Det var en stor nyhed i USA, da vicepræsident Joe Biden forleden indrømmede på TV-stationen ABC, at Obama administrationen havde taget fejl af den økonomiske krise. Nedturen i den amerikanske økonomi er langt værre, end hvad præsident Barack Obama havde regnet med, sagde Biden på vanlig ublu facon.

Historien fik stort set ingen dækning i de danske medier. Udover en note på nogle investorsider, der rapporterede, at oliepriserne herefter gik i selvsving, blev historien let og elegant forbigået af de danske medier. Det er ellers ikke en ubetydelig nyhed for Danmark og resten af verden.

Udtalelsen viser, at administrationen åbenbart har handlet i blinde siden januar, alt imens man har prøvet at stimulere økonomien med milliarder af dollars og dermed bidraget til det gældsmareridt, som kun en meget fantasirig økonom kan se værdien af.

Det er dog langt fra første gang, at politikere går i panik og handler i blinde, når en lang recession er på vej. Mange har draget paralleller mellem den nuværende krise og den Store Depression, der tegnede sig i 1929. Ikke uden grund.

Joe Bidens bekymrende udmelding er endnu et tegn på, at krisen ikke bare er ligeså slem som den Store Depression, men også at politikerne er ved at begå de samme fejl, som man begik dengang.

For nogle uger siden fik jeg en rundtur på et af de traditionsrige amerikanske universiteter, Stanford University, der ligger i Palo Alto ca. 40 minutter i bil fra San Francisco.

Den gamle mand, der med sin bordeauxrøde polo, seler og store solbriller ikke kunne skjule, at han selv var en af de tidligere amerikanske afgangselever fra Stanford, fortalte om universitetets historie med en begejstring og stolthed i stemmen, som selv den mest inkarnerede studerende fra et dansk universitet ikke kan gøre efter.

De danske universiteter er ikke nødvendigvis meget dårligere end de amerikanske, men amerikanerne sætter blot så meget større pris på deres uddannelse, fordi de ved, at ikke bare deres forældre, men også mange andre, frivilligt bidrager til, at de kan gå på universitetet og få den uddannelse, der er altafgørende for, hvordan de klarer sig senere i livet.

Derfor er de stolte af deres uddannelsessted. De lever og ånder for det hele livet, uanset hvor i samfundet de ender.

På rundturen hørte vi ikke bare om familien Stanford, der i sin tid byggede universitetet som et minde om familiens eneste søn. Den gamle mand fortalte også om mange af de andre, der har været bidragsydere gennem årene.

Et højt tårn, der ligesom alle de andre bygninger er beklædt med rødt tegl til minde om den unge Stanford, ligger i midten af universitetsparken.

Det hedder Hoover-tårnet. En af de helt store bidragsydere var nemlig den tidligere præsident Herbert Hoover. Han var selv afgangselev fra Stanford, og donerede store summer til universitetet.

Men det var ikke let for den ellers stolte rundviser at tale om den tidligere præsident. »Hoover var måske ikke god til alt, men han var god ved os«, undskyldte han, og hastede hurtigt videre på rundturen.

Hoover havde været handelsminister i næsten otte år, da han blev præsidentkandidat i 1928, men aldrig kandidat ved et valg. Det hindrede ham dog ikke i let at vinde over Demokraternes Al Smith, som i dag bedst kendes for at have bygget Empire State Building i New York.

Som forfatteren Kevin Baker skriver i juli-nummet af magasinet Harper, blev Hoover betragtet som langt mere begavet, intelligent og bedre uddannet end sine modstandere.

Da den økonomiske krise efter krakket på Wall Street i 1929 begyndte, var tilliden til ham fortsat høj. De fleste var enige om, at Hoover forstod krisens omfang og dybde, og vidste, hvad der skulle gøres for at komme ud af krisen igen. Men amerikanerne blev klogere.

Hoover var modstander af laissez-faire kapitalisme. Han ønskede et samfund baseret på frivillighed, men var stor tilhænger af regulering af markederne, og en af hans første hjælpepakker gik til landbruget.

For at oppuste priserne, opkøbte forbundsstaten landbrugsvarer, ligesom man oprettede kollektive gårde. Amerikanerne havde det svært med overskudsdeling, og meget bedre gik det ikke med en ny institution, som man kaldte »Reconstruction Finance Corporation«, der gennem lånefinansierede tilskud skulle stimulere økonomien.

Historisk set blev det værste tiltag imidlertid taget indenfor det område, han selv havde bestridt som minister, handelspolitikken. Hoover gennemførte en anti-frihandelspolitik, der hævede told- og handelsbarrierer, hvilket startede en handelskrig med de store lande i Europa, der blot gjorde ondt værre.

Hoover tabte som bekendt valget i 1932. Han havde ellers de bedste intentioner, og måske troede han, ligesom alle andre, at han om nogen forstod krisens omfang og dybde, og vidste hvordan den kunne få en ende. I dag ved vi, at han i bedste fald holdt den i ave, i værste fald var med til at eskalere den. Det var derfor, den gamle rundviser på Stanford havde det lidt svært med præsident Hoover, og man kan kun håbe, at det ikke går ligesådan med præsident Obama.