Blog (Tag: lincoln)

Der er en telefon der ringer i det Hvide Hus

Hver fredag aften viser TV2 News udenrigsmagasinet Ellemann|Lykketoft, der er det seneste skud på stammen over de debatmagasiner, som TV2 News er blevet specialister i at producere.

Magasinet Ellemann|Lykketoft køres med fast hånd af journalisten Martin Krasnik, som gang på gang undrer sig over, at der ikke er større uenighed mellem de to eksministre.

Det er forståeligt nok, at de tilslører deres uenigheder med et skæv smil, men det undrer mig dog, at deres vurdering af den nuværende amerikanske præsident er næsten identisk, og ikke har ændret sig siden han tiltrådte.

Det kommer jeg tilbage til.

Formatet er svært, men lykkes til fulde, og jeg kan helt tilslutte mig antropolog Dennis Nørmarks kritik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni.

Nørmark skrev, at Ellemann og Lykketoft udmærket er klar over deres forskelligheder, men alt det ævl og kævl fra den indenrigspolitiske scene er her skubbet til side, fordi det ikke rager disse to verdensborgere en pind set i lyset af de meget større sager, der fylder horisonten ud i det internationale perspektiv.

»Her er så synlig respekt imellem de to eksministre, der hører til den gamle skole af politikere med både personlighed og format,« skrev han, og tilføjede: »Ellemann|Lykketoft er ud over at være begavet udenrigspolitisk analyse også et nostalgisk tilbageblik på dengang, da politikere blev støbt i en anden form.«

Det betyder dog ikke, at jeg er enig i alt, hvad de to siger, og derudover synes jeg, det er lidt synd, at al politisk uenighed bliver skubbet til side.

Det gjaldt især i første udsendelse, men igen i fredags hvor de diskuterede den amerikanske præsident Barack Obama.

Ellemann var en smule mere kritisk end Lykketoft, men alt i alt var de enige med studieværten i, at han var den eneste, der kunne lede USA i dag.

Jeg ved godt, det er farligt at kritisere den nuværende amerikanske præsident i Danmark – og ikke mindst på disse sider – men jeg vil nu alligevel vove pelsen, når de to tidligere udenrigsministre ikke tør.

Jeg synes faktisk ikke, han klarer sig særlig godt!

De gode og de dårlige
Der findes gode og dårlige præsidenter.

Det er generelt accepteret, at Washington, den første præsident, er den bedste, og Jefferson, Lincoln og Reagan er blandt de bedste.

Blandt de værste inkluderes normalt Buchanan, der regerede, da Sydstaterne erklærede sig uafhængige, og den korrupte Præsident Harding samt Andrew Johnson, der var den første præsident, der blev stillet for en rigsret. Nixon hører selvfølgelig også til i denne kategori.

Derudover er der heldige og uheldige præsidenter.

Præsident Bill Clinton regnes for en udmærket præsident, men også en meget heldig præsident.

»It All Began in a Place Called Hope« lød hans rammende valgslogan, og han var faktisk født i en by, der hedder »Hope«.

Det siges om ham, at skæbnen smilede til ham, og gav ham otte års relativ verdensfred ovenpå den Kolde Krig samt et verdensomspændende økonomisk boom, som han ikke kunne solde op, fordi Kongressen - med formanden Newt Gingrich i spidsen - ikke gav ham lov.

De uheldige helte
Barack Obama ser ud til at være ligeså uheldig som Jimmy Carter.

Det var ikke Præsident Carters skyld, at oliekrisen hærgede den vestlige verden i slutningen af 1970erne, eller de amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran i 1979 efter præstestyrets magtovertagelse i, men han håndterede oliekrisen og gidseldramaet dårligt.

Derfor tabte han valget i 1980.

Præsident Carter prøvede at tørre kriserne af på Nixon og Ford, som han efterfulgte, og det lykkedes i de første år af hans embedsperiode, fordi Nixon og Ford ikke kunne holde mund og nyde deres otium.

Præsident Obama har prøvet samme strategi, og indikeret, at han overtog alverdens problemer fra Præsident George W. Bush.

Strategien har bare ikke virket ligeså godt, som under Carter.

Årsagen er, at Bush konsekvent har undladt at kommentere på de tæsk, han har fået, men i stedet holdt sig helt væk fra mediernes søgelys og brugt tiden siden januar 2009 på at skrive sine erindringer.

Amerikanerne vil have en problemknuser
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Obamas skyld, at ethvert økonomisk problem i 30 år blev mødt med lavere renter og mere kredit for til sidst at ende i en historisk finanskrise tre måneder inden han overtog præsidentposten.

Indtil videre har han dog ikke haft en heldig hånd med at få økonomien vendt. Derfor var der ikke mange europæiske ledere, der lyttede til ham, da han forud for G20-mødet i Toronto, der begynder i dag, anbefalede, at de europæiske lande brugte endnu flere af de penge, de ikke har, til at stimulere økonomien.

Det er bestemt heller ikke Obamas skyld, at en olieplatform sank i Den Mexicanske Golf 200 km sydøst for New Orleans tilbage i april, og nu ser ud til at forårsage et af de værste olieudslip i USAs historie.

Indtil videre har han dog brugt tiden på megafondiplomati, der er gået ud på at skælde olieselskabet BP mest muligt ud. Det kan der være mange gode grunde til, men det løser ikke problemet, og det er lige præcis det, amerikanerne gerne vil have, at deres præsident gør: Løser problemer.

obama_gulf_oil_spil_450010p

Foto: Alex Brandon, AP.

Milevidt fra virkeligheden
Da Ellemann og Lykketoft gik i studiet sidste fredag, publicerede den amerikanske avis, Washington Post, en kommentar af den prisvindende kommentator Charles Krauthammer.

Krauthammer tilhører også den gamle skole med både personlighed og format, men derfor undlod han ikke at sige sandheden om Præsident Obama.

»Barack Obama beskæftiger sig ikke med det jordnære. Han blev sendt til os for at gøre større ting. Det sås tydeligt, da han holdt sin tale til nationen fra det Ovale Værelse om olieudslippet«, skrev han.

Hvis du også er en af dem, der slet ikke kan forstå, hvorfor jeg er kritisk overfor Obama, skulle du læse kommentaren.

Krauthammer giver en udmærket forklaring på, hvorfor Obamas meningsmålinger var lavere end Nixons meningsmålinger efter det første år i embedet.

»[Talen] var milevidt fra virkeligheden. Golfen er ved at blive overstrømmet, og præsidenten taler om mystiske veje til ukendte destinationer. Det er det, visioner handler om, og visioner er Obamas ting. Det er også sjovere end at rengøre strande«, slutter Krauthammer.

Clintons onde reklame spøger
Det er lidt over to år siden, at Obama kæmpede mod sin nuværende - og i øvrigt fremragende - udenrigsminister, Hillary Clinton, om at blive præsidentkandidat for det Demokratiske Parti.

Kampagnen varede over et halvt år, og under den hårde kampagne påpegede Clinton især Obamas manglende erfaring.

I en uforglemmelig TV-reklame, som Clinton-kampagnen fik lavet, ser man en typisk amerikansk familie en nat, hvor verden er i krise. Stemmen i reklamen siger:

»Klokken er tre om natten, og dine børn er sikre og sover. Men der er en telefon, der ringer i Det Hvide Hus. Der sker noget et sted i verden. Din stemme afgør, hvem der skal besvare opkaldet.«

I dag, to år senere, ringer telefonen til Præsident Obama, og i bedste fald virker det som om, han ikke hører, at telefonen ringer, eller også gider han ikke tage den.

Præsident Obama er en fremragende retoriker og hans livshistorie er inspirerende for os alle, men det er på tide, han tager telefonen, ser bort fra hvad der står på hans to telepromptere, og tager ansvar.

Af Kasper Elbjørn

Min tale til VU aftenen før præsidentvalget 2008

kaver.jpg

Uanset hvem der vinder valget i nat, så vinder USA. Der er tale om to fremragende kandidater. På hver deres måde repræsenterer de bedste ved USA.

I den amerikanske uafhængighedserklæring skrev Thomas Jefferson, at alle mennesker har visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

John McCain repræsenterer de første rettigheder i denne sætning. På linie med Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt har han gennem hele sit liv kæmpet for menneskers umistelige ret til et liv i frihed.

Barack Obama er indbegrebet af den amerikanske drøm.

Ligesom Ronald Reagan og Bill Clinton repræsenterer han amerikanernes stræben efter lykke.

Begge to vil skabe forandring og forandringen skal genskabe troen på Amerika og på ordene i Uafhængighedserklæringen, som Thomas Jefferson skrev for 232 år siden.

De har samme mål, men vil bruge forskellige midler til at nå målet.

Årsagen til, at jeg er her i dag og stiller op til Europa-Parlamentet er faktisk lidt den samme.

Jeg vil gerne være med til at genskabe troen på det europæiske samarbejde i EU.

Men det kræver, at EU vender tilbage til det, som EU er bedst til, og gør det sammen med USA og resten af den frie verden.

Mine politiske holdninger blev formet tilbage i frihedsåret 1989.

Der skete en masse ting i 89.

Først var der Massakren på den Himmelske Freds Plads i Kina.

Massakren repræsenterede alt, hvad jeg var imod.

Det var socialismen, der udfoldede sig og viste sit sande ansigt, da de kinesiske soldater skød på de studerende, fordi de sagde sandheden om det socialistiske regime i Kina.

Det var ikke den vej, jeg ønskede Vesteuropa skulle gå.

Dengang var Europa stadig delt med en mur ned igennem hele Europa.

Og planøkonomien og den socialistiske statsterror havde vist sig at være et helvede for østeuropæerne.

Vesteuropas nationer var derimod frie og velfungerende demokratiske nationer, der skabte vækst og velstand ved hjælp af markedsøkonomien.

Sammen havde Vesteuropas ledere skabt EFs Indre Marked.

Gennem Indre fællesmarked havde landene udviklet en sammenhængskraft - mellem medlemsstaterne - som Europa ALDRIG før havde kendt magen til.

Årsagen var selvfølgelig, at man afskaffede handelshindringer, og gjorde livet lettere for europæerne.

Det blev lettere at bevæge sig rundt i Europa, og det blev lettere at handle med hinanden.

Frihandlen sejrede over hele Europa.

Og sammenhængskraften i Vesteuropa blev styrket, fordi man gik den liberale vej.

Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at EU var en fantastisk platform for et lille land som Danmark i en globaliseret verden.

Det lyder lidt som en kliche, men al det liberale kom fra Bruxelles.

Siden Murens fald, fløjlsrevolutionerne i Østeuropa, Baltikums frihed og Tysklands genforening – har Europa lullet sig i søvn.

Man troede alt var godt.

Det var sket før!

I tiden op til Anden Verdenskrig tog Europas ledere HELLER IKKE de nye trusselstegn alvorligt.

På nær én mand. Det var Winston Churchill.

Og den 19. september 1946 holdt Churchill sin berømte Zürich-tale, hvor han første gang fremførte ideen om en form for ”United States of Europe”.

Churchill begyndte talen med en advarsel om, at han i dag ville tale om Europas tragedie.

Så fremhævede han Europas gunstige vækstvilkår, traditioner og kulturhistorie.

Men så kom opsangen til de unge universitetsstuderende, der lyttede med.

Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden.

Og Churchill opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig.

Her 7 år efter terrorangrebet i New York og Washington, synes jeg, man kan sige, at selvom terrorangrebet var forfærdeligt - kan vi også lære af angrebet.

Lidt ligesom Churchill mente, at vi skulle lære af Anden Verdenskrig.

Der er dog en forskel – fordi jeg synes ikke, EU skal lægge fortiden bag sig. 

Jeg synes, vi skal - tilbage til fremtiden og frihed og frihandel – dét er fremtiden!

Frihed og frihandel –  kan genskabe troen på EU.

Det er også derfor, at jeg er tilhænger af John McCain.

McCain er er gammel mand, men hans budskab er fremtidssikret.

Obama siger han vil tage fra dem, der arbejder hårdest og tjener mest og sprede velstanden.

Men det har vi prøvet i Europa. Ikke mindst her i Danmark.

Resultatet er at Danmark i dag har den mindste vækst i OECD.

McCain vil skabe vækst. Og han vil gøre det gennem frihed og frihandel.

Han ved, at mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden

USA er - ud over EU og Norge - Danmarks vigtigste eksportmarked.

Mere protektionisme vil ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik.

Derfor tror jeg McCain vil være bedst for Danmark og Europa.

Den frie verden må arbejde sammen genskabe troen på Thomas Jeffersons ord i uafhængighedserklæringen om, at alle mennesker har ret til et liv i frihed og ret til at stræbe efter deres egen lykke.

Af

En ny verden

I en storstilet TV-transmitteret tale erklærede præsident Bush natten til den 2. maj 2003 krigshandlingerne i Irak for afsluttet. Kampen om Irak var en sejr i krigen mod terror, der begyndte 11. september 2001, og som stadig foregår, sagde Bush fra dækket af hangarskibet USS Abraham Lincoln omgivet af sine soldater.

Det var gode nyheder for Irak og den ny verden, der opstod efter den 11. september 2001. Men allerede inden krigshandlingernes blev afsluttet, var det igen blevet tid til det diplomatiske spil - nogen vil måske kalde det den diplomatiske krig.

FN - moderne udgave af Folkeforbundet
Især de kræfter, der oprindeligt havde været imod en befrielse af Irak spillede hurtigt ud med et ønske om, at FN igen skulle på banen. FN skulle lede genopbygningen af Irak på trods af, at FN blot få uger før de allierede gik ind i Irak, havde spillet fuldstændig fallit.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, der i 1930'erne degenererede til en diskussionsklub, ude af stand til at bremse de fascistiske diktatorer. Årsagen til FN's fallit var først og fremmest Frankrig, Tyskland og Ruslands modstand mod en resolution, der kunne bremse vor tids måske værste diktator.

Dertil kommer, at selvom FN uden tvivl og med god grund er den organisation, der nyder størst tillid i dag, så består FN samtidig af alle verdens lande – også lande, der ikke ser en fordel i, at Irak omdannes til et demokrati, der respekterer menneskerettigheder og tillader politisk og økonomisk frihed.

Mange lande indenfor FN ønsker ikke, at en positiv udvikling af Irak spreder sig som ringe i vandet i resten til Mellemøsten. Derfor skal FN nok være involveret, hvilket Præsident Bush da også lovede i
Irland den 8. april, men styringen skal komme andetsteds fra. Hvis Tyskland, Frankrig og Rusland ikke havde så travlt med at positionere sig, ville de muligvis også se problematikken i alene at lade FN styre
genopbygningen.

Kissinger's G8
Hvis man absolut skal pege på et internationalt forum, der med ligeså meget legitimitet kunne styre genopbygningen, bør man derimod pege på G8.

Ideen til G7 (der i 1990'erne blev til G8 efter russisk medlemskab) kom fra Præsident Ford's udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et samarbejdsforum, der udgjordes af store industrialiserede lande med fælles værdisæt, og hvis ledere var demokratisk valgt. Oprettelsen af G7 reflekterede bl.a. FN's afmagt overfor de forskellige internationale udfordringer, som verden oplevede i 1970'erne, da den Kolde Krig var mest kold.

G8 er i dag en samarbejdsorganisation, der med stor legitimitet kunne have ledet genopbygning af Irak. Det kunne samtidig have været begyndelsen på en ny og større rolle for G8 i en verden, der endnu
engang står overfor nye udfordringer, som ikke nødvendigvis imødekommes bedst af FN.

Store lande har spillet sig af banen
Det er en skam, at så mange står fast på kravet om, at FN skal lede genopbygningen af Irak. Det hindrer en sikker fremtid for det i forvejen prøvede irakiske folk.

Endnu engang må vi derfor sætte vores lid til de allieredes ledere. De vil ikke pege på G8, men derimod udelukkende på alle de lande, der hjalp med at befri Irak herunder Danmark, som i skrivende stund ser ud til at få en stor rolle i Irak på trods af, at vi i sidste øjeblik ikke havde mod nok til at sende en større styrke til Irak efter krigen.

Omvendt så har store lande som Frankrig, Tyskland og Rusland endnu engang spillet sig af banen i deres iver efter at få indflydelse i forhold til USA.

Et terrorregime er styrtet
Præsident Abraham Lincoln, efter hvem hangarskibet, som Bush talte fra den 2. maj, er opkaldt, sagde engang: "The probability that we may fail in the struggle, ought not to deter us from the support of a
cause we believe to be just".

Vi kan i dag være glade for, at endnu et terrorregime er styrtet i grus. Det er så sandt en sejr for kampen mod terror i alle dets afskygninger.

I Danmark kan vi være stolte over, at vi trods alt støttede USA i kampen for at vælte et terrorregime og befri et folk. Ikke desto mindre er det ikke gode nyheder, at flere af de store industrialiserede lande i
dag står så splittet, at Frankrig, Tyskland og Rusland ingen roller får i genopbygningen af Irak og i den fortsatte kamp mod terror.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre