Blog (Tag: hedtoft)

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

A sæjer walbekom!

Det er sket før, at politikere – ja, selv ministre – skifter parti.

Gustav Rasmussen var en af de sidste aristokrater i dansk politik. Han kom fra den såkaldte landadel, og studerede jura på Københavns Universitet efter sin studentereksamen. Her traf han John Christmas Møller, der var konservativ, som han selv, men langt mere politisk bevidst. 

Da Venstre dannede regering efter valget i 1945 manglede man en oplagt kandidat til udenrigsministerposten. Foranlediget af den afgående udenrigsminister John Christmas Møller (K), der havde fungeret som minister siden befrielsen, faldt valget på Gustav Rasmussen. Mon ikke Knud Kristensen (V) senere har fortrudt valget af Gustav Rasmussen. Ikke bare var de politisk uenige, men efter valget i 1947, hvor Socialdemokratiet overtog magten fra Venstre, forblev Gustav Rasmussen nemlig udenrigsminister, selvom Socialdemokratiet overtog magten. Knud Kristensens bemærkning var: ”A sæjer walbekom!” 

At skifte fra et liberalt parti til et socialistisk parti er bestemt bemærkelsesværdigt, men dengang måske alligevel ikke helt så dramatisk. Der var trods alt tale om en diplomat, og Venstre og Socialdemokratiet var enige om de store linier i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Måske var de to partier mere enige om udenrigs- og sikkerhedspolitikken, end Gustav Rasmussen var enig med de to partier om disse anliggender. Han strittede således imod medlemskab af Atlantpagten af angst for Stalins Sovjetunionen. Heldigvis stod Hans Hedtoft (S) fast.

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet skulle have udnævnt Gustav Rasmussen som minister. Det var en stor fejl. Socialdemokratiet havde dygtige ministeremner som H.C. Hansen, og den unge Per Federspiel fra Venstre kunne bestemt have varetaget jobbet ligeså godt som Gustav Rasmussen.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre