Blog (Tag: ford)

Intet er gratis

Præsident Gerald J. Ford, der døde lige før nytår, vil af eftertiden blive husket som præsidenten, der aldrig blev valgt. Han var ikke en ubetydelig præsident, men han satte sig alligevel aldrig tydelige spor som præsident.

Når Gerald J. Ford alligevel er værd at nævne i dag, er det på grund af dette lille mundheld: »En stat, der er stor nok til at give dig alt hvad du vil have, er en stat, der er stor nok til at tage alt, hvad du har«.

Citatet er nemlig relevant på begge sider af Atlanten den dag i dag.

Højt forbrug

Herhjemme bebudede Mogens Lykketoft (S) i Information 6. januar, at Socialdemokraterne vil øge de offentlige udgifter med knap 2,5 procent om året. Det er endnu mere end under Fogh, som har tilladt en vækst på 1,5 procent i gennemsnit om året siden 2001.

Og George W. Bush er ikke bedre end Lykketoft, når det gælder væksten i den offentlige sektor. Bush er så at sige en god socialdemokrat, når det gælder finanspolitikken. Under Bush er statens udgifter til velfærdsydelser nærmest eksploderet, og Veronique de Rugy, der arbejder for den amerikanske tænketank Heritage Foundation, har påpeget problematikken mange gange. Hun kaldte oprindelig Præsident Bush for den største »forbruger siden Jimmy Carter«, men på det seneste, er hun begyndt at kalde ham den største »forbruger siden Lyndon B. Johnson«. Og det siger ikke så lidt.


Mere mådehold

Ligesom Lyndon B. Johnson har George W. Bush haft flertallet i de to kamre i Kongressen, mens han har været præsident, men det er slut nu for Bush. Det nye flertal i Kongressen kan måske medføre, at der bliver passet lidt bedre på pengene i de sidste to år, Bush er ved magten.

Ikke fordi Demokraterne ikke lider af forbrugsiver, men fordi Bush og Kongressen vil holde hinanden i skak. Den mulighed er der nemlig i USA. Under Bill Clinton havde Republikanerne eksempelvis magten i Kongressen. Dengang var væksten i det offentlige forbrug forholdsvis moderat - ikke mindst fordi præsidenten og Republikanerne holdt hinanden i skak.

Mest til sundhed

Anderledes ser situationen ud i Danmark. Det faste flertal, som den nuværende VK-regering råder over, har accepteret, at regeringen har øget det offentlige forbrug med 31 milliarder kroner i perioden fra regeringsskiftet i 2001 til 2007. Væksten er generelt gået til sundhedsområdet (cirka 12 milliarder kroner), socialområdet, herunder børn og ældre (cirka otte milliarder kroner) og undervisningsområdet (cirka otte milliarder kroner).

Prisen på en endnu større vækst i de offentlige udgifter på eksempelvis 2,5 procent om året er nye velfærdsreformer eller højere skatter. Og her er det, at præsident Fords lille mundheld bliver interessant. Fordi en stat, der er stor nok til at give dig alt, hvad du vil have, også er en stat, der er stor nok til at tage alt, hvad du har.

Intet er gratis, og regningen ligger og venter i den anden ende.

Af Kasper Elbjørn

Jo mere staten vokser...

Præsident Gerald Ford, der døde lige før nytår, vil af eftertiden blive husket som præsidenten, der aldrig blev valgt. Men i dagene efter hans død kom flere og flere historier frem om hans liv og levned, der beskrev ham som andet end det loyale partimedlem, som først rigtig følte sig hjemme i det Ovale Værelse, da det var for sent. 

Ford var bestemt ikke nogen Barry Goldwater eller Ronald Reagan. Men heller ikke en George W. Bush. Ford plejede at sige: ”A government big enough to give you everything you want, is a government big enough to take from you everything you have”, og citatet er ligeså relevant i dag som tidligere. På begge sider af Atlanten. 

Som jeg tidligere har skrevet, er der under Præsident Bush ikke blevet holdt igen med at øge de offentlige udgifter, og herhjemme kæmper politikerne om, hvem der kan øge de offentlige udgifter mest i fremtiden. Senest har Mogens Lykketoft bebudet, at Socialdemokraterne vil øge de offentlige udgifter med 2,35 pct. om året. Det er endnu mere end VK-regeringen, som har tilladt en vækst på 1,48 pct. i gennemsnit om året siden 2001. 

Overfor dagbladet Børsen påpegede den tidligere overvismand Torben M. Andersen dagen derpå, at Socialdemokraterne så enten må gennemføre reformer eller sætte skatten op for at betale regningen. Og så er vi tilbage til Fords gamle citat. Fordi jo mere staten vokser, jo mindre er der tilbage til os selv.

Af Kasper Elbjørn

Ideen, der forvandlede New York

Rudi Giuliani blev verdenskendt som Amerikas Borgmester, da han på næsten Churchillsk facon beroligede verden umiddelbart efter terrorangrebet den 11. september 2001. Men allerede inden da havde han vist sig at være en modig og spektakulær politiker. Lang tid før han blev valgt som borgmester, troede han på, at tanker, ideer og visioner kan ændre enhver by, stat eller organisation for altid. Det blev hans egen lykke og New Yorks redning.

Charles Sahm er vicedirektør på Manhattan Institute, der ligger i en kontorbygning lige ved New Yorks hovedbanegård, Grand Central Station. Han er ikke i tvivl om, at historien om Manhattan Institute og Giuliani er et af de bedste eksempler på, hvordan en tænketanks ideer kan blive til virkelighed og få en enorm og positiv indflydelse på samfundet.

»Livskvaliteten i New York var forsvindende lille, og det ændrede man,« siger han i dag 25 år efter, at teorien om de ødelagte vinduer ”Broken Windows”, der forvandlede New York, blev født.

Charles Sahm fortæller, at historien om Manhattan Institute er ejendommelig i et amerikansk perspektiv. Modsat de fleste andre tænketanke i USA er Manhattan Institute oprettet af en europæer, den britiske mangemillionær Anthony Fischer i 1978. Han havde med stor succes stiftet den britiske tænketank Institute of Economic Affairs tilbage i 1955 i frustration over planøkonomiens fremmarch, og nu gik turen altså til New York.

Året 1978 er ikke ligegyldigt. New York var på daværende tidspunkt lammet af kriminalitet og økonomisk krise. Præsident Gerald Ford havde nægtet byen yderligere økonomisk hjælp. Overskriften i avisen Daily News den 30. oktober 1975 var ikke til at tage fejl af: »Ford to City: Drop Dead«.

Der var brug for nytænkning, og Anthony Fischer så en ny mulighed for at tilvejebringe reformer, der kunne skabe mere frihed og større personligt ansvar.

En tænketank er dog aldrig garanteret succes. Det er altid en kamp op ad bakke for tænketanke, da de løsningsmodeller, som tænketanke arbejder med, som regel er præget af at være langsigtede og idealistiske. Manhattan Institute måtte især slås med at være en borgerlig tænketank i en traditionel venstreorienteret by. Der gik da også mange år, før Manhattan Institute for alvor slog igennem og fik indflydelse på New Yorks udvikling.

Kriminologen George Kelling og forskeren James Q. Wilson havde i 1982 skrevet en artikel om en teori, som de kaldte ”Broken Windows”. Teorien om de knuste vinduer gik ud på at skabe et miljø, hvor kriminelle ikke følte sig hjemme. Hvis man så et ødelagt vindue, skulle det udskiftes med det samme. Årsagen var, at hvis vinduet ikke blev udskiftet, ville der skabes en stemning af, at det var i orden at smadre vinduer. Ét knust vindue bliver til flere knuste vinduer, og langsomt vil der ske en nedbrydning af et område gennem hærværk og vandalisering, der med tiden fører til, at de mennesker, som bor i området, bliver utrygge og flytter væk.

Kelling og Wilson forudså, at hvis man derimod slår hårdt ned på selv den mindste kriminelle handling, skabes der en stemning af tryghed, der breder sig, og får de kriminelle til at føle sig uvelkomne og udenfor det almindelige samfund. Dermed kan vindue-teorien med tiden også forebygge de mere alvorlige kriminelle handlinger, der ofte begås af dem, der begyndte med at smadre vinduer for sjov.

Lawrence J. Mone, der i dag er direktør for Manhattan Institute, arbejdede som analytiker i tænketanken, da han ved en tilfældighed stødte på Kelling og Wilsons artikel i 1989. Mone fandt dog hurtigt ud af, at New Yorks unge politichef Bill Bratton allerede havde taget ideen til sig og introduceret den nede i undergrundsbanen. Her havde man sat hårdt ind mod graffitimaleri og billetsnydere.

»Mange havde spurgt: Hvorfor bruge tid og penge på at have to betjente stående og dele små bøder ud for lovovertrædelser som graffiti og billetsnyderi. Men det viste sig hurtigt, at de samme fyre, som snød med billetterne og tegnede på væggene, faktisk også begik andre forbrydelser samme dag. Dermed kunne man bruge disse små forseelser til at få bugt med mere vigtige lovovertrædelser. Derudover fjernede man graffitien hver aften, så der var faktisk både en stor visuel ændring og reel ændring. Alt i alt følte folk, at der blev gjort noget aktivt for at få bugt med kriminaliteten, og de følte sig dermed mere trygge, ligesom de kriminelle følte sig mere utrygge. Så indsatsen i undergrundsbanen var allerede en stor succes,« siger Charles Sahm.

Manhattan Institute inviterede derfor både George Kelling og Bill Bratton til seminarer for at promovere ideen, og man fik Kelling til at skrive artiklen om til en bog ”Fixing Broken Windows” (1996), ligesom instituttets magasin City Journal behandlede emnet flere gange.

Indsatsen i undergrunden skete ikke uden protester, men Charles Sahm fortæller, at de sædvanlige argumenter såsom, at det er fattigdom, fordomme og opvækst, der skaber kriminalitet og bringer unge i uføre, hurtigt forsvandt, da kriminaliteten faldt. Det viste sig, at der ingen sammenhæng var mellem stigende arbejdsløshed, narkomisbrug m.v. og så kriminalitet. Man kunne sagtens bekæmpe det ene og så vente med det andet.

I 1989 tabte den republikanske politiker Rudy Giuliani borgmestervalget i New York, og han begyndte at komme til flere af Manhattan Institutes seminarer for at få inspiration og især bedre kendskab til New Yorks udfordringer.

»Man kunne reelt se ham sidde på første række og tage noter, og ved et af symposierne, han deltog i, stødte han på George Kelling og lærte om erfaringerne med vindue-teorien,« beretter Charles Sahm.

Da Giuliani igen stillede op i 1993, var det med læren fra Manhattan Institute i bagagen og masser af progressive ideer for New York, som New Yorkerne var villige til at prøve af. I løbet af 1990’erne faldt antallet af voldelige overfald med mere end 56 pct., hvorimod volden kun faldt med 28 pct. i resten af USA. Antallet af indbrud faldt med 65 pct., men kun 26 pct. på landsplan. Tallene taler for sig selv, og hans politik blev et forbillede verden over.

Også i Danmark har Manhattan Institutes teori sat sit præg på gadebilledet. I København satte borgmester Søren Pind (V) i 1990’erne hårdt ind over for graffiti og forbedrede renovationen af de københavnske gader. Og justitsminister Lene Espersen (K) synes at være inspireret af ideen. Det har bl.a. medført, at hun siden 2001 har indført hårdere straffe.

New York forvandlede sig fra en af de værste byer i USA til et forbillede for resten af verden takket være tankerne og ideerne fra Manhattan Institute. Og uanset om Giuliani vinder præsidentvalget i 2008, lever hans ånd videre på alverdens gader.

Af Kasper Elbjørn

En ny verden

I en storstilet TV-transmitteret tale erklærede præsident Bush natten til den 2. maj 2003 krigshandlingerne i Irak for afsluttet. Kampen om Irak var en sejr i krigen mod terror, der begyndte 11. september 2001, og som stadig foregår, sagde Bush fra dækket af hangarskibet USS Abraham Lincoln omgivet af sine soldater.

Det var gode nyheder for Irak og den ny verden, der opstod efter den 11. september 2001. Men allerede inden krigshandlingernes blev afsluttet, var det igen blevet tid til det diplomatiske spil - nogen vil måske kalde det den diplomatiske krig.

FN - moderne udgave af Folkeforbundet
Især de kræfter, der oprindeligt havde været imod en befrielse af Irak spillede hurtigt ud med et ønske om, at FN igen skulle på banen. FN skulle lede genopbygningen af Irak på trods af, at FN blot få uger før de allierede gik ind i Irak, havde spillet fuldstændig fallit.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, der i 1930'erne degenererede til en diskussionsklub, ude af stand til at bremse de fascistiske diktatorer. Årsagen til FN's fallit var først og fremmest Frankrig, Tyskland og Ruslands modstand mod en resolution, der kunne bremse vor tids måske værste diktator.

Dertil kommer, at selvom FN uden tvivl og med god grund er den organisation, der nyder størst tillid i dag, så består FN samtidig af alle verdens lande – også lande, der ikke ser en fordel i, at Irak omdannes til et demokrati, der respekterer menneskerettigheder og tillader politisk og økonomisk frihed.

Mange lande indenfor FN ønsker ikke, at en positiv udvikling af Irak spreder sig som ringe i vandet i resten til Mellemøsten. Derfor skal FN nok være involveret, hvilket Præsident Bush da også lovede i
Irland den 8. april, men styringen skal komme andetsteds fra. Hvis Tyskland, Frankrig og Rusland ikke havde så travlt med at positionere sig, ville de muligvis også se problematikken i alene at lade FN styre
genopbygningen.

Kissinger's G8
Hvis man absolut skal pege på et internationalt forum, der med ligeså meget legitimitet kunne styre genopbygningen, bør man derimod pege på G8.

Ideen til G7 (der i 1990'erne blev til G8 efter russisk medlemskab) kom fra Præsident Ford's udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et samarbejdsforum, der udgjordes af store industrialiserede lande med fælles værdisæt, og hvis ledere var demokratisk valgt. Oprettelsen af G7 reflekterede bl.a. FN's afmagt overfor de forskellige internationale udfordringer, som verden oplevede i 1970'erne, da den Kolde Krig var mest kold.

G8 er i dag en samarbejdsorganisation, der med stor legitimitet kunne have ledet genopbygning af Irak. Det kunne samtidig have været begyndelsen på en ny og større rolle for G8 i en verden, der endnu
engang står overfor nye udfordringer, som ikke nødvendigvis imødekommes bedst af FN.

Store lande har spillet sig af banen
Det er en skam, at så mange står fast på kravet om, at FN skal lede genopbygningen af Irak. Det hindrer en sikker fremtid for det i forvejen prøvede irakiske folk.

Endnu engang må vi derfor sætte vores lid til de allieredes ledere. De vil ikke pege på G8, men derimod udelukkende på alle de lande, der hjalp med at befri Irak herunder Danmark, som i skrivende stund ser ud til at få en stor rolle i Irak på trods af, at vi i sidste øjeblik ikke havde mod nok til at sende en større styrke til Irak efter krigen.

Omvendt så har store lande som Frankrig, Tyskland og Rusland endnu engang spillet sig af banen i deres iver efter at få indflydelse i forhold til USA.

Et terrorregime er styrtet
Præsident Abraham Lincoln, efter hvem hangarskibet, som Bush talte fra den 2. maj, er opkaldt, sagde engang: "The probability that we may fail in the struggle, ought not to deter us from the support of a
cause we believe to be just".

Vi kan i dag være glade for, at endnu et terrorregime er styrtet i grus. Det er så sandt en sejr for kampen mod terror i alle dets afskygninger.

I Danmark kan vi være stolte over, at vi trods alt støttede USA i kampen for at vælte et terrorregime og befri et folk. Ikke desto mindre er det ikke gode nyheder, at flere af de store industrialiserede lande i
dag står så splittet, at Frankrig, Tyskland og Rusland ingen roller får i genopbygningen af Irak og i den fortsatte kamp mod terror.

Af Kasper Elbjørn