Blog (Tag: johnson)

Der er en telefon der ringer i det Hvide Hus

Hver fredag aften viser TV2 News udenrigsmagasinet Ellemann|Lykketoft, der er det seneste skud på stammen over de debatmagasiner, som TV2 News er blevet specialister i at producere.

Magasinet Ellemann|Lykketoft køres med fast hånd af journalisten Martin Krasnik, som gang på gang undrer sig over, at der ikke er større uenighed mellem de to eksministre.

Det er forståeligt nok, at de tilslører deres uenigheder med et skæv smil, men det undrer mig dog, at deres vurdering af den nuværende amerikanske præsident er næsten identisk, og ikke har ændret sig siden han tiltrådte.

Det kommer jeg tilbage til.

Formatet er svært, men lykkes til fulde, og jeg kan helt tilslutte mig antropolog Dennis Nørmarks kritik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni.

Nørmark skrev, at Ellemann og Lykketoft udmærket er klar over deres forskelligheder, men alt det ævl og kævl fra den indenrigspolitiske scene er her skubbet til side, fordi det ikke rager disse to verdensborgere en pind set i lyset af de meget større sager, der fylder horisonten ud i det internationale perspektiv.

»Her er så synlig respekt imellem de to eksministre, der hører til den gamle skole af politikere med både personlighed og format,« skrev han, og tilføjede: »Ellemann|Lykketoft er ud over at være begavet udenrigspolitisk analyse også et nostalgisk tilbageblik på dengang, da politikere blev støbt i en anden form.«

Det betyder dog ikke, at jeg er enig i alt, hvad de to siger, og derudover synes jeg, det er lidt synd, at al politisk uenighed bliver skubbet til side.

Det gjaldt især i første udsendelse, men igen i fredags hvor de diskuterede den amerikanske præsident Barack Obama.

Ellemann var en smule mere kritisk end Lykketoft, men alt i alt var de enige med studieværten i, at han var den eneste, der kunne lede USA i dag.

Jeg ved godt, det er farligt at kritisere den nuværende amerikanske præsident i Danmark – og ikke mindst på disse sider – men jeg vil nu alligevel vove pelsen, når de to tidligere udenrigsministre ikke tør.

Jeg synes faktisk ikke, han klarer sig særlig godt!

De gode og de dårlige
Der findes gode og dårlige præsidenter.

Det er generelt accepteret, at Washington, den første præsident, er den bedste, og Jefferson, Lincoln og Reagan er blandt de bedste.

Blandt de værste inkluderes normalt Buchanan, der regerede, da Sydstaterne erklærede sig uafhængige, og den korrupte Præsident Harding samt Andrew Johnson, der var den første præsident, der blev stillet for en rigsret. Nixon hører selvfølgelig også til i denne kategori.

Derudover er der heldige og uheldige præsidenter.

Præsident Bill Clinton regnes for en udmærket præsident, men også en meget heldig præsident.

»It All Began in a Place Called Hope« lød hans rammende valgslogan, og han var faktisk født i en by, der hedder »Hope«.

Det siges om ham, at skæbnen smilede til ham, og gav ham otte års relativ verdensfred ovenpå den Kolde Krig samt et verdensomspændende økonomisk boom, som han ikke kunne solde op, fordi Kongressen - med formanden Newt Gingrich i spidsen - ikke gav ham lov.

De uheldige helte
Barack Obama ser ud til at være ligeså uheldig som Jimmy Carter.

Det var ikke Præsident Carters skyld, at oliekrisen hærgede den vestlige verden i slutningen af 1970erne, eller de amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran i 1979 efter præstestyrets magtovertagelse i, men han håndterede oliekrisen og gidseldramaet dårligt.

Derfor tabte han valget i 1980.

Præsident Carter prøvede at tørre kriserne af på Nixon og Ford, som han efterfulgte, og det lykkedes i de første år af hans embedsperiode, fordi Nixon og Ford ikke kunne holde mund og nyde deres otium.

Præsident Obama har prøvet samme strategi, og indikeret, at han overtog alverdens problemer fra Præsident George W. Bush.

Strategien har bare ikke virket ligeså godt, som under Carter.

Årsagen er, at Bush konsekvent har undladt at kommentere på de tæsk, han har fået, men i stedet holdt sig helt væk fra mediernes søgelys og brugt tiden siden januar 2009 på at skrive sine erindringer.

Amerikanerne vil have en problemknuser
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Obamas skyld, at ethvert økonomisk problem i 30 år blev mødt med lavere renter og mere kredit for til sidst at ende i en historisk finanskrise tre måneder inden han overtog præsidentposten.

Indtil videre har han dog ikke haft en heldig hånd med at få økonomien vendt. Derfor var der ikke mange europæiske ledere, der lyttede til ham, da han forud for G20-mødet i Toronto, der begynder i dag, anbefalede, at de europæiske lande brugte endnu flere af de penge, de ikke har, til at stimulere økonomien.

Det er bestemt heller ikke Obamas skyld, at en olieplatform sank i Den Mexicanske Golf 200 km sydøst for New Orleans tilbage i april, og nu ser ud til at forårsage et af de værste olieudslip i USAs historie.

Indtil videre har han dog brugt tiden på megafondiplomati, der er gået ud på at skælde olieselskabet BP mest muligt ud. Det kan der være mange gode grunde til, men det løser ikke problemet, og det er lige præcis det, amerikanerne gerne vil have, at deres præsident gør: Løser problemer.

obama_gulf_oil_spil_450010p

Foto: Alex Brandon, AP.

Milevidt fra virkeligheden
Da Ellemann og Lykketoft gik i studiet sidste fredag, publicerede den amerikanske avis, Washington Post, en kommentar af den prisvindende kommentator Charles Krauthammer.

Krauthammer tilhører også den gamle skole med både personlighed og format, men derfor undlod han ikke at sige sandheden om Præsident Obama.

»Barack Obama beskæftiger sig ikke med det jordnære. Han blev sendt til os for at gøre større ting. Det sås tydeligt, da han holdt sin tale til nationen fra det Ovale Værelse om olieudslippet«, skrev han.

Hvis du også er en af dem, der slet ikke kan forstå, hvorfor jeg er kritisk overfor Obama, skulle du læse kommentaren.

Krauthammer giver en udmærket forklaring på, hvorfor Obamas meningsmålinger var lavere end Nixons meningsmålinger efter det første år i embedet.

»[Talen] var milevidt fra virkeligheden. Golfen er ved at blive overstrømmet, og præsidenten taler om mystiske veje til ukendte destinationer. Det er det, visioner handler om, og visioner er Obamas ting. Det er også sjovere end at rengøre strande«, slutter Krauthammer.

Clintons onde reklame spøger
Det er lidt over to år siden, at Obama kæmpede mod sin nuværende - og i øvrigt fremragende - udenrigsminister, Hillary Clinton, om at blive præsidentkandidat for det Demokratiske Parti.

Kampagnen varede over et halvt år, og under den hårde kampagne påpegede Clinton især Obamas manglende erfaring.

I en uforglemmelig TV-reklame, som Clinton-kampagnen fik lavet, ser man en typisk amerikansk familie en nat, hvor verden er i krise. Stemmen i reklamen siger:

»Klokken er tre om natten, og dine børn er sikre og sover. Men der er en telefon, der ringer i Det Hvide Hus. Der sker noget et sted i verden. Din stemme afgør, hvem der skal besvare opkaldet.«

I dag, to år senere, ringer telefonen til Præsident Obama, og i bedste fald virker det som om, han ikke hører, at telefonen ringer, eller også gider han ikke tage den.

Præsident Obama er en fremragende retoriker og hans livshistorie er inspirerende for os alle, men det er på tide, han tager telefonen, ser bort fra hvad der står på hans to telepromptere, og tager ansvar.

Af Kasper Elbjørn

De borgerlige principper holder

Da dette er en min sidste arbejdsdag på CEPOS, vil jeg bruge dagens kommentar til at fremhæve en af de amerikanske politikere, som få kender, men som har betydet meget for en af de mest markante og bedste amerikanske præsidenter nogensinde.

Der er tale om Ed Meese. Meese var stabschef, da Ronald Reagan var guvernør i Californien, ligesom han sammen med James Baker og Michael Deaver var en del af den såkaldte trojka, der fik afgørende indflydelse på amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik, da Reagan rykkede ind i det Hvide Hus i januar 1981. Meese blev senere justitsminister, og er i dag tilknyttet tænketanken Heritage Foundation. 

Tilbage efter midtvejsvalget holdt Meese et foredrag, hvor han på Goldwater-manér prøvede at genskabe begejstringen hos de borgerlige. 

Han fortalte, at også Ronald Reagan var vant til nederlag. Ja, faktisk blev Reagan republikaner lige inden det værste valg i mands minde. Det var da Barry Goldwater tabte til Lyndon B. Johnson ved præsidentvalget i 1964, der med rette er blevet kaldt a glorius disaster. Nok tabte Goldwater valget katastrofalt stort, men han vandt æren, og pustede ideologisk liv i partiet. Og uden Goldwater, ingen Reagan. 

Budskabet fra Ed Meese var, at vi skal blive ved at kæmpe for den borgerlige humanisme og det liberale frisind. De borgerlige principper holder, men de skal kommunikeres hele tiden, uafbrudt, så flere og flere motiveres og mobiliseres til at arbejde for dem.

Af Kasper Elbjørn

Texas - et pejlemærke for fremtiden

Der er syv stater i USA, hvor man ikke betaler indkomstskat. En af staterne er Texas. Men Texas er også interessant på mange andre områder. Og udviklingen i den store stat følges tæt i resten af Amerika.

Texas udmærker sig ved at være den mægtigste stat i Amerika. Texas er lidt mindre en Tyrkiet og har et befolkningstal på 22 mio., hvilket er lidt flere end i Australien.

Og så har staten leveret fire præsidenter siden Anden Verdenskrig. Dwight Eisenhower og Lyndon B. Johnson var født i Texas, ligesom George H. W. Bush og den nuværende præsident Bush har stærk tilknytning til Texas. Præsident George W. Bush har endog været guvernør for Texas i otte år.

At staten ikke har indkomstskat betyder ikke, at man får 100 kr. i lommen, når man tjener 100 kr. Indbyggerne i Texas betaler indkomstskat til regeringen i Washington, men modsat andre stater betaler man ikke indkomstskat til regeringen i Texas.

Ejendomsværdiskat

Ifølge et notat fra Cepos har OECD opgjort den gennemsnitlige marginalskat i USA til at være 43 pct. for personer med en indkomst, der er dobbelt så høj som gennemsnitsindkomsten. Denne marginalskat er inklusiv skat til delstaterne. Men i Texas betales der ikke indkomstskat til delstaten. Og det gør det naturligvis mere attraktivt at arbejde i Texas i forhold til så mange andre steder.

Nu er det ikke sådan, at Texas ikke får skatteindtægter af den grund. Ejendomsværdiskatterne er relativt høje i Texas. Kommunerne bestemmer selv skatten, som i 2003 varierede mellem 0,3 pct. og - 1 pct. Ejendomsværdiskatterne udgør næsten halvdelen af Texas' samlede indtægter. Den anden halvdel kommer fra det, som vi - kan kalde moms på fødevarer, medicin, benzin, tobaksvarer mv.

Årsagen til det for danskere besynderlige system er, at der er stor mobilitet i Texas. Det er ikke unormalt, at folk arbejder i staten i to-tre år, og så flytter tilbage til Mexico eller til en anden stat i Amerika. Mange af indbyggerne er derfor ikke villige til at betale for mere langsigtede investeringer såsom store infrastrukturprojekter.

»De vil have det, de kommer for, lige nu,« siger Mike Eastland, der er adm. direktør for rådet for Texas' nordlige regioner, NCTCOG. Mike Eastland mener ikke nødvendigvis, at det er en styrke for Texas, at man har den form for gennemtræk i arbejdsstyrken.

Texas som forbillede

Men situationen reflekterer meget vel måden, vi alle kommer til at leve på i fremtidens globaliserede verden. Derfor ser man på Texas som et forbillede, mener han.

Beskatning af mursten i stedet for arbejde var til debat i Danmark, da Velfærdskommissionen udgav sin rapport i december. Forslaget blev faktisk stillet for at imødekomme de udfordringer, som globaliseringen stiller med stor mobilitet på arbejdsmarkedet og øget konkurrence for at få de bedste hoveder til landet.

Mike Eastland forklarer, at man i Texas ikke har tradition for folkeafstemninger som i andre amerikanske stater. Men meget tyder på, at et forslag om at hæve momsen for at få penge til et øremærket infrastruktur-projekt kunne ende i en folkeafstemning, fordi politikerne heller ikke har tradition for at hæve skatterne uden at spørge vælgerne først. En form for skattestop kunne man nok sige.

Sympati for skattestop

Og netop det danske skattestop møder stor sympati. Gratis velfærdsydelser er ikke populære hos tænketanken National Center for Policy Analysis i Dallas. Devon M. Herrick, ph.d., der har specialiseret sig i sundhedssektoren, peger på, at før præsident Johnsons sundhedsreformer, der introducerede skattebetalt lægehjælp, var sundhedsudgifterne 6 pct. af BNP. I dag udgør de 14 pct. Det er en voldsom stigning, der ikke er holdbar i længden, mener han.

Herrick kan se en tydelig tendens, når han sammenligner normal lægehjælp med skønhedskirurgi, som stort set er den eneste form for lægehjælp, der udelukkende er betalt af folk selv. Selv om antallet af operationer indenfor plastikkirurgi er firedoblet i løbet af de seneste 10 år, er priserne kun steget med 16 pct. Priserne i sundhedssektoren er derimod steget med 47 pct.

Han peger endvidere på, at nye opfindelser og effektiviseringer inden for skønhedskirurgi i de seneste 10 år har medført lavere priser og bedre resultater. Inden for den øvrige sundhedssektor har nye opfindelser og mere viden betydet højere udgifter og længere ventelister.

Opskriften på et bedre, mere effektivt og billigere sundhedssystem er ifølge Herrick brugerbetaling gennem borgerkonti, således at patienterne bliver tvunget til at stille samme krav om billigere og bedre service, som man gør inden for eksempelvis skønhedskirurgi. Hvis man ikke bruger alle pengene på kontoen, beholder man dem til senere i livet, hvor man muligvis har mere brug for dem.

Tankerne fra tænketanken i Texas har - ligesom de mange andre ideer fra den store stat - vundet gehør i Washington. Ikke fordi præsidenten selv kommer fra Texas, men fordi staten på mange måder repræsenterer fremtidens USA. Måske er det også tid, at europæerne begynder at lytte.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre