Blog (Tag: kissinger)

Glem FN

TROEN på FN som en global styringsenhed og myndighed har bevirket, at Danmark de seneste år har gjort en ihærdig indsats for at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor var det en stolt dansk udenrigsminister, der for nylig kunne konstatere, at målet var nået. Den formelle beslutning bliver taget på FN’s kommende generalforsamling, men pladsen skulle være sikret.

Spørgsmålet er blot, om tiden ikke er løbet fra FN? Om ikke Danmark og andre småstater bør bruge flere kræfter på andre allerede etablerede globale institutioner, der med tiden kan nyde samme tillid, som FN har haft i fredstid?

I marts 2003 gennemførte CNN og avisen USA Today en Gallup-undersøgelse, der viste, at amerikanernes tillid til FN var på et historisk lavpunkt. Seks ud af 10 amerikanere mente, at FN ikke løftede de opgaver, man med rette kunne forvente, at verdensorganisationen påtog sig at løse. Undersøgelsen vakte imidlertid ikke den store opmærksomhed, selvom der var tale om den mest negative FN-måling siden 1953.

Amerikanernes irritation over FN var forståelig. Våbeninspektørernes pinegale søgen efter rygende pistoler kunne ikke andet end fremkalde skepsis i de nationer, der ønskede Saddam Hussein afsat. Dertil udløste Frankrigs løfte om at blokere enhver resolution i FN’s sikkerhedsråd – uanset indhold – en vis forundring. Hvad enten man var for eller imod invasionen af Irak, var der tale om omstændigheder, der måtte resultere i dalende tillid til FN.

Danskerne fulgte da også trop. Næsten hver tredje dansker var blevet mere negativ over for FN efter Irak-krisen i forhold til tidligere, viste en meningsmåling foretaget af PLS Rambøll for Jyllands-Posten i samme periode. For FN havde Irak-krisen således alvorlige konsekvenser.

Mange af de kritikpunkter, der rejstes sidste år, er imidlertid glemt igen. Danskerne og resten af Europa synes at have glemt, hvordan FN udstillede sin afmagt og handlingslammelse over for opgaver, der kun kan løses af en global organisation.

Kritikken af FN som en organisation, der ikke er ansvarlig over for befolkninger, men derimod accepterer, og tilmed er forpligtet til at respektere regeringer styret af tyranner, er forstummet. Glemt er også kritikken af Sikkerhedsrådets forældede opbygning og regler samt de fejlslagne fredsmissioner i Rwanda, Somalia m.v. For slet ikke at nævne korruptionen inden for FN, der for nylig kunne føres tilbage til selv de øverstbeliggende kontorer i FN’s imponerende bygning i New York.

EUROPAS regeringer synes at prioritere en verdensorden dirigeret af en anakronistisk organisation fremfor en demokratisk valgt regering i USA. Og det ligger da også i kortene, at alle lande forsat vil bruge FN som udgangspunkt for deres udenrigspolitik. Men ligesom FN var paralyseret under Den kolde Krig, har FN vist sig handlingslammet i den globale kamp mod terrorister samt regimer, der støtter terrorister. Sådan må det være. Ligesom Sovjetunionen sad med ved bordet under Den kolde Krig, så har lederne af alverdens slyngelstater jo ret til samme indflydelse på FN som alle andre. Derfor har FN ingen legitimitet i dag og kan således ikke virke meningsfyldt.

Erkendelsen af, at en ny verdensorden kræver nye institutioner, er imidlertid fuldstændig fraværende i Europa. Det er besynderligt, da det i høj grad var europæerne med Winston Churchill i spidsen, der tog initiativet til de multilaterale institutioner, vi har benyttet siden Anden Verdenskrig. Og det kan vise sig meget farligt i kampen mod terror, at vores institutioner ikke matcher vores udfordringer.

Jeg er personlig ikke tilhænger af at genopfinde den dybe tallerken flere gange. Madeleine Albrights Demokratiske Verdensforbund, der blev etableret i Warszawa i 2000, var måske nok et frisk pust, men organisationen vil få svært ved at manifestere sig over for eller i stedet for FN. Det er meget mere konstruktivt at tage udgangspunkt i institutioner, der allerede er etableret, men som leder efter nye mål og måske endda eksistensberettigelse.

MIT bud på en ny global organisation, der kan etablere sig over for FN, og med tiden i stedet for FN på den globale scene, er G8.

Ideen til G8 kom fra præsident Fords udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et globalt samarbejdsforum, der udgjordes af demokratisk valgte ledere fra store industrialiserede lande.

Oprettelsen af G8 reflekterede bl.a. FN’s afmagt over for de forskellige internationale udfordringer under Den kolde Krig. Samarbejdet berørte hovedsagelig makroøkonomiske spørgsmål, udenrigshandel og relationer til udviklingslande. Men også spørgsmål om energi, miljø, bekæmpelse af kriminalitet og terror drøftes i G8 i dag.

Medlemmerne af G8 (USA, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Japan og senere også Canada og Rusland) bekender sig til samme demokratiske frihedsidealer. G8 er derfor udstyret med den demokratiske legitimitet, som FN altid har manglet. G8 kan endda erhverve sig den tyngde, der kan effektuere en eller anden form for global styring og et effektivt internationalt retssamfund, hvilket der mere end nogensinde er brug for.

Kombineret med hjælp fra NATO, som alle G8-landene undtagen Rusland og Japan er medlem af, vil G8 endog være udstyret med den militære magt, som FN altid har manglet, men som er nødvendig for effektivt at lede et internationalt retssamfund. Ved et seminar hos den britiske tænketank, Centre for Policy Studies, efter terrorangrebet i 2001 pointerede Henry Kissinger, at muligheden for at skabe en ny verdensorden dirigeret af USA i et tæt samarbejde med demokratiske nationer ligger lige for. Han sammenlignede USA’s rolle globalt med den rolle, som Storbritannien spillede i Europa efter Napoleonskrigene i det 19. århundrede.

Kissingers koncept for fremtidens globale samarbejde er desuden beskrevet i bogen »Does America Need a Foreign Policy?« fra 2001. Her bemærker den aldrende statsmand, at USA hverken bør stræbe efter hegemoni over europæerne eller isolere sig i forhold til kontinentet. Tværtimod mener han, at USA bør engagere sig globalt ud fra en kølig analyse af ligevægtsbegreber og interesser og med respekt for andre demokratier. Kissinger plæderer bl.a. for oprettelsen af et transatlantisk frihandelsområde og nedsættelse af et globalt styrelsesudvalg til behandling af omstridte politiske spørgsmål mellem demokratiske stater.

Meget taler for, at G8 kunne tage vare om hans ideer efter en vis institutionel udvikling. G8 har modsat FN allerede taget bestik af de nye globale udfordringer og inviteret Rusland med i samarbejdet, ligesom Storbritannien inviterede Frankrig med i det europæiske samarbejde kort tid efter Napoleonskrigene. EU er repræsenteret ved formanden for Parlamentet, Kommissions-formanden og formanden for Rådet. Desuden er Kina med på sidelinien, da landet ikke er demokratisk, men i vid udstrækning har indført markedsøkonomi.

Skulle G8 en dag spille en stadig større rolle på den globale scene, vil Kina og andre ikke-demokratiske lande blive tvunget til at gennemføre demokratiske reformer, således at landene kan få indflydelse på G8-landenes beslutninger. Den slags incitamenter eksisterer slet ikke inden for FN samarbejdet.

KRITIKERE af G8 kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er i små landes interesse, at G8 får magt på bekostning af FN?

Meget tyder på, at vi ikke skal være bekymrede. Invasionen af Irak har vist, at lande som Holland, Danmark, Norge, Litauen osv. kan få betydelig indflydelse på trods af vores beskedne størrelse. Eksemplet er bevis for, at den ny verdensorden nok vil blive dirigeret af USA og med udgangspunkt i principperne i Bush-doktrinen, men andre lande, der bekender sig til de samme værdier som USA, kan fungere som vigtige medspillere.

De egentlige tabere vil blive lande, der ikke bekender sig til demokrati og markedsøkonomi, og som ikke overholder international lovgivning, men er styret af tyranner. Disse lande vil blive presset til reformer, ligesom befolkningerne indirekte vil blive opfordret til at vælte deres regeringer for at få indflydelse på den globale dagsorden.

Af Kasper Elbjørn

En ny verden

I en storstilet TV-transmitteret tale erklærede præsident Bush natten til den 2. maj 2003 krigshandlingerne i Irak for afsluttet. Kampen om Irak var en sejr i krigen mod terror, der begyndte 11. september 2001, og som stadig foregår, sagde Bush fra dækket af hangarskibet USS Abraham Lincoln omgivet af sine soldater.

Det var gode nyheder for Irak og den ny verden, der opstod efter den 11. september 2001. Men allerede inden krigshandlingernes blev afsluttet, var det igen blevet tid til det diplomatiske spil - nogen vil måske kalde det den diplomatiske krig.

FN - moderne udgave af Folkeforbundet
Især de kræfter, der oprindeligt havde været imod en befrielse af Irak spillede hurtigt ud med et ønske om, at FN igen skulle på banen. FN skulle lede genopbygningen af Irak på trods af, at FN blot få uger før de allierede gik ind i Irak, havde spillet fuldstændig fallit.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, der i 1930'erne degenererede til en diskussionsklub, ude af stand til at bremse de fascistiske diktatorer. Årsagen til FN's fallit var først og fremmest Frankrig, Tyskland og Ruslands modstand mod en resolution, der kunne bremse vor tids måske værste diktator.

Dertil kommer, at selvom FN uden tvivl og med god grund er den organisation, der nyder størst tillid i dag, så består FN samtidig af alle verdens lande – også lande, der ikke ser en fordel i, at Irak omdannes til et demokrati, der respekterer menneskerettigheder og tillader politisk og økonomisk frihed.

Mange lande indenfor FN ønsker ikke, at en positiv udvikling af Irak spreder sig som ringe i vandet i resten til Mellemøsten. Derfor skal FN nok være involveret, hvilket Præsident Bush da også lovede i
Irland den 8. april, men styringen skal komme andetsteds fra. Hvis Tyskland, Frankrig og Rusland ikke havde så travlt med at positionere sig, ville de muligvis også se problematikken i alene at lade FN styre
genopbygningen.

Kissinger's G8
Hvis man absolut skal pege på et internationalt forum, der med ligeså meget legitimitet kunne styre genopbygningen, bør man derimod pege på G8.

Ideen til G7 (der i 1990'erne blev til G8 efter russisk medlemskab) kom fra Præsident Ford's udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et samarbejdsforum, der udgjordes af store industrialiserede lande med fælles værdisæt, og hvis ledere var demokratisk valgt. Oprettelsen af G7 reflekterede bl.a. FN's afmagt overfor de forskellige internationale udfordringer, som verden oplevede i 1970'erne, da den Kolde Krig var mest kold.

G8 er i dag en samarbejdsorganisation, der med stor legitimitet kunne have ledet genopbygning af Irak. Det kunne samtidig have været begyndelsen på en ny og større rolle for G8 i en verden, der endnu
engang står overfor nye udfordringer, som ikke nødvendigvis imødekommes bedst af FN.

Store lande har spillet sig af banen
Det er en skam, at så mange står fast på kravet om, at FN skal lede genopbygningen af Irak. Det hindrer en sikker fremtid for det i forvejen prøvede irakiske folk.

Endnu engang må vi derfor sætte vores lid til de allieredes ledere. De vil ikke pege på G8, men derimod udelukkende på alle de lande, der hjalp med at befri Irak herunder Danmark, som i skrivende stund ser ud til at få en stor rolle i Irak på trods af, at vi i sidste øjeblik ikke havde mod nok til at sende en større styrke til Irak efter krigen.

Omvendt så har store lande som Frankrig, Tyskland og Rusland endnu engang spillet sig af banen i deres iver efter at få indflydelse i forhold til USA.

Et terrorregime er styrtet
Præsident Abraham Lincoln, efter hvem hangarskibet, som Bush talte fra den 2. maj, er opkaldt, sagde engang: "The probability that we may fail in the struggle, ought not to deter us from the support of a
cause we believe to be just".

Vi kan i dag være glade for, at endnu et terrorregime er styrtet i grus. Det er så sandt en sejr for kampen mod terror i alle dets afskygninger.

I Danmark kan vi være stolte over, at vi trods alt støttede USA i kampen for at vælte et terrorregime og befri et folk. Ikke desto mindre er det ikke gode nyheder, at flere af de store industrialiserede lande i
dag står så splittet, at Frankrig, Tyskland og Rusland ingen roller får i genopbygningen af Irak og i den fortsatte kamp mod terror.

Af Kasper Elbjørn