Blog (Tag: helveg)

Fem hædersmænd og det offentlige forbrug

Her er fem hædersmænd. De havde ansvaret for det offentlige forbrug i tre forunderlige år 1988, 1989 og 1990.

Palle Simonsen (K) (finansminister 1984-1989)
Knud Enggaard (V) (økonomiminister 1987-1988)
Thor Pedersen (V) (indenrigsminister 1987-1993)
Niels Helveg Petersen (R) (økonomiminister 1988-1990)
Henning Dyremose (K) (finansminister 1989-1993)

Vi hører igen og igen, at regeringens bebudede nulvækst i det offentlige forbrug er umulig at gennemføre.

Man begynder næsten at tro på det, når man ser, hvordan den offentlige vækst udviklede sig i andet kvartal, som er de seneste tal, vi har.

Stik imod regeringens målsætning om nulvækst i 2010 steg det offentlige forbrug med hele 2,7 procent i andet halvår 2010 i forhold til 1. halvår 2009.

Men nulvækst kan sagtens lade sig gøre, hvis man vil.

Over treårsperioden 1988-90, hvor Simonsen, Enggaard, Thor, Helveg og Dyremose regerede i henholdsvis finans-, indenrigs-, og økonomiministeriet blev der samlet gennemført minusvækst i det offentlige forbrug svarende til en gennemsnitlig minusvækst på -½ procent om året, viser beregninger fra tænketanken CEPOS.

Og det var faktisk ikke første gang, at statsminister Poul Schlüters ministre fik styr på det offentlige forbrug.

I 1984 var der minusvækst på hele -1,6 procent.

Dengang var det ikke kontroversielt at spare lidt efter i nogle år at have brugt alt for mange penge. Som jeg skrev forleden, skammede mange danskere sig ligefrem over, at vi dengang havde levet over evne i en periode.

Nulvækst er altså ikke mere ambitiøst, end det er muligt at gennemføre.

Hvis den nuværende finansminister, økonomiminister og indenrigsminister var ligeså ambitiøse som deres forgængere og gennemførte minusvækst i det offentlige forbrug på - ½ procent årligt i perioden 2011-2013, ville det give budgetforbedringer på 7½ mia. kr.

Lægges det til VK-regeringens genopretningspakke så er der finanspolitisk holdbarhed.

Og så kan I faktisk beholde den der efterløn. Jeg tror nemlig ikke på, at der ligefrem kommer et folkekrav for at fjerne den…

Af Kasper Elbjørn

Boganmeldelse i Weekendavisen: Et socialt Europa

Jeg har i de sidste måneder været til relativt mange valgmøder med både folkesocialister og socialdemokrater, der stiller op ved Europa-parlamentsvalget den 7. juni. Det er næsten skræmmende så selvsikre, folkesocialisterne er. De regner med at få et rigtig godt valg. Og der er ingen tvivl om, at deres nyfundne positive holdning til EU som en platform for socialistiske eksperimenter, og begejstring for det, de kalder »socialistisk frihandel«, som vi andre bare kalder frihandel, har en afsmittende effekt på alle deres kandidater til Parlamentet.

Socialdemokraterne er ikke overraskende mere afdæmpede. De insisterer på at gå til valg på samme dagsorden som ved sidste parlamentsvalg, hvor tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) triumferede. Socialdemokraterne siger, de vil kæmpe for et »socialt Europa«, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke anede, hvad det betød, indtil jeg fik muligheden for at læse antologien "Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005" (Forlaget SFAH).

Bogen er opdelt i tre temaer. Det første tema handler om Socialdemokratiets flakkende holdning til EU. Dernæst beskrives - til tider ufrivilligt morsomt - folkesocialisterne og den yderste venstrefløjs holdning til europæisk samarbejde, og til sidst hører vi om fagbevægelsen og kvindebevægelsens interne overvejelser om, hvorvidt ideologien skulle gå forud for indflydelse og resultater. Specielt i cand.mag. Jytte Larsens kapitel står det klart, at kvinders rettigheder var sekundære for fagbevægelsen, og målet om socialisme altid gik forud for retfærdighed. Det er et af de mest interessante kapitler, men der er ingen tvivl om, at stort set alle tekster er yderst gennemarbejdede, og når man, som jeg, har læst statskundskab, kan man ikke andet end nyde det veludbyggede noteapparat. Det er et solidt stykke arbejde, de to redaktører, Sebastian Lang-Jensen og Karen Steller Bjerregaard, her præsenterer.

Det var dog især professor Nikolaj Petersens artikel om Socialdemokratiets europapolitik og Ph.D. Henrik Madsens »Fra social harmonisering til social dimension«, der fangede min opmærksomhed.

Professor Petersens kapitel ender i 2000, hvor Nyrup-regeringens to mest kompetente og populære ministre, Niels Helveg Petersen (R) og Hans Hækkerup (S), gik af efter folkeafstemningen om euroen. Dermed illustreres på fornem vis, hvordan EU altid har splittet Socialdemokraterne siden Danmarks optagelse i EF over Anker Jørgensens regeringstid til den lange ørkenvandring i opposition og kampagnen for Maastricht-traktaten i 1992, hvor Nyrup, som nyvalgt formand fremførte sit »ærlige ja«, kort tid efter at han havde stukket en dolk i ryggen på Svend Auken.

Læser man Henrik Madsens kapitel får man ligeledes et godt billede af, hvad der splittede Socialdemokraterne, men til sidst drev dem fra at være skeptiske til at være tilhængere, og hvad et »socialt Europa« egentlig betyder. Han beskriver, hvordan især partiets yngre medlemmer i 1970erne led af et Vietnam-syndrom, der fik dem til at opfatte det europæiske samarbejde som en vigtig modpol til USA. Men endnu vigtigere for skiftet fra den skeptiske til den positive EU-holdning, var ideen om, at den tyske vækstmotor kunne skabe velstand i hele Europa og dermed øge skatteprovenuet i Danmark, hvormed man kunne virkeliggøre drømmen om den stærke og styrende velfærdsstat. Derfor er det heller ikke underligt, at begejstringen for EU toppede, da man i 1990erne fik stormagtsdrømme om at tvinge den nordiske velfærdsmodel ned over resten af EU. Trist må det have været, da det gik op for fagbevægelsen og socialdemokraterne, at de nye medlemslande i Østeuropa ønskede en anden samfundsmodel.

Antologien gør det klart, at Socialdemokratiet altid har betragtet det europæiske samarbejde uden illusioner og som et praktisk instrument. Målet har aldrig været at nedbryde mure mellem markeder og mennesker for at sikre europæerne fred og frihed. Målet med et »socialt Europa« var og er at udbrede og udbygge velfærdsstaten i Danmark og resten af EU, uanset om medlemslandene ønsker det eller ej.

Af Kasper Elbjørn

Friheden må ikke ofres på klimaets alter

Et par dage efter regeringsdannelsen skrev Berlingske Tidende på forsiden, at den nye klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) var klar til at presse alverdens stormagter for at sikre en ambitiøs klimaaftale. Det er aktivistisk udenrigs­politik, så det batter, og den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er værd at fastholde. Ikke på grund af klimaet, men fordi aktivismen skaber mulighed for at kæmpe for, at undertrykkelsen af mennesker rundt omkring i verden og brugen af tvang minimeres så meget som muligt. Det var det oprindelige formål med kovendingen i udenrigspolitikken for 20 år siden, og der er god grund til at frygte, at lige netop den globale klimaaftale, der skal indgås i København i 2009, vil være en barriere for dette mål.

Den aktivistiske udenrigspolitik har haft bred opbakning i den danske befolkning, lige siden statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sammen med de radikale ledere Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær indgik en nærmest uhellig udenrigspolitisk alliance i 1988. Efter Schlüters afgang blev den aktivistiske linie videreført af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og især hans første forsvarsminister, Hans Hækkerup (S), og de har sikkert ikke haft det let i en folketingsgruppe, hvor mange stadig led af Vietnam-syndromets indbyggede dybe skepsis til USA. Krigene i Kuwait, eks-Jugoslavien og senere i Afghanistan og især Irak kunne ligeledes let have kæntret båden, men danskerne holdt stædigt fast i den aktivistiske linie.

Det betyder dog ikke, at en regering kan vinde valg på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er fortsat ingen leder i den frie verden, der har vundet et valg på udenrigspolitik. I denne valgkamp prøvede den mest ekstreme venstrefløj alligevel at spille Irak-kortet, men uden held. Det hænger formentlig sammen med, at Danmark - på godt og ondt - slet ikke deltager i krigen mere, samtidig med at antallet af angreb er mere end halveret i forhold til i sommer. Det går endelig i den rigtige retning.

En egentlig debat om Irak-krigen og dermed den aktivistiske udenrigspolitik var derfor ikke-­eksisterende frem til, at stats- og vicestatsministeren præsenterede regeringsgrundlaget for den genvalgte regering 22. november. Godt gemt mellem løfter om mere velfærd og lavere skat stod der, at regeringen ville fastholde Danmarks høje internationale engagement i fredsbevarende og fredsskabende indsatser. Meget mere konkret blev det ikke. Og det er der nok en god grund til, da der først og fremmest står klima på den udenrigspolitiske dagsorden frem til 2009.

Der er ikke noget galt i, at regeringen prioriterer klimaaftalen. Der er al mulig grund til at forhindre alvorlige og uoprettelige klimaændringer, hvis man kan, og vores aktivistiske udenrigspolitik har banet vejen for, at vi muligvis kan få alle ombord ved topmødet i 2009. Men det er det forkerte tidspunkt at stikke halen mellem benene og efterlade opposi­tionsbevægelserne rundt omkring i verden på grund af stigende vandstand.

De første foruroligende tegn på, at vi er på vej ud ad denne deroute kom i forbindelse med det russiske parlamentsvalg. Uanset hvor meget regeringen har brug for Kremls støtte til en klimaaftale, er det forkert, at Danmark ikke protesterer over fængslingen af en af oppositionens ledere, Garry Kasparov, ligesom vi skal stå først i koret af EU-medlemmer, der forlanger ukrainsk medlemskab af EU og NATO. Vi skal ikke være russisk klimagidsel.

Det samme gælder over for Kina. Vi ved, at de danske chefforhandlere har brug for de kinesiske kommunister i 2009, men det ændrer ikke ved, at vi bør fortælle kommunisterne, at vi ikke vil acceptere nogen form for krænkelser af den kinesiske befolkning, ligesom vi bestemt heller ikke vil acceptere, at regimet krænker sine demokratiske naboers suverænitet. Hvad enten det er direkte eller indirekte. Økonomisk eller militært.

Landene i Mellemøsten skal selvfølgelig også med i klimaaftalen. Og i sagen om den 19-årige saudiske pige, der blev voldtaget af syv mænd og derefter idømt 60 dages fængsel og 200 piskeslag, fordi hun var i bil med en mand, hun ikke var i familie med, fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) travlt med at samle EU-landene i en fælles protest. Der kom ingen dansk afstandtagen fra den groteske sag.

I Libanon har den demokratiske regering brug for vores støtte, når politikere og journalister bliver angrebet på åben gade med iransk-producerede bomber, eller når terrororganisationer truer det demokratiske fundament i landet, også selvom andre diktaturstater ikke ser en interesse heri.

Ved siden af Libanon ligger Syrien. Strategien over for Syrien burde være ligetil. Alle soldater i Libanon skal trækkes tilbage, al støtte til terrorvirksomhed må stoppes, grænserne lukkes, alle Saddam-støtter, der flygtede til landet, skal udleveres og Israel accepteres, ligesom markedsreformer, ytringsfrihed og demokrati skal implementeres. Til gengæld skal vi hjælpe med at genopbygge landet økonomisk - og Assad-familien kan endda få lov til at blive siddende - indtil de første demokratiske valg fjerner familien fra den politiske magt. Strategien kunne nemt fremføres af Danmark i henhold til regeringsgrundlaget og overføres til andre lande med tiden.

Iran, landet hvor man hænger homoseksuelle, kan ikke blackmailes til frihed, og udgør den største trussel mod den frie verdens interesser i dag.

I sidste uge kom det frem i en CIA-rapport, at Iran holdt op med at udvikle atomvåben i tiden efter fjernelsen af Saddam Husseins styre i Irak i 2003. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad jublede og kaldte rapporten for en sejrserklæring. Det er altid en sejr, når sandheden kommer frem, men i den frie verden er der ingen grund til at juble. Præsident Ahmadinejads begejstring over kvaliteten af efterretnings­undersøgelserne er naturligvis en anerkendelse af hele rapporten. Her er det værd at bemærke, at rapporten også fortæller, at den iranske regering stadig yder økonomisk støtte til og træning af terrorister i Irak. Det anerkender det teokratiske styre altså nu.

Iran opfordrer til og arbejder fortsat for ustabilitet og kaos, men situationen i Iran er ikke håbløs. På mange måder kan den sammenlignes med situationen i Polen i 1983. Vi ved, oppositionen er der, og regeringerne i den vestlige verden må styrke efterretningerne i landet, så vi bedre kender de enkelte mennesker i oppositionsbevægelsen. Vi skal efterligne Reagan-administrationens politik over for Polen i begyndelsen af 1980erne og hjælpe oppositionen i Irak, følge dem og råbe op, når de pludselig forsvinder. Det må ønsket om en global klimaaftale naturligvis ikke forhindre. Ligesom klimaaftalen ikke må mindske presset på Mellemøsten for at bekæmpe og udrydde terrororganisationer som Hamas, Hizbollah, Al-Aqsas Brigader m.fl.

Samme strategi burde man for lang tid siden have ført over for Latinamerika. Det er længe siden, at nationer bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur. Siden Den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med markedsøkonomiens indtog over hele verden er statens magt blevet udhulet og diktatorerne forsvundet eller fjernet. Befolkningen er heldigvis begyndt at sige fra over for Venezuelas præsident Hugo Chavez. Nu må den frie verden vise, at vi har hørt deres nødråb. Chavez' planer om en centralt styret planøkonomi i et latinamerikansk storrum lader sig ikke stoppe af en klimaaftale.

Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne på den frie verdens næste træk, og det er ikke nødvendigvis krig, men det er altså heller ikke klimapolitik. Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forliger os på gode hensigter og nøjes med at kalde blodige despoter for banditter. Det er der ingen, der tager seriøst udover et par enkelte skrivebordsjournalister.

Nu er det op til offentligheden, medierne og alle de udenrigspolitiske ordførere i det nyvalgte Folketing at sikre, at benovelsen over, at Danmark skal være vært for klimatopmødet i 2009 ikke fører til en eneste indrømmelse til diktatorer og despoter, når det gælder demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Klimaindsatsen må ikke overskygge eller overtrumfe kampen for frihed og erobre Danmarks udenrigspolitiske manøvrerum. Friheden skal ikke ofres på klimaets alter

Af Kasper Elbjørn

Den usynlige fjende

Nyttige idioter er folk, som ubevidst går fjenders ærinde.

Det gjorde de to tidligere udenrigsministre Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft i denne uge. Ved at skabe tvivl om Danmarks engagement i Irak viste de, at vores alliance med USA og andre frie og demokratiske nationer ikke er ubrydelig, og det er en sejr for alverdens terrorister.

Svend Auken spurgte for nyligt lidt målløs, hvorfor Jyllands-Posten kaldte ham og andre beundrere af Michael Moores film Fahrenheit 9-11 "for nyttige idioter." Han skrev: "Nyttige idioter for hvem?"

Auken havde helt ret i, at man naturligvis ikke er en nyttig idiot, blot fordi man lader sig narre af Moores propaganda. Michael Moore er en gemen løgner på linje med Leni Riefenstahl, men han er ikke fjende af frihed og demokrati.

Svend Auken ved altså godt, hvad en nyttig idiot er. Måske fordi han selv var en af dem i firserne.

Farlig fjende

Dengang var fjenderne af frihed og demokrati dem, som befandt sig på den anden side af jerntæppet i de socialistiske regimer i Østeuropa. Dengang skabte Socialdemokratiet sammen med de radikale og resten af venstrefløjen tvivl om vores medlemskab af NATO i deres desperation over præsident Reagan og rystede dermed alliancen, da der var allermest brug for sammenhold.

Situationen i dag er den samme. Fjenden er endog usynlig og måske endnu mere farlig end under Den Kolde Krig. Derfor er der igen brug for ubrydeligt sammenhold over for vores fælles fjende, terrorismen og terroristerne.

Sejr for terrorister

Og de nyttige idioter er dem, som ikke har forstået budskabet: Enhver sprække i sammenholdet mellem frie og demokratiske nationer er en sejr for terroristerne.

At Det Radikale Venstre igen er med på de nyttige idioters hold, var forventeligt. Det var de før Første Verdenskrig. Det var de før og under Anden Verdenskrig. Og det var de under Den Kolde Krig. Det er nærmest blevet en partitradition.

Og selvom historien gang på gang har vist, at partiets politik har vist sig at være forkert, har man modsat Socialdemokratiet holdt fast i den.

I 1950'erne erkendte Socialdemokratiet i det stille, at dets politik op til Besættelsen var slået fejl og opbyggede en stolt transatlantiskorienteret udenrigspolitik.

Men under Anker Jørgensen og Auken gik det galt igen, og med hovedet under armen blev man det sovjetiske rædselsimperiums nyttige idioter. Først da Poul Nyrup Rasmussen blev leder af partiet, vendtes skuden, og da Socialdemokratiet igen kom i regering i halvfemserne, videreførte man stort set den borgerlig-liberale regerings politik.

Aukens holdning

Det er i dag helt klart, hvis nyttige idioter Helveg og Lykketoft er på vej til at blive. Lykketofts udmelding torsdag om, at noget taler for, at Danmark i en eller anden form skal være til stede i Irak, skabte ikke klarhed over oppositionens holdning.

Dermed forbliver Hækkerup den eneste socialdemokrat, der har taget afstand fra tvivlrådigheden om de danske styrkers forbliven i Irak.

Vi afventer med spænding Svend Aukens holdning. Er han alligevel igen en nyttig idiot?

Af Kasper Elbjørn