Blog (Tag: heritage)

Danmarks økonomiske frihed stiger igen

Heritage Foundations Index of Economic Freedom for 2011 blev lanceret i dag.

Når jeg læser en måling om enten personlig eller økonomisk frihed, hvor USA ligger lavere end Danmark, bliver jeg altid skeptisk.

Det samme skete i morges, da jeg læste Wall Street Journal.

Imidlertid er Index of Economic Freedom sammen med Economic Freedom of the World-indekset, der er lavet af den canadiske tænketank Fraser Institute i samarbejde med et netværk af op mod 100 institutioner, blandt de mest troværdige økonomiske indeks, der findes, ifølge Professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet.

Heritage Foundation, der blev stiftet i 1973 og holder til i Washington, måler ti kategorier: den finansielle holdbarhed, åbenhed i forhold til handel og investeringer, statens størrelse, erhvervs- og arbejdsmarkedsregulering, ejendomsrettigheder, korruption, den monetære stabilitet og skattebyrden.

Om det er Lars Løkke Rasmussens reformer de sidste to år eller den voldsomme gældsbyrde, som Barack Obamas regering har påført amerikanerne i samme periode, der er årsagen til, at Danmark igen går frem denne gang til en ottende plads, imens USA falder til en niende plads, er svært at sige, når man ikke har studeret tallene bag listen.

Men læser man kommentaren om Danmarks placering, kan man dog konstatere, at Danmark stort set kun får kritik for vores høje skatter.

Terry Miller, der er leder af afdelingen for international handel og økonomi hos Heritage Foundation, skriver i Wall Street Journal, at listen generelt må siges at være ordentlig positiv, da den økonomiske frihed er på fremmarch i næsten hele verden.

117 lande, hovedsagelig udviklingslande og nye vækstøkonomier, har forbedret deres score, og det gennemsnitlige niveau for økonomisk frihed rundt om i verden er forbedret med omkring en tredjedel på indeksets skala fra 0 til 100.

Miller påpeger:

Sustainability, not the faddish environmental sustainability that has dominated political circles for almost two decades, but rather the true sustainability of economic growth and job creation, is back in style.

Af Kasper Elbjørn

E pluribus unum

Kvalitetsreformen af den offentlige sektor fylder mere og mere i aviserne. Ikke mindst efter LO har slået fast, at prisen for en trepartsaftale om bedre offentlig service meget vel kan blive tre-fem mia. kr. om året frem til 2025. For de samme 54 mia. kr. ville marginalskatten ifølge CEPOS’ beregninger kunne sættes ned til 40 pct., og flere penge skaber ikke nødvendigvis en bedre offentlig sektor. 

I et interessant essay af Heritage Foundations Ryan Messmore kan man læse, at en god og samtidig lille offentlig sektor altid er at fortrække frem for en dyr og tung. Den gode offentlige sektor servicerer borgerne ved at prioritere det væsentlige, og holder sig fra alt muligt andet. Han skriver i ”A Moral Case Against Big Government”: ”Essential to government’s particular task is ensuring that other social institutions are free to exercise their own particular tasks”. 

USAs motto er: e pluribus unum. På dansk kan man oversætte det til: Ud af mange, én. Her får vi en ide om, hvad staten og den offentlige sektor burde sikre for borgerne i ethvert frit samfund. En offentlig sektor, der forener borgerne, således at alle har lige muligheder og chancer, og alle forstår den moralske forpligtelse at leve i et frit samfund. I stedet for at udhule vores ansvarsfølelse overfor hinanden, skal den offentlige sektor understøtte den enkeltes ansvar, som aldrig kan erstattes af staten, mener Ryan Messmore. 

Han slutter sit essay med at fastslå: “Not only can the fundamental institutions of family and religious congregations, as well as other communities of civil society, provide more personal, humanizing, holistic, and compassionate care, but they can better engender the trust and responsibility required for citizens to fulfill their moral obligations to each other.”

Af Kasper Elbjørn

Hvem er Chao?

Der er næppe mange danskere, der overhovedet har hørt om hende. Men faktisk er Elaine Chao med Donald Rumsfelds afgang før nytår den eneste af Præsident Bush’ ministre, der har siddet, siden han tiltrådte i 2001.

Chao er indvandrer fra Taiwan. Hun kom til USA i begyndelsen af 1960erne kun 8 år gammel, og er tydeligvis indbegrebet af den amerikanske drøm. I 1989 blev hun efter en karriere i banksektoren vicetransportminister. Efterfølgende var hun aktiv i velgørenheder og erhvervslivet samt hos tænketanken Heritage Foundation, inden hun igen blev minister i 2001. 

Traditionelt har beskæftigelsesministeriet i USA fungeret som forbindelseslinien mellem administrationen og fagbevægelsen, men med Chao ændrede det sig. Weekly Standard skriver i seneste nummer, at hun i højere grad så sig selv som ambassadør for hele arbejdsstyrken – både dem der var i fagforening og dem, der ikke var. Dette kan synes helt naturligt, når man tænker på, at den organiserede del af arbejdsstyrken er faldet fra 35 pct. i 1950erne til 12.5 pct. af arbejdsstyrken. Men ingen havde gjort det før hende. Derudover har hun ikke været bange for at gå udenom fagforeningernes hovedorganisation og forhandle direkte med fagforeningerne. 

I skyggen af den udenrigspolitiske dagsorden, der blev dominerende efter angrebet 11. september 2001, moderniserede hun arbejdsmarkedet og skabte større flexibilitet, ligesom hun har arbejdet for at skabe større åbenhed og gennemsigtighed især i forhold til fagforeningernes aftaler og procedurer. I disse dage rejser hun rundt i USA, og fortæller, at det som i dag opfattes som en løngab i virkeligheden er et kompetencegab. Det sker som følge af den debat om minimumslønnen, som er opstået i USA. Problemet med at hæve minimumslønnen er, at man risikerer at holde endnu flere ude af arbejdsmarkedet, der netop mangler kompetencer før, de er deres løn værd. Hertitage Foundation havde for nylig en god artikel herom.

Danske ministre kan lære noget af Elaine Chao. Ikke fordi hun formentlig ender med at blive den eneste minister, der sidder i hele Bush-perioden, men fordi hun har formået at sætte borgerlige fingeraftryk indenfor sit område, og alligevel været loyal overfor sin chef.

Af Kasper Elbjørn

Hvem forstår flad skat bedst?

Dan Mitchell fra Heritage Foundation har skrevet en lettere skræmmende kommentar om the International Monetary Fund (IMF).

Han skriver, at selvom IMF har til formål at hjælpe nationer med at øge den økonomiske vækst, bliver IMF “frequently criticized because its officials often tell poor countries to raise taxes and devalue their currencies”.

Dan Mitchell nævner, at IMF har set på skattereformerne i de østeuropæiske lande i 1990’erne, hvor både socialistiske og liberale regeringer indførte flad skat. Men i stedet for at vurdere effekterne af flad skat med udgangspunkt i økonomisk vækst, ledighed, investeringer m.v., har IMF fokuseret på, om der har været en Laffer-effekt i de pågældende lande – altså, om der er blevet skabt et merprovenu for staten ved at sætte skatten ned.

Det har fået IMF til at spekulere i om de østeuropæiske lande med tiden vil gå væk fra den succesrige flade skattesats, og Mitchell konstaterer tørt: ”It’s unfortunate that socialist governments have a better understanding of tax reform than bureaucrats at the IMF”.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre