Blog (Tag: kouchner)

Farvel til den franske doktor

I weekenden sagde Europa og resten af verden midlertidigt farvel til en af de helt store menneskerettighedsforkæmpere, Bernard Koucher, den franske udenrigsminister, der i Frankrig er kendt som le médecin français.

Den 71-årige Kouchner blev i går afløst af den tidligere justitsminister Michèle Alliot-Marie.

Kouchner var den store overraskelse, da Præsident Nicolas Sarkozys premierminister, François Fillons, præsenterede den nye regering i 2007.

Siden har Kouchner ikke skuffet. Han har fuldt og helt levet op til sit rygte som en ægte humanist og menneskerettighedsforkæmper.

EU og de evindelige traktatdiskussioner har han pænt overladt til Præsident Sarkozy og Premierminister Fillons, men ikke uden at gøre omverden opmærksom på, at han - modsat præsidenten - er tilhænger af tyrkisk medlemskab af EU.

Dette budskab er uden tvivl blevet hørt i alle de muslimske lande han har besøgt og irettesat for ikke at respektere FNs menneskerettigheder.

En fascinerende politiker
Jeg mener, Bernard Kouchner er en af de mest fascinerende europæiske politikere i mange år.

Han tilhører en generation af politikere, der allerede er gået, eller er ved at gå, på pension, men som udmærker sig ved at sige hvad de mener, og som mener, hvad de siger.

Oprindelig var Kouchner slet ikke borgerlig, men som så mange andre i sin generation tiltrukket af det autoritære.

Som ungkommunist ledte han sågar medicinerfraktionen under studenteroprøret i Paris i foråret 1968.

Allerede i 1971 var han dog kommet på bedre tanker, og havde lagt kommunismen bag sig, og gjorde sig bemærket ved at være en af medstifterne af organisationen Læger uden grænser.

Efter i nogle år at have været udviklingsminister i de socialistiske regeringer i 1988-1992, blev han sundhedsminister under den kontroversielle premierminister Pierre Bérégovoy.

Da de borgerlige kom til magten efter valget i 1992, stillede han op til Europa-Parlamentet, men vendte tilbage til fransk politik som sundhedsminister i 1997 under socialisten Lionel Jospin indtil han i 1999 blev udnævnt som FN’s særlige repræsentant i Kosovo.

Alt for emotionel
Dominique Moïsi fra den franske International Relations Institute er mildest talt ikke enig i min beundring for Kouchner.

Moïsi udtalte i går til AP, at Kouchner var alt for emotionel, og gentog derefter den gamle konspirationsteori om, at Præsident Sarkozy kun udnævnte Kouchner for at passivisere socialisterne.

Som jeg tidligere har diskuteret, er der dog ikke meget, der tyder på, at udnævnelsen af Kouchner i 2007 udelukkende var en provokation eller en del af en kynisk politisk strategi.

Udnævnelsen af Koucher, som magasinet The Economist skrev tilbage i 2007, bundede i et ærligt ønske om at skabe en ny fransk »doktrin«, der byggede på værdier, der kunne styrke Frankrigs stemme på den globale scene.

Bedre end nogen anden kunne Kouchner kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring på kloden, ligesom han delte Sarkozys foragt for den anti-amerikanske stemning, som den tidligere Præsident Jacques Chirac var blevet synonym med.

Dødsdommen over Ashtiani
I de sidste måneder har jeg prøvet at følge dødsdommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani. Den iranske kvinde er dømt til at blive stenet til døde for utroskab.

Hvis man følger denne forfærdelige sag, kan man ikke komme udenom Kouchner

Han var den første statsleder, der tog skarp afstand fra dødsdommen, og sagde, at dødsdommen var et klart brud på menneskerettighederne, som den frie verden under ingen omstændigheder ville acceptere.

Dette mod bør han hædres for, og jeg håber nordmændene i Nobelpriskommiteen husker ham næste år.

Sakineh Mohammadi Ashtiani og alle os andre, der mener vi skal kæmpe for frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne blev en kampfælle fattigere lørdag aften, da Kouchner indgav sin afskedsbegæring til Præsident Sarkozy.

Men jeg tror heldigvis ikke, vi har hørt det sidste fra Kouchner endnu.

Af Kasper Elbjørn

Døgnets vigtigste nyheder genfortalt

Det er os selv, der køber aviserne, og vi klikker selv på artiklerne på nettet.

Ligesom vi får de politikere, vi fortjener, får vi altså også de nyheder, vi fortjener. Det kommer der ikke nødvendigvis noget godt ud af.

Jeg vil lige opsummere, hvad der er sket i det seneste døgn rundt omkring i verden, og så vil jeg opfordre til, at vi som nyhedslæsere tænker lidt over, om det står mål med, hvad vi har læst i de danske medier de sidste 24 timer.

Obamas rejse i Asien
For det første er der G20 topmøde i Sydkorea, og G20 landenes ledere er på vej til G20 mødet.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, var i den forbindelse på et tredages besøg i Indien inden han i går tog videre til Indonesien.

I Indien anbefalede han, at landet får sæde i FNs sikkerhedsråd, hvilket uden tvivl vil styrke forholdet mellem Indien og USA, men helt sikkert ikke vil blive vel modtaget i Pakistan og Kina.

Kontuerne til en ny verdensorden er ved at tegne sig. Alligevel var det besøget i Indonesien, hvor han er vokset op, der løb med al omtalen i Danmark.

Zoellick, Verdensbanken og guldstandarden
Forud for G20 har Verdensbankens dygtige direktør Robert Zoellick i øvrigt stjålet hele dagsordenen.

I Financial Times mandag skrev han mandag, at verden har brug for et nyt monetært system, hvor kurserne på verdens største valutaer bliver bundet til udviklingen i prisen på guld.

Det går et land som Kina aldrig med til, men hans indlæg udstillede i uhørt grad, at næsten hele den vestlige verden stort set har glemt, hvad finansiel disciplin vil sige.

Jeg vil ikke kalde hans indlæg for en falliterklæring for den vestlige verden, men hans forslag kommer fordi flere centralbanker har sat gang i seddelpressen, og dermed udhuler de reelt værdien af begrebet penge.

Det er det, der er ved at ske i øjeblikket, og det kan godt gå hen og blive kritisk. Derfor var det godt, at de internationale medier tog advarslen fra Verdensbanken alvorligt.

Den modigste budgetreform i mands minde
Storbritannien, som også deltager i G20 topmødet, er vel, udover Tyskland, det eneste land, der har taget fat om roden og fået ryddet op i økonomien.

Den nye konservative-liberale regering med David Cameron i spidsen har vedtaget den modigste budgetreform i mands minde. Briterne ved godt, at de har levet over evne i mange år, og har accepteret, at det kommer til at gøre ondt før det bliver godt igen. Respekt for det. Derfor raser debatten om EU’s budget også i Storbritannien.

Briterne vil selvfølgelig ikke acceptere, at Europa-Parlamentet har foreslået en budgetstigning på 6,2% når de selv skal spare 40% og ved EU-topmødet for to uger siden fik Cameron bl.a. Tyskland og Danmark med på en aftale om, at budgettet i EU ikke må stige med mere end 2,9%

Tirsdag udtalte det polske medlem af parlamentet Sidonia Jedrzejewska imidlertid til avisen Daily Telegraph, at statslederne i virkeligheden har planlagt at hæve EU-budgettet stykvis i løbet af året, hvorfor man slet ikke vil overholde loftet på 2,9%

Det kan jeg ikke huske, jeg læste noget om i de danske aviser.

Den britiske regering har også andre ting at tænke på.

Regeringstoppen arbejder hårdt på at komme ud af krisen, og er på vej med den største erhvervsdelegation til Kina. Det har fået menneskerettighedsorganisation Amnesty International til at kritisere den britiske erhvervsminister Vince Cable.

Cable har udtalt, at Storbritannien ikke vil konfrontere Kina med landets krænkelser af menneskerettighederne, når delegationen kommer til Beijing forud for G20 topmødet.

Storbritannien følger dermed Frankrigs præsident, der i sidste uge besøgte Kinas præsident Hu Jintao. Præsident Sarkozy sagde bl.a., at konfrontationen ikke var den bedste måde at gøre fremskridt på.

Fransk konfrontationspolitik
Den franske præsident må altså være uenig med hans udenrigsminister Bernard Kouchner.

Kouchner har udmærket sig ved netop at konfrontere præstestyret i Iran efter dødsdommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani, som jeg før har skrevet om. I en erklæring på det franske udenrigsministeriums hjemmeside udtalte den franske udenrigsminister, at han havde ringet til Irans udenrigsminister, Manouchehr Mottaki, for at udtrykke sin »forfærdelse« over, at Iran ikke havde opgivet at henrette den 43-årige iranske kvinde, der er anklaget for utroskab.

Kouchner har ellers været travlt optaget af et todages besøg i Libanon.

Forud for sin afrejse holdt Kouchner et pressemøde på den franske ambassade i Beirut, hvor han sagde, at den specielle domstol, der skal afdække, hvem der myrdede Libanons premierminister Rafik Hariri har Frankrigs fulde støtte og er til gavn for alle libanesere, fordi det ikke er acceptabelt at tillade straffrihed i en sådan forbrydelse.

Udtalelsen faldt efter at terrororganisationen Hizbullah havde kaldt den specielle domstol for et »israelsk projekt«.

Den historie blev der heller ikke plads til i de danske medier.

Døgnets tophistorier i Danmark
I Danmark var døgnets tophistorie finansloven.

Socialisterne råbte, at regeringen førte en for hård økonomisk kurs. Liberalisterne sagde, den økonomiske politik var for slap. Og VK-regeringen selv mente, det var den bedste finanslov i 10 år.

En anden historie, der fik næsten ligeså meget plads i medierne som finanslovsforliget, handlede om, at udviklingsminister Søren Pind (V) får rabat på tøj fra tøjmærket Sand.

Og rabatkortet var »sort«.

Derudover udtalte tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl (V) at han aldrig havde haft en rabataftale på tøj.

Ja, dette er en advarsel. Og hvis du har tid - så tænk lidt over den!

Af Kasper Elbjørn

Kvinde dødsdømt for utroskab får støtte fra Danmark

Dødsdommen over den 43-årige iranske kvinde, Sakineh Mohammadi Ashtiani, som jeg skrev om tilbage i september, er suspenderet. Hun er dømt til døden på grund af utroskab og de fleste internationale medier forventer, at dødsdommen vil blive stadfæstet, men i stedet for at foregå ved stening, vil hun blive hængt.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) tog i denne uge initiativ til sammen med sine nordiske kolleger at udsende en yderst kritisk erklæring om dødsdommen og det iranske styres overgreb på menneskerettighederne.

Det var på tide. Men bedre sent end aldrig.

Jeg håber, at vi bare et øjeblik kan se bort fra de ligegyldige diskussioner om næser, gamle breve og pseudo-skattesager, som vi har herhjemme.

Lad os hæve os over landsbyens gadekær og give udenrigsministeren den anerkendelse, hun fortjener for dette initiativ.

Norden, EU og resten af den frie verden kan naturligvis ikke bare se på, at en kvinde dømmes til døden på grund af utroskab. Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.

Det står faktisk artikel 12 i FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

Tiden rinder ud for Ashtiani
Tiden er ved at rinde ud for Sakineh Mohammadi Ashtiani, og for nogle uger siden kom et hjerteskærende opfordring fra Ashtianis søn, Sajad Ghaderzadeh, til den frie verden.

Han skrev i et åbent brev til EU’s stats- og regeringschefer:

»Måske burde jeg ikke skrive et brev til 27 europæiske og vestlige lande, men hvad kan jeg gøre? Jeg har intet andet håb, men jer, mine venner. Jeg har ikke flere tårer at græde med. Det eneste jeg har tilbage, er en klump i halsen. Jeg håber blot, at Gud hjælper mig at skrive dette brev. Jeg har mistet min far, og nu vil staten tage vores mor fra mig og min søster for en forbrydelse, hun ikke har begået «.

Den 10.oktober fulgte han op på brevet ved at give et interview om sagen til to tyske journalister. Det iranske præstestyre var ikke sent til at reagere. Under interviewet blev både Sajad Ghaderzadeh og de to journalister anholdt.

Han er siden blevet nægtet adgang til advokat, og har ikke mulighed for at kommunikere med omverden.

Et levn fra en anden tid
Sagen om Sakineh Mohammadi Ashtiani har stort set ikke været beskrevet i de danske medier, men rundt omkring i verden er det efterhånden en kendt sag.

I andre lande har man heldigvis været langt mere opmærksom på hendes tragiske situation, bruddet på Menneskerettighederne og den dybe uretfærdighed, der ligger bag dødsdommen.

Som jeg tidligere har beskrevet, var den fremragende franske udenrigsminister Bernard Kouchner den første, der havde mod til at sige fra overfor præstestyret.

Kouchner sagde på linje med de nordiske udenrigsministre, at dødsdommen var et brud på Menneskerettighederne, og skrev i et brev til sine EU-kollegaer, at dødsdommen var »et levn fra en anden tid«.

Grundlæggende menneskelig værdighed
Det fik Europa-parlamentet til enstemmigt at vedtage en resolution, der fordømte dødsdommen, og så rullede bolden.

»Storbritannien vil ikke glemme fru Ashtianis sag, og fordømmelsen af menneskerettighedssituationen i Iran vil heller ikke blive mindre med tiden. Vi vil fortsætte med at opfordre Iran til at opfylde sine internationale forpligtelser «, sagde William Hague, den nye britiske udenrigsminister, til avisen, The Times.

Italiens udenrigsminister Franco Frattini kaldte dødsdommen et budskab til det internationale samfund og Tysklands udenrigsminister fulgte trop. »Det er ikke et spørgsmål om religion, men om grundlæggende menneskelig værdighed«, sagde Guido Westerwelle.

Mere præcist kan det ikke siges.

Dermed havde de mest betydningsfulde europæiske udenrigsministre taget afstand fra krænkelserne af Menneskerettighederne i Iran. De havde taget ansvar, og de havde set ondskaben i øjnene.

Målet må være total frifindelse
Efter Kouchers brev og udmeldingerne fra de store EU-lande, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om Menneskerettigheder.

En lignende udtalelse er kommet fra den iranske ambassade i Danmark efter brevet fra de nordiske udenrigsministre.

Irans Islamiske Republik fastholder, at en sådan opmærksomhed i forhold til en person, hvis sag pågår ved domstolene i overensstemmelse med landets love kun har meget lidt at gøre med bekymringer over menneskerettighederne. Formålet er først og fremmest at nedgøre det islamiske lovsystem, hedder det i en erklæring, som ambassaden har sendt til Berlingske Tidende.

Det internationale pres er uden tvivl årsagen til, at den højesteret omstødte dødsdommen over Ashtiani fra stening til hængning.

Målet må være total frifindelse af Ashtiani og amnesti til hendes familie.

EU må stå sammen overfor Iran
Det kræver, at hele EU står sammen. Ungarn og Polen, der har de to kommende EU-formandskab før Danmarks i første halvår 2012, kunne sammen Danmark spille en aktiv rolle i heri. Udenrigsministeren har allerede bevist at hun er god til at få folk til at samarbejde.

Men det stopper ikke der.

Vi skal fremadrettet konsekvent påpege selv de mindste krænkelser af Menneskerettighederne i Iran. Vi skal i ord og i handling støtte menneskerettighedsforkæmperne i Iran. Vi kan ikke blive ved at gemme os bag handelssanktioner og økonomiske sanktioner.

Vi må sige fra - også selvom det koster.

Det nytter.

Af Kasper Elbjørn

Frankrigs udenrigsminister viser tænder overfor Iran

Han er født i Avignon i 1939 af en jødisk far, der var immigrant fra Letland, og protestantisk mor. Han har under et besøg i 1964 fisket med Cubas diktator, Fidel Castro, og som ungkommunist ledte han medicinerfraktionen under studenteroprøret i Paris i foråret 1968.

Bernard Kouchner var Præsident Nicolas Sarkozys joker ved regeringsdannelsen i 2007. Ingen havde regnet med, at den tidligere studenteraktivist, socialist og menneskerettighedsforkæmper skulle være udenrigsminister i François Fillons borgerlige regering.

Men det blev han, og i disse dage ser vi lige netop hvorfor.

I et brev til kollegerne i EU har han opfordret til at afstand fra den dødsdom, som den iranske højesteret har udstedt over den 43-årige kvinde Sakineh Mohammadi Ashtiani. Hun er dømt til at blive stenet til døde for utroskab, og Kouchner har som den eneste offentligt sagt, at det er et klart brud på menneskerettighederne.

Manden bag ‘Læger uden grænser’
Bernard Kouchner er en af de mest fascinerende europæiske politikere i mange år.

Allerede i 1971 havde han lagt kommunismen bag sig, og var medstifter af organisationen Médecins Sans Frontières (Læger uden grænser). Senere stiftede han også Médecins du Monde (Verdens læger).

Efter i nogle år at have været udviklingsminister i de socialistiske regeringer i 1988-1992 blev han sundhedsminister under den kontroversielle premierminister Pierre Bérégovoy. Da de borgerlige kom til magten efter valget i 1992, stillede han op til Europa-Parlamentet, men vendte tilbage til fransk politik som sundhedsminister i 1997 under socialisten Lionel Jospin.

I 1999 blev udnævnt som FN’s særlige repræsentant i Kosovo og blev først afløst i 2001 af den tidligere danske forsvarsminister Hans Hækkerup (S), hvorefter Kouchner endnu engang blev sundhedsminister.

Global prioritet at afsætte diktatorer
Det lå dog ikke i kortene, at han skulle krone sin karriere som udenrigsminister - og slet ikke i den borgerlige regering, der tiltrådte efter Nicolas Sarkozy blev præsident i 2007.

Kouchner gjorde sig faktisk meget upopulær i Frankrig, da han i begyndelsen af 2003, udtalte sig til fordel for at fjerne Saddam Hussein i Irak.

Han fastslog dengang, at det burde være en global prioritet at handle mod diktaturer. Han har faktisk altid været fortaler for intervention af humanitære årsager, men hans holdning bragte ham på kollisionskurs med både Præsident Jacques Chirac og den daværende borgerlige regering samt hans eget parti.

Sarkozys udenrigsminister
Det rebelske element kan meget vel have tiltalt Sarkozy, ligesom man kan tænke sig, at Sarkozy kun udnævnte Kouchner for at passivisere socialisterne, men udnævnelsen af Kouchner var hverken en provokation eller behændig politisk gestus.

Udnævnelsen af Koucher, som The Economist skrev dengang, bundede i et ærligt ønske om at skabe en ny fransk »doktrin«, der byggede på værdier, der kunne styrke Frankrigs stemme på den globale scene.

Bedre end nogen anden kunne Kouchner kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring på kloden.

Dertil kom, at han delte Sarkozys foragt for den anti-amerikanske stemning, som Præsident Chirac var blevet synonym med op til befrielsen af Irak.

Kouchner er i øvrigt ligesom Sarkozy stor tilhænger af EU, og selvom Sarkozy ynder at være modstander af tyrkisk medlemskab af EU, har det sikkert passet ham fint, at Kouchner var tilhænger af tyrkisk medlemskab. Det var med til at cementere billedet af et Frankrig, der kan tale med alle.

Kouchers brev til de europæiske udenrigsministre
Efter Kouchers brev til de europæiske udenrigsministre blev kendt, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet ikke bør blande sig i Irans retssystem og skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om menneskerettigheder.

Det har dog ikke stoppet Kouchner, der mandag aften tilbød at flyve til Iran for at bede om Ashtianis frigivelse.

»Jeg er parat til at gøre hvad som helt for at redde hende. Hvis jeg skal flyve til Teheran for at redde hende, gør jeg det,« sagde han.

Kouchner viste tænder, og fortjener fuld opbakning fra sine EU-kolleger.

Danmark bør støtte Kouchner
Da udenrigsminister Lene Espersen (K) talte ved Europa-konferencen den 28. maj 2010 sagde hun, at Europa fortsat optræder for usammenhængende.

Her er en mulighed for at vise, vi godt kan stå sammen, når det gælder de værdier, vi har bygget vores samfund på, og det ville klæde Lene Espersen at støtte sin franske kollega.

Hun kunne passende gå forrest med sin støtte til Kouchner.

Det fortjener han. Og det fortjener Sakineh Mohammadi Ashtiani.

Af Kasper Elbjørn

Georgiens præsident fører stort ved lokalvalg

De første resultater fra lokalvalgene i Georgien er begyndt at løbe ind. De er ret interessante.

Det er første gang, der er valg i Georgien siden Rusland invaderede landet for to år siden, og præsident Mikhail Saakashvilis parti fører i meningsmålingerne.

Valgkommission udtalte her til formiddag, at baseret på de første 4% af de optalte stemmer, havde Saakashvilis parti fået næsten 70% af stemmerne.

Det er et ret interessant resultat, hvis man har læst analyser og kommentarer om Georgien og landets præsident de sidste to år.

Han har ikke fået mange pæne ord med på vejen siden den russiske invasion.

Ruslands effektive spin-maskine
Den effektive russiske spin-maskine har overbevidst alverdens godtfolk om, at Saakashvili selv bad om at få klø af den russiske bjørn i august 2008, og at det var forventeligt, at Rusland ikke bare ville se på, at lande, der engang var besat af russerne og underlagt Sovjetunionen, ønsker at blive integreret i EU og NATO.

Eksempelvis skrev Berlingske Tidende den 14. august 2008, at USA og Europa har »vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO. De især amerikanske bestræbelser på at få også Ukraine og Georgien ind i NATO har imidlertid været en mundfuld for meget set fra Moskva«.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad Berlingske Tidende mente med, at EU og NATO æder sig dybere ind i Sovjetunionens interessesfære.

Mig bekendt gik det såkaldte Ondskabens Imperium til grunde den 25. december 1991.

Til gengæld noterede jeg mig over 70% af georgierne gik ind for NATO-medlemskab ved en folkeafstemning, som blev holdt sideløbende med præsidentvalget den 5. januar 2008.

En nation som alle andre
I min optik er Georgien en nation, som alle andre, og som enhver anden nation, der har været besat i en menneskealder, ønsker befolkningen at benytte og beskytte deres nyfundne frihed og rettigheder.

Sydossetien, som russerne startede med at invadere, er en del af Georgien, og derfor var Georgien i sin fulde ret til at svare igen, da russerne løb over grænsen i august 2008.

Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig i hvad der sker i provinsen uanset om Georgien engang for 20 år siden var en del af Sovjetunionen.

Verden delt i to
Internationalt dannedes to fraktioner efter invasionen.

På den ene side stod USA, der var midt i præsidentvalgkampen, og begge præsidentkandidater støttede georgierne, og derudover de nye EU-medlemslande. Ledere fra Polen, Estland, Letland og Litauen rejste, ligesom den daværende amerikanske udenrigsminister, til Tbilisi med fuld støtte til Georgien.

På den anden side stod lande som Tyskland, Italien og Spanien, der ikke ønskede, at handelsrelationerne til Moskva led skade. Den allestedsnærværende Hugo Chavez anerkendte naturligvis Sydossetien.

Frankrig tilhører normalt den sidste fraktion, men den franske regering med den fremragende udenrigsminister Bernard Kouchner i spidsen prøvede at stille sig neutralt, fordi landet havde formandskabet for EU.

Dertil kom, at franske meningsdannere på tværs af politiske skel talte Georgiens sag.

SOS Georgien? Nej, SOS Europa!
Under overskriften SOS Géorgie? SOS Europe! skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération, at den georgiske test vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien, og støttede i øvrigt den præsident Sarkozy ved valget i 2007.

Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten.

Lévy er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy med én stemme mod Rusland.

Deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod de russiske aggressorer, afslører vi os selv som papirtigre, fra hvem man ikke kan forvente andet end gode intentioner.

Forventet reaktion fra EU
EU reagerede, som vi ved, helt som man frygtede, og EU’s undersøgelse af krigen retfærdiggjorde, at Rusland gik ind i Georgien.

Det fik en hær af kommentatorer fra fraktionen, der ikke kunne forstå, at Georgien i dag har ret til at forsvare sig, til at fordømme Præsident Saakashvili for hans opførsel og dispositioner.

Imens rullede den russiske propagandamaskine sig ud.

Allerede få måneder efter krigen sluttede var russerne klar med dokumentaren ‘War 08.08.08 - Forræderiets kunst’, der fremstillede krigen, som magthaverne i Kreml gerne vil have vi ser krigen.

Derefter kom spillefilmen ‘Olympus Inferne’, der også fortæller historien om, hvordan russerne måtte træde til for at redde Syd-ossetherne fra folkemord.

Filmen er i følge Politiken blevet vist på nationalt russisk tv, og filmens instruktør påstår, hans film er historisk korrekt. »Tiden vil vise, hvem der har ret«, sagde instruktøren Ogor Voloshin til Time Magazine.

I dag har det georgiske folk mulighed for at fortælle, hvem de mener, der havde ret, og hvem de stoler på.

Af Kasper Elbjørn