Blog (Tag: irak)

Kontroversiel biografi fra Rumsfeld på vej

I dag annoncerede forlaget, Sentinel, at den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds biografi udkommer den 25. januar. Det oplyste flere amerikanske nyhedssider og blogs tirsdag eftermiddag.

Rumsfelds biografi kommer til at hedde »Known and Unknown«. Titlen er taget fra en af hans mange kontroversielle udtalelser op til invasionen af Irak:

»There are known knowns. These are things we know that we know. There are known unknowns. That is to say, there are things that we know we don’t know. But there are also unknown unknowns. There are things we don’t know we don’t know.«

En af de mest kontroversielle forsvarsministre
Netop invasionen af Irak var med til at gøre Rumsfeld til en af de mest kontroversielle forsvarsministre i amerikansk historie.

Ikke overraskende stod de danske politikere i kø for at udtrykke deres glæde, da Rumsfeld trådte tilbage efter det republikanske nederlag ved midtvejsvalget i 2006.

De håbede alle, at Rumsfelds afgang var et tegn på en ændret strategi i Irak, og de fik ret.

Fyret af Bush
Hvad de ikke vidste, var, at han selv to dage forinden havde afleveret et notat til den daværende Præsident George W. Bush om at ændre strategien i Irak.

Rumsfeld anbefalede, ligesom den danske venstrefløj, at man reducerede tropperne.

Muligvis var det derfor, Præsident Bush bad ham tage sin afsked.

Vi ved i dag, at Præsident Bush og den nye forsvarsminister, Robert Gates, som præsident Barack Obama modigt valgte at genudnævne, gjorde det stik modsatte.

Det var tydeligt, at når amerikanske soldater blev sat ind i de mest urolige områder ophørte volden næsten øjeblikkeligt, og derfor var forøgelsen af antallet af amerikanske soldater det helt rigtige.

Ingen bliver skånet
Ligesom Donald Rumsfeld selv, skåner erindringsbogen ikke nogen, sagde Adrian Zackheim, der er direktør for forlaget. Manuskriptet indeholder alt det, jeg havde håbet på og meget mere, fortsatte han.

Og hvad kan vi så forvente: Hemmelige detaljer om og indsigt i Bush-administrationen, terrorangrebet den 11. september 2001 samt krigene i Afghanistan og Irak, Rumsfeld opvækst under den Store Depressionen og Anden Verdenskrig, hans politiske karriere herunder tiden som minister i Nixon og Fords regeringer samt hans møde med Saddam Hussein - og det berømte håndtryk i december 1983.

Old vs. New Europe
Jeg indrømmer gerne, at jeg var en af dem, der syntes Rumsfeld gjorde det godt efter terrorangrebet på New York og Washington DC i 2001.

Jeg var endda enig med ham, da han i januar 2003 på et spørgsmål om det bekymrede ham, at Europa var imod en invasion af Irak, svarede:

»You’re thinking of Europe as Germany and France. I don’t. I think that’s old Europe. If you look at the entire NATO Europe today, the centre of gravity is shifting to the east and there are a lot of new members and if you just take the list of all the members of NATO and all those that have been invited in recently, what is it twenty-six, something like that, you look at vast numbers of other countries in Europe, they’re not with France and Germany on this, they’re with the United States.«

Jeg kan godt lide, når politikere siger hvad de mener, og mener hvad de siger. Det gjorde Donald Rumsfeld her.

Rumsfeld udstillede den ægte, dybe splittelse i Europa over invasionen af Irak, ligesom han antydede, at de gamle kernelande i EU, ikke mindst Tyskland og Frankrig, på alle mulige måder havde haft deres storhedstid. Fremtiden lå hos de nye medlemmer af EU og NATO.

Stædig og stejl
Et langt stykke af vejen mener jeg, at han havde ret i den kontroversielle analyse.

Omvendt erkender jeg, at jo længere tid han sad som forsvarsminister, des ringere blev han. Han var alt for stædig og stejl, da det begyndte at gå galt i Irak og de første tegn på borgerkrig meldte sig.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor Præsident Bush ikke bad om hans afsked allerede efter præsidentvalget i 2004.

Men det får vi måske svar på i hans biografi.

Af Kasper Elbjørn

Friheden må ikke ofres på klimaets alter

Et par dage efter regeringsdannelsen skrev Berlingske Tidende på forsiden, at den nye klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) var klar til at presse alverdens stormagter for at sikre en ambitiøs klimaaftale. Det er aktivistisk udenrigs­politik, så det batter, og den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er værd at fastholde. Ikke på grund af klimaet, men fordi aktivismen skaber mulighed for at kæmpe for, at undertrykkelsen af mennesker rundt omkring i verden og brugen af tvang minimeres så meget som muligt. Det var det oprindelige formål med kovendingen i udenrigspolitikken for 20 år siden, og der er god grund til at frygte, at lige netop den globale klimaaftale, der skal indgås i København i 2009, vil være en barriere for dette mål.

Den aktivistiske udenrigspolitik har haft bred opbakning i den danske befolkning, lige siden statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sammen med de radikale ledere Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær indgik en nærmest uhellig udenrigspolitisk alliance i 1988. Efter Schlüters afgang blev den aktivistiske linie videreført af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og især hans første forsvarsminister, Hans Hækkerup (S), og de har sikkert ikke haft det let i en folketingsgruppe, hvor mange stadig led af Vietnam-syndromets indbyggede dybe skepsis til USA. Krigene i Kuwait, eks-Jugoslavien og senere i Afghanistan og især Irak kunne ligeledes let have kæntret båden, men danskerne holdt stædigt fast i den aktivistiske linie.

Det betyder dog ikke, at en regering kan vinde valg på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er fortsat ingen leder i den frie verden, der har vundet et valg på udenrigspolitik. I denne valgkamp prøvede den mest ekstreme venstrefløj alligevel at spille Irak-kortet, men uden held. Det hænger formentlig sammen med, at Danmark - på godt og ondt - slet ikke deltager i krigen mere, samtidig med at antallet af angreb er mere end halveret i forhold til i sommer. Det går endelig i den rigtige retning.

En egentlig debat om Irak-krigen og dermed den aktivistiske udenrigspolitik var derfor ikke-­eksisterende frem til, at stats- og vicestatsministeren præsenterede regeringsgrundlaget for den genvalgte regering 22. november. Godt gemt mellem løfter om mere velfærd og lavere skat stod der, at regeringen ville fastholde Danmarks høje internationale engagement i fredsbevarende og fredsskabende indsatser. Meget mere konkret blev det ikke. Og det er der nok en god grund til, da der først og fremmest står klima på den udenrigspolitiske dagsorden frem til 2009.

Der er ikke noget galt i, at regeringen prioriterer klimaaftalen. Der er al mulig grund til at forhindre alvorlige og uoprettelige klimaændringer, hvis man kan, og vores aktivistiske udenrigspolitik har banet vejen for, at vi muligvis kan få alle ombord ved topmødet i 2009. Men det er det forkerte tidspunkt at stikke halen mellem benene og efterlade opposi­tionsbevægelserne rundt omkring i verden på grund af stigende vandstand.

De første foruroligende tegn på, at vi er på vej ud ad denne deroute kom i forbindelse med det russiske parlamentsvalg. Uanset hvor meget regeringen har brug for Kremls støtte til en klimaaftale, er det forkert, at Danmark ikke protesterer over fængslingen af en af oppositionens ledere, Garry Kasparov, ligesom vi skal stå først i koret af EU-medlemmer, der forlanger ukrainsk medlemskab af EU og NATO. Vi skal ikke være russisk klimagidsel.

Det samme gælder over for Kina. Vi ved, at de danske chefforhandlere har brug for de kinesiske kommunister i 2009, men det ændrer ikke ved, at vi bør fortælle kommunisterne, at vi ikke vil acceptere nogen form for krænkelser af den kinesiske befolkning, ligesom vi bestemt heller ikke vil acceptere, at regimet krænker sine demokratiske naboers suverænitet. Hvad enten det er direkte eller indirekte. Økonomisk eller militært.

Landene i Mellemøsten skal selvfølgelig også med i klimaaftalen. Og i sagen om den 19-årige saudiske pige, der blev voldtaget af syv mænd og derefter idømt 60 dages fængsel og 200 piskeslag, fordi hun var i bil med en mand, hun ikke var i familie med, fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) travlt med at samle EU-landene i en fælles protest. Der kom ingen dansk afstandtagen fra den groteske sag.

I Libanon har den demokratiske regering brug for vores støtte, når politikere og journalister bliver angrebet på åben gade med iransk-producerede bomber, eller når terrororganisationer truer det demokratiske fundament i landet, også selvom andre diktaturstater ikke ser en interesse heri.

Ved siden af Libanon ligger Syrien. Strategien over for Syrien burde være ligetil. Alle soldater i Libanon skal trækkes tilbage, al støtte til terrorvirksomhed må stoppes, grænserne lukkes, alle Saddam-støtter, der flygtede til landet, skal udleveres og Israel accepteres, ligesom markedsreformer, ytringsfrihed og demokrati skal implementeres. Til gengæld skal vi hjælpe med at genopbygge landet økonomisk - og Assad-familien kan endda få lov til at blive siddende - indtil de første demokratiske valg fjerner familien fra den politiske magt. Strategien kunne nemt fremføres af Danmark i henhold til regeringsgrundlaget og overføres til andre lande med tiden.

Iran, landet hvor man hænger homoseksuelle, kan ikke blackmailes til frihed, og udgør den største trussel mod den frie verdens interesser i dag.

I sidste uge kom det frem i en CIA-rapport, at Iran holdt op med at udvikle atomvåben i tiden efter fjernelsen af Saddam Husseins styre i Irak i 2003. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad jublede og kaldte rapporten for en sejrserklæring. Det er altid en sejr, når sandheden kommer frem, men i den frie verden er der ingen grund til at juble. Præsident Ahmadinejads begejstring over kvaliteten af efterretnings­undersøgelserne er naturligvis en anerkendelse af hele rapporten. Her er det værd at bemærke, at rapporten også fortæller, at den iranske regering stadig yder økonomisk støtte til og træning af terrorister i Irak. Det anerkender det teokratiske styre altså nu.

Iran opfordrer til og arbejder fortsat for ustabilitet og kaos, men situationen i Iran er ikke håbløs. På mange måder kan den sammenlignes med situationen i Polen i 1983. Vi ved, oppositionen er der, og regeringerne i den vestlige verden må styrke efterretningerne i landet, så vi bedre kender de enkelte mennesker i oppositionsbevægelsen. Vi skal efterligne Reagan-administrationens politik over for Polen i begyndelsen af 1980erne og hjælpe oppositionen i Irak, følge dem og råbe op, når de pludselig forsvinder. Det må ønsket om en global klimaaftale naturligvis ikke forhindre. Ligesom klimaaftalen ikke må mindske presset på Mellemøsten for at bekæmpe og udrydde terrororganisationer som Hamas, Hizbollah, Al-Aqsas Brigader m.fl.

Samme strategi burde man for lang tid siden have ført over for Latinamerika. Det er længe siden, at nationer bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur. Siden Den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med markedsøkonomiens indtog over hele verden er statens magt blevet udhulet og diktatorerne forsvundet eller fjernet. Befolkningen er heldigvis begyndt at sige fra over for Venezuelas præsident Hugo Chavez. Nu må den frie verden vise, at vi har hørt deres nødråb. Chavez' planer om en centralt styret planøkonomi i et latinamerikansk storrum lader sig ikke stoppe af en klimaaftale.

Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne på den frie verdens næste træk, og det er ikke nødvendigvis krig, men det er altså heller ikke klimapolitik. Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forliger os på gode hensigter og nøjes med at kalde blodige despoter for banditter. Det er der ingen, der tager seriøst udover et par enkelte skrivebordsjournalister.

Nu er det op til offentligheden, medierne og alle de udenrigspolitiske ordførere i det nyvalgte Folketing at sikre, at benovelsen over, at Danmark skal være vært for klimatopmødet i 2009 ikke fører til en eneste indrømmelse til diktatorer og despoter, når det gælder demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Klimaindsatsen må ikke overskygge eller overtrumfe kampen for frihed og erobre Danmarks udenrigspolitiske manøvrerum. Friheden skal ikke ofres på klimaets alter

Af Kasper Elbjørn

Opgør med fodnoterne

Med den tilspidsede situation i Afghanistan og den fortsatte krise i Irak er den aktivistiske danske udenrigspolitik og Danmarks tætte sikkerhedspolitiske samarbejde med USA endnu engang til debat. Imidlertid synes der at være en bemærkelsesværdig enighed om grundlaget for den aktivistiske danske udenrigspolitik.

I dag stiller ingen af de toneangivende politiske aktører spørgsmålstegn ved en fortsat aktivistisk udenrigspolitik, og selv regeringens tætte samarbejde med USA er bredt accepteret.

I vidt omfang er linien da også en videreførelse af den tidligere SR-regerings politik. Både aktivisme og atlantisme er blevet centrale elementer i dansk udenrigspolitik, og debatten handler ikke om, hvorvidt aktivisme og atlantisme skal være grundpillerne i politikken, men hvordan de skal være det.

Danmarks udenrigspolitiske aktivisme blev først formuleret i det såkaldte "forståelsesbrev" forfattet af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Det Radikale Venstres udenrigspolitiske ordfører Lone Dybkjær i juni 1988.

Det sigtede mod "...at sikre et solidt grundlag for en aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som muliggør et positivt dansk bidrag til afspænding og nedrustning samtidig med, at hensynet til dansk sikkerhed varetages...".

Brevet blev startskuddet til et opgør med den traditionelt passive og reaktive danske udenrigspolitik og ikke mindst med den politik, der mellem 1982 og 1988 pålagde den borgerlige regering at fremsætte fodnoter til de fælles NATO-beslutninger og dermed sendte Danmark ud på kanten af det acceptable for et NATO-medlem.

Fodnotepolitikken udgjorde en betragtelig skærpelse af den traditionelle forbeholdne position, som Danmark indtog i forholdet til NATO. Fodnoterne ændrede omverdenens opfattelse af Danmark som et land solidt plantet i NATO.

Imidlertid var Uffe Ellemann-Jensen en meget skarp kritiker af det sikkerhedspolitiske flertal og dets dagsordener, og hans holdning var velkendt hos vores allierede, hvilket formentlig har hjulpet på stemningen, når en fodnote blev skrevet ind i de fælles NATO-beslutninger.

Derfor kan man med rette sige, at selv om fodnoterne tærede på Danmarks goodwill og på længere sigt udgjorde en potentiel risiko for vores frihed og demokrati, så gik Danmark alligevel ud af fodnoteperioden uden for alvor at have mere end ridser i omdømmet hos USA og resten af den frie verden.

Aftalen om forståelsesbrevet blev en afgørende begivenhed i dansk historie. Ikke blot fordi Det radikale Venstre på Lone Dybkjærs opfordring brød med partiets traditionelle linie i udenrigspolitikken af hensyn til landets sikkerhed.

Begivenheden var også afgørende, fordi aftalen i kombination med afslutningen af den Kolde Krig skabte helt nye muligheder for dansk udenrigspolitik.

Indtil afslutningen af den Kolde Krig var de europæiske småstaters udenrigspolitiske handlemuligheder i høj grad bundet af den sikkerhedspolitiske spænding mellem de to blokke med USA og Sovjetunionen i spidsen. For Danmark betød det, at ligesom udenrigspolitikken fra 1864 og frem til 1945 havde været påvirket af den mulige trussel fra Tyskland, så var den fra 1945 til 1989 præget af den mulige trussel fra Sovjetunionen.

Efter 1989 er magtpolitikken fortsat et grundvilkår i international politik, men dens virkemidler har undergået en væsentlig forandring i det euro-atlantiske område, hvor militær magt spiller en mindre rolle end tidligere, og diplomatisk kompetence til gengæld er blevet vigtigere.

Forståelsesbrevet muliggjorde en maksimal udnyttelse af disse nye muligheder ved at skabe det indenrigspolitiske grundlag for, at en kvalitativ ændring af trusselsbilledet kunne følges op af en kvalitativ ændring af sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Perspektivet i dansk udenrigspolitik blev globalt i forfølgelsen af klassiske udenrigspolitiske mål som sikkerhed, velstand og værdier, og sikkerhed blev anset for at være en fælles udfordring snarere end et nationalt problem.

De nødvendige ressourcer for at føre politikken ud i livet og en generelt større risikovillighed skabte gode betingelser for en aktiv politik.

Politikken kom op gennem 1990'erne til udtryk både i det geografiske nærområde, hvor Danmarks spillede en meget aktiv rolle i forhold til de baltiske lande, i udvidelsen af NATO og særligt EU, og globalt, hvor Danmark bl.a. gennemgik en såkaldt militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken gennem sin meget omfattende deltagelse i internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse.

Aktiv militær indsats blev nu opfattet som et legitimt udenrigspolitisk middel, hvis målet var international fred og sikkerhed og menneskerettigheder, og den foretrukne samarbejdspartner i sikkerhedspolitikken var som oftest USA.

Kontrasten mellem nutid og fortid blev endnu tydeligere efter terrorangrebene på New York og Washington 11. september 2001, da den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen så terrorangrebene som udtryk for et angreb på alt, hvad vi står for - individuel frihed, fælles sikkerhed og demokrati - og betonede, at Danmark ville stå skulder ved skulder med USA og sine andre NATO-allierede.

Han understregede, at vores fremtid og vores sikkerhed er fælles, Danmarks sikkerhed er identisk med NATO og USA's sikkerhed. Modsætningen til den fodnotepolitik, som mindre end 15 år tidligere havde været synonym med den sikkerhedspolitiske kurs i statsministerens eget parti, var til at tage og føle på.

Anders Fogh Rasmussens regering har overordnet set fastholdt prioriteterne fra 1990'erne, men samtidig også skruet op for både aktivisme og atlantisme.

Politikken er ikke kun tilpasset det nye trusselsbillede efter 11. september og de begrænsninger, som det danske forsvarsforbehold pålægger regeringen i forhold til EU-samarbejdet.

Den er i lige så høj grad et ideologisk opgør med fortiden, en del af en mere generel værdikamp, hvor villigheden til at bringe ofre for at nå sine overordnede mål ofte understreges med direkte henvisning til kontrasten til besættelsen og fodnoteperiodens udenrigspolitik.

Samtidig med, at aktivismen er fortsat, er dens gevinster og faldgruber blevet stadig tydeligere.

På den ene side rummer aktivismen mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os og forholde sig til globaliseringens udfordringer.

Dertil kommer muligheden for at deltage i udbredelsen af frihed, markedsøkonomi og demokrati til stadig flere lande, særligt i samarbejde med USA.

På den anden side omfatter i hvert fald den sidste type af projekter en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder uafhængigt af befolkningens ønsker.

Den såkaldte sociale ingeniørkunst er ikke bare utopisk, men også udgiftstung for de deltagende landes borgere, livsfarlig for både soldater og civile og rummer samtidig risikoen for at undergrave respekten for de værdier, som er målet.

Hvilken lære de politiske beslutningstagere vil drage af dette i fremtiden, ved vi ikke, men deres svar vil næppe indeholde så radikale opgør med fortiden som både fodnoteperioden og den efterfølgende forståelse af Danmarks rolle i international politik på meget forskellig vis var udtryk for. Aktivismen er kommet for at blive.

Af Kasper Elbjørn

Irak 'n' Roll

Klokken er over midnat, da Carpark North lander i Kuwaits lufthavn natten til fredag. Carpark North er på vej til deres to mest kontroversielle koncerter nogensinde. Koncerterne spilles i Camp Yggdrasil og Camp Eden for soldaterne i Irak.

Bandet ved, at deres tur til Irak er kontroversiel. »Men det var bare noget, vi måtte gøre,« siger bassisten Søren Balsner, der først og fremmest glæder sig til at give soldaterne en god oplevelse i en hård hverdag.

Lau Højen, der er gruppens forsanger, fortsætter: »Vi syntes, det var meget, meget interessant at komme ned at se, hvad der egentlig sker. Komme ned at se lokalbefolkningens forhold til soldaterne. I det hele taget forholde sig til situationen i Irak uden at blive styret af medierne,« siger Lau.

Efter udlevering af vand, hjelme og skudsikre veste kører det århusianske band med deres manager, teknikere og medfølgende journalister af sted mod Irak. Motorvejene blandt de imponerende kuwaitiske bygninger afløses efter et stykke tid af en kulsort nat, som kun afbrydes af brændende oliefelter, der lyser op som små rødgule sole i horisonten.

Soldaterne, der tager imod bandet, anbefaler, at alle sover, da hver og én skal være vågne, så snart bussen kører ind i irakisk territorium. Men kun få sover, da alle er optaget af, hvornår man skal begynde koncerten fredag aften uden at misse fodboldkampen mod Bulgarien.

Lige før grænsen gør bussen holdt, da alle skal iføre sig skudsikker vest og hjelm. De tre århusianere har tydeligvis ikke haft vest og hjelm på før. Begge dele bliver dog hurtigt spændt på. De er lige så fast besluttede på at tage vest og hjelm på, som de er sikre på, at beslutningen om at tage herned er rigtig.

»Når man er her, kan man ikke gøre andet end at grine ad de folk, der sidder derhjemme og synes, at det er helt vild dårlig stil, at vi er taget herned. Vi er her faktisk. Vi ser, hvad der virkelig sker. Prøv det selv,« siger Morten Thorhauge, bandets trommeslager.

Rød-hvide farver

Fredag formiddag, inden temperaturen sniger sig op over 50 grader, stiller bandet alt koncertudstyret op i Camp Yggdrasil, hvor engelske, norske, tjekkiske, hollandske, litauiske og danske flag vejrer side om side. Imens Morten og Lau laver lydprøve, diskuterer Søren danskernes deltagelse i koalitionen.

Soldaterne, der netop har bygget scenen, giver et indtryk af, at irakerne oplever de rød-hvide farver på soldaternes skuldre som positive. Søren er derfor optaget af at vide, hvordan danskerne kan være populære, når amerikanerne så er upopulære.

»Jamen, de har jo insisteret på at administrere de store byer som Bagdad og Tikrit. Hvor Saddam var populær. Og med store etniske konflikter. Vores område var meget udpint under Saddam Hussein, og vi har kun en enkel storby. Dertil kommer, at de godt kan lide måden, som vi prøver at lave demokrati på med store møder, som nu snart skal ledes af dem selv. En form for kommunestruktur,« siger Rasmus Knudsen, der er overkonstabel i Camp Eden, men følger bandet under hele opholdet.

Rasmus Knudsen fortæller, at det har været svært for nogle af soldaterne, specielt dem der er ude første gang, at ringe hjem til mor og far og gang på gang skulle forklare, at bomberne altså ikke sprænger om ørerne på dem. »Man bliver træt af det. Man kunne godt tænke sig, at medierne gav et mere korrekt billede,« bemærker Rasmus.

Ikke krig over det hele

Peter Bach Christensen, som er kontakt- og velfærdssergent, er enig. Han undrer sig også over, at de danske aviser giver et »forskruet« billede af situationen. »Der er ikke krig over det hele. Det er der slet ikke,« siger han lettere frustreret.

»Det er meget surrealistisk, når vi selv hører om de amerikanske tab, for vi oplever ikke de her selvmordsbomber. Vi oplever ikke de her direkte konfrontationer. Selv om det er et rigt olieområde, har vi godt styr på lokalområdet. Vi gør meget ud af ikke at være frembrusende. At snakke med dem, ikke til dem,« pointerer Peter Bach Christensen og gør opmærksom på, at den seneste tid har skærpet vigtigheden af at handle korrekt og med respekt over for irakerne.

Selv om udstationeringen i Irak har været en god oplevelse, glæder han sig dog til at komme hjem.

»Jeg har to små børn, der venter derhjemme. Dem savner jeg meget. Så tiden går langsomt nu,« siger Peter, der efter fire måneders udstationering har to måneder tilbage.

»Vi bør bakke op«

Efter koncerten siger flere af soldaterne, at oplevelsen har været motiverende for dem. At det har skabt stor glæde. Været et afbræk i hverdagen. Og et skulderklap. Det er Lau ikke overrasket over.

»Soldaterne bør have en fornemmelse af, at deres land ikke vender dem ryggen. Nu kom forsvarsministeren herned i lørdags . Og det er vel, fordi han erkender, at han har soldater ude og bør se til dem. Jeg tror, det er vigtigt, når man er 4.000 kilometer væk hjemmefra og kæmper for et lands sag eller politik, at landet bakker op om det, der er besluttet. Hvad enten man er enig eller ej,« pointerer Lau.

At soldaterne ikke arbejder forgæves på at forbedre irakernes levevilkår ses også, da bandet kører fra Camp Yggdrasil til Camp Eden lørdag formiddag. Det er en lang og varm tur, men blandt ørken og oliefelter ligger byer, som reagerer positivt, når de ser bandet og soldaterne.

»Nu er rørt et stort ord, men jeg må indrømme, at jeg blev en lille smule rørt over at se, hvordan folk kom ud af deres huse og hytter og vinkede til os. Og små børn der løb efter os og gav thumbs up, da vi kørte forbi og vinkede. Det var helt vildt fedt. Og det må være, fordi danskerne gør et godt arbejde og opfører sig ordentligt,« siger Morten, inden han begiver sig over bag scenen til de to andre.

Work it out

Fra de enorme højttalere pumpes nu endnu en gang iørefaldende elektrorock ud i den massivvarme aften i Camp Eden, hvor mere end 400 danske soldater sammen med deres britiske og litauiske kolleger og den besøgende forsvarsminister Søren Gade præsenteres for en omgang Irak’n’roll.

»It’s better now, work it out, this is what it’s all about, for we’re headed for the wild wonders«. Det er Carpark Norths hitsingle »Wild Wonders«. Soldaterne genkender sangen og synger med.

Teksten synes at passe til lejligheden, og man må håbe, at de tre århusianere har ret, når de i teksten skriver, at det er bedre nu. Vi må arbejde videre. Det er det, det handler om for Irak. De har i alt fald prøvet at hjælpe.

Carpark North rejste fra Irak mandag og landede i København i går morges.

Af Kasper Elbjørn

En ny verden

I en storstilet TV-transmitteret tale erklærede præsident Bush natten til den 2. maj 2003 krigshandlingerne i Irak for afsluttet. Kampen om Irak var en sejr i krigen mod terror, der begyndte 11. september 2001, og som stadig foregår, sagde Bush fra dækket af hangarskibet USS Abraham Lincoln omgivet af sine soldater.

Det var gode nyheder for Irak og den ny verden, der opstod efter den 11. september 2001. Men allerede inden krigshandlingernes blev afsluttet, var det igen blevet tid til det diplomatiske spil - nogen vil måske kalde det den diplomatiske krig.

FN - moderne udgave af Folkeforbundet
Især de kræfter, der oprindeligt havde været imod en befrielse af Irak spillede hurtigt ud med et ønske om, at FN igen skulle på banen. FN skulle lede genopbygningen af Irak på trods af, at FN blot få uger før de allierede gik ind i Irak, havde spillet fuldstændig fallit.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, der i 1930'erne degenererede til en diskussionsklub, ude af stand til at bremse de fascistiske diktatorer. Årsagen til FN's fallit var først og fremmest Frankrig, Tyskland og Ruslands modstand mod en resolution, der kunne bremse vor tids måske værste diktator.

Dertil kommer, at selvom FN uden tvivl og med god grund er den organisation, der nyder størst tillid i dag, så består FN samtidig af alle verdens lande – også lande, der ikke ser en fordel i, at Irak omdannes til et demokrati, der respekterer menneskerettigheder og tillader politisk og økonomisk frihed.

Mange lande indenfor FN ønsker ikke, at en positiv udvikling af Irak spreder sig som ringe i vandet i resten til Mellemøsten. Derfor skal FN nok være involveret, hvilket Præsident Bush da også lovede i
Irland den 8. april, men styringen skal komme andetsteds fra. Hvis Tyskland, Frankrig og Rusland ikke havde så travlt med at positionere sig, ville de muligvis også se problematikken i alene at lade FN styre
genopbygningen.

Kissinger's G8
Hvis man absolut skal pege på et internationalt forum, der med ligeså meget legitimitet kunne styre genopbygningen, bør man derimod pege på G8.

Ideen til G7 (der i 1990'erne blev til G8 efter russisk medlemskab) kom fra Præsident Ford's udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et samarbejdsforum, der udgjordes af store industrialiserede lande med fælles værdisæt, og hvis ledere var demokratisk valgt. Oprettelsen af G7 reflekterede bl.a. FN's afmagt overfor de forskellige internationale udfordringer, som verden oplevede i 1970'erne, da den Kolde Krig var mest kold.

G8 er i dag en samarbejdsorganisation, der med stor legitimitet kunne have ledet genopbygning af Irak. Det kunne samtidig have været begyndelsen på en ny og større rolle for G8 i en verden, der endnu
engang står overfor nye udfordringer, som ikke nødvendigvis imødekommes bedst af FN.

Store lande har spillet sig af banen
Det er en skam, at så mange står fast på kravet om, at FN skal lede genopbygningen af Irak. Det hindrer en sikker fremtid for det i forvejen prøvede irakiske folk.

Endnu engang må vi derfor sætte vores lid til de allieredes ledere. De vil ikke pege på G8, men derimod udelukkende på alle de lande, der hjalp med at befri Irak herunder Danmark, som i skrivende stund ser ud til at få en stor rolle i Irak på trods af, at vi i sidste øjeblik ikke havde mod nok til at sende en større styrke til Irak efter krigen.

Omvendt så har store lande som Frankrig, Tyskland og Rusland endnu engang spillet sig af banen i deres iver efter at få indflydelse i forhold til USA.

Et terrorregime er styrtet
Præsident Abraham Lincoln, efter hvem hangarskibet, som Bush talte fra den 2. maj, er opkaldt, sagde engang: "The probability that we may fail in the struggle, ought not to deter us from the support of a
cause we believe to be just".

Vi kan i dag være glade for, at endnu et terrorregime er styrtet i grus. Det er så sandt en sejr for kampen mod terror i alle dets afskygninger.

I Danmark kan vi være stolte over, at vi trods alt støttede USA i kampen for at vælte et terrorregime og befri et folk. Ikke desto mindre er det ikke gode nyheder, at flere af de store industrialiserede lande i
dag står så splittet, at Frankrig, Tyskland og Rusland ingen roller får i genopbygningen af Irak og i den fortsatte kamp mod terror.

Af Kasper Elbjørn

Demonstrationer gavner ikke freden

 

DET ER NOGET sludder, at vi gik Saddam Husseins ærinde, skriver Jytte Lemvig Klippegaard (JLK) i JP 20/2. Hun mener, at statsministeren er ved at være ret langt ude i tovene, når han siger, at demonstranterne gik Saddam Husseins ærinde. Jeg ville ønske, at JLK havde ret, men meget lidt tyder på det. FN oplyste samme dag, som JKL's indlæg blev bragt, at siden våbeninspektørerne forlod Bagdad 7/2, har man ikke set et eneste positivt skridt fra irakisk side. Ikke en eneste irakisk videnskabsmand har stillet op til interview, og ikke et eneste dokument er blevet udleveret til FN. Fredsprotesterne og de diplomatiske uenigheder i FN og Europa har desværre opmuntret Saddam Hussein til at modarbejde våbeninspektørerne og FN's diplomatiske anstrengelser for at undgå krig. Statsministeren fik ret. Demonstranterne gik Saddam Husseins ærinde, ligesom store dele af befolkningerne i Europa i sin tid gik Hitlers ærinde og Stalins ærinde. Lighederne er skræmmende, men slående.

JLK skriver, at hun har lov til at mene, at krige er gemene, at verden vil have fred. Det mener vi alle måske lige med undtagelse af Saddam Hussein. Ikke mindst den amerikanske regering prøver jo lige netop at afvæbne Saddam Hussein uden en krig ved gennem FN at sende våbeninspektører til Irak.

Målet for os alle er naturligvis at sikre fred, demokrati og en verden uden terror. Hvis det i tilfældet Irak kræver en årelang besættelse af Irak, så kan vi andre blot håbe, at USA gider at bruge tid, penge og kræfter på en så lang affære. Jeg tror det næppe. USA har brug for hjælp, og vi bør støtte dem gennem FN, ligesom statsministeren har givet udtryk for.

Samtidig må man opfordre JKL og de 10 mio. andre demonstranter til at tænke sig lidt bedre om, inden de næste gang går på gaden for at støtte en gemen diktator som Saddam Hussein. Sådanne demonstrationer gavner ikke anstrengelserne for fred, demokrati og en verden uden terror. Tværtimod.

Af Kasper Elbjørn

NATO går foruroligende fremtid i møde

 

JOHAN KELLER (JK) skriver i et indlæg 13/2, at NATO-traktatens art. 4 handler om at komme et partnerland til undsætning, hvis det bliver angrebet. Det er ikke korrekt. JK forveksler muligvis art. 4 med art. 5. Ifølge NATO-traktatens art. 4 kan alliancens medlemmer bede om konsultationer, hvis de føler sig truet. Det var det, Tyrkiet gjorde i mandags, hvilket er helt legalt. Derimod var Frankrig, Tyskland og Belgiens modstand mod at hjælpe Tyrkiet ganske foruroligende for NATO's fremtid. De tre lande forhindrede således ugen igennem NATO i at hjælpe Tyrkiet med at tage blot de mindste forberedelser til at modstå et angreb fra Irak.

NATO fremstod splittet og handlingslammet, fordi de tre lande lod diskussionerne i FN overskygge NATO's idealistiske principper.

JK skriver, at han er ganske tilfreds med denne udvikling. Han mener, at danskerne i øjeblikket er bedre tjent med at lade sig repræsentere af Europas hofnar, den belgiske udenrigsminister, der stod bag bruddet i NATO.

Den holdning må stå for helt egen regning. Noget tyder på, at JK fik sat sig lidt for hurtigt ved tasterne. Danmark, såvel som Europa og resten af verden, er naturligvis langt bedre tjent med udenrigsministre, der, inspireret af Winston Churchill, ønsker internationale handlekraftige alliancer og organisationer, herunder et NATO, der lever op til de idealistiske principper, som NATO blev bygget på.

Af Kasper Elbjørn

Anti-amerikanisering

DET ER ikke bare Socialdemokratiet, der i dag mangler et politisk projekt. Hele venstrefløjen er lammet, når det gælder politisk nytænkning. Efter Sovjetunionens sammenbrud og 1990ernes kamp om miljøet står venstrefløjen i dag tilbage i dyb krise. Ikke kun fordi de tog grueligt fejl, når det gjaldt de socialistiske regimer i Østeuropa, men også fordi befolkningerne har indset, at virkeligheden er langt mere nuanceret, end venstrefløjen hidtil har fremstillet den. I Danmark ses krisen tydeligst inden for Socialdemokratiet og SF. Begge partier - med de to formænd, Holger K. Nielsen og Mogens Lykketoft, i spidsen - prøver at dirigere debatten væk fra venstrefløjens krise og mod USA. I noget, der lignede krisestyring efter nye interne problemer, langede Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, således ud efter USAs udenrigspolitik og Danmarks støtte til USA i krigen mod terror.

Ikke et ord om Irak
6/1 påstod Lykketoft således, at Bush-administration var faretruende, gik egne veje og i et foruroligende omfang baserede sig på militære løsninger. I ugen forinden havde SFs formand på samme vis karakteriseret USA som et problem. Ikke et ord om Irak eller Nordkorea. Det var USA, som var et problem for verdensfreden ifølge Holger K. Nielsen. Begge politikere glemte behændigt, at Bush-administrationen ikke én eneste gang er gået uden om FN efter terrorangrebene den 11. september 2001. Ligeledes så de to fuldstændig bort fra, at USA ganske succesfuldt befriede Afghanistan fra Taleban-styret sammen med en global koalition af verdenslande. Den største koalition af samarbejdende lande nogensinde. Tidligere statsminister Nyrup Rasmussen, hvis regering Lykketoft var medlem af, og som var støttet af SF, sagde det for en gang skyld ganske klart den 11. september 2001: »Vi står skulder ved skulder med USA.« Det gjorde Danmark dengang, ligesom vi har gjort det efter regeringsskiftet. Det var et løfte, som affødte klar respekt i og uden for Danmark. Men i desperation over at have udsigt til flere år i opposition spiller venstrefløjen atter på anti-amerikanismen i mangel af bedre. Den antiamerikanske propaganda, som venstrefløjen lægger for dagen, er hverken indsigtsfuld eller visionær, men spiller på Europas mindreværdskomplekser og venstrefløjens egne indenrigspolitiske frustrationer.

Man kan frygte, at venstrefløjen i desperation over interne magtkampe og mangel på politiske ideer igen er på vej tilbage til den fejlagtige fodnotepolitik, hvor Danmarks vigtigste allierede bliver gjort til fjenden. I starten af 1980erne strømmede en liberal-konservativ bølge ind over de vestlige demokratier som reaktion på den forfejlede økonomiske politik, som var blevet ført i 1970erne. I Danmark prøvede venstrefløjen med alle kneb at vælte den nye borgerlige-liberale regering. Det endte med en fodnotepolitik mod regeringens vilje, som satte vores NATO-medlemskab på spil.

USA svigtes
Venstrefløjens kamp mod NATOs oprustning viste sig at være helt forfejlet. De socialistiske regimer havde ikke råd til at følge med, hvorfor magthaverne gik med til at nedruste for til sidst at gå under i økonomisk ruin. Den Kolde Krig ophørte herefter, og Europas stater er i dag frie og demokratiske medlemmer af NATO og inviteret til at blive medlemmer af EU. USA føler sig som et land i krig og har derfor mere end nogensinde brug for opbakning. Alligevel svigtes USA af mange af de lande, der skulle være dets stærkeste allierede. Danmark har som altid en regering, der virker loyalt over for USA, og man kunne ønske, at resten af Folketingets partier ville gøre det samme. For slet ikke at tale om resten af Europa. USA er i dag et af de eneste lande, der udviser indsigt og har visioner for en bedre verden uden frygt for terrorhandlinger og en ny 11. september. Venstrefløjen burde gå i politisk tænkeboks i stedet for at bruge krudtet på populistiske angreb mod USA.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre