Blog (Tag: krausekjaer)

Hvad ved vi egentlig om tragedien på Mavi Marmara?

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at blogge om sagen vedrørende de israelske specialtropper, der gik ombord på skibet Mavi Marmara - det ene af seks skibe med ca. 700 aktivister på vej til Gaza, der i dag styres af terrororganisationen Hamas.

Men så læste jeg Rune Engelbreth Larsens seneste blog i går aftes. Det fik mig til at spekulere, om jeg alligevel skulle samle historien op?

Skal man samle den op?
Vores konkurrenter hos tanten på Pilestræde kender tilsyneladende til det dilemma, jeg sad i.

Forleden skrev Niels Krause-Kjær, der blogger om dansk politik: »Argh, skal man lade den ligge, eller skal man samle den op? Der er mange grunde til at lade den ligge« efter at have kronikken i Politiken den 18. april.

Han samlede den op.

Uffe Ellemann-Jensen, der blogger om udenrigspolitik, tænkte det samme, da DR1 Dokumentaren i onsdags kørte et program om, at en enkelt mands løgn skulle have udløst Irak-krigen. Han skrev: »Men da jeg (af min kone) er opdraget til at gå rundt med en hundepose, for at gøre rent efter vores hund, hvis hans efterladenskaber placeres på offentlig gade eller sti, byder mit instinkt mig også at samle denne op«.

Han samlede den op.

Nu samler jeg så også historien om tragedien på Mavi Marmara op. Jeg indrømmer dog, at det er med en masse forbehold, da det er svært at skrive om - og især konkludere på - noget, ingen ved ret meget om.

Det vi ved
Lad mig derfor tage udgangspunkt i det, vi ved.

Ifølge  videoklip, som er optaget af israelsk militær, blev de israelske soldater mødt af fysisk modstand, både før og efter, de gik ombord på skibet.

Tyske aktivister har sagt, at aktivisterne brugte træknipler mod soldaterne, men det er endnu umuligt at afgøre, om der også blev brugt våben og eller skarpe genstande.

Det ligger desværre også klart, at soldaterne gik i panik, og skød med skarpt på skibet.

Vi ved også, at mindst ni af aktivisterne blev dræbt og op imod 50 såret af israelske soldater.

Så langt tror jeg faktisk, jeg er enig med Rune Engelbreth. Forskellen er, at han på baggrund af dette konkluderer, at Israel er ene-ansvarlig for tragedien.

Det er der ikke ret mange, der har gjort.

En uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse
FN har ikke gjort det. I stedet forhandlede man sig frem til en tekst, hvor man skriver, at FN kræver en »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder«.

EU har ikke gjort det, selvom Europa-Parlamentet har presset på. I stedet forlangte man en »tilbundsgående undersøgelse af det israelske angreb på et nødhjælpsskib med kurs mod Gaza«.

Danmark har ikke gjort det. Tværtimod var udenrigsminister Lene Espersen (K) rimelig klar i mælet, da hun sagde, at det »er helt afgørende, at tragedien undersøges fuldt ud«.

Jeg er enig.

Det er helt afgørende, at tragedien undersøges fuldt ud, og jeg var også enig med hende i, at det er i Israels egen interesse at komme til bunds i sagen, som hun tilføjede. Det skal ses i lyset af folk som Rune Engelbreth, der sætter pennen på automatpilot hver gang Israel nævnes.

Hvad nu hvis
Lad os et øjeblik antage, at soldaterne havde ret til at angribe skibet, hvor de gjorde, af hensyn til statens sikkerhed, og til at åbne ild, da de gjorde det, og Israel altså ingen fejl har begået de ulykkelige omstændigheder til trods.

Jeg spørger mig selv, om Rune Engelbreth og andre havde haft en anden holdning til de tragiske begivenheder, hvis ovenstående var tilfældet? Nej, det tror jeg heller ikke, vi kan være sikre på, og det skriver jeg, selvom jeg er enig i, at et demokrati som Israel altid skal dømmes hårdere end et dikatur, da det jo netop er et demokrati.

Taberne bor i Gaza
Uanset hvem, der er skyld i ulykken, uanset hvad undersøgelserne kommer til at vise, er der dog én ting, vi kan være helt sikre på: Der er flere ofre end de ni dræbte aktivister, de 50 sårede, de unge israelske soldater, der er mærket for livet efter oplevelsen og Israels omdømme.

Det er som om alle glemmer den palæstinensiske befolkning i Gaza.

Endnu engang bliver Gazas 1,4 millioner beboere brugt af deres påståede venner i mediekrigen mod Israels skrøbelige image. De er de virkelige tabere. Det ved vi i øvrigt også.

Af Kasper Elbjørn

80erne genfortalt

Niels Krause Kjær, der ofte gjorde livet surt for mig, da jeg arbejdede for CEPOS, fordi han kritiserede tænketanken for at være for lidt borgerlig og alt for liberal, har en rigtig god blog på Berlingske Tidendes netavis i disse dage. Hans blog er et svar til dem, der tegner et dystert billede af 1980erne. I stedet skriver han, at det var et et flot årti, hvor fundamentet til det moderne og globale samfund blev skabt, og hvor de fleste tog ansvar, som vores bedsteforældres generation havde gjort det. Han roser bl.a. politikerne fra dengang, og det skal han til gengæld selv have ros for, selvom han har en mærkelig bemærkning om, at musikken var dårlig. Det var den bestemt ikke! 

Han skriver bl.a.: “Det er rigtigt, at Den Kolde Krig var en del af debatten. Nogle tog det seriøst og aftjente for eksempel værnepligt som et beskedent bidrag til en mere sikker verden. Andre mente, det skabte mere fred at drage til en ørken i Nevada under parolen ’Next Stop’ og kritisere vennerne. Ved den lejlighed deltog jeg sammen med en håndfuld unge konservative i DR TV’s glade monopol-dage i programmet ’Ugens Gæst’, hvor vi diskuterede med en håndfuld fra ’Next Stop’-bevægelsen - flere af dem var, vidste vi allerede dengang, forklædte ungkommunister. En af pigerne forklarede under udsendelsen, at hun i forbindelse med noget, Ronald Reagan havde sagt, var blevet så bange for atombomben, at hun ikke havde haft menstruation i tre måneder (!). Meget havde vi forberedt os på, inden udsendelsen, men lige netop dét argument havde vi ikke forudset”.

Det er da morsomt!

Da jeg havde grint færdigt, bemærkede jeg, hvor mange der var uenige med ham. En enkelt blogger kalder sågar hans blog for neo-liberal historieskrivning. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men at kalde Niels Krause for neo-liberal (eller mig for den sags skyld) er måske lige at stramme den. Jeg tror, det må være Niels Krauses anerkendelse af Præsident Ronald Reagans resultater, der er skyld i vreden.

Personligt mener jeg, at Reagan var en af de helt store præsidenter. Det betyder ikke, at jeg vil forsvare alt hvad han gjorde. Eksempelvis hører jeg til dem, der mener, at Reagans præsidentperiode markerer begyndelsen på en trend, som har gældsfinansiering og kreditekspansion som dens varemærke, og altså i sidste ende ledte til finanskrisen sidste år.

Modsat socialister, miljøideologer m.v. tillader jeg mig at være nuanceret i min tilgang til politik. Jeg tror eksempelvis, at Lars Løkke kan blive en fremragende statsminister, men han får det ikke nemt, og naturligvis er jeg ikke enig i alt, hvad han gør og siger. Det samme gælder Reagan, selvom jeg overordnet mener, han var en fantastisk præsident.

Ligesom Bill Clinton og Barack Obama repræsenterede han amerikanernes stræben efter lykke fordi han kom fra ingenting, og nåede det højeste hverv i USA. Han genskabte den amerikanske selvtillid efter Vietnam, Watergate og Carter, ligesom Obama på mange måder har en stor, stor chance for at gøre, men stadig ikke har bevist, at han kan.

I Danmark og resten af verden kan vi takke Reagan for at knække Sovjetunionen. Og det er da skønt, at ingen i dag har uregelmæssig menstruation pga. den Kolde Krig.

Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Gorbatjov blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte.

I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var “(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

“We did it. We weren’t just marking time. We made a difference. We made the city stronger. We made the city freer, and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all”, som Reagan sagde i sin afskedstale i 1989.

Af Kasper Elbjørn