende forskel på borgerlige og socialister. Dertil kommer, at vi må overbevise de moderate, demokratiske muslimer om de borgerliges respekt for liv, ære og velfærd. Ellers går vi glip af endnu en mulighed for at vise den borgerlige humanisme og det liberale frisinds moralske overlegenhed.

»Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten«, pointerede statsministeren i 2003, fordi det er udfaldet af værdi- og kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Heri havde han helt ret. Og det skal gøres med samme klarhed og overskud til at sætte dagsordenen i værdidebatten, som Villy Søvndal har gjort det i 2008.

Af Kasper Elbjørn

Fogh på støt udenrigspolitisk kurs

 

Det måvære hårdt for de gamle koldkrigere. I over 50 år baserede de hele deres liv på en verden, der ikke er mere. Alt hvad de kæmpede for og arbejdede efter, er i dag historie. Det gør ikke deres historie mindre interessant. Vi kan lære meget af historien om den kolde krig, men den gamle anskuelse af verdenen under den kolde krig er i dag fuldstændig ubrugelig.

Mange kloge koldkrigere tog konsekvensen af den ny verdensorden og analyserede køligt, at verden blev en anden den 11. september 2001. Enkelte gik så langt som at sige, at den kolde krig var en slags tredje verdenskrig, og at en fjerde formentlig var begyndt med terrorangrebet mod New York og Washington.

De fleste af de gamle koldkrigere kendte alt for godt til forskellen mellem civilisation og holocaust. De valgte at stå på civilisationens side dengang som nu, og gik i gang med at fordømme regimer og ledere, som de førhen støttede for at bevare magtbalancen mellem Øst og Vest.

Andre har ikke fattet, at verden blev en anden 11. september. Eller også nægter de simpelthen at erkende, at alt hvad de arbejdede for under den kolde krig, i dag er ligegyldigt?

Et eksempelpå en mand der bevidst eller ubevidst sidder fast i en naiv og gammeldags anskuelse af verden, er den tidligere ambassadør, Henning Kjeldgaard. I Politiken 27. juli. demonstrerede han næsten hjerteskærende, hvor galt i byen en gammel koldkriger kan gå. At hans unge partifælle, Jeppe Kofod, på modsatte side antydede, at det muligvis er en socialdemokratisk partidisciplin at være blind og døv, gjorde ikke læsningen mindre trist.

I sit indlæg revsede Kjeldgaard regeringen for at have brudt mere end et halvt århundredes dansk udenrigspolitik. Nu ved jeg ikke, hvornår Kjeldgaard gik på pension, men den linje som regeringen har lagt siden november 2001, er i klar forlængelse af det udenrigspolitiske skifte, som Uffe Ellemann-Jensen i 1988 fik mandat til at gennemføre efter forhandlinger med den daværende radikale udenrigsordfører, Lone Dybkjær.

Efter den udenrigspolitiske slingrekurs under Kjeld Olesen og den pinlige fodnoteperiode fra 1982-1988, fik Danmark igen en klar og konsekvent udenrigs- og sikkerhedspolitik, som tog udgangspunkt i, at et lille land sagtens kan gøre en forskel, hvis blot vi samarbejder med store lande, der har samme værdier som os selv.

Det erden ægte hjørnesten i dansk udenrigspolitik, som første gang kulminerede ved vores aktive deltagelse i den første Golfkrig og anerkendelsen af de tre baltiske lande i 1991. Og takket være Nyrup Rasmussen og Hans Hækkerup har skiftende socialdemokratiske regeringer stået fast ved reorienteringen af dansk udenrigspolitik. Hvis der endelig har været et brud på Ellemann-Jensens doktrin, var det under Mogens Lykketofts otte måneder som udenrigsminister i 2001.

Fogh Rasmussens regering har ikke med logrende villighed fulgt Bush-administrationens udenrigspolitik, men har tilfældigvis været enige i mange af Bush-administrationens prioriteringer. Årsagen er, at også denne regering viderefører den aktive udenrigspolitik, der blev grundlagt i 1988, og som passer så godt til den ny verdensorden, der opstod efter angrebet på USA den 11. september 2001

Af Kasper Elbjørn

Demonstrationer gavner ikke freden

 

DET ER NOGET sludder, at vi gik Saddam Husseins ærinde, skriver Jytte Lemvig Klippegaard (JLK) i JP 20/2. Hun mener, at statsministeren er ved at være ret langt ude i tovene, når han siger, at demonstranterne gik Saddam Husseins ærinde. Jeg ville ønske, at JLK havde ret, men meget lidt tyder på det. FN oplyste samme dag, som JKL's indlæg blev bragt, at siden våbeninspektørerne forlod Bagdad 7/2, har man ikke set et eneste positivt skridt fra irakisk side. Ikke en eneste irakisk videnskabsmand har stillet op til interview, og ikke et eneste dokument er blevet udleveret til FN. Fredsprotesterne og de diplomatiske uenigheder i FN og Europa har desværre opmuntret Saddam Hussein til at modarbejde våbeninspektørerne og FN's diplomatiske anstrengelser for at undgå krig. Statsministeren fik ret. Demonstranterne gik Saddam Husseins ærinde, ligesom store dele af befolkningerne i Europa i sin tid gik Hitlers ærinde og Stalins ærinde. Lighederne er skræmmende, men slående.

JLK skriver, at hun har lov til at mene, at krige er gemene, at verden vil have fred. Det mener vi alle måske lige med undtagelse af Saddam Hussein. Ikke mindst den amerikanske regering prøver jo lige netop at afvæbne Saddam Hussein uden en krig ved gennem FN at sende våbeninspektører til Irak.

Målet for os alle er naturligvis at sikre fred, demokrati og en verden uden terror. Hvis det i tilfældet Irak kræver en årelang besættelse af Irak, så kan vi andre blot håbe, at USA gider at bruge tid, penge og kræfter på en så lang affære. Jeg tror det næppe. USA har brug for hjælp, og vi bør støtte dem gennem FN, ligesom statsministeren har givet udtryk for.

Samtidig må man opfordre JKL og de 10 mio. andre demonstranter til at tænke sig lidt bedre om, inden de næste gang går på gaden for at støtte en gemen diktator som Saddam Hussein. Sådanne demonstrationer gavner ikke anstrengelserne for fred, demokrati og en verden uden terror. Tværtimod.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre