Blog (Tag: nato)

Georgiens præsident fører stort ved lokalvalg

De første resultater fra lokalvalgene i Georgien er begyndt at løbe ind. De er ret interessante.

Det er første gang, der er valg i Georgien siden Rusland invaderede landet for to år siden, og præsident Mikhail Saakashvilis parti fører i meningsmålingerne.

Valgkommission udtalte her til formiddag, at baseret på de første 4% af de optalte stemmer, havde Saakashvilis parti fået næsten 70% af stemmerne.

Det er et ret interessant resultat, hvis man har læst analyser og kommentarer om Georgien og landets præsident de sidste to år.

Han har ikke fået mange pæne ord med på vejen siden den russiske invasion.

Ruslands effektive spin-maskine
Den effektive russiske spin-maskine har overbevidst alverdens godtfolk om, at Saakashvili selv bad om at få klø af den russiske bjørn i august 2008, og at det var forventeligt, at Rusland ikke bare ville se på, at lande, der engang var besat af russerne og underlagt Sovjetunionen, ønsker at blive integreret i EU og NATO.

Eksempelvis skrev Berlingske Tidende den 14. august 2008, at USA og Europa har »vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO. De især amerikanske bestræbelser på at få også Ukraine og Georgien ind i NATO har imidlertid været en mundfuld for meget set fra Moskva«.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad Berlingske Tidende mente med, at EU og NATO æder sig dybere ind i Sovjetunionens interessesfære.

Mig bekendt gik det såkaldte Ondskabens Imperium til grunde den 25. december 1991.

Til gengæld noterede jeg mig over 70% af georgierne gik ind for NATO-medlemskab ved en folkeafstemning, som blev holdt sideløbende med præsidentvalget den 5. januar 2008.

En nation som alle andre
I min optik er Georgien en nation, som alle andre, og som enhver anden nation, der har været besat i en menneskealder, ønsker befolkningen at benytte og beskytte deres nyfundne frihed og rettigheder.

Sydossetien, som russerne startede med at invadere, er en del af Georgien, og derfor var Georgien i sin fulde ret til at svare igen, da russerne løb over grænsen i august 2008.

Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig i hvad der sker i provinsen uanset om Georgien engang for 20 år siden var en del af Sovjetunionen.

Verden delt i to
Internationalt dannedes to fraktioner efter invasionen.

På den ene side stod USA, der var midt i præsidentvalgkampen, og begge præsidentkandidater støttede georgierne, og derudover de nye EU-medlemslande. Ledere fra Polen, Estland, Letland og Litauen rejste, ligesom den daværende amerikanske udenrigsminister, til Tbilisi med fuld støtte til Georgien.

På den anden side stod lande som Tyskland, Italien og Spanien, der ikke ønskede, at handelsrelationerne til Moskva led skade. Den allestedsnærværende Hugo Chavez anerkendte naturligvis Sydossetien.

Frankrig tilhører normalt den sidste fraktion, men den franske regering med den fremragende udenrigsminister Bernard Kouchner i spidsen prøvede at stille sig neutralt, fordi landet havde formandskabet for EU.

Dertil kom, at franske meningsdannere på tværs af politiske skel talte Georgiens sag.

SOS Georgien? Nej, SOS Europa!
Under overskriften SOS Géorgie? SOS Europe! skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération, at den georgiske test vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien, og støttede i øvrigt den præsident Sarkozy ved valget i 2007.

Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten.

Lévy er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy med én stemme mod Rusland.

Deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod de russiske aggressorer, afslører vi os selv som papirtigre, fra hvem man ikke kan forvente andet end gode intentioner.

Forventet reaktion fra EU
EU reagerede, som vi ved, helt som man frygtede, og EU’s undersøgelse af krigen retfærdiggjorde, at Rusland gik ind i Georgien.

Det fik en hær af kommentatorer fra fraktionen, der ikke kunne forstå, at Georgien i dag har ret til at forsvare sig, til at fordømme Præsident Saakashvili for hans opførsel og dispositioner.

Imens rullede den russiske propagandamaskine sig ud.

Allerede få måneder efter krigen sluttede var russerne klar med dokumentaren ‘War 08.08.08 - Forræderiets kunst’, der fremstillede krigen, som magthaverne i Kreml gerne vil have vi ser krigen.

Derefter kom spillefilmen ‘Olympus Inferne’, der også fortæller historien om, hvordan russerne måtte træde til for at redde Syd-ossetherne fra folkemord.

Filmen er i følge Politiken blevet vist på nationalt russisk tv, og filmens instruktør påstår, hans film er historisk korrekt. »Tiden vil vise, hvem der har ret«, sagde instruktøren Ogor Voloshin til Time Magazine.

I dag har det georgiske folk mulighed for at fortælle, hvem de mener, der havde ret, og hvem de stoler på.

Af Kasper Elbjørn

Lieberman - mere end en højrenationalist

Det skortede ikke med fy-ord i de danske morgenudsendelser i radio og TV i går efter det israelske valg. Højreorienteret, nationalistisk, højre-nationalistisk - og Danmarks Radio gik så langt, at man i radioavisen flere gange kaldte valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu, for ultra-nationalistisk.

Det gjorde terrororganisationen Hamas i øvrigt også. Dén lader vi lige stå et øjeblik.

Sandheden er mere nuanceret. Når det gælder den økonomiske politik, ligger Liebermans parti på linje med Socialistisk Folkeparti. Man accepterer markedsøkonomien, men ønsker ikke ubetinget at frigive de frie markedskræfter.

Det kan næppe kaldes højreorienteret.

Avigdor Liebermans parti er heller ikke mere nationalistisk end de danske partier, der ofte handler ud fra kortsigtede, nationale interesser.

Derudover er partiet faktisk tilhænger af medlemskab af NATO og endda også EU, men især kendt for at gå ind for et sekulært samfund, hvor stat og kirke er adskilt.

Det er snarere partiets holdning til Mellemøst-konflikten, der skiller partiet ud fra de andre partier i Israel.

Lieberman mener ikke, at konflikten handler om, hvor grænserne til Israel skal gå, men derimod om kultur og værdier. Derfor har han også tilkendegivet, at han er villig til at afgive israelsk territorium for at gøre de to stater i en to-statsløsning mere homogene.

Til gengæld gør han gældende, at israelere, der ikke anerkender Israel, ikke kan være israelske statsborgere, ligesom han ikke mener, at Israel skal forhandle med lande, der ikke accepterer Israels ret til at eksistere. Hermed rammer han et ømt punkt hos de jødiske israelere, som på tværs af partitilhørsforhold i stigende grad mener, at de arabiske israelere er mere loyale over for Hamas end de er over for Israel.

Årsagen til, at Avigdor Liberman fik så stor succes ved valget i tirsdags, skyldes dog først og fremmest, at han formåede at fremstille sit parti, der på dansk hedder Vort Hjem Israel, som et nyt folkeparti, der ikke kun henvender sig til den oprindelige vælgergruppe, de russiske indvandrede, men er et frisk pust i israelsk politik. Når strategien lykkedes for Lieberman, skyldtes det formentlig skuffelsen over regeringspartiet Kadima, der blev dannet af tidligere premierminister Ariel Sharon umiddelbart inden valget i 2006.

Sharon oplevede aldrig sit partis valgsejr i 2006. Umiddelbart efter valgkampen var skudt i gang, blev han ramt af flere massive hjerneblødninger og har siden ligget i dyb koma. I stedet blev Ehud Olmert premierminister, og han har ikke været nogen succes.

Det indså Lieberman, der efter sidste valg blev en del af Olmerts koalitionsregering.

Umiddelbart efter præsident George W. Bush' besøg i Israel i januar 2008, hvor han prøvede at presse de israelske politikere til at holde Olmert flydende på grund af fredsprocessen og på trods af korruptionsanklager, forlod Lieberman Olmerts synkende skib. Det var et klogt valg, der senere gav ham massiv vælgeropbakning.

AVIGDOR LIEBERMAN BLEV født i den del af det tidligere Sovjetunionen, der i dag hedder Moldova. Han immigrerede til Israel i 1978 og fik senere en kandidatuddannelse fra Jerusalems universitet.

I 1990erne var han generalsekretær for Likud og en af Benjamin Netanyahus allierede. Han fungerede endda som stabschef for Netanyahu, da Netanyahu første gang var premierminister 1996-1999. I 2001 blev hans nydannede parti optaget i Ariel Sharons regering, og Lieberman blev minister for infrastruktur 2001-2002. I 2006 gik han med i Ehud Olmerts regering for at holde de nye russiske partier fra magten, og der var sikkert mange fra både Likud og Kadima, der så en fordel i, at det netop var Lieberman, der holdt styr på de russiske israelere og ikke de russiske oligarker, der var flyttet til Israel siden Sovjetunionens sammenbrud.

»Israel har ret til at kræve fuld tilslutning fra alle sine borgere. Den, som ikke er parat til at anerkende Israel som en jødisk og zionistisk stat, kan ikke være borger i landet«, sagde Lieberman i en tale på Saban Center for Middle East Policy i Washington tilbage i 2006, da han som nyudnævnt minister i Olmerts regering forklarede sin holdning til Mellemøst-konflikten. Han påpegede endvidere: »Fredsprocessen er baseret på tre grundlæggende falske præmisser: at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabilitet i Mellemøsten, at konflikten er territorial og ikke ideologisk, og at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten«. Uanset hvad man ellers mener om Avigdor Lieberman og hans parti, Yisrael Beiteinu, bør man tænke lidt over denne nye tilgang til konflikten. Ikke mindst i lyset af at der trods utallige fredsforsøg stadig ikke er fred mellem Israel og de arabiske lande. Og hvis Yisrael Beiteinu bliver tungen på vægtskålen, når præsident Shimon Peres en af de kommende dage skal pege på en forhandlingsleder, vil Liebermans betragtninger om Mellemøst-konflikten uden tvivl komme til at spille en vigtig rolle fremover.

Det havde derfor været interessant, hvis de danske medier havde brugt morgennyhederne i går til at analysere sig frem til, hvad Liebermans syn på konflikten vil betyde for fredsprocessen i stedet for at bruge tiden på at brændemærke et politisk parti med symboler, der tilhører det 20. århundrede.

Af Kasper Elbjørn

Den georgiske test

Den kolde krig er ovre. Alle lande har ret til at bestemme, hvilken retning de vil bevæge sig i, sagde Europa-Kommissionens formand José Manuel Barroso, da han annoncerede Kommissionen for nye naboskabsaftaler med Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Moldova og Ukraine i onsdags.

»Én ting er fælles for landene. De betragter unionen som eksempel på god regeringsførelse og en betingelse for økonomisk vækst. Og de vil gerne tættere på«, sagde Barroso.

Heri havde han helt ret, og det var ikke en dårlig dag at give de tidligere socialistiske diktaturer et klap på skulderen. Natten forinden fik Rusland lovning på genoptagelse af de diplomatiske forhandlinger i NATO-Rusland Rådet, mens Georgien og Ukraine måtte gå tomhændede hjem uden at rykke tættere på medlemskab af NATO.

Det var et forkert signal at sende både til Rusland og til Ukraine og Georgien, fordi det må bestemt gøre ondt på Georgien og Ukraine igen at få smækket NATO-døren lige i hovedet, mens Rusland bliver belønnet uden årsag. NATO havde ellers forleden en mulighed for at vise, at organisationen ikke er præget af splittelse efter afvisningen af georgisk og ukrainsk medlemskab tilbage i april, der udløste en krig mod Georgien et par måneder senere.

En af hovedårsagerne til at man heller ikke ønskede at begynde optagelsesforhandlinger i foråret, var ifølge NATO-landene at landegrænserne ikke var sikre nok til at begynde et formelt samarbejde via den såkaldte Member­ship Action Plan. Membership Action-planen kan på sigt føre til medlemskab, men den er samtidig en rigtig god gulerod for de lande, der trænger til at få en med pisken og respektere menneskerettighederne, gennemføre markedsreformer, bekæmpe kriminalitet og korruption m.v.

Resultatet af NATO-topmødet var ikke overraskende, at landegrænserne blev netop det, som NATO havde advaret imod: usikre. Det skete, da russiske tropper rykkede ind over grænsen til Georgien i sommer. Mere usikre grænser kunne Tyskland og andre af de europæiske lande, der ikke ønskede at skade forholdet til russerne, næppe have ønsket sig.

Russerne gjorde invasionstropperne klar nord for grænsen og da georgierne kom til Sydossetien sydfra for at skabe stabilitet i området, efter nogle russiskstøttede oprørsgrupper havde prøvet at skabe ballade, væltede de russiske tropper ind over grænsen til det demokratiske land med undskyldningen om, at de ville passe på russerne i området.

Resultatet af krigen var ikke blot, at Georgiens infrastruktur blev ødelagt og økonomien forværret, men også at Rusland fik held til at dele den frie verden i to.

På den ene side står i dag USA og de nye medlemslande fra Østeruopa, der alt for godt kender russernes magtspil. Og på den anden side står lande som Tyskland med den tyske udenrigsminister i spidsen, som stærkt inspireret af den tidligere socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, ikke ønsker, at handelsrelationerne til Moskva lider skade.

Frankrig tilhører normalt denne fraktion af lande, der heller ikke ønsker at skade forbindelserne til Rusland. Men den franske regering har prøvet at stille sig mere neutralt denne gang, formentlig fordi landet har formandskabet for EU.

Dertil kommer, at franske meningsdannere på tværs af det politiske spektrum har talt Georgiens sag.

Under overskriften »SOS Géorgie? SOS Europe!« skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération den 14. august, at den »georgiske test« vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien og støttede i øvrigt den konservative præsident Sarkozy ved valget i 2007. Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten. Han er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy denne gang med én stemme, og deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod Rusland, så afslører vi os selv som papir-tigre. Og det er bestemt afgørende, at vi viser russerne, at vi ikke ligger under for deres olie og gas, hvis NATO og EU skal spille en rolle på den udenrigspolitiske scene i det 21. århundrede.

Det gjorde NATO ikke i tirsdags. EU er ikke meget bedre. For nylig anbefalede Europa-Kommissionen at genoptage partnerskabsforhandlingerne med Rusland. Rusland svarede igen med dagen efter at true med at sætte missiler op langs Østersøen. Man kan håbe, at kommissionsformand Baroso havde lært af lektien, da han annoncerede de nye naboskabsaftaler. I hvert fald var det et passende budskab netop dagen efter NATO-topmødet.

Vores egen udenrigsminister Per Stig Møller (K) sagde efter NATO-topmødet, at hverken Georgien eller Ukraine var i en position, »hvor de kan lave et tiger-spring frem« mod NATO-medlemskab. Det er sørgeligt, hvis han virkelig ser sådan på det, men værre er, at vi risikerer at afsløre os selv som papir-tigre, som hverken kan springe eller gå, og ingen kan regne med.

Af Kasper Elbjørn

De forkerte undtagelser

 

Den Europæiske Union leder efter en dagsorden, som europæerne kan forstå, og som europæerne kan forholde sig til. Danmark kan være med til at sætte en ny dagsorden for Unionen, men det kræver, vi igen er fuldt og helt med af det europæiske samarbejde.

EF's Indre Marked udviklede en sammenhængskraft - mellem medlemsstaterne - som Europa aldrig før havde kendt magen til.

Formålet var at fjerne hindringer for den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital mellem medlemslandene, og strategien virkede. Frihandlen sejrede og det nye EF blev en kanon succes. I 1992 stemte danskerne nej til Maastrichttraktaten.

Maastrichttraktaten indeholdt bestemt nogle elementer, som ikke var hensigtsmæssige - især den social dimension - men da den daværende danske regering skulle forhandle en aftale på plads, så vi kunne fortsætte vores medlemskab af EU, fik vi undtagelser på tre områder, der faktisk var fornuftige nok: Det retlige, det økonomiske og det forsvarspolitiske område.

Mister indflydelse Alle tre undtagelser betyder, at vi dag for dag mister indfl ydelse på udviklingen i Europa.

Praktisk har undtagelserne heldigvis ikke den store betydning. Den retlige undtagelser besværliggør den danske deltagelse i bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, men den har heldigvis kun én gang forhindret os i at være med i bekæmpelsen af terror. Det var da Ministerrådet indførte nye funktioner i Schengeninformationssystemet.

Det er én gang for meget, men så er det altså heller ikke værre! Hvorfor ikke være ærlige og sige, at vi ønsker undtagelserne fjernet af politiske årsager.

Ikke af praktiske. Sådan er det også med euroen. Der er ikke rationelle, økonomiske argumenter for at gå ind i eurosamarbejdet, men der er en masse politiske argumenter for at være med.

Værste undtagelse Den værste undtagelse er selvfølgelig forsvarsundtagelsen.

Undtagelsen fra forsvarssamarbejdet betyder, at Danmark ikke kan deltage i planlægning eller udførelse af EU-ledede militære operationer. Dem er der ikke mange af. Ofte er vi til stede som led i FNmissioner eller NATO-missioner.

Derfor kan vi snildt være militært til stede, selvom den økonomiske genopbygning finansieres og udføres af EU. Alligevel har Danmark siden 1993 aktiveret forsvarsundtagelsen 17 gange. Det værste eksempel var i 2004, hvor danske soldater i Bosnien- Hercegovina måtte pakke sammen og rejse hjem, da EU overtog den militære opgave fra NATO.

Danmark må være med til at bære byrden, når udbredelsen af frihed kræver en militær indsats. Forsvarsundtagelsen sender et forkert signal til omverdenen og derfor må forsvarsundtagelsen væk. Jeg mener faktisk, at forsvarsundtagelsen bør stå forrest i rækken af undtagelser, der skal væk.

Hvis vi ønsker, at EU skal arbejde for fred, frihed, vækst og velstand, må vi igen være med fuldt og helt med i samarbejdet. Hvis vi vil undgå, at EU blander sig i alting, og i stedet for at være en klods om benet på danskerne, bliver et håb for fremtiden, må vi af med undtagelserne. For hvem gider at lytte til et medlem, der har det ene ben uden for døren?

Af Kasper Elbjørn

Ruslands uacceptable adfærd

Robert Petersen, der er ph.d.-studerende på Roskilde Universitets Center, skriver i kronikken 12. august, at alt tyder på, at den russiske invasion af Georgien var en reaktion på, at Georgien angreb Sydossetien. Han mener, Rusland har en god sag, og kritiserer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at sige, at intet kan retfærdiggøre, at en stormagt griber ind i et andet lands indre forhold. Det er hvad Vesten selv har gjort i Jugoslavien, Irak og flere andre steder, mener Robert Petersen.

For det første kan man spørge sig selv, hvordan en krig mod et andet land kan være en god sag, men dertil kommer, at Sydossetien er en del af Georgien. Derfor er Georgien i sin fulde ret til at sætte militært ind mod oprørsstyrkerne, der ønsker selvstændighed fra Georgien, og Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig. For det tredje kan man ikke sammenligne forholdene i Sydossetien med hverken det tidligere Jugoslavien eller Irak.

Inden NATO greb ind, foregik en systematisk etnisk udrensning i Kosovo. Det er heldigvis ikke sket i Georgien. Sammenligningen med Irak er også behæftet med fejl. Iraks tidligere diktator Saddam Husseins styre dyrkede konsekvent myten om, at han havde masseødelæggelsesvåben, og destabiliserede hele regionen, imens han nægtede at overholde FNs resolutioner. Der er tale om en helt og aldeles anderledes situation end i Georgien.

Til sidst skriver Robert Petersen, at det hele faktisk er Vestens skyld, fordi NATO og EU blev udvidet østover trods russiske protester. Vi føjede »spot til skade« efter den Kolde Krig, skriver han.

Må jeg minde om, at det var selvstændige, demokratiske nationer, der frivilligt søgte optagelse i NATO og EU, og i alt, alt for lang tid måtte vente på at blive formelt optaget. Hvis Vesten føjede nogen »spot til skade« var det ikke overfor Rusland, men overfor ansøgerlandene, som vi først efterlod bag Jerntæppet i 50 år til et socialistisk rædselsregime styret fra Moskva, for dernæst at lade dem vente over ti år på at blive optaget i de organisationer, der havde sikret os selv både frihed og velstand.

Nu må vi så vise, at vi ikke igen er os selv nok. De omkringliggende lande holder øje med, hvad vi gør. De ved godt, de står som de næste i køen af lande, som Rusland ikke respekterer.

Jeg er enig i, at NATO og EU fremstår foruroligende splittede og ufokuserede. Man kan også med god grund argumentere for, at Georgiens deltagelse i befrielsen af Irak burde have været sikkerhed nok for landet, og at USA skulle have gjort mere end blot fragte de 2.000 georgiske soldater hjem fra Irak.

Men den amerikanske præsident skal alligevel have ros for sin tale natten til tirsdag, der satte tonen for, hvordan vi bør reagere overfor de russiske aggressioner. Han kaldte det »en uacceptabel fremfærd i det 21. århundrede«. Frankrigs præsident og udenrigsministers indsats for at stoppe krigen bør ligeledes fremhæves, ligesom den britiske udenrigsminister var befriende klar i mælet, da han onsdag sagde, at forholdet mellem EU og Rusland skal tages op til revision på EUs udenrigsministermøde 6. september.

Hvis NATO og EU skal spille en rolle på den udenrigspolitiske scene i det 21. århundrede, må der nu handling bag ordene. Et løfte om optagelse i NATO er et uundgåeligt skridt i den retning.

Af Kasper Elbjørn

Friheden må ikke ofres på klimaets alter

Et par dage efter regeringsdannelsen skrev Berlingske Tidende på forsiden, at den nye klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) var klar til at presse alverdens stormagter for at sikre en ambitiøs klimaaftale. Det er aktivistisk udenrigs­politik, så det batter, og den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er værd at fastholde. Ikke på grund af klimaet, men fordi aktivismen skaber mulighed for at kæmpe for, at undertrykkelsen af mennesker rundt omkring i verden og brugen af tvang minimeres så meget som muligt. Det var det oprindelige formål med kovendingen i udenrigspolitikken for 20 år siden, og der er god grund til at frygte, at lige netop den globale klimaaftale, der skal indgås i København i 2009, vil være en barriere for dette mål.

Den aktivistiske udenrigspolitik har haft bred opbakning i den danske befolkning, lige siden statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sammen med de radikale ledere Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær indgik en nærmest uhellig udenrigspolitisk alliance i 1988. Efter Schlüters afgang blev den aktivistiske linie videreført af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og især hans første forsvarsminister, Hans Hækkerup (S), og de har sikkert ikke haft det let i en folketingsgruppe, hvor mange stadig led af Vietnam-syndromets indbyggede dybe skepsis til USA. Krigene i Kuwait, eks-Jugoslavien og senere i Afghanistan og især Irak kunne ligeledes let have kæntret båden, men danskerne holdt stædigt fast i den aktivistiske linie.

Det betyder dog ikke, at en regering kan vinde valg på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er fortsat ingen leder i den frie verden, der har vundet et valg på udenrigspolitik. I denne valgkamp prøvede den mest ekstreme venstrefløj alligevel at spille Irak-kortet, men uden held. Det hænger formentlig sammen med, at Danmark - på godt og ondt - slet ikke deltager i krigen mere, samtidig med at antallet af angreb er mere end halveret i forhold til i sommer. Det går endelig i den rigtige retning.

En egentlig debat om Irak-krigen og dermed den aktivistiske udenrigspolitik var derfor ikke-­eksisterende frem til, at stats- og vicestatsministeren præsenterede regeringsgrundlaget for den genvalgte regering 22. november. Godt gemt mellem løfter om mere velfærd og lavere skat stod der, at regeringen ville fastholde Danmarks høje internationale engagement i fredsbevarende og fredsskabende indsatser. Meget mere konkret blev det ikke. Og det er der nok en god grund til, da der først og fremmest står klima på den udenrigspolitiske dagsorden frem til 2009.

Der er ikke noget galt i, at regeringen prioriterer klimaaftalen. Der er al mulig grund til at forhindre alvorlige og uoprettelige klimaændringer, hvis man kan, og vores aktivistiske udenrigspolitik har banet vejen for, at vi muligvis kan få alle ombord ved topmødet i 2009. Men det er det forkerte tidspunkt at stikke halen mellem benene og efterlade opposi­tionsbevægelserne rundt omkring i verden på grund af stigende vandstand.

De første foruroligende tegn på, at vi er på vej ud ad denne deroute kom i forbindelse med det russiske parlamentsvalg. Uanset hvor meget regeringen har brug for Kremls støtte til en klimaaftale, er det forkert, at Danmark ikke protesterer over fængslingen af en af oppositionens ledere, Garry Kasparov, ligesom vi skal stå først i koret af EU-medlemmer, der forlanger ukrainsk medlemskab af EU og NATO. Vi skal ikke være russisk klimagidsel.

Det samme gælder over for Kina. Vi ved, at de danske chefforhandlere har brug for de kinesiske kommunister i 2009, men det ændrer ikke ved, at vi bør fortælle kommunisterne, at vi ikke vil acceptere nogen form for krænkelser af den kinesiske befolkning, ligesom vi bestemt heller ikke vil acceptere, at regimet krænker sine demokratiske naboers suverænitet. Hvad enten det er direkte eller indirekte. Økonomisk eller militært.

Landene i Mellemøsten skal selvfølgelig også med i klimaaftalen. Og i sagen om den 19-årige saudiske pige, der blev voldtaget af syv mænd og derefter idømt 60 dages fængsel og 200 piskeslag, fordi hun var i bil med en mand, hun ikke var i familie med, fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) travlt med at samle EU-landene i en fælles protest. Der kom ingen dansk afstandtagen fra den groteske sag.

I Libanon har den demokratiske regering brug for vores støtte, når politikere og journalister bliver angrebet på åben gade med iransk-producerede bomber, eller når terrororganisationer truer det demokratiske fundament i landet, også selvom andre diktaturstater ikke ser en interesse heri.

Ved siden af Libanon ligger Syrien. Strategien over for Syrien burde være ligetil. Alle soldater i Libanon skal trækkes tilbage, al støtte til terrorvirksomhed må stoppes, grænserne lukkes, alle Saddam-støtter, der flygtede til landet, skal udleveres og Israel accepteres, ligesom markedsreformer, ytringsfrihed og demokrati skal implementeres. Til gengæld skal vi hjælpe med at genopbygge landet økonomisk - og Assad-familien kan endda få lov til at blive siddende - indtil de første demokratiske valg fjerner familien fra den politiske magt. Strategien kunne nemt fremføres af Danmark i henhold til regeringsgrundlaget og overføres til andre lande med tiden.

Iran, landet hvor man hænger homoseksuelle, kan ikke blackmailes til frihed, og udgør den største trussel mod den frie verdens interesser i dag.

I sidste uge kom det frem i en CIA-rapport, at Iran holdt op med at udvikle atomvåben i tiden efter fjernelsen af Saddam Husseins styre i Irak i 2003. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad jublede og kaldte rapporten for en sejrserklæring. Det er altid en sejr, når sandheden kommer frem, men i den frie verden er der ingen grund til at juble. Præsident Ahmadinejads begejstring over kvaliteten af efterretnings­undersøgelserne er naturligvis en anerkendelse af hele rapporten. Her er det værd at bemærke, at rapporten også fortæller, at den iranske regering stadig yder økonomisk støtte til og træning af terrorister i Irak. Det anerkender det teokratiske styre altså nu.

Iran opfordrer til og arbejder fortsat for ustabilitet og kaos, men situationen i Iran er ikke håbløs. På mange måder kan den sammenlignes med situationen i Polen i 1983. Vi ved, oppositionen er der, og regeringerne i den vestlige verden må styrke efterretningerne i landet, så vi bedre kender de enkelte mennesker i oppositionsbevægelsen. Vi skal efterligne Reagan-administrationens politik over for Polen i begyndelsen af 1980erne og hjælpe oppositionen i Irak, følge dem og råbe op, når de pludselig forsvinder. Det må ønsket om en global klimaaftale naturligvis ikke forhindre. Ligesom klimaaftalen ikke må mindske presset på Mellemøsten for at bekæmpe og udrydde terrororganisationer som Hamas, Hizbollah, Al-Aqsas Brigader m.fl.

Samme strategi burde man for lang tid siden have ført over for Latinamerika. Det er længe siden, at nationer bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur. Siden Den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med markedsøkonomiens indtog over hele verden er statens magt blevet udhulet og diktatorerne forsvundet eller fjernet. Befolkningen er heldigvis begyndt at sige fra over for Venezuelas præsident Hugo Chavez. Nu må den frie verden vise, at vi har hørt deres nødråb. Chavez' planer om en centralt styret planøkonomi i et latinamerikansk storrum lader sig ikke stoppe af en klimaaftale.

Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne på den frie verdens næste træk, og det er ikke nødvendigvis krig, men det er altså heller ikke klimapolitik. Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forliger os på gode hensigter og nøjes med at kalde blodige despoter for banditter. Det er der ingen, der tager seriøst udover et par enkelte skrivebordsjournalister.

Nu er det op til offentligheden, medierne og alle de udenrigspolitiske ordførere i det nyvalgte Folketing at sikre, at benovelsen over, at Danmark skal være vært for klimatopmødet i 2009 ikke fører til en eneste indrømmelse til diktatorer og despoter, når det gælder demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Klimaindsatsen må ikke overskygge eller overtrumfe kampen for frihed og erobre Danmarks udenrigspolitiske manøvrerum. Friheden skal ikke ofres på klimaets alter

Af Kasper Elbjørn

Opgør med fodnoterne

Med den tilspidsede situation i Afghanistan og den fortsatte krise i Irak er den aktivistiske danske udenrigspolitik og Danmarks tætte sikkerhedspolitiske samarbejde med USA endnu engang til debat. Imidlertid synes der at være en bemærkelsesværdig enighed om grundlaget for den aktivistiske danske udenrigspolitik.

I dag stiller ingen af de toneangivende politiske aktører spørgsmålstegn ved en fortsat aktivistisk udenrigspolitik, og selv regeringens tætte samarbejde med USA er bredt accepteret.

I vidt omfang er linien da også en videreførelse af den tidligere SR-regerings politik. Både aktivisme og atlantisme er blevet centrale elementer i dansk udenrigspolitik, og debatten handler ikke om, hvorvidt aktivisme og atlantisme skal være grundpillerne i politikken, men hvordan de skal være det.

Danmarks udenrigspolitiske aktivisme blev først formuleret i det såkaldte "forståelsesbrev" forfattet af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Det Radikale Venstres udenrigspolitiske ordfører Lone Dybkjær i juni 1988.

Det sigtede mod "...at sikre et solidt grundlag for en aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som muliggør et positivt dansk bidrag til afspænding og nedrustning samtidig med, at hensynet til dansk sikkerhed varetages...".

Brevet blev startskuddet til et opgør med den traditionelt passive og reaktive danske udenrigspolitik og ikke mindst med den politik, der mellem 1982 og 1988 pålagde den borgerlige regering at fremsætte fodnoter til de fælles NATO-beslutninger og dermed sendte Danmark ud på kanten af det acceptable for et NATO-medlem.

Fodnotepolitikken udgjorde en betragtelig skærpelse af den traditionelle forbeholdne position, som Danmark indtog i forholdet til NATO. Fodnoterne ændrede omverdenens opfattelse af Danmark som et land solidt plantet i NATO.

Imidlertid var Uffe Ellemann-Jensen en meget skarp kritiker af det sikkerhedspolitiske flertal og dets dagsordener, og hans holdning var velkendt hos vores allierede, hvilket formentlig har hjulpet på stemningen, når en fodnote blev skrevet ind i de fælles NATO-beslutninger.

Derfor kan man med rette sige, at selv om fodnoterne tærede på Danmarks goodwill og på længere sigt udgjorde en potentiel risiko for vores frihed og demokrati, så gik Danmark alligevel ud af fodnoteperioden uden for alvor at have mere end ridser i omdømmet hos USA og resten af den frie verden.

Aftalen om forståelsesbrevet blev en afgørende begivenhed i dansk historie. Ikke blot fordi Det radikale Venstre på Lone Dybkjærs opfordring brød med partiets traditionelle linie i udenrigspolitikken af hensyn til landets sikkerhed.

Begivenheden var også afgørende, fordi aftalen i kombination med afslutningen af den Kolde Krig skabte helt nye muligheder for dansk udenrigspolitik.

Indtil afslutningen af den Kolde Krig var de europæiske småstaters udenrigspolitiske handlemuligheder i høj grad bundet af den sikkerhedspolitiske spænding mellem de to blokke med USA og Sovjetunionen i spidsen. For Danmark betød det, at ligesom udenrigspolitikken fra 1864 og frem til 1945 havde været påvirket af den mulige trussel fra Tyskland, så var den fra 1945 til 1989 præget af den mulige trussel fra Sovjetunionen.

Efter 1989 er magtpolitikken fortsat et grundvilkår i international politik, men dens virkemidler har undergået en væsentlig forandring i det euro-atlantiske område, hvor militær magt spiller en mindre rolle end tidligere, og diplomatisk kompetence til gengæld er blevet vigtigere.

Forståelsesbrevet muliggjorde en maksimal udnyttelse af disse nye muligheder ved at skabe det indenrigspolitiske grundlag for, at en kvalitativ ændring af trusselsbilledet kunne følges op af en kvalitativ ændring af sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Perspektivet i dansk udenrigspolitik blev globalt i forfølgelsen af klassiske udenrigspolitiske mål som sikkerhed, velstand og værdier, og sikkerhed blev anset for at være en fælles udfordring snarere end et nationalt problem.

De nødvendige ressourcer for at føre politikken ud i livet og en generelt større risikovillighed skabte gode betingelser for en aktiv politik.

Politikken kom op gennem 1990'erne til udtryk både i det geografiske nærområde, hvor Danmarks spillede en meget aktiv rolle i forhold til de baltiske lande, i udvidelsen af NATO og særligt EU, og globalt, hvor Danmark bl.a. gennemgik en såkaldt militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken gennem sin meget omfattende deltagelse i internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse.

Aktiv militær indsats blev nu opfattet som et legitimt udenrigspolitisk middel, hvis målet var international fred og sikkerhed og menneskerettigheder, og den foretrukne samarbejdspartner i sikkerhedspolitikken var som oftest USA.

Kontrasten mellem nutid og fortid blev endnu tydeligere efter terrorangrebene på New York og Washington 11. september 2001, da den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen så terrorangrebene som udtryk for et angreb på alt, hvad vi står for - individuel frihed, fælles sikkerhed og demokrati - og betonede, at Danmark ville stå skulder ved skulder med USA og sine andre NATO-allierede.

Han understregede, at vores fremtid og vores sikkerhed er fælles, Danmarks sikkerhed er identisk med NATO og USA's sikkerhed. Modsætningen til den fodnotepolitik, som mindre end 15 år tidligere havde været synonym med den sikkerhedspolitiske kurs i statsministerens eget parti, var til at tage og føle på.

Anders Fogh Rasmussens regering har overordnet set fastholdt prioriteterne fra 1990'erne, men samtidig også skruet op for både aktivisme og atlantisme.

Politikken er ikke kun tilpasset det nye trusselsbillede efter 11. september og de begrænsninger, som det danske forsvarsforbehold pålægger regeringen i forhold til EU-samarbejdet.

Den er i lige så høj grad et ideologisk opgør med fortiden, en del af en mere generel værdikamp, hvor villigheden til at bringe ofre for at nå sine overordnede mål ofte understreges med direkte henvisning til kontrasten til besættelsen og fodnoteperiodens udenrigspolitik.

Samtidig med, at aktivismen er fortsat, er dens gevinster og faldgruber blevet stadig tydeligere.

På den ene side rummer aktivismen mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os og forholde sig til globaliseringens udfordringer.

Dertil kommer muligheden for at deltage i udbredelsen af frihed, markedsøkonomi og demokrati til stadig flere lande, særligt i samarbejde med USA.

På den anden side omfatter i hvert fald den sidste type af projekter en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder uafhængigt af befolkningens ønsker.

Den såkaldte sociale ingeniørkunst er ikke bare utopisk, men også udgiftstung for de deltagende landes borgere, livsfarlig for både soldater og civile og rummer samtidig risikoen for at undergrave respekten for de værdier, som er målet.

Hvilken lære de politiske beslutningstagere vil drage af dette i fremtiden, ved vi ikke, men deres svar vil næppe indeholde så radikale opgør med fortiden som både fodnoteperioden og den efterfølgende forståelse af Danmarks rolle i international politik på meget forskellig vis var udtryk for. Aktivismen er kommet for at blive.

Af Kasper Elbjørn

EU svigtede det ukrainske folk

Friheden gik sin march i endnu et europæisk land tirsdag aften, men det var ikke på grund af EU – nærmest tværtimod.

Ukraines hovedstad ligner måske stadig et sovjetisk museum, men Kijev emmede af frihed og demokrati, da titusindvis af demonstranter gik til præsidentpaladset og forlangte, at magthaverne anerkendte, at oppositionslederen Viktor Jusjtjenko vandt præsidentvalget.

Hidtil har EU udtalt sig nølende til valgsvindlen i Ukraine. Det hollandske EU-formandskab, der har den tvivlsomme ære at skulle udtale sig på EUs vegne, havde ingenting at sige til situationen tirsdag aften. Ingen udmelding til fordel for det ukrainske folks bestræbelser på at håndhæve deres valg af præsident. Reelt kom der slet ikke anden melding fra EU, end at man opfordrede til, at de ukrainske myndigheder bevarede en vis selvdisciplin.

En international organisation, som er baseret på frihed, demokrati og menneskerettigheder, og som inden længe vil bede om befolkningens opbakning til en ny forfatning, der skal styrke EU i Europa og verden omkring os, syntes overordentlig lidt interesseret i 47 millioner europæere i Ukraine. Ukrainerne, der efter udvidelsen af EU 1. maj blev EUs nabo i Øst, er åbenbart værd at ofre til fordel for Gerhard Schröder, Jacques Chirac og Silvio Berlusconis gode ven Vladimir Putin. Præsident Putin har således ikke ligget på den lade side, når det kommer til valget i Ukraine. Rusland har aktivt støttet Ukraines statsminister Viktor Janukovitj, som var de nuværende magthaveres præsidentkandidat. USA har heldigvis ikke holdt sig tilbage. På værdig vis sagde en talsmand for udenrigsminister Powell tirsdag aften, at præsidentvalget ikke var frit, ikke var fair, og ikke reflekterede folkets vilje. Derfor var USAs holdning helt klar, at myndighederne skulle genoprette folkets tillid og valgets legitimitet. Folkets vilje skulle efterkommes og være reflekteret i udfaldet af valget. Det var klar tale, og i Europa er det også tid at støtte frihedsbevægelserne i Ukraine. Vi kan ikke være andet bekendt.

Medlemskab af EU og især NATO giver selv små lande muligheden for at komme med provokerende meldinger over for stormagter, fordi vi ved, at vi er sikret af vores allierede . Den mulighed skal man gribe endnu en gang. Lige nu gælder det det hårdt prøvede folk i Ukraine. Det er tid for europæiske lande, der rent faktisk mener, hvad de siger, når de taler om frihed og demokrati, at støtte befolkningens krav om et regimeskifte. Vi skal ikke love dem guld og grønne skove, men vi skal hjælpe dem på vej til en bedre fremtid og gerne også medlemskab af EU og NATO på længere sigt. Det er EUs omdømme, der er på spil. Og i Ukraine kan det være kød og blod.

Af Kasper Elbjørn

Forsøg på historieomskrivning

Tidligere forsvars- og udenrigsminister Kjeld Olesen påstår i JP 13/11, at han og Socialdemokratiet virkelig mente den fodnotepolitik, der besværliggjorde Danmarks engagement i NATO i 1980'erne. Men hvorfor støttede Olesen NATO's dobbeltbeslutning uden så meget som en enkelt fodnote, da partiet var i regering? Historien er jo, at den daværende socialdemokratiske regering, hvori Olesen var udenrigsminister, støttede kansler Helmut Schmidts ide om en dobbeltbeslutning. Helmut Schmidt forstod modsat så mange andre, at man blev nødt til at forhandle med Sovjetunionen udfra en styrkens position, og dobbeltbeslutningen gik ud på at opruste samtidig med, at man forhandlede. Dengang vidste man ikke, at beslutningen ville markere begyndelsen på afslutningen af Den Kolde Krig, men heldigvis bakkede den socialdemokratiske regering op om dobbeltbeslutningen sammen med vores partnere i NATO.

Afgørende element

S-regeringen forpligtede helt naturligt Danmark til at deltage i finansieringen af oprustningen, som jo var et afgørende element i beslutningen. Opbakningen varede imidlertid kun, til S kom i opposition i september 1982. Nu havde man den helt modsatte holdning til dobbeltbeslutningen. Olesen og regeringen havde ikke behøvet helhjertet at støtte dobbeltbeslutningen og finansieringen heraf. Danmark kunne sagtens have fået en fodnote, ligesom vi fik, da Olesen og hans partikammerater var gået af. Det er et ynkeligt forsøg på at omskrive historien, når Olesen over for JP 13/11 påstår, at S's motiv ændrede sig i 1982. Årsagen til den nye holdning til NATO skulle efter sigende være, at Ronald Reagan var blevet præsident. Påstanden er grotesk. Intet havde ændret sig i 1982, andet end at S var i opposition. Reagan vandt præsidentvalget i 1980 og blev indsat i januar 1981, ikke i september 1982, men der skulle altså gå 19 måneder, før S var uenig med ham.

Tydeligt sprog

Reagan symboliserede dengang som nu den aktive modstand mod Sovjetunionen, og han kan med rette tage æren for afslutningen på Den Kolde Krig, men Kjeld Olesen har da sovet i timen, hvis han tror, at Reagans strategi over for Sovjetunionen var en nyskabelse. Jeg er sikker på, at Reagan gerne ville have taget æren for dobbeltbeslutningen, men Helmut Schmidt havde allerede leget med tanken så tidligt som i 1977, og Danmark havde støttet principperne uden fodnoter. Historien taler sit tydelige sprog. Og det gør Kjeld Olesen desværre også.

Af Kasper Elbjørn

NATO går foruroligende fremtid i møde

 

JOHAN KELLER (JK) skriver i et indlæg 13/2, at NATO-traktatens art. 4 handler om at komme et partnerland til undsætning, hvis det bliver angrebet. Det er ikke korrekt. JK forveksler muligvis art. 4 med art. 5. Ifølge NATO-traktatens art. 4 kan alliancens medlemmer bede om konsultationer, hvis de føler sig truet. Det var det, Tyrkiet gjorde i mandags, hvilket er helt legalt. Derimod var Frankrig, Tyskland og Belgiens modstand mod at hjælpe Tyrkiet ganske foruroligende for NATO's fremtid. De tre lande forhindrede således ugen igennem NATO i at hjælpe Tyrkiet med at tage blot de mindste forberedelser til at modstå et angreb fra Irak.

NATO fremstod splittet og handlingslammet, fordi de tre lande lod diskussionerne i FN overskygge NATO's idealistiske principper.

JK skriver, at han er ganske tilfreds med denne udvikling. Han mener, at danskerne i øjeblikket er bedre tjent med at lade sig repræsentere af Europas hofnar, den belgiske udenrigsminister, der stod bag bruddet i NATO.

Den holdning må stå for helt egen regning. Noget tyder på, at JK fik sat sig lidt for hurtigt ved tasterne. Danmark, såvel som Europa og resten af verden, er naturligvis langt bedre tjent med udenrigsministre, der, inspireret af Winston Churchill, ønsker internationale handlekraftige alliancer og organisationer, herunder et NATO, der lever op til de idealistiske principper, som NATO blev bygget på.

Af Kasper Elbjørn