Blog (Tag: larslokke)

Seks år er lang tid i politik

»Venstre og de konservative tænker i taktik og ikke i politik. Rohde, du skylder vælgerne at svare på, hvad der skal ske i fremtiden?«.

Sådan lød ordene fra Socialdemokratiets nuværende formand, Helle Thorning-Schmidt, tilbage i januar 2005, da cirka 120 tilhørere på Politikens opfordring var kommet for at høre fire politikere debattere et emne, flere af dem ellers mere eller mindre havde fået forbud mod at debattere.

Jens Rohde, Venstres daværende politiske ordfører, svarede, at han ikke ville lægge sig fast på f.eks. at afskaffe efterlønnen, »men vi afviser ikke reformer«, tilføjede han.

Helle Thorning-Schmidt var langt mere offensiv end de tre andre deltagere, der udover Rohde bestod af den nuværende vicestatsminister og justitsminister, Lars Barfoed (K), og de Radikales nuværende leder, Margrete Vestager (R).

»Jeg ved godt, at alle advarselslamper blinker rødt, når jeg siger det her, men vi bliver nødt til at ændre efterløn og pensionsalder, men kun for os, der i dag er under 40«.

Det var dengang.

I dag, seks år efter, og hele to år efter at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen forlod dansk politik, viste de borgerlige-liberale, at de har lagt taktikken bag sig og nu fører borgerlig, ansvarlig politik.

Efterlønnen udfases stille og roligt, og regeringen sikrer samtidig at ældre, nedslidte danskere får adgang til en ny senior førtidspension, uanset om de har været tilmeldt efterlønsordningen eller har haft råd til at være medlem af en A-kasse.

De svageste i vores samfund bliver prioriteret i forhold til alle dem, der godt kan arbejde.

Det er en god løsning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort op med den politiske arv fra hans forgænger og en gang for alle genfundet de borgerlige-liberale kerneværdier.

Men pensionsreformen er ikke ny.

Tilbage ved valgmødet i Politikens Hus i 2005 foreslog Helle Thorning-Schmidt næsten fuldstændig det samme.

Hun mente, at efterlønnen i fremtiden skulle gå til dem, der har slidt hårdest og længst: »Jeg forestiller mig altså ikke en fuldstændig udfasning af efterlønnen. Samtidig skal vi sørge for, at der er så få som muligt på overførselsindkomster«, sagde hun og påpegede, at det derfor var vigtigt, at mennesker uden uddannelse hele tiden kan uddanne sig.

Seks år er lang tid i politik.

Af Kasper Elbjørn

Danmarks økonomiske frihed stiger igen

Heritage Foundations Index of Economic Freedom for 2011 blev lanceret i dag.

Når jeg læser en måling om enten personlig eller økonomisk frihed, hvor USA ligger lavere end Danmark, bliver jeg altid skeptisk.

Det samme skete i morges, da jeg læste Wall Street Journal.

Imidlertid er Index of Economic Freedom sammen med Economic Freedom of the World-indekset, der er lavet af den canadiske tænketank Fraser Institute i samarbejde med et netværk af op mod 100 institutioner, blandt de mest troværdige økonomiske indeks, der findes, ifølge Professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet.

Heritage Foundation, der blev stiftet i 1973 og holder til i Washington, måler ti kategorier: den finansielle holdbarhed, åbenhed i forhold til handel og investeringer, statens størrelse, erhvervs- og arbejdsmarkedsregulering, ejendomsrettigheder, korruption, den monetære stabilitet og skattebyrden.

Om det er Lars Løkke Rasmussens reformer de sidste to år eller den voldsomme gældsbyrde, som Barack Obamas regering har påført amerikanerne i samme periode, der er årsagen til, at Danmark igen går frem denne gang til en ottende plads, imens USA falder til en niende plads, er svært at sige, når man ikke har studeret tallene bag listen.

Men læser man kommentaren om Danmarks placering, kan man dog konstatere, at Danmark stort set kun får kritik for vores høje skatter.

Terry Miller, der er leder af afdelingen for international handel og økonomi hos Heritage Foundation, skriver i Wall Street Journal, at listen generelt må siges at være ordentlig positiv, da den økonomiske frihed er på fremmarch i næsten hele verden.

117 lande, hovedsagelig udviklingslande og nye vækstøkonomier, har forbedret deres score, og det gennemsnitlige niveau for økonomisk frihed rundt om i verden er forbedret med omkring en tredjedel på indeksets skala fra 0 til 100.

Miller påpeger:

Sustainability, not the faddish environmental sustainability that has dominated political circles for almost two decades, but rather the true sustainability of economic growth and job creation, is back in style.

Af Kasper Elbjørn

Reform eller sparekniv

Jeg blev bedt af Politiken om at skrive nogle gode råd til statsministerens nytårstale. Jeg valgte at fokusere på, at der er mange, der har glemt, at alternativet til reformer er nedskæringer.

Derfor håber jeg, at statsministeren i morgen aften vil fortælle, hvordan han vil reformere det danske samfund. Han bliver også nødt til at fortælle åbent og ærligt, at det kommer til at gøre ondt, før det bliver godt. Vi kommer alle sammen til at miste nogle ydelser, vi har vænnet os til.

Til gengæld håber jeg, reformerne vil give os friheden til at være forskellige tilbage.

En måling i Politiken viste, at det frie valg er regeringens største succes. Derfor er der alt mulig god grund til fortsat at fokusere på mennesket frem for systemet, når reformarbejdet går i gang. Vi skal sørge for at lave en ordentlig kappestrid mellem det offentlige og private. Derudover skal reformerne befri os fra de love, regler og byrder, der forhindrer forskellighed. Vi skal genskabe friheden mellem danskerne. Ikke kun fordi det er det moralsk rigtige, men også fordi det er vejen til økonomisk vækst.

Til sidst håber jeg, at statsministeren giver sig tid til at hjælpe os med at finde modet til at byde de ikke-planlagte forandringer velkommen, der kommer af mere frihed mellem mennesker. Det er en mindst lige så vigtig opgave.

Af Kasper Elbjørn

Danmark er ikke Titanic endnu

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, skriver i en kronik i Jyllands-Posten i dag, at danskerne står på dækket af Titanic med kurs ret mod isbjerget.

Jeg har stor respekt for Anders Samuelsen.

Jeg hører til dem, der tror, der er brug for et liberalistisk parti, som Liberal Alliance, og jeg mener overordnet, at hans analyse er korrekt.

Han skriver bl.a.:

»Sandheden er jo, at uanset hvor gerne vi end vil, så kan vi ikke finansiere fortsat offentlig vækst og stadig flere velfærdsgoder ved at kræve stadig højere skatter af en mindre og mindre arbejdsstyrke. Vi har allerede et underskud på de offentlige finanser på 80 mia. kr., og det vil vokse sig større i de kommende år, medmindre vi handler nu.«

Det har han ret i. Men analogien halter.

Historien om Titanic
Historien om Titanic er, at Titanic modtog den første advarsel om is forude for ruten mod Amerika den 12. april 1912. Flere advarsler fulgte i løbet af lørdagen. Søndag aften modtog radiotelegrafisterne alvorlige ismeldinger, men flere af meldingerne blev aldrig afleveret til kaptajn Edward James Smith.

Den sidste advarsel blev modtaget kort før kl. 23, ca. tre kvarter før sammenstødet med isbjerget.

På det tidspunkt var Edward James Smith tilsyneladende gået i seng og måtte vækkes før han reagerede på meldingen.

Resten af historien kender vi alle.

Farten er allerede sænket
Danmarks kaptajn hedder ikke Edward James Smith. Han hedder Lars Løkke Rasmussen.

Statsministerens telegrafister har advaret ham igen og igen, og han reagerede så snart han tog roret.

Det kan godt være statsministeren endnu ikke har fået vendt skuden, men han har sænket farten med genopretningspakken, som betalte regningen for den økonomiske krise.

Vi kan godt nå at vende skuden, inden vi ender som Titanic.

Samuelsen slutter kronikken med et åbent brev til statsministeren, som han gerne vil se træde i karakter.

  • Opsig velfærdsforliget så vi kan få taget et opgør med efterlønnen.
  • Fratag Dansk Folkeparti vetoretten på skattepolitikken.
  • Gør det klart, at vi over de næste år skal have 40.000 færre i den offentlige sektor gennem regelforenkling, mindre bureaukrati og mere tillid til de ansatte.

Alt sammen lyder fornuftigt nok.

På ret kurs igen
Vi har brug for en statsminister, der stiller sig op på dækket, vender skuden, og får Danmark på ret kurs igen.

Statsministeren bliver nødt til åbent og ærligt at fortælle, at det kommer til at gøre ondt, før det bliver godt. Det kommer ikke kun til at tage 12 minutter.

Han må også hjælpe os med at finde modet til at byde de ikke-planlagte forandringer velkommen, der kommer af reformerne. Det er en mindst ligeså vigtig opgave.

Jeg tror og håber, han kan vende skuden inden vi rammer isbjerget.

Af Kasper Elbjørn

God weekend - især til de liberale i Venstre

Modsat hvad mange af denne blogs læsere tror, er jeg faktisk ikke medlem af Liberal Alliance, men stadig medlem af Venstre.

Faktisk har jeg ikke været så glad for mit medlemskab af Venstre siden 1998.

1998 er ikke et tilfældigt år. Det var året, hvor Uffe Ellemann-Jensen, Venstres daværende formand, mod alle odds var ét mandat fra at vælte statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) af statsministertaburetten.

Ved folketingsvalget i 1998 fik Venstre 24 procent af stemmerne eller 42 mandater.

Det svarer præcist til, hvad Venstre fik i den seneste Gallup-måling.

Når jeg netop kun fremhæver Gallup instituttets måling, er det heller ikke tilfældigt.

Folketingsvalget i 1998 var så uforudsigeligt, at ingen meningsmålingsinstitutter gættede på det endelige resultat.
Kun Gallup forudsagde, at Nyrup Rasmussen ville fortsætte som statsminister.

Siden har jeg kun stolet på Gallups målinger.

Det burde se langt værre ud for Løkke
Det ser altså ikke så skidt ud for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som man ellers ofte læser.

Det burde faktisk se langt værre ud, og det undrer mig, at oppositionen efter ni års borgerlig-liberal regering ikke ligger bedre end de gør.

I den seneste Gallup-måling fra november, fører VK-regeringen og dens to støtte partier ligefrem på trods af den økonomiske krise.

Det er næsten ligeså underligt, som dengang i 1998, hvor oppositionen op til valget lå foran SR-regeringen og dens støttepartier i mange målinger, selvom Danmark dengang var inde i en økonomisk højkonjunktur.

Som jeg tidligere har skrevet tror mange stadig på den gamle skrøne om, at oppositionen med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen tabte valget i 1998, fordi han var for liberal.

Det er nonsens.

Sandheden er, at ingen dansk statsminister har tabt et folketingsvalg under en højkonjunktur udover ved folketingsvalget i januar 1968, hvor danskerne smed det røde kabinet på porten efter kun 14 måneder.

Det underlige var således ikke, at Ellemann-Jensen ikke vandt i 1998, men at Nyrup var lige ved at tabe.

Vi må tage et opgør med politikernes gavementalitet
Dermed ikke sagt, at en statsminister ikke kan vinde et valg under en økonomisk lavkonjunktur.

Det er der masser af eksempler på. Tænk bare på statsminister Poul Schlüter (K), der blev genvalgt i 1987, 1988 og igen i 1990 under Kartoffelkuren.

Det kræver dog, at man melder klart ud, hvad man vil gøre ved den økonomiske krise, og jeg håber og tror, regeringen ligger så godt, som den gør, på trods af ni års regeringsnedslidning og uro på bagsmækken, fordi danskerne inderst inde godt ved, at vi - med statsministerens ord – må tage et opgør med politikernes gavementalitet.

Optimisme og liberale visioner
Det bliver ikke let at vinde valget.

Men der var alligevel god grund til, at Løkke Rasmussen sprudlede af optimisme og liberale visioner, da han gæstede DR2 Deadline mandag 22. november 2010.

Her slog statsministeren endnu engang fast, at vi skal skabe mere konkurrence i vores samfund for at øge vores produktivitet, fordi kun herigennem kan vi skabe vækst og velstand.

At vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem.

Statsministeren fortsatte den liberale linje efter regeringens Vækstforum i Aalborg.

»Der er for lav produktivitet i Danmark, og det er en del af løsningen at lave en ordentlig kappestrid mellem det offentlige og private«, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det er den slags udtalelser, der gør mig glad for stadig at være medlem af Venstre.

Fordi hvis ikke de liberale i Venstre står fast på en liberal dagsorden »dalrer alting bare derudaf«, som Uffe Ellemann-Jensen engang sagde

Af Kasper Elbjørn

Det, jeg er ude efter, er politikernes gavementalitet

Danmark i økonomisk balance. En god skole frem for cafépenge. Belønning til de dygtige studerende. Patientrettigheder og bedre støtte efter sygdommen. Ghettoen tilbage til samfundet. Frihed til forskellighed. Ansvar for det fælles. Respekt for samfundets love.

Statsministerens åbningstale hører uden tvivl til blandt de bedste åbningstaler i mange, mange år. Jeg mener, den var på højde med den konservative statsminister Poul Schlüters første åbningstale i 1982, der, ligesom Lars Løkke Rasmussens, signalerede nye, klare holdninger.

Schlüter talte til de danskere, der skammede sig over, at vi også dengang havde levet over evne i en periode, og budskabet var, at nu skulle vi på banen igen.

Det helt centrale element Lars Løkkes Rasmussens tale kom i begyndelsen.

»Oven på den globale krise er der heldigvis ved at spire en ny erkendelse frem. En erkendelse, som skaber nyt håb og optimisme. En ny erkendelse, der hviler på gamle dyder. Orden i økonomien. Tæring efter næring. Personligt ansvar. Er det et opgør med den såkaldte krævementalitet,« spurgte statsministeren.

»Nej«, svarede han, »det, jeg er ude efter, er vores – politikernes – gavementalitet«.

En herremand med næsten ubegrænsede beføjelser
I 1960 udgav den amerikanske senator Barry Goldwater sit berømte debatbog: »The Conscience of a Conservative«.

I det indledende kapitel skrev Goldwater, at den amerikanske stat siden den store økonomiske krise i 1930erne har udviklet sig fra at være en tjener af folket med stærkt begrænsede beføjelser – til en herremand med næsten ubegrænsede beføjelser.

Udviklingen er ikke sket fordi politikerne ikke har holdt deres valgløfter. Tværtimod, skrev han, problemet er opstået fordi politikerne har holdt deres valgløfter til punkt og prikke.

Ved hvert eneste valg har de lovet lidt mere af dit, og lidt mere af dat, skrev Goldwater, og i folkets navn har de efter valget gennemført alt, hvad de havde lovet. Og hver gang politikerne holder, hvad de lover, betaler borgerne, og dermed vokser statens magt i forhold til befolkningens frihed.

Goldwater advarede, at ethvert samfund, der lægger mere vægt på demokratiet end på frihed, rettigheder og retsstat, vil gå i fordærv.

En politikers opgave er at afhænde magten
Goldwater forudså, at amerikanerne først kunne være sikre på deres frihed, når de valgte en politiker, der forstod, at en politikers opgave frem for alt er at afhænde den magt, som folket har givet ham eller hende.

Goldwater mente, at amerikanernes forsvar mod politikernes stadigt stigende magt og indflydelse var svagere end forsvaret mod Sovjetunionen og de socialistiske diktaturer rundt omkring på kloden. Men truslen fra en stærk central myndighed var ikke mindre end truslen fra Sovjetunionen, advarede han.

Vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem
Truslen udefra var en anden dengang. Men udfordringerne i dag er de samme.

Statsministeren sagde, at om noget bør finanskrisen have lært os, at vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem. Jeg håber han har ret.

Uanset hvem der vinder valget, håber jeg, at politikernes gavementalitet en gang for alle er blevet lagt i graven.

Nye tider. Nye veje. Nye mål. Jeg kunne ikke være mere enig.

Af Kasper Elbjørn

Den idépolitiske kamp begynder i dag

Pinsen er den kirkelige markering af Helligåndens komme, men Helligånden kom ikke de borgerlige og liberale til hjælp denne pinse.

Tværtimod udstillede aviserne i pinsen modløsheden hos de borgerlige og liberale.

Jeg kan godt forstå modløsheden, men hvis regeringen får sin krisepakke igennem i dag, er der håb forude.

Fordi så begynder den idépolitiske kamp, vi har længtes efter.

Løssluppen udgiftspolitik er ingen nyhed
Modløsheden hos de borgerlige skyldes nemlig ikke det økonomiske morads, vi er havnet i.

Politikens forside søndag om, at Anders Fogh Rasmussens VK-regeringer ikke formåede at holde de offentlige udgifter i ro, er ikke en nyhed for os borgerlige.

De fleste af os har i årevis vidst, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) førte en næsten ligeså løssluppen udgiftspolitik som Poul Nyrup Rasmussen (S) gjorde i 1990erne.

Hvis noget er overraskende, er det snarere, at danskerne indtil i søndags troede, at VK-regeringen skar ned, når virkeligheden er, at man nærmest spulede pengene ned i de kommunale kasser og gang på gang lod dem springe budgetterne.

12 minutter eller 730 dage
Årsagen til modløsheden er heller ikke politikernes manglende vilje til at rydde op i økonomien.

Politikerne synes alle - lige fra Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti over Socialdemokraterne og Venstre til De Konservative og Liberal Alliance - at erkende, at der er en økonomisk krise, og at vi bliver nødt til at gøre noget ved den.

De forslag, der ligger på bordet, afhjælper ikke de udfordringer, vi står over for i fremtiden.

Højere indkomstskat får ikke folk til at arbejde mere.

Omvendt skal de forslag, jeg har set, nok hjælpe os videre på den korte bane. Ikke at jeg tror krisen kan overstås på 12 minutter, men 730 dage lyder realistisk.

Skattestoppet uden ånd
Politikens spændende nekrolog over skattestoppet i søndags gjorde måske ikke humøret bedre, men det er heller ikke bruddet med skattestoppet, der er årsagen til de borgerlige og liberales modløshed.

De fleste af os kan nemlig huske, at Anders Fogh Rasmussen lovede, at når først skattestoppet var trådt i kraft, ville regeringen omgående arbejde for at sikre egentlige skattelettelser.

Det skulle ske gennem en tre-trins raket:

1. Først nulvækst i den offentlige sektor, hvilket skulle skabe et stigende overskud på budgettet.

2. Dernæst skulle overskuddet bruges til at bringe gælden ned for at få rentebyrden til at falde.

3. Til sidst skulle de sparede renter bruges til skattelettelser.

Det skete bare aldrig.

I stedet fik vi daværende skatteminister Svend Erik Hovmands skattestop, som måske nok forhindrede skatterne i at stige, men aflivede ånden i det oprindelige skattestop ved at tillade væksten i den offentlige sektor at stige med ca. 1,6% i årene under Fogh 2001-2009.

Thorning slår Løkke
Meningsmålingerne er bestemt heller ikke årsagen til modløsheden.

De fleste tror stadig på den gamle skrøne om, at Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, tabte valget den 11. marts 1998, fordi han var for liberal - eller fordi han blev ramt af hybris fordi han blevet citeret for at sige »den er hjemme« på forsiden af Ekstra Bladet på valgdagen.

Sandheden er, at ingen dansk statsminister har tabt et folketingsvalg på toppen af et økonomisk opsving - udover ved folketingsvalget i januar 1968, hvor danskerne smed det røde kabinet på porten efter kun 14 måneder.

Det underlige var således ikke, at Ellemann ikke vandt, men at Nyrup var lige ved at tabe.

Der skal simpelthen ske et mirakel, hvis ikke statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt efter næste folketingsvalg.

Det underlige i dag er, at den socialistiske blok ikke står stærkere.

Thor, Bertel, Britta og Uffe
Nej, modløsheden skyldes noget helt, helt andet.

Ole Birk Olesen, der er redaktør for nyhedsportalen 180grader.dk, satte ikke bare fingeren på det ømme sted i sin søndagsklumme i Morgenavisen Jyllands-Posten den 23. maj. Hans sylespidse pind kørte rundt i såret på os borgerlig-liberale, som intet andet skriv denne pinse.

Han skrev, at hvis ikke Venstre havde haft ideologisk markante skikkelser som Bertel Haarder, Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen stående lige bag Uffe Ellemann-Jensen i 1980erne og 1990erne, havde de borgerlig-liberale måske nok stemt borgerligt, men ikke nødvendigvis på Venstre, og helt sikkert ikke med den stolthed, som vi følte i de år.

Og så kom det dræbende stød, som jeg tror, er årsagen til modløsheden hos de borgerlig-liberale:

»Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nutidens Venstre, med de personer som er om bord, vil kunne genskabe begejstringen. Kristian Jensen er ingen Uffe Ellemann. Peter Christensen er ingen Anders Fogh Rasmussen. Og Troels Lund Poulsen er ingen Thor Pedersen. Søren Pind kunne godt være sin generations svar på Bertel Haarder, men vil han få lov til at overstråle sine partifæller? Hos de konservative står det endnu sløjere til«.

Jeg kunne sagtens sætte flere navne på.

Man kunne også spørge hvilken kvinde i Venstres folketingsgruppe, der eksempelvis bærer Birthe Rønn Hornbechs retspolitiske fane videre, eller prøver at stoppe udgiftseksplosionen i kommunerne som Britta Schall Holberg, eller kæmper for de virkelig svage som Ester Larsen osv.

Sammenligningen er bare ikke retfærdig.

Problemet er, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) sagde tilbage i 2007, da bogen ”På ret kurs. Et tilbageblik på systemskiftet i 1982” (Peoples Press, 2007) blev lanceret, at al den politiske opmærksomhed her i landet i de seneste år er blevet koncentreret om småting.

»Der mangler altså et stort, ægte stridspunkt, og det må være på det idépolitiske område, at man skal søge den strid. Ellers kan folk ikke se forskel på de borgerlige partier og Socialdemokratiet«.

Desværre var der ingen, der dengang lyttede til den gamle statsmand.

Kamp skal der til
Opsvinget er ovre, og i fremtiden bliver vi nødt til at prioritere.

Der vil simpelthen ikke være råd til, at have 800.000 danskere på offentlige ydelser.

Det vil skabe den idépolitiske kamp, som Schlüter efterlyste.

Tiden er en anden, og kampen vil have et andet udgangspunkt end den, som de gamle Venstre-løver kæmpede.

Derfor er der ikke brug for Thor, Bertel, Britta eller Uffe i dag, og det er alt for tidligt at afskrive Kristian, Troels, PC og Pind.

Jeg har i lang tid troet, at kun Liberal Alliance kunne tvinge dem i kamp, men noget tyder på, at Dansk Folkeparti heller ikke er bange for at drive en reformpolitik frem i stedet for at sætte grænser for reformer.

Egentlig er jeg ligeglad hvem der driver hvad. Så længe der bliver kæmpet!

Det ville da være ærgerligt at tabe valget på intet at have gjort – så kan man ligeså godt tabe det på modige og ansvarlige udmeldinger og beslutninger.

Jeg tror, og jeg håber, den idépolitiske kamp om fremtidens Danmark begynder, når politikerne har bestemt sig for om den økonomiske krise kan løses på 12 minutter eller 730 dage.

Det er muligvis i dag.

Af Kasper Elbjørn

Kom nu, Søvndal, du tør godt

Der var ikke noget at tage fejl af, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) foldede sig ud i folketingssalen forleden.  "Hvis Søvndal synes, jeg skal tage det fulde ansvar, så er det bare et ord. Så laver vi et statsligt sundhedsvæsen", sagde statsministeren til folkesocialisternes formand, Villy Søvndal.

Debatten i salen omhandlede regionernes ansvar for økonomien i sundhedsvæsnet.

Flere regioner har besluttet at fyre hospitalspersonale, selv om de siden 2001 har fået næsten 25 mia. kr. ekstra til bedre og dyrere medicin samt til at behandle det stigende antal ældre. Derudover diskuterede Folketinget, hvorvidt privathospitalerne blev overbetalt i Løkkes tid som sundhedsminister 2001-2007.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd blev privathospitalerne betalt mellem 10 og 30 pct.  mere, end de offentlige hospitaler skulle have haft, når de overtog patienter fra ventelisterne.

Et politisk valg

Den mindre interessante del af debatten gik på, hvorvidt Statsministeriet vidste, at to statsrevisorer, udpeget af regeringen, ville stemme imod en kritik af Lars Løkkes håndtering af bevillingerne til de private hospitaler.

Det sidste er naturligvis ikke i orden, men at regionerne aldrig har fået så mange penge til sundhed, som de får nu, er et faktum, og at den enkelte dansker bør gå forud for sundhedssystemet, er et politisk valg, som jeg er glad for, at regeringen har taget, selv om det naturligvis er dyrere at gøre danskerne raske end at lade dem vente i den patientkø, som Løkke overtog i 2001.

"Løkke-posen"

Derudover glemmer oppositionen, at Løkkes sundhedsreformer og den såkaldte "Løkke-pose" med ekstra penge til sundhedssektoren gjorde andet end bare at gøre folk raske. Den gjorde op med inertien i sundhedssystemet ved at tilbyde frit sygehusvalg mellem privathospitaler og offentlige sygehuse, tillade private sundhedsforsikringer og udvide patientsikkerhedsordningen.

Man kan derfor ikke blot sammenligne budgetlinjer, når regningen gøres op. Det er alle pengene værd, at de offentlige hospitaler blev mere effektive, efter at de fik konkurrence fra de private. Det er den direkte årsag til, at ventetiderne på rekordtid er kommet ned på niveauet fra før sundhedskonflikten i foråret 2008.

Jeg anerkender fuldt ud, at Løkkes sundhedsreformer blot var et første skridt mod et mere humant sundhedsvæsen. Vi har bestemt lang vej at gå og mangler især den ubehagelige debat om, hvem der skal betale hospitalsregningen, når antallet af ældre vokser, og befolkningen lever længere med flere sygdomme til følge, som forhåbentligt alle kan behandles.

En løsningsmodel

En løsningsmodel kunne være et sundhedsvæsen bestående af en blanding af offentlige og private leverandører, finansieret gennem obligatorisk medlemskab af private sygekasser, der er forpligtede til at forsikre alle uanset helbredsstatus, og med statshjælp til betaling af præmier.

Hvis man derudover i en periode ønsker supplerende ordninger såsom frit valg af speciallæge, øget komfort ved indlæggelse eller tilskud til briller og tandlæge, må den enkelte selv aftale dette med sygekassen.

Jeg tror egentlig ikke, statsministeren ønsker at nedlægge regionerne. Det ville ellers være en god idé. Hvis regionerne allerede i dag ikke kan styre økonomien, er der kun én vej frem, og det er helt væk.

Så sig det nu bare, Villy Søvndal. Sig, at regionerne skal nedlægges og staten styre sundhedssektoren. Det vil gøre det meget lettere for jer, hvis I en dag skulle komme i regering.  Dermed kunne sundhedssektoren styres meget mere rationelt og økonomisk ansvarligt. Med fokus på mennesket frem for systemet. Helle Thorning-Schmidt vil sikkert være imod - men hun skal nok blive god igen.

Af Kasper Elbjørn

80erne genfortalt

Niels Krause Kjær, der ofte gjorde livet surt for mig, da jeg arbejdede for CEPOS, fordi han kritiserede tænketanken for at være for lidt borgerlig og alt for liberal, har en rigtig god blog på Berlingske Tidendes netavis i disse dage. Hans blog er et svar til dem, der tegner et dystert billede af 1980erne. I stedet skriver han, at det var et et flot årti, hvor fundamentet til det moderne og globale samfund blev skabt, og hvor de fleste tog ansvar, som vores bedsteforældres generation havde gjort det. Han roser bl.a. politikerne fra dengang, og det skal han til gengæld selv have ros for, selvom han har en mærkelig bemærkning om, at musikken var dårlig. Det var den bestemt ikke! 

Han skriver bl.a.: “Det er rigtigt, at Den Kolde Krig var en del af debatten. Nogle tog det seriøst og aftjente for eksempel værnepligt som et beskedent bidrag til en mere sikker verden. Andre mente, det skabte mere fred at drage til en ørken i Nevada under parolen ’Next Stop’ og kritisere vennerne. Ved den lejlighed deltog jeg sammen med en håndfuld unge konservative i DR TV’s glade monopol-dage i programmet ’Ugens Gæst’, hvor vi diskuterede med en håndfuld fra ’Next Stop’-bevægelsen - flere af dem var, vidste vi allerede dengang, forklædte ungkommunister. En af pigerne forklarede under udsendelsen, at hun i forbindelse med noget, Ronald Reagan havde sagt, var blevet så bange for atombomben, at hun ikke havde haft menstruation i tre måneder (!). Meget havde vi forberedt os på, inden udsendelsen, men lige netop dét argument havde vi ikke forudset”.

Det er da morsomt!

Da jeg havde grint færdigt, bemærkede jeg, hvor mange der var uenige med ham. En enkelt blogger kalder sågar hans blog for neo-liberal historieskrivning. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men at kalde Niels Krause for neo-liberal (eller mig for den sags skyld) er måske lige at stramme den. Jeg tror, det må være Niels Krauses anerkendelse af Præsident Ronald Reagans resultater, der er skyld i vreden.

Personligt mener jeg, at Reagan var en af de helt store præsidenter. Det betyder ikke, at jeg vil forsvare alt hvad han gjorde. Eksempelvis hører jeg til dem, der mener, at Reagans præsidentperiode markerer begyndelsen på en trend, som har gældsfinansiering og kreditekspansion som dens varemærke, og altså i sidste ende ledte til finanskrisen sidste år.

Modsat socialister, miljøideologer m.v. tillader jeg mig at være nuanceret i min tilgang til politik. Jeg tror eksempelvis, at Lars Løkke kan blive en fremragende statsminister, men han får det ikke nemt, og naturligvis er jeg ikke enig i alt, hvad han gør og siger. Det samme gælder Reagan, selvom jeg overordnet mener, han var en fantastisk præsident.

Ligesom Bill Clinton og Barack Obama repræsenterede han amerikanernes stræben efter lykke fordi han kom fra ingenting, og nåede det højeste hverv i USA. Han genskabte den amerikanske selvtillid efter Vietnam, Watergate og Carter, ligesom Obama på mange måder har en stor, stor chance for at gøre, men stadig ikke har bevist, at han kan.

I Danmark og resten af verden kan vi takke Reagan for at knække Sovjetunionen. Og det er da skønt, at ingen i dag har uregelmæssig menstruation pga. den Kolde Krig.

Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Gorbatjov blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte.

I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var “(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

“We did it. We weren’t just marking time. We made a difference. We made the city stronger. We made the city freer, and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all”, som Reagan sagde i sin afskedstale i 1989.

Af Kasper Elbjørn

Ikke en lang næse en gang til

 

Sofie Carsten Nielsen, der er opstillet for de radikale til Europa-parlamentsvalget 7. juni, skriver i JP 18. april, at det lugter af manglende Europavisioner, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forleden sagde, at undtagelserne skal afskaffes, »men tiden skal være moden«. Hun skriver, at hun sad tilbage med en "flad fornemmelse", fordi regeringen i regeringsgrundlaget lovede EU-afstemning om undtagelserne.

Faktisk skrev regeringen i november 2007, at den ønskede, at vælgerne ved folkeafstemning får lejlighed til at tage stilling til forbeholdene.

Det løfte er ingen løbet fra, men selvfølgelig skal tiden være moden, før man igen sætter undtagelserne til afstemning.

Ingen gider høre på nogen, der står med det ene ben uden for døren. Derfor mener jeg, at de danske undtagelser skal væk. Men hvis vi skal stemme om undtagelserne igen, skal vi stå i en situation, hvor det er indlysende klart, at det er til vores fordel, at de forsvinder.

Sådan er det med forsvarsundtagelsen, der slet ikke harmonerer med vores udenrigs-og sikkerhedspolitik i dag.

Jeg mener også, at undtagelsen på retsområdet skal væk, således at vi kan deltage i samarbejdet om retlige og indre anliggender fra sag til sag. Men der er ikke noget rationelt, økonomisk argument for at fjerne euro-undtagelsen lige nu.

Selvom der er masse af gode, politiske argumenter for at indføre euroen, bør vi respektere, at danskerne allerede én gang er blevet spurgt, om de ville have euroen, og at de sagde pænt nej tak. Der er ikke opstået en ny situation, der retfærdiggør, at vi skal spørges igen.

Det kan godt være, at det giver Sofie Carsten Nielsen en "flad fornemmelse", men hellere en flad fornemmelse end endnu en lang næse.

Af Kasper Elbjørn