Blog (Tag: mccain)

Min tale til VU aftenen før præsidentvalget 2008

kaver.jpg

Uanset hvem der vinder valget i nat, så vinder USA. Der er tale om to fremragende kandidater. På hver deres måde repræsenterer de bedste ved USA.

I den amerikanske uafhængighedserklæring skrev Thomas Jefferson, at alle mennesker har visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

John McCain repræsenterer de første rettigheder i denne sætning. På linie med Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt har han gennem hele sit liv kæmpet for menneskers umistelige ret til et liv i frihed.

Barack Obama er indbegrebet af den amerikanske drøm.

Ligesom Ronald Reagan og Bill Clinton repræsenterer han amerikanernes stræben efter lykke.

Begge to vil skabe forandring og forandringen skal genskabe troen på Amerika og på ordene i Uafhængighedserklæringen, som Thomas Jefferson skrev for 232 år siden.

De har samme mål, men vil bruge forskellige midler til at nå målet.

Årsagen til, at jeg er her i dag og stiller op til Europa-Parlamentet er faktisk lidt den samme.

Jeg vil gerne være med til at genskabe troen på det europæiske samarbejde i EU.

Men det kræver, at EU vender tilbage til det, som EU er bedst til, og gør det sammen med USA og resten af den frie verden.

Mine politiske holdninger blev formet tilbage i frihedsåret 1989.

Der skete en masse ting i 89.

Først var der Massakren på den Himmelske Freds Plads i Kina.

Massakren repræsenterede alt, hvad jeg var imod.

Det var socialismen, der udfoldede sig og viste sit sande ansigt, da de kinesiske soldater skød på de studerende, fordi de sagde sandheden om det socialistiske regime i Kina.

Det var ikke den vej, jeg ønskede Vesteuropa skulle gå.

Dengang var Europa stadig delt med en mur ned igennem hele Europa.

Og planøkonomien og den socialistiske statsterror havde vist sig at være et helvede for østeuropæerne.

Vesteuropas nationer var derimod frie og velfungerende demokratiske nationer, der skabte vækst og velstand ved hjælp af markedsøkonomien.

Sammen havde Vesteuropas ledere skabt EFs Indre Marked.

Gennem Indre fællesmarked havde landene udviklet en sammenhængskraft - mellem medlemsstaterne - som Europa ALDRIG før havde kendt magen til.

Årsagen var selvfølgelig, at man afskaffede handelshindringer, og gjorde livet lettere for europæerne.

Det blev lettere at bevæge sig rundt i Europa, og det blev lettere at handle med hinanden.

Frihandlen sejrede over hele Europa.

Og sammenhængskraften i Vesteuropa blev styrket, fordi man gik den liberale vej.

Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at EU var en fantastisk platform for et lille land som Danmark i en globaliseret verden.

Det lyder lidt som en kliche, men al det liberale kom fra Bruxelles.

Siden Murens fald, fløjlsrevolutionerne i Østeuropa, Baltikums frihed og Tysklands genforening – har Europa lullet sig i søvn.

Man troede alt var godt.

Det var sket før!

I tiden op til Anden Verdenskrig tog Europas ledere HELLER IKKE de nye trusselstegn alvorligt.

På nær én mand. Det var Winston Churchill.

Og den 19. september 1946 holdt Churchill sin berømte Zürich-tale, hvor han første gang fremførte ideen om en form for ”United States of Europe”.

Churchill begyndte talen med en advarsel om, at han i dag ville tale om Europas tragedie.

Så fremhævede han Europas gunstige vækstvilkår, traditioner og kulturhistorie.

Men så kom opsangen til de unge universitetsstuderende, der lyttede med.

Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden.

Og Churchill opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig.

Her 7 år efter terrorangrebet i New York og Washington, synes jeg, man kan sige, at selvom terrorangrebet var forfærdeligt - kan vi også lære af angrebet.

Lidt ligesom Churchill mente, at vi skulle lære af Anden Verdenskrig.

Der er dog en forskel – fordi jeg synes ikke, EU skal lægge fortiden bag sig. 

Jeg synes, vi skal - tilbage til fremtiden og frihed og frihandel – dét er fremtiden!

Frihed og frihandel –  kan genskabe troen på EU.

Det er også derfor, at jeg er tilhænger af John McCain.

McCain er er gammel mand, men hans budskab er fremtidssikret.

Obama siger han vil tage fra dem, der arbejder hårdest og tjener mest og sprede velstanden.

Men det har vi prøvet i Europa. Ikke mindst her i Danmark.

Resultatet er at Danmark i dag har den mindste vækst i OECD.

McCain vil skabe vækst. Og han vil gøre det gennem frihed og frihandel.

Han ved, at mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden

USA er - ud over EU og Norge - Danmarks vigtigste eksportmarked.

Mere protektionisme vil ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik.

Derfor tror jeg McCain vil være bedst for Danmark og Europa.

Den frie verden må arbejde sammen genskabe troen på Thomas Jeffersons ord i uafhængighedserklæringen om, at alle mennesker har ret til et liv i frihed og ret til at stræbe efter deres egen lykke.

Af

Verden har brug for McCain

På tirsdag skal USA vælge, hvem der skal lede den frie verden de næste fire år. Det er et af de mest interessante præsidentvalg i mange, mange år. Uanset om amerikanerne vælger Demokraternes Barack Obama eller Republikanernes John McCain vil det have stor indflydelse på Danmark og resten af Europa. Målet for dem begge er forandring, men midlerne er forskellige. Og forandring er der brug for efter næsten 20 år med enten en Bush eller en Clinton i Det Hvide Hus. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken forandring amerikanerne vælger.

Jeg var en af dem, der satte uret og stod op midt om natten og satte mig i boxershorts foran fjernsynet for at se Barack Obamas taler, da han under primærvalget kæmpede mod Hillary Clinton. Jeg kan godt forstå, at Demokraterne valgte Obama. Obamas evne til at skabe begejstring og hans signaler om, at der var brug for forandring, var inspirerende. Hillary Clinton repræsenterede derimod mere af det samme. Mere Clinton. Mere Bush. Derudover var hun tilhænger af at befri Irak i 2003 og vælte Saddam Husseins styre, hvilket dengang fyldte meget i amerikanernes verdensbillede. Det blev hendes skæbne.

Republikanerne ønskede også forandring. Derfor valgte de John McCain som deres præsidentkandidat. McCain var outsideren, der oprindeligt havde stillet op mod George W. Bush og med en ukuelig intrigritet og stædighed havde fastholdt sine politiske holdninger og stået fast på sine principper gennem hele sin karriere.

Historien om John McCain er betagende og afføder den dybeste respekt. Og her tænker jeg ikke kun på hans politiske karriere.

McCain fulgte familietraditionerne og blev som ung mand optaget i det amerikanske flådeakademi. I sommeren 1967 blev han sendt til Vietnam for at deltage i Vietnamkrigen, og 23. oktober samme år fløj han sit 23. bombetogt over Nordvietnam. Men denne gang gik det galt. Hans fly blev skudt ned af et missil over Hanoi. McCain brækkede begge arme og et ben i styrtet og var nær druknet, da han landede med sin faldskærm. Han blev gennembanket, da de nordvietnamesisiske soldater fandt ham, og blev herefter taget til fange.

Da det kommunistiske styre senere opdagede, at hans far var en berømt amerikansk admiral, tilbød man ham at blive frigivet, men McCain afslog, da han ikke ønskede særlige rettigheder på grund af sin baggrund, ligesom han vidste, hvor meget historien ville skade USAs omdømme, hvis den kom frem. I stedet forblev han fængslet på det frygtede »Hanoi Hilton« indtil krigen stoppede i 1973.

Når jeg i dag - på trods af Barack Obamas inspirerende taler - støtter McCain, er det imidlertid ikke på grund af hans baggrund, men fordi McCain repræsenterer den forandring, som er bedst for Danmark og Europa.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne, og Obama hører faktisk til den værste fløj i partiet. Mere protektionisme vil skade USAs samhandel med resten af verden, og da USA - ud over EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, vil mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt. Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen. Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik, og med udsigten til en global recession har verden hverken brug for Obamas forskrækkede protektionisme eller hans maskerede skatteplan.

Barack Obamas løfte om, at 95 pct. af amerikanerne skal have skattelettelser, lyder bestemt befriende. Tænk, hvis en politiker lovede os det samme! Problemet for Obama er, at amerikanerne er vant til løfter om skattelettelser, der ikke bliver til noget. Den første præsident, George H.W. Bush, sagde stort set det samme. Han lovede faktisk et skattestop, men hævede alligevel skatten. Derfor har amerikanerne brugt de seneste uger til at se Obamas skatteløfte efter i sømmene, og det viser sig, at det, som Obama kalder skattelettelser, blot er omfordeling gennem fradrag og tilskud. Så hellere et skattestop, der holder, fristes man til at sige som dansker.

McCain har bestemt ikke været lige heldig med alle sine forslag til at stoppe finanskrisen. Hans løfte om at hjælpe amerikanerne ud af finanskrisen er velment, men hans plan vil om muligt gøre ondt værre. Han vil lidt groft sagt hjælpe banker, der har misbrugt den overregulering, der har præget finanssektoren, ligesom han vil lade boligejere, der var forsigtige, da de købte deres hus, betale for de boligejere, der tog en chance og købte et hus, de reelt ikke havde råd til. Det er korrekt, at roden til den økonomiske krise skal findes i ejendomsmarkedet, og det er her, man skal tage fat først, men McCains plan vil ikke skabe den ansvarlighed, der er brug for fremover.

McCain synes dog at være kommet til fornuft. Forleden forklarede han, at en bæredygtig økonomi går hånd i hånd med sikkerhed. Det er et ægte budskab om håb og frihed, og vigtigere end nogensinde i en verden, hvor frie, demokratiske stater bliver mere og mere økonomisk afhængige af stater, der hverken er demokratiske, ønsker markedsreformer eller respekterer menneskerettighederne. Måske er det netop dette budskab, der kan redde McCains præsidentkampagne. Det er et troværdigt budskab, fordi McCain om nogen repræsenterer en sikker hånd, når det gælder sikkerhed.

Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det især John McCains fortjeneste. Da præsident Bush indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl, og McCain havde ret i, at man kun kunne slutte borgerkrigen i Irak ved at sende flere tropper til landet, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper. I dag er fokus selvfølgelig på Afghanistan, og jeg må bare erkende, at jeg har langt større tiltro til McCains dømmekraft i dette vigtige spørgsmål for Danmark og vores soldater. Han har vist, at han ved, hvad han taler om.

Begge kandidater har fremlagt en langt mere progressiv klimapolitik, end man har set før fra amerikanerne. Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne, men McCain har ikke lagt skjul på, at hans energipolitik især skyldes, at han ikke ønsker, at energibehovet overskygger eller overtrumfer kampen for frihed, demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Jeg har dyb respekt for dem, der tror på det bedste i folk og håber på en bedre verden, men jeg er mere tryg ved politikere som McCain, der tør sige tingene ligeud og ønsker at skabe rammerne for en bedre verden med en aktivistisk udenrigspolitik, hvor man - med tidligere præsident Theodore Roosevelts ord - »speak softly but carry a big stick«.

Det er hovedårsagerne til, at jeg modsat mit parti, som er Venstre, håber, at McCain bliver præsident i 2009. Men jeg erkender, at det nok går anderledes. Man skal dog ikke glemme, at det er de små decimaler, der tæller i de sidste dage. Hvis Obama fører med mindre end tre pct. på mandag, kan McCain stadig godt vinde, men hvis Obama fører med mere end ni pct. er det stort set umuligt for McCain at vinde på tirsdag.

Men er det hele så spildt, hvis McCain taber? Nej, McCain har en stor opgave foran sig, selv om han taber. Han skal tilbage i sin gamle rolle som oppositionspolitiker. Ikke kun i forhold til en præsident Obama og hans kommende regering, men også i forhold til den del af det republikanske parti, der ønsker at følge den reaktionære linje, som hans vicepræsidentkandidat Sarah Palin mere eller mindre bevidst er kommet til at repræsentere. Det er ikke den vej, det republikanske parti skal gå. Der er mere end nogensinde behov for et republikansk parti, der viderefører den stolte frihedstradition fra Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt over Barry Goldwater til Ronald Reagan. Verden har brug for John McCain.

Af Kasper Elbjørn

Derfor er McCain det bedste bud

 

Både Demokraternes Barack Obama og Republikanernes John McCain repræsenterer et stærkt alternativ til præsident George W. Bush. Målet er forandring, men midlerne er forskellige, og i stedet for blot at forblive begejstret over Obamas taler har jeg nærlæst, hvad det egentlig er, han vil. Og det er faktisk årsagen til, at jeg, som antropolog Dennis Nørmark beskriver det i JP 19/10, er endt med at kaste min »kærlighed i den republikanske lejr«.

Jeg lytter altid, når Nørmark skriver og siger noget. Det gjorde jeg også, da jeg for nogle år siden var ansat i Cepos, hvorfor Nørmark blev inviteret flere gange til tænketankens arrangementer.

Men denne gang må jeg melde hus forbi. Måske skulle Nørmark gå lidt mindre op i ligegyldigheder, som hvem der stemmer på McCain, og i stedet gå mere op i, hvorfor de gør det, og hvad det egentlig er for en forandring, de to kandidater ønsker.

Jeg var en af dem, der satte uret og stod op midt om natten og satte mig i boxershorts foran fjernsynet for at se Obamas taler, da han under primærvalget kæmpede mod Hillary Clinton. Jeg kan godt forstå, at Demokraterne valgte Obama.

Det har jeg tidligere skrevet her i JP tilbage i februar. Dengang gjorde jeg opmærksom på, at Obamas evne til at skabe begejstring og hans signaler om, at der er brug for forandring, klart er at foretrække frem for Hillary Clinton.

Årsagerne til, at Republikanerne valgte John McCain, er helt de samme. Jeg havde foretrukket New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani, fordi jeg er mere enig med ham, når det gælder værdipolitikken og de indenrigspolitiske områder, men Giuliani formåede ikke at distancere sig fra præsidenten, og derfor er McCain Republikanernes præsidentkandidat i dag.

Interessant fænomen

Jeg er helt enig med Nørmark i, at venstrefløjens begejstring for Obama er et interessant fænomen, da Obama absolut ikke kan kaldes socialist.

Jeg er bestemt også enig med Nørmark i, at man som liberal bedre kan identificere sig med Obama og Demokraterne i væsentlige værdipolitiske spørgsmål, men samtidig er jeg også dansker, og derfor kan jeg ikke tillade mig at gå op i, hvad amerikanerne ønsker med deres skoler, sygehuse og pension.

Ikke at det ikke interesserer mig. Jeg tror vi kan lære meget af hinanden, men først og fremmest støtter jeg John McCain på grund af hans handels-, forsvars-, og udenrigspolitik.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne. Og her hører Barack Obama altså til den værste fløj i partiet. Mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden, og da USA - ud over EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, vil mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser. Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik, og med udsigten til en global recession har verden ikke brug for Obamas forskrækkede protektionisme.

Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det ligeledes republikanernes og især McCains fortjeneste. Da præsident Bush indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl, og McCain havde ret i, at man kun kunne ende borgerkrigen i Irak ved at sende flere tropper til landet, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper.

Tiltro til McCain

I dag er fokus selvfølgelig på Afghanistan, og jeg må bare erkende, at jeg har langt større tiltro til McCains dømmekraft i dette vigtige spørgsmål for Danmark og vores soldater.

Begge kandidater har fremlagt en langt mere progressiv klimapolitik end set før fra amerikanerne. Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne, men udenrigspolitik handler om andet end højere vandstand. Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne i alverdens diktaturer på den frie verdens næste træk, og Obamas ønske om at forhandle sig til en bedre verden har EU ligesom prøvet før uden succes.

Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forlader os på Obamas gode hensigter. Også her vil John McCain være bedre for verden.

Af Kasper Elbjørn

Forudsigelig støtte til Obama

 

Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt sagde under et besøg i USA, at hun varmt støtter Demokraternes præsidentkandidat Barack Obama. Det var næppe den helt store overraskelse, men alligevel stor nok til, at historien kunne bringes i Berlingske Tidende.

Thorning-Schmidt oplyste også til avisen, at hun forventer, at statsminister Anders Fogh Rasmussen vil fortsætte det nære forhold til USA med Obama som præsident. Det skulle næppe være det store problem, da Venstres søsterparti i USA faktisk er Demokraterne. Og som bekendt er statsministeren fra partiet Venstre. Republikanernes søsterparti i Danmark er De Konservative. Det efterlader Socialdemokraterne helt alene. Der er simpelthen ingen socialdemokrater i USA. Om det siger noget om danskerne eller amerikanerne, må læserne selv vurdere.

Thorning-Schmidt pegede på tre forhold, der fik hende til at anbefale Obama. Det ene var udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Derudover pegede hun på klimapolitikken samt på en løsning af den finansielle krise. Når det giver anledning til forundring, er det fordi Republikanernes præsidentkandidat John McCain på netop disse tre områder har en langt mere fordelagtig politik for Danmark.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne. Mere protektionisme vil skade USAs samhandel med resten af verden, og da USA - udover EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, ville mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt. Jeg medgiver gerne, at præsident Bill Clinton er undtagelsen, der bekræfter reglen, men Obama var meget klar i mælet om sit syn på frihandel under primærvalgkampen mod Hillary Clinton. Det gik især ud over NAFTA - det amerikanske frihandelsområde mellem Canada, USA og Mexico - som han påstod havde kostet amerikanske arbejdspladser, hvorfor han ønskede at genforhandle aftalen.

Øget frihandel kan bestemt koste arbejdspladser på kort sigt, men på lang sigt skaber frihandel økonomisk vækst og dermed arbejdspladser. Det kunne Thorning-Schmidt måske fortælle til Obama. Hun er tidligere EU-parlamentariker og ved, at frihandlen inden for EU har været yderst fordelagtig for medlemslandene. Verden har ikke brug for forskrækket protektionisme i disse tider. Hvis vi overhovedet skal håbe på, at WTO-forhandlingerne bliver bragt til ende, har vi brug for en forhandlingsvenlig amerikansk regering. Især Sydeuropa er skyld i, at alle har opgivet EU. USA er reelt det sidste håb, hvis der skal indgås en aftale.

Thorning-Schmidt fremhæver forsvars- og sikkerhedspolitikken som hoved­årsag til, at hun støtter Obama, men det var McCain, der ene mand forlangte flere tropper til Irak. Da præsident George W. Bush endelig indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl og McCain havde ret, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper. Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det altså McCains fortjeneste.

Når det gælder Iran, har Obama indirekte sagt, at han støtter EUs mislykkede forsøg på at forhandle med Iran. McCain har sagt, at forhandlinger med Iran er udelukket. Ingen har dog udelukket at vælte præstestyret med magt, hvorfor de to kandidater ikke ser helt forskelligt på den iranske atomtrussel. Det samme gælder Rusland. Efter krigen mod Georgien sagde McCain, at han ville udelukke Rusland fra gruppen af verdens førende industrialiserede nationer, G7, og hans udtalelse blev fulgt op af Obamas fordømmelse af Rusland.

McCain og Obama er heller ikke så uenige om klimapolitikken. McCain betonede især behovet for energi­uafhængighed, da han fremlagde sin energiplan hos danske Vestas, og begge er tilhængere af et loft for udslip af drivhusgasser.

Begge kandidater har haft svært ved konkret at pege på, hvad de vil gøre ved finanskrisen. Ingen af dem er vilde med finansminister Henry M. Paulsons plan, og det er der god grund til. Det er svært at forsvare, hvorfor staten skal bruge borgernes penge på at redde virksomheder - herunder banker - der går ned på grund af kortsigtede økonomiske dispositioner og misbrug af særregler pålagt af den stat, der nu redder dem. Planen vil redde de store og de rige, og dermed skabe en vis stabilitet, men kernen i krisen er problemerne i ejendomsmarkedet. Det var her, problemerne begyndte, og det er her, krisen kan sluttes. Det er en smule løjerligt, at Thorning-Schmidt støtter Paulsons plan, ligesom det står uklart, hvorfor hun er så begejstret for Obamas finanspolitik. Gælden er vokset i takt med, at velfærdsudgifterne er eksploderet under præsident Bush, og USA har ikke brug for at spendere flere penge på velfærd, som Obama har foreslået. De har snarere brug for det udgiftsstop, som McCain har talt om.

Jeg havde haft respekt for Helle Thorning-Schmidts udmelding, hvis hun havde fokuseret på eksempelvis Obamas ønske om at nationalisere sundhedsvæsenet.

Det lyder måske lidt som en forældet tanke fra det 20. århundrede, men forslaget harmonerer med Socialdemokraternes politik, og det vil formentlig hverken skade EU eller danskerne og dansk økonomi.

I stedet kom der en forudsigelig udmelding blottet for substans og med fokus på områder, hvor McCain enten er enig med Obama eller står stærkere end Obama.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre