Blog (Tag: nyrup)

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

God weekend - især til de liberale i Venstre

Modsat hvad mange af denne blogs læsere tror, er jeg faktisk ikke medlem af Liberal Alliance, men stadig medlem af Venstre.

Faktisk har jeg ikke været så glad for mit medlemskab af Venstre siden 1998.

1998 er ikke et tilfældigt år. Det var året, hvor Uffe Ellemann-Jensen, Venstres daværende formand, mod alle odds var ét mandat fra at vælte statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) af statsministertaburetten.

Ved folketingsvalget i 1998 fik Venstre 24 procent af stemmerne eller 42 mandater.

Det svarer præcist til, hvad Venstre fik i den seneste Gallup-måling.

Når jeg netop kun fremhæver Gallup instituttets måling, er det heller ikke tilfældigt.

Folketingsvalget i 1998 var så uforudsigeligt, at ingen meningsmålingsinstitutter gættede på det endelige resultat.
Kun Gallup forudsagde, at Nyrup Rasmussen ville fortsætte som statsminister.

Siden har jeg kun stolet på Gallups målinger.

Det burde se langt værre ud for Løkke
Det ser altså ikke så skidt ud for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som man ellers ofte læser.

Det burde faktisk se langt værre ud, og det undrer mig, at oppositionen efter ni års borgerlig-liberal regering ikke ligger bedre end de gør.

I den seneste Gallup-måling fra november, fører VK-regeringen og dens to støtte partier ligefrem på trods af den økonomiske krise.

Det er næsten ligeså underligt, som dengang i 1998, hvor oppositionen op til valget lå foran SR-regeringen og dens støttepartier i mange målinger, selvom Danmark dengang var inde i en økonomisk højkonjunktur.

Som jeg tidligere har skrevet tror mange stadig på den gamle skrøne om, at oppositionen med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen tabte valget i 1998, fordi han var for liberal.

Det er nonsens.

Sandheden er, at ingen dansk statsminister har tabt et folketingsvalg under en højkonjunktur udover ved folketingsvalget i januar 1968, hvor danskerne smed det røde kabinet på porten efter kun 14 måneder.

Det underlige var således ikke, at Ellemann-Jensen ikke vandt i 1998, men at Nyrup var lige ved at tabe.

Vi må tage et opgør med politikernes gavementalitet
Dermed ikke sagt, at en statsminister ikke kan vinde et valg under en økonomisk lavkonjunktur.

Det er der masser af eksempler på. Tænk bare på statsminister Poul Schlüter (K), der blev genvalgt i 1987, 1988 og igen i 1990 under Kartoffelkuren.

Det kræver dog, at man melder klart ud, hvad man vil gøre ved den økonomiske krise, og jeg håber og tror, regeringen ligger så godt, som den gør, på trods af ni års regeringsnedslidning og uro på bagsmækken, fordi danskerne inderst inde godt ved, at vi - med statsministerens ord – må tage et opgør med politikernes gavementalitet.

Optimisme og liberale visioner
Det bliver ikke let at vinde valget.

Men der var alligevel god grund til, at Løkke Rasmussen sprudlede af optimisme og liberale visioner, da han gæstede DR2 Deadline mandag 22. november 2010.

Her slog statsministeren endnu engang fast, at vi skal skabe mere konkurrence i vores samfund for at øge vores produktivitet, fordi kun herigennem kan vi skabe vækst og velstand.

At vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem.

Statsministeren fortsatte den liberale linje efter regeringens Vækstforum i Aalborg.

»Der er for lav produktivitet i Danmark, og det er en del af løsningen at lave en ordentlig kappestrid mellem det offentlige og private«, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det er den slags udtalelser, der gør mig glad for stadig at være medlem af Venstre.

Fordi hvis ikke de liberale i Venstre står fast på en liberal dagsorden »dalrer alting bare derudaf«, som Uffe Ellemann-Jensen engang sagde

Af Kasper Elbjørn

Det kræver mod

Det kræver mod at sige sin mening, selvom man ved, at et flertal i befolkningen er uenig.

Jeg hører ikke til blandt de største fans af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men jeg har stor respekt for den måde, hvorpå han håndterede statsministerembedet, og jeg var enig i hans udenrigspolitiske linje.

Den var rigtig og modig.

Derfor var det godt at se den nuværende udenrigsminister forsvare linjen i går. Jeg var faktisk lidt bange for, at den nye regering også havde taget et opgør med udenrigspolitikken.

Den kultur-liberale
Derimod var jeg ikke altid enig i den indenrigspolitiske linje og økonomiske politik under Anders Fogh Rasmussen.

Da Fogh skulle forklare til Politiken sidste år, hvad han stod for, og hvordan han gerne ville huskes, sagde han, at han var kultur-liberal.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, og jeg forstår ikke, hvad det betyder i dag.

Hvis man skal karakterisere den ideologiske kurs 2001-2009, ville jeg nok hælde mere til nationalkonservatisme. Det var sikkert også derfor, at vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) aldrig brokkede sig. Han var godt tilfreds med den ideologiske linje.

Stakkels Ulla
Når jeg diskuterer med mine gamle venner hos tænketanken CEPOS, plejer jeg at bruge det argument, at der ikke er noget at sige til, at daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kom i politisk unåde hos regeringschefen, og blev flyttet fra undervisningsministeriet til det dengang farveløse udviklingsministerium.

Hun tiltrådte som undervisningsminister i troen på, at nu skulle der føres liberal undervisningspolitik med fokus på mangfoldighed og valgfrihed.

Men det var ikke det, der stod i drejebogen.

Efter tre år på posten blev hun sendt i udviklingseksil, og i stedet fik Bertel Haarder sit gamle ministerium tilbage. Da han tiltrådte, sagde han, at han var »blevet lidt mere voksen og lidt mere blød og venlig,« men politikken var den samme som i 1980erne.

Det passede både statsministeren og de Konservative godt, da man næppe kan kalde hans undervisningspolitik for liberal. Det skriver jeg, selvom jeg ellers anser ham for at være et liberalt fyrtårn.

De nationalkonservatives sejr
Anders Fogh Rasmussens ideologiske linje passede danskerne godt. Ellers var han ikke blevet valgt tre gange. Hvis nogen vandt kultur- og værdikampen i sidste årti, var det derfor de nationalkonservative. Jeg vil lade historikerne dømme om det var Anders Foghs Rasmussens fortjeneste eller om han blot ramte en ideologisk åre, som han forstod at udnytte.

Den udenrigspolitiske linje under Anders Fogh Rasmussen er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at historikerne vil belønne ham for uanset om de er enige eller ej.

Aldrig tidligere har Danmark haft så meget magt og indflydelse som under Fogh.

Den aktivistiske linje blev modigt grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1980’erne.

Jeg har skrevet et kapitel om »forståelsesbrevet« mellem Ellemann og den Radikale Lone Dybkjær i antologien »20 begivenheder der skabte Danmark«, der afsluttede den såkaldte »fodnoteperiode«, og reelt grundlagde den aktivistiske udenrigspolitik.

Det var ikke en let beslutning – slet ikke for Dybkjær.

Det har heller ikke været let for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og forsvarsminister Hans Hækkerup (V) at fortsætte den aktivistiske linje i 1990erne.

Der er ingen tvivl om, at de må have taget mange kampe med en vis finansminister i de år.

Frøene der blev sået af Ellemann, og voksede under Hækkerup, blev imidlertid høstet af Fogh.

Det krævede også mod.

Ingen vidste om danskerne var parate til at påtage sig det ansvar, der følger af aktivistisk udenrigspolitik, hvor man ikke nøjes med at sige al det rigtige, men også tager ansvar, og kæmper for de værdier, man tror på sammen med andre, der bekender sig til samme værdier.

Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet
Det viste Fogh, at han ikke var bange for at sige, selvom han var midt i en valgkamp.

»Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN’s Sikkerhedsråds resolutioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde på Aarhus Universitet i 2005. »Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at forsvare sig«.

Jeg er ret sikker på, de fleste danskere faktisk var mere enige i den politik, som oppositionslederen, Mogens Lykketoft (S) repræsenterede, men Fogh stod fast i udenrigspolitikken, og det havde danskerne respekt for.

Jeg selv var enig med Fogh.

En uskøn forening
Derfor er jeg også enig med vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der torsdag forsvarede regeringens linje overfor Israel efter tre forhenværende udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen – i en uskøn forening rettede hård kritik mod Israel.

»Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamas-bevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?,« spurgte Lene Espersen retorisk.

Det letteste for den udskældte minister havde været at tale de tre forgængerne efter munden. Jeg tror faktisk, de er på linje med de fleste danskere.

Det betyder dog ikke, at de har ret.

Det ved i hvert fald Uffe Ellemann-Jensen alt om.

Af Kasper Elbjørn

Den idépolitiske kamp begynder i dag

Pinsen er den kirkelige markering af Helligåndens komme, men Helligånden kom ikke de borgerlige og liberale til hjælp denne pinse.

Tværtimod udstillede aviserne i pinsen modløsheden hos de borgerlige og liberale.

Jeg kan godt forstå modløsheden, men hvis regeringen får sin krisepakke igennem i dag, er der håb forude.

Fordi så begynder den idépolitiske kamp, vi har længtes efter.

Løssluppen udgiftspolitik er ingen nyhed
Modløsheden hos de borgerlige skyldes nemlig ikke det økonomiske morads, vi er havnet i.

Politikens forside søndag om, at Anders Fogh Rasmussens VK-regeringer ikke formåede at holde de offentlige udgifter i ro, er ikke en nyhed for os borgerlige.

De fleste af os har i årevis vidst, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) førte en næsten ligeså løssluppen udgiftspolitik som Poul Nyrup Rasmussen (S) gjorde i 1990erne.

Hvis noget er overraskende, er det snarere, at danskerne indtil i søndags troede, at VK-regeringen skar ned, når virkeligheden er, at man nærmest spulede pengene ned i de kommunale kasser og gang på gang lod dem springe budgetterne.

12 minutter eller 730 dage
Årsagen til modløsheden er heller ikke politikernes manglende vilje til at rydde op i økonomien.

Politikerne synes alle - lige fra Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti over Socialdemokraterne og Venstre til De Konservative og Liberal Alliance - at erkende, at der er en økonomisk krise, og at vi bliver nødt til at gøre noget ved den.

De forslag, der ligger på bordet, afhjælper ikke de udfordringer, vi står over for i fremtiden.

Højere indkomstskat får ikke folk til at arbejde mere.

Omvendt skal de forslag, jeg har set, nok hjælpe os videre på den korte bane. Ikke at jeg tror krisen kan overstås på 12 minutter, men 730 dage lyder realistisk.

Skattestoppet uden ånd
Politikens spændende nekrolog over skattestoppet i søndags gjorde måske ikke humøret bedre, men det er heller ikke bruddet med skattestoppet, der er årsagen til de borgerlige og liberales modløshed.

De fleste af os kan nemlig huske, at Anders Fogh Rasmussen lovede, at når først skattestoppet var trådt i kraft, ville regeringen omgående arbejde for at sikre egentlige skattelettelser.

Det skulle ske gennem en tre-trins raket:

1. Først nulvækst i den offentlige sektor, hvilket skulle skabe et stigende overskud på budgettet.

2. Dernæst skulle overskuddet bruges til at bringe gælden ned for at få rentebyrden til at falde.

3. Til sidst skulle de sparede renter bruges til skattelettelser.

Det skete bare aldrig.

I stedet fik vi daværende skatteminister Svend Erik Hovmands skattestop, som måske nok forhindrede skatterne i at stige, men aflivede ånden i det oprindelige skattestop ved at tillade væksten i den offentlige sektor at stige med ca. 1,6% i årene under Fogh 2001-2009.

Thorning slår Løkke
Meningsmålingerne er bestemt heller ikke årsagen til modløsheden.

De fleste tror stadig på den gamle skrøne om, at Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, tabte valget den 11. marts 1998, fordi han var for liberal - eller fordi han blev ramt af hybris fordi han blevet citeret for at sige »den er hjemme« på forsiden af Ekstra Bladet på valgdagen.

Sandheden er, at ingen dansk statsminister har tabt et folketingsvalg på toppen af et økonomisk opsving - udover ved folketingsvalget i januar 1968, hvor danskerne smed det røde kabinet på porten efter kun 14 måneder.

Det underlige var således ikke, at Ellemann ikke vandt, men at Nyrup var lige ved at tabe.

Der skal simpelthen ske et mirakel, hvis ikke statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt efter næste folketingsvalg.

Det underlige i dag er, at den socialistiske blok ikke står stærkere.

Thor, Bertel, Britta og Uffe
Nej, modløsheden skyldes noget helt, helt andet.

Ole Birk Olesen, der er redaktør for nyhedsportalen 180grader.dk, satte ikke bare fingeren på det ømme sted i sin søndagsklumme i Morgenavisen Jyllands-Posten den 23. maj. Hans sylespidse pind kørte rundt i såret på os borgerlig-liberale, som intet andet skriv denne pinse.

Han skrev, at hvis ikke Venstre havde haft ideologisk markante skikkelser som Bertel Haarder, Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen stående lige bag Uffe Ellemann-Jensen i 1980erne og 1990erne, havde de borgerlig-liberale måske nok stemt borgerligt, men ikke nødvendigvis på Venstre, og helt sikkert ikke med den stolthed, som vi følte i de år.

Og så kom det dræbende stød, som jeg tror, er årsagen til modløsheden hos de borgerlig-liberale:

»Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nutidens Venstre, med de personer som er om bord, vil kunne genskabe begejstringen. Kristian Jensen er ingen Uffe Ellemann. Peter Christensen er ingen Anders Fogh Rasmussen. Og Troels Lund Poulsen er ingen Thor Pedersen. Søren Pind kunne godt være sin generations svar på Bertel Haarder, men vil han få lov til at overstråle sine partifæller? Hos de konservative står det endnu sløjere til«.

Jeg kunne sagtens sætte flere navne på.

Man kunne også spørge hvilken kvinde i Venstres folketingsgruppe, der eksempelvis bærer Birthe Rønn Hornbechs retspolitiske fane videre, eller prøver at stoppe udgiftseksplosionen i kommunerne som Britta Schall Holberg, eller kæmper for de virkelig svage som Ester Larsen osv.

Sammenligningen er bare ikke retfærdig.

Problemet er, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) sagde tilbage i 2007, da bogen ”På ret kurs. Et tilbageblik på systemskiftet i 1982” (Peoples Press, 2007) blev lanceret, at al den politiske opmærksomhed her i landet i de seneste år er blevet koncentreret om småting.

»Der mangler altså et stort, ægte stridspunkt, og det må være på det idépolitiske område, at man skal søge den strid. Ellers kan folk ikke se forskel på de borgerlige partier og Socialdemokratiet«.

Desværre var der ingen, der dengang lyttede til den gamle statsmand.

Kamp skal der til
Opsvinget er ovre, og i fremtiden bliver vi nødt til at prioritere.

Der vil simpelthen ikke være råd til, at have 800.000 danskere på offentlige ydelser.

Det vil skabe den idépolitiske kamp, som Schlüter efterlyste.

Tiden er en anden, og kampen vil have et andet udgangspunkt end den, som de gamle Venstre-løver kæmpede.

Derfor er der ikke brug for Thor, Bertel, Britta eller Uffe i dag, og det er alt for tidligt at afskrive Kristian, Troels, PC og Pind.

Jeg har i lang tid troet, at kun Liberal Alliance kunne tvinge dem i kamp, men noget tyder på, at Dansk Folkeparti heller ikke er bange for at drive en reformpolitik frem i stedet for at sætte grænser for reformer.

Egentlig er jeg ligeglad hvem der driver hvad. Så længe der bliver kæmpet!

Det ville da være ærgerligt at tabe valget på intet at have gjort – så kan man ligeså godt tabe det på modige og ansvarlige udmeldinger og beslutninger.

Jeg tror, og jeg håber, den idépolitiske kamp om fremtidens Danmark begynder, når politikerne har bestemt sig for om den økonomiske krise kan løses på 12 minutter eller 730 dage.

Det er muligvis i dag.

Af Kasper Elbjørn

Au pair-ordningen skal bestå - EU skal ikke blande sig

Det var godt nok svært at finde grimasse onsdag morgen, da jeg hørte nyheden om, at Britta Thomsen, MEP (S), i en kronik i Information mente, at au pair-ordningen havde udviklet sig til en effektiv måde for velbeslåede danskere at købe billig arbejdskraft. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, da P1 Morgen herefter oplyste, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) også ville have EU-regler på området. Man kan håbe, han ikke har læst, hvad han havde skrevet under på, fordi EU skal selvfølgelig ikke blande sig i vores au pair-ordning. I stedet kan de andre medlemslande lære af Danmark, og den nye lovgivning på området, som et enigt Folketing vedtog i 2007.

Au pair betyder 'på lige vilkår'. Har man en au pair boende, skal personen bo på lige vilkår med værtsfamilien. Formålet med au pair ordningen er, at unge mennesker kan forbedre deres sproglige og eventuelt faglige kundskaber samt udvide deres kulturelle horisont. Modydelsen er så at sige, at man får ansvaret for de huslige pligter.

Hvis Britta Thomsen var i tvivl om, hvorvidt au pair-ordningen fungerer, kunne hun have spurgt Helle Thorning-Schmidt og hendes mand. De har nemlig gode erfaringer med au pair-ordningen. Umiddelbart efter Thorning-Schmidt blev formand annoncerede hun, at familien ville anskaffe en au pair, da hendes mor, Grete, ikke kunne blive ved med at hjælpe de travle forældre med at passe børnebørnene.

Jeg skriver ikke dette for at udstille Thorning-Schmidt - men for at gøre opmærksom på, at au pair-ordningen også er med til at hjælpe karrierekvinder med at få arbejde og familie til at gå op i en højere enhed. Det handler ikke om, at velbeslåede danskere ønsker billig arbejdskraft, men om at få tiden til at slå til.

Resten af den socialdemokratiske folketingsgruppe kunne i øvrigt have oplyst Britta Thomsen om, at et enigt Folketing strammede reglerne for au pair-ordningen. Lovforslaget indebar i hovedtræk hårdere straffe som følge af vold mod en au pair-person, ulovlig beskæftigelse af en au pair-person og anden misbrug af au pair-ordningen samt et nyt register over personer, som har misbrugt ordningen.

Vi behøver altså slet ikke nye EU-regler på dette område. Tværtimod. Det er forslag som disse, der er med til at skabe modvilje mod det EU-samarbejde, som har været med til at rive mure ned mellem markeder og mennesker, således at unge mennesker kan rejse ud i Europa og arbejde som au pair - til gavn for dem selv og au pair-familien.

Man kan se DR-debatten mellem Britta Thomsen og mig her: http://www.dr.dk/dr2/deadline2230?play=http%3A%2F%2Fgeo.dr.dk%2FfindLocation%2F%3Fid%3D332874%26ListType%3Dnyheder%26location%3DNone%26uri%3Dhttp%3A%2F%2Fwww.dr.dk%2Fextention%2FplayWindowsMediaODP.aframe

 

Af Kasper Elbjørn

Boganmeldelse i Weekendavisen: Et socialt Europa

Jeg har i de sidste måneder været til relativt mange valgmøder med både folkesocialister og socialdemokrater, der stiller op ved Europa-parlamentsvalget den 7. juni. Det er næsten skræmmende så selvsikre, folkesocialisterne er. De regner med at få et rigtig godt valg. Og der er ingen tvivl om, at deres nyfundne positive holdning til EU som en platform for socialistiske eksperimenter, og begejstring for det, de kalder »socialistisk frihandel«, som vi andre bare kalder frihandel, har en afsmittende effekt på alle deres kandidater til Parlamentet.

Socialdemokraterne er ikke overraskende mere afdæmpede. De insisterer på at gå til valg på samme dagsorden som ved sidste parlamentsvalg, hvor tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) triumferede. Socialdemokraterne siger, de vil kæmpe for et »socialt Europa«, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke anede, hvad det betød, indtil jeg fik muligheden for at læse antologien "Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005" (Forlaget SFAH).

Bogen er opdelt i tre temaer. Det første tema handler om Socialdemokratiets flakkende holdning til EU. Dernæst beskrives - til tider ufrivilligt morsomt - folkesocialisterne og den yderste venstrefløjs holdning til europæisk samarbejde, og til sidst hører vi om fagbevægelsen og kvindebevægelsens interne overvejelser om, hvorvidt ideologien skulle gå forud for indflydelse og resultater. Specielt i cand.mag. Jytte Larsens kapitel står det klart, at kvinders rettigheder var sekundære for fagbevægelsen, og målet om socialisme altid gik forud for retfærdighed. Det er et af de mest interessante kapitler, men der er ingen tvivl om, at stort set alle tekster er yderst gennemarbejdede, og når man, som jeg, har læst statskundskab, kan man ikke andet end nyde det veludbyggede noteapparat. Det er et solidt stykke arbejde, de to redaktører, Sebastian Lang-Jensen og Karen Steller Bjerregaard, her præsenterer.

Det var dog især professor Nikolaj Petersens artikel om Socialdemokratiets europapolitik og Ph.D. Henrik Madsens »Fra social harmonisering til social dimension«, der fangede min opmærksomhed.

Professor Petersens kapitel ender i 2000, hvor Nyrup-regeringens to mest kompetente og populære ministre, Niels Helveg Petersen (R) og Hans Hækkerup (S), gik af efter folkeafstemningen om euroen. Dermed illustreres på fornem vis, hvordan EU altid har splittet Socialdemokraterne siden Danmarks optagelse i EF over Anker Jørgensens regeringstid til den lange ørkenvandring i opposition og kampagnen for Maastricht-traktaten i 1992, hvor Nyrup, som nyvalgt formand fremførte sit »ærlige ja«, kort tid efter at han havde stukket en dolk i ryggen på Svend Auken.

Læser man Henrik Madsens kapitel får man ligeledes et godt billede af, hvad der splittede Socialdemokraterne, men til sidst drev dem fra at være skeptiske til at være tilhængere, og hvad et »socialt Europa« egentlig betyder. Han beskriver, hvordan især partiets yngre medlemmer i 1970erne led af et Vietnam-syndrom, der fik dem til at opfatte det europæiske samarbejde som en vigtig modpol til USA. Men endnu vigtigere for skiftet fra den skeptiske til den positive EU-holdning, var ideen om, at den tyske vækstmotor kunne skabe velstand i hele Europa og dermed øge skatteprovenuet i Danmark, hvormed man kunne virkeliggøre drømmen om den stærke og styrende velfærdsstat. Derfor er det heller ikke underligt, at begejstringen for EU toppede, da man i 1990erne fik stormagtsdrømme om at tvinge den nordiske velfærdsmodel ned over resten af EU. Trist må det have været, da det gik op for fagbevægelsen og socialdemokraterne, at de nye medlemslande i Østeuropa ønskede en anden samfundsmodel.

Antologien gør det klart, at Socialdemokratiet altid har betragtet det europæiske samarbejde uden illusioner og som et praktisk instrument. Målet har aldrig været at nedbryde mure mellem markeder og mennesker for at sikre europæerne fred og frihed. Målet med et »socialt Europa« var og er at udbrede og udbygge velfærdsstaten i Danmark og resten af EU, uanset om medlemslandene ønsker det eller ej.

Af Kasper Elbjørn

Den usynlige fjende

Nyttige idioter er folk, som ubevidst går fjenders ærinde.

Det gjorde de to tidligere udenrigsministre Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft i denne uge. Ved at skabe tvivl om Danmarks engagement i Irak viste de, at vores alliance med USA og andre frie og demokratiske nationer ikke er ubrydelig, og det er en sejr for alverdens terrorister.

Svend Auken spurgte for nyligt lidt målløs, hvorfor Jyllands-Posten kaldte ham og andre beundrere af Michael Moores film Fahrenheit 9-11 "for nyttige idioter." Han skrev: "Nyttige idioter for hvem?"

Auken havde helt ret i, at man naturligvis ikke er en nyttig idiot, blot fordi man lader sig narre af Moores propaganda. Michael Moore er en gemen løgner på linje med Leni Riefenstahl, men han er ikke fjende af frihed og demokrati.

Svend Auken ved altså godt, hvad en nyttig idiot er. Måske fordi han selv var en af dem i firserne.

Farlig fjende

Dengang var fjenderne af frihed og demokrati dem, som befandt sig på den anden side af jerntæppet i de socialistiske regimer i Østeuropa. Dengang skabte Socialdemokratiet sammen med de radikale og resten af venstrefløjen tvivl om vores medlemskab af NATO i deres desperation over præsident Reagan og rystede dermed alliancen, da der var allermest brug for sammenhold.

Situationen i dag er den samme. Fjenden er endog usynlig og måske endnu mere farlig end under Den Kolde Krig. Derfor er der igen brug for ubrydeligt sammenhold over for vores fælles fjende, terrorismen og terroristerne.

Sejr for terrorister

Og de nyttige idioter er dem, som ikke har forstået budskabet: Enhver sprække i sammenholdet mellem frie og demokratiske nationer er en sejr for terroristerne.

At Det Radikale Venstre igen er med på de nyttige idioters hold, var forventeligt. Det var de før Første Verdenskrig. Det var de før og under Anden Verdenskrig. Og det var de under Den Kolde Krig. Det er nærmest blevet en partitradition.

Og selvom historien gang på gang har vist, at partiets politik har vist sig at være forkert, har man modsat Socialdemokratiet holdt fast i den.

I 1950'erne erkendte Socialdemokratiet i det stille, at dets politik op til Besættelsen var slået fejl og opbyggede en stolt transatlantiskorienteret udenrigspolitik.

Men under Anker Jørgensen og Auken gik det galt igen, og med hovedet under armen blev man det sovjetiske rædselsimperiums nyttige idioter. Først da Poul Nyrup Rasmussen blev leder af partiet, vendtes skuden, og da Socialdemokratiet igen kom i regering i halvfemserne, videreførte man stort set den borgerlig-liberale regerings politik.

Aukens holdning

Det er i dag helt klart, hvis nyttige idioter Helveg og Lykketoft er på vej til at blive. Lykketofts udmelding torsdag om, at noget taler for, at Danmark i en eller anden form skal være til stede i Irak, skabte ikke klarhed over oppositionens holdning.

Dermed forbliver Hækkerup den eneste socialdemokrat, der har taget afstand fra tvivlrådigheden om de danske styrkers forbliven i Irak.

Vi afventer med spænding Svend Aukens holdning. Er han alligevel igen en nyttig idiot?

Af Kasper Elbjørn

Fogh på støt udenrigspolitisk kurs

 

Det måvære hårdt for de gamle koldkrigere. I over 50 år baserede de hele deres liv på en verden, der ikke er mere. Alt hvad de kæmpede for og arbejdede efter, er i dag historie. Det gør ikke deres historie mindre interessant. Vi kan lære meget af historien om den kolde krig, men den gamle anskuelse af verdenen under den kolde krig er i dag fuldstændig ubrugelig.

Mange kloge koldkrigere tog konsekvensen af den ny verdensorden og analyserede køligt, at verden blev en anden den 11. september 2001. Enkelte gik så langt som at sige, at den kolde krig var en slags tredje verdenskrig, og at en fjerde formentlig var begyndt med terrorangrebet mod New York og Washington.

De fleste af de gamle koldkrigere kendte alt for godt til forskellen mellem civilisation og holocaust. De valgte at stå på civilisationens side dengang som nu, og gik i gang med at fordømme regimer og ledere, som de førhen støttede for at bevare magtbalancen mellem Øst og Vest.

Andre har ikke fattet, at verden blev en anden 11. september. Eller også nægter de simpelthen at erkende, at alt hvad de arbejdede for under den kolde krig, i dag er ligegyldigt?

Et eksempelpå en mand der bevidst eller ubevidst sidder fast i en naiv og gammeldags anskuelse af verden, er den tidligere ambassadør, Henning Kjeldgaard. I Politiken 27. juli. demonstrerede han næsten hjerteskærende, hvor galt i byen en gammel koldkriger kan gå. At hans unge partifælle, Jeppe Kofod, på modsatte side antydede, at det muligvis er en socialdemokratisk partidisciplin at være blind og døv, gjorde ikke læsningen mindre trist.

I sit indlæg revsede Kjeldgaard regeringen for at have brudt mere end et halvt århundredes dansk udenrigspolitik. Nu ved jeg ikke, hvornår Kjeldgaard gik på pension, men den linje som regeringen har lagt siden november 2001, er i klar forlængelse af det udenrigspolitiske skifte, som Uffe Ellemann-Jensen i 1988 fik mandat til at gennemføre efter forhandlinger med den daværende radikale udenrigsordfører, Lone Dybkjær.

Efter den udenrigspolitiske slingrekurs under Kjeld Olesen og den pinlige fodnoteperiode fra 1982-1988, fik Danmark igen en klar og konsekvent udenrigs- og sikkerhedspolitik, som tog udgangspunkt i, at et lille land sagtens kan gøre en forskel, hvis blot vi samarbejder med store lande, der har samme værdier som os selv.

Det erden ægte hjørnesten i dansk udenrigspolitik, som første gang kulminerede ved vores aktive deltagelse i den første Golfkrig og anerkendelsen af de tre baltiske lande i 1991. Og takket være Nyrup Rasmussen og Hans Hækkerup har skiftende socialdemokratiske regeringer stået fast ved reorienteringen af dansk udenrigspolitik. Hvis der endelig har været et brud på Ellemann-Jensens doktrin, var det under Mogens Lykketofts otte måneder som udenrigsminister i 2001.

Fogh Rasmussens regering har ikke med logrende villighed fulgt Bush-administrationens udenrigspolitik, men har tilfældigvis været enige i mange af Bush-administrationens prioriteringer. Årsagen er, at også denne regering viderefører den aktive udenrigspolitik, der blev grundlagt i 1988, og som passer så godt til den ny verdensorden, der opstod efter angrebet på USA den 11. september 2001

Af Kasper Elbjørn

Til kamp mod småhedsvanviddet

Kampen mod den såkaldte hvad-skal-det-nytte-holdning tog mange år. Først i 1982 skiftede Danmark kurs i udenrigspolitikken, selv om elementer fra fortiden stadig spiller os et puds. Danmarks deltagelse i befrielsen af Irak er det seneste bevis på, at selv et lille land kan gøre stor forskel, hvis landet tør. Det nytter noget.

Det er imidlertid ikke længere givet, at vores nuværende aktive udenrigspolitiske linje fortsætter. Den seneste tids debat vedrørende befrielsen af Irak samt Danmarks forhold til EU kalder til kamp mod det, som en tidligere dansk udenrigsminister kaldte småhedsvanvid.

En af de første bannerførere mod den passive udenrigspolitiske linje var Laust Moltesen. Moltesen var udenrigsminister i Madsen-Mygdals regering, der fungerede 1926-1929. Han var således chef for diplomatiet i en tid, der må betegnes som en af de fredeligste i et århundrede præget af to verdenskrige. Ikke desto mindre så han faren ved ikke at tage stilling og endte sin karriere som indædt modstander af samarbejdspolitikken og den vage holdning til datidens kommunistiske og fascistiske terrorregimer.

Laust Moltesen blev født i Sønderjylland og var hele sit voksne liv venstremand. Han kom i Folketinget i 1909, og da Folkeforbundet blev oprettet efter Første Verdenskrig, var han selvskreven til at repræsentere Danmark i Geneve. Moltesen var tilhænger af, at man måtte have et forum, der understøttet af lov kunne anvende magt mod fredsbrydere og diktatoriske regimer. Derfor var Moltesen i lighed med den amerikanske præsident Woodrow Wilson og senere den engelske premierminister Winston Churchill tilhænger af Folkeforbundet, der oprindeligt havde til hensigt at opretholde verdensfreden ved magt.

Tanken om et internationalt fredsskabende organ var central i den fredsbevægelse, der udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede. Præsident Wilson greb tanken og foreslog, at den skulle realiseres som en del af fredsslutningen efter Første Verdenskrig. 40 stater gik fra begyndelsen sammen i forbundet, og tallet øgedes til 55 stater i 1928. I løbet af 1930erne viste det sig imidlertid, at Folkeforbundet hverken kunne gennemtvinge eller opretholde freden. Folkeforbundet degenererede til en diskussionsklub ude af stand til at bremse de kommunistiske og fascistiske regimer. USA meldte sig i sin isolationisme aldrig ind i Folkeforbundet, og medlemsstaternes uvilje mod at sætte handling bag de gode intentioner viste sig tydeligst, da Mussolinis Italien invaderede Abessinien.

Efter sin tid som udenrigsminister måtte Laust Moltesen se sine holdninger henvist til nyttesløse protester mod Staunings flertalsregering med Det Radikale Venstre. I et dramatisk opgør med SR-regeringen tog Moltesen til sidst konsekvensen af regeringens hvad-skal-det-nytte-politik og nedlagde i 1932 sit folketingsmandat i protest mod den nye udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han mente, at SR-regeringen led af småhedsvanvid.

Laust Moltesens værste frygt blev til virkelighed, da Danmark den 9. april 1940 blev besat. Udenrigsminister P. Munch måtte i juli tage konsekvensen af sin fejlslagne tilpasningspolitik, og i stedet udpegede Stauning Erik Scavenius til ny udenrigsminister. Det var især udenrigsministeriet, der stod for kontakten til besættelsesmagten, og Scavenius var om muligt en endnu større fortaler for en imødekommende politik overfor tyskerne. Den gamle radikale ideolog Viggo Hørups retoriske spørgsmål: Hvad skal det nytte?, var blevet et mantra for Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Småhedsvanviddet ville ingen ende tage.

Småhedsvanvid kan bedst betegnes som en sygelige besættelse af forestillingen om mindrevær. Småhedsvanvid giver sig i samfundet kollektivt udslag i angst for det ukendte, fremmede sprog, kulturer og påvirkninger fra stormagter. Den individuelle form kan også kaldes den indre jantelov: du skal ikke tro, jeg er noget. Den kollektive form giver de angrebne en fællesskabsfølelse, der danner et vældigt uerkendt vakuum af mindreværd.

Danmarks ageren i Den Kolde Krig var oftest karakteriseret af arven fra Stauning, Munch og Scavenius. Også vores flakkende holdning til vores medlemskab af EU må vel siges at være et levn fra den tid. På mange måder led Danmark næsten konsekvent af småhedsvanvid - lige fra Moltesens afgang som udenrigsminister i 1929 og frem til 1982, hvor partifællen Uffe Ellemann-Jensen overtog udenrigsministerposten.

Efter Anden Verdenskrig etableredes FN. Den institutionelle opbygning af FN følger nøje Folkeforbundets, og ligesom Folkeforbundet havde sin storhedstid i fredsperioden 1924-1930, så har FN da også vist sig at være overordentlig nyttig og operativ i fredstid. Det sås eksempelvis ved dets dannelse efter Anden Verdenskrig samt i 1990erne efter Den Kolde Krigs ophør og frem til terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

Den væsentligste forskel på FN og Folkeforbundet er, at ideen om en kollektiv sikkerhedspagt understøttet af sanktioner ikke gælder for FN. Derfor blev FN på mange måder de kommunistiske terrorregimers beskytter under Den Kolde Krig. I dag kan man frygte, at FN ligeledes kan blive misbrugt til at blive en form for garant for regimer, der støtter vor tids største internationale trussel, terrorismen.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, da diskussionen om befrielsen af Irak var på dagsordenen i foråret. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at FNs tidligere chef for våbeninspektørerne, Hans Blix, kan have ret i, at forløbet op til befrielsen af Irak kan have skadet FN's Sikkerhedsråd for stedse. Skylden kan dog ikke lægges på USA eller Storbritannien. Årsagen er snarere, at mange lande i FN led af det, som Laust Moltesen kaldte småhedsvanvid. Danmark var lykkeligvis ikke mere blandt disse lande.

Årsagen hertil grunder sig i, at der mange år efter Moltesens embedsperiode i 1982 endelig kom en udenrigsminister, der turde tage opgøret med småhedsvanviddet. Uffe Ellemann-Jensen handlede ud fra tesen om, at små lande sagtens kan gøre en forskel. Ellemann-Jensen-doktrinen er klogeligt blevet videreført af både Nyrup Rasmussens regeringer og regeringen Fogh Rasmussen. Især Nyrup Rasmussen personligt og hans forsvarsminister, Hans Hækkerup, har taget voldsomme kampe internt i regeringen for at overbevise om fornuften i at støtte de militære indgreb, som USA iværksatte i 1990erne uden om FN.

Imidlertid er det ingen selvfølge, at Ellemann-Jensen-doktrinen videreføres af kommende regeringer.

Socialdemokratiets nye leder Mogens Lykketofts udmeldinger i foråret op til befrielsen af Irak er et tegn herpå. I Politiken 25/3 gav Lykketoft udtryk for, at ingen nær politisk ven eller fjende med kendskab til hans holdninger kunne tro, at han som regeringschef ville have sendt danske kampstyrker til en USA-ledet krig uden FN-mandat.

Lykketofts modvilje mod den nye amerikanske udenrigspolitik, der stærkt inspireret af Woodrow Wilsons og Winston Churchills udenrigspolitiske ideer blev formet efter terrorangrebet den 11. september, er formentlig dybfølt og derfor ikke forbigående. Det må man have respekt for - og bekæmpe.

Det er vigtigt, at Danmark ikke kommer ud i samme udenrigspolitiske slingrekurs i forholdet til USA, som den der kendetegner vores medlemskab af EU. Derfor bør udenrigspolitikken indgå som et yderst vigtigt valgtema i den kommende valgkamp.

Der er en lige linie fra Laust Moltesen frem til Uffe Ellemann-Jensen og til Danmarks udenrigspolitiske linie i dag. Derfor var det også naturligt, at Danmark var med i koalitionen, der befriede irakerne fra et diktatur, som til forveksling mindede om det sovjetiske under Josef Stalin.

Beslutningen om at deltage i den internationale koalition var endnu et opgør med den passive tilpasningspolitik, der kendetegnede dansk udenrigspolitik før 1982. Desuden viste vores deltagelse i befrielsen af Irak, at Danmark kan gøre stor nytte internationalt. Vi skal derfor altid være parate til at forsvare væsentlige værdier som fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder ved at yde et militært bidrag. Ikke mindst terrorangrebet på New York og Washington for to år siden har tydeliggjort, at det er mere påtrængende end nogensinde. Ingen mennesker ønsker krig, men hvem vil have fred, hvis freden indebærer, at befolkninger lever som det irakiske folk før befrielsen?

Mange danske politikere lider stadig af det, som Moltesen kaldte småhedsvanvid. Adskillige er stadig præget af hvad-kan-det-nytte-tankegangen. Modstanden mod at lade Danmark indgå i koalitionen samt ulysten til at udvikle samarbejdet i EU er de mest udtalte eksempler på danske politikeres småhedsvanvid.

Ikke mindst Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre synes at have svært ved at ryste småhedsvanviddet af sig, når det gælder forholdet til USA, ligesom Dansk Folkeparti har gjort det til en dyd at være modstander af EU - uanset hvilken del af samarbejdet, der diskuteres.

Desværre ser mange politikere stadigvæk helst, at Danmark hverken bliver hørt eller set. Det er, som om de gamle dogmer fra Staunings, Munchs og Scavenius tid vækkes til live, når Danmark indtager en holdning på tværs af, hvad andre måtte mene, og når vi markerer os som et internationalt stærkt engageret land. Om det skyldes mangel på mod, lederskab eller visioner, er det svært at svare på. Det må de pågældende politikere selv gøre, hvis de kan. Men det er vigtigt, at vi værner om vores nuværende udenrigs- og sikkerhedspolitik, som det tog så mange år at føre igennem.

Af Kasper Elbjørn

Anti-amerikanisering

DET ER ikke bare Socialdemokratiet, der i dag mangler et politisk projekt. Hele venstrefløjen er lammet, når det gælder politisk nytænkning. Efter Sovjetunionens sammenbrud og 1990ernes kamp om miljøet står venstrefløjen i dag tilbage i dyb krise. Ikke kun fordi de tog grueligt fejl, når det gjaldt de socialistiske regimer i Østeuropa, men også fordi befolkningerne har indset, at virkeligheden er langt mere nuanceret, end venstrefløjen hidtil har fremstillet den. I Danmark ses krisen tydeligst inden for Socialdemokratiet og SF. Begge partier - med de to formænd, Holger K. Nielsen og Mogens Lykketoft, i spidsen - prøver at dirigere debatten væk fra venstrefløjens krise og mod USA. I noget, der lignede krisestyring efter nye interne problemer, langede Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, således ud efter USAs udenrigspolitik og Danmarks støtte til USA i krigen mod terror.

Ikke et ord om Irak
6/1 påstod Lykketoft således, at Bush-administration var faretruende, gik egne veje og i et foruroligende omfang baserede sig på militære løsninger. I ugen forinden havde SFs formand på samme vis karakteriseret USA som et problem. Ikke et ord om Irak eller Nordkorea. Det var USA, som var et problem for verdensfreden ifølge Holger K. Nielsen. Begge politikere glemte behændigt, at Bush-administrationen ikke én eneste gang er gået uden om FN efter terrorangrebene den 11. september 2001. Ligeledes så de to fuldstændig bort fra, at USA ganske succesfuldt befriede Afghanistan fra Taleban-styret sammen med en global koalition af verdenslande. Den største koalition af samarbejdende lande nogensinde. Tidligere statsminister Nyrup Rasmussen, hvis regering Lykketoft var medlem af, og som var støttet af SF, sagde det for en gang skyld ganske klart den 11. september 2001: »Vi står skulder ved skulder med USA.« Det gjorde Danmark dengang, ligesom vi har gjort det efter regeringsskiftet. Det var et løfte, som affødte klar respekt i og uden for Danmark. Men i desperation over at have udsigt til flere år i opposition spiller venstrefløjen atter på anti-amerikanismen i mangel af bedre. Den antiamerikanske propaganda, som venstrefløjen lægger for dagen, er hverken indsigtsfuld eller visionær, men spiller på Europas mindreværdskomplekser og venstrefløjens egne indenrigspolitiske frustrationer.

Man kan frygte, at venstrefløjen i desperation over interne magtkampe og mangel på politiske ideer igen er på vej tilbage til den fejlagtige fodnotepolitik, hvor Danmarks vigtigste allierede bliver gjort til fjenden. I starten af 1980erne strømmede en liberal-konservativ bølge ind over de vestlige demokratier som reaktion på den forfejlede økonomiske politik, som var blevet ført i 1970erne. I Danmark prøvede venstrefløjen med alle kneb at vælte den nye borgerlige-liberale regering. Det endte med en fodnotepolitik mod regeringens vilje, som satte vores NATO-medlemskab på spil.

USA svigtes
Venstrefløjens kamp mod NATOs oprustning viste sig at være helt forfejlet. De socialistiske regimer havde ikke råd til at følge med, hvorfor magthaverne gik med til at nedruste for til sidst at gå under i økonomisk ruin. Den Kolde Krig ophørte herefter, og Europas stater er i dag frie og demokratiske medlemmer af NATO og inviteret til at blive medlemmer af EU. USA føler sig som et land i krig og har derfor mere end nogensinde brug for opbakning. Alligevel svigtes USA af mange af de lande, der skulle være dets stærkeste allierede. Danmark har som altid en regering, der virker loyalt over for USA, og man kunne ønske, at resten af Folketingets partier ville gøre det samme. For slet ikke at tale om resten af Europa. USA er i dag et af de eneste lande, der udviser indsigt og har visioner for en bedre verden uden frygt for terrorhandlinger og en ny 11. september. Venstrefløjen burde gå i politisk tænkeboks i stedet for at bruge krudtet på populistiske angreb mod USA.

Af Kasper Elbjørn