Blog (Tag: messerschmidt)

Europa - ja tak!

Morten Messerschmidt, der er DFs spidskandidat til Europa-parlamentsvalget 7. juni, bruger et billigt trick, når han i Stiften 16. april skriver, at alle unionstilhængerne betragter enhver kritik af EU som en personlig fornærmelse. Det passer simpelthen ikke.

Jeg betragter mig selv 100 procent unionstilhænger. Det er jeg stolt af og ­erkender blankt, at jeg meldte mig ind i Venstre på grund af Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen og hans begejstring for det europæiske. ­Dengang gik det liberale og det europæiske hånd-i-hånd.

Men EU er hverken et ­liberalt eller et socialistisk projekt. EU er, hvad man gør det til, og derfor er jeg kritisk unionstilhænger i dag. Der er ingen tvivl om, at EU trænger til at komme tilbage på rette spor.

EU er desværre blevet en klods om benet på mange danskere. Det skal vi ikke finde os i blot fordi vi er tilhængere af EU.

Mit mål er, at Europa-parlamentet bliver EU’s vagthund. Parlamentet skal sikre, at EU ikke går i ­panik, og indfører love og regler, der skader den ­personlige og økonomiske frihed. Målet er selvfølgelig fred, frihed og frihandel i hele verden, men EU kan gå forrest igen, hvis vi vil.

Messerschmidt vil ikke. Men det vil jeg.

Af Kasper Elbjørn