Blog (Tag: haeligkkerup)

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

Boganmeldelse i Weekendavisen: Et socialt Europa

Jeg har i de sidste måneder været til relativt mange valgmøder med både folkesocialister og socialdemokrater, der stiller op ved Europa-parlamentsvalget den 7. juni. Det er næsten skræmmende så selvsikre, folkesocialisterne er. De regner med at få et rigtig godt valg. Og der er ingen tvivl om, at deres nyfundne positive holdning til EU som en platform for socialistiske eksperimenter, og begejstring for det, de kalder »socialistisk frihandel«, som vi andre bare kalder frihandel, har en afsmittende effekt på alle deres kandidater til Parlamentet.

Socialdemokraterne er ikke overraskende mere afdæmpede. De insisterer på at gå til valg på samme dagsorden som ved sidste parlamentsvalg, hvor tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) triumferede. Socialdemokraterne siger, de vil kæmpe for et »socialt Europa«, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke anede, hvad det betød, indtil jeg fik muligheden for at læse antologien "Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005" (Forlaget SFAH).

Bogen er opdelt i tre temaer. Det første tema handler om Socialdemokratiets flakkende holdning til EU. Dernæst beskrives - til tider ufrivilligt morsomt - folkesocialisterne og den yderste venstrefløjs holdning til europæisk samarbejde, og til sidst hører vi om fagbevægelsen og kvindebevægelsens interne overvejelser om, hvorvidt ideologien skulle gå forud for indflydelse og resultater. Specielt i cand.mag. Jytte Larsens kapitel står det klart, at kvinders rettigheder var sekundære for fagbevægelsen, og målet om socialisme altid gik forud for retfærdighed. Det er et af de mest interessante kapitler, men der er ingen tvivl om, at stort set alle tekster er yderst gennemarbejdede, og når man, som jeg, har læst statskundskab, kan man ikke andet end nyde det veludbyggede noteapparat. Det er et solidt stykke arbejde, de to redaktører, Sebastian Lang-Jensen og Karen Steller Bjerregaard, her præsenterer.

Det var dog især professor Nikolaj Petersens artikel om Socialdemokratiets europapolitik og Ph.D. Henrik Madsens »Fra social harmonisering til social dimension«, der fangede min opmærksomhed.

Professor Petersens kapitel ender i 2000, hvor Nyrup-regeringens to mest kompetente og populære ministre, Niels Helveg Petersen (R) og Hans Hækkerup (S), gik af efter folkeafstemningen om euroen. Dermed illustreres på fornem vis, hvordan EU altid har splittet Socialdemokraterne siden Danmarks optagelse i EF over Anker Jørgensens regeringstid til den lange ørkenvandring i opposition og kampagnen for Maastricht-traktaten i 1992, hvor Nyrup, som nyvalgt formand fremførte sit »ærlige ja«, kort tid efter at han havde stukket en dolk i ryggen på Svend Auken.

Læser man Henrik Madsens kapitel får man ligeledes et godt billede af, hvad der splittede Socialdemokraterne, men til sidst drev dem fra at være skeptiske til at være tilhængere, og hvad et »socialt Europa« egentlig betyder. Han beskriver, hvordan især partiets yngre medlemmer i 1970erne led af et Vietnam-syndrom, der fik dem til at opfatte det europæiske samarbejde som en vigtig modpol til USA. Men endnu vigtigere for skiftet fra den skeptiske til den positive EU-holdning, var ideen om, at den tyske vækstmotor kunne skabe velstand i hele Europa og dermed øge skatteprovenuet i Danmark, hvormed man kunne virkeliggøre drømmen om den stærke og styrende velfærdsstat. Derfor er det heller ikke underligt, at begejstringen for EU toppede, da man i 1990erne fik stormagtsdrømme om at tvinge den nordiske velfærdsmodel ned over resten af EU. Trist må det have været, da det gik op for fagbevægelsen og socialdemokraterne, at de nye medlemslande i Østeuropa ønskede en anden samfundsmodel.

Antologien gør det klart, at Socialdemokratiet altid har betragtet det europæiske samarbejde uden illusioner og som et praktisk instrument. Målet har aldrig været at nedbryde mure mellem markeder og mennesker for at sikre europæerne fred og frihed. Målet med et »socialt Europa« var og er at udbrede og udbygge velfærdsstaten i Danmark og resten af EU, uanset om medlemslandene ønsker det eller ej.

Af Kasper Elbjørn

Friheden må ikke ofres på klimaets alter

Et par dage efter regeringsdannelsen skrev Berlingske Tidende på forsiden, at den nye klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) var klar til at presse alverdens stormagter for at sikre en ambitiøs klimaaftale. Det er aktivistisk udenrigs­politik, så det batter, og den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er værd at fastholde. Ikke på grund af klimaet, men fordi aktivismen skaber mulighed for at kæmpe for, at undertrykkelsen af mennesker rundt omkring i verden og brugen af tvang minimeres så meget som muligt. Det var det oprindelige formål med kovendingen i udenrigspolitikken for 20 år siden, og der er god grund til at frygte, at lige netop den globale klimaaftale, der skal indgås i København i 2009, vil være en barriere for dette mål.

Den aktivistiske udenrigspolitik har haft bred opbakning i den danske befolkning, lige siden statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sammen med de radikale ledere Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær indgik en nærmest uhellig udenrigspolitisk alliance i 1988. Efter Schlüters afgang blev den aktivistiske linie videreført af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og især hans første forsvarsminister, Hans Hækkerup (S), og de har sikkert ikke haft det let i en folketingsgruppe, hvor mange stadig led af Vietnam-syndromets indbyggede dybe skepsis til USA. Krigene i Kuwait, eks-Jugoslavien og senere i Afghanistan og især Irak kunne ligeledes let have kæntret båden, men danskerne holdt stædigt fast i den aktivistiske linie.

Det betyder dog ikke, at en regering kan vinde valg på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er fortsat ingen leder i den frie verden, der har vundet et valg på udenrigspolitik. I denne valgkamp prøvede den mest ekstreme venstrefløj alligevel at spille Irak-kortet, men uden held. Det hænger formentlig sammen med, at Danmark - på godt og ondt - slet ikke deltager i krigen mere, samtidig med at antallet af angreb er mere end halveret i forhold til i sommer. Det går endelig i den rigtige retning.

En egentlig debat om Irak-krigen og dermed den aktivistiske udenrigspolitik var derfor ikke-­eksisterende frem til, at stats- og vicestatsministeren præsenterede regeringsgrundlaget for den genvalgte regering 22. november. Godt gemt mellem løfter om mere velfærd og lavere skat stod der, at regeringen ville fastholde Danmarks høje internationale engagement i fredsbevarende og fredsskabende indsatser. Meget mere konkret blev det ikke. Og det er der nok en god grund til, da der først og fremmest står klima på den udenrigspolitiske dagsorden frem til 2009.

Der er ikke noget galt i, at regeringen prioriterer klimaaftalen. Der er al mulig grund til at forhindre alvorlige og uoprettelige klimaændringer, hvis man kan, og vores aktivistiske udenrigspolitik har banet vejen for, at vi muligvis kan få alle ombord ved topmødet i 2009. Men det er det forkerte tidspunkt at stikke halen mellem benene og efterlade opposi­tionsbevægelserne rundt omkring i verden på grund af stigende vandstand.

De første foruroligende tegn på, at vi er på vej ud ad denne deroute kom i forbindelse med det russiske parlamentsvalg. Uanset hvor meget regeringen har brug for Kremls støtte til en klimaaftale, er det forkert, at Danmark ikke protesterer over fængslingen af en af oppositionens ledere, Garry Kasparov, ligesom vi skal stå først i koret af EU-medlemmer, der forlanger ukrainsk medlemskab af EU og NATO. Vi skal ikke være russisk klimagidsel.

Det samme gælder over for Kina. Vi ved, at de danske chefforhandlere har brug for de kinesiske kommunister i 2009, men det ændrer ikke ved, at vi bør fortælle kommunisterne, at vi ikke vil acceptere nogen form for krænkelser af den kinesiske befolkning, ligesom vi bestemt heller ikke vil acceptere, at regimet krænker sine demokratiske naboers suverænitet. Hvad enten det er direkte eller indirekte. Økonomisk eller militært.

Landene i Mellemøsten skal selvfølgelig også med i klimaaftalen. Og i sagen om den 19-årige saudiske pige, der blev voldtaget af syv mænd og derefter idømt 60 dages fængsel og 200 piskeslag, fordi hun var i bil med en mand, hun ikke var i familie med, fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) travlt med at samle EU-landene i en fælles protest. Der kom ingen dansk afstandtagen fra den groteske sag.

I Libanon har den demokratiske regering brug for vores støtte, når politikere og journalister bliver angrebet på åben gade med iransk-producerede bomber, eller når terrororganisationer truer det demokratiske fundament i landet, også selvom andre diktaturstater ikke ser en interesse heri.

Ved siden af Libanon ligger Syrien. Strategien over for Syrien burde være ligetil. Alle soldater i Libanon skal trækkes tilbage, al støtte til terrorvirksomhed må stoppes, grænserne lukkes, alle Saddam-støtter, der flygtede til landet, skal udleveres og Israel accepteres, ligesom markedsreformer, ytringsfrihed og demokrati skal implementeres. Til gengæld skal vi hjælpe med at genopbygge landet økonomisk - og Assad-familien kan endda få lov til at blive siddende - indtil de første demokratiske valg fjerner familien fra den politiske magt. Strategien kunne nemt fremføres af Danmark i henhold til regeringsgrundlaget og overføres til andre lande med tiden.

Iran, landet hvor man hænger homoseksuelle, kan ikke blackmailes til frihed, og udgør den største trussel mod den frie verdens interesser i dag.

I sidste uge kom det frem i en CIA-rapport, at Iran holdt op med at udvikle atomvåben i tiden efter fjernelsen af Saddam Husseins styre i Irak i 2003. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad jublede og kaldte rapporten for en sejrserklæring. Det er altid en sejr, når sandheden kommer frem, men i den frie verden er der ingen grund til at juble. Præsident Ahmadinejads begejstring over kvaliteten af efterretnings­undersøgelserne er naturligvis en anerkendelse af hele rapporten. Her er det værd at bemærke, at rapporten også fortæller, at den iranske regering stadig yder økonomisk støtte til og træning af terrorister i Irak. Det anerkender det teokratiske styre altså nu.

Iran opfordrer til og arbejder fortsat for ustabilitet og kaos, men situationen i Iran er ikke håbløs. På mange måder kan den sammenlignes med situationen i Polen i 1983. Vi ved, oppositionen er der, og regeringerne i den vestlige verden må styrke efterretningerne i landet, så vi bedre kender de enkelte mennesker i oppositionsbevægelsen. Vi skal efterligne Reagan-administrationens politik over for Polen i begyndelsen af 1980erne og hjælpe oppositionen i Irak, følge dem og råbe op, når de pludselig forsvinder. Det må ønsket om en global klimaaftale naturligvis ikke forhindre. Ligesom klimaaftalen ikke må mindske presset på Mellemøsten for at bekæmpe og udrydde terrororganisationer som Hamas, Hizbollah, Al-Aqsas Brigader m.fl.

Samme strategi burde man for lang tid siden have ført over for Latinamerika. Det er længe siden, at nationer bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur. Siden Den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med markedsøkonomiens indtog over hele verden er statens magt blevet udhulet og diktatorerne forsvundet eller fjernet. Befolkningen er heldigvis begyndt at sige fra over for Venezuelas præsident Hugo Chavez. Nu må den frie verden vise, at vi har hørt deres nødråb. Chavez' planer om en centralt styret planøkonomi i et latinamerikansk storrum lader sig ikke stoppe af en klimaaftale.

Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne på den frie verdens næste træk, og det er ikke nødvendigvis krig, men det er altså heller ikke klimapolitik. Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forliger os på gode hensigter og nøjes med at kalde blodige despoter for banditter. Det er der ingen, der tager seriøst udover et par enkelte skrivebordsjournalister.

Nu er det op til offentligheden, medierne og alle de udenrigspolitiske ordførere i det nyvalgte Folketing at sikre, at benovelsen over, at Danmark skal være vært for klimatopmødet i 2009 ikke fører til en eneste indrømmelse til diktatorer og despoter, når det gælder demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Klimaindsatsen må ikke overskygge eller overtrumfe kampen for frihed og erobre Danmarks udenrigspolitiske manøvrerum. Friheden skal ikke ofres på klimaets alter

Af Kasper Elbjørn

Den usynlige fjende

Nyttige idioter er folk, som ubevidst går fjenders ærinde.

Det gjorde de to tidligere udenrigsministre Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft i denne uge. Ved at skabe tvivl om Danmarks engagement i Irak viste de, at vores alliance med USA og andre frie og demokratiske nationer ikke er ubrydelig, og det er en sejr for alverdens terrorister.

Svend Auken spurgte for nyligt lidt målløs, hvorfor Jyllands-Posten kaldte ham og andre beundrere af Michael Moores film Fahrenheit 9-11 "for nyttige idioter." Han skrev: "Nyttige idioter for hvem?"

Auken havde helt ret i, at man naturligvis ikke er en nyttig idiot, blot fordi man lader sig narre af Moores propaganda. Michael Moore er en gemen løgner på linje med Leni Riefenstahl, men han er ikke fjende af frihed og demokrati.

Svend Auken ved altså godt, hvad en nyttig idiot er. Måske fordi han selv var en af dem i firserne.

Farlig fjende

Dengang var fjenderne af frihed og demokrati dem, som befandt sig på den anden side af jerntæppet i de socialistiske regimer i Østeuropa. Dengang skabte Socialdemokratiet sammen med de radikale og resten af venstrefløjen tvivl om vores medlemskab af NATO i deres desperation over præsident Reagan og rystede dermed alliancen, da der var allermest brug for sammenhold.

Situationen i dag er den samme. Fjenden er endog usynlig og måske endnu mere farlig end under Den Kolde Krig. Derfor er der igen brug for ubrydeligt sammenhold over for vores fælles fjende, terrorismen og terroristerne.

Sejr for terrorister

Og de nyttige idioter er dem, som ikke har forstået budskabet: Enhver sprække i sammenholdet mellem frie og demokratiske nationer er en sejr for terroristerne.

At Det Radikale Venstre igen er med på de nyttige idioters hold, var forventeligt. Det var de før Første Verdenskrig. Det var de før og under Anden Verdenskrig. Og det var de under Den Kolde Krig. Det er nærmest blevet en partitradition.

Og selvom historien gang på gang har vist, at partiets politik har vist sig at være forkert, har man modsat Socialdemokratiet holdt fast i den.

I 1950'erne erkendte Socialdemokratiet i det stille, at dets politik op til Besættelsen var slået fejl og opbyggede en stolt transatlantiskorienteret udenrigspolitik.

Men under Anker Jørgensen og Auken gik det galt igen, og med hovedet under armen blev man det sovjetiske rædselsimperiums nyttige idioter. Først da Poul Nyrup Rasmussen blev leder af partiet, vendtes skuden, og da Socialdemokratiet igen kom i regering i halvfemserne, videreførte man stort set den borgerlig-liberale regerings politik.

Aukens holdning

Det er i dag helt klart, hvis nyttige idioter Helveg og Lykketoft er på vej til at blive. Lykketofts udmelding torsdag om, at noget taler for, at Danmark i en eller anden form skal være til stede i Irak, skabte ikke klarhed over oppositionens holdning.

Dermed forbliver Hækkerup den eneste socialdemokrat, der har taget afstand fra tvivlrådigheden om de danske styrkers forbliven i Irak.

Vi afventer med spænding Svend Aukens holdning. Er han alligevel igen en nyttig idiot?

Af Kasper Elbjørn

Fogh på støt udenrigspolitisk kurs

 

Det måvære hårdt for de gamle koldkrigere. I over 50 år baserede de hele deres liv på en verden, der ikke er mere. Alt hvad de kæmpede for og arbejdede efter, er i dag historie. Det gør ikke deres historie mindre interessant. Vi kan lære meget af historien om den kolde krig, men den gamle anskuelse af verdenen under den kolde krig er i dag fuldstændig ubrugelig.

Mange kloge koldkrigere tog konsekvensen af den ny verdensorden og analyserede køligt, at verden blev en anden den 11. september 2001. Enkelte gik så langt som at sige, at den kolde krig var en slags tredje verdenskrig, og at en fjerde formentlig var begyndt med terrorangrebet mod New York og Washington.

De fleste af de gamle koldkrigere kendte alt for godt til forskellen mellem civilisation og holocaust. De valgte at stå på civilisationens side dengang som nu, og gik i gang med at fordømme regimer og ledere, som de førhen støttede for at bevare magtbalancen mellem Øst og Vest.

Andre har ikke fattet, at verden blev en anden 11. september. Eller også nægter de simpelthen at erkende, at alt hvad de arbejdede for under den kolde krig, i dag er ligegyldigt?

Et eksempelpå en mand der bevidst eller ubevidst sidder fast i en naiv og gammeldags anskuelse af verden, er den tidligere ambassadør, Henning Kjeldgaard. I Politiken 27. juli. demonstrerede han næsten hjerteskærende, hvor galt i byen en gammel koldkriger kan gå. At hans unge partifælle, Jeppe Kofod, på modsatte side antydede, at det muligvis er en socialdemokratisk partidisciplin at være blind og døv, gjorde ikke læsningen mindre trist.

I sit indlæg revsede Kjeldgaard regeringen for at have brudt mere end et halvt århundredes dansk udenrigspolitik. Nu ved jeg ikke, hvornår Kjeldgaard gik på pension, men den linje som regeringen har lagt siden november 2001, er i klar forlængelse af det udenrigspolitiske skifte, som Uffe Ellemann-Jensen i 1988 fik mandat til at gennemføre efter forhandlinger med den daværende radikale udenrigsordfører, Lone Dybkjær.

Efter den udenrigspolitiske slingrekurs under Kjeld Olesen og den pinlige fodnoteperiode fra 1982-1988, fik Danmark igen en klar og konsekvent udenrigs- og sikkerhedspolitik, som tog udgangspunkt i, at et lille land sagtens kan gøre en forskel, hvis blot vi samarbejder med store lande, der har samme værdier som os selv.

Det erden ægte hjørnesten i dansk udenrigspolitik, som første gang kulminerede ved vores aktive deltagelse i den første Golfkrig og anerkendelsen af de tre baltiske lande i 1991. Og takket være Nyrup Rasmussen og Hans Hækkerup har skiftende socialdemokratiske regeringer stået fast ved reorienteringen af dansk udenrigspolitik. Hvis der endelig har været et brud på Ellemann-Jensens doktrin, var det under Mogens Lykketofts otte måneder som udenrigsminister i 2001.

Fogh Rasmussens regering har ikke med logrende villighed fulgt Bush-administrationens udenrigspolitik, men har tilfældigvis været enige i mange af Bush-administrationens prioriteringer. Årsagen er, at også denne regering viderefører den aktive udenrigspolitik, der blev grundlagt i 1988, og som passer så godt til den ny verdensorden, der opstod efter angrebet på USA den 11. september 2001

Af Kasper Elbjørn