Blog (Tag: miliband)

Med den slags venner behøver EU's fællesmarked ingen fjender

Imens Danmark nærmest gik i klimaselvsving over, at Connie Hedegaard (K) blev udnævnt til klimakommissær, var der meget få, der lagde mærke til, hvem der fik de vigtige poster i Europa-kommissionen. Ingen tvivl om, at Hedegaard er dygtig og i stand til at skelne mellem fup og fakta i klimadebatten, men posten er i bund og grund ikke interessant for Danmark, selvom den måske nok sender et godt signal om, at vi i Danmark holder fast i det gode, borgerlige princip om at passe på ressourcerne herunder klimaet og miljøet.

I skrivende stund har ingen medier fortalt, hvem der fik de kommissærposter, der virkelig betyder noget for Danmarks vækst og velstand, sikkerhed og udvikling, i fremtiden. En enkelt undtagelse var Politiken, der i en analyse gennemgik, hvem der ville være Connie Hedegaards venner og fjender på klimaområdet. I artiklen stod, at forsvareren for frihandel og tjenesteydelser over grænser, Frankrigs Michel Barnier, vil være skeptisk over for regler og krav, der hæmmer vækst og udvikling. Jeg vil gerne rose avisens netnyheder for overhovedet at nævne, at Kommissionens absolut vigtigste post gik til den tidligere franske udenrigsminister, men at kalde Barnier for en forsvarer for frihandel er et godt eksempel på, at ingen åbenbart aner, hvem der blev udnævnt til de andre poster i Kommissionen. Hvis Barnier skal forestille at være EU’s indre markeds ven, er der kun at konstatere: Med den slags venner, behøver fællesmarkedet ingen fjender.

Barnier er formentlig bedst kendt som manden, der tabte den franske afstemning om forfatningstraktaten. Præsident Jacques Chirac udnævnte ham til udenrigsminister i 2004 efter han havde været kommissær 1999-2004, men det blev en kort fornøjelse, da han blev fyret efter afstemningsnederlaget i 2005. Han fik en vis genoprejsning efter Præsident Nicolas Sarkozy udnævnte ham til fødevareminister, men når han er værd at fremhæve, er det fordi, det bliver Barnier, der skal rydde op efter finanskrisen, og med de meldinger, der kommer fra den franske præsident i øjeblikket, bliver det ikke noget kønt syn, og bestemt ikke med vækst og udvikling for øje.

Ved en tale i La-Seyne-sur-Mer, der ligger i Var-området i Sydfrankrig, den 1. december, sagde Præsident Sarkozy, at udnævnelsen af Barnier var en sejr for den ”europæiske model”, som ellers har haltet gevaldigt bagefter, når det gælder økonomisk vækst.

Han kunne ikke skjule sin tilfredshed med, at den nu var en franskmand, der skulle bestemme over især de britiske banker. "Ved I, hvad det betyder for mig at se en fransk EU-kommissær med ansvar for det indre marked og finansielle tjenesteydelser, herunder byen [London] for første gang i 50 år?" spurgte Sarkozy. "Jeg vil have verden skal se det som en sejr for den europæiske model, som ikke har noget at gøre med den vulgære finansielle kapitalisme".

Velbekomme. Jeg er faktisk ret sikker på, at Connie Hedegaard er langt mere skeptisk overfor centralisme og bureaukrati end den nye franske kommissær for indre marked. Nu får hun lov til at bruge sin tid på vind og vejr.

Det kan naturligvis ikke have været let for José Manuel Barroso, Kommissionens formand, at sammensætte et hold som stillede alle lande i Europa tilfredse. Ifølge Financial Times blev han nærmest bombarderet med opkald fra diverse stats- og regeringschefer i dagene op til offentliggørelsen af den nye Kommission. Det er dog alligevel påfaldende, så tydeligt det er, at vinderne i rokaden blev det som USAs daværende forsvarsminister Don Rumsfeld kaldte ”Old Europe”, og taberne blev ”New Europe”. Den amerikanske forsvarsministers kontroversielle udtalelse i 2003 gjorde, at alle lande, der støttede befrielsen af Irak, blev kendetegnet som det nye Europa, selvom lande som Storbritannien, Danmark, Holland, Italien, Portugal og Spanien, der støttede befrielsen, ikke almindeligvis tilhører det nye Europa, da de hverken blev anerkendt som selvstændige lande eller fik deres uafhængighed i løbet af det 20. århundrede. Den nye definition, som Rumsfeld lagde for dagen, er dog ganske rammende for taberne og vinderne i Barrosos rokade. Man kan også skrive det på en anden måde, at - med undtagelse af Danmark og Finland - taberne stort set blev de lande, der identificerer sig med - eller er en del af - den anglo-saxistiske tradition. Værst gik det udover Storbritannien og Letland.

Letland er blevet specielt hårdt ramt finanskrisen og landets unge regeringschef, Valdis Dombrovskis, har formentlig haft andre ting at tænke på. Han var ellers klog nok til at genudnævne Andris Piebalgs, der hidtil har været energikommissær og vel nærmest var en knytnæve i ansigtet på de russiske gasselskaber, da han blev udnævnt for fem år siden. Hans opgave har først og fremmest været at sikre energiuafhængighed i EU og han bliver nu udskiftet med tyskeren Günter Oettinger. En stor sejr for det gamle Europa og desværre endnu et eksempel på “Schröderiseringen” af Europas udenrigspolitik. Udtrykket er ikke mit eget, men henvender sig til den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder, der i dag er købt og betalt af premierminister Vladimir Putin til at drive lobbyvirksomhed for den omstridte naturgasledning på bunden af Østersøen mellem Rusland og Tyskland - uden om russernes besværlige naboer i Estland, Letland, Litauen og Polen.

Den anden store taber er Storbritannien, og hele den ulykkelige misere viser, hvor galt det kan gå, når vores engelske venner har en svag regeringschef. Premierminister Gordon Brown er med rette blevet kritiseret for, at han ikke gik efter en magtfuld økonomisk post i Kommissionen, da det stod klart, at han reelt ikke kunne bemande posten som EU’s nye udenrigsminister eller højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som posten officielt hedder. Da hans udenrigsminister, David Miliband, sagde nej tak til at flytte til Bruxelles, pegede Brown i stedet på den ukendte baronesse, Catherine Ashton, der aldrig har været udenrigsminister og kun handelskommissær i mindre end et år. Posten som handelskommissær, som daværende premierminister Tony Blair tilkæmpede sig for fem år siden, gik i stedet til den spanske socialist, Joaquín Almunia.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Måske bliver Michel Barniers kontor en bastion for frihed og decentralisering, Günter Oettinger en torn i øjet på Putin og Schröder og måske baronessen fra Storbritannien og socialisten fra Spanien en gang for alle kan få alle landene i WTO til at skrive under på en ægte global frihandelsaftale allerede i 2010. Jeg håber det, men jeg tror det ikke. Den nye Kommission varsler ikke bare mere af det samme, men endnu mere af det værste, og det er desværre ikke godt for EU, og slet ikke positivt for en lille åben økonomi som den danske.

Af Kasper Elbjørn

Præsidentens inderste EU-tanker

Allerede sidste fredag kom den første melding fra præsidentpaladset i Prag. Tjekkiets præsident Václav Klaus ville acceptere EUs reformtraktat, Lissabon-traktaten, hvis Tjekkiet kunne få samme undtagelse som Storbritannien og Polen og undgå at ratificere EUs charter for grundlæggende rettigheder.

Jeg er personlig tilhænger af Lissabon-traktaten. Ikke fordi den er perfekt, men fordi den trods alt er bedre end Jacques Chiracs Nice-traktat, der har været gældende indtil nu.

Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at præsident Václav Klaus hellere havde været Lissabon-traktaten foruden. Klaus havde formentlig håbet, at irerne havde stemt nej igen eller et andet land havde forhalet ratifikationsprocessen. Dermed kunne briterne, der skal have parlamentsvalg inden maj næste år, vælte den nuværende regering og få en ny konservativ regering, der kunne sende traktaten til afstemning. Der er vist ingen tvivl om, at briterne ville stemme nej, og så kunne Klaus holde sit løfte om ikke at ratificere traktaten, hvis et andet EU-land heller ikke gjorde det.

Sådan gik det ikke. Irerne stemte klart ja, og derefter ratificerede Polen Traktaten. 3. november underskrev Klaus så endelig den nye EU-traktat, som den sidste af EUs stats- og regeringschefer.

De mest væsentlige nyskabelser i Lissabon-traktaten handler om EU-institutionernes sammensætning og rolle i beslutningsprocessen. Det bliver simpelthen lettere for EU at træffe beslutninger, når Lissabon-traktaten træder i kraft. Derudover får den eneste folkevalgte institution i EU, Europa-Parlamentet, mere indflydelse, og det må altså være svært at være uenig i, at det er godt, at folkevalgte får mere indflydelse i EU - og embedsmændene mindre. Omvendt har præsident Václav Klaus ret i sin kritik, når han siger, at man skaber et mere føderalt Europa ved at give Unionen større demokratisk legitimitet.

Det føderale element i Traktaten understreges endvidere af, at EU nu får en præsident. Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair blev nævnt som en oplagt kandidat, hvilket han stadig er, hvis man ønsker en stærk og visionær leder, men når EUs regeringschefer vælger en præsident 19. november, bliver det formentlig en mere beskeden type. Det kunne være Letlands tidligere kvindelige præsident, Vaira Vike-Freiberga, men det ender nok med en af de konservative statsministre i Belgien eller Holland. Ukendte, ufarlige og ude af stand til at hamle op med eksempelvis den amerikanske og kinesiske præsident.

Unionen får også en såkaldt udenrigsminister, en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som bliver fast formand i Udenrigsrådet og næstformand i Kommissionen. Til denne post nævnes den tidligere italienske statsminister og kommunistleder, Massimo D'Alema, og Storbritanniens nuværende udenrigsminister, David Miliband.

Jeg bryder mig ligesom præsident Václav Klaus heller ikke specielt om de føderale elementer i den nye Traktat, men omvendt tror jeg, der er hårdt brug for et mere effektivt europæisk samarbejde, hvor landene tvinges til at tage hinanden med på råd. Det gælder naturligvis først og fremmest på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. EU har aldrig reelt haft en fælles udenrigspolitik, og Lissabon-traktaten vil ikke revolutionere udenrigspolitikken, men blot føre til en - med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens velkendte ord - »mere fælles udenrigspolitik«. Ikke mindst hvis man vælger Miliband til posten som formand for Udenrigsrådet. Han siger selv, at han ikke kandiderer, men ingen tvivl er om, at han allerede har forstået, hvad posten kan bruges til. Ved en tale hos Institut for strategiske studier i London 26. oktober opfordrede han EU til at »tage sig sammen« eller blive »tilskuer i en G2 verden formet af Kina og USA«. Så klart kan det siges!

Ligesom det er forkert at kalde præsident Václav Klaus for EU-modstander, er det en misforståelse, at det udelukkende er de føderale elementer i den nye traktat, han er modstander af. Klaus skelner mellem det, han kalder den intergovernmentale model, der skabte det Indre Marked og nedbryder handelsbarrierer mellem medlemslandene, og den interventionistiske harmoniseringsmodel, der er kendetegnet ved, at EU bruger stadigt flere kræfter på at overregulere og harmonisere. Når Klaus var imod både forfatningstraktaten og Lissabon-traktaten var det fordi han mente, at traktaterne cementerede den interventionistiske model i stedet for at tage et opgør med den.

Jeg kan godt forstå, at der er flere der gør lidt grin med Klaus' argument om, at han ønskede en undtagelse fra EUs charter for grundlæggende rettigheder, fordi det ville give fordrevne sudeter-tyskere ret til at kræve erstatning fra Tjekkiet. Jeg ved ikke, om det passer, og jeg er egentlig ligeglad med, hvilke undtagelser andre lande har, men det ærgrer mig, at Klaus ikke tog sig tid til at forklare, hvorfor han som et borgerligt-liberalt menneske principielt er imod EUs charter for grundlæggende rettigheder. Tjekkiets undtagelse giver bestemt mere mening end Danmarks undtagelser, der virker temmelig fjollede, hvis man altså mener, at Danmark skal være medlem af EU.

Under Europa-Parlamentsvalget i sommer mødtes jeg med en af de mere fornuftige socialdemokrater, Claus Larsen-Jensen, der kørte en engageret valgkamp, og selvom jeg ikke var specielt enig med ham, var han, ligesom de fleste folkesocialister, rigtig sjov at debattere med. På et af valgmøderne fortalte han, at han havde været med til at forhandle Charteret, og det havde været »rigtig sjovt«. Hvis en socialdemokrat synes, det har været »rigtig sjovt« at sidde og indføre rettigheder i EUs charter for grundlæggende rettigheder, er der grund til at bekymre sig, og jeg tog mig derfor tid til at læse, hvad der egentlig stod i Charteret. Det var godt, jeg gjorde det, fordi udover de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder, indeholder Charteret tillige en række sociale og økonomiske rettigheder, og det var selvfølgelig dem, at Larsen-Jensen var så glad for.

I den frie verden har sociale og økonomiske rettigheder aldrig før haft samme status, som de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder. Sociale og økonomiske rettigheder var til gengæld et velkendt fænomen i de tidligere socialistiske diktaturstater, som præsident Václav Klaus kender alt for godt. Klaus voksede op i det socialistiske Tjekkoslovakiet, og her havde man sociale og økonomiske rettigheder. Her omfordelte man alle de økonomiske ressourcer, man havde, indtil der ikke var flere ressourcer tilbage. Resultatet kender vi. Dertil kommer, at det hidtil har været sådan i Den Frie Verden, at det er de folkevalgte politikere, der afgør, hvor stor en økonomisk omfordeling, der skal være, og hvis man er uenig i omfanget af omfordelingen, kan man stemme på andre politikere, der ønsker at omfordele anderledes.

De sociale og økonomiske rettigheder strider altså imod præmisserne i vores demokrati, og det er en stor skam, at den tjekkiske præsident ikke fortalte, at det var derfor, han var modstander af EUs charter for grundlæggende rettigheder. Fordrevne sudeter-tyskere eller ej.

Jeg er naturligvis ikke modstander af, at Lissabon-traktaten nævner menneskerettighederne, men i stedet for at lade socialdemokrater, folkesocialister, tidligere kommunister og andet godtfolk sidde og udvande de klassiske frihedsrettigheder, skulle Traktaten selvfølgelig blot have henvist til Den europæiske menneskerettighedskonvention, der blev vedtaget i 1950, og fungerer glimrende, ligesom den i øvrigt allerede benyttes i EU-retten.

I bogen »Blå planet i grønne lænker - Hvad er truet: Klimaet eller friheden?« kan man læse i et bilag til bogen, at Klaus i en række svar til den amerikanske kongres skrev, at han altid føler sig forpligtet til at sige fra, når han opdager, at vores frihed, markedsøkonomi og velstand er truet. Bogen handler om øko-profeternes klimaforskrækkelse, men hans modstand mod udviklingen i EU er formentlig et udtryk for det samme. Det gør ham ikke til EU-modstander, men blot en kritiker, og jeg er derfor glad for, at han nu har ratificeret Lissabon-traktaten. Jeg vil bestemt hellere have en mand som han indenfor EU end udenfor EU. EU er nemlig ikke perfekt. EU er en uperfekt Union i stadig forandring.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre