Blog (Tag: hague)

Har man sagt A, må man sige B

Udenrigsminister Lene Espersen (K) åbnede tirsdag op for, at Libyens leder, Muammar Gaddafi, kan rejse i eksil.

Jeg forstår godt, udenrigsministeren foreslår denne løsning på konflikten, der ligner begyndelsen på noget, som kan komme til at vare i rigtig lang tid. Hendes udtalelse er stringent med hendes modvillighed til at gribe ind mod Gaddafis overgreb på oprørerne. Men det er en halv løsning.

Gaddafi bør straffes for sine forbrydelser mod menneskeheden. Har man sagt A, må man sige B.

FN-resolutionen, der blev vedtaget for to uger siden, viste, at FN trods alt engang imellem kan mande sig op og træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter.

Resolutionen tillader således alle nødvendige tiltag, der kan beskytte civilbefolkningen i den nordafrikanske stat.

Jeg er ikke i tvivl om, at man nemmest beskytter befolkningen mod Gaddafi ved at fjerne Gaddafi.

Det har Folkesocialisternes formand, Villy Søvndal, i øvrigt også udtalt.

Han ligger helt på linje med briterne, hvor den konservative udenrigsminister William Hague har antydet, at FN-resolutionen uden tvivl gør det muligt at gå efter Gaddafi, og at det ikke varer længe inden han på en eller anden måde er væk. Forsvarsminister Liam Fox tilføjede i et interview med BBC Radio 5, at der ligefrem var en potentiel mulighed for, at Storbritannien og dets allierede rettede et angreb mod Gaddafi selv.

Jeg er fuld af beundring for den britiske regering, som har overrasket positivt i næsten alle sammenhænge, og derfor uenig med franskmændene, der ligger på linje med den danske udenrigsminister.

På trods af at franskmændene blot timer efter afslutningen på topmødet i Paris om krisen i Libyen, som det første land angreb Gaddafis styrker, skulle franskmændene efter sigende nu lede med lys og lygte efter et eksil til Mellemøstens gale hund.

Forvirret?

Det er der ikke noget at sige til.

Og man bliver ikke mindre forvirret af at følge amerikansk politik. Landets politikere er ligeså splittede på tværs af de traditionelle politiske skel, som de europæiske politikere er.

Det er eksempelvis med tunge skridt, at Præsident Barack Obama er kommet sin udenrigsminister, Hillary Clinton, i møde, og har accepteret at gribe ind mod Gaddafis overgreb på oprørerne.

Clinton synes langt mere enig med en formentlig kommende præsidentkandidat fra det republikanske parti, John Bolton, end med chefen i det Hvide Hus.

I lørdags fortalte den tidligere kontroversielle FN-ambassadør sine tilhængere ved et møde i Des Moines i Iowa, at Gaddafi var et legitimt mål for det amerikanske militær.

»Our military has a wonderful euphemism called national command authority. It’s a legitimate military target. In Libya, Muammar Gaddafi is the national command authority. I think that’s the answer right there.«

Når Gaddafi er væk, ved vi ikke, hvem der kommer i stedet, eller hvilket styre, der opstår, og vi må acceptere de ikke-planlagte forandringer, der oftest følger af frihed, demokrati og menneskerettigheder.

Det er ikke alle, der kan lide den usikkerhed, og har mod til at byde disse ikke-planlagte forandringer velkommen.

Det er forskellen på de liberale interventionister og realisterne, som jeg tidligere har skrevet om, og de findes hver især i alle politiske partier ude som hjemme.

Derfor vil vi fortsat se politikere på kryds og tværs af de traditionelle skel i dansk og international politik blive fanget i de mest utrolige politiske konstellationer.

Jeg havde eksempelvis aldrig troet, jeg skulle være mere enig med Villy Søvndal end med Lene Espersen, men jeg synes tumulten i Mellemøsten er lyksalighed, og Europa, USA og resten af den frie verden bør stå side om side med oprørerne.

De har brug for det, og det er det moralsk rigtige at gøre.

Af Kasper Elbjørn

Kvinde dødsdømt for utroskab får støtte fra Danmark

Dødsdommen over den 43-årige iranske kvinde, Sakineh Mohammadi Ashtiani, som jeg skrev om tilbage i september, er suspenderet. Hun er dømt til døden på grund af utroskab og de fleste internationale medier forventer, at dødsdommen vil blive stadfæstet, men i stedet for at foregå ved stening, vil hun blive hængt.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) tog i denne uge initiativ til sammen med sine nordiske kolleger at udsende en yderst kritisk erklæring om dødsdommen og det iranske styres overgreb på menneskerettighederne.

Det var på tide. Men bedre sent end aldrig.

Jeg håber, at vi bare et øjeblik kan se bort fra de ligegyldige diskussioner om næser, gamle breve og pseudo-skattesager, som vi har herhjemme.

Lad os hæve os over landsbyens gadekær og give udenrigsministeren den anerkendelse, hun fortjener for dette initiativ.

Norden, EU og resten af den frie verden kan naturligvis ikke bare se på, at en kvinde dømmes til døden på grund af utroskab. Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.

Det står faktisk artikel 12 i FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

Tiden rinder ud for Ashtiani
Tiden er ved at rinde ud for Sakineh Mohammadi Ashtiani, og for nogle uger siden kom et hjerteskærende opfordring fra Ashtianis søn, Sajad Ghaderzadeh, til den frie verden.

Han skrev i et åbent brev til EU’s stats- og regeringschefer:

»Måske burde jeg ikke skrive et brev til 27 europæiske og vestlige lande, men hvad kan jeg gøre? Jeg har intet andet håb, men jer, mine venner. Jeg har ikke flere tårer at græde med. Det eneste jeg har tilbage, er en klump i halsen. Jeg håber blot, at Gud hjælper mig at skrive dette brev. Jeg har mistet min far, og nu vil staten tage vores mor fra mig og min søster for en forbrydelse, hun ikke har begået «.

Den 10.oktober fulgte han op på brevet ved at give et interview om sagen til to tyske journalister. Det iranske præstestyre var ikke sent til at reagere. Under interviewet blev både Sajad Ghaderzadeh og de to journalister anholdt.

Han er siden blevet nægtet adgang til advokat, og har ikke mulighed for at kommunikere med omverden.

Et levn fra en anden tid
Sagen om Sakineh Mohammadi Ashtiani har stort set ikke været beskrevet i de danske medier, men rundt omkring i verden er det efterhånden en kendt sag.

I andre lande har man heldigvis været langt mere opmærksom på hendes tragiske situation, bruddet på Menneskerettighederne og den dybe uretfærdighed, der ligger bag dødsdommen.

Som jeg tidligere har beskrevet, var den fremragende franske udenrigsminister Bernard Kouchner den første, der havde mod til at sige fra overfor præstestyret.

Kouchner sagde på linje med de nordiske udenrigsministre, at dødsdommen var et brud på Menneskerettighederne, og skrev i et brev til sine EU-kollegaer, at dødsdommen var »et levn fra en anden tid«.

Grundlæggende menneskelig værdighed
Det fik Europa-parlamentet til enstemmigt at vedtage en resolution, der fordømte dødsdommen, og så rullede bolden.

»Storbritannien vil ikke glemme fru Ashtianis sag, og fordømmelsen af menneskerettighedssituationen i Iran vil heller ikke blive mindre med tiden. Vi vil fortsætte med at opfordre Iran til at opfylde sine internationale forpligtelser «, sagde William Hague, den nye britiske udenrigsminister, til avisen, The Times.

Italiens udenrigsminister Franco Frattini kaldte dødsdommen et budskab til det internationale samfund og Tysklands udenrigsminister fulgte trop. »Det er ikke et spørgsmål om religion, men om grundlæggende menneskelig værdighed«, sagde Guido Westerwelle.

Mere præcist kan det ikke siges.

Dermed havde de mest betydningsfulde europæiske udenrigsministre taget afstand fra krænkelserne af Menneskerettighederne i Iran. De havde taget ansvar, og de havde set ondskaben i øjnene.

Målet må være total frifindelse
Efter Kouchers brev og udmeldingerne fra de store EU-lande, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om Menneskerettigheder.

En lignende udtalelse er kommet fra den iranske ambassade i Danmark efter brevet fra de nordiske udenrigsministre.

Irans Islamiske Republik fastholder, at en sådan opmærksomhed i forhold til en person, hvis sag pågår ved domstolene i overensstemmelse med landets love kun har meget lidt at gøre med bekymringer over menneskerettighederne. Formålet er først og fremmest at nedgøre det islamiske lovsystem, hedder det i en erklæring, som ambassaden har sendt til Berlingske Tidende.

Det internationale pres er uden tvivl årsagen til, at den højesteret omstødte dødsdommen over Ashtiani fra stening til hængning.

Målet må være total frifindelse af Ashtiani og amnesti til hendes familie.

EU må stå sammen overfor Iran
Det kræver, at hele EU står sammen. Ungarn og Polen, der har de to kommende EU-formandskab før Danmarks i første halvår 2012, kunne sammen Danmark spille en aktiv rolle i heri. Udenrigsministeren har allerede bevist at hun er god til at få folk til at samarbejde.

Men det stopper ikke der.

Vi skal fremadrettet konsekvent påpege selv de mindste krænkelser af Menneskerettighederne i Iran. Vi skal i ord og i handling støtte menneskerettighedsforkæmperne i Iran. Vi kan ikke blive ved at gemme os bag handelssanktioner og økonomiske sanktioner.

Vi må sige fra - også selvom det koster.

Det nytter.

Af Kasper Elbjørn