Blog (Tag: hussein)

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

Glem FN

TROEN på FN som en global styringsenhed og myndighed har bevirket, at Danmark de seneste år har gjort en ihærdig indsats for at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor var det en stolt dansk udenrigsminister, der for nylig kunne konstatere, at målet var nået. Den formelle beslutning bliver taget på FN’s kommende generalforsamling, men pladsen skulle være sikret.

Spørgsmålet er blot, om tiden ikke er løbet fra FN? Om ikke Danmark og andre småstater bør bruge flere kræfter på andre allerede etablerede globale institutioner, der med tiden kan nyde samme tillid, som FN har haft i fredstid?

I marts 2003 gennemførte CNN og avisen USA Today en Gallup-undersøgelse, der viste, at amerikanernes tillid til FN var på et historisk lavpunkt. Seks ud af 10 amerikanere mente, at FN ikke løftede de opgaver, man med rette kunne forvente, at verdensorganisationen påtog sig at løse. Undersøgelsen vakte imidlertid ikke den store opmærksomhed, selvom der var tale om den mest negative FN-måling siden 1953.

Amerikanernes irritation over FN var forståelig. Våbeninspektørernes pinegale søgen efter rygende pistoler kunne ikke andet end fremkalde skepsis i de nationer, der ønskede Saddam Hussein afsat. Dertil udløste Frankrigs løfte om at blokere enhver resolution i FN’s sikkerhedsråd – uanset indhold – en vis forundring. Hvad enten man var for eller imod invasionen af Irak, var der tale om omstændigheder, der måtte resultere i dalende tillid til FN.

Danskerne fulgte da også trop. Næsten hver tredje dansker var blevet mere negativ over for FN efter Irak-krisen i forhold til tidligere, viste en meningsmåling foretaget af PLS Rambøll for Jyllands-Posten i samme periode. For FN havde Irak-krisen således alvorlige konsekvenser.

Mange af de kritikpunkter, der rejstes sidste år, er imidlertid glemt igen. Danskerne og resten af Europa synes at have glemt, hvordan FN udstillede sin afmagt og handlingslammelse over for opgaver, der kun kan løses af en global organisation.

Kritikken af FN som en organisation, der ikke er ansvarlig over for befolkninger, men derimod accepterer, og tilmed er forpligtet til at respektere regeringer styret af tyranner, er forstummet. Glemt er også kritikken af Sikkerhedsrådets forældede opbygning og regler samt de fejlslagne fredsmissioner i Rwanda, Somalia m.v. For slet ikke at nævne korruptionen inden for FN, der for nylig kunne føres tilbage til selv de øverstbeliggende kontorer i FN’s imponerende bygning i New York.

EUROPAS regeringer synes at prioritere en verdensorden dirigeret af en anakronistisk organisation fremfor en demokratisk valgt regering i USA. Og det ligger da også i kortene, at alle lande forsat vil bruge FN som udgangspunkt for deres udenrigspolitik. Men ligesom FN var paralyseret under Den kolde Krig, har FN vist sig handlingslammet i den globale kamp mod terrorister samt regimer, der støtter terrorister. Sådan må det være. Ligesom Sovjetunionen sad med ved bordet under Den kolde Krig, så har lederne af alverdens slyngelstater jo ret til samme indflydelse på FN som alle andre. Derfor har FN ingen legitimitet i dag og kan således ikke virke meningsfyldt.

Erkendelsen af, at en ny verdensorden kræver nye institutioner, er imidlertid fuldstændig fraværende i Europa. Det er besynderligt, da det i høj grad var europæerne med Winston Churchill i spidsen, der tog initiativet til de multilaterale institutioner, vi har benyttet siden Anden Verdenskrig. Og det kan vise sig meget farligt i kampen mod terror, at vores institutioner ikke matcher vores udfordringer.

Jeg er personlig ikke tilhænger af at genopfinde den dybe tallerken flere gange. Madeleine Albrights Demokratiske Verdensforbund, der blev etableret i Warszawa i 2000, var måske nok et frisk pust, men organisationen vil få svært ved at manifestere sig over for eller i stedet for FN. Det er meget mere konstruktivt at tage udgangspunkt i institutioner, der allerede er etableret, men som leder efter nye mål og måske endda eksistensberettigelse.

MIT bud på en ny global organisation, der kan etablere sig over for FN, og med tiden i stedet for FN på den globale scene, er G8.

Ideen til G8 kom fra præsident Fords udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et globalt samarbejdsforum, der udgjordes af demokratisk valgte ledere fra store industrialiserede lande.

Oprettelsen af G8 reflekterede bl.a. FN’s afmagt over for de forskellige internationale udfordringer under Den kolde Krig. Samarbejdet berørte hovedsagelig makroøkonomiske spørgsmål, udenrigshandel og relationer til udviklingslande. Men også spørgsmål om energi, miljø, bekæmpelse af kriminalitet og terror drøftes i G8 i dag.

Medlemmerne af G8 (USA, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Japan og senere også Canada og Rusland) bekender sig til samme demokratiske frihedsidealer. G8 er derfor udstyret med den demokratiske legitimitet, som FN altid har manglet. G8 kan endda erhverve sig den tyngde, der kan effektuere en eller anden form for global styring og et effektivt internationalt retssamfund, hvilket der mere end nogensinde er brug for.

Kombineret med hjælp fra NATO, som alle G8-landene undtagen Rusland og Japan er medlem af, vil G8 endog være udstyret med den militære magt, som FN altid har manglet, men som er nødvendig for effektivt at lede et internationalt retssamfund. Ved et seminar hos den britiske tænketank, Centre for Policy Studies, efter terrorangrebet i 2001 pointerede Henry Kissinger, at muligheden for at skabe en ny verdensorden dirigeret af USA i et tæt samarbejde med demokratiske nationer ligger lige for. Han sammenlignede USA’s rolle globalt med den rolle, som Storbritannien spillede i Europa efter Napoleonskrigene i det 19. århundrede.

Kissingers koncept for fremtidens globale samarbejde er desuden beskrevet i bogen »Does America Need a Foreign Policy?« fra 2001. Her bemærker den aldrende statsmand, at USA hverken bør stræbe efter hegemoni over europæerne eller isolere sig i forhold til kontinentet. Tværtimod mener han, at USA bør engagere sig globalt ud fra en kølig analyse af ligevægtsbegreber og interesser og med respekt for andre demokratier. Kissinger plæderer bl.a. for oprettelsen af et transatlantisk frihandelsområde og nedsættelse af et globalt styrelsesudvalg til behandling af omstridte politiske spørgsmål mellem demokratiske stater.

Meget taler for, at G8 kunne tage vare om hans ideer efter en vis institutionel udvikling. G8 har modsat FN allerede taget bestik af de nye globale udfordringer og inviteret Rusland med i samarbejdet, ligesom Storbritannien inviterede Frankrig med i det europæiske samarbejde kort tid efter Napoleonskrigene. EU er repræsenteret ved formanden for Parlamentet, Kommissions-formanden og formanden for Rådet. Desuden er Kina med på sidelinien, da landet ikke er demokratisk, men i vid udstrækning har indført markedsøkonomi.

Skulle G8 en dag spille en stadig større rolle på den globale scene, vil Kina og andre ikke-demokratiske lande blive tvunget til at gennemføre demokratiske reformer, således at landene kan få indflydelse på G8-landenes beslutninger. Den slags incitamenter eksisterer slet ikke inden for FN samarbejdet.

KRITIKERE af G8 kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er i små landes interesse, at G8 får magt på bekostning af FN?

Meget tyder på, at vi ikke skal være bekymrede. Invasionen af Irak har vist, at lande som Holland, Danmark, Norge, Litauen osv. kan få betydelig indflydelse på trods af vores beskedne størrelse. Eksemplet er bevis for, at den ny verdensorden nok vil blive dirigeret af USA og med udgangspunkt i principperne i Bush-doktrinen, men andre lande, der bekender sig til de samme værdier som USA, kan fungere som vigtige medspillere.

De egentlige tabere vil blive lande, der ikke bekender sig til demokrati og markedsøkonomi, og som ikke overholder international lovgivning, men er styret af tyranner. Disse lande vil blive presset til reformer, ligesom befolkningerne indirekte vil blive opfordret til at vælte deres regeringer for at få indflydelse på den globale dagsorden.

Af Kasper Elbjørn

Irak 'n' Roll

Klokken er over midnat, da Carpark North lander i Kuwaits lufthavn natten til fredag. Carpark North er på vej til deres to mest kontroversielle koncerter nogensinde. Koncerterne spilles i Camp Yggdrasil og Camp Eden for soldaterne i Irak.

Bandet ved, at deres tur til Irak er kontroversiel. »Men det var bare noget, vi måtte gøre,« siger bassisten Søren Balsner, der først og fremmest glæder sig til at give soldaterne en god oplevelse i en hård hverdag.

Lau Højen, der er gruppens forsanger, fortsætter: »Vi syntes, det var meget, meget interessant at komme ned at se, hvad der egentlig sker. Komme ned at se lokalbefolkningens forhold til soldaterne. I det hele taget forholde sig til situationen i Irak uden at blive styret af medierne,« siger Lau.

Efter udlevering af vand, hjelme og skudsikre veste kører det århusianske band med deres manager, teknikere og medfølgende journalister af sted mod Irak. Motorvejene blandt de imponerende kuwaitiske bygninger afløses efter et stykke tid af en kulsort nat, som kun afbrydes af brændende oliefelter, der lyser op som små rødgule sole i horisonten.

Soldaterne, der tager imod bandet, anbefaler, at alle sover, da hver og én skal være vågne, så snart bussen kører ind i irakisk territorium. Men kun få sover, da alle er optaget af, hvornår man skal begynde koncerten fredag aften uden at misse fodboldkampen mod Bulgarien.

Lige før grænsen gør bussen holdt, da alle skal iføre sig skudsikker vest og hjelm. De tre århusianere har tydeligvis ikke haft vest og hjelm på før. Begge dele bliver dog hurtigt spændt på. De er lige så fast besluttede på at tage vest og hjelm på, som de er sikre på, at beslutningen om at tage herned er rigtig.

»Når man er her, kan man ikke gøre andet end at grine ad de folk, der sidder derhjemme og synes, at det er helt vild dårlig stil, at vi er taget herned. Vi er her faktisk. Vi ser, hvad der virkelig sker. Prøv det selv,« siger Morten Thorhauge, bandets trommeslager.

Rød-hvide farver

Fredag formiddag, inden temperaturen sniger sig op over 50 grader, stiller bandet alt koncertudstyret op i Camp Yggdrasil, hvor engelske, norske, tjekkiske, hollandske, litauiske og danske flag vejrer side om side. Imens Morten og Lau laver lydprøve, diskuterer Søren danskernes deltagelse i koalitionen.

Soldaterne, der netop har bygget scenen, giver et indtryk af, at irakerne oplever de rød-hvide farver på soldaternes skuldre som positive. Søren er derfor optaget af at vide, hvordan danskerne kan være populære, når amerikanerne så er upopulære.

»Jamen, de har jo insisteret på at administrere de store byer som Bagdad og Tikrit. Hvor Saddam var populær. Og med store etniske konflikter. Vores område var meget udpint under Saddam Hussein, og vi har kun en enkel storby. Dertil kommer, at de godt kan lide måden, som vi prøver at lave demokrati på med store møder, som nu snart skal ledes af dem selv. En form for kommunestruktur,« siger Rasmus Knudsen, der er overkonstabel i Camp Eden, men følger bandet under hele opholdet.

Rasmus Knudsen fortæller, at det har været svært for nogle af soldaterne, specielt dem der er ude første gang, at ringe hjem til mor og far og gang på gang skulle forklare, at bomberne altså ikke sprænger om ørerne på dem. »Man bliver træt af det. Man kunne godt tænke sig, at medierne gav et mere korrekt billede,« bemærker Rasmus.

Ikke krig over det hele

Peter Bach Christensen, som er kontakt- og velfærdssergent, er enig. Han undrer sig også over, at de danske aviser giver et »forskruet« billede af situationen. »Der er ikke krig over det hele. Det er der slet ikke,« siger han lettere frustreret.

»Det er meget surrealistisk, når vi selv hører om de amerikanske tab, for vi oplever ikke de her selvmordsbomber. Vi oplever ikke de her direkte konfrontationer. Selv om det er et rigt olieområde, har vi godt styr på lokalområdet. Vi gør meget ud af ikke at være frembrusende. At snakke med dem, ikke til dem,« pointerer Peter Bach Christensen og gør opmærksom på, at den seneste tid har skærpet vigtigheden af at handle korrekt og med respekt over for irakerne.

Selv om udstationeringen i Irak har været en god oplevelse, glæder han sig dog til at komme hjem.

»Jeg har to små børn, der venter derhjemme. Dem savner jeg meget. Så tiden går langsomt nu,« siger Peter, der efter fire måneders udstationering har to måneder tilbage.

»Vi bør bakke op«

Efter koncerten siger flere af soldaterne, at oplevelsen har været motiverende for dem. At det har skabt stor glæde. Været et afbræk i hverdagen. Og et skulderklap. Det er Lau ikke overrasket over.

»Soldaterne bør have en fornemmelse af, at deres land ikke vender dem ryggen. Nu kom forsvarsministeren herned i lørdags . Og det er vel, fordi han erkender, at han har soldater ude og bør se til dem. Jeg tror, det er vigtigt, når man er 4.000 kilometer væk hjemmefra og kæmper for et lands sag eller politik, at landet bakker op om det, der er besluttet. Hvad enten man er enig eller ej,« pointerer Lau.

At soldaterne ikke arbejder forgæves på at forbedre irakernes levevilkår ses også, da bandet kører fra Camp Yggdrasil til Camp Eden lørdag formiddag. Det er en lang og varm tur, men blandt ørken og oliefelter ligger byer, som reagerer positivt, når de ser bandet og soldaterne.

»Nu er rørt et stort ord, men jeg må indrømme, at jeg blev en lille smule rørt over at se, hvordan folk kom ud af deres huse og hytter og vinkede til os. Og små børn der løb efter os og gav thumbs up, da vi kørte forbi og vinkede. Det var helt vildt fedt. Og det må være, fordi danskerne gør et godt arbejde og opfører sig ordentligt,« siger Morten, inden han begiver sig over bag scenen til de to andre.

Work it out

Fra de enorme højttalere pumpes nu endnu en gang iørefaldende elektrorock ud i den massivvarme aften i Camp Eden, hvor mere end 400 danske soldater sammen med deres britiske og litauiske kolleger og den besøgende forsvarsminister Søren Gade præsenteres for en omgang Irak’n’roll.

»It’s better now, work it out, this is what it’s all about, for we’re headed for the wild wonders«. Det er Carpark Norths hitsingle »Wild Wonders«. Soldaterne genkender sangen og synger med.

Teksten synes at passe til lejligheden, og man må håbe, at de tre århusianere har ret, når de i teksten skriver, at det er bedre nu. Vi må arbejde videre. Det er det, det handler om for Irak. De har i alt fald prøvet at hjælpe.

Carpark North rejste fra Irak mandag og landede i København i går morges.

Af Kasper Elbjørn

Demonstrationer gavner ikke freden

 

DET ER NOGET sludder, at vi gik Saddam Husseins ærinde, skriver Jytte Lemvig Klippegaard (JLK) i JP 20/2. Hun mener, at statsministeren er ved at være ret langt ude i tovene, når han siger, at demonstranterne gik Saddam Husseins ærinde. Jeg ville ønske, at JLK havde ret, men meget lidt tyder på det. FN oplyste samme dag, som JKL's indlæg blev bragt, at siden våbeninspektørerne forlod Bagdad 7/2, har man ikke set et eneste positivt skridt fra irakisk side. Ikke en eneste irakisk videnskabsmand har stillet op til interview, og ikke et eneste dokument er blevet udleveret til FN. Fredsprotesterne og de diplomatiske uenigheder i FN og Europa har desværre opmuntret Saddam Hussein til at modarbejde våbeninspektørerne og FN's diplomatiske anstrengelser for at undgå krig. Statsministeren fik ret. Demonstranterne gik Saddam Husseins ærinde, ligesom store dele af befolkningerne i Europa i sin tid gik Hitlers ærinde og Stalins ærinde. Lighederne er skræmmende, men slående.

JLK skriver, at hun har lov til at mene, at krige er gemene, at verden vil have fred. Det mener vi alle måske lige med undtagelse af Saddam Hussein. Ikke mindst den amerikanske regering prøver jo lige netop at afvæbne Saddam Hussein uden en krig ved gennem FN at sende våbeninspektører til Irak.

Målet for os alle er naturligvis at sikre fred, demokrati og en verden uden terror. Hvis det i tilfældet Irak kræver en årelang besættelse af Irak, så kan vi andre blot håbe, at USA gider at bruge tid, penge og kræfter på en så lang affære. Jeg tror det næppe. USA har brug for hjælp, og vi bør støtte dem gennem FN, ligesom statsministeren har givet udtryk for.

Samtidig må man opfordre JKL og de 10 mio. andre demonstranter til at tænke sig lidt bedre om, inden de næste gang går på gaden for at støtte en gemen diktator som Saddam Hussein. Sådanne demonstrationer gavner ikke anstrengelserne for fred, demokrati og en verden uden terror. Tværtimod.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre