Blog (Tag: haekkerup)

Frankrigs udenrigsminister viser tænder overfor Iran

Han er født i Avignon i 1939 af en jødisk far, der var immigrant fra Letland, og protestantisk mor. Han har under et besøg i 1964 fisket med Cubas diktator, Fidel Castro, og som ungkommunist ledte han medicinerfraktionen under studenteroprøret i Paris i foråret 1968.

Bernard Kouchner var Præsident Nicolas Sarkozys joker ved regeringsdannelsen i 2007. Ingen havde regnet med, at den tidligere studenteraktivist, socialist og menneskerettighedsforkæmper skulle være udenrigsminister i François Fillons borgerlige regering.

Men det blev han, og i disse dage ser vi lige netop hvorfor.

I et brev til kollegerne i EU har han opfordret til at afstand fra den dødsdom, som den iranske højesteret har udstedt over den 43-årige kvinde Sakineh Mohammadi Ashtiani. Hun er dømt til at blive stenet til døde for utroskab, og Kouchner har som den eneste offentligt sagt, at det er et klart brud på menneskerettighederne.

Manden bag ‘Læger uden grænser’
Bernard Kouchner er en af de mest fascinerende europæiske politikere i mange år.

Allerede i 1971 havde han lagt kommunismen bag sig, og var medstifter af organisationen Médecins Sans Frontières (Læger uden grænser). Senere stiftede han også Médecins du Monde (Verdens læger).

Efter i nogle år at have været udviklingsminister i de socialistiske regeringer i 1988-1992 blev han sundhedsminister under den kontroversielle premierminister Pierre Bérégovoy. Da de borgerlige kom til magten efter valget i 1992, stillede han op til Europa-Parlamentet, men vendte tilbage til fransk politik som sundhedsminister i 1997 under socialisten Lionel Jospin.

I 1999 blev udnævnt som FN’s særlige repræsentant i Kosovo og blev først afløst i 2001 af den tidligere danske forsvarsminister Hans Hækkerup (S), hvorefter Kouchner endnu engang blev sundhedsminister.

Global prioritet at afsætte diktatorer
Det lå dog ikke i kortene, at han skulle krone sin karriere som udenrigsminister - og slet ikke i den borgerlige regering, der tiltrådte efter Nicolas Sarkozy blev præsident i 2007.

Kouchner gjorde sig faktisk meget upopulær i Frankrig, da han i begyndelsen af 2003, udtalte sig til fordel for at fjerne Saddam Hussein i Irak.

Han fastslog dengang, at det burde være en global prioritet at handle mod diktaturer. Han har faktisk altid været fortaler for intervention af humanitære årsager, men hans holdning bragte ham på kollisionskurs med både Præsident Jacques Chirac og den daværende borgerlige regering samt hans eget parti.

Sarkozys udenrigsminister
Det rebelske element kan meget vel have tiltalt Sarkozy, ligesom man kan tænke sig, at Sarkozy kun udnævnte Kouchner for at passivisere socialisterne, men udnævnelsen af Kouchner var hverken en provokation eller behændig politisk gestus.

Udnævnelsen af Koucher, som The Economist skrev dengang, bundede i et ærligt ønske om at skabe en ny fransk »doktrin«, der byggede på værdier, der kunne styrke Frankrigs stemme på den globale scene.

Bedre end nogen anden kunne Kouchner kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring på kloden.

Dertil kom, at han delte Sarkozys foragt for den anti-amerikanske stemning, som Præsident Chirac var blevet synonym med op til befrielsen af Irak.

Kouchner er i øvrigt ligesom Sarkozy stor tilhænger af EU, og selvom Sarkozy ynder at være modstander af tyrkisk medlemskab af EU, har det sikkert passet ham fint, at Kouchner var tilhænger af tyrkisk medlemskab. Det var med til at cementere billedet af et Frankrig, der kan tale med alle.

Kouchers brev til de europæiske udenrigsministre
Efter Kouchers brev til de europæiske udenrigsministre blev kendt, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet ikke bør blande sig i Irans retssystem og skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om menneskerettigheder.

Det har dog ikke stoppet Kouchner, der mandag aften tilbød at flyve til Iran for at bede om Ashtianis frigivelse.

»Jeg er parat til at gøre hvad som helt for at redde hende. Hvis jeg skal flyve til Teheran for at redde hende, gør jeg det,« sagde han.

Kouchner viste tænder, og fortjener fuld opbakning fra sine EU-kolleger.

Danmark bør støtte Kouchner
Da udenrigsminister Lene Espersen (K) talte ved Europa-konferencen den 28. maj 2010 sagde hun, at Europa fortsat optræder for usammenhængende.

Her er en mulighed for at vise, vi godt kan stå sammen, når det gælder de værdier, vi har bygget vores samfund på, og det ville klæde Lene Espersen at støtte sin franske kollega.

Hun kunne passende gå forrest med sin støtte til Kouchner.

Det fortjener han. Og det fortjener Sakineh Mohammadi Ashtiani.

Af Kasper Elbjørn

Det kræver mod

Det kræver mod at sige sin mening, selvom man ved, at et flertal i befolkningen er uenig.

Jeg hører ikke til blandt de største fans af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men jeg har stor respekt for den måde, hvorpå han håndterede statsministerembedet, og jeg var enig i hans udenrigspolitiske linje.

Den var rigtig og modig.

Derfor var det godt at se den nuværende udenrigsminister forsvare linjen i går. Jeg var faktisk lidt bange for, at den nye regering også havde taget et opgør med udenrigspolitikken.

Den kultur-liberale
Derimod var jeg ikke altid enig i den indenrigspolitiske linje og økonomiske politik under Anders Fogh Rasmussen.

Da Fogh skulle forklare til Politiken sidste år, hvad han stod for, og hvordan han gerne ville huskes, sagde han, at han var kultur-liberal.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, og jeg forstår ikke, hvad det betyder i dag.

Hvis man skal karakterisere den ideologiske kurs 2001-2009, ville jeg nok hælde mere til nationalkonservatisme. Det var sikkert også derfor, at vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) aldrig brokkede sig. Han var godt tilfreds med den ideologiske linje.

Stakkels Ulla
Når jeg diskuterer med mine gamle venner hos tænketanken CEPOS, plejer jeg at bruge det argument, at der ikke er noget at sige til, at daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kom i politisk unåde hos regeringschefen, og blev flyttet fra undervisningsministeriet til det dengang farveløse udviklingsministerium.

Hun tiltrådte som undervisningsminister i troen på, at nu skulle der føres liberal undervisningspolitik med fokus på mangfoldighed og valgfrihed.

Men det var ikke det, der stod i drejebogen.

Efter tre år på posten blev hun sendt i udviklingseksil, og i stedet fik Bertel Haarder sit gamle ministerium tilbage. Da han tiltrådte, sagde han, at han var »blevet lidt mere voksen og lidt mere blød og venlig,« men politikken var den samme som i 1980erne.

Det passede både statsministeren og de Konservative godt, da man næppe kan kalde hans undervisningspolitik for liberal. Det skriver jeg, selvom jeg ellers anser ham for at være et liberalt fyrtårn.

De nationalkonservatives sejr
Anders Fogh Rasmussens ideologiske linje passede danskerne godt. Ellers var han ikke blevet valgt tre gange. Hvis nogen vandt kultur- og værdikampen i sidste årti, var det derfor de nationalkonservative. Jeg vil lade historikerne dømme om det var Anders Foghs Rasmussens fortjeneste eller om han blot ramte en ideologisk åre, som han forstod at udnytte.

Den udenrigspolitiske linje under Anders Fogh Rasmussen er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at historikerne vil belønne ham for uanset om de er enige eller ej.

Aldrig tidligere har Danmark haft så meget magt og indflydelse som under Fogh.

Den aktivistiske linje blev modigt grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1980’erne.

Jeg har skrevet et kapitel om »forståelsesbrevet« mellem Ellemann og den Radikale Lone Dybkjær i antologien »20 begivenheder der skabte Danmark«, der afsluttede den såkaldte »fodnoteperiode«, og reelt grundlagde den aktivistiske udenrigspolitik.

Det var ikke en let beslutning – slet ikke for Dybkjær.

Det har heller ikke været let for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og forsvarsminister Hans Hækkerup (V) at fortsætte den aktivistiske linje i 1990erne.

Der er ingen tvivl om, at de må have taget mange kampe med en vis finansminister i de år.

Frøene der blev sået af Ellemann, og voksede under Hækkerup, blev imidlertid høstet af Fogh.

Det krævede også mod.

Ingen vidste om danskerne var parate til at påtage sig det ansvar, der følger af aktivistisk udenrigspolitik, hvor man ikke nøjes med at sige al det rigtige, men også tager ansvar, og kæmper for de værdier, man tror på sammen med andre, der bekender sig til samme værdier.

Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet
Det viste Fogh, at han ikke var bange for at sige, selvom han var midt i en valgkamp.

»Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN’s Sikkerhedsråds resolutioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde på Aarhus Universitet i 2005. »Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at forsvare sig«.

Jeg er ret sikker på, de fleste danskere faktisk var mere enige i den politik, som oppositionslederen, Mogens Lykketoft (S) repræsenterede, men Fogh stod fast i udenrigspolitikken, og det havde danskerne respekt for.

Jeg selv var enig med Fogh.

En uskøn forening
Derfor er jeg også enig med vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der torsdag forsvarede regeringens linje overfor Israel efter tre forhenværende udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen – i en uskøn forening rettede hård kritik mod Israel.

»Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamas-bevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?,« spurgte Lene Espersen retorisk.

Det letteste for den udskældte minister havde været at tale de tre forgængerne efter munden. Jeg tror faktisk, de er på linje med de fleste danskere.

Det betyder dog ikke, at de har ret.

Det ved i hvert fald Uffe Ellemann-Jensen alt om.

Af Kasper Elbjørn