Blog (Tag: giuliani)

New Yorks resultater taler for sig selv

 

I en kommentar i Berlingske Søndag skriver Christian S. Nissen, at det var abortlovgivningen, der var årsag i det dramatiske fald i kriminaliteten i New York i 1990erne.

Ikke den præventive »nul-tolerance« politik, som kendes fra teorien om de knuste vinduer.

Ugen før havde jeg i en kommentar argumenteret for, at København siden 2005 har rullet de tiltag tilbage, der kunne have forhindret kriminaliteten i at eskalere.

Havde man fulgt samme konsekvente politik, som man indførte i New York i begyndelsen af 1990erne og skabt et miljø, hvor de kriminelle ikke følte sig hjemme, kunne man have forhindret den hårde kriminalitet, vi oplever i disse dage på Nørrebro.

Man skulle have bibeholdt den præventive »nul-tolerance« politik overfor graffiti og andet svineri samt udskiftet knuste vinduer så snart de blev ødelagt ( deraf navnet på teorien om de knuste vinduer).

Nissen påpegede, at kriminaliteten allerede begyndte at falde inden Rudy Giuliani blev New Yorks borgmester og sammen med politichefen Bill Bratton introducerede »nul-tolerance« politikken. Det er sandt.

Men Nissen ser bort fra, at Bratton allerede havde introduceret ideen i undergrundsbanen, da han blev chef for New York City Transit Politi i 1990. Det var jo netop de gode resultater i undergrundsbanen, der fik Giuliani til at udnævne Bratton til politichef.

Herefter introducerede de teorien om de knuste vinduer i hele byen, ligesom Bratton indførte CompStat systemet, hvor man dagligt sporer alle forbrydelser og fra dag til dag indsætter ekstra politi i de områder, hvor kriminaliteten stiger.

Nissen henviste derefter til Chicago-økonomen Steven D. Levitt, der har undersøgt en række forklaringer på det overraskende fald i grov kriminalitet, som skete over alt i USA i 1990erne. Ifølge Levitt er årsagen ikke teorien om de knuste vinduer, men derimod at en stor del af de unge, som havde størst risiko for at blive kriminelle, slet ikke blev født fordi den amerikanske højesteret legaliserede aborter i 1973.

Selvom det bestemt var en positiv overraskelse at se en Chicago-økonom citeret i en dansk avis, er der ikke belæg for, at aborter mindsker kriminaliteten. Først og fremmest skete det største fald i kriminaliteten netop i New York. For det andet er der ingen der ved, om de ufødte børn var blevet kriminelle. Dertil kommer, som kriminologen James Q. Wilson har påpeget, at 25 år efter abortlovgivningen, faldt mordraten for generationen, der var over 25 år og født inden aborten blev fri, ligesom den steg for de yngste lovovertrædere.

Til sidst synes jeg det er værd at diskutere om man overhovedet kan og vil bruge Levitts undersøgelser til noget. I yderste konsekvens ville det betyde tvangsaborter i den del af befolkningen, man formoder får kriminelle børn. Alene tanken må jeg både moralsk og ideologisk tage dyb afstand fra.

Til gengæld kan vi lære af de præventive tiltag, der faktisk skaber et friere og mere trygt samfund og får de kriminelle væk fra gaderne.

New Yorks resultater taler for sig selv.

Af Kasper Elbjørn

Der er brug for Dirty Harry

En kraftig opstramning af straffene for bandekriminalitet er blandt de tiltag, som regeringen spillede ud med onsdag for at få sat en stopper for bandekrigen i København. Allerede fra morgenstunden lød kritikken af hårdere straffe. Forsangeren fra rockgruppen Magtens Korridorer, Johan Olsen, førte an i indslaget Kanten i P1 Morgen i en ellers glimrende monolog, der faldt i en rytme og i et sprog, der næsten mindede om rap. Han kaldte hårdere straffe for »Dirty Harry-mentalitet«. »Gør du noget kriminelt, skal du straffes, og straffes hårdt«, sagde han, og fortsatte: »Man skal ikke underkende effekten af det signal, magtens top her udsender«, og det har han helt ret i.

Ligesom rap er ideen om hårdere straffe og en konsekvent retspolitik af amerikansk oprindelse. Kriminologen George Kelling og forskeren James Q. Wilson skrev helt tilbage i 1982 en artikel om en teori, som de kaldte ’Broken Windows’. Teorien om de knuste vinduer gik ud på at skabe et miljø, hvor kriminelle ikke følte sig hjemme. Hvis man så et ødelagt vindue, skulle det udskiftes med det samme. Hvis vinduet ikke blev udskiftet, ville der skabes en stemning af, at det var i orden at smadre vinduer. Ét knust vindue, ville blive til flere knuste vinduer, påstod de, og langsomt ville der ske en nedbrydning af bydelen gennem hærværk og vandalisering. Det ville skabe utryghed for de mennesker, som boede i området, som til sidst ville flytte væk til skade for samfundet. Hvis man der­imod konsekvent slog hårdt ned på selv den mindste kriminelle handling, ville der skabes en stemning af tryghed, der ville brede sig og få de kriminelle til at føle sig uvelkomne. Dermed ville man også forebygge de mere alvorlige kriminelle handlinger, der ofte begås af dem, der starter med at smadre vinduer og lave ballade for sjov, eller fordi de keder sig.

Tænketanken Manhattan Institute stødte ved en tilfældighed på Kelling og Wilsons artikel i 1989, men fandt ud af, at New Yorks unge politichef, Bill Bratton, allerede havde taget ideen til sig og introduceret den nede i New York undergrundsbane. Her havde man sat hårdt ind mod graffitimalere og billetsnydere, og det havde vist sig, at netop de fyre, som snød med billetterne og tegnede på væggene, faktisk også begik andre forbrydelser. Dermed kunne man bruge disse små forseelser til at få bugt med de mere alvorlige lovovertrædelser. Derudover fjernede man graffitien hver eneste aften. Det sikrede ikke bare en reel ændring af forholdene i undergrundsbanen, men også stor visuel effekt. Alt i alt følte new yorkerne sig mere trygge, ligesom de kriminelle følte sig mere utrygge og holdt op med at tyrannisere nede i undergrundsbanen. Manhattan Institute var sikre på, at ideen kunne bruges andre steder i samfundet, og inviterede både George Kelling og Bill Bratton til flere seminarer for at promovere ideen om de knuste vinduer.

Et andet sted i New York havde den republikanske politiker Rudy Giuliani netop tabt borgmestervalget. For at samle inspiration til næste valg begyndte han at komme til flere af Manhattan Institutes seminarer. Da Giuliani igen stillede op i 1993, var det med læren fra Manhattan Institute i bagagen, og new yorkerne kvitterede ved at vælge ham. Giulianis medicin virkede, og i løbet af 1990erne faldt antallet af voldelige overfald med mere end 56 pct., hvorimod volden kun faldt med 28 pct. i resten af USA. Antallet af indbrud faldt med 65 pct., men kun 26 pct. på landsplan. Tallene taler for sig selv, selvom udgangspunktet selvfølgelig også var værre i New York end andre steder.

Teorien om de knuste vinduer og New Yorks gode resultater blev et forbillede for alverdens byer. Også i Danmark har teorien sat sit præg på gadebilledet. I 1990erne forbedrede borgmester Søren Pind (V) renovationen af de københavnske gader, ligesom han satte hårdt ind overfor graffitimaleri for at forhindre kriminaliteten i at udvikle sig. Pinds afløser, den radikale Klaus Bondam, afskaffede nultolerancepolitiken på graffitiområdet efter Pinds nederlag i kampen om overborgmesterposten i 2005. Valgnederlaget skyldtes ikke mindst, at Pind insisterede på, at det centrale problem for København netop var udviklingen i kriminaliteten og den manglende integration. Mange rystede på hovedet. Københavnerne ville hellere have nye billige boliger, og Pind tabte med et brag. Jeg skal for en god ordens skyld tilføje, at jeg kender Pind, og at jeg også mente, valgstrategien var forkert, men den var ærlig, og vi ved i dag, at Pind havde ret. Når gode danske borgere ikke tør sende deres små børn på legepladsen, så ved vi, at kriminaliteten er det altoverskyggende problem. Vi skulle have udskiftet de knuste ruder i stedet for at skændes om billige boliger. Vi skulle have skabt trygheden og smidt de kriminelle ud af byen, inden uskyldige blev dræbt. Vi skulle have passet på hovedstaden, inden det var for sent og børnehaverne måtte installere panserglas for at beskytte de små. Vi skulle have tænkt os om.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har mig bekendt ikke besøgt Rudy Giuliani eller Manhattan Institute, og han vil sikkert ikke kaldes Dirty Harry. Men han kan sin teori om de knuste vinduer, og han ved at hårde straffe og en konsekvent retspolitik virker. Straffen for banderelateret kriminalitet bliver nu fordoblet, drab begået i forbindelse med bandekrigen skal give livstid og muligheden for at smide de kriminelle ud af byen og landet bliver skærpet.

Jeg er liberal, og ville ønske, at vi ikke behøvede bevæge os på kanten af vores hævdvundne rettigheder. Jeg forstår godt kritikken af bandepakken, men vi må erkende, at vi er nået dertil, hvor vi bliver nødt til at sende et signal til de kriminelle om, at vi er villige til at stoppe dem med alle midler. Der er brug for Dirty Harry, og bandepakken er det rigtige skridt på vejen væk fra den nuværende situation. Bogstavelig talt.

Nu får man i det mindste de kriminelle væk fra gader og stræder og mulighed for at genskabe den tryghed, som der var på Nørrebro før i tiden.

Af Kasper Elbjørn

Anmeldelse af "Lederskab" af Rudy Giuliani - på dansk ved Lene Astrup i JP

Det bedste råd, jeg fik, da jeg blev ansat som kommunikationschef hos tænketanken CEPOS i februar 2005, lød ”Show it, don’t shout it”. Det var min tidligere kollega, der anbefalede, at vi altid skulle love for lidt og præstere for meget.

Budskabet er et af de centrale ledelsesprincipper, som New Yorks tidligere borgmester, Rudy Giuliani, præsenterer i bogen ”Lederskab”, ligesom bogen i sig selv lever op til reglen.

”Lederskab” er således meget mere end politikerens guide til god ledelse. Den er historien om, hvordan den skandaleramte, afgående politiker på én dag blev til hele verdens borgmester. Rudy Giuliani fortæller historien om 11. september 2001, da verden blev en anden. Vi hører, hvordan Rudy får brug for alle aspekter af lederskab, da to passagerfly flyver ind i symbolet på den vestlige verdens frihed og velstand. De to tårne på Manhattan. Hvordan telefonlinien bliver afbrudt, da Rudy Giuliani prøver at komme igennem til vicepræsidenten, fordi tårnene styrter sammen. Hvordan Rudy frygtløst beroliger omverdenen, at han har kommandoen og er i live direkte fra krigsskuepladsen. Og hvordan han om natten finder inspiration og styrke i Roy Jenkins bog om Winston Churchill, som ligger på hans natbord.

Det er en fascinerende fortælling, som alle kan lære af. En bog der ikke efterlader nogen tvivl om, hvorfor Rudy fører i meningsmålingerne om at blive republikanernes præsidentkandidat, og kan bringe Hillary Clinton og Barack Obamas håb om at flytte ind i det Hvide Hus i seriøs fare.

Rudy Giulianis bog er en personlig beskrivelse af ledelsesprincipper, der har virket for ham i tiden som borgmester, og som han ydmygt anbefaler gennem anekdoter og gode historier. Overordnet handler de om at prioritere, forberede sig, give ansvar fra sig og omgive sig med dygtige mennesker, lytte til alle gode ideer, uanset hvem de kommer fra, og lade medarbejderne udvikle ideerne, samt tillid og sund skepsis. Ligesom vi hører, hvordan hans far lærte ham, at en god leder er som en bokser, hvis vigtigste færdighed er at forblive rolig kampen igennem.

En anden interessant pointe er Rudy Giulianis opgør med den populære forhånelse af mikroledelse.

En selvsikker leder vil ikke tøve med at give ansvar fra sig, men han skal aldrig være for fin til at kende detaljerne i sin organisation eller virksomhed. Han skal tænke på detaljerne, skriver han, og henviser til teorien om ”de knuste vinduer”, som blev udviklet af tænketanken Manhattan Institute, og som Rudy med stor succes gjorde til sin egen.

Teorien om de knuste vinduer gik ud på at skabe et miljø, hvor kriminelle ikke følte sig hjemme. Teorien om de knuste vinduer er udviklet af kriminologen George Kelling og forskeren James Q. Wilson, og de forudså, at ét knust vindue ville blive til flere knuste vinduer. En kriminel handling ville blive til flere kriminelle handlinger, og langsomt ville der ske en nedbrydning af et område gennem hærværk og vandalisering, hvis ikke man med det samme satte hårdt ind mod kriminaliteten.

Da Rudi Giuliani blev borgmester i New York i 1994, introducerede han ideen i lovgivningen. Mere politi på gaderne, hårdere straffe for selv de mindste forseelser og bedre renovation. Alt sammen for at skabe tryghed for de lovlydige borgere. Resultaterne var slående. Selvom kriminalitetsraterne var for nedadgående i hele landet, nedbragte New York kriminaliteten tre til seks gange mere end landsgennemsnittet. Tallene taler for sig selv, og Rudys resultater blev et forbillede verden over.

Alt i alt er bogen dybt inspirerende og oversat til et elegant dansk. Desværre mangler der både navne- og emneregister, hvilket er ret ærgerligt, da bogen er så meget mere end blot en bog om ledelsesredskaber. Det ødelægger dog ikke helhedsbilledet.

Af Kasper Elbjørn

Giulianis søjler for vækst og udvikling

Washington har brug for en stor dosis finanspolitisk disciplin, skrev Rudy Giuliani i avisen Financial Times i onsdags, og der er noget om snakken, hvilket vi før har beskrevet her og her. Giuliani fremhævede, at der var behov for, at staten blev bestyret mere som en virksomhed med fokus på kredit og debit. 

“That is what I did in New York. My administration inherited a $2.3bn deficit. We responded by imposing fiscal discipline. We cut programmes. We cut taxes. And we got results. We turned the deficit into a multibillion-dollar surplus. We cut bureaucracy by 20,000 workers – while increasing cops on the street and teachers in the classroom. And we cut taxes 23 times, all while working with a Democrat-dominated city council. Every year – in good times or bad – I required city commissioners to propose cuts in their own budgets. I wanted to keep my managers focused on saving taxpayers’ money, while spending it more effectively”, skrev Rudy Giuliani. 

Herefter lancerede han sine fire søjler for vækst og udvikling: 

  1. Statens udgiftsvækst skal reduceres, og den offentlige sektor skal effektiviseres, så staten kan blive mindre. 
  2. De lavestlønnede tjener mere og mere, hvorfor flere og flere rykker væk fra den laveste skattesats, og skattelettelserne fra 2001 og 2003 udløber indenfor kort tid. Men der er brug for, at det kan betale sig for alle at arbejde, og derfor er der brug for uigendrivelige skattelettelser både i toppen og i bunden. 
  3. Erhvervsskandalerne de sidste 10 år har ført til unødig regulering, som er ligeså hæmmende for væksten, som skatter. Derfor er der behov for et opgør med regler og forordninger. 
  4. En sund pengepolitik, hvor Centralbanken fungerer mere som et kompas, der sætter en retning, snarere end en vejrhane, der skifter som vinden blæser. 

Giuliani har allerede sin plads i historiebøgerne som hele verdens borgmester i dagene efter terrorangrebet den 11. september. Og det er umuligt at forudsige, om han ender som præsident endsige kandidat. Men det forhindrer ikke danske politikere i at lade sig inspirere af hans lederevner, hans visioner og løfte om større finanspolitisk disciplin.

Af Kasper Elbjørn

Ideen, der forvandlede New York

Rudi Giuliani blev verdenskendt som Amerikas Borgmester, da han på næsten Churchillsk facon beroligede verden umiddelbart efter terrorangrebet den 11. september 2001. Men allerede inden da havde han vist sig at være en modig og spektakulær politiker. Lang tid før han blev valgt som borgmester, troede han på, at tanker, ideer og visioner kan ændre enhver by, stat eller organisation for altid. Det blev hans egen lykke og New Yorks redning.

Charles Sahm er vicedirektør på Manhattan Institute, der ligger i en kontorbygning lige ved New Yorks hovedbanegård, Grand Central Station. Han er ikke i tvivl om, at historien om Manhattan Institute og Giuliani er et af de bedste eksempler på, hvordan en tænketanks ideer kan blive til virkelighed og få en enorm og positiv indflydelse på samfundet.

»Livskvaliteten i New York var forsvindende lille, og det ændrede man,« siger han i dag 25 år efter, at teorien om de ødelagte vinduer ”Broken Windows”, der forvandlede New York, blev født.

Charles Sahm fortæller, at historien om Manhattan Institute er ejendommelig i et amerikansk perspektiv. Modsat de fleste andre tænketanke i USA er Manhattan Institute oprettet af en europæer, den britiske mangemillionær Anthony Fischer i 1978. Han havde med stor succes stiftet den britiske tænketank Institute of Economic Affairs tilbage i 1955 i frustration over planøkonomiens fremmarch, og nu gik turen altså til New York.

Året 1978 er ikke ligegyldigt. New York var på daværende tidspunkt lammet af kriminalitet og økonomisk krise. Præsident Gerald Ford havde nægtet byen yderligere økonomisk hjælp. Overskriften i avisen Daily News den 30. oktober 1975 var ikke til at tage fejl af: »Ford to City: Drop Dead«.

Der var brug for nytænkning, og Anthony Fischer så en ny mulighed for at tilvejebringe reformer, der kunne skabe mere frihed og større personligt ansvar.

En tænketank er dog aldrig garanteret succes. Det er altid en kamp op ad bakke for tænketanke, da de løsningsmodeller, som tænketanke arbejder med, som regel er præget af at være langsigtede og idealistiske. Manhattan Institute måtte især slås med at være en borgerlig tænketank i en traditionel venstreorienteret by. Der gik da også mange år, før Manhattan Institute for alvor slog igennem og fik indflydelse på New Yorks udvikling.

Kriminologen George Kelling og forskeren James Q. Wilson havde i 1982 skrevet en artikel om en teori, som de kaldte ”Broken Windows”. Teorien om de knuste vinduer gik ud på at skabe et miljø, hvor kriminelle ikke følte sig hjemme. Hvis man så et ødelagt vindue, skulle det udskiftes med det samme. Årsagen var, at hvis vinduet ikke blev udskiftet, ville der skabes en stemning af, at det var i orden at smadre vinduer. Ét knust vindue bliver til flere knuste vinduer, og langsomt vil der ske en nedbrydning af et område gennem hærværk og vandalisering, der med tiden fører til, at de mennesker, som bor i området, bliver utrygge og flytter væk.

Kelling og Wilson forudså, at hvis man derimod slår hårdt ned på selv den mindste kriminelle handling, skabes der en stemning af tryghed, der breder sig, og får de kriminelle til at føle sig uvelkomne og udenfor det almindelige samfund. Dermed kan vindue-teorien med tiden også forebygge de mere alvorlige kriminelle handlinger, der ofte begås af dem, der begyndte med at smadre vinduer for sjov.

Lawrence J. Mone, der i dag er direktør for Manhattan Institute, arbejdede som analytiker i tænketanken, da han ved en tilfældighed stødte på Kelling og Wilsons artikel i 1989. Mone fandt dog hurtigt ud af, at New Yorks unge politichef Bill Bratton allerede havde taget ideen til sig og introduceret den nede i undergrundsbanen. Her havde man sat hårdt ind mod graffitimaleri og billetsnydere.

»Mange havde spurgt: Hvorfor bruge tid og penge på at have to betjente stående og dele små bøder ud for lovovertrædelser som graffiti og billetsnyderi. Men det viste sig hurtigt, at de samme fyre, som snød med billetterne og tegnede på væggene, faktisk også begik andre forbrydelser samme dag. Dermed kunne man bruge disse små forseelser til at få bugt med mere vigtige lovovertrædelser. Derudover fjernede man graffitien hver aften, så der var faktisk både en stor visuel ændring og reel ændring. Alt i alt følte folk, at der blev gjort noget aktivt for at få bugt med kriminaliteten, og de følte sig dermed mere trygge, ligesom de kriminelle følte sig mere utrygge. Så indsatsen i undergrundsbanen var allerede en stor succes,« siger Charles Sahm.

Manhattan Institute inviterede derfor både George Kelling og Bill Bratton til seminarer for at promovere ideen, og man fik Kelling til at skrive artiklen om til en bog ”Fixing Broken Windows” (1996), ligesom instituttets magasin City Journal behandlede emnet flere gange.

Indsatsen i undergrunden skete ikke uden protester, men Charles Sahm fortæller, at de sædvanlige argumenter såsom, at det er fattigdom, fordomme og opvækst, der skaber kriminalitet og bringer unge i uføre, hurtigt forsvandt, da kriminaliteten faldt. Det viste sig, at der ingen sammenhæng var mellem stigende arbejdsløshed, narkomisbrug m.v. og så kriminalitet. Man kunne sagtens bekæmpe det ene og så vente med det andet.

I 1989 tabte den republikanske politiker Rudy Giuliani borgmestervalget i New York, og han begyndte at komme til flere af Manhattan Institutes seminarer for at få inspiration og især bedre kendskab til New Yorks udfordringer.

»Man kunne reelt se ham sidde på første række og tage noter, og ved et af symposierne, han deltog i, stødte han på George Kelling og lærte om erfaringerne med vindue-teorien,« beretter Charles Sahm.

Da Giuliani igen stillede op i 1993, var det med læren fra Manhattan Institute i bagagen og masser af progressive ideer for New York, som New Yorkerne var villige til at prøve af. I løbet af 1990’erne faldt antallet af voldelige overfald med mere end 56 pct., hvorimod volden kun faldt med 28 pct. i resten af USA. Antallet af indbrud faldt med 65 pct., men kun 26 pct. på landsplan. Tallene taler for sig selv, og hans politik blev et forbillede verden over.

Også i Danmark har Manhattan Institutes teori sat sit præg på gadebilledet. I København satte borgmester Søren Pind (V) i 1990’erne hårdt ind over for graffiti og forbedrede renovationen af de københavnske gader. Og justitsminister Lene Espersen (K) synes at være inspireret af ideen. Det har bl.a. medført, at hun siden 2001 har indført hårdere straffe.

New York forvandlede sig fra en af de værste byer i USA til et forbillede for resten af verden takket være tankerne og ideerne fra Manhattan Institute. Og uanset om Giuliani vinder præsidentvalget i 2008, lever hans ånd videre på alverdens gader.

Af Kasper Elbjørn