Blog (Tag: goldwater)

Ronald Reagan fylder 100 år

Søndag den 6. februar ville Ronald Reagan være fyldt 100 år.

Hans største bedrift som præsident var, at han efterlod sig en bedre verden, end den han overtog.

Ronald Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning, og ikke mange - slet ikke i Danmark - forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium.

Sovjetunionen havde imidlertid ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan.

Kommunismens sidste sider
I marts 1983 forudsagde Reagan, at kommunismen var endnu et trist, bizart kapitel i menneskehedens historie, hvis sidste sider lige var ved at blive skrevet.

I Danmark og mange andre vesteuropæiske lande rystede man på hovedet af den nyvalgte præsident.

Enkelte danske socialister hånede ligefrem Reagan, og kaldte ham for en »gal hund«, »utilregnelig« og en »afdanket filmskuespiller«.

10 år senere i 1993 var den Kolde Krig slut, og de østeuropæiske lande indledte samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

Den der ler sidst, ler bedst, fristes man til at skrive.

Fra demokrat til republikaner
Det var rigtignok, at Reagan havde været skuespiller. Senere blev han fagforeningsleder. Dengang var han medlem af det demokratiske parti. Det var først, da han læste det lille, ideologiske skrift The Conscience of a Conservative, at han blev republikaner.

Bogen var skrevet af den republikanske senator Barry Goldwater.

Goldwater skrev, hvad der gik galt i USA efter den økonomiske krise i 1930erne, og hvordan amerikanerne kunne genskabe troen på den amerikanske drøm.

»Hvis en million amerikanere ville læse denne bog grundigt, ville hele nationen og verden ændres til det bedre«, erklærede Russell Kirk, der i 1953 havde forfattet bogen The Conservative Mind. Ganske illustrativt rundede bogsalget 3,5 millioner eksemplarer små fem år efter den kom på gaden.

Bogen blev en politisk bibel for en hel generation af borgerlige meningsdannere og politikere. En af dem var Ronald Reagan.

Han blev republikaner i 1962, og støttede Goldwater under den katastrofale præsidentkampagne i 1964.

Indsættelsestalen
16 år senere blev Reagan selv præsident efter en jordskredssejr, som han mirakuløst formåede at overgå fire år senere.

Budskabet i hans indsættelsestale var ikke til at tage fejl af. Det var direkte inspireret af The Conscience of a Conservative. Reagan sagde det ikke direkte, men pointen var, at staten ikke skulle ses som løsningen på Amerikas problemer. Staten var problemet.

Og verden lyttede. Den borgerlige frihedsrevolution, som Goldwater i sin tid begyndte, skyllede i løbet 1980erne fra USA henover Europa. Den reformerede de vesteuropæiske økonomier, og den væltede Berlinmuren, skubbede Sovjetunionen i graven, og ændrede verden for altid.

En ægte tro på demokratiske værdier og frihedsrettigheder
Det var hverken mådehold, forsigtighed eller overfladisk veltalenhed, der ændrede verden dengang, men derimod Reagans ægte tro på, at de demokratiske værdier og frihedsrettigheder, der er nedfældet i den amerikanske grundlov, er overlegne andre, men derfor også forpligter USA til at påtage sig en helt speciel rolle i verden.

Det er derfor vi mindes ham i dag. Vi mindes ikke kun hans bedrifter, men hans urokkelige tro på, at gøre alt for at bevare Amerika som den sidste og største bastion for frihed. For uden frihed, er freden intet værd, og derfor mente han heller ikke kun, at den Kolde Krig skulle slutte, men vindes.

I sin afskedstale sagde han:

»My friends: We did it. We weren't just marking time. We made a difference. We made the city stronger; we made the city freer; and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all.«

Nej, det var ikke så ringe endda.

Tillykke med de 100 år!

Af Kasper Elbjørn

Obama kan sagtens overleve katastrofevalget

De første valgsteder i USA åbner i disse timer, og det ser ikke godt ud for Præsident Barack Obama og hans parti.

Den sidste landsdækkende meningsmåling, som Gallup har udarbejdet, forudsagde, at 55% af vælgerne stemmer på en republikaner ved det amerikanske midtvejsvalg til de to kamre i Kongressen. 40% vil stemme på en kandidat fra Præsident Obamas demokratiske parti  og 5% havde ikke besluttet sig mandag morgen.

Man skal dog ikke afskrive Obama endnu, selvom han står op til et stort nederlag, når han vågner onsdag morgen.

En gentagelse af 1994-valget
New York Times bloggeren, Nate Silber, der forudsagde udfaldet af præsidentvalget i 2008 på bloggen FiveThirtyEight, mener, at valgresultatet vil give 232 pladser til Det republikanske parti og 203 til Demokraterne. Han er lidt mere i tvivl om Demokraterne også vil tabe flertallet i Senatet.

Hvis Demokraterne taber 52 pladser vil valget uden tvivl blive sammenlignet med katastrofevalget i 1994 to år efter Bill Clinton var blevet præsident.

Sammenligningen med Præsident Clintons valgnederlag i 1994 illustrerer, som Jeppe Kofod, MF (S), også skriver her på bloggen, at en præsident sagtens kan blive genvalgt, selvom hans parti taber det første midtvejsvalg.

Et andet eksempel er Præsident Ronald Reagan. Reagan vandt stort over Præsident Jimmy Carter i 1980, og på trods af at han tabte midtvejsvalget to år senere, formåede han mirakuløst at blive genvalgt ved endnu en jordskredssejr i 1984.

Et signal om svaghed
Familien Clinton kender de to eksempler ovenfor bedre end de fleste. Derfor tror jeg heller ikke på, at udenrigsminister Hillary Clinton affyrede den første salve i kampen om at blive præsident i 2012, da hun for et par måneder siden karakteriserede Amerikas gigantiske budgetunderskud som en trussel mod landets sikkerhed.

Hendes udtalelser skabte ikke desto mindre stor opsigt, da man sjældent hører en minister tage afstand fra præsidentens økonomiske politik.

»Om man er en republikaner eller demokrat, konservativ, progressiv - uanset hvad du kalder dig selv - er der ingen free lunch, og vi kan ikke foregive, at [økonomien] ikke gør alvorlig skade på vores land og kommende generationer,« sagde hun sagde, og tilføjede, at det voksende underskud sender »et signal om svaghed internationalt.«

Hillary Clinton var i Washington for at holde tale til Council on Foreign Relations, men hendes henkastede bemærkninger efter talen gjorde det klart, at hun mener det voksende underskud »udgør en national sikkerhedstrussel på to måder: det underminerer vores evne til at handle i egen interesse, og det begrænser os, hvor begrænsninger er uønskede.«

Den amerikanske økonomi skal være stærk
Det er ikke for ingenting, at Hillary Clinton støttede den republikanske senator, Barry Goldwater, ved præsidentvalget i 1964.

Goldwater advokerede ligeledes for, at den amerikanske økonomi skal være stærk, hvis USA skal kæmpe for frihed og retfærdighed i verden. Goldwater havde helt ret. Det ved Hillary Clinton, og selvom hendes bemærkninger var rettet mod præsident George W. Bush, der efterlod et rekordstort underskud på over 300 mia. dollars, var det temmelig indlysende, han var ikke hendes eneste mål.

Underskuddet toppede nemlig med over 1.416 mia. dollars i 2009 under Præsident Obama. Det er mere end en firdobling siden Præsident George W. Bush gik af, og alle forudser, at det forbliver på disse astronomiske højder i år.

Som guvernøren for staten Indiana, Mitch Daniels, har sagt, så savner man næsten budgettallene under Bush.

Et økonomisk morads
Hvis Demokraterne taber midtvejsvalget, er det formentlig på grund af det økonomiske morads, som landet er havnet i på grund af overforbrug og forkerte prioriteringer.

Præsident Obama og hans regering overfortolkede deres mandat, og gjorde efter alt at dømme stor skade på landet og kommende generationer med den gigantiske stimuluspakke og en sundhedsreform ingen var tilfredse med.

Præsident Obama kan dog stadig skabe håb for amerikanerne, men det kræver en anden forandring end den han hidtil har stået i spidsen for.

Af Kasper Elbjørn

Det, jeg er ude efter, er politikernes gavementalitet

Danmark i økonomisk balance. En god skole frem for cafépenge. Belønning til de dygtige studerende. Patientrettigheder og bedre støtte efter sygdommen. Ghettoen tilbage til samfundet. Frihed til forskellighed. Ansvar for det fælles. Respekt for samfundets love.

Statsministerens åbningstale hører uden tvivl til blandt de bedste åbningstaler i mange, mange år. Jeg mener, den var på højde med den konservative statsminister Poul Schlüters første åbningstale i 1982, der, ligesom Lars Løkke Rasmussens, signalerede nye, klare holdninger.

Schlüter talte til de danskere, der skammede sig over, at vi også dengang havde levet over evne i en periode, og budskabet var, at nu skulle vi på banen igen.

Det helt centrale element Lars Løkkes Rasmussens tale kom i begyndelsen.

»Oven på den globale krise er der heldigvis ved at spire en ny erkendelse frem. En erkendelse, som skaber nyt håb og optimisme. En ny erkendelse, der hviler på gamle dyder. Orden i økonomien. Tæring efter næring. Personligt ansvar. Er det et opgør med den såkaldte krævementalitet,« spurgte statsministeren.

»Nej«, svarede han, »det, jeg er ude efter, er vores – politikernes – gavementalitet«.

En herremand med næsten ubegrænsede beføjelser
I 1960 udgav den amerikanske senator Barry Goldwater sit berømte debatbog: »The Conscience of a Conservative«.

I det indledende kapitel skrev Goldwater, at den amerikanske stat siden den store økonomiske krise i 1930erne har udviklet sig fra at være en tjener af folket med stærkt begrænsede beføjelser – til en herremand med næsten ubegrænsede beføjelser.

Udviklingen er ikke sket fordi politikerne ikke har holdt deres valgløfter. Tværtimod, skrev han, problemet er opstået fordi politikerne har holdt deres valgløfter til punkt og prikke.

Ved hvert eneste valg har de lovet lidt mere af dit, og lidt mere af dat, skrev Goldwater, og i folkets navn har de efter valget gennemført alt, hvad de havde lovet. Og hver gang politikerne holder, hvad de lover, betaler borgerne, og dermed vokser statens magt i forhold til befolkningens frihed.

Goldwater advarede, at ethvert samfund, der lægger mere vægt på demokratiet end på frihed, rettigheder og retsstat, vil gå i fordærv.

En politikers opgave er at afhænde magten
Goldwater forudså, at amerikanerne først kunne være sikre på deres frihed, når de valgte en politiker, der forstod, at en politikers opgave frem for alt er at afhænde den magt, som folket har givet ham eller hende.

Goldwater mente, at amerikanernes forsvar mod politikernes stadigt stigende magt og indflydelse var svagere end forsvaret mod Sovjetunionen og de socialistiske diktaturer rundt omkring på kloden. Men truslen fra en stærk central myndighed var ikke mindre end truslen fra Sovjetunionen, advarede han.

Vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem
Truslen udefra var en anden dengang. Men udfordringerne i dag er de samme.

Statsministeren sagde, at om noget bør finanskrisen have lært os, at vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem. Jeg håber han har ret.

Uanset hvem der vinder valget, håber jeg, at politikernes gavementalitet en gang for alle er blevet lagt i graven.

Nye tider. Nye veje. Nye mål. Jeg kunne ikke være mere enig.

Af Kasper Elbjørn

Hvem vil Per Stig losse i røven?

Kulturminister Per Stig Møller (K) blev for nogle måneder siden interviewet af Informations læsere.

Avisen ligger stadig på mit sofabord.

Jeg genlæste interviewet for nylig, da det er et af de bedste interview med en politiker, jeg har læst i lang tid.

Det handlede ikke om manden. Men om bolden.

Det handlede om politik.

Det handlede om, hvad den konservative legende tror på. Det handlede om, hvor han ser sig selv på den idépolitiske scene anno 2010.

I løbet af interviewet gør kulturministeren det klart, at han har mere end svært ved at se sig selv som en del af den politiske fløj, som læserne definerer som højrefløjen.

»Er jeg højreorienteret«, spørger Per Stig retorisk. »Jeg er bare orienteret, og jeg er konservativ, fordi jeg tror på den evolutionære udvikling og vil forandre for at bevare og skabe nyt og bedre, som Poul Schlüter har udtrykt det«. Interviewet fik mig til at tænke på en anekdote fra den amerikanske præsidentvalgkamp i 1996.

Den tidligere amerikanske senator og præsidentkandidat i 1964 Barry Goldwater besøgte et af Bob Doles valgmøder.

Bob Dole, der også havde en fortid som senator, var vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget i 1977 og stillede selv op som republikanernes præsidentkandidat mod præsident Bill Clinton.

»Vi er de nye venstreorienterede i Det Republikanske Parti. Havde du nogensinde forestillet dig det?«, skal Goldwater have sagt til Dole.

Men det var ikke Goldwater og Dole, der var blevet venstreorienterede.

Det var snarere Det Republikanske Parti, der var blevet så meget andet end højreorienteret.

Højrefløjen havde ændret sig, ligesom den har i Danmark.

Barry Goldwater tabte som bekendt stort til præsident Lyndon B. Johnson i 1964, men nederlaget, der stadig er det største i historien, åbnede døren for en ny generation af politikere, der op gennem 1960′ erne og 1970′ erne med klare ideologiske forslag satte en ny borgerlig dagsorden, som stille og roligt vandt tilhængere blandt både republikanere og demokrater.

Derfor var der også mange, som efter præsidentvalget i 1980 konstaterede, at det tog 16 år at tælle stemmerne - og Goldwater vandt.

Det var selvfølgelig Ronald Reagan, der var på valg i 1980, og det er langtfra sikkert, at Goldwater kunne have vundet og genskabt troen på USA efter Vietnamkrigen, Watergate og Jimmy Carters tragiske præsidentperiode, som Reagan gjorde det.

Goldwaters visioner og Reagans lederevner samlede Det Republikanske Partis tre fløje: de palæokonservative - med deres drøm om et samfund af små selvstændige erhvervsdrivende; de neokonservative - med deres antikommunisme og accept af en stor stat; og libertarianerne - med deres afvisning af utopier og ønske om lavere skatter og økonomisk vækst.

Dermed stod partiet ualmindelig stærkt op gennem 1980′ erne, og Reagan vandt ikke overraskende en jordskredssejr, da han genopstillede i 1984.

Op igennem 1980′ erne voksede imidlertid en fjerde ideologisk gruppe frem hos republikanerne, der i dag kendes som det kristne højre.

Mange var forhenværende demokrater, der var frustrerede over den stigende værdirelativisme i Det Demokratiske Parti.

Præsident Reagan prøvede at inddrage det kristne højre for ikke at gøre dem til martyrer, men Goldwater nægtede at føje dem, og i 1990′ erne kom det til et egentligt opgør med partiet.

I antologien »11 konservative tænkere« (CEPOS, 2010) diskuterer jeg, hvorfor det gik, som det gik.

Jeg tror, årsagen er, at Goldwater oprindelig lod sig vælge til Senatet for at bekæmpe fagbevægelsens magt.

Han så samme trussel mod amerikanernes handlefrihed og rettigheder hos det kristne højre i 1990′ erne som hos fagbevægelsen i 1950′ erne.

Han var heller ikke modstander af fri abort som det kristne højre. Goldwater mente, at det var enhver kvindes ret at få abort.

Han kritiserede også højlydt militærets forbud mod homoseksuelle: »Alle ved, at homofile har tjent hæderligt i militæret siden Julius Cæsar«, sagde han og fortsatte, »du behøver ikke at være straight for at være soldat, du skal blot være i stand til at skyde straight«.

Den idépolitiske kamp hos republikanerne i USA kom måske nok 10-15 år før, den virkelig blussede op på højrefløjen i Danmark.

I Danmark var den udløsende faktor Muhammedkrisen i 2005-06, hvor de liberale, konservative og nationalkonservative røg i struben på hinanden.

Derfor er det ikke underligt, at Per Stig Møller ikke vil kaldes højreorienteret i dag.

Han er konservativ, sagde han, og understregede det med et Schlüter-citat.

Jeg har det lidt som Per Stig Møller. Der er efterhånden rigtig mange, som kaldes - eller kalder sig - højreorienterede.

De fleste kan jeg slet ikke identificere mig med.

Jeg er borgerlig-liberal. Jeg mener, at et samfund skal måles på den frihed, det giver sine borgere, og på den tryghed, som det giver sine svageste, som Uffe Ellemann-Jensen engang har sagt.

Nogle år inden Barry Goldwater døde, sendte han denne salut til det kristne højres selvudråbte leder, Jerry Falwell: »Enhver god kristen bør losse Falwell i røven«.

Jeg venter med spænding på at høre, hvem Per Stig vil losse i røven.

Af Kasper Elbjørn

Tag ånden fra 1849 med på søndag

Grundloven er vores sikkerhed for, at de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt. Derfor fejrer vi hvert år Grundloven den 5. juni, hvor Frederik VII i 1849 gav Grundloven til folket - som der står på rytterstatuen på Christiansborg slotsplads i København. 1849 var dog på ingen måde en revolution eller en omvæltning af det danske samfund, men snarere en begivenhed i en kontinuerlig udvikling, der ikke kunne stoppes. Sådan er det ikke alle steder i verden, og derfor skal vi altid kæmpe for de værdier, som Grundloven bygger på.

Jeg indrømmer gerne: Grundloven er ikke perfekt. I den danske Grundlov støder vi eksempelvis først på afsnittet om de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder i paragraf 67. De står ikke i begyndelsen, som de burde, men det er der faktisk en god grund til. Årsagen er, at den grundlovgivende forsamling slet ikke var særlig uenig om frihedsrettighederne. Det var ikke frihedsrettighederne, der skilte vandene i den grundlovgivende forsamling. Tag eksempelvis retten til at skrive og tale frit. Der var ingen formel ret til at ytre sig i de sidste år under den sidste enevælde. Det stod ikke skrevet nogen steder, at man måtte ytre sig i tale og skrift, men under Christian VIII var der faktisk ytringsfrihed.Kongen havde godt nok forsøgt at påvirke folkeopinionen i anti-liberal retning, men han tabte slaget og forsøget på at vende udviklingen ved at kritisere de liberale. Man kan næsten sige, at kongen tabte slaget om ytringsfriheden i ytringsfrihedens navn.

I dag ved vi, at det er de borgerlige frihedsrettigheder, der er grundstenen i vores samfund. Uden ytringsfriheden, foreningsfriheden, forsamlingsfriheden og beskyttelsen af den private ejendomsret ville vi ikke have det samfund, som vi har. Der er mange, som tidligere har påpeget, at de borgerlige frihedsrettigheder i Grundloven ikke er særlig stærke. At det netop er ånden i Grundloven - og ikke Grundloven i sig selv - der har sikret danskernes frihed, og det er bestemt en passende kritik af Grundloven.Ytringsfriheden er eksempelvis "under ansvar for domstolene." Religiøse samfund må ikke "stride mod sædeligheden eller den offentlige orden." Foreningsfriheden "kan forbydes, når der [...] kan befrygtes fare for den offentlige fred." Og så selvfølgelig den værste af dem alle, at ejendomsretten ikke er mere ukrænkelig, end at almenvellet kan bestemme, om man skal afstå sin ejendom. Det sker hver dag ude i kommunerne. Uden at skelne mellem ekspropriation til private og offentlige formål, eksproprierer man folks ejendom for at anlægge golfbaner, skydebaner o.lign., når man egentlig kun burde ekspropriere, hvis der var tale om infrastrukturprojekter, hospitaler o.lign.

Der er ingen tvivl om, at disse undtagelser er med til at underminere ånden i Grundloven. Derfor skal vi være glade for, at den positive udvikling, der kendetegnede diskussionerne i den grundlovsgivende forsamling, ikke blev stoppet med vedtagelsen af Grundloven. Jeg synes, det fortæller noget om, at vi i Danmark deler nogle fælles værdier, som vi på tværs af partierne står vagt om. Vi behøver ikke engang skrive dem ned. De lever i os, og de overlever generation efter generation.Det skulle de gerne blive ved med, og derfor har jeg nok det, som man kan kalde et ekstremt syn på Grundloven. Jeg synes nemlig, at vi skal overholde Grundloven. Ikke kun ordene i Grundloven, men ånden i Grundloven. Og vi skal gå længere end det. Vi skal kæmpe for ånden i Grundloven både ude og hjemme. Vi skal gøre de danske værdier om frihed og lige rettigheder til europæiske værdier. Ikke med love og regler. Dem er der nok af. Men i ord og gerninger. Vi skal i EU stå fast på, at alle skal kunne tænke, tale og tro, som de vil. Alle skal have ret til at efterstræbe lykke og forme sit eget liv. Vi skal kæmpe for lige rettigheder uanset køn, seksualitet, race eller religion. Og vi skal gøre det, fordi vi har tradition for det. Sådan er det ikke alle steder i verden, og sådan er det heller ikke alle steder i Europa.

Europa har heller ikke altid valgt frihedens vej. Som den svenske forfatter Johnny Munkhammar gør opmærksom på i indledningen til sin nye bog Sköna Europa - Världens Bästa Världsdel (Kalla kulor förlag, 2009) blev prinsesse Europa ifølge græsk mytologi forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta, hvor hun fødte tre sønner. Zeus var en tordengud, men han var også guddommeliggørelsen af begreber som verdensorden, retfærdighed og gæstfrihed. Sidenhen lod prinsessen sig let forføre, når hun blev utålmodig og mistroisk overfor den personlige og økonomiske friheds evne til at imødekomme kontinentets udfordringer. Hun lod sig ofte friste af populisme og nationalisme. Det kan ske igen, hvis ikke vi holder hende på ret kurs.

Ligesom vi aldrig tidligere kunne tage ånden i Grundloven for givet, vil vi fortsat skulle kæmpe for den i fremtiden.

Derfor skal vi tage ånden i Grundloven med os til stemmeurnerne på søndag. Hvis det er ekstremt - så kald mig bare ekstremist. Fordi som Barry Goldwater sagde, da han var blevet republikanernes præsidentkandidat i 1964: "Ekstremisme i forsvaret af frihed er ikke nogen synd, ligesom tilbageholdenhed i håndhævelsen af lov og ret ikke er nogen dyd".

Af Kasper Elbjørn

I dit hjerte ved du, at han havde ret

 dag ville Barry Goldwater fylde 100 år. Goldwater er værd at mindes, fordi han mere end nogen anden politiker personificerede den konservative frihedsbevægelse, der begyndte som et oprør mod Præsident Dwight Eisenhower i 1950erne, senere triumferede ved præsident Ronald Reagans to jordskredssejre i 1980erne, men først for alvor sejrede, da den demokratiske præsident Bill Clinton i bedste Goldwater-stil erklærede: »The era of big government is over«.

Goldwater blev født den 1. januar 1909 i Phoenix, og gik relativt sent ind i politik. Når han alligevel fik så stor indflydelse, skyldes det stemningen i det republikanske parti op til præsidentvalget i 1960. De unge borgerlige havde trofast støttet Eisenhower, men de var ved at få nok. Eisenhower havde ikke gjort noget, som hans Demokratiske forgænger, præsident Harry Truman, ikke kunne have gjort. Tværtimod.

Ungarerne havde råbt efter amerikansk hjælp, da de sovjetiske tropper rullede ind over grænsen under oprøret i 1956. Sovjetunionen havde truet med krig, og for ikke at puste til ilden tillod Eiserhower og hans udenrigsminister John Dulles de sovjetiske styrker at undertrykke ungarernes stærke ønske om frihed, demokrati og markedsøkonomi. Herefter havde kommunisterne haft held til at lancere det sovjetiske rumprogram, Sputnik, og var blevet fejret af alle anti-amerikanere over hele verden. Kommunisten Fidel Castro havde uden synderlig modstand gennemført et militærkup på den lille ø ud for USAs østkyst, Cuba. Men ikke nok med det. Præsident Eisenhower inviterede tilmed Castros vigtigste allierede, slagteren fra Budapest, Sovjetunionens leder, Nikita Khrusjtjov, på besøg i USA.

Den moralske deroute blev ikke bedre af, at Eisenhower stort set videreførte Roosevelts og Trumans velfærdspolitik, hvilket fik den nyvalgte senator Goldwater til at kalde regeringens politik for en »dime-store New Deal«: En dårlig version af præsident Franklin Roosevelts velfærdsprogram fra 1930erne.

Fortvivlelsen var reel, men ingen før Goldwater havde formået at sætte ord på den. Og i løbet af få år genskabte Goldwater de unges tro på det republikanske parti i så høj grad, at han måtte gå til podiet under det republikanske konvent i 1959 for at stoppe en underskriftsindsamling, der havde til hensigt at stille ham op til valget i 1960. Vi skal vokse op og tage vores parti tilbage, jeg tror det kan lade sig gøre en dag, sagde han til forsamlingen. Lad os tage arbejdstøjet på, sluttede han, og lovede dermed, at han ikke udelukkede at stille op til præsident.

Den borgerlige frihedsbevægelses politiske bibel blev Goldwaters lille billigbog til 3 dollars, The Conscience of a Conservative, der udkom i kun 10.000 eksemplarer og blev totalt forbigået af de toneangivende medier. Den politiske elite havde ikke set frustrationen hos de unge, og vidste derfor ikke, at bogen ramte lige ind i fortvivlelsen over, at Eisenhower havde spildt otte år ved magten. I bogen skriver Goldwater, hvad der gik galt efter Den Store Depression, og hvordan amerikanerne kommer videre og får genskabt troen på den amerikanske drøm, ligesom man her for første gang kan læse, hvordan USA kan bringe sovjetimperiet til fald. En strategi, som Ronald Reagan fulgte til punkt og prikke.

Goldwater sagde ja til at blive præsidentkandidat i 1963 i visheden om, at han skulle stille op imod sin gamle ven, præsident John Kennedy, der havde vundet knebent over Nixon i 1960. Men ligesom den skæbnesvangre kugle tog Kennedys liv, tog den også livet af kampagnen. I stedet for Kennedy blev Goldwaters modstander, Lyndon B. Johnson, præsident.

Goldwater vidste, hvad han gik ind til. Han havde tidligere kaldt Johnson indbegrebet af paranoia og kynisme, og valgkampen blev da også en ulækker omgang, som republikanerne slet ikke var forberedt på. Goldwater blev kaldt alt lige fra fascist til racist og tabte stort. Men siden er valget blevet kaldt »a glorious disaster«, en glorværdig katastrofe, hvor man måske nok tabte valget, men skabte fundamentet for noget meget større: En ny borgerlig revolution. En af de unge, der deltog i kampagnen, John William Middendorf, der senere blev minister i Nixons regering, har skrevet en fremragende bog af samme navn. En bog som alle vi, der var aktive i Venstres valgkamp i 1998, burde have læst - for 10 år siden!

Mange konstaterede efter præsidentvalget i 1980, at det tog 16 år at tælle stemmerne, og Goldwater vandt. Det var selvfølgelig Reagan, der var på valg i 1980, og det er langtfra sikkert, at Goldwater som Reagan kunne have genskabt troen på USA efter Vietnam-krigen, Watergate og Jimmy Carters tragiske præsidentperiode. Han samlede det republikanske partis tre fløje: de palæokonservative med deres drøm om et USA af små selvstændige erhvervsdrivende, de neo-konservative med deres antikommunisme og accept af en stor offentlig sektor, og libertarianerne, der afviser utopier og vil have skatterne ned, flere i arbejde og vækst. Men uden Goldwater, ingen Reagan.

»In your heart you know he's right«, lød Barry Goldwaters valgslogan. Han lærte os, at hvis staten er så stor, at den kan give os alt, hvad vi vil have, er den også stor nok til at tage alt, hvad vi har. Det er værd at huske på i dag på hans 100 års fødselsdag, hvor verden igen har brug for en Goldwater, som har modet til at gå imod strømmen og sætte en ny visionær dagsorden, der kan sikre vores personlige og økonomiske frihed samt redde stumperne af vores frie samfund.

Af Kasper Elbjørn

Verden har brug for McCain

På tirsdag skal USA vælge, hvem der skal lede den frie verden de næste fire år. Det er et af de mest interessante præsidentvalg i mange, mange år. Uanset om amerikanerne vælger Demokraternes Barack Obama eller Republikanernes John McCain vil det have stor indflydelse på Danmark og resten af Europa. Målet for dem begge er forandring, men midlerne er forskellige. Og forandring er der brug for efter næsten 20 år med enten en Bush eller en Clinton i Det Hvide Hus. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken forandring amerikanerne vælger.

Jeg var en af dem, der satte uret og stod op midt om natten og satte mig i boxershorts foran fjernsynet for at se Barack Obamas taler, da han under primærvalget kæmpede mod Hillary Clinton. Jeg kan godt forstå, at Demokraterne valgte Obama. Obamas evne til at skabe begejstring og hans signaler om, at der var brug for forandring, var inspirerende. Hillary Clinton repræsenterede derimod mere af det samme. Mere Clinton. Mere Bush. Derudover var hun tilhænger af at befri Irak i 2003 og vælte Saddam Husseins styre, hvilket dengang fyldte meget i amerikanernes verdensbillede. Det blev hendes skæbne.

Republikanerne ønskede også forandring. Derfor valgte de John McCain som deres præsidentkandidat. McCain var outsideren, der oprindeligt havde stillet op mod George W. Bush og med en ukuelig intrigritet og stædighed havde fastholdt sine politiske holdninger og stået fast på sine principper gennem hele sin karriere.

Historien om John McCain er betagende og afføder den dybeste respekt. Og her tænker jeg ikke kun på hans politiske karriere.

McCain fulgte familietraditionerne og blev som ung mand optaget i det amerikanske flådeakademi. I sommeren 1967 blev han sendt til Vietnam for at deltage i Vietnamkrigen, og 23. oktober samme år fløj han sit 23. bombetogt over Nordvietnam. Men denne gang gik det galt. Hans fly blev skudt ned af et missil over Hanoi. McCain brækkede begge arme og et ben i styrtet og var nær druknet, da han landede med sin faldskærm. Han blev gennembanket, da de nordvietnamesisiske soldater fandt ham, og blev herefter taget til fange.

Da det kommunistiske styre senere opdagede, at hans far var en berømt amerikansk admiral, tilbød man ham at blive frigivet, men McCain afslog, da han ikke ønskede særlige rettigheder på grund af sin baggrund, ligesom han vidste, hvor meget historien ville skade USAs omdømme, hvis den kom frem. I stedet forblev han fængslet på det frygtede »Hanoi Hilton« indtil krigen stoppede i 1973.

Når jeg i dag - på trods af Barack Obamas inspirerende taler - støtter McCain, er det imidlertid ikke på grund af hans baggrund, men fordi McCain repræsenterer den forandring, som er bedst for Danmark og Europa.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne, og Obama hører faktisk til den værste fløj i partiet. Mere protektionisme vil skade USAs samhandel med resten af verden, og da USA - ud over EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, vil mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt. Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen. Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik, og med udsigten til en global recession har verden hverken brug for Obamas forskrækkede protektionisme eller hans maskerede skatteplan.

Barack Obamas løfte om, at 95 pct. af amerikanerne skal have skattelettelser, lyder bestemt befriende. Tænk, hvis en politiker lovede os det samme! Problemet for Obama er, at amerikanerne er vant til løfter om skattelettelser, der ikke bliver til noget. Den første præsident, George H.W. Bush, sagde stort set det samme. Han lovede faktisk et skattestop, men hævede alligevel skatten. Derfor har amerikanerne brugt de seneste uger til at se Obamas skatteløfte efter i sømmene, og det viser sig, at det, som Obama kalder skattelettelser, blot er omfordeling gennem fradrag og tilskud. Så hellere et skattestop, der holder, fristes man til at sige som dansker.

McCain har bestemt ikke været lige heldig med alle sine forslag til at stoppe finanskrisen. Hans løfte om at hjælpe amerikanerne ud af finanskrisen er velment, men hans plan vil om muligt gøre ondt værre. Han vil lidt groft sagt hjælpe banker, der har misbrugt den overregulering, der har præget finanssektoren, ligesom han vil lade boligejere, der var forsigtige, da de købte deres hus, betale for de boligejere, der tog en chance og købte et hus, de reelt ikke havde råd til. Det er korrekt, at roden til den økonomiske krise skal findes i ejendomsmarkedet, og det er her, man skal tage fat først, men McCains plan vil ikke skabe den ansvarlighed, der er brug for fremover.

McCain synes dog at være kommet til fornuft. Forleden forklarede han, at en bæredygtig økonomi går hånd i hånd med sikkerhed. Det er et ægte budskab om håb og frihed, og vigtigere end nogensinde i en verden, hvor frie, demokratiske stater bliver mere og mere økonomisk afhængige af stater, der hverken er demokratiske, ønsker markedsreformer eller respekterer menneskerettighederne. Måske er det netop dette budskab, der kan redde McCains præsidentkampagne. Det er et troværdigt budskab, fordi McCain om nogen repræsenterer en sikker hånd, når det gælder sikkerhed.

Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det især John McCains fortjeneste. Da præsident Bush indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl, og McCain havde ret i, at man kun kunne slutte borgerkrigen i Irak ved at sende flere tropper til landet, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper. I dag er fokus selvfølgelig på Afghanistan, og jeg må bare erkende, at jeg har langt større tiltro til McCains dømmekraft i dette vigtige spørgsmål for Danmark og vores soldater. Han har vist, at han ved, hvad han taler om.

Begge kandidater har fremlagt en langt mere progressiv klimapolitik, end man har set før fra amerikanerne. Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne, men McCain har ikke lagt skjul på, at hans energipolitik især skyldes, at han ikke ønsker, at energibehovet overskygger eller overtrumfer kampen for frihed, demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Jeg har dyb respekt for dem, der tror på det bedste i folk og håber på en bedre verden, men jeg er mere tryg ved politikere som McCain, der tør sige tingene ligeud og ønsker at skabe rammerne for en bedre verden med en aktivistisk udenrigspolitik, hvor man - med tidligere præsident Theodore Roosevelts ord - »speak softly but carry a big stick«.

Det er hovedårsagerne til, at jeg modsat mit parti, som er Venstre, håber, at McCain bliver præsident i 2009. Men jeg erkender, at det nok går anderledes. Man skal dog ikke glemme, at det er de små decimaler, der tæller i de sidste dage. Hvis Obama fører med mindre end tre pct. på mandag, kan McCain stadig godt vinde, men hvis Obama fører med mere end ni pct. er det stort set umuligt for McCain at vinde på tirsdag.

Men er det hele så spildt, hvis McCain taber? Nej, McCain har en stor opgave foran sig, selv om han taber. Han skal tilbage i sin gamle rolle som oppositionspolitiker. Ikke kun i forhold til en præsident Obama og hans kommende regering, men også i forhold til den del af det republikanske parti, der ønsker at følge den reaktionære linje, som hans vicepræsidentkandidat Sarah Palin mere eller mindre bevidst er kommet til at repræsentere. Det er ikke den vej, det republikanske parti skal gå. Der er mere end nogensinde behov for et republikansk parti, der viderefører den stolte frihedstradition fra Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt over Barry Goldwater til Ronald Reagan. Verden har brug for John McCain.

Af Kasper Elbjørn

Køn, race og alder er ligegyldigt

HVIS DER er en »særlig plads i Helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden«, håber jeg, at Skt. Peter er ligeså kønsdiskriminerende, som citatet antyder. Ellers ville det samme vel gøre sig gældende for mænd, og en ting er sikkert: Jeg ville aldrig hjælpe en mand, blot fordi han var mand.

Citatet stammer fra den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og blev gengivet i JP 10/2 af forfatteren Lotta Snickare. Snickare skriver, at Clinton er en mønsterbryder, og hun mener, Clinton skræmmer os, fordi hun er kvinde. Men Clinton er hverken en mønsterbryder eller særligt skræmmende.

Kvinder i politik er lige så normalt på den anden side af Atlanten, som det er her i Danmark. Derfor er der formentlig kun få, der kunne finde på at stemme på Hillary Clinton, fordi hun er kvinde. Det er snarere andre og mere seriøse parametre, der har givet hendes konkurrenter vind i sejlene. Clinton er ganske enkelt uinteressant i forhold til den anden demokratiske præsident- kandidat, Barack Obama. Det er hendes store problem.



Begejstring

Demokraten Barack Obamas evne til at skabe begejstring og signaler om, at der er brug for en ny generation til at skabe de ændringer, som demokraterne savner, har eksempelvis intet at gøre med, at han er mand. Han kan simpelthen noget, Clinton ikke kan.

Republikaneren John McCains overraskende gode meningsmålinger i forhold til Clinton viser, at på trods af den nuværende administrations dårlige omdømme kan en republikaner sagtens måle sig med Clinton, hvis han har de rigtige ideer og den erfaring, som Clinton bryster sig af, men ikke kan påvise. Det har intet at gøre med, at han er mand. Heldigvis.

Derudover er det langt fra nyt, at en kvinde stiller op som præsidentkandidat. Det er faktisk meget, meget længe siden, at en kvinde første gang stillede op til et amerikansk præsidentvalg. Victoria Woodhull stillede op for Rettighedspartiet i 1872. Dengang havde kvinderne ikke valgret, men de kunne godt stille op, og det gjorde Woodhull.

I 1922 blev demokraten Rebecca Latimer Felton den første kvindelige senator. Den første kvinde, der blev valgt til repræsentanternes hus, var republikaneren Jeannette Rankin. Hun blev valgt første gang i 1917 og anden gang i 1941.



Arbejdsminister

Den første kvindelige minister blev udnævnt i 1933 af præsident Franklin D. Roosevelt, og modsat vores egen første kvindelige minister, Nina Bang, der kun sad i Staunings første kortlivede regering, var Frances Perkins arbejdsminister helt frem til 1945.

Senator Margaret Chase Smith var den første kvinde, der stillede op som præsidentkandidat for et af de to store partier. Det var i 1964, hvor Barry Goldwater løb med nomineringen. Det betyder dog ikke, at der aldrig har været en kvinde på den endelige stemmeseddel ved et amerikansk præsidentvalg. Geraldine A. Ferraro stillede op som demokraten Walter F. Mondales vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget i 1984. Præsident Reagan endte dog med at blive genvalgt sammen med vicepræsident George H.W. Bush, men det var næppe Mondale eller Ferraros køn, der var årsag hertil.

Elizabeth Dole, der i øvrigt ligesom Hillary Clinton er gift med en toppolitiker, Bob Dole, er den seneste kvinde, der stillede op som præsidentkandidat. Det var i 2000. Dole havde været Reagans arbejdsminister, og hun fortsatte som transportminister under George H.W. Bush, da han blev præsident i 1989. Derudover var hun i flere år en ganske succesfuld præsident for det amerikanske Røde Kors.

Hvis erfaring alene talte, havde hun haft gode chancer mod de to topkandidater i 2000, George W. Bush og John McCain, men selv påviselig erfaring rækker ikke langt nok til at blive præsidentkandidat.

Hun manglede karisma, visioner og ideer, der kunne skabe de ændringer, som republikanerne savnede efter otte år med Bill Clinton. Både Liz og Bob Dole endte med at pege på Bush.



Politik frem for bagtale

Hvis ikke Hillary Clinton snart viser tænder snarere end tårer, taler politik snarere end bagtale, lider hun samme skæbne som Dole.

Selvfølgelig er verden klar til en kvindelig præsident, ligesom danskerne er klar til en kvindelig statsminister, men det skal være én med mere end et godt slogan.

Der er ingen i dag, der vælger ledere efter køn, race eller alder. Det er gammeldags, og det er irrationelt.

Og mon ikke Skt. Peter tager højde for det, når vi står ved Himlens port?

Af Kasper Elbjørn

De borgerlige principper holder

Da dette er en min sidste arbejdsdag på CEPOS, vil jeg bruge dagens kommentar til at fremhæve en af de amerikanske politikere, som få kender, men som har betydet meget for en af de mest markante og bedste amerikanske præsidenter nogensinde.

Der er tale om Ed Meese. Meese var stabschef, da Ronald Reagan var guvernør i Californien, ligesom han sammen med James Baker og Michael Deaver var en del af den såkaldte trojka, der fik afgørende indflydelse på amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik, da Reagan rykkede ind i det Hvide Hus i januar 1981. Meese blev senere justitsminister, og er i dag tilknyttet tænketanken Heritage Foundation. 

Tilbage efter midtvejsvalget holdt Meese et foredrag, hvor han på Goldwater-manér prøvede at genskabe begejstringen hos de borgerlige. 

Han fortalte, at også Ronald Reagan var vant til nederlag. Ja, faktisk blev Reagan republikaner lige inden det værste valg i mands minde. Det var da Barry Goldwater tabte til Lyndon B. Johnson ved præsidentvalget i 1964, der med rette er blevet kaldt a glorius disaster. Nok tabte Goldwater valget katastrofalt stort, men han vandt æren, og pustede ideologisk liv i partiet. Og uden Goldwater, ingen Reagan. 

Budskabet fra Ed Meese var, at vi skal blive ved at kæmpe for den borgerlige humanisme og det liberale frisind. De borgerlige principper holder, men de skal kommunikeres hele tiden, uafbrudt, så flere og flere motiveres og mobiliseres til at arbejde for dem.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre