Blog (Tag: klima)

Miljøfascismen viser sit ækle ansigt i Danmark

”Man binder os på mund og hånd med vanens tusind stramme bånd, og det er besværligt at flagre sig fri”, skrev Poul Henningsen i 1940. Hans tekst er blevet brugt og misbrugt af mange, og der vil sikkert også være delte meninger om min brug af teksten, men jeg fandt den indbyggede advarsel i teksten relevant efter jeg læste en artikel i Information i fredags. Overskriften var ikke til at tage fejl af. ”Regeringen giver 18 millioner til at forplumre klimadebatten”, skrev avisen den 18/11 i en af dagens stort opsatte artikler.

Jeg har hidtil været kritisk overfor holdningen om, at ikke alle kommer til orde i klimadebatten. Jeg mener faktisk ikke, vi indtil nu er blevet påduttet en bestemt sandhed, når det gælder klimaet. Jeg synes, vi hidtil har haft en konstruktiv debat, hvor alle er enige om, at der er klimaændringer, og hvor alle bliver hørt uanset om de mener klimaændringerne er menneskeskabte eller ej. Jeg mener også, vi i Danmark har sikret os, at både fordele og ulemper ved at bekæmpe klimaændringerne, er blevet belyst, og de fleste erkender i dag faren for, at vi indfører planøkonomi ad bagdøren eller hæmmer den økonomiske vækst i vores iver efter at sikre et bedre miljø.

Derfor blev jeg også så meget mere overrasket over overskriften i Information, og de udtalelser i artiklen, der underbyggede den ejendommelige overskrift. ”Om 14 dage har vi alle landes bevågenhed, og jeg kan ikke komme i tanke om et mere tåbeligt signal at sende til resten af verden,” sagde Miljøordfører Mette Gjerskov (S) om de 18 millioner kroner, regeringen har afsat til Copenhagen Consensus Center i den nuværende Finanslov.

Det er mange år siden socialdemokraterne kæmpede for lige rettigheder for alle, men jeg blev alligevel dybt chokeret over Gjerskovs kommentar. Jeg kan nemlig ikke komme i tanke om et bedre signal til resten af verden. Derfor er jeg også så glad for, at Tjekkiets præsident Václav Klaus’ kontroversielle klimabog ”Blå planet i grønne lænker – Hvad er truet: Klimaet eller friheden?” udgives på dansk inden COP15. Det viser netop, at vi i Danmark ikke er præget af den miljøfascisme, som Václav Klaus advarer imod, og som findes andre steder.

Artiklen i Information viser imidlertid, at miljøfascismen også viser sit ækle ansigt herhjemme for tiden.

Miljøfascisme er et stærkt udtryk, men engang imellem er det nødvendigt at kalde ondskaben ved rette navn. Uden at have studeret miljøbevægelserne og deres oprindelse indgående, er det vist ikke en overdrivelse at skrive, at de har deres oprindelse på den del af den ekstreme venstrefløj, der dyrkede det autoritære. Miljøbevægelsens dagorden var oprindeligt en maskeret kritik af kapitalismen. Det var ingen hemmelighed, og derfor slog de fleste borgerlige og liberale korsets tegn hver gang miljøet blev bragt op i den offentlige debat. Dermed var der frit spil for de røde, og de tilkæmpede sig dygtigt miljødagsordenen i løbet af 1980erne, ligesom de borgerlige og liberale tabte dagsordenen især som følge af de borgerlige-liberale partiers støtte til A-kraft. Poul Schlüters firkløverregering blev tilbage i 1984 mødt med krav fra et flertal i Folketinget bestående af Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og socialisterne om, at al planlægning vedrørende A-kraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var ikke regeringens politik, og i sin konsekvens ville Danmark efterhånden miste kompetence på det nukleare område, advarede den daværende energiminister Knud Engaard (V). Men regeringen ønskede ikke at gøre A-kraft til et kabinetsspørgsmål, og lod sig derfor nedstemme på samme vis, som man lod sig nedstemme i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Perioden kendes i dag som ”fodnoteperioden” fordi oppositionen tvang firkløverregeringen til at fremlægge bestemte synspunkter internationalt, som blev indført som fodnoter til NATOs officielle politik overfor Sovjetunionen. Regeringen lod sig imidlertid ikke kun nedstemme i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, men her fik man dog gjort klart, at man var uenig i politikken, som oppositionen tvang regeringen til at føre. I miljøspørgsmål tabte man derimod helt dagsordenen, og fik ikke fortalt, hvorfor A-kraft var en del af løsningen på miljøproblemerne, og hvorfor det ligger de borgerlig-liberale helt naturligt at passe på ressourcerne i samfundet og få mere ud af den herunder selvfølgelig også miljøet.

Miljøbevægelsens dagsorden er siden Berlin-murens fald og Sovjetunionens sammenbrud blevet meget mere end en kritik af det kapitalistiske system. Miljøfascismen er karakteriseret ved, at den ikke blot ønsker kontrol med det private erhvervsliv, men hele civilsamfundet. De brune - der i følge artiklen i Information åbenbart findes hos alle partier - kalder sig måske nok grønne, men havde de været ægte grønne, ville deres mål være blot at passe på ressourcerne. De vil dog meget mere og gå meget længere. De vil begrænse ressourcerne, og hvad næsten er værre, så vil de begrænse ressourcerne uden at argumentere hvorfor. Det virker næsten som om, de ønsker at binde kritikerne på mund og hånd, og de har, ligesom de røde, socialisterne, og de sorte, islamisterne, ikke respekt for den borgerlige åndsfrihed, som ellers værdsættes i ethvert samfund, hvor man har respekt for hinandens ejendom og opfatter sine medmennesker som ligeværdige med lige ret til at tænke, tale og handle frit. Dermed bliver ønsket om at passe på miljøet til en ideologi med velkendte fascistoide tendenser, hvor man kombinerer et korporativt økonomisk system med autoritære elementer.

Præsident Václav Klaus skriver i ”Blå planet i grønne lænker”, at vi ikke skal lade klimaændringerne fortrænge fundamentale spørgsmål såsom frihed og demokrati. Når alverdens diktatorer kommer til København uden risiko for retsforfølgelse for deres forbrydelser mod menneskeheden, vil de formentlig undre sig over, hvorfor man giver økonomiske midler til meningsdannere, analytikere og forskere, der stiller spørgsmålstegn til regeringens officielle politik. Lad dem bare undre sig! Lad dem bare mene, at debatten i Danmark er forplumret af, at alle kommer til orde! Og når de spørger os, hvorfor vi dog støtter kritikere af systemet, så lad os stolt fortælle dem: Det gør vi, fordi vi lever i et demokrati.

Af Kasper Elbjørn

Klimadebatten skal da forplumres

Kan man forplumre en debat? Det mener Information åbenbart. Overskriften var ikke til at tage fejl af. »Regeringen giver 18 millioner til at forplumre klimadebatten«, skrev avisen den 13. november i en af dagens stort opsatte artikler.

Jeg har hidtil været kritisk over for holdningen om, at ikke alle kommer til orde i klimadebatten. Jeg mener faktisk ikke, vi indtil nu er blevet påduttet en bestemt sandhed, når det gælder klimaet. Jeg synes, vi hidtil har haft en konstruktiv debat, hvor alle er enige om, at der er klimaændringer, og hvor alle bliver hørt, når det gælder fordele og ulemper ved at bekæmpe klimaændringerne, ligesom fleste erkender faren for, at vi indfører planøkonomi ad bagdøren eller hæmmer den økonomiske vækst i vores iver efter at sikre et bedre miljø.

Derfor blev jeg også så meget mere overrasket over overskriften i Information, og de udtalelser i artiklen, der underbyggede den ejendommelige overskrift.  »Om 14 dage har vi alle landes bevågenhed, og jeg kan ikke komme i tanke om et mere tåbeligt signal at sende til resten af verden,« sagde miljøordfører Mette Gjerskov (S) om de 18 millioner kroner, regeringen har afsat til Copenhagen Consensus Center i den nuværende Finanslov.

Det er mange år siden, socialdemokraterne kæmpede for lige rettigheder for alle, men jeg er alligevel dybt chokeret over Gjerskovs kommentar. Jeg kan ikke komme i tanke om et bedre signal til resten af verden. Derfor er jeg også så glad for, at Tjekkiets præsident Václav Klaus' kontroversielle klimabog 'Blå planet i grønne lænker' udgives på dansk inden COP15. Det viser netop, at vi i Danmark ikke er præget af den miljøfascisme, som Václav Klaus advarer imod, og som findes andre steder.

Miljøfascismen viser imidlertid sit ækle ansigt for tiden. Socialdemokratiet er ikke ene om at ville udelukke kritikere fra det offentlige rum. Den konservative miljøordfører Per Ørum Jørgensen og Ejvind Vesselbo fra mit eget parti, Venstre, følger godt med, kan man læse.

Når alverdens diktatorer kommer til København uden risiko for retsforfølgelse for deres forbrydelser mod menneskeheden, vil de formentlig undre sig over, hvorfor man giver økonomiske midler til meningsdannere, analytikere og forskere, der stiller spørgsmålstegn til regeringens officielle politik. Lad dem bare undre sig! Lad dem bare mene, at debatten i Danmark er forplumret af, at alle kommer til orde. Og når de spørger os, hvorfor vi dog støtter kritikere af systemet, så lad os stolt fortælle dem: Det gør vi, fordi vi lever i et demokrati.

Af Kasper Elbjørn

Den socialistiske skræmmekampagne er begyndt

I tiden frem til Europa-parlamentsvalget den 7. juni vil socialisterne føre en skræmmekampagne, hvor de vil påstå, at de borgerlige ikke vil beskytte miljøet.

De er faktisk allerede begyndt i læserbreve og debatindlæg. Men faktisk er det god borgerlig-liberal politik at passe på miljøet.

Derfor er Venstre også blandt de partier, der er tilhængere af EU's målsætning om de tre gange 20 i 2020: Vi skal sænke udledningen af drivhusgasser med 20 pct., øge andelen af vedvarende energi til 20 pct. og øge energieffektiviteten med 20 pct. i 2020. Det er vejen til et bæredygtigt Europa, og et bæredygtigt Europa er et liberalt Europa.

Vi skal passe på alle de ressourcer, vi har. Ikke kun de økonomiske, men også energiressourcerne og miljøet.

Det er en svær balance, men vi ved alle, at det værste vi kan gøre er at gå i panik og indføre love og regler, der måske nok gavner miljøet, men skader den personlige og økonomiske frihed.

Desværre anerkender socialisterne i Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og ude på den ekstreme venstrefløj stadig ikke de langsigtede, positive konsekvenser af personlig og økonomisk frihed.

Det gør vi liberale. Vi ved, at frihed er en del af løsningen på klimaudfordringerne.

Heri ligger uenigheden mellem socialister og liberale i dag, og det bør alle huske, når de stemmer den 7. juni.

Af Kasper Elbjørn

Frihed en del af løsningen

 

I et besynderligt indlæg i Frederiksborg Amts Avis i onsdags prøver SFs to kandidater til Europa-Parlamentet, Ole Riisgaard og Pia Olsen Dyhr, at genoplive den gamle forestilling om, at man ikke kan være borgerlig-liberal og have et ægte ønske om at passe på miljøet. Man fristes nærmest til at tro, at SF stadig lever i industrisamfundet i det 20. århundrede.

Enhver der har bevæget sig videre fra dengang, det var moderne at gå i flower-power tøj og have en lilla ble om hovedet, ved, at det faktisk er god borgerlig-liberal politik at passe på miljøet.

Riisgaard og Dyhr skriver, at De Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod EU's nye klimamålsætning for 2020, men de glemte behændigt at fortælle, at Venstre faktisk er tilhængere af EU's målsætning om de tre gange 20 i 2020: Sænke udledningen af drivhusgasser med 20 pct., øge andelen af vedvarende energi til 20 pct. og øge energieffektiviteten med 20 pct. i 2020.

Hvis vi skal skabe et bæredygtigt Europa skal vi passe på alle de ressourcer, vi har. Ikke kun de økonomiske, men også energiressourcerne og miljøet. Det er en svær balance, men vi ved alle, at det værste vi kan gøre er at gå i panik og indføre love og regler, der måske nok gavner miljøet, men skader den personlige og økonomiske frihed.

Desværre anerkender socialister som Ole Riisgaard og Pia Olsen Dyhr stadig ikke de langsigtede, positive konsekvenser af personlig og økonomisk frihed. Det gør vi liberale. Vi ved, at frihed er en del af løsningen på klimaudfordringerne. Heri ligger uenigheden mellem socialister og liberale i dag.

Af Kasper Elbjørn