Blog (Tag: gorbatjov)

Ronald Reagan fylder 100 år

Søndag den 6. februar ville Ronald Reagan være fyldt 100 år.

Hans største bedrift som præsident var, at han efterlod sig en bedre verden, end den han overtog.

Ronald Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning, og ikke mange - slet ikke i Danmark - forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium.

Sovjetunionen havde imidlertid ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan.

Kommunismens sidste sider
I marts 1983 forudsagde Reagan, at kommunismen var endnu et trist, bizart kapitel i menneskehedens historie, hvis sidste sider lige var ved at blive skrevet.

I Danmark og mange andre vesteuropæiske lande rystede man på hovedet af den nyvalgte præsident.

Enkelte danske socialister hånede ligefrem Reagan, og kaldte ham for en »gal hund«, »utilregnelig« og en »afdanket filmskuespiller«.

10 år senere i 1993 var den Kolde Krig slut, og de østeuropæiske lande indledte samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

Den der ler sidst, ler bedst, fristes man til at skrive.

Fra demokrat til republikaner
Det var rigtignok, at Reagan havde været skuespiller. Senere blev han fagforeningsleder. Dengang var han medlem af det demokratiske parti. Det var først, da han læste det lille, ideologiske skrift The Conscience of a Conservative, at han blev republikaner.

Bogen var skrevet af den republikanske senator Barry Goldwater.

Goldwater skrev, hvad der gik galt i USA efter den økonomiske krise i 1930erne, og hvordan amerikanerne kunne genskabe troen på den amerikanske drøm.

»Hvis en million amerikanere ville læse denne bog grundigt, ville hele nationen og verden ændres til det bedre«, erklærede Russell Kirk, der i 1953 havde forfattet bogen The Conservative Mind. Ganske illustrativt rundede bogsalget 3,5 millioner eksemplarer små fem år efter den kom på gaden.

Bogen blev en politisk bibel for en hel generation af borgerlige meningsdannere og politikere. En af dem var Ronald Reagan.

Han blev republikaner i 1962, og støttede Goldwater under den katastrofale præsidentkampagne i 1964.

Indsættelsestalen
16 år senere blev Reagan selv præsident efter en jordskredssejr, som han mirakuløst formåede at overgå fire år senere.

Budskabet i hans indsættelsestale var ikke til at tage fejl af. Det var direkte inspireret af The Conscience of a Conservative. Reagan sagde det ikke direkte, men pointen var, at staten ikke skulle ses som løsningen på Amerikas problemer. Staten var problemet.

Og verden lyttede. Den borgerlige frihedsrevolution, som Goldwater i sin tid begyndte, skyllede i løbet 1980erne fra USA henover Europa. Den reformerede de vesteuropæiske økonomier, og den væltede Berlinmuren, skubbede Sovjetunionen i graven, og ændrede verden for altid.

En ægte tro på demokratiske værdier og frihedsrettigheder
Det var hverken mådehold, forsigtighed eller overfladisk veltalenhed, der ændrede verden dengang, men derimod Reagans ægte tro på, at de demokratiske værdier og frihedsrettigheder, der er nedfældet i den amerikanske grundlov, er overlegne andre, men derfor også forpligter USA til at påtage sig en helt speciel rolle i verden.

Det er derfor vi mindes ham i dag. Vi mindes ikke kun hans bedrifter, men hans urokkelige tro på, at gøre alt for at bevare Amerika som den sidste og største bastion for frihed. For uden frihed, er freden intet værd, og derfor mente han heller ikke kun, at den Kolde Krig skulle slutte, men vindes.

I sin afskedstale sagde han:

»My friends: We did it. We weren't just marking time. We made a difference. We made the city stronger; we made the city freer; and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all.«

Nej, det var ikke så ringe endda.

Tillykke med de 100 år!

Af Kasper Elbjørn

Nobels fredspris gik til 1,3 mia. mennesker

Den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo fik Nobels fredspris 2010. Det oplyste Nobelkomitéen i dag. I virkeligheden er det Kinas 1,330,141,295 mennesker, der har fået prisen.

Mange troede, at en kinesisk systemkritiker ville modtage Nobels fredspris sidste år - ikke mindst for at markere 20-årsdagen for massakren på den Himmelske Freds Plads.

Det havde nordmændene tilsyneladende ikke mod til. I stedet chokerede de næsten alle ved at tildele 2009-prisen til den nyvalgte amerikanske præsident, Barack Obama.

På forventet efterbevilling
Jeg stod på en banegård, og havde ikke hørt nyheden, da en journalist fra DR2 sidste år ringede og fortalte mig, at Præsident Obama havde vundet Nobels fredspris.

I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der stadig er formand for Nobelpriskomiteen. Han fortalte, at man gav Obama prisen for at støtte ham i den politik, han ønsker at gennemføre.

Selv de venstreliberale i USA blev taget på sengen. Det var næsten som om, de venstreliberale i USA var de mest chokerede over, at Obama fik prisen på forventet efterbevilling, men som Jennifer Rubin fra Commentary Magazine tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Det er ofte gået galt
Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at man ofte har taget sig til hovedet over valget af prismodtagere.

Tænk bare på, da man gav prisen til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov (199o) uden at lade ham dele prisen med USAs tidligere præsident, Ronald Reagan. Dertil kommer, at Gobatjov sendte den Røde Hær ind i Letland og Lithauen to måneder efter han havde modtaget prisen fordi de to lande ønskede uafhængighed fra det rædselsregime, han stod i spidsen for. 

Eller da man gav prisen til Yassir Arafat (1994) eller Jimmi Carter (2002). Og så har jeg ikke engang nævnt Al Gore (2004).

Nobels fredspris kan stadig gøre en forskel
Når jeg stadig tager Nobels fredspris seriøst, er det selvfølgelig fordi, jeg tror fuldt og fast på, at den kan gøre en forskel, når den går til de rigtige. Dem der virkelig har gjort en forskel.

Her kunne man fremhæve Muhammad Yunus (2006), der fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk!

Eller tænk på da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 - 20 år efter Lech Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang - som så mange andre gange - sendte Nobelkomitéen et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år, som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama ugen inden han selv fik prisen havde afvist at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina.

Liu Xiaobo er et godt valg
Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Målet må være en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer.

Det er på høje tid, at den frie verden begynder at delegitimere det socialistiske regime i Kina. Derfor er Liu Xiaobo den helt rigtige nobelprismodtager.

Han er manden bag manifestet, Charter 08, der er udstedt på 60-årsdagen for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Charter 08 opfordrer til en “fri, demokratisk nation”, og er inspireret af Charter 77, der brev grundlagt af bl.a. Vaclav Havel, der efter fløjlsrevolution i Østeuropa blev præsident i det daværende Tjekkoslovakiet, og har ført an i kampagnen for at give Liu Xiaobo prisen.

Man kan håbe, at kineserne en dag får samme frihed og rettigheder, som østeuropæerne fik efter fløjlsrevolutionen i 1989.

Af Kasper Elbjørn

80erne genfortalt

Niels Krause Kjær, der ofte gjorde livet surt for mig, da jeg arbejdede for CEPOS, fordi han kritiserede tænketanken for at være for lidt borgerlig og alt for liberal, har en rigtig god blog på Berlingske Tidendes netavis i disse dage. Hans blog er et svar til dem, der tegner et dystert billede af 1980erne. I stedet skriver han, at det var et et flot årti, hvor fundamentet til det moderne og globale samfund blev skabt, og hvor de fleste tog ansvar, som vores bedsteforældres generation havde gjort det. Han roser bl.a. politikerne fra dengang, og det skal han til gengæld selv have ros for, selvom han har en mærkelig bemærkning om, at musikken var dårlig. Det var den bestemt ikke! 

Han skriver bl.a.: “Det er rigtigt, at Den Kolde Krig var en del af debatten. Nogle tog det seriøst og aftjente for eksempel værnepligt som et beskedent bidrag til en mere sikker verden. Andre mente, det skabte mere fred at drage til en ørken i Nevada under parolen ’Next Stop’ og kritisere vennerne. Ved den lejlighed deltog jeg sammen med en håndfuld unge konservative i DR TV’s glade monopol-dage i programmet ’Ugens Gæst’, hvor vi diskuterede med en håndfuld fra ’Next Stop’-bevægelsen - flere af dem var, vidste vi allerede dengang, forklædte ungkommunister. En af pigerne forklarede under udsendelsen, at hun i forbindelse med noget, Ronald Reagan havde sagt, var blevet så bange for atombomben, at hun ikke havde haft menstruation i tre måneder (!). Meget havde vi forberedt os på, inden udsendelsen, men lige netop dét argument havde vi ikke forudset”.

Det er da morsomt!

Da jeg havde grint færdigt, bemærkede jeg, hvor mange der var uenige med ham. En enkelt blogger kalder sågar hans blog for neo-liberal historieskrivning. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men at kalde Niels Krause for neo-liberal (eller mig for den sags skyld) er måske lige at stramme den. Jeg tror, det må være Niels Krauses anerkendelse af Præsident Ronald Reagans resultater, der er skyld i vreden.

Personligt mener jeg, at Reagan var en af de helt store præsidenter. Det betyder ikke, at jeg vil forsvare alt hvad han gjorde. Eksempelvis hører jeg til dem, der mener, at Reagans præsidentperiode markerer begyndelsen på en trend, som har gældsfinansiering og kreditekspansion som dens varemærke, og altså i sidste ende ledte til finanskrisen sidste år.

Modsat socialister, miljøideologer m.v. tillader jeg mig at være nuanceret i min tilgang til politik. Jeg tror eksempelvis, at Lars Løkke kan blive en fremragende statsminister, men han får det ikke nemt, og naturligvis er jeg ikke enig i alt, hvad han gør og siger. Det samme gælder Reagan, selvom jeg overordnet mener, han var en fantastisk præsident.

Ligesom Bill Clinton og Barack Obama repræsenterede han amerikanernes stræben efter lykke fordi han kom fra ingenting, og nåede det højeste hverv i USA. Han genskabte den amerikanske selvtillid efter Vietnam, Watergate og Carter, ligesom Obama på mange måder har en stor, stor chance for at gøre, men stadig ikke har bevist, at han kan.

I Danmark og resten af verden kan vi takke Reagan for at knække Sovjetunionen. Og det er da skønt, at ingen i dag har uregelmæssig menstruation pga. den Kolde Krig.

Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Gorbatjov blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte.

I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var “(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

“We did it. We weren’t just marking time. We made a difference. We made the city stronger. We made the city freer, and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all”, som Reagan sagde i sin afskedstale i 1989.

Af Kasper Elbjørn

Håb er ikke det samme som fred, frihed, demokrati og lige rettigheder

Jeg troede simpelthen ikke på journalisten, der ringede og fortalte mig, at den amerikanske præsident, Barack Obama, havde vundet Nobels fredspris. Jeg havde ikke hørt nyheden, og troede, journalisten fra Deadline tog pis på mig, men kunne efter et stykke tid høre, at han var gravalvorlig. I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der i dag er formand for Nobelpris komiteen. Han fortalte, at Præsident Obama havde fået prisen for at skabe håb for en bedre verden.

Når jeg stiller mig temmelig uforstående overfor valget af præsident Obama, er det ikke fordi jeg synes, han har gjort noget galt. Jeg blev overrasket, fordi han intet har gjort, men kun talt om, hvad han vil gøre, og jeg har aldrig hørt tidligere, at man kan få en så prestigefyldt pris alene fordi man har gode intentioner. Det er noget nær ødelæggende for prisen, når man forveksler gode intentioner med resultater.

Det glæder mig derfor, at jeg ikke er den eneste der var overrasket. Nobelprismodtagere som Polens frihedshelt, tidligere præsident Lech Walesa, der fik prisen i 1983 (så vidt jeg husker imens han sad i fængsel), sagde lige ud, at det var ”Allerede? Det er for tidligt”. I weekenden læste jeg så, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som ellers har været meget (meget mere end jeg) begejstret for Obama også er en smule forundret. De venstreliberale i USA blev også taget på sengen, kunne man læse på diverse blogs. Faktisk syntes de venstreliberale i USA at være de mest chokerede over at Præsident Obama fik prisen, men som Jennifer Rubin (Commentary Magazine) tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at Reagan ikke fik den sammen med Gorbatjov, og selvom jeg stadig ikke forstår, man gav den til Yassir Aarfat (1994), Jimmi Carter (2002), Al Gore (2007) og nu prisen til Præsident Obama. Når jeg stadig tager den seriøst, er det selvfølgelig fordi den stadig kan gøre en forskel, når den går til den/de rigtige. Tænk på da Muhammad Yunus fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk! Eller tænk på, da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 20 år efter Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang sendte Nobelkomitéen endnu engang et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama i denne uge afviste at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina. Præsident Obama insisterede i denne uge - umiddelbart inden han fik Nobelprisen - på at mødes med Kinas diktatorer først og derefter med Dalai Lama. Det skal nævnes, at Præsident George W. Bush insisterede på, at mødes med Dalai Lama lige inden han tog på sit første besøg i Kina. Strategisk klogt? Måske ikke. Men moralsk rigtigt.

Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Vi ønsker en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer, og prisen er gået til en mand, der har så travlt med at mødes med indsmigre sig hos alverdens diktatorer, at han ikke vil mødes med de kvinder og mænd, som prøver at bekæmpe dem. Lad os – håbe – Nobelpris komiteen får ret. Ikke kun for prisens skyld, men også for verdensfredens skyld.

Af Kasper Elbjørn

Berlin-murens fald

»Farer venter dem, der ikke reagerer på livet.« Sådan sagde den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov i dag for 20 år siden. Gorbatjov var på officielt besøg i Østtyskland, eller DDR, som man kaldte det, for at fejre 40-året for DDRs grundlæggelse. I dag ved vi, at Gorbatjov fik mere ret, end han måske havde håbet på, da han talte med journalisterne efter den store militærparade. De politikere, der negligerer befolkningens håb om frihed og rettigheder – der ikke tør se virkeligheden i øjnene – straffes hårdt.

Historien om Tyskland er trist. Landet blev delt i fire besættelseszoner efter Anden Verdenskrig. DDR blev dannnet i 1949, og udgjorde den sovjetiske besættelseszone. Forinden var BRD, Vesttyskland, blevet grundlagt ud fra de tre vestlige besættelseszoner. DDR blev grundlagt som et socialistisk diktatur efter mønster fra Sovjetunionen. Kun ét parti var tilladt, ligesom man havde en statsstyret presse, ingen ytringsfrihed, planøkonomi og kollektive landbrug. Det viste sig imidlertid hurtigt, at østtyskerne hellere ville bo i det kapitalistiske Vesttyskland, og flere og flere flygtede derfor over grænsen fra øst til vest. Situationen var uholdbar. Den unge socialistiske stat kunne simpelthen ikke opretholdes, hvis flygtningestrømmen blev ved, og de socialistiske ledere reagerede ved den 13. august 1961 at opføre det, som de kaldte en anti-fascistisk beskyttelsesmur, Berlin-muren, der med årene voksede sig større og større, og i den frie verden blev symbolet på Den Kolde Krig og socialismens rædsler.

DDR var ellers en slags mønsterland for socialismen og klarede sig faktisk bedre end de andre socialistiske lande. Bedre end Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien m.fl. Derfor var der også lagt op til en festdag, da jubilæet løb af stablen den 7. oktober 1989. Alverdens diktatorer, terrorister og socialistledere var taget til Østberlin for at fejre jubilæet: Rumæniens Ceausescu, general Jaruzelski fra Polen, PLO-lederen Yassir Arafat, Nicaraguas præsident Daniel Ortega, Ole Sohn fra Danmark og mange, mange flere. I midten og helt fremme i forreste række stod selvfølgelig Mikhail Gorba­tjov og Østtysklands diktator Erich Honecker, der i sin tid havde haft ansvaret for opførelsen af Berlin-muren og siden 1971 havde været statsleder. Det var faktisk lidt af en overraskelse, at Honecker stod der side om side med Gorbatjov. I løbet af sommeren 1989 var han nemlig blevet syg. Under et møde i de socialistiske landes forsvarssamarbejde, Warszawa-pagten, var han faldet om. Årsagen var ikke, at han havde cancer, som rygterne ellers havde lydt, men derimod en galdesten. Det lykkedes dog den 77-årige diktator at deltage i alle festlighederne og smile triumferende under hele militærparaden. Det virkede næsten, som om han troede, at festlighederne retfærdiggjorde det terrorregime, som han havde viet sit liv til at opbygge, som William F. Buckley skriver i bogen »The Fall of the Berlin Wall« (Wiley, 2004). Men her tog Honecker fejl. Festlighederne blev der­imod DDRs sidste krampetrækning.

Jeg må indrømme, at jeg ikke husker at have læst Gorbatjovs bemærkning i avisen dengang. Måske var han slet ikke citeret i Berlingske Tidende, som mine forældre abonnerede på, da jeg boede hjemme. De fleste har formentlig også glemt bemærkningen, fordi den i dag er overskygget af den fantastiske begivenhed, der fandt sted en måned senere, hvor Muren forsvandt. Jeg forstår godt, hvis mange, der er født op til eller efter 1989, har svært ved at forestille sig, hvordan det overhovedet har kunnet lade sig gøre at bygge en mur ned igennem et land eller opdele et helt kontinent. Det forekommer helt ufatteligt i dag. Tænk at berøve halvdelen af Europas befolkning frihed og rettigheder? Tænk at leve i et land, man ikke må forlade? Naturligvis kunne det ikke blive ved.

Hovedårsagen til, at systemet brød sammen, var, at den socialistiske planøkonomi ikke fungerede og befolkningerne slet ikke ønskede socialisme. Det viste sig især, efter Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen og satte en række reformer og bevægelser i gang, der afslørede den løgn, systemet var bygget på. Dertil kommer, at den frie verden brugte regimernes økonomiske svaghed til at udmanøvrere dem militært. En tredje årsag var, at selvom Gorbatjov sagde, at man altid skal reagere på livet, tog han aldrig selv skridtet fuldt ud. Han anerkendte aldrig, at frihed, demokrati, rettigheder og markedsøkonomi er et mål i sig selv, og den 26. december 1991 led Gorbatjov samme skæbne som resten af diktatorerne i Østeuropa, da Sovjetunionen blev opløst.

Honecker trådte tilbage blot få uger efter DDRs storstilede jubilæum. Han blev afløst af Egon Krenz, som den 9. november efter stærkt pres gav DDR-borgerne fri udrejse. Umiddelbart efter strømmede østtyskerne gennem Berlin-muren til Vestberlin, mens TV-kameraerne rullede og hele verden fulgte tyskernes glæde ved at blive genforenet. Det blev Berlin-murens endeligt, for allerede samme aften begyndte tyskerne at bryde Muren ned. Et år senere, den 3. oktober 1990, blev Tyskland genforenet.

Vi ved i dag – ikke mindst fra nyligt frigivne dokumenter fra det britiske udenrigsministerium – at den daværende franske præsident François Mitterrand og den britiske premierminister Margaret Thatcher, men også andre statsledere i Europa, modarbejdede den formelle genforening af Tyskland. De var næsten alle fra den generation, der huskede Anden Verdenskrig og frygtede et nyt, stort Tyskland i midten af Europa. Men den fransk-britiske skepsis var imidlertid ikke nok til at bremse genforeningen af Tyskland. Og det er først og fremmest den store genforeningskansler, Helmut Kohl, der skal have æren for, at det gik så hurtigt, som det gik. Kohl lovede at binde det nye Tyskland til det politiske og økonomiske samarbejde inden for det, der blev til den europæiske union. Kohl forstod således bedre end de fleste Gorbatjovs vise ord. Kohl opfyldte befolkningens ønske. Han reagerede på livet. EU blev til gengæld de vesteuropæiske landes sikkerhed for, at historien ikke ville gentage sig, som Mitterrand, Thatcher og andre frygtede. Tanken om, at man kunne sikre fred og frihed i Europa ved at binde de europæiske landes økonomier sammen, blev endnu en gang bekræftet. EU – med alle dens fejl og mangler – var garantien for at skabe et helt Europa igen. Det sås ikke mindst, da de østeuropæiske lande langt om længe blev medlem af EU efter topmødet i København i 2002, og det er selvfølgelig også derfor, at EU aldrig bliver færdig med at forandre sig. Flere lande, der har kæmpet for frihed og rettigheder, banker i dag på døren, og døren til Unionen bør altid være åben for dens europæiske naboer, ellers opfylder EU simpelthen ikke længere sin fornemste rolle og vil dø en langsom – og formentlig også smertefuld – død. Fordi vi ved jo, at farer venter dem, der ikke reagerer på livet ...

Historien viser os, at der er forskel på godt og ondt. Retfærdighed og uretfærdighed. Verden er faktisk nogle gange sort og hvid, og lige netop derfor bør vi ikke tøve med at hjælpe alle de mennesker, der rundt omkring på kloden stadig lever under tvang og i trældom og har samme brændende ønske om frihed og rettigheder, som østtyskerne havde. Ikke kun for at skabe sikkerhed, men også for at skabe frihed. Vi synes imidlertid at mangle politikere, der tør tage kampen op og sikre, at de spirende håb, som ses en gang imellem, når modige mennesker tager kampen op med de regimer, de er tvunget til at leve under, slår rødder og gror fast. Nutidens politikere bør lære af Gorbatjovs profeti og bare en gang imellem se bort fra meningsmålinger og fokusgrupper og gøre det rigtige, også selvom det måske ikke er lige let eller lige populært i øjeblikket.

Jeg har et stykke af Berlin-muren stående i min reol. Jeg bruger den til bogstøtte. Og som et evigt minde om, at det er muligt at gøre det rigtige, og de, der ikke gør det, bliver i sidste ende taberne.

Af Kasper Elbjørn

Da Europas syge mand blev rask

Den 4. maj vil altid være en helt speciel dag i Danmark, fordi dagen markerer Danmarks befrielse fra den tyske besættelse 1940-1945. Men hen på morgenen den 4. maj 1979 fandt en anden historisk begivenhed sted, der er værd at mindes i dag 30 år senere. Storbritannien fik sin første kvindelige premierminister, Margaret Thatcher.

Siden 1974 havde Storbritannien været regeret af James Callaghan. Callaghans arbejderregering frydede sig nærmest over de højere skatter, statsstøtten, og den øgede kontrol og regulering af samfundet, mens resten af verden kunne se, at Storbritannien var blevet "Europas syge mand". Arbejderpartiet ønskede en stærk og styrende stat ligesom socialdemokraterne i Danmark, og hvis folk ønskede at klare sig selv uden hjælp fra staten, iværksatte man reklamekampagner, der skulle overbevise borgerne om det gode ved at være afhængig af staten. Ideen var, at Storbritannien skulle være den tredje vej mellem kollektivismen i Sovjetunionen og det frie marked i USA.

De konservative i Storbritannien havde, ligesom de borgerlige i Danmark, smidt håndklædet i ringen. Værdi- og kulturkampen var tabt for længst, og et af de yngre konservative parlamentsmedlemmer, Keith Joseph, beskrev situationen rammende, da han kaldte efterkrigstidens politik for et "socialistisk envejs-tandhjul". Hver gang, de konservative kom til magten, blev de stående hvor Arbejderpartiet var nået til. Man tog aldrig et opgør med tidligere tiders forkerte politik. Et regeringsskifte blev aldrig et systemskifte, og når socialisterne igen kom til magten, efter sådan cirka fire år, fortsatte de, hvor de havde sluppet, alt imens "Europas syge mand" blev mere og mere syg.

Danmarks problemer mindede om dem, man kæmpede med i Storbritannien, også her skulle et systemskifte til for at rette økonomien op efter oliekriserne og de socialistiske eksperimenter, man havde afprøvet op gennem 1960erne og 1970erne. I Storbritannien havde man imidlertid fået nok, og James Callaghans arbejderregering faldt med et brag 28. marts 1979. For første gang i 50 år tabte en britisk regering en tillidsafstemning i Parlamentet, og Callaghan udskrev valg til 3. maj 1979.

Tågen lå tæt i de tidlige morgentimer natten mellem 3. og 4. maj, men både vejret og valgresultatet blev klart ved daggry. Thatchers konservative havde vundet valget og om eftermiddagen kom nyheden om, at hun ville få et flertal på hele 44 mandater. Briterne ønskede et systemskifte, og det fik de. Thatchers regeringsperiode blev intet mindre end en borgerlig frihedsrevolution. Men det var ikke tilfældigt. Det skete ikke af sig selv.

Margaret Thatcher blev undervisningsminister i Edward Heaths konservative regering i 1970. Heath vandt valget på et konservativt program, der til forveksling mindede om den politik, der senere blev kendt som ’Thatcherism’. ’Thatcherism’ er ikke stringent konservativ politik, men stærkt inspireret af filosoffen Friedrich Hayek, der ikke var konservativ, men det vi ville kalde liberal. Hayeks frihedsbegreb skal forstås som frihed mellem mennesker. Han mente ikke, at noget menneske kunne tvinge et andet til at handle mod dets vilje, og hans tanker prægede politikken.

Vælgerne tog godt imod det nye konservative partiprogram ved valget i 1970, men allerede efter to år ved magten gik Heath-regeringen i panik over den økonomiske situation og vendte på en tallerken. Heath tabte regeringsmagten ved det efterfølgende valg, og frustrationen over at have spildt fire år ved magten, fik Thatcher og Keith Joseph til at stifte tænketanken Centre for Political Studies (CPS), der eksisterer den dag i dag. Joseph havde fået Thatcher til at tænke over, om hun i virkeligheden ville have handlet som Heath, hvis hun selv havde været premierminister. "Det er først for nyligt, at jeg er blevet konservativ," skal Joseph have sagt til Thatcher efter valgnederlaget. Hans pointe var, at han altid havde ment, at det var mere retfærdigt at belønne folk efter fortjeneste modsat socialisternes ønske om at alle skulle belønnes lige, men han havde aldrig forstået, hvor galt det kunne gå, hvis ikke de borgerlige havde et alternativ til det socialistiske eksperiment. Det forstod han nu.

Thatcher derimod havde altid været instinktivt konservativ, men Josephs bemærkning fik hende til at indse, at hun heller aldrig havde udviklet et sammenhængende politisk projekt, som kunne gennemføres, hvis de konservative igen fik magten. CPS blev derfor oprettet med det formål at klæde de konservative på til magten og udvikle et sammenhængende program, der kunne gøre Storbritannien rask igen.

En af de mest revolutionerende politikker, som tænketanken var med til at udvikle sammen med et par af de andre nye borgerligt-liberale tænketanke, der så dagens lys i 1970erne, var ideen om at sælge statslige virksomheder. Det er det, vi i dag kender som privatisering.

Thatcher opfattede privatisering som et endnu vigtigere programpunkt end skattereformerne, fordi privatiseringsprocessen var det bedste redskab til at rette op på socialismens nedbrydende og ødelæggende virkninger. Privatiseringer af statslige selskaber var for Thatcher en effektiv, og i værste fald også en uskadelig proces, der kunne begrænse statens magt. British Telecom var den første virksomhed, der blev privatiseret. Succesen var uomtvistelig og blev grundstenen til det, der kendes som folkekapitalismen, som spredte sig ud over hele verden. Derudover fik Thatcher og Joseph, der blev erhvervsminister og forblev hendes nærmeste allierede, etableret en forståelse hos de konservative for, at det var enhver regerings opgave at etablere en ramme af stabilitet, inden for hvilke borgere og virksomheder kunne forsøge at skabe vækst og velstand.

Regeringen skulle ikke fortælle borgerne og virksomhederne, hvad der skulle være deres ambitioner – hverken direkte eller gennem skatter og afgifter – eller hvordan de skulle realisere dem, men skabe de bedst mulige rammer for, at borgerne og virksomhederne selv kunne realisere deres drømme.

Thatchers succes på hjemmefronten stod i lang tid side om side med en konsekvent, aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik på linje med den, som præsident Ronald Reagan førte i USA, og det var da også på hendes initiativ, at USA skiftede strategi over for det sovjetiske styre, da Mikhail Gorbatjov kom til magten i 1985. Hun havde studeret hans udtalelser og hans baggrund. Hun vidste, at han forstod den frie verden bedre end sine forgængere. Efter at have talt med Gorbatjov, og inden Reagan skulle mødes med ham første gang, fortalte hun Reagan, at her var en mand, Vesten kunne "do business with". Hun fik ret.

Sværere havde hun det i kredsen af stats- og regeringschefer i det, der blev til EU. Det europæiske samarbejde blev et langt stykke hen ad vejen hendes Waterloo. Uenigheden om, hvilken vej det europæiske samarbejde skulle bevæge sig, havde ulmet hos de konservative siden EF skabte fællesmarkedet i 1986. Thatcher havde oprindelig været stor tilhænger af samarbejdet, men hun frygtede, at det var ved at udvikle sig til en bureaukratisk, overnational stat, og det var især ideen om en fælles valuta og centralbank, hun vendte sig imod.

Måske havde Thatcher været uopmærksom på udviklingen, måske havde hun ubevidst sat sig uden for indflydelse, i hvert fald blev det for meget for hendes topministre, da hun kommenterede på visionen om, at Europa-Kommissionen skulle være det eksekverende organ i Unionen, Parlamentet det demokratiske element, og stats- og regeringscheferne Unionens senat. "No! No! No!" sagde hun, og det fik de facto regeringen til at bryde sammen, og blev begyndelsen på enden af hendes tid som leder af de konservative.

I sin sidste tale til Parlamentet 22. november 1990 havde hun været premierminister i 11 år, og ikke bare ændret Storbritannien, men sat tydelige fingeraftryk på verdenshistorien. Et vittigt parlamentsmedlem, Dennis Skinner, spurgte om hun nu gik efter at blive chef for en eventuel kommende europæisk centralbank? "Det var da en god ide," svarede Thatcher, "men skulle jeg det, ville der slet ikke være en europæisk centralbank." Hun mente, at en fælles valuta var det samme som at indføre føderalisme ad bagvejen og sagde, hun ville overveje jobforslaget. "Stop det," råbte et andet medlem, Michael Carttiss. "De kan feje gulvet med de folk," sagde han. "Ja, bestemt," fastslog Thatcher, "jeg talte jo også om (…) den socialistiske del af Europa."

Af Kasper Elbjørn

Twitter-revolutionen i Moldova

Du kender ham sikkert ikke, men noget tyder på, at Dorin Chirtoac er en af de politikere, der i fremtiden kan komme til at stå side om side med de helt store frihedskæmpere fra 1989, som Václav Havel, digteren, der udfordrede det socialistiske styre i Tjekkoslovakiet, og Lech Walesa, manden bag de frie, ikke-kommunistiske fagforeninger i Polen, der sejrede over systemet, samt Litauens Vytautas Landsbergis, der førte an i kampen mod Sovjetunionen i de baltiske lande.

Ligesom fløjlsrevolutionerne 1989-1991 var drevet af adgangen til viden om, hvordan Vesten var blevet et frit og rigt samfund med respekt for menneskerettighederne, imens de socialistiske diktaturstater i Østeuropa blev holdt i et jerngreb af frygt og fattigdom, blev den ny teknologi omdrejningspunktet for Chirtoacs modstand mod kommunisterne i Moldova i påsken.

Dorin Chirtoac blev født 9. august 1978 i Moldovas hovedstad Chisinau under den sovjetiske besættelse, der varede 1940-1991. Han er i dag borgmester i Chisinau og næstformand i Moldovas liberale parti. Det kan man læse på hans facebook-profil. Ved kommunalvalget i 2007 besejrede han kommunisterne og dannede en anti-kommunistisk koalition, og efter parlamentsvalget lige før påske ledte han kampen mod kommunisterne i landet, der ligger mellem Rumænien og Ukraine.

Til at begynde med så det ellers ud til, at parlamentsvalget ville forløbe fredeligt. Søndag den 5. april kunne 2,5 millioner registrerede vælgere gå til stemmeurnerne for at vælge Moldovas 101 parlamentsmedlemmer. Valget er vigtigt, fordi der efterfølgende skal vælges en præsident. Præsidenten vælges af de nye parlamentsmedlemmer. Flere internationale organisationer, herunder en delegation fra Europa-Parlamentet, betegnede parlamentsvalget som velorganiseret til trods for en »række væsentlige proceduremæssige mangler«. Det estiske medlem af Europa-Parlamentet, Marianne Mikko, bemærkede endog »reelle forbedringer« i sammenligning med parlamentsvalget i 2005.

Men ved optællingen af stemmerne gik det alligevel galt. Moldovas pro-vestlige oppositionspartierne påstår således, at man manipulerede med det kommunistiske partis valglister, da det stod klart, at kommunisterne stod til at tabe valget. Oppositionen støttes af den danske organisation Silba, Support Initiative for Liberty and Democracy in the Baltic Area and Eastern Europe, som fik forbud mod at lave en exitpoll på selve valgdagen.

Valgsvindlen udløste store protester, og internationale nyhedsbureauer anslog, at mindst 10.000 demonstranter var på gaderne for at protestere og vise deres utilfredshed med kommunistpartiet. Sloganet lød: "Refuz. Rezist. Sunt anticomunist!" - "Afvis. Gør modstand. Vi er anti-kommunister!"

Mange medier spekulerede over, hvordan så mange mennesker kunne samles på samme sted på så kort tid. Årsagen er al den ny teknologi, som ikke kan stoppes via landegrænser, og derfor også findes i Moldova. Ved hjælp af korte tekstbeskeder, billeder og små film der blev sendt via mobiltelefoner og andre enheder. Andre unge demonstranter blev hjulpet af Twitter-beskeder og GPS, som fortalte, hvor præcis man skulle henvende sig, og hvordan man kom dertil. I de seneste dage er opstanden derfor meget illustrativt blevet kaldt Twitter-revolutionen.

Man kan næsten ikke undgå at huske på, hvordan den sidste sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, fandt ud af, at han var blevet afsat af gammelkommunister tilbage i august 1991, da Sovjetunionen sang på sidste vers.

Efter kuppet fortalte han, at han fra sin husarrest havde hørt om kuppet via den engelske radiostation BBC, som ellers var forbudt i det rædselsimperium, han stod i spidsen for. Den teknologiske udvikling skabt af kapitalismen i Vesten hjalp ham med at forstå, hvad der var sket, ligesom den frie verden til sidst vandt Den Kolde krig, da Sovjetunionen brød sammen få måneder senere.

Søndag den 12. april i år samledes demonstranterne endnu engang på Chisinaus centrale plads. Denne gang for at høre oppositionslederen Dorin Chirtoac tale. Han sagde klart og tydeligt, at især Moldovas ungdom havde afvist kommunismen, fordi de forstår »at deres fremtid er blevet stjålet.« Moldova er det fattigste land i Europa, hvorfor der bestemt er noget om snakken, men til gengæld var der ikke mange unge mennesker blandt demonstranterne denne gang. Dem der var samlet i søndags var snarere i 40erne og 50erne og har formentlig ikke en Twitter- eller facebook-profil. Ifølge rygterne skyldes det, at staten har tvunget de unge studerende til at underskrive et dokument, der forhindrer dem i at deltage i offentlige møder.

Men er frihedsrevolutionen i Moldova så slut dér? Nej, ingen stat kan i dag stoppe frihedens march. Læren fra frihedsrevolutionerne de sidste 20 år er, at kapitalismen og det frie marked er menneskets bedste ven. Det frie marked skaber ikke frihedsrevolutioner, men især på grund af den teknologiske udvikling, som opstår fordi teknologien er med til at skabe vækst og velstand, er markedet med til at understøtte den frihed, som vi er så vant til i Vesten, men som andre mennesker misunder os.

Stater kan i dag ikke profitere af den teknologiske udvikling uden at acceptere en vis åbenhed og dermed bliver det sværere og sværere for et politisk diktatur at overleve.

Derfor var det også korrekt, da tidligere statsminister Poul Schlüter (K) engang sagde, at det kapitalistiske system er det eneste, der er "ægte følsomt over for menneskers behov for ændringer til det bedre".

Der masser af håb for Moldova og Europas næste frihedshelt, Dorin Chirtoac, uanset udfaldet af valget.

Af Kasper Elbjørn

En flamme er slukket

I går eftermiddags døde Ruslands tidligere præsident Boris Jeltsin. 

Jeltsin spillede en hovedrolle i den nærmest teatralske afslutning på det socialistiske terrorregime, som Sovjetunionen repræsenterede. Alene derfor er han værd at mindes i dag. 

Jeltsin kom til at symbolisere kampen for frihedsrettigheder og markedsøkonomi i de skæbnesvangre dage i 1991, hvor han kravlede op på en af de kampvogne, som kupmagerne havde rullet ud i gaderne under det mislykkede augustkup mod den stærkt svækkede sovjetleder, Mikhail Gorbatjov. 

Han var den første folkevalgte præsident i Ruslands historie, men han var også den første russiske leder siden Alexander Kerensky, der frivilligt gik af. Når historikerne en dag skal skrive historien om Rusland, vil det netop være forskellen på den i Vesten så populære Gorbatjov, der blev tvunget fra magten og forblev socialist og så Jeltsin, der accepterede demokratiets spilleregler og fuldt ud bekendte sig til det frie marked. 

Hans embedsperiode var ikke altid lige køn, men hans kamp for frihed markant. Jeltsin har engang sagt: ”en mand skal leve livet som en strålende flamme og brænde så kraftigt, som han kan. Til sidst brænder han ud. Men det er bedre end altid at være en lille, ligegyldig glød.” Man må sige, han levede op til sit bon mot.

Af Kasper Elbjørn

Fuldblodskommunisten

GERT PETERSEN beskylder i JP 10/6 Søren Pind for at tilsvine Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov. Og jeg vil give Gert Petersen ret i, at det er usædvanligt, at man i Vesten taler eller skriver nedsættende om Gorbatjov. Historien har det med at dømme Gorbatjov for hans sympatiske væsen og ikke hans gerninger. Faktum er, at Gorbatjov var fuldblodskommunist og for enhver pris ønskede, at det sovjetiske rædselsimperium skulle bestå. Gorbatjovs strategi var at sikre Vestens støtte til Sovjetunionen gennem reformer og åbenhed.

Sidste blodige træk

Derfor er det korrekt, når Gert Petersen skriver, at Gorbatjov var den, der trak hæren ud af Afghanistan, gav Andrej Sakharov og andre dissidenter deres fulde frihed, standsede alle støjsendere, gennemførte valg, der ikke var frie som vores, men dog alligevel en nyskabelse i regimet, han præsiderede. Men man må ikke glemme, at hele strategien med hans åbenhed og reformer var at sikre Sovjetunionens overlevelse. Gert Petersen glemmer rædslerne i de tre baltiske lande i januar 1991, når han skriver, at Gorbatjov uden sværdslag accepterede sovjetimperiets fald, da folkeflertallet ønskede det. Det er simpelthen ikke sandt. I ly af mediernes ensidige fokus på Irak og den første golfkrig, invaderede den røde hær Letland og Litauen den 8. januar 1991. De tre baltiske lande havde længe ønsket deres frihed, og i foråret 1990 havde de med næsten enstemmighed valgt selvstændigheden efter næsten 50 års besættelse. Sovjetunionen vidste, at USA og NATO-landene havde brug for sovjetternes støtte i koalitionen mod Irak og var klar over, at USA ville have svært ved at bryde koalitionen for at sikre Baltikums selvstændighed. Det var Sovjetunionens sidste blodige træk. Og enhver med Gert Petersens kendskab til Sovjetunionen ved, at et sådan træk ikke sker uden lederens godkendelse. Der er ikke noget at sige til, at Gorbatjov ikke er populær i Estland, Letland og Litauen. Nobelkomiteens hædersbevisning til Gorbatjov vidner desuden om, hvordan verden så sent i historien som 1991 stadig vendte det blinde øje til vores baltiske venner på den anden side af Østersøen. Først da den russiske præsident, Boris Jeltsin, fik magt, som han havde agt, i august 1991, fik de tre baltiske lande, og med dem mange flere besatte områder, deres frihed tilbage. På det tidspunkt var Gorbatjov heldigvis blot et levn fra tider, som de fleste helst ville glemme.

Flankeret af Reagan

Modsat Gert Petersen er jeg derfor enig med Søren Pind i, at Gorbatjov ikke havde fortjent Nobels fredspris. I hvert fald burde han have været flankeret af præsident Ronald Reagan, der havde lige så stor indflydelse på afslutningen på Den Kolde Krig som Gorbatjov. Reagans motiver var blot så meget mere ædle end Gorbatjovs motiver. Gorbatjovs strategi slog fejl, fordi statsledere som præsident Reagan ikke ubetinget ville støtte regimer som det sovjetiske. Det glemte Nobelkomiteen. Men det bør historien ikke glemme med frygt for at blive beskyldt for tilsvining

Af Kasper Elbjørn