Blog (Tag: lykketoft)

Det kræver mod

Det kræver mod at sige sin mening, selvom man ved, at et flertal i befolkningen er uenig.

Jeg hører ikke til blandt de største fans af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men jeg har stor respekt for den måde, hvorpå han håndterede statsministerembedet, og jeg var enig i hans udenrigspolitiske linje.

Den var rigtig og modig.

Derfor var det godt at se den nuværende udenrigsminister forsvare linjen i går. Jeg var faktisk lidt bange for, at den nye regering også havde taget et opgør med udenrigspolitikken.

Den kultur-liberale
Derimod var jeg ikke altid enig i den indenrigspolitiske linje og økonomiske politik under Anders Fogh Rasmussen.

Da Fogh skulle forklare til Politiken sidste år, hvad han stod for, og hvordan han gerne ville huskes, sagde han, at han var kultur-liberal.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, og jeg forstår ikke, hvad det betyder i dag.

Hvis man skal karakterisere den ideologiske kurs 2001-2009, ville jeg nok hælde mere til nationalkonservatisme. Det var sikkert også derfor, at vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) aldrig brokkede sig. Han var godt tilfreds med den ideologiske linje.

Stakkels Ulla
Når jeg diskuterer med mine gamle venner hos tænketanken CEPOS, plejer jeg at bruge det argument, at der ikke er noget at sige til, at daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kom i politisk unåde hos regeringschefen, og blev flyttet fra undervisningsministeriet til det dengang farveløse udviklingsministerium.

Hun tiltrådte som undervisningsminister i troen på, at nu skulle der føres liberal undervisningspolitik med fokus på mangfoldighed og valgfrihed.

Men det var ikke det, der stod i drejebogen.

Efter tre år på posten blev hun sendt i udviklingseksil, og i stedet fik Bertel Haarder sit gamle ministerium tilbage. Da han tiltrådte, sagde han, at han var »blevet lidt mere voksen og lidt mere blød og venlig,« men politikken var den samme som i 1980erne.

Det passede både statsministeren og de Konservative godt, da man næppe kan kalde hans undervisningspolitik for liberal. Det skriver jeg, selvom jeg ellers anser ham for at være et liberalt fyrtårn.

De nationalkonservatives sejr
Anders Fogh Rasmussens ideologiske linje passede danskerne godt. Ellers var han ikke blevet valgt tre gange. Hvis nogen vandt kultur- og værdikampen i sidste årti, var det derfor de nationalkonservative. Jeg vil lade historikerne dømme om det var Anders Foghs Rasmussens fortjeneste eller om han blot ramte en ideologisk åre, som han forstod at udnytte.

Den udenrigspolitiske linje under Anders Fogh Rasmussen er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at historikerne vil belønne ham for uanset om de er enige eller ej.

Aldrig tidligere har Danmark haft så meget magt og indflydelse som under Fogh.

Den aktivistiske linje blev modigt grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1980’erne.

Jeg har skrevet et kapitel om »forståelsesbrevet« mellem Ellemann og den Radikale Lone Dybkjær i antologien »20 begivenheder der skabte Danmark«, der afsluttede den såkaldte »fodnoteperiode«, og reelt grundlagde den aktivistiske udenrigspolitik.

Det var ikke en let beslutning – slet ikke for Dybkjær.

Det har heller ikke været let for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og forsvarsminister Hans Hækkerup (V) at fortsætte den aktivistiske linje i 1990erne.

Der er ingen tvivl om, at de må have taget mange kampe med en vis finansminister i de år.

Frøene der blev sået af Ellemann, og voksede under Hækkerup, blev imidlertid høstet af Fogh.

Det krævede også mod.

Ingen vidste om danskerne var parate til at påtage sig det ansvar, der følger af aktivistisk udenrigspolitik, hvor man ikke nøjes med at sige al det rigtige, men også tager ansvar, og kæmper for de værdier, man tror på sammen med andre, der bekender sig til samme værdier.

Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet
Det viste Fogh, at han ikke var bange for at sige, selvom han var midt i en valgkamp.

»Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN’s Sikkerhedsråds resolutioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde på Aarhus Universitet i 2005. »Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at forsvare sig«.

Jeg er ret sikker på, de fleste danskere faktisk var mere enige i den politik, som oppositionslederen, Mogens Lykketoft (S) repræsenterede, men Fogh stod fast i udenrigspolitikken, og det havde danskerne respekt for.

Jeg selv var enig med Fogh.

En uskøn forening
Derfor er jeg også enig med vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der torsdag forsvarede regeringens linje overfor Israel efter tre forhenværende udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen – i en uskøn forening rettede hård kritik mod Israel.

»Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamas-bevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?,« spurgte Lene Espersen retorisk.

Det letteste for den udskældte minister havde været at tale de tre forgængerne efter munden. Jeg tror faktisk, de er på linje med de fleste danskere.

Det betyder dog ikke, at de har ret.

Det ved i hvert fald Uffe Ellemann-Jensen alt om.

Af Kasper Elbjørn

Der er en telefon der ringer i det Hvide Hus

Hver fredag aften viser TV2 News udenrigsmagasinet Ellemann|Lykketoft, der er det seneste skud på stammen over de debatmagasiner, som TV2 News er blevet specialister i at producere.

Magasinet Ellemann|Lykketoft køres med fast hånd af journalisten Martin Krasnik, som gang på gang undrer sig over, at der ikke er større uenighed mellem de to eksministre.

Det er forståeligt nok, at de tilslører deres uenigheder med et skæv smil, men det undrer mig dog, at deres vurdering af den nuværende amerikanske præsident er næsten identisk, og ikke har ændret sig siden han tiltrådte.

Det kommer jeg tilbage til.

Formatet er svært, men lykkes til fulde, og jeg kan helt tilslutte mig antropolog Dennis Nørmarks kritik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni.

Nørmark skrev, at Ellemann og Lykketoft udmærket er klar over deres forskelligheder, men alt det ævl og kævl fra den indenrigspolitiske scene er her skubbet til side, fordi det ikke rager disse to verdensborgere en pind set i lyset af de meget større sager, der fylder horisonten ud i det internationale perspektiv.

»Her er så synlig respekt imellem de to eksministre, der hører til den gamle skole af politikere med både personlighed og format,« skrev han, og tilføjede: »Ellemann|Lykketoft er ud over at være begavet udenrigspolitisk analyse også et nostalgisk tilbageblik på dengang, da politikere blev støbt i en anden form.«

Det betyder dog ikke, at jeg er enig i alt, hvad de to siger, og derudover synes jeg, det er lidt synd, at al politisk uenighed bliver skubbet til side.

Det gjaldt især i første udsendelse, men igen i fredags hvor de diskuterede den amerikanske præsident Barack Obama.

Ellemann var en smule mere kritisk end Lykketoft, men alt i alt var de enige med studieværten i, at han var den eneste, der kunne lede USA i dag.

Jeg ved godt, det er farligt at kritisere den nuværende amerikanske præsident i Danmark – og ikke mindst på disse sider – men jeg vil nu alligevel vove pelsen, når de to tidligere udenrigsministre ikke tør.

Jeg synes faktisk ikke, han klarer sig særlig godt!

De gode og de dårlige
Der findes gode og dårlige præsidenter.

Det er generelt accepteret, at Washington, den første præsident, er den bedste, og Jefferson, Lincoln og Reagan er blandt de bedste.

Blandt de værste inkluderes normalt Buchanan, der regerede, da Sydstaterne erklærede sig uafhængige, og den korrupte Præsident Harding samt Andrew Johnson, der var den første præsident, der blev stillet for en rigsret. Nixon hører selvfølgelig også til i denne kategori.

Derudover er der heldige og uheldige præsidenter.

Præsident Bill Clinton regnes for en udmærket præsident, men også en meget heldig præsident.

»It All Began in a Place Called Hope« lød hans rammende valgslogan, og han var faktisk født i en by, der hedder »Hope«.

Det siges om ham, at skæbnen smilede til ham, og gav ham otte års relativ verdensfred ovenpå den Kolde Krig samt et verdensomspændende økonomisk boom, som han ikke kunne solde op, fordi Kongressen - med formanden Newt Gingrich i spidsen - ikke gav ham lov.

De uheldige helte
Barack Obama ser ud til at være ligeså uheldig som Jimmy Carter.

Det var ikke Præsident Carters skyld, at oliekrisen hærgede den vestlige verden i slutningen af 1970erne, eller de amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran i 1979 efter præstestyrets magtovertagelse i, men han håndterede oliekrisen og gidseldramaet dårligt.

Derfor tabte han valget i 1980.

Præsident Carter prøvede at tørre kriserne af på Nixon og Ford, som han efterfulgte, og det lykkedes i de første år af hans embedsperiode, fordi Nixon og Ford ikke kunne holde mund og nyde deres otium.

Præsident Obama har prøvet samme strategi, og indikeret, at han overtog alverdens problemer fra Præsident George W. Bush.

Strategien har bare ikke virket ligeså godt, som under Carter.

Årsagen er, at Bush konsekvent har undladt at kommentere på de tæsk, han har fået, men i stedet holdt sig helt væk fra mediernes søgelys og brugt tiden siden januar 2009 på at skrive sine erindringer.

Amerikanerne vil have en problemknuser
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Obamas skyld, at ethvert økonomisk problem i 30 år blev mødt med lavere renter og mere kredit for til sidst at ende i en historisk finanskrise tre måneder inden han overtog præsidentposten.

Indtil videre har han dog ikke haft en heldig hånd med at få økonomien vendt. Derfor var der ikke mange europæiske ledere, der lyttede til ham, da han forud for G20-mødet i Toronto, der begynder i dag, anbefalede, at de europæiske lande brugte endnu flere af de penge, de ikke har, til at stimulere økonomien.

Det er bestemt heller ikke Obamas skyld, at en olieplatform sank i Den Mexicanske Golf 200 km sydøst for New Orleans tilbage i april, og nu ser ud til at forårsage et af de værste olieudslip i USAs historie.

Indtil videre har han dog brugt tiden på megafondiplomati, der er gået ud på at skælde olieselskabet BP mest muligt ud. Det kan der være mange gode grunde til, men det løser ikke problemet, og det er lige præcis det, amerikanerne gerne vil have, at deres præsident gør: Løser problemer.

obama_gulf_oil_spil_450010p

Foto: Alex Brandon, AP.

Milevidt fra virkeligheden
Da Ellemann og Lykketoft gik i studiet sidste fredag, publicerede den amerikanske avis, Washington Post, en kommentar af den prisvindende kommentator Charles Krauthammer.

Krauthammer tilhører også den gamle skole med både personlighed og format, men derfor undlod han ikke at sige sandheden om Præsident Obama.

»Barack Obama beskæftiger sig ikke med det jordnære. Han blev sendt til os for at gøre større ting. Det sås tydeligt, da han holdt sin tale til nationen fra det Ovale Værelse om olieudslippet«, skrev han.

Hvis du også er en af dem, der slet ikke kan forstå, hvorfor jeg er kritisk overfor Obama, skulle du læse kommentaren.

Krauthammer giver en udmærket forklaring på, hvorfor Obamas meningsmålinger var lavere end Nixons meningsmålinger efter det første år i embedet.

»[Talen] var milevidt fra virkeligheden. Golfen er ved at blive overstrømmet, og præsidenten taler om mystiske veje til ukendte destinationer. Det er det, visioner handler om, og visioner er Obamas ting. Det er også sjovere end at rengøre strande«, slutter Krauthammer.

Clintons onde reklame spøger
Det er lidt over to år siden, at Obama kæmpede mod sin nuværende - og i øvrigt fremragende - udenrigsminister, Hillary Clinton, om at blive præsidentkandidat for det Demokratiske Parti.

Kampagnen varede over et halvt år, og under den hårde kampagne påpegede Clinton især Obamas manglende erfaring.

I en uforglemmelig TV-reklame, som Clinton-kampagnen fik lavet, ser man en typisk amerikansk familie en nat, hvor verden er i krise. Stemmen i reklamen siger:

»Klokken er tre om natten, og dine børn er sikre og sover. Men der er en telefon, der ringer i Det Hvide Hus. Der sker noget et sted i verden. Din stemme afgør, hvem der skal besvare opkaldet.«

I dag, to år senere, ringer telefonen til Præsident Obama, og i bedste fald virker det som om, han ikke hører, at telefonen ringer, eller også gider han ikke tage den.

Præsident Obama er en fremragende retoriker og hans livshistorie er inspirerende for os alle, men det er på tide, han tager telefonen, ser bort fra hvad der står på hans to telepromptere, og tager ansvar.

Af Kasper Elbjørn

Lykketofts fejltagelse

I sin nye bog ”Velstandens kilder” filosoferer David Gress over et fænomen, han kalder ”Lykketofts fejltagelse”. 

”Lykketofts fejltagelse” består i at tro, at velfærdsstaten er kilden til Danmarks velstand nu og i fremtiden. David Gress skriver: 

”Lykketofts fejltagelse begynder med en sandhed, som er, at humankapital er afgørende for velstand. Fejltagelsen beror i at tro, at det alene eller hovedsagelig er skattefinansierede, politisk kontrollerede institutioner og regler, der skaber humankapital og dermed sætter folk i stand til at udnytte den fysiske kapital bedst muligt.” 

Når det er værd at bruge tid på ”Lykketofts fejltagelse”, er det fordi den trives så godt i Danmark. ”Lykketofts fejltagelse” er bekvem for dem, der nyder godt af politisk styring og den store offentlige sektor. 

Fejltagelsen består i at bytte om på årsag og virkning. Det var velstanden, der gjorde den offentlige sektor mulig, og den offentlige sektor har i dag nået en størrelse, hvor effekterne af dens størrelse begynder at æde grundlaget for dens eksistens - nemlig velstanden.

Af Kasper Elbjørn

Intet er gratis

Præsident Gerald J. Ford, der døde lige før nytår, vil af eftertiden blive husket som præsidenten, der aldrig blev valgt. Han var ikke en ubetydelig præsident, men han satte sig alligevel aldrig tydelige spor som præsident.

Når Gerald J. Ford alligevel er værd at nævne i dag, er det på grund af dette lille mundheld: »En stat, der er stor nok til at give dig alt hvad du vil have, er en stat, der er stor nok til at tage alt, hvad du har«.

Citatet er nemlig relevant på begge sider af Atlanten den dag i dag.

Højt forbrug

Herhjemme bebudede Mogens Lykketoft (S) i Information 6. januar, at Socialdemokraterne vil øge de offentlige udgifter med knap 2,5 procent om året. Det er endnu mere end under Fogh, som har tilladt en vækst på 1,5 procent i gennemsnit om året siden 2001.

Og George W. Bush er ikke bedre end Lykketoft, når det gælder væksten i den offentlige sektor. Bush er så at sige en god socialdemokrat, når det gælder finanspolitikken. Under Bush er statens udgifter til velfærdsydelser nærmest eksploderet, og Veronique de Rugy, der arbejder for den amerikanske tænketank Heritage Foundation, har påpeget problematikken mange gange. Hun kaldte oprindelig Præsident Bush for den største »forbruger siden Jimmy Carter«, men på det seneste, er hun begyndt at kalde ham den største »forbruger siden Lyndon B. Johnson«. Og det siger ikke så lidt.


Mere mådehold

Ligesom Lyndon B. Johnson har George W. Bush haft flertallet i de to kamre i Kongressen, mens han har været præsident, men det er slut nu for Bush. Det nye flertal i Kongressen kan måske medføre, at der bliver passet lidt bedre på pengene i de sidste to år, Bush er ved magten.

Ikke fordi Demokraterne ikke lider af forbrugsiver, men fordi Bush og Kongressen vil holde hinanden i skak. Den mulighed er der nemlig i USA. Under Bill Clinton havde Republikanerne eksempelvis magten i Kongressen. Dengang var væksten i det offentlige forbrug forholdsvis moderat - ikke mindst fordi præsidenten og Republikanerne holdt hinanden i skak.

Mest til sundhed

Anderledes ser situationen ud i Danmark. Det faste flertal, som den nuværende VK-regering råder over, har accepteret, at regeringen har øget det offentlige forbrug med 31 milliarder kroner i perioden fra regeringsskiftet i 2001 til 2007. Væksten er generelt gået til sundhedsområdet (cirka 12 milliarder kroner), socialområdet, herunder børn og ældre (cirka otte milliarder kroner) og undervisningsområdet (cirka otte milliarder kroner).

Prisen på en endnu større vækst i de offentlige udgifter på eksempelvis 2,5 procent om året er nye velfærdsreformer eller højere skatter. Og her er det, at præsident Fords lille mundheld bliver interessant. Fordi en stat, der er stor nok til at give dig alt, hvad du vil have, også er en stat, der er stor nok til at tage alt, hvad du har.

Intet er gratis, og regningen ligger og venter i den anden ende.

Af Kasper Elbjørn

Den usynlige fjende

Nyttige idioter er folk, som ubevidst går fjenders ærinde.

Det gjorde de to tidligere udenrigsministre Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft i denne uge. Ved at skabe tvivl om Danmarks engagement i Irak viste de, at vores alliance med USA og andre frie og demokratiske nationer ikke er ubrydelig, og det er en sejr for alverdens terrorister.

Svend Auken spurgte for nyligt lidt målløs, hvorfor Jyllands-Posten kaldte ham og andre beundrere af Michael Moores film Fahrenheit 9-11 "for nyttige idioter." Han skrev: "Nyttige idioter for hvem?"

Auken havde helt ret i, at man naturligvis ikke er en nyttig idiot, blot fordi man lader sig narre af Moores propaganda. Michael Moore er en gemen løgner på linje med Leni Riefenstahl, men han er ikke fjende af frihed og demokrati.

Svend Auken ved altså godt, hvad en nyttig idiot er. Måske fordi han selv var en af dem i firserne.

Farlig fjende

Dengang var fjenderne af frihed og demokrati dem, som befandt sig på den anden side af jerntæppet i de socialistiske regimer i Østeuropa. Dengang skabte Socialdemokratiet sammen med de radikale og resten af venstrefløjen tvivl om vores medlemskab af NATO i deres desperation over præsident Reagan og rystede dermed alliancen, da der var allermest brug for sammenhold.

Situationen i dag er den samme. Fjenden er endog usynlig og måske endnu mere farlig end under Den Kolde Krig. Derfor er der igen brug for ubrydeligt sammenhold over for vores fælles fjende, terrorismen og terroristerne.

Sejr for terrorister

Og de nyttige idioter er dem, som ikke har forstået budskabet: Enhver sprække i sammenholdet mellem frie og demokratiske nationer er en sejr for terroristerne.

At Det Radikale Venstre igen er med på de nyttige idioters hold, var forventeligt. Det var de før Første Verdenskrig. Det var de før og under Anden Verdenskrig. Og det var de under Den Kolde Krig. Det er nærmest blevet en partitradition.

Og selvom historien gang på gang har vist, at partiets politik har vist sig at være forkert, har man modsat Socialdemokratiet holdt fast i den.

I 1950'erne erkendte Socialdemokratiet i det stille, at dets politik op til Besættelsen var slået fejl og opbyggede en stolt transatlantiskorienteret udenrigspolitik.

Men under Anker Jørgensen og Auken gik det galt igen, og med hovedet under armen blev man det sovjetiske rædselsimperiums nyttige idioter. Først da Poul Nyrup Rasmussen blev leder af partiet, vendtes skuden, og da Socialdemokratiet igen kom i regering i halvfemserne, videreførte man stort set den borgerlig-liberale regerings politik.

Aukens holdning

Det er i dag helt klart, hvis nyttige idioter Helveg og Lykketoft er på vej til at blive. Lykketofts udmelding torsdag om, at noget taler for, at Danmark i en eller anden form skal være til stede i Irak, skabte ikke klarhed over oppositionens holdning.

Dermed forbliver Hækkerup den eneste socialdemokrat, der har taget afstand fra tvivlrådigheden om de danske styrkers forbliven i Irak.

Vi afventer med spænding Svend Aukens holdning. Er han alligevel igen en nyttig idiot?

Af Kasper Elbjørn

Fogh på støt udenrigspolitisk kurs

 

Det måvære hårdt for de gamle koldkrigere. I over 50 år baserede de hele deres liv på en verden, der ikke er mere. Alt hvad de kæmpede for og arbejdede efter, er i dag historie. Det gør ikke deres historie mindre interessant. Vi kan lære meget af historien om den kolde krig, men den gamle anskuelse af verdenen under den kolde krig er i dag fuldstændig ubrugelig.

Mange kloge koldkrigere tog konsekvensen af den ny verdensorden og analyserede køligt, at verden blev en anden den 11. september 2001. Enkelte gik så langt som at sige, at den kolde krig var en slags tredje verdenskrig, og at en fjerde formentlig var begyndt med terrorangrebet mod New York og Washington.

De fleste af de gamle koldkrigere kendte alt for godt til forskellen mellem civilisation og holocaust. De valgte at stå på civilisationens side dengang som nu, og gik i gang med at fordømme regimer og ledere, som de førhen støttede for at bevare magtbalancen mellem Øst og Vest.

Andre har ikke fattet, at verden blev en anden 11. september. Eller også nægter de simpelthen at erkende, at alt hvad de arbejdede for under den kolde krig, i dag er ligegyldigt?

Et eksempelpå en mand der bevidst eller ubevidst sidder fast i en naiv og gammeldags anskuelse af verden, er den tidligere ambassadør, Henning Kjeldgaard. I Politiken 27. juli. demonstrerede han næsten hjerteskærende, hvor galt i byen en gammel koldkriger kan gå. At hans unge partifælle, Jeppe Kofod, på modsatte side antydede, at det muligvis er en socialdemokratisk partidisciplin at være blind og døv, gjorde ikke læsningen mindre trist.

I sit indlæg revsede Kjeldgaard regeringen for at have brudt mere end et halvt århundredes dansk udenrigspolitik. Nu ved jeg ikke, hvornår Kjeldgaard gik på pension, men den linje som regeringen har lagt siden november 2001, er i klar forlængelse af det udenrigspolitiske skifte, som Uffe Ellemann-Jensen i 1988 fik mandat til at gennemføre efter forhandlinger med den daværende radikale udenrigsordfører, Lone Dybkjær.

Efter den udenrigspolitiske slingrekurs under Kjeld Olesen og den pinlige fodnoteperiode fra 1982-1988, fik Danmark igen en klar og konsekvent udenrigs- og sikkerhedspolitik, som tog udgangspunkt i, at et lille land sagtens kan gøre en forskel, hvis blot vi samarbejder med store lande, der har samme værdier som os selv.

Det erden ægte hjørnesten i dansk udenrigspolitik, som første gang kulminerede ved vores aktive deltagelse i den første Golfkrig og anerkendelsen af de tre baltiske lande i 1991. Og takket være Nyrup Rasmussen og Hans Hækkerup har skiftende socialdemokratiske regeringer stået fast ved reorienteringen af dansk udenrigspolitik. Hvis der endelig har været et brud på Ellemann-Jensens doktrin, var det under Mogens Lykketofts otte måneder som udenrigsminister i 2001.

Fogh Rasmussens regering har ikke med logrende villighed fulgt Bush-administrationens udenrigspolitik, men har tilfældigvis været enige i mange af Bush-administrationens prioriteringer. Årsagen er, at også denne regering viderefører den aktive udenrigspolitik, der blev grundlagt i 1988, og som passer så godt til den ny verdensorden, der opstod efter angrebet på USA den 11. september 2001

Af Kasper Elbjørn

Til kamp mod småhedsvanviddet

Kampen mod den såkaldte hvad-skal-det-nytte-holdning tog mange år. Først i 1982 skiftede Danmark kurs i udenrigspolitikken, selv om elementer fra fortiden stadig spiller os et puds. Danmarks deltagelse i befrielsen af Irak er det seneste bevis på, at selv et lille land kan gøre stor forskel, hvis landet tør. Det nytter noget.

Det er imidlertid ikke længere givet, at vores nuværende aktive udenrigspolitiske linje fortsætter. Den seneste tids debat vedrørende befrielsen af Irak samt Danmarks forhold til EU kalder til kamp mod det, som en tidligere dansk udenrigsminister kaldte småhedsvanvid.

En af de første bannerførere mod den passive udenrigspolitiske linje var Laust Moltesen. Moltesen var udenrigsminister i Madsen-Mygdals regering, der fungerede 1926-1929. Han var således chef for diplomatiet i en tid, der må betegnes som en af de fredeligste i et århundrede præget af to verdenskrige. Ikke desto mindre så han faren ved ikke at tage stilling og endte sin karriere som indædt modstander af samarbejdspolitikken og den vage holdning til datidens kommunistiske og fascistiske terrorregimer.

Laust Moltesen blev født i Sønderjylland og var hele sit voksne liv venstremand. Han kom i Folketinget i 1909, og da Folkeforbundet blev oprettet efter Første Verdenskrig, var han selvskreven til at repræsentere Danmark i Geneve. Moltesen var tilhænger af, at man måtte have et forum, der understøttet af lov kunne anvende magt mod fredsbrydere og diktatoriske regimer. Derfor var Moltesen i lighed med den amerikanske præsident Woodrow Wilson og senere den engelske premierminister Winston Churchill tilhænger af Folkeforbundet, der oprindeligt havde til hensigt at opretholde verdensfreden ved magt.

Tanken om et internationalt fredsskabende organ var central i den fredsbevægelse, der udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede. Præsident Wilson greb tanken og foreslog, at den skulle realiseres som en del af fredsslutningen efter Første Verdenskrig. 40 stater gik fra begyndelsen sammen i forbundet, og tallet øgedes til 55 stater i 1928. I løbet af 1930erne viste det sig imidlertid, at Folkeforbundet hverken kunne gennemtvinge eller opretholde freden. Folkeforbundet degenererede til en diskussionsklub ude af stand til at bremse de kommunistiske og fascistiske regimer. USA meldte sig i sin isolationisme aldrig ind i Folkeforbundet, og medlemsstaternes uvilje mod at sætte handling bag de gode intentioner viste sig tydeligst, da Mussolinis Italien invaderede Abessinien.

Efter sin tid som udenrigsminister måtte Laust Moltesen se sine holdninger henvist til nyttesløse protester mod Staunings flertalsregering med Det Radikale Venstre. I et dramatisk opgør med SR-regeringen tog Moltesen til sidst konsekvensen af regeringens hvad-skal-det-nytte-politik og nedlagde i 1932 sit folketingsmandat i protest mod den nye udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han mente, at SR-regeringen led af småhedsvanvid.

Laust Moltesens værste frygt blev til virkelighed, da Danmark den 9. april 1940 blev besat. Udenrigsminister P. Munch måtte i juli tage konsekvensen af sin fejlslagne tilpasningspolitik, og i stedet udpegede Stauning Erik Scavenius til ny udenrigsminister. Det var især udenrigsministeriet, der stod for kontakten til besættelsesmagten, og Scavenius var om muligt en endnu større fortaler for en imødekommende politik overfor tyskerne. Den gamle radikale ideolog Viggo Hørups retoriske spørgsmål: Hvad skal det nytte?, var blevet et mantra for Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Småhedsvanviddet ville ingen ende tage.

Småhedsvanvid kan bedst betegnes som en sygelige besættelse af forestillingen om mindrevær. Småhedsvanvid giver sig i samfundet kollektivt udslag i angst for det ukendte, fremmede sprog, kulturer og påvirkninger fra stormagter. Den individuelle form kan også kaldes den indre jantelov: du skal ikke tro, jeg er noget. Den kollektive form giver de angrebne en fællesskabsfølelse, der danner et vældigt uerkendt vakuum af mindreværd.

Danmarks ageren i Den Kolde Krig var oftest karakteriseret af arven fra Stauning, Munch og Scavenius. Også vores flakkende holdning til vores medlemskab af EU må vel siges at være et levn fra den tid. På mange måder led Danmark næsten konsekvent af småhedsvanvid - lige fra Moltesens afgang som udenrigsminister i 1929 og frem til 1982, hvor partifællen Uffe Ellemann-Jensen overtog udenrigsministerposten.

Efter Anden Verdenskrig etableredes FN. Den institutionelle opbygning af FN følger nøje Folkeforbundets, og ligesom Folkeforbundet havde sin storhedstid i fredsperioden 1924-1930, så har FN da også vist sig at være overordentlig nyttig og operativ i fredstid. Det sås eksempelvis ved dets dannelse efter Anden Verdenskrig samt i 1990erne efter Den Kolde Krigs ophør og frem til terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

Den væsentligste forskel på FN og Folkeforbundet er, at ideen om en kollektiv sikkerhedspagt understøttet af sanktioner ikke gælder for FN. Derfor blev FN på mange måder de kommunistiske terrorregimers beskytter under Den Kolde Krig. I dag kan man frygte, at FN ligeledes kan blive misbrugt til at blive en form for garant for regimer, der støtter vor tids største internationale trussel, terrorismen.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, da diskussionen om befrielsen af Irak var på dagsordenen i foråret. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at FNs tidligere chef for våbeninspektørerne, Hans Blix, kan have ret i, at forløbet op til befrielsen af Irak kan have skadet FN's Sikkerhedsråd for stedse. Skylden kan dog ikke lægges på USA eller Storbritannien. Årsagen er snarere, at mange lande i FN led af det, som Laust Moltesen kaldte småhedsvanvid. Danmark var lykkeligvis ikke mere blandt disse lande.

Årsagen hertil grunder sig i, at der mange år efter Moltesens embedsperiode i 1982 endelig kom en udenrigsminister, der turde tage opgøret med småhedsvanviddet. Uffe Ellemann-Jensen handlede ud fra tesen om, at små lande sagtens kan gøre en forskel. Ellemann-Jensen-doktrinen er klogeligt blevet videreført af både Nyrup Rasmussens regeringer og regeringen Fogh Rasmussen. Især Nyrup Rasmussen personligt og hans forsvarsminister, Hans Hækkerup, har taget voldsomme kampe internt i regeringen for at overbevise om fornuften i at støtte de militære indgreb, som USA iværksatte i 1990erne uden om FN.

Imidlertid er det ingen selvfølge, at Ellemann-Jensen-doktrinen videreføres af kommende regeringer.

Socialdemokratiets nye leder Mogens Lykketofts udmeldinger i foråret op til befrielsen af Irak er et tegn herpå. I Politiken 25/3 gav Lykketoft udtryk for, at ingen nær politisk ven eller fjende med kendskab til hans holdninger kunne tro, at han som regeringschef ville have sendt danske kampstyrker til en USA-ledet krig uden FN-mandat.

Lykketofts modvilje mod den nye amerikanske udenrigspolitik, der stærkt inspireret af Woodrow Wilsons og Winston Churchills udenrigspolitiske ideer blev formet efter terrorangrebet den 11. september, er formentlig dybfølt og derfor ikke forbigående. Det må man have respekt for - og bekæmpe.

Det er vigtigt, at Danmark ikke kommer ud i samme udenrigspolitiske slingrekurs i forholdet til USA, som den der kendetegner vores medlemskab af EU. Derfor bør udenrigspolitikken indgå som et yderst vigtigt valgtema i den kommende valgkamp.

Der er en lige linie fra Laust Moltesen frem til Uffe Ellemann-Jensen og til Danmarks udenrigspolitiske linie i dag. Derfor var det også naturligt, at Danmark var med i koalitionen, der befriede irakerne fra et diktatur, som til forveksling mindede om det sovjetiske under Josef Stalin.

Beslutningen om at deltage i den internationale koalition var endnu et opgør med den passive tilpasningspolitik, der kendetegnede dansk udenrigspolitik før 1982. Desuden viste vores deltagelse i befrielsen af Irak, at Danmark kan gøre stor nytte internationalt. Vi skal derfor altid være parate til at forsvare væsentlige værdier som fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder ved at yde et militært bidrag. Ikke mindst terrorangrebet på New York og Washington for to år siden har tydeliggjort, at det er mere påtrængende end nogensinde. Ingen mennesker ønsker krig, men hvem vil have fred, hvis freden indebærer, at befolkninger lever som det irakiske folk før befrielsen?

Mange danske politikere lider stadig af det, som Moltesen kaldte småhedsvanvid. Adskillige er stadig præget af hvad-kan-det-nytte-tankegangen. Modstanden mod at lade Danmark indgå i koalitionen samt ulysten til at udvikle samarbejdet i EU er de mest udtalte eksempler på danske politikeres småhedsvanvid.

Ikke mindst Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre synes at have svært ved at ryste småhedsvanviddet af sig, når det gælder forholdet til USA, ligesom Dansk Folkeparti har gjort det til en dyd at være modstander af EU - uanset hvilken del af samarbejdet, der diskuteres.

Desværre ser mange politikere stadigvæk helst, at Danmark hverken bliver hørt eller set. Det er, som om de gamle dogmer fra Staunings, Munchs og Scavenius tid vækkes til live, når Danmark indtager en holdning på tværs af, hvad andre måtte mene, og når vi markerer os som et internationalt stærkt engageret land. Om det skyldes mangel på mod, lederskab eller visioner, er det svært at svare på. Det må de pågældende politikere selv gøre, hvis de kan. Men det er vigtigt, at vi værner om vores nuværende udenrigs- og sikkerhedspolitik, som det tog så mange år at føre igennem.

Af Kasper Elbjørn

Anti-amerikanisering

DET ER ikke bare Socialdemokratiet, der i dag mangler et politisk projekt. Hele venstrefløjen er lammet, når det gælder politisk nytænkning. Efter Sovjetunionens sammenbrud og 1990ernes kamp om miljøet står venstrefløjen i dag tilbage i dyb krise. Ikke kun fordi de tog grueligt fejl, når det gjaldt de socialistiske regimer i Østeuropa, men også fordi befolkningerne har indset, at virkeligheden er langt mere nuanceret, end venstrefløjen hidtil har fremstillet den. I Danmark ses krisen tydeligst inden for Socialdemokratiet og SF. Begge partier - med de to formænd, Holger K. Nielsen og Mogens Lykketoft, i spidsen - prøver at dirigere debatten væk fra venstrefløjens krise og mod USA. I noget, der lignede krisestyring efter nye interne problemer, langede Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, således ud efter USAs udenrigspolitik og Danmarks støtte til USA i krigen mod terror.

Ikke et ord om Irak
6/1 påstod Lykketoft således, at Bush-administration var faretruende, gik egne veje og i et foruroligende omfang baserede sig på militære løsninger. I ugen forinden havde SFs formand på samme vis karakteriseret USA som et problem. Ikke et ord om Irak eller Nordkorea. Det var USA, som var et problem for verdensfreden ifølge Holger K. Nielsen. Begge politikere glemte behændigt, at Bush-administrationen ikke én eneste gang er gået uden om FN efter terrorangrebene den 11. september 2001. Ligeledes så de to fuldstændig bort fra, at USA ganske succesfuldt befriede Afghanistan fra Taleban-styret sammen med en global koalition af verdenslande. Den største koalition af samarbejdende lande nogensinde. Tidligere statsminister Nyrup Rasmussen, hvis regering Lykketoft var medlem af, og som var støttet af SF, sagde det for en gang skyld ganske klart den 11. september 2001: »Vi står skulder ved skulder med USA.« Det gjorde Danmark dengang, ligesom vi har gjort det efter regeringsskiftet. Det var et løfte, som affødte klar respekt i og uden for Danmark. Men i desperation over at have udsigt til flere år i opposition spiller venstrefløjen atter på anti-amerikanismen i mangel af bedre. Den antiamerikanske propaganda, som venstrefløjen lægger for dagen, er hverken indsigtsfuld eller visionær, men spiller på Europas mindreværdskomplekser og venstrefløjens egne indenrigspolitiske frustrationer.

Man kan frygte, at venstrefløjen i desperation over interne magtkampe og mangel på politiske ideer igen er på vej tilbage til den fejlagtige fodnotepolitik, hvor Danmarks vigtigste allierede bliver gjort til fjenden. I starten af 1980erne strømmede en liberal-konservativ bølge ind over de vestlige demokratier som reaktion på den forfejlede økonomiske politik, som var blevet ført i 1970erne. I Danmark prøvede venstrefløjen med alle kneb at vælte den nye borgerlige-liberale regering. Det endte med en fodnotepolitik mod regeringens vilje, som satte vores NATO-medlemskab på spil.

USA svigtes
Venstrefløjens kamp mod NATOs oprustning viste sig at være helt forfejlet. De socialistiske regimer havde ikke råd til at følge med, hvorfor magthaverne gik med til at nedruste for til sidst at gå under i økonomisk ruin. Den Kolde Krig ophørte herefter, og Europas stater er i dag frie og demokratiske medlemmer af NATO og inviteret til at blive medlemmer af EU. USA føler sig som et land i krig og har derfor mere end nogensinde brug for opbakning. Alligevel svigtes USA af mange af de lande, der skulle være dets stærkeste allierede. Danmark har som altid en regering, der virker loyalt over for USA, og man kunne ønske, at resten af Folketingets partier ville gøre det samme. For slet ikke at tale om resten af Europa. USA er i dag et af de eneste lande, der udviser indsigt og har visioner for en bedre verden uden frygt for terrorhandlinger og en ny 11. september. Venstrefløjen burde gå i politisk tænkeboks i stedet for at bruge krudtet på populistiske angreb mod USA.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre