Blog (Tag: klaus)

Miljøfascismen viser sit ækle ansigt i Danmark

”Man binder os på mund og hånd med vanens tusind stramme bånd, og det er besværligt at flagre sig fri”, skrev Poul Henningsen i 1940. Hans tekst er blevet brugt og misbrugt af mange, og der vil sikkert også være delte meninger om min brug af teksten, men jeg fandt den indbyggede advarsel i teksten relevant efter jeg læste en artikel i Information i fredags. Overskriften var ikke til at tage fejl af. ”Regeringen giver 18 millioner til at forplumre klimadebatten”, skrev avisen den 18/11 i en af dagens stort opsatte artikler.

Jeg har hidtil været kritisk overfor holdningen om, at ikke alle kommer til orde i klimadebatten. Jeg mener faktisk ikke, vi indtil nu er blevet påduttet en bestemt sandhed, når det gælder klimaet. Jeg synes, vi hidtil har haft en konstruktiv debat, hvor alle er enige om, at der er klimaændringer, og hvor alle bliver hørt uanset om de mener klimaændringerne er menneskeskabte eller ej. Jeg mener også, vi i Danmark har sikret os, at både fordele og ulemper ved at bekæmpe klimaændringerne, er blevet belyst, og de fleste erkender i dag faren for, at vi indfører planøkonomi ad bagdøren eller hæmmer den økonomiske vækst i vores iver efter at sikre et bedre miljø.

Derfor blev jeg også så meget mere overrasket over overskriften i Information, og de udtalelser i artiklen, der underbyggede den ejendommelige overskrift. ”Om 14 dage har vi alle landes bevågenhed, og jeg kan ikke komme i tanke om et mere tåbeligt signal at sende til resten af verden,” sagde Miljøordfører Mette Gjerskov (S) om de 18 millioner kroner, regeringen har afsat til Copenhagen Consensus Center i den nuværende Finanslov.

Det er mange år siden socialdemokraterne kæmpede for lige rettigheder for alle, men jeg blev alligevel dybt chokeret over Gjerskovs kommentar. Jeg kan nemlig ikke komme i tanke om et bedre signal til resten af verden. Derfor er jeg også så glad for, at Tjekkiets præsident Václav Klaus’ kontroversielle klimabog ”Blå planet i grønne lænker – Hvad er truet: Klimaet eller friheden?” udgives på dansk inden COP15. Det viser netop, at vi i Danmark ikke er præget af den miljøfascisme, som Václav Klaus advarer imod, og som findes andre steder.

Artiklen i Information viser imidlertid, at miljøfascismen også viser sit ækle ansigt herhjemme for tiden.

Miljøfascisme er et stærkt udtryk, men engang imellem er det nødvendigt at kalde ondskaben ved rette navn. Uden at have studeret miljøbevægelserne og deres oprindelse indgående, er det vist ikke en overdrivelse at skrive, at de har deres oprindelse på den del af den ekstreme venstrefløj, der dyrkede det autoritære. Miljøbevægelsens dagorden var oprindeligt en maskeret kritik af kapitalismen. Det var ingen hemmelighed, og derfor slog de fleste borgerlige og liberale korsets tegn hver gang miljøet blev bragt op i den offentlige debat. Dermed var der frit spil for de røde, og de tilkæmpede sig dygtigt miljødagsordenen i løbet af 1980erne, ligesom de borgerlige og liberale tabte dagsordenen især som følge af de borgerlige-liberale partiers støtte til A-kraft. Poul Schlüters firkløverregering blev tilbage i 1984 mødt med krav fra et flertal i Folketinget bestående af Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og socialisterne om, at al planlægning vedrørende A-kraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var ikke regeringens politik, og i sin konsekvens ville Danmark efterhånden miste kompetence på det nukleare område, advarede den daværende energiminister Knud Engaard (V). Men regeringen ønskede ikke at gøre A-kraft til et kabinetsspørgsmål, og lod sig derfor nedstemme på samme vis, som man lod sig nedstemme i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Perioden kendes i dag som ”fodnoteperioden” fordi oppositionen tvang firkløverregeringen til at fremlægge bestemte synspunkter internationalt, som blev indført som fodnoter til NATOs officielle politik overfor Sovjetunionen. Regeringen lod sig imidlertid ikke kun nedstemme i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, men her fik man dog gjort klart, at man var uenig i politikken, som oppositionen tvang regeringen til at føre. I miljøspørgsmål tabte man derimod helt dagsordenen, og fik ikke fortalt, hvorfor A-kraft var en del af løsningen på miljøproblemerne, og hvorfor det ligger de borgerlig-liberale helt naturligt at passe på ressourcerne i samfundet og få mere ud af den herunder selvfølgelig også miljøet.

Miljøbevægelsens dagsorden er siden Berlin-murens fald og Sovjetunionens sammenbrud blevet meget mere end en kritik af det kapitalistiske system. Miljøfascismen er karakteriseret ved, at den ikke blot ønsker kontrol med det private erhvervsliv, men hele civilsamfundet. De brune - der i følge artiklen i Information åbenbart findes hos alle partier - kalder sig måske nok grønne, men havde de været ægte grønne, ville deres mål være blot at passe på ressourcerne. De vil dog meget mere og gå meget længere. De vil begrænse ressourcerne, og hvad næsten er værre, så vil de begrænse ressourcerne uden at argumentere hvorfor. Det virker næsten som om, de ønsker at binde kritikerne på mund og hånd, og de har, ligesom de røde, socialisterne, og de sorte, islamisterne, ikke respekt for den borgerlige åndsfrihed, som ellers værdsættes i ethvert samfund, hvor man har respekt for hinandens ejendom og opfatter sine medmennesker som ligeværdige med lige ret til at tænke, tale og handle frit. Dermed bliver ønsket om at passe på miljøet til en ideologi med velkendte fascistoide tendenser, hvor man kombinerer et korporativt økonomisk system med autoritære elementer.

Præsident Václav Klaus skriver i ”Blå planet i grønne lænker”, at vi ikke skal lade klimaændringerne fortrænge fundamentale spørgsmål såsom frihed og demokrati. Når alverdens diktatorer kommer til København uden risiko for retsforfølgelse for deres forbrydelser mod menneskeheden, vil de formentlig undre sig over, hvorfor man giver økonomiske midler til meningsdannere, analytikere og forskere, der stiller spørgsmålstegn til regeringens officielle politik. Lad dem bare undre sig! Lad dem bare mene, at debatten i Danmark er forplumret af, at alle kommer til orde! Og når de spørger os, hvorfor vi dog støtter kritikere af systemet, så lad os stolt fortælle dem: Det gør vi, fordi vi lever i et demokrati.

Af Kasper Elbjørn

Klimadebatten skal da forplumres

Kan man forplumre en debat? Det mener Information åbenbart. Overskriften var ikke til at tage fejl af. »Regeringen giver 18 millioner til at forplumre klimadebatten«, skrev avisen den 13. november i en af dagens stort opsatte artikler.

Jeg har hidtil været kritisk over for holdningen om, at ikke alle kommer til orde i klimadebatten. Jeg mener faktisk ikke, vi indtil nu er blevet påduttet en bestemt sandhed, når det gælder klimaet. Jeg synes, vi hidtil har haft en konstruktiv debat, hvor alle er enige om, at der er klimaændringer, og hvor alle bliver hørt, når det gælder fordele og ulemper ved at bekæmpe klimaændringerne, ligesom fleste erkender faren for, at vi indfører planøkonomi ad bagdøren eller hæmmer den økonomiske vækst i vores iver efter at sikre et bedre miljø.

Derfor blev jeg også så meget mere overrasket over overskriften i Information, og de udtalelser i artiklen, der underbyggede den ejendommelige overskrift.  »Om 14 dage har vi alle landes bevågenhed, og jeg kan ikke komme i tanke om et mere tåbeligt signal at sende til resten af verden,« sagde miljøordfører Mette Gjerskov (S) om de 18 millioner kroner, regeringen har afsat til Copenhagen Consensus Center i den nuværende Finanslov.

Det er mange år siden, socialdemokraterne kæmpede for lige rettigheder for alle, men jeg er alligevel dybt chokeret over Gjerskovs kommentar. Jeg kan ikke komme i tanke om et bedre signal til resten af verden. Derfor er jeg også så glad for, at Tjekkiets præsident Václav Klaus' kontroversielle klimabog 'Blå planet i grønne lænker' udgives på dansk inden COP15. Det viser netop, at vi i Danmark ikke er præget af den miljøfascisme, som Václav Klaus advarer imod, og som findes andre steder.

Miljøfascismen viser imidlertid sit ækle ansigt for tiden. Socialdemokratiet er ikke ene om at ville udelukke kritikere fra det offentlige rum. Den konservative miljøordfører Per Ørum Jørgensen og Ejvind Vesselbo fra mit eget parti, Venstre, følger godt med, kan man læse.

Når alverdens diktatorer kommer til København uden risiko for retsforfølgelse for deres forbrydelser mod menneskeheden, vil de formentlig undre sig over, hvorfor man giver økonomiske midler til meningsdannere, analytikere og forskere, der stiller spørgsmålstegn til regeringens officielle politik. Lad dem bare undre sig! Lad dem bare mene, at debatten i Danmark er forplumret af, at alle kommer til orde. Og når de spørger os, hvorfor vi dog støtter kritikere af systemet, så lad os stolt fortælle dem: Det gør vi, fordi vi lever i et demokrati.

Af Kasper Elbjørn

Præsidentens inderste EU-tanker

Allerede sidste fredag kom den første melding fra præsidentpaladset i Prag. Tjekkiets præsident Václav Klaus ville acceptere EUs reformtraktat, Lissabon-traktaten, hvis Tjekkiet kunne få samme undtagelse som Storbritannien og Polen og undgå at ratificere EUs charter for grundlæggende rettigheder.

Jeg er personlig tilhænger af Lissabon-traktaten. Ikke fordi den er perfekt, men fordi den trods alt er bedre end Jacques Chiracs Nice-traktat, der har været gældende indtil nu.

Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at præsident Václav Klaus hellere havde været Lissabon-traktaten foruden. Klaus havde formentlig håbet, at irerne havde stemt nej igen eller et andet land havde forhalet ratifikationsprocessen. Dermed kunne briterne, der skal have parlamentsvalg inden maj næste år, vælte den nuværende regering og få en ny konservativ regering, der kunne sende traktaten til afstemning. Der er vist ingen tvivl om, at briterne ville stemme nej, og så kunne Klaus holde sit løfte om ikke at ratificere traktaten, hvis et andet EU-land heller ikke gjorde det.

Sådan gik det ikke. Irerne stemte klart ja, og derefter ratificerede Polen Traktaten. 3. november underskrev Klaus så endelig den nye EU-traktat, som den sidste af EUs stats- og regeringschefer.

De mest væsentlige nyskabelser i Lissabon-traktaten handler om EU-institutionernes sammensætning og rolle i beslutningsprocessen. Det bliver simpelthen lettere for EU at træffe beslutninger, når Lissabon-traktaten træder i kraft. Derudover får den eneste folkevalgte institution i EU, Europa-Parlamentet, mere indflydelse, og det må altså være svært at være uenig i, at det er godt, at folkevalgte får mere indflydelse i EU - og embedsmændene mindre. Omvendt har præsident Václav Klaus ret i sin kritik, når han siger, at man skaber et mere føderalt Europa ved at give Unionen større demokratisk legitimitet.

Det føderale element i Traktaten understreges endvidere af, at EU nu får en præsident. Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair blev nævnt som en oplagt kandidat, hvilket han stadig er, hvis man ønsker en stærk og visionær leder, men når EUs regeringschefer vælger en præsident 19. november, bliver det formentlig en mere beskeden type. Det kunne være Letlands tidligere kvindelige præsident, Vaira Vike-Freiberga, men det ender nok med en af de konservative statsministre i Belgien eller Holland. Ukendte, ufarlige og ude af stand til at hamle op med eksempelvis den amerikanske og kinesiske præsident.

Unionen får også en såkaldt udenrigsminister, en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som bliver fast formand i Udenrigsrådet og næstformand i Kommissionen. Til denne post nævnes den tidligere italienske statsminister og kommunistleder, Massimo D'Alema, og Storbritanniens nuværende udenrigsminister, David Miliband.

Jeg bryder mig ligesom præsident Václav Klaus heller ikke specielt om de føderale elementer i den nye Traktat, men omvendt tror jeg, der er hårdt brug for et mere effektivt europæisk samarbejde, hvor landene tvinges til at tage hinanden med på råd. Det gælder naturligvis først og fremmest på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. EU har aldrig reelt haft en fælles udenrigspolitik, og Lissabon-traktaten vil ikke revolutionere udenrigspolitikken, men blot føre til en - med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens velkendte ord - »mere fælles udenrigspolitik«. Ikke mindst hvis man vælger Miliband til posten som formand for Udenrigsrådet. Han siger selv, at han ikke kandiderer, men ingen tvivl er om, at han allerede har forstået, hvad posten kan bruges til. Ved en tale hos Institut for strategiske studier i London 26. oktober opfordrede han EU til at »tage sig sammen« eller blive »tilskuer i en G2 verden formet af Kina og USA«. Så klart kan det siges!

Ligesom det er forkert at kalde præsident Václav Klaus for EU-modstander, er det en misforståelse, at det udelukkende er de føderale elementer i den nye traktat, han er modstander af. Klaus skelner mellem det, han kalder den intergovernmentale model, der skabte det Indre Marked og nedbryder handelsbarrierer mellem medlemslandene, og den interventionistiske harmoniseringsmodel, der er kendetegnet ved, at EU bruger stadigt flere kræfter på at overregulere og harmonisere. Når Klaus var imod både forfatningstraktaten og Lissabon-traktaten var det fordi han mente, at traktaterne cementerede den interventionistiske model i stedet for at tage et opgør med den.

Jeg kan godt forstå, at der er flere der gør lidt grin med Klaus' argument om, at han ønskede en undtagelse fra EUs charter for grundlæggende rettigheder, fordi det ville give fordrevne sudeter-tyskere ret til at kræve erstatning fra Tjekkiet. Jeg ved ikke, om det passer, og jeg er egentlig ligeglad med, hvilke undtagelser andre lande har, men det ærgrer mig, at Klaus ikke tog sig tid til at forklare, hvorfor han som et borgerligt-liberalt menneske principielt er imod EUs charter for grundlæggende rettigheder. Tjekkiets undtagelse giver bestemt mere mening end Danmarks undtagelser, der virker temmelig fjollede, hvis man altså mener, at Danmark skal være medlem af EU.

Under Europa-Parlamentsvalget i sommer mødtes jeg med en af de mere fornuftige socialdemokrater, Claus Larsen-Jensen, der kørte en engageret valgkamp, og selvom jeg ikke var specielt enig med ham, var han, ligesom de fleste folkesocialister, rigtig sjov at debattere med. På et af valgmøderne fortalte han, at han havde været med til at forhandle Charteret, og det havde været »rigtig sjovt«. Hvis en socialdemokrat synes, det har været »rigtig sjovt« at sidde og indføre rettigheder i EUs charter for grundlæggende rettigheder, er der grund til at bekymre sig, og jeg tog mig derfor tid til at læse, hvad der egentlig stod i Charteret. Det var godt, jeg gjorde det, fordi udover de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder, indeholder Charteret tillige en række sociale og økonomiske rettigheder, og det var selvfølgelig dem, at Larsen-Jensen var så glad for.

I den frie verden har sociale og økonomiske rettigheder aldrig før haft samme status, som de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder. Sociale og økonomiske rettigheder var til gengæld et velkendt fænomen i de tidligere socialistiske diktaturstater, som præsident Václav Klaus kender alt for godt. Klaus voksede op i det socialistiske Tjekkoslovakiet, og her havde man sociale og økonomiske rettigheder. Her omfordelte man alle de økonomiske ressourcer, man havde, indtil der ikke var flere ressourcer tilbage. Resultatet kender vi. Dertil kommer, at det hidtil har været sådan i Den Frie Verden, at det er de folkevalgte politikere, der afgør, hvor stor en økonomisk omfordeling, der skal være, og hvis man er uenig i omfanget af omfordelingen, kan man stemme på andre politikere, der ønsker at omfordele anderledes.

De sociale og økonomiske rettigheder strider altså imod præmisserne i vores demokrati, og det er en stor skam, at den tjekkiske præsident ikke fortalte, at det var derfor, han var modstander af EUs charter for grundlæggende rettigheder. Fordrevne sudeter-tyskere eller ej.

Jeg er naturligvis ikke modstander af, at Lissabon-traktaten nævner menneskerettighederne, men i stedet for at lade socialdemokrater, folkesocialister, tidligere kommunister og andet godtfolk sidde og udvande de klassiske frihedsrettigheder, skulle Traktaten selvfølgelig blot have henvist til Den europæiske menneskerettighedskonvention, der blev vedtaget i 1950, og fungerer glimrende, ligesom den i øvrigt allerede benyttes i EU-retten.

I bogen »Blå planet i grønne lænker - Hvad er truet: Klimaet eller friheden?« kan man læse i et bilag til bogen, at Klaus i en række svar til den amerikanske kongres skrev, at han altid føler sig forpligtet til at sige fra, når han opdager, at vores frihed, markedsøkonomi og velstand er truet. Bogen handler om øko-profeternes klimaforskrækkelse, men hans modstand mod udviklingen i EU er formentlig et udtryk for det samme. Det gør ham ikke til EU-modstander, men blot en kritiker, og jeg er derfor glad for, at han nu har ratificeret Lissabon-traktaten. Jeg vil bestemt hellere have en mand som han indenfor EU end udenfor EU. EU er nemlig ikke perfekt. EU er en uperfekt Union i stadig forandring.

Af Kasper Elbjørn

Denne gang kan vi redde Titanic

»Vi købte billetter til Titanic«, sagde den tjekkiske præsident, Vaclav Klaus om Tjekkiets medlemskab af EU, da jeg forleden var så heldig at møde ham i Prag.

De fleste vil vide, at Titanic var datidens største dampdrevne skib, men forliste natten mellem 14. og 15. april 1912. Jeg tror, at præsident Vaclav Klaus med bemærkningen ønskede at illustrere, at det europæiske samarbejde så fantastisk ud udefra, dengang Tjekkiet søgte om optagelse i EU. Men indenfra viste EU sig at være en stor kolos, hvor der blev brugt alt for megen tid og for mange penge på interiør, og alt for få ressourcer på at sikre sejladsen.

Jeg er stor en beundrer af Vaclav Klaus, og jeg synes, det er befriende, at der stadig findes statsledere, der tør sige sandheden, uanset om den går imod meningsmålingerne eller de seneste resultater fra partiets fokusgrupper. Præsident Klaus har desværre ret i, at mange af de nye medlemslande, der kom med ved udvidelsen af EU, der blev vedtaget under det succesfulde danske EU-formandskab i 2002, troede, at hvis bare de blev medlem, så ville alt blive godt og væksten og velstanden ville komme helt af sig selv. Men jeg er ikke enig med den tjekkiske præsident i, at EU har udviklet sig til en ny Titanic. Alle ved, at vi i Venstre er store tilhængere af det europæiske samarbejde, og derfor har især Venstre en særlig forpligtelse til at sige sandheden om EU. Jeg er opstillet for Venstre til Europa-parlamentsvalget, og jeg må ærligt indrømme, at præsident Vaclav Klaus nok har ret i, at EU i dag er på dødskurs. Til gengæld vil jeg samtidig have lov til at fastlå, at EU er hvad man gør det til, og det er aldrig for sent at rette op på skuden, hvis vi vil.

Da Uffe Ellemann-Jensen (V) var udenrigsminister, opførte Danmark sig, som var vi 20 millioner, selvom vi kun var fem millioner danskere. »If you can’t join them, beat them,« sagde Uffe Ellemann tilbage i 1992, og Europa lyttede. Men Uffe Ellemann råbte ikke bare op for at blive hørt. Han brugte indflydelsen til at kæmpe for frihed og retfærdighed, og det skal vi gøre igen, fordi EU er hverken et liberalt eller et socialistisk projekt. EU er hvad man gør det til.

Jeg har efterhånden været rundt til mange valgmøder i forbindelse med Europa-parlamentsvalget 7. juni, og ved alle møder gentager socialisterne gang på gang, at de ønsker et »socialt Europa«. Jeg vidste oprindeligt ikke helt, hvad et »socialt Europa« var, eller hvad det betød indtil for nylig. Oprindelig tænkte jeg hver gang, at jo egentlig også ønskede et »socialt Europa«, hvis det betød, at EU skal styrke civilsamfundet og sikre borgerlige og politiske rettigheder i Europa. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke er det, socialisterne mener, når de taler om et »socialt Europa«.

Socialisterne vil have, at EU skal bestemme, hvordan vi indretter vores velfærdssamfund, ligesom de vil tvinge de nye EU-medlemslande, som eksempelvis Tjekkiet, til at indføre samme samfundsmodel, som vi eksempelvis har i Skandinavien. Jeg kan godt forstå, hvis Tjekkiet og dets liberale præsident, der for bare 20 år siden kæmpede imod det socialistiske diktatur, som de var tvunget til at leve i, vender sig imod den for form indblanding. Jeg kan godt forstå, hvis den slags ideer skræmmer tjekkerne. EU skal naturligvis ikke blande sig i, hvordan vi indretter vores samfund, men derimod sikre, at vi har råd til at indrette vores samfund, som vi vil, ved at sikre samarbejde og samhandel på tværs af grænserne i Europa.

Jeg mener, at EUs fælles marked er det bedste eksempel på, hvad Danmark og de andre EU-medlemsstater kan udrette, når vi står sammen, og bruger det europæiske samarbejde til noget fornuftigt.

Det frie fællesmarked har medført, at 70 procent af dansk eksport går til de europæiske lande. Det er naturligvis ikke noget mål i sig selv at sælge danske varer til Europa, men fællesmarkedet i EU har gjort det lettere at eksportere danske varer til de andre lande i EU.

Det ses ikke mindst på eksporten til Østeuropa. Siden de østeuropæiske lande blev optaget i EU, har Danmark fordoblet sin eksport til østlandene. Derudover har de gode konkurrencevilkår holdt priserne nede, ligesom udvalget af varer i butikkerne er blevet større og bedre. I dag er der ikke konkurrenceforvridende skatter og afgifter på varer fra andre lande. Markedet er frit, og vi kan købe lige, hvad vi har lyst til. Men dertil kommer, at for et land som Danmark, der har en lille, åben økonomi, har velstandsgevinsten ved det fælles marked være helt enorm. Derfor bør vi som danskere også arbejde for at styrke fællesmarkedet ved eksempelvis at udvide det ved at etablere en frihandelszone med Nordamerika. Det første reelle skridt kunne passende være handel med miljøteknologi.

EU skal koncentrere sig om de store, grænseoverskridende problemer, vi ikke kan løse hver for sig. Denne gang kan vi redde Titanic, hvis vi siger fra i tide og tør sætte grænser for politik.

Af Kasper Elbjørn

Et bæredygtigt Europa

Mærkbare, uundgåelige klimaforandringer vil ramme Europa de næste 50 år. Det vil belaste europæisk landbrug, fiskeri og økosystemer, men også turisme, transport, sundhed såvel som helt almindelige husholdninger, skrev Europa-Kommissionen i sidste uge i en ny handlingsplan for, hvordan EU og de 27 medlemslande kan tilpasse sig klimaforandringerne.

Som sædvanligt fik landmændene en huskekage med på vejen, da kommissionen offentliggjorde rapporten, men miljøet er vores fælles ansvar, selv om nogle sektorer rammes hårdere end andre af de udfordringer, som møder os på grund af klimaforandringerne.

Disse sektorer skal vi selvfølgelig ikke bruge som prygelknaber. Tværtimod bør vi hjælpe dem med at opretholde deres produktivitet og vækst. Uden vækst og velstand har vi slet ikke råd til at værne om miljøet.

Som ansvarlige mennesker har vi alle en forpligtelse til at passe på ressourcerne. Ikke bare de økonomiske, men også de menneskelige ressourcer, energiressourcerne og miljøet.

Det værste vi kan gøre er at gå i panik og indføre love og regler, der måske nok gavner miljøet, men skader den personlige og økonomiske frihed.

I stedet skal vi passe på de ressourcer, som vi har. Kald det bare en borgerlig miljøpolitik. I hvert fald bør vi designe miljøpolitikken, så den taler til fornuften og ansvarligheden.

Tjekkiet har formandskabet for EU frem til sommer, og landets liberale præsident, Vaclav Klaus, skrev for godt et års tid siden i Financial Times, at han, fordi han har levet under det socialistiske diktatur i Østeuropa, altid føler sig forpligtet til at sige fra, når han ser en trussel mod frihed, demokrati, markedsøkonomi og velstand.

Han advarede i artiklen om, at den internationale miljøbevægelse er ved at udvikle sig til en sådan trussel. Altså en trussel mod vores frihed.

Jeg læste hans pointe sådan, at når miljøforkæmperne beder om øjeblikkelig politisk handling, altså lige nu og her, er det fordi, de ikke tror på de langsigtede, positive virkninger af økonomisk vækst.

Præsidenten påpegede helt korrekt, at jo højere velstand i samfundet, jo højere er kvaliteten af miljøet. Kigger man rundt omkring i den frie og demokratiske del af verden, passer det. Jo højere velstand, jo bedre miljø.

Derfor skal vi passe på, at vi, når vi prøver at skabe et bedre miljø, ikke skader den økonomiske vækst, fordi det i sidste ende er den økonomiske vækst, der gør, at vi overhovedet har råd og overskud til at passe på miljøet.

Det er netop her, Europa-Parlamentet skal vise sit værd.

Der er mange, der spørger, hvad vi egentlig skal med et parlament uden indflydelse, men Europa-Parlamentet er og bliver folkets stemme, og medlemmerne skal være de fornuftige og retfærdige, når regeringscheferne og bureaukraterne ikke tænker sig om.

Vi skal sørge for, at EU ikke bliver en klods om benet på europæerne, men et håb for fremtiden. Love, regler og mudderkastning er ikke vejen frem. Uanset hvor meget vi tror på klimaforandringerne. Den private sektor er derimod vejen til et bæredygtigt Europa, hvor vi passer på ressourcerne og får mere ud af dem.

Af Kasper Elbjørn

Vaclav Klaus og EU - skeptisk realisme

 

Der skulle tre valgrunder til for at genvælge ham som præsident. Dramaet er næsten blevet totalt forbigået i de danske medier. Det stod ellers i vores baghave, og kan få afgørende betydning for Europa.

Den 15. februar blev Tjekkiets præsident Vaclav Klaus genvalgt til en ny femårsperiode.

Da det socialistiske diktatur kollapsede i november 1989, arbejdede Vaclav Klaus som analytiker på det Tjekkoslovakiske Videnskabernes Selskab. Ligesom Vaclav Havel var Klaus kendt som stor modstander af det socialistiske regime. Men modsat Havel og de andre dissidenter var han hverken forfatter eller journalist. Derimod havde han en økonomisk baggrund.

Klaus var blandt de reformøkonomer, der fik udrejsetilladelse i det såkaldte politiske forår i Prag i slutningen af 1960erne, og det skulle blive en tur, der satte sig dybe spor. Klaus læste blandt andet i USA, hvor han stiftede bekendtskab med frimarkedstænkere som Ludwig von Mises og Milton Friedman. Men det var især Friedrich Hayek, som fik Klaus til at indse kapitalismens moralske overlegenhed i forhold til den uretfærdige planøkonomi, som han selv var tvunget til at leve i.

»Foråret i Prag« kulminerede for 40 år siden i januar 1968, da de reformvenlige kommunister pressede den gamle garde ud af regeringskontorerne. I april fremlagde den nye regering en reformpakke, der skulle give socialismen et menneskeligt ansigt. Magthaverne i Kreml opfattede med rette programmet som et anslag mod hele den socialistiske model, og sendte soldater ind i Tjekkoslovakiet for at stoppe processen inden ideerne spredte sig til andre østeuropæiske lande.

I tiden der fulgte var det bestemt et dårligt karrieretræk at bekende sig til Friedrich Hayeks grundidé om, at staten altid udgør en trussel mod borgernes frihed, og kun bør gribe ind, når borgernes frihedsrettigheder er truet. Det er klart, at man ikke bliver belønnet for at mene, at et samfund, der mangler frihedens selvregulerende mekanismer, bliver et tyrannisk samfund, som kun kan rette sine fejl, når magthaverne har ført landet ud i katastrofen. Men Klaus fik ret, og efter Fløjlsrevolutionen i 1989 var der pludselig brug for de reformer, som Klaus var blevet eksponent for. Klaus blev finansminister i frihedsregeringen, og i 1992 udnævnte præsident Vaclav Havel ham som statsminister for Tjekkiet. Nu stod Klaus selv i spidsen for det, der siden er blevet kaldt det tjekkiske mirakel.

Vaclav Klaus er blevet kaldt alt fra Tjekkoslovakiets Milton Friedman til Østeuropas Margaret Thatcher, men ingen af betegnelserne er præcise nok til at beskrive Tjekkiets genvalgte præsident. Han hører heller ikke til hos de helt store frihedskæmpere fra 1989, som Havel, Polens Lech Walesa eller Litauens Vytautas Landsbergis. Han hører til blandt de få ledere i historien, der kan kombinere ideologi og ideer med real politik.

Når Tjekkiet i januar 2009 overtager formandsposten for EU vil der være tale om en historisk begivenhed. Det er kun anden gang, at et af de tidligere østeuropæiske diktaturer skal stå i spidsen for EU, men den egentlige årsag til, at det kan blive et skelsættende formandskab, er, at Klaus måske er den sidste europæiske leder, der rent faktisk har en klar vision for det europæiske samarbejde.

Vaclav Klaus bliver ofte kaldte EU-skeptiker, og han er da også skeptisk over for det EU, som vi kender det i dag. Han skelner mellem det, han kalder den intergovernmentale model, der skabte det indre marked, og den interventionistiske harmoniseringsmodel, der har været fremherskende siden 1992, og er kendetegnet ved, at EU bruger stadigt flere kræfter på at overregulere og harmonisere. Når Klaus var imod både forfatningstraktaten og dens afløser, Lissabon-traktaten, var det ikke fordi, han var modstander af EU, men fordi han mente, at traktaten cementerede den interventionistiske model i stedet for at tage et opgør med den.

Klaus vil tilbage til den oprindelige inter­governmentale model, hvor nationalstaterne samarbejder - uanset historiske, økonomiske, kulturelle eller religiøse forskelle - på de områder, der styrker europæernes personlige og økonomiske frihed. Ikke begrænser vores frihed. Og måske bliver hans vision til virkelighed igen, når han står i spidsen for Europa næste år.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre