Blog (Tag: israel)

Europas fremtid begynder at ligne Europas historie

I den amerikanske udgave af Wall Street Journal tirsdag har Bret Stephens, der er redaktør for den europæiske og asiatiske udgave af avisen, skrevet en tankevækkende kommentar – en advarsel til os europæere om ikke at gentage de fejl, vores forfædre begik.

Advarslen kommer efter et interview som EU’s handelskommissær, den tidligere belgiske udenrigsminister, Karel De Gucht, gav til en flamsk radiostation for ca. en måned siden.

De Gucht blev interviewet om de seneste forhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. Han sagde, at årsagen til, at forhandlingerne var kommet i stand, skyldtes to ting: for det første at jøder er så indflydelsesrige i USA; og for det andet, at man ikke skal spille kispus med jøder.

»Man skal ikke undervurdere den jødiske lobby på Capitol Hill,« skal De Gucht angiveligt have sagt uden på nogen måde at skelne mellem »jøder«  og »Israel«.

»Dette er den bedst organiserede lobby, og man skal ikke undervurdere grebet den har på amerikansk politik uanset om det er republikanere eller demokrater.«

EU’s handelskommissær er sammen med EUs præsident Van Rompuy, Kommissionsformand Barroso og udenrigschef Ashton EU’s ansigt udadtil. Det er ham, der repræsenterer EU, når der forhandles på topniveau - og han havde kun lige talt sig varm.

»Det er en tro på – det er svært at beskrive det anderledes – hos de fleste jøder at de altid har ret,« fortsatte De Gucht. »Og det har ikke noget at gore med om de er religiøse jøder eller ej. Jøder generelt har også denne tro på, at de altid har ret. Så det er ikke så nemt, selv med moderate jøder at få en rational diskussion om, hvad der faktisk sker i Mellemøsten.«

Interviewet var ikke længere en kritik af den israelske regerings politik. Det var heller ikke klassisk anti-zionisme med kritik af Israel som en jødisk stat. De Guchts kommentarer var møntet på jøder generelt.

Da interviewet blev kendt i bredere kredse end hos den flamske radiostations lyttere udsendte  Handelskommissær Karel De Gucht en udtalelse, hvor han skrev, at han på ingen måde havde ønsket at fornærme eller stigmatisere det jødiske samfund. »Jeg vil gerne slå fast at anti-semitisme ikke er acceptabelt i verden i dag.«

Bret Stephens påpeger, at det bekymrende ved udtalelsen er, at De Gucht ikke indrømmer, at lige netop den stigmatisering af jøder, som han gjorde sig til talsmand for, netop er anti-semitisme.

Men hvad værre er, at ingen europæiske toppolitikere tog afstand fra hans anti-semitiske udtalelser.

»Ingen kommentarer«, lød det fra det tyske udenrigsministerium. »Vores holdning til anti-semitisme er meget klar, men vi har ingen kommentarer til andre menneskers udtalelser,« lød det fra det italienske udenrigsministerium. Det var som om man havde hørt det hele før. »Højrepræsentant Ashton er sikker på [De Gucht] ikke ville fornærme noget, og han har undskyldt,« sagde udenrigschef Catherine Ashtons talsmand.

Hvis en europæisk toppolitiker udtaler sig om jøder, som De Gucht gjorde, og resten af den politiske elite lader som om, det er ligegyldigt, og intet betyder, gør det dem så til kujoner, medskyldige - eller bare kyniske politikere? Formentlig alle tre ting, skriver Bret Stephens.

Det kan vi så tænke lidt over.

Bret Stephens mener, at Europas fremtid begynder at ligne Europas historie.

Det kan vi tænke over om vi ikke bør gøre noget ved.

Af Kasper Elbjørn

Det kræver mod

Det kræver mod at sige sin mening, selvom man ved, at et flertal i befolkningen er uenig.

Jeg hører ikke til blandt de største fans af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men jeg har stor respekt for den måde, hvorpå han håndterede statsministerembedet, og jeg var enig i hans udenrigspolitiske linje.

Den var rigtig og modig.

Derfor var det godt at se den nuværende udenrigsminister forsvare linjen i går. Jeg var faktisk lidt bange for, at den nye regering også havde taget et opgør med udenrigspolitikken.

Den kultur-liberale
Derimod var jeg ikke altid enig i den indenrigspolitiske linje og økonomiske politik under Anders Fogh Rasmussen.

Da Fogh skulle forklare til Politiken sidste år, hvad han stod for, og hvordan han gerne ville huskes, sagde han, at han var kultur-liberal.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, og jeg forstår ikke, hvad det betyder i dag.

Hvis man skal karakterisere den ideologiske kurs 2001-2009, ville jeg nok hælde mere til nationalkonservatisme. Det var sikkert også derfor, at vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) aldrig brokkede sig. Han var godt tilfreds med den ideologiske linje.

Stakkels Ulla
Når jeg diskuterer med mine gamle venner hos tænketanken CEPOS, plejer jeg at bruge det argument, at der ikke er noget at sige til, at daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kom i politisk unåde hos regeringschefen, og blev flyttet fra undervisningsministeriet til det dengang farveløse udviklingsministerium.

Hun tiltrådte som undervisningsminister i troen på, at nu skulle der føres liberal undervisningspolitik med fokus på mangfoldighed og valgfrihed.

Men det var ikke det, der stod i drejebogen.

Efter tre år på posten blev hun sendt i udviklingseksil, og i stedet fik Bertel Haarder sit gamle ministerium tilbage. Da han tiltrådte, sagde han, at han var »blevet lidt mere voksen og lidt mere blød og venlig,« men politikken var den samme som i 1980erne.

Det passede både statsministeren og de Konservative godt, da man næppe kan kalde hans undervisningspolitik for liberal. Det skriver jeg, selvom jeg ellers anser ham for at være et liberalt fyrtårn.

De nationalkonservatives sejr
Anders Fogh Rasmussens ideologiske linje passede danskerne godt. Ellers var han ikke blevet valgt tre gange. Hvis nogen vandt kultur- og værdikampen i sidste årti, var det derfor de nationalkonservative. Jeg vil lade historikerne dømme om det var Anders Foghs Rasmussens fortjeneste eller om han blot ramte en ideologisk åre, som han forstod at udnytte.

Den udenrigspolitiske linje under Anders Fogh Rasmussen er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at historikerne vil belønne ham for uanset om de er enige eller ej.

Aldrig tidligere har Danmark haft så meget magt og indflydelse som under Fogh.

Den aktivistiske linje blev modigt grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1980’erne.

Jeg har skrevet et kapitel om »forståelsesbrevet« mellem Ellemann og den Radikale Lone Dybkjær i antologien »20 begivenheder der skabte Danmark«, der afsluttede den såkaldte »fodnoteperiode«, og reelt grundlagde den aktivistiske udenrigspolitik.

Det var ikke en let beslutning – slet ikke for Dybkjær.

Det har heller ikke været let for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og forsvarsminister Hans Hækkerup (V) at fortsætte den aktivistiske linje i 1990erne.

Der er ingen tvivl om, at de må have taget mange kampe med en vis finansminister i de år.

Frøene der blev sået af Ellemann, og voksede under Hækkerup, blev imidlertid høstet af Fogh.

Det krævede også mod.

Ingen vidste om danskerne var parate til at påtage sig det ansvar, der følger af aktivistisk udenrigspolitik, hvor man ikke nøjes med at sige al det rigtige, men også tager ansvar, og kæmper for de værdier, man tror på sammen med andre, der bekender sig til samme værdier.

Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet
Det viste Fogh, at han ikke var bange for at sige, selvom han var midt i en valgkamp.

»Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN’s Sikkerhedsråds resolutioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde på Aarhus Universitet i 2005. »Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at forsvare sig«.

Jeg er ret sikker på, de fleste danskere faktisk var mere enige i den politik, som oppositionslederen, Mogens Lykketoft (S) repræsenterede, men Fogh stod fast i udenrigspolitikken, og det havde danskerne respekt for.

Jeg selv var enig med Fogh.

En uskøn forening
Derfor er jeg også enig med vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der torsdag forsvarede regeringens linje overfor Israel efter tre forhenværende udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen – i en uskøn forening rettede hård kritik mod Israel.

»Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamas-bevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?,« spurgte Lene Espersen retorisk.

Det letteste for den udskældte minister havde været at tale de tre forgængerne efter munden. Jeg tror faktisk, de er på linje med de fleste danskere.

Det betyder dog ikke, at de har ret.

Det ved i hvert fald Uffe Ellemann-Jensen alt om.

Af Kasper Elbjørn

Hvad ved vi egentlig om tragedien på Mavi Marmara?

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at blogge om sagen vedrørende de israelske specialtropper, der gik ombord på skibet Mavi Marmara - det ene af seks skibe med ca. 700 aktivister på vej til Gaza, der i dag styres af terrororganisationen Hamas.

Men så læste jeg Rune Engelbreth Larsens seneste blog i går aftes. Det fik mig til at spekulere, om jeg alligevel skulle samle historien op?

Skal man samle den op?
Vores konkurrenter hos tanten på Pilestræde kender tilsyneladende til det dilemma, jeg sad i.

Forleden skrev Niels Krause-Kjær, der blogger om dansk politik: »Argh, skal man lade den ligge, eller skal man samle den op? Der er mange grunde til at lade den ligge« efter at have kronikken i Politiken den 18. april.

Han samlede den op.

Uffe Ellemann-Jensen, der blogger om udenrigspolitik, tænkte det samme, da DR1 Dokumentaren i onsdags kørte et program om, at en enkelt mands løgn skulle have udløst Irak-krigen. Han skrev: »Men da jeg (af min kone) er opdraget til at gå rundt med en hundepose, for at gøre rent efter vores hund, hvis hans efterladenskaber placeres på offentlig gade eller sti, byder mit instinkt mig også at samle denne op«.

Han samlede den op.

Nu samler jeg så også historien om tragedien på Mavi Marmara op. Jeg indrømmer dog, at det er med en masse forbehold, da det er svært at skrive om - og især konkludere på - noget, ingen ved ret meget om.

Det vi ved
Lad mig derfor tage udgangspunkt i det, vi ved.

Ifølge  videoklip, som er optaget af israelsk militær, blev de israelske soldater mødt af fysisk modstand, både før og efter, de gik ombord på skibet.

Tyske aktivister har sagt, at aktivisterne brugte træknipler mod soldaterne, men det er endnu umuligt at afgøre, om der også blev brugt våben og eller skarpe genstande.

Det ligger desværre også klart, at soldaterne gik i panik, og skød med skarpt på skibet.

Vi ved også, at mindst ni af aktivisterne blev dræbt og op imod 50 såret af israelske soldater.

Så langt tror jeg faktisk, jeg er enig med Rune Engelbreth. Forskellen er, at han på baggrund af dette konkluderer, at Israel er ene-ansvarlig for tragedien.

Det er der ikke ret mange, der har gjort.

En uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse
FN har ikke gjort det. I stedet forhandlede man sig frem til en tekst, hvor man skriver, at FN kræver en »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder«.

EU har ikke gjort det, selvom Europa-Parlamentet har presset på. I stedet forlangte man en »tilbundsgående undersøgelse af det israelske angreb på et nødhjælpsskib med kurs mod Gaza«.

Danmark har ikke gjort det. Tværtimod var udenrigsminister Lene Espersen (K) rimelig klar i mælet, da hun sagde, at det »er helt afgørende, at tragedien undersøges fuldt ud«.

Jeg er enig.

Det er helt afgørende, at tragedien undersøges fuldt ud, og jeg var også enig med hende i, at det er i Israels egen interesse at komme til bunds i sagen, som hun tilføjede. Det skal ses i lyset af folk som Rune Engelbreth, der sætter pennen på automatpilot hver gang Israel nævnes.

Hvad nu hvis
Lad os et øjeblik antage, at soldaterne havde ret til at angribe skibet, hvor de gjorde, af hensyn til statens sikkerhed, og til at åbne ild, da de gjorde det, og Israel altså ingen fejl har begået de ulykkelige omstændigheder til trods.

Jeg spørger mig selv, om Rune Engelbreth og andre havde haft en anden holdning til de tragiske begivenheder, hvis ovenstående var tilfældet? Nej, det tror jeg heller ikke, vi kan være sikre på, og det skriver jeg, selvom jeg er enig i, at et demokrati som Israel altid skal dømmes hårdere end et dikatur, da det jo netop er et demokrati.

Taberne bor i Gaza
Uanset hvem, der er skyld i ulykken, uanset hvad undersøgelserne kommer til at vise, er der dog én ting, vi kan være helt sikre på: Der er flere ofre end de ni dræbte aktivister, de 50 sårede, de unge israelske soldater, der er mærket for livet efter oplevelsen og Israels omdømme.

Det er som om alle glemmer den palæstinensiske befolkning i Gaza.

Endnu engang bliver Gazas 1,4 millioner beboere brugt af deres påståede venner i mediekrigen mod Israels skrøbelige image. De er de virkelige tabere. Det ved vi i øvrigt også.

Af Kasper Elbjørn

Vi har taget stilling til Durban II

Danmark står i en unik situation i forbindelse med FN konferencen, der er kendt som Durban II. Vi kan vælge at deltage og kæmpe for menneskerettighederne ved konferencen, der er planlagt til at finde sted i Geneve 20.-24. april, eller vi kan boykotte konferencen og en gang for alle sende et signal om, at vi ikke vil gå på kompromis med FNs menneskerettigheder.

Durban II-konferencen, der skulle bekæmpe racisme og fremme ytringsfriheden, har i lang tid set ud til at ende med at gøre det stik modsatte. Udkastet til slutdokumentet for konferencen sidestiller zionisme med racisme og blåstempler censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner. Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi-og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år, hvor den frie verden er trængt i defensiven af landene i den islamiske konference ( OIC).

Obama-regeringen i USA meddelte allerede for et par uger siden, at man ikke ville deltage i Durban II. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, sidste torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen, og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

EU KUNNE MULIGVIS i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage fra de muslimske lande i OIC. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EUformandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, hvor også Italien besluttede at boykotte Durban II. Det stiller Danmark i en situation, hvor vi bliver nødt til at tænke kreativt i forhold til, hvad vi plejer at gøre.

Siden Uffe Ellemann-Jensen ( V) var udenrigsminister i 1980erne, har skiftende regeringer fastholdt en god tradition i dansk udenrigspolitik, der handler om, at vi altid truer med at blive, aldrig med at gå. Det har reddet Danmarks medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores NATO-allierede, og i det hele taget båret os frem mod mange udenrigs-og sikkerhedspolitiske sejre siden 1982. Men denne doktrin kan ikke stå alene. De, der husker Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister, vil vide, at han altid førte sin aktivistiske udenrigspolitik gennem alliancer med lande, der havde samme værdier og mål som Danmark.

Det betød ikke, at han ikke kunne være fræk og gå forrest, som da Danmark som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre baltiske lande, men det skete aldrig med hovedet under armen, snarere med vores allierede i hånden. Ligesom han aldrig var bange for at støtte vores allierede quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som Danmark støtter fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

DET ER DENNE SITUATION vi står i i forbindelse med FNs såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. USA, Canada, Italien og Israel har som nævnt allerede boykottet Durban II, og Danmark kan endog gå forrest med et boykot for de lande, der normalt værner om FN-pagtens integritet og funktion.

Natten til onsdag skete en interessant udvikling, som vi naturligvis skal tage bestik af. Den russiske chefforhandler fremlagde et nyt udkast til sluterklæring, hvor de muslimske landes hidtidige krav om et forbud mod religionskritik ikke optræder. Den kraftige, direkte fordømmelse af Israel skulle efter sigende også være udeladt i den reviderede tekst. Til gengæld er russerne begyndt at tale om en etisk kode for medier, hvilket naturligvis ikke er acceptabelt. Men det er bestemt bedre end tidligere, og nu er det så op til de muslimske lande i OIC at melde ud om de kan støtte den nye russiske tekst, og vil forhandle videre ud fra denne.

PÅ HJEMMESIDEN www.durban2.dk har over 1.000 danskere allerede skrevet under på, at de mener, vi bedst manifesterer de værdier og rettigheder, vi tror på, og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge USA, Canada, Italien og Israel og få processen til at bryde sammen, hvis ikke slutteksten beskytter FNs menneskerettigheder. Jeg er selv en af de underskrivere, der ikke mener, vi skal deltage for enhver pris, og jeg var også med i går, da alle underskrifterne blev afleveret i går til udenrigsminister Per Stig Møller ( K). Budskabet til ministeren var entydigt. Med den nye russiske tekst i hånden, kan det sagtens være, at det kan betale sig at deltage ved konferencen og kæmpe for menneskerettighederne, men det skal være ud fra en indstilling om, at Danmark ikke er bange for at smække med døren, og forlade konferencen, hvis den frie verden taber det diplomatiske spil om Durban II.

Det er FNs menneskerettigheder for vigtige til.

Af Kasper Elbjørn

Det lille land mod Durban II

Udenrigsminister Per Stig Møllers (K) replik til historikeren Mikaels Jalving i JP 11/3 var klar og tydelig. Danmark skylder de mænd, kvinder og børn, der dagligt udsættes for racisme, at deltage i FN-konferencen Durban II om menneskerettigheder.

Det er så vores demokratiske opgave at argumentere imod, »ikke at stikke af«, skrev udenrigsministeren, når eksempelvis organisation for den islamiske konference (OIC) stiller forslag om censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Det er en god tradition i dansk udenrigspolitik, at man altid truer med at blive, ikke med at gå. Vi skal »bide os fast i bordet«, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) engang sagde.

Det har tidligere reddet vores medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores Nato-allierede og i det hele taget båret os frem mod mange sejre gennem skiftende regeringer siden 1982.

Men denne doktrin kan ikke stå alene. Så er den intet værd.

Aktivistisk udenrigspolitik

Hvis et lille land som Danmark vil føre aktivistisk udenrigspolitik for at sikre sine egne borgeres frihed og rettigheder ved at påvirke verden, skal det ske gennem alliancer med lande, der har samme værdier og mål som landet selv.

Landet bør ligeledes støtte sine allieredes mål og værdier quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som man støtter, fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

Det er denne situation, som vi står i i forbindelse med FN's såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. Det ser udenrigsministeren bort fra i sit indlæg.

Først og fremmest har vores vigtigste allierede meldt afbud til konferencen. Den amerikanske regering meddelte for et par uger siden, at man ikke ville deltage. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, natten til torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud, fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

Konferencen, der skulle bekæmpe racisme og promovere ytringsfrihed, ser tværtimod ud til at knæsætte racisme ved allerede i forberedelsesfasen at sidestille zionisme med racisme og blåstemple censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi- og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år.

De muslimske lande i OIC har dygtigt forfulgt egne interesser, og den frie verden er trængt i defensiven.

Vores egen dagsorden

Pointen er, at den frie verden kun kan vinde værdikampen, hvis vi står sammen og insisterer på vores egen dagsorden om frihed og rettigheder.

EU kunne muligvis i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EU-formandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, da Italien besluttede at boykotte Durban II.

Det var den velansete udenrigsminister og tidligere EU-kommissær Franco Frattini, der meldte ud, at Italien gik i spidsen for EU, og som det første EU-land valgte ikke at deltage i farcen.

Herefter tilføjede han: »Jeg har personligt talt med Holland, Frankrig og Danmark: Alle nærer stor skepsis, og jeg håber, at de vil følge vores eksempel.« Udenrigsministeren holder altså sine kort åbne. Alt andet ville også undre.

Danmark bør tage bestik af den håbløse situation, som FN er havnet i, ikke mindst i forbindelse med Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge Italien - også selv om vi normalt har gode erfaringer med at bide os fast i forhandlingsbordet.

Det lille land i nord med den kloge, gamle udenrigsminister kan måske være dråben, der får det berømte bæger til at flyde over og stopper Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for.

www.durban2.dk

Af Kasper Elbjørn

The era of small government is back - i Israel!

Imens de danske politikere sloges om et par skatteprocenter, franskmændene og italienerne kæmpede om at være mest protektionistiske, og mens ikke bare resten af de vesteuropæiske lande, men også USA, kastede milliarder af skatteydernes penge efter virksomheder og banker, som måske slet ikke er levedygtige på sigt, havde Israels kommende premierminister, den konservative Benjamin Netanyahu, travlt med at danne regering i Jerusalem.

I Danmark er billedet af Netanyahu entydigt. Han fremstilles som en uforsonlig, nationalistisk politiker. Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret. Det er korrekt, at Netanyahu flere gange har sagt, at han ikke vil forhandle om Jerusalem eller trække bosættelserne tilbage fra Vestbredden, men tilføjede sidste torsdag efter hans møde med FN's særlige udsending i Mellemøsten, Tony Blair, at en kommende regering under hans ledelse vil stoppe bosættelserne. Endvidere bekymrer det ham ikke, om Israel er vellidt i Europa, og han mener i øvrigt ikke, at jødiske interesser altid varetages bedst af internationale regler og normer. Ikke mindst er han stærkt kritisk overfor FN på grund af den arabiske verdens stigende indflydelse på FN, herunder ikke mindst FN's Menneskerettighedsråd, en kritik som man også finder i resten af den frie verden ikke mindst på grund af de anti-israelske resolutioner, der gennemtrumfes af organisation for den islamiske konference (OIC).

Men Benjamin Netanyahu er mere og andet end udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi hører bare sjældent om det. Netanyahus kampagne var et ekko af præsident Barack Obamas præsidentkampagne, bedst illustreret af Netanyahus website som til forveksling lignede Obamas. Men også Netanyahus valgslogan var inspireret af Obamas. "Sammen vil vi lykkes", stod der overalt på valgplakaterne i Israel i sidste måned. Noget tyder dog på, at Netanyahus Israel vil lykkes med en anden politik end den, der føres i Obamas Amerika.

Netanyahu har indtil den 3. april til at danne regering. Det i sig selv kan være svært i Israel. Men derudover står landet overfor de samme problemer, som resten af den frie verden. Landet er muligvis allerede i recession og budgetunderskuddet er voksende. Lige nu er Netanyahus finanspolitiske redskab et budget udarbejdet i august. Det rækker næppe langt i denne krise, der i dybde og omfang er værre end noget vi har oplevet tidligere. Israel er en lille åben økonomi ligesom Danmark. På linje med Danmark udgør den israelske eksport over halvdelen af bruttonationalproduktet, men hvor dansk eksport er relativ modstandsdygtig over for økonomiske nedture i andre lande, er Israel hårdt ramt af recessionen i USA og Europa, der udgør henholdsvis 40%, og 35% af eksporten. Det var en af årsagerne til, at over 19.000 mennesker mistede deres job i januar.

Netanyahus opskrift på at få vendt økonomien er ikke ny. Han stod bag det såkaldte økonomiske mirakel i 2001-2005. Dengang fik han på rekordtid - og på trods af Al-Aqsa-intifadaen - vendt økonomien ved hjælp af skattelettelser, og han skabte dermed større vækst, end landet havde oplevet i en hel generation. Ved samtidig at skære ned på de offentlige udgifterne, fik han tillige mindsket Israels budgetunderskud fra 5,1 procent af BNP i 2003 til 1,8 procent af BNP i 2005.

Netanyahus planer denne gang er mere af det samme. Han vil først og fremmest sænke person- og selskabsskatten, liberalisere ejendomsmarkedet, der stadig er præget af Israels socialistiske fortid, og udvide kreditgivningen til virksomheder.

Ligesom i ethvert andet demokrati kan Netanyahu ikke regne med, at hans økonomiske planer ikke vil møde modstand. Efter at forhandlingerne med Arbejderpartiet og det midtersøgende Kadima-parti brød sammen, har Netanyahu forhandlet med valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu. Når det gælder den økonomiske politik ligger Liebermanns parti på linje med Socialistisk Folkeparti, men Lieberman vil formentlig ikke gå efter de økonomiske poster i regeringen. Derimod vil han formentlig insistere på selv at blive udenrigsminister.

En Netanyahu-regering med Lieberman som udenrigsminister vil uden tvivl få EU-diplomaterne og den arabiske verden til at se rødt. Men inden man dømmer Liebermann ude, skal man huske, at det faktisk er på det udenrigspolitiske, at han har sin styrke. Det ved Netanyahu. Liebermann har en ny og anden tilgang til fredsprocessen. Han mener ikke, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabiliteten i Mellemøsten. Han mener heller ikke, at konflikten er territorial, og han tror ikke på, at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten. Han anser konflikten for at være ideologisk, og mener, at en ny opdeling af området netop skal tegnes af ideologiske forskelle. Udover udenrigsministerposten vil Liebermann formentlig gå efter de mere værdipolitiske ministerier, som i Israel omfatter kultur, undervisning, infrastruktur og bolig.

I denne situation vil Netanyahu efter alt at dømme selv påtage sig finansministerposten for netop at have hånd i hanke med økonomien. Det vil så være med en stærk vicefinansminister til at håndtere ministeriet, da Netanyahu får nok at bestille som premierminister. Her nævner de israelske medier, at det kunne blive en af de kronprinser i Likud-partiet, der tilhører Netanyahus liberalistiske fløj. Alternativt vil han udnævne en af de tunge økonomiske drenge i Israel såsom den tidligere chef for nationalbanken Jacob Frenkel, der ikke er politiker, men loyalt kan gennemføre Netanyahus reformer for ham. Alt i alt tegner det godt.

Lederen af Republikanerne i den amerikanske Kongres, John Boehmer, var hård i sin bedømmelse af præsident Barack Obamas tale til nationen forleden. "The era of big government is back," sagde han som en stærk kontrast til præsident Bill Clintons replik tilbage i januar 1996, hvor han i en radiotale erklærede: "The era of big government is over". Noget tyder på, at Benjamin Netanyahu har lyttet mere til Clinton end Obama. Man fristes til at skrive, at "the era of small government is back". Men denne gang i Israel.

Af Kasper Elbjørn

Lieberman - mere end en højrenationalist

Det skortede ikke med fy-ord i de danske morgenudsendelser i radio og TV i går efter det israelske valg. Højreorienteret, nationalistisk, højre-nationalistisk - og Danmarks Radio gik så langt, at man i radioavisen flere gange kaldte valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu, for ultra-nationalistisk.

Det gjorde terrororganisationen Hamas i øvrigt også. Dén lader vi lige stå et øjeblik.

Sandheden er mere nuanceret. Når det gælder den økonomiske politik, ligger Liebermans parti på linje med Socialistisk Folkeparti. Man accepterer markedsøkonomien, men ønsker ikke ubetinget at frigive de frie markedskræfter.

Det kan næppe kaldes højreorienteret.

Avigdor Liebermans parti er heller ikke mere nationalistisk end de danske partier, der ofte handler ud fra kortsigtede, nationale interesser.

Derudover er partiet faktisk tilhænger af medlemskab af NATO og endda også EU, men især kendt for at gå ind for et sekulært samfund, hvor stat og kirke er adskilt.

Det er snarere partiets holdning til Mellemøst-konflikten, der skiller partiet ud fra de andre partier i Israel.

Lieberman mener ikke, at konflikten handler om, hvor grænserne til Israel skal gå, men derimod om kultur og værdier. Derfor har han også tilkendegivet, at han er villig til at afgive israelsk territorium for at gøre de to stater i en to-statsløsning mere homogene.

Til gengæld gør han gældende, at israelere, der ikke anerkender Israel, ikke kan være israelske statsborgere, ligesom han ikke mener, at Israel skal forhandle med lande, der ikke accepterer Israels ret til at eksistere. Hermed rammer han et ømt punkt hos de jødiske israelere, som på tværs af partitilhørsforhold i stigende grad mener, at de arabiske israelere er mere loyale over for Hamas end de er over for Israel.

Årsagen til, at Avigdor Liberman fik så stor succes ved valget i tirsdags, skyldes dog først og fremmest, at han formåede at fremstille sit parti, der på dansk hedder Vort Hjem Israel, som et nyt folkeparti, der ikke kun henvender sig til den oprindelige vælgergruppe, de russiske indvandrede, men er et frisk pust i israelsk politik. Når strategien lykkedes for Lieberman, skyldtes det formentlig skuffelsen over regeringspartiet Kadima, der blev dannet af tidligere premierminister Ariel Sharon umiddelbart inden valget i 2006.

Sharon oplevede aldrig sit partis valgsejr i 2006. Umiddelbart efter valgkampen var skudt i gang, blev han ramt af flere massive hjerneblødninger og har siden ligget i dyb koma. I stedet blev Ehud Olmert premierminister, og han har ikke været nogen succes.

Det indså Lieberman, der efter sidste valg blev en del af Olmerts koalitionsregering.

Umiddelbart efter præsident George W. Bush' besøg i Israel i januar 2008, hvor han prøvede at presse de israelske politikere til at holde Olmert flydende på grund af fredsprocessen og på trods af korruptionsanklager, forlod Lieberman Olmerts synkende skib. Det var et klogt valg, der senere gav ham massiv vælgeropbakning.

AVIGDOR LIEBERMAN BLEV født i den del af det tidligere Sovjetunionen, der i dag hedder Moldova. Han immigrerede til Israel i 1978 og fik senere en kandidatuddannelse fra Jerusalems universitet.

I 1990erne var han generalsekretær for Likud og en af Benjamin Netanyahus allierede. Han fungerede endda som stabschef for Netanyahu, da Netanyahu første gang var premierminister 1996-1999. I 2001 blev hans nydannede parti optaget i Ariel Sharons regering, og Lieberman blev minister for infrastruktur 2001-2002. I 2006 gik han med i Ehud Olmerts regering for at holde de nye russiske partier fra magten, og der var sikkert mange fra både Likud og Kadima, der så en fordel i, at det netop var Lieberman, der holdt styr på de russiske israelere og ikke de russiske oligarker, der var flyttet til Israel siden Sovjetunionens sammenbrud.

»Israel har ret til at kræve fuld tilslutning fra alle sine borgere. Den, som ikke er parat til at anerkende Israel som en jødisk og zionistisk stat, kan ikke være borger i landet«, sagde Lieberman i en tale på Saban Center for Middle East Policy i Washington tilbage i 2006, da han som nyudnævnt minister i Olmerts regering forklarede sin holdning til Mellemøst-konflikten. Han påpegede endvidere: »Fredsprocessen er baseret på tre grundlæggende falske præmisser: at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabilitet i Mellemøsten, at konflikten er territorial og ikke ideologisk, og at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten«. Uanset hvad man ellers mener om Avigdor Lieberman og hans parti, Yisrael Beiteinu, bør man tænke lidt over denne nye tilgang til konflikten. Ikke mindst i lyset af at der trods utallige fredsforsøg stadig ikke er fred mellem Israel og de arabiske lande. Og hvis Yisrael Beiteinu bliver tungen på vægtskålen, når præsident Shimon Peres en af de kommende dage skal pege på en forhandlingsleder, vil Liebermans betragtninger om Mellemøst-konflikten uden tvivl komme til at spille en vigtig rolle fremover.

Det havde derfor været interessant, hvis de danske medier havde brugt morgennyhederne i går til at analysere sig frem til, hvad Liebermans syn på konflikten vil betyde for fredsprocessen i stedet for at bruge tiden på at brændemærke et politisk parti med symboler, der tilhører det 20. århundrede.

Af Kasper Elbjørn

Tjekkerne viser vejen for EU

 

Det tjekkiske EU-formandskab viste tænder allerede de første dage efter, at formandskabet rykkede fra Paris til Prag. Tjekkerne lod klart og tydeligt forstå, at Israels angreb på terrorbevægelsen Hamas var »defensivt, ikke offensivt«.

Det var klar og ærlig tale og afspejler, at tjekkernes holdninger er formet af erindringen om den sovjetiske besættelse under Den Kolde Krig.

Tjekkerne og de andre nye medlemslande ved bedre end nogen, at når det ligner terror, når det lugter af terror, så er det nok terror. De er et frihedselskende folk, der ikke finder sig i noget.

Men Israels krig mod terrorbevægelsen Hamas bliver ikke tjekkernes største udfordring de næste måneder. Millioner af husstande i Europa har fået vinterkulden at føle som følge af gas-krigen mellem Rusland og Ukraine.

Gas-krigen er opstået, fordi russerne og ukrainerne ikke kan blive enige om en ny aftale om levering af naturgas. De kuldsejlede forhandlinger resulterede i, at Rusland skruede ned for naturgasleverancerne til Ukraine 1/1.

Lukkede næsten for gassen

Natten til 6/1 gav Ruslands premierminister Vladimir Putin sin accept af, at det statskontrollerede Gazprom reducerede leverancerne yderligere til det, der kaldtes et teknisk minimum.

Leverancerne til resten af Europa blev omgående ramt, og EU sendte delegationer til Moskva og Kiev i et forsøg på at få genoptaget forhandlingerne. Officielt fastholdt Europa-Kommissionen, at der var tale om en kommerciel konflikt og ikke en politisk strid, men sandheden skal findes hos det tjekkiske EU-formandskab. Igen.

Den tjekkiske statsminister, Mirek Topolanek, der også er EU-formand, var ikke sen til at erkende situationens alvor og erklærede, at hvis der ikke fandtes en løsning, måtte man indkalde til et topmøde mellem statslederne fra Ukraine, Rusland og Tjekkiet samt kommissionsformand José Manuel Barroso.

Topolaneks topmøde blev aldrig til noget, men strategien var med til at presse russerne til at åbne for gashanerne igen. Mirek Topolanek vidste, at Putin aldrig ville tillade, at hans præsident gik til forhandlinger med ærkefjenden fra den tidligere sovjetstat, Ukraines Præsident Viktor Yushchenko, og den gamle frihedskæmper fra Prag, Præsident Vaclau Klavs.

Putin gav sig

Hellere åbne for gassen end acceptere Ukraine og Tjekkiet som ligeværdige partnere har Putin formentlig tænkt.

På seks dage formåede det tjekkiske EU-formandskab at sætte russerne skakmat og melde klart ud i forhold til demokrati og terror.

Det er mere end det franske EU-formandskab formåede på seks måneder.

Alt imens påbegyndte tjekkerne deres vigtige EU-dagsorden, der meget sigende går under sloganet: Europe without barriers - Europa uden barrierer.

Et EU, der arbejder for fred, frihed og frihandel og værner om de værdier, EU blev bygget på, er vejen frem for Europa.

Desuden kan gas-krigen lære os, at hvis EU igen skal blive det håb for fremtiden, som der er brug for, skal vi skabe et bæredygtigt Europa, hvor vi passer på ressourcerne, og hvor vi er uafhængige af stater, der ikke er frie og demokratiske eller støtter terrororganisationer, som er modstandere af de værdier, som EU bygger på. Ikke bare økonomisk uafhængige, men også energiuafhængige.

Hvis den økonomiske vækst og den vigtige energidagsorden samtidig kan gavne miljøet, har vi ramt helt rigtigt. Noget tyder på, at tjekkerne viser Europa vejen frem.

Af Kasper Elbjørn